Omkring midten af det 19. århundrede markerer en ny politisk gruppe sig ved hjælp af kunst og arkitektur. Det drejede sig om det liberale borgerskab, der ville markere sig overfor de konservative ved ikke at gøre brug den traditionelle arkitektur, som på det tidspunkt var Senklassicismen. De liberale valgte i stedet at bruge de historiske stilarter ligesom liberale andre steder i Europa. I Danmark var der tale om stilarter som Rosenborgstilen, gotisk, byzantinsk og konglomeratstilen. Huse fra perioden 1855-70 er stadig præget af den lange periode med klassicistisk arkitektur, men man følte sig alligevel fri til at eksperimentere med stilarterne. De historiske stilarter var bl.a. et resultat af en større viden om fortiden. I 1800-tallet foregik en rivende udvikling indenfor så godt som alle områder indenfor videnskaben heriblandt også arkæologi og kunsthistorie. Man fik et mere nuanceret syn på fortiden.

Universitetsbiblioteket på Frue Plads i København har høje vinduer, der passer til de høje bogreolers placering indenfor. Man ser, at der gøres brug af industriprodukter som f.eks. dekorerede støbejernssøjler. Der gøres ikke noget forsøg på at skjule dem. Herholdt bruger den nye tids tekniske muligheder. Dekorationen placeres der, hvor det understreger konstruktionen.

Herholdt interesserede sig også for håndværket og for stofligheden. Med stofligheden menes, hvordan man oplever de forskellige bygningsmaterialers overflade. Hvornår er granit smukkest? Er det når den punkthugges eller når den poleres? Alle materialer, som indgår i en konstruktion, burde komme til deres ret. Derfor pudsede han ikke murede vægge. Man skulle kunne opleve teglstenenes egen skønhed.

Herholdts arbejdsmetode gik ud på, at bruge ideer fra skitser og inspirationsrejser til bl.a. Italien. Man kan kalde hans arkitektur for en slags historisk efterdigtning. Han blandede dog ikke stilarterne.

I 1856 opgav man at bruge Københavns volde til forsvar, og det blev derfor muligt at bygge på området foran voldene. Der var stadigvæk meget tæt befolket inden i byen, men nu begyndte byggeriet på broerne dvs. Vesterbro, Nørrebro og Østerbro for alvor. I den anden halvdel af 1800-tallet oplevede København et byggeboom, som man aldrig havde set magen til før. Tusindvis af boliger opførtes i tætte karreer og baggårde. Man byggede tæt for at maksimere profitten, og fordi folk måtte "gå" på arbejde, da der endnu ikke fandtes et billigt offentlig transportsystem. Man måtte simpelthen ikke bo for langt væk. Meget byggeri var regelret slum. De fattigste boede under ubeskrivelige forhold. Det var en liberal tid, og derfor skete der kun få forbedringer af byggelovene. Man var mest bekymret over brandfaren og satte derfor grænser for bygningshøjder og gadebredder. På den måde ville man sikre sig mod, at en evt. brand kunne "springe" over gaden.

Arbejderne begyndte dog at organisere sig i byggeforeninger, hvilket bl.a. resulterede i, at man gik i gang med kartoffelrækkerne i 1865. Arbejderne gik sammen om at finansiere egne boliger.

Før kendte alle deres bestemte plads i samfundshierarkiet. I den nye tid var der mulighed for at kæmpe sig op og for at glide ned. Det kom mere end nogensinde an på en selv og derfor karakteriseres perioden også som meget individualistisk. Det var den enkelte entreprenør, der kunne opfinde og sætte i gang og tjene penge. Den nye kapitalistiske klasse ville imponere med sin nyerhvervede rigdom og gik derfor ind for det dramatiske, romantiske, enestående, originale og geniale. Hvis håndværksmestrene, der stod for 90 % af byggeriet, overhovedet brugte arkitekter, så var det for det meste til at komponere pudsfacader. Usle lejekaserner kom udvendigt til at ligne italienske palæer. Måske kan man, som de senere modernister var det, være uenig i, at der skulle bruge penge på stuk og dekoration i modsætning til lys, luft og sunde installationer, men efter min mening så nåede facadearkitekturen i perioden 1870-90 et kunstnerisk højdepunkt, som vi i dag stadig nyder godt af. Der er meget at se på, hvis man tager en spadseretur i brokvarterene. Der er her nogle af de arkitektoniske kvaliteter, som vi savner i mere moderne boligområder.

