Lillebælt er skabt af randmoræner i løbet af den sidste istid. Snævringen dvs. den smalle del af Lillebelt er skabt af stærk havstrøm mellem Fyn og Jylland. Kolding fjord syd for Fredericia og Elbodalen mod vest er begge tunneldale. Elbodalen er den dybe dal med skov på begge sider, som du krydser, når du kører fra Fredericia nordpå ad motorvejen. Det kuperede område mellem Elbodalen og Lillebælt, som Fredericia er bygget på, er et gammelt morænelandskab.

Fredericiaegnen har siden tidernes morgen været forbundet via vandvejene til Fyn. Jeg forestiller mig stenalderens mennesker krydse farvandet her i stammebåde. Den senere bronzealders læderbeklædte kanobåde må have været ideelle til at sejle rundt i områdets åer og fjorde (se "dansk forhistorie"). Det siger sig selv, at sernalderens store robåde og vikingetidens sejlskibe må have været et almindeligt syn. At Fredericiaegnen også i nyere tid har været påvirket af Fyn kan bl.a. ses på byggeskikken, der har har flere vestfynske træk.

Det har ikke været muligt for mig at finde en sammenhængende beskrivelse af de forhistoriske kulturer omkring Lillebælt, hvilket måske skyldes, at Lillebælt i resten af landet har været opfattet som et grænseområde mellem Fyn og Jylland.

Overfarten mellem de to landsdele har traditionelt været fra Middelfart til Snoghøj og fra Assens til Ærøsund.

Fredericia har ikke, som de fleste andre danske byer, rødder tilbage i den sene vikingetid eller middelalderen. Der er derimod tale om en fæstnings- og renæssanceby grundlagt Frederik den III – heraf navnet. For at forstå Fredericias grundlæggelse må vi derfor tilbage til svenskekrigene.

