forsiden oversigt købstæder printerversion  
 
Helsingør
 
Helsingør
se diasshow - Helsingør

Yderst ude på en sandtange med hav til tre sider ligger slottet og fæstningen Kronborg i trodsig modstand til den nordiske blæst og kulde. Lidt længere inde findes Helsingør by. De to, Kronborg og Helsingør, har dannet par siden den sene middelalder.


I dag er Helsingør ikke at finde mellem Danmarks største byer, men sådan har det ikke altid været. I renæssancen konkurrerede byen med Malmø om at være Danmarks næststørste by.
Hovedindtægtskilden for Helsingør har været den lukrative Øresundstold, der medførte en omfattende virksomhed med skibsklarering og proviantering. Når skibene lagde til for at betale Sundtold, brugte de lejligheden til også at få provianteret. Den nære forbindelse til skibsfarten har gjort, at Helsingør har haft mange udlændinge blandt sine borgere. Utallige er de hollandske bygmestre og kunstnere, der har arbejdet på bygningen og genopbygningen af Kronborg efter krige og brande. Tyskere, hollændere, skotter og englændere har ligeledes virket og skabt handelshuse i byen.  I 1600-tallet var der faktisk så mange hollændere, at Helsingør var kendt som ”Lille Amsterdam”. I 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet blev det derimod englænderne, der kom til at sætte deres præg på handel, kulturliv og arkitektur.


Helsingørs oprindelse

Hvis vi går tilbage til vikingetiden og jernalderen, ja, helt tilbage til stenalderen, så må der altid have levet fiskere og færgefolk ved sundet mellem Helsingør og Helsingborg, hvor der er den korteste afstand mellem Sjælland og Skåne.
Ordet ”Helsingør” kan opdeles i to dele: ”helsing” og ”ør”.  En helsing er en person, der bor ved en hals eller en indsnævring i landskabet som f.eks. her hvor Øresund indsnævres før den løber ud i Kattegat.  ”Ør” henviser til den førnævnte strandtange, hvorpå byen og slottet er bygget.
I middelalderen fortæller de historiske kilder om byen Helsingborg på den Østlige del af Sundet. Helsingborg lå nedenfor en middelalderborg kaldet Kärnen. Tårnet i Kärnen står stadig og kan ses fra Helsingør. På den vestlige side af Sundet lå ligeledes en bebyggelse neden for en borg. Borgen kender vi navnet på. Den hed ”Flynderborg” efter den flade strand ude foran den. Vi ved, at Flynderborg blev angrebet og nedbrændt flere gange i datidens krige mod Hansestæderne.   
Det nuværende Helsingør blev grundlagt af Erik af Pommern. Situationen i var den, at kongen havde mistet en stor del af sine indkomster fra sildemarkederne i Skåne pga. en nedgang i sildefiskeriet og var på udkig efter nye indtægter. Han indførte derfor Øresundstolden, som alle skibe skulle betale, når de sejlede gennem Øresund. I forbindelse med en sikring af landet i krigene mod hansestæderne, besluttede Erik af Pommern også at opføre en ny stærkere borg yderst ude på sandtangen som erstatning for Flynderborg. Denne nye borg kom til at hedde ”Krogen,” og i forbindelse med opførslen af den opfordrede kongen alle i området til at slå sig ned og bygge huse på stedet. Erik af Pommern lovede skattefrihed til tilflytterne dog størst skattefrihed til dem, der byggede stenhuse. Det lykkedes ham at få folk til at flytte hertil og Helsingør voksede frem. I 1426 gav han byen købstadsprivilegier. Syd for Helsingør lå en lille bugt, der egnede sig fint som havn. Her blev der bygget bådbroer som tidens sejlskibe kunne lægge sig til. Vejen til Krogen fra Nordsjællands tætte skove løb parallelt med stranden ind gennem Helsingør og videre frem til borgens port.


Gadenettet

Den del af vejen ud til Krogen, der kom til at ligge inden for Helsingør, blev hurtigt brolagt og fik derfor navnet ”Stengade”. Navnet har gaden bevaret indtil i dag. Stengade blev hurtigt byens vigtigste og fornemste gade. Ligesom det var tilfældet med hansestædernes planlagte kolonibyer i det tyske område blev Helsingørs gadenet udlagt som et net af veje, der lå i rette vinkler i forhold til hinanden. Og ligesom i hansestæderne bestod havnen af skibsbroer, der rakte ud i havet. Varerne blev båret eller kørt i hestevogn fra bådbroerne op til handelshusene i Stengade via en række snævre gyder eller stræder, hvoraf mange stadig er at finde i dag. Strædenavnet ”Brogade” fortæller eksempelvis at vejen førte ned til bådbroerne. Et andet stræde, Gl. Færgestræde, førte ned til de færgejoller, der transporterede mennesker og gods frem og tilbage mellem Skåne og Sjælland. Parallelt