Det hævdes ofte, at kunst og kultur i den anden halvdel af 1800-tallet havde det svært. Folk interesserede sig egentlig ikke for kunst. Man mente ikke så meget med arkitekturen. Den gav selvfølgelig prestige. En del af forklaringen ligger i, at samfundet stadig var på vej til at blive industrialiseret, og langt færre end i dag havde uddannelse og midler til at beskæftige sig med kunsten, der før i tiden havde været adelens eneområde. De nyrige var håndværksmestre, fabrikanter og pengefolk. Og så alligevel - slutningen af 1800-tallet kendes jo også for Fynboerne og Skagensmalerne. Kunstnere som Kristian Zarhtmann, Peter Hansen, Fritz Syberg, Johannes Larsen, Jens Birkholm for ikke at tale om P. S. Krøyer og Anna Ancher, for bare at nævne nogle få, havde meget på sinde og løftede malerkunsten op på et højt stade.

Stuk består af gips, kalk og marmormel og gør det muligt af støbe dekorative elementer, så det så ud som om, at det var skåret ud af sten. Man havde kendt stukken siden romerne, men det blev mest brugt til indendørs dekoration. I 1870'erne fandt man ud af at blande cement i stukken. Dermed blev den vejrbestandig og kunne bruges til at dekorere bygningerne udenpå. Det viser sig, at en stor del af de stukelementer, som vi ser på danske huse er præfabrikerede i Tyskland.

Omkring 1870 var Danmark ved at have rystet enevælden af sig. Der var tale om en liberal og kapitalistisk økonomi, hvad der også fik betydning for byggeriet. Mange mennesker flyttede fra land til by med endnu mere slum til følge. I brokvarterene kunne der være op til tre baggårde i boligkarreerne. Der var tale om byggespekulation i den helt store stil, hvor man satte en ære i at presse så meget ind på en byggegrund som overhovedet muligt. Der var ingen ordentlig byggelov. De fattigste boede stadigvæk i kældre, og pigekamre var stadig ikke meget større end klædeskabe. Det mærkelige var, at arbejderne ikke lagde afstand til de borgerlige indretningsidealer, men at de derimod snobbede opefter. På trods af, at fattige familier ofte kun disponerede over to værelser, blev den ene stadig holdt som den fine stue og kun brugt ved særlige lejligheder.

I slutningen af 90'erne begyndte der dog at ske noget. Man ville af med den usunde baggårdsbebyggelse. Et københavnsk eksempel på en af de første karréer uden baggårdsbebyggelse er Ferdinand Meldahls store karréer ved Søtorvet. Her ses et smukt eksempel på et arkitekturensemble af stukdekorerede karréer i fransk renæssancestil, der sammen danner en flot port fra Nørrebro ind til København.

Den store arkitekt i den anden halvdel af 1800-tallet var Ferdinand Meldahl. Han havde været på studierejse i Europa og var specielt imponeret over alt det, der skete i Paris. Her var man under den karismatiske Stadsarkitekt Hausmann i gang med at bygge boulevarderne. I samme ånd foreslog Meldahl det dobbelte ringgadesystem, som blev realiseret mellem voldene og søerne dvs. Farimagsgaderne inderst og Søgaderne yderst. Han planlagde også bebyggelsen af Gammelholm dvs. kvarteret bag Det Kongelige Teater ved Kongens Nytorv.