Fredericia før svenskekrigene

Christian d. IV deltog, som bekendt, i den europæiske 30-års krig mellem protestanter og katolikker. Det gik hurtigt galt. Danmark tabte ved Lutter am Barenberg, hvorefter Jylland blev besat med skrækkelige følger for civilbefolkningen. Krigen gjorde det klart for kongen, at det krævede befæstninger, hvis Jylland skulle kunne forsvares. I 1644 var det svenskernes tur til at besætte Jylland. På dette tidspunkt havde danskerne fået bygget en befæstet lejr ud til Lillebælt der, hvor Lillebæltsbroen nu går i land. Lejren blev stormet og løbet over ende, hvorefter svenskerne opførte et mindre fæstningsanlæg på et næs længere mod nord på et sted, der hed Bersodde. Resterne af dette fæstningsanlæg, der kaldes for Kastellet, findes stadig i det inderste sydøstlige hjørne af Fredericia by. I 1648, da svenskerne igen var væk, tog danskerne beslutningen om at opføre et nyt og større forsvars anlæg uden om Kastellet. Bersodde var velegnet til formålet, fordi det var en halvø, hvilket medførte, at et eventuelt nyt fæstningsanlæg ikke behøvede at være så stort. Man regnede med at den overlegne danske flåde ville kunne beskytte mod angreb fra søsiden. Det nye fæstningsanlæg kom til at hedde ”Frederiksodde”.
Selve voldanlægget blev anlagt efter nederlandsk mønster, hvilket vil sige, at det kom til at bestå af et system af volde med takkede bastioner, der gjorde det muligt at beskyde en eventuel fjende fra tre retninger. Man taler om vandgrave, fremskudte volde kaldet raveliner, forvolde, hovedvolde og katte dvs. forter oppe på voldene. Voldanlægget blev bygget som en kæmpe kvartcirkel med centrum lige uden for Kastellet. En stor del af området inden for kvartcirklen blev planeret for at gøre det byggemodent. Det lykkedes dog ikke at planere hele arealet. Man lod et lavt, sumpet område, hvor det var planen, at der senere skulle graves havn og kanaler, blive tilbage. Dette lave område ses tydeligt, når man i dag kigger ud af de øst-vest løbende gader.
Området inden for voldene havde plads nok til en efter datidens målestok stor by. Gadeplanen blev udlagt ud som et skakbræt med centrale pladser, hvilket bl.a. havde militære grunde. Centrale pladser og lige veje gjorde det nemlig muligt at opmarchere tropperne centralt og hurtigt føre dem ud til de steder på voldene, der kom under angreb. De lige gader var ligeledes velegnede til at skyde ned ad. Gaderne i Frederiksodde kom til at løbe nord-syd og øst-vest og fik navne som Kongensgade, Dronningens gade og Prinsens gade, der afspejlede, hvem der havde grundlagt byen. Typisk for Fredericia den dag i dag er, at man næsten altid kan se en del af voldterrænet for enden af gaderne. Med til skakbræt-planen hører også barokkens idealer om en monumental indretning af byen, i det en ordnet by vidnede om enevældens magt og styrke. Midt i voldenes cirkelslag anlagde man Frederiksoddes første centrale torv.
Frederik den III havde store drømme om Frederiksodde. Det skulle være en residensstad i samme stil som andre barokbyer, der skød op i Tyskland i samme periode – alle inspireret af Louis den IV’s Versailles.
Byen blev købstad i 1650 med købstadsprivilegier inden for handel og håndværk. Gamle kort viser, at man ud over kanaler også planlagde en slotsø og en stor plads kaldet Axeltorv. Sidstnævnte blev først realiseret i 1800-tallet. Indtil da, gjorde man brug af mindre torve. Der er stadig spor i gadenettet af de planlagte kanaler, i det karréerne mellem Bjerggade og Dalegade og mellem Gothersgade og Prinsessegade er ekstra smalle. De er nemlig proportioneret efter de kanaler, der skulle have været der.
Hvor de middelalderlige byer udviklede sig stille og roligt og med tiden kom til at udnytte de økonomiske muligheder, som der var i et givent område, så manglede Frederiksodde disse økonomiske nicher, da Kolding og Vejle i forvejen havde dækket de behov, som landbefolkningen i området måtte have. Det blev derfor hurtigt klart, at man havde svært ved at få tilflyttere. Kongen tilbød skattefrihed og gratis jord men lige meget hjalp det. I starten boede der kun soldater, håndværkere og bygningsarbejdere. Man måtte derfor ty til at tvinge fæstebønderne fra tre nærliggende landbyer til at flytte deres huse til byen. Den jord, som de efterlod, blev til Frederiksoddes bymark. Man talte også om at tvangsflytte Vejles borgere, men ideen blev opgivet, da det ville have ført til, at Vejle by blev nedlagt.
De første huse blev bygget i bindingsværk og uden grundmur efter tidens skik. De ældste og fineste huse lå i området foran kastellet. Der er ingen af disse huse tilbage i dag.
Byens huse både den gang og senere, og hertil hører også kirkerne, har aldrig været særligt høje, da de ikke har måttet stikke op over forsvarsvoldene. Man fik desværre ikke bygget en havn.
I 1657 gik Danmark i krig igen. Karl X Gustav marcherede fra Polen, gennem Nordtyskland og op til Danmark, hvor den underlegne danske hær i Jylland trak sig tilbage til Frederiksodde. Svenskerne stormede to gange og anden gang lykkedes det dem at indtage fæstningen.
Det var i denne krig at Karl X Gustav gik over isen til Sjælland og København, og hvor vi tabte Skåne, Halland og Blekinge. Resultatet af stormen på Frederiksodde var en smadret by og en fordrevet befolkning. Samtidig var Danmark kommet på fallittens rand.

Fredericia efter svenskekrigene

Svenskekrigene ændrede kongens ambitioner for Fredericia. I krigens sidste del var København også blevet stormet. Det var i denne forbindelse, at Frederik den III havde udtalt de berømte ord om, ”at han ville dø i sin rede. ” Danmark undgik udslettelsen men med det resultat, at kongen fremover definitivt satsede på København som residensstad. Frederiksodde blev med andre ord degraderet til garnisonsby.
Man valgte at genopbygge voldene og byen men med betydelig færre midler end før. De overlevende beboere vendte tilbage i løbet af 1660’erne. Det store centraltorv foran Kastellet blev sløjfet ligesom ruinerne af husene i området blev revet ned.
Byens første kirke fra før svenskekrigene hed Trinitatis. En anden kirke Sct. Michaelis blev grundlagt i 1665-68. Katolikkerne fik bygget Skt. Knuds kirke i 1767.
Strukturen i gadenettet beholdt man. Man udvidede bare antallet af specielt nord-syd-løbende gader. De gamle navne blev sløjfet og i stedet fik gaderne navne efter forskellige danske landsdele. Genopbygningen var præget af dårlig økonomi, og man byggede derfor kun det, der var absolut brug for. Havnen blev stadig ikke til noget.
Genbygningen fandt hovedsageligt sted i de nordlige kvarterer tæt på Kongens og Prinsens porte og væk fra de lave, sumpede områder. De fleste huse blev stadigvæk opført i bindingsværk. Det var et problem, at byen ingen havn og dermed handel havde. I 1664 ændrede byen navn til ”Fredericia, ” da det var kommet kongen for øre, at folk kaldte stedet for ”Frederiks-øde. ”
På Øster Vold langs Lillebælt, findes et gammelt krudttårn fra 1675.