Meldahl ville dekorere og skabe stemning. En arkitekt var nærmet at opfatte som en teaterdekoratør! Han mente, at det klassicistiske København var kedeligt. Dekorationen skulle være mere plastisk og der skulle være meget mere af den. Han største værk er Frederikskirken eller Marmorkirken, som den kaldes i folkemunde. Endelig blev det muligt at færdiggøre Eigtveds gamle byplan for Frederiksstaden. Meldahl var i en lang årrække stadsarkitekt og blev med tiden den store skydeskive for de kommende generationer af arkitekter, der kæmpede for at komme frem og som havde helt andre ideer og idealer. Jeg vil gerne nævne en arkitekturhistorisk perle som Meldahl har begået. Det er den gamle navigationsskole i Havnegade, der er formgivet som et venetiansk renæssancepalads i puds.

Lige før århundredskiftet oplevede Danmark en nationalistisk stemning, der spredte sig til det kunstneriske område. Måske var det eftervirkningerne på 1864. Man taler om nationalromantik. Sjovt nok, så var denne stil udbredt i hele Europa. Hvert land havde sin nationalromantik og vores mindede meget om vores værste fjendes - den tyske. Som reaktion på den tidligere stuk- og klunkearkitektur og dens overfladiske holdninger vandt nationalromantikken frem hos nogle af landets toneangivende arkitekter. Flertallet fortsatte mere eller mindre den foregående stil.

Arkitekten Martin Nyrop vandt konkurrencen om Københavns rådhus i 1888. Nyrop mente, at traditionen skulle være grobund for det nye. Han var inspireret af engelsk arkitektur og lagde ligesom Herholdt stor vægt på håndværk og ærlighed, når det drejede sig om konstruktion og stoflighed.

Nu begyndte der at ske noget på lovgivningsområdet. Man fik de røde servitutter i yderområderne og kunne hermed pålægge bygherrerne forskellige krav. Karreerne blev smallere og dermed forsvandt muligheden for baggårdsbebyggelse. Pigeværelser skulle nu have en minimumsstørrelse og mindst et vindue!

En anden af tidens personligheder var P. V. Jensen-Klindt, der først uddannede sig til bygningsingeniør, men senere slog ind på maleri, statuetter og dekorativ kunst. På lange ture rundt om i landet lærte han de monumenter at kende, dvs. specielt landsbykirkerne, der senere skulle blive hans arkitektoniske inspirationskilder. Han arbejdede uden at støtte sig til skitser og opmålinger. Han var grundtvigianer dvs. folkeligt og religiøst præget. Han søgte mod et simpelt formsprog. Han mesterværk i verdensklasse er Gruntvigskirken på Bispebjerg i København. Der er både en arkitektonisk og en håndværksmæssig oplevelse. Den enorme bygning er perfekt opmuret, møblerne er ualmindelige smukke og stemningen i det hele taget meget religiøs. Noget usædvanligt så blev Grundtvigskirken blev tegnet uafhængigt af omgivelserne før, at man fandt en plads til den.

Før havde man strenge regler for kviste og karnapper, men nu var Meldahls og andre arkitekters argumenter blevet hørt. Det blev tilladt at bygge huse, hvor facaderne bevægede sig ind og ud. En anden måde at sige det på er, at man arbejdede mere organisk med klumpen. Der var ikke længere tale om en facadekomposition men derimod om en formmæssig komposition.

Klassicismen havde været præget af Englandskrigene, bankerot og elendig økonomi med deraf lav byggeaktivitet til følge. I fyrrene begyndte det at gå fremad for byggeriet. I 70'erne bragede det løst. Der blev bygget over 16.000 lejligheder om året! De fleste af dem var i brokvarterene. Det hele stoppede, da landet blev ramt af en økonomisk krise i 77-82, og så begyndte en ny periode med hektisk boligbyggeri. Igen i 90'erne tvang lavkonjunkturen boligbyggeriet ned på et lavt blus for så efter systemskiftet i 1902 at komme i gang igen. I 1909 har vi bankkrak og Albertisagen, der var en følge af en ny lavkonjunktur. Herefter fulgte første verdenskrig. I tyverne så verden meget anderledes ud. Byggearbejderne skulle have mere i løn, boligerne havde flere indbyggede installationer og håndværksmestrene var holdt op med selv at stå for finansieringen af de huse de byggede. Man var tvunget til at bygge billigere og bl.a. derfor forsvandt de historiske detaljer fra husenes facader. Historicismen var hermed et overstået kapitel.