Jøder og reformerte – Fredericia i 1700-tallet

For at få flere beboere fortsatte man politikken med skattefrihed. Hertil kom også andre privilegier som trosfrihed og asylret. De første, der gjorde brug af trosfriheden, var de katolske tyske soldater, der allerede var i tjeneste i fæstningen. En del jøder gjorde også brug af trosfriheden, og man fik allerede i 1600-tallet indrettet en synagoge i en eksisterende bygning. Jøderne kom fra Tyskland. Fredericia var speciel ved, at jøderne også fik lov til at beskæftige sig med håndværk, noget som normalt ikke var tilladt i resten Europa dengang. De første reformerte franskmænd dvs. huguenotter ankom i 1720. De dannede en reformert koloni med eget styre af jord og kirke. I området omkring Dronningens Gade og den reformerte kirke fik de også bygget en skole og en præstegård. Alle tre bygninger kan ses i dag, og viser hvordan det meste af byen havde set ud i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. De reformerte havde oprindeligt marker inden for voldene i området mellem Skt. Knuds Kirke og Kastellet.
Byens ældst eksisterende port er Prinsens Port, der blev genopført i 1748 efter, at den gamle træport var gået i forfald.
Ind til midten af 1800-tallet var agerbrug og kvægavl de vigtigste erhverv i Fredericia. Gårdene, der stadig var bygget i bindingsværk i kraftigt dimensioneret tømmer, lå inde i byen. Hver morgen så man typisk kvæg, der blev drevet ud gennem gader og voldanlæg til græsning på fælleden. Man støder ikke på mange af de gamle gårde, når man går på opdagelse i byen. Hvis jeg var borgmester ville jeg passe godt på dem, der er, og måske genopbygge et par af dem, der er blevet revet ned. Det har man gjort uden for Danmark i byer der er blevet bombet, så det kan i princippet gøres, hvis man vil bevare en vigtig historisk pointe.
Terrænet foran voldene blev hovedsageligt brugt til græsning. Længere ude havde borgerne nyttehaver i et bælte rundt om byen. De reformerte gjorde byen til et hjemsted for tobaksdyrkning. Den danske tobaksproduktion havde to storhedsperioder: under den amerikanske uafhængighedskrig og under englandskrigene. De reformerte indførte også hvede og kartofler til landet.
Byens første rådhus var gået til grunde under svenskekrigene, og der var ikke penge til et nyt rådhus. Man mødtes derfor på skift hjemme hos de forskellige rådmænd.

Fredericia i 1800-tallet

Fredericia fulgte udviklingen i resten af landet med henblik på udviklingen af latinskoler, almueskoler, private skoler, presse, politi, brandvæsen, apoteker osv. Fælleden udskiftedes i år 1800 og opdeltes i en masse små lodder. Gader og veje inde i byen var dog i dårlig stand ligesom den centrale del stadig var præget af lavning og sump.
Selvom folk i Fredericia var fra forskellige kulturer, så var bygningerne alligevel typisk danske. Den danske byggestil afspejlede simpelthen den billigste og mest praktiske måde at bygge på. Man gjorde brug af de byggematerialer, der var til rådighed: bindingsværk med tavl i ler og strå for de fattige og tegl for de rige. I 1816 fik byen endelig en havn.
Ved udbruddet af Treårskrigen i 1848 var fæstningen kommet i dårlig stand. Preussiske tropper rykkede ind uden kamp, hvorefter Englands og Ruslands diplomati tvang dem ud igen. Så snart danskerne var tilbage i byen, gik man gik i gang med at sætte voldene i stand. Man anlagde også to skibsbroer, så der kunne sejles forsyninger fra Fyn ind, ligesom man fyldte fæstningen med kanoner. Senere belejrede Slesvig-holstenerne byen og opførte belejringsskanser. Bombardementerne gik ud over en del huse i det nordvestlige kvarter. Danskerne overførte soldater fra Helgenæs (se teksten om Ebeltoft) og gjorde udfald fra byen med 19000 mand, hvorved slesvig-holstenerne blev drevet på flugt.
Udfaldet fra Fredericia er blevet et symbol for det at være dansk. Denne fortælling er blevet en del af Fredericias identitet, hvad man hurtigt opdager, når man går rundt i byen. På Trinitatis kirkegård ligger de døde fra slaget begravet i en aflang høj med deres rang, navn og hjemby mejslet i sten.
I 1864 opgav danskerne dog Fredericia uden kamp efter at have tabt slaget ved Dybbøl. Fæstningen blev herefter besat af østrigske soldater.
I anden halvdel af 1800-tallet kom industrialismen til Fredericia ligesom til resten af Danmark. Byen blev en del af det nye togbanenet i årene efter 1864. Skinnerne kom til at løbe ind gennem voldene til en nye, flot Fredericia Banegård, der lå nord for Oldenborggade. Denne gamle stationsbygning med overdådige teglornamentik er bevaret til i dag. Sikken en arkitektonisk mulighed denne enestående bygning udgør i dag som del af et kulturcenter eller hovedsæde for en større virksomhed. Den asfalterede plads foran stationsbygningen har potentialet til at blive en enestående evt. overdækket byplads. Området var overdækket, da bygningen fungerede som banegård.
Tilbage til 1800-tallet - med jernbanen fulgte fabrikker og værksteder. Byens havnebassin blev forlænget til Oldenborggade i 1881 og kort efter byggedes en beskyttende mole uden for havneindløbet. Fredericia var dog trods den heftige økonomiske aktivitet i slutningen af 1800-tallet ikke fuldt tilbygget før år 1900.
Med dampskibenes kommen blev Fredericia færgeterminal for trafikken over Lillebælt. Det gik strygende men ophørte med bygningen af den første Lillebæltsbro i 1935.
Rådhuspladsen, Bülows Plads og Ryes Plads er i virkeligheden udsparinger i karréer. Bülows Plads er den tidligere rådhusplads. Her ligger et smukt, gammelt, murede rådhus og Michaelis-kirken. Ryes Plads blev anlagt efter 3-årskrigen 1848-51. En fjerde plads ”ved Landsoldaten” er placeret ved Prinsens port og fungerer som en slags entre eller adgangsrummet til Fredericias gaderum. Her ses også den gamle gule hovedvagt. Den nuværende Rådhusplads er skabt i forbindelse med det nye rådhus tegnet af Halldor Gunnløgsson og Jørgen Nielsen.

Fredericia i 1900-tallet

Fæstningen blev nedlagt i 1909. Inden for voldene byggedes byggeforeningshuse i to etager. Omkring århundredskiftet opførtes også en del etagehuse og tårnborge ofte i nationalromantisk stil. De blev skalamæssigt overraskende store, fordi de ikke længere behøvede at holde sig nede i to etager af militære grunde.
Området nord for 6. julivej kaldes for huslodderne og består af villaer udstykket på små grunde. Mange af villaerne er inspireret af Bedre-Byggeskik-bevægelsen. Bebyggelsen voksede ud mod ringen af havepladser fra gammel tid. Havepladserne er blevet slået sammen og ligger i dag som en ring af institutioner i det grønne.
I forbindelse med anlæggelsen af den første Lillebæltsbro, blev det besluttet at bygge en ny station uden for voldene. Stationen stod færdig samme år som broen dvs. i 1935. Over for stationen opførtes Hotel Vasegården i modernistisk stil. I denne periode blev der også bygget en del funkisvillaer på huslodderne. Vesterbrogade, der forbandt byen inden for voldene med den nye station, blev Fredericias nye hovedgade.
I moderne tid fik Fredericia både et stort skibsværft, et depotanlæg for benzin og olie og senere et olieraffinaderi. Den dybe Lillebælt gjorde det nemlig muligt for store skibe at sejle helt ind i havnen, der blev udvidet gang på gang.

Fremtidens Fredericia

Fredericia arbejder med en spændende og fremsynet plan for havneområdet indenfor voldene. Idéen er, at der bygges videre på den gamle gadestruktur og arbejdes med kanaler, hvilket jo var drømmen allerede dengang byen blev grundlagt, ligesom gamle volde og skanser indgår som grønne træk. En grøn kile forbinder eksempelvis svenskernes gamle fæstning, Bersodde, med det nye kvarter. De skitserede huse virker til at passe til den skala, der allerede er i byen. Det bliver spændende at se realiseringen – selvom djævlen altid ligger gemt i detaljen. Hvis byen kommer til at blomstre, falder der måske lidt af til de slidte gamle huse i den resterende del af byen.

Litteratur:

Clausager, Jørgen Peder: Fredericia 1650-1970, Odense Universitetsforlag.
Fredericia Kommuneatlas; Udgivelsesår: 1995; Udgiver: Skov- og Naturstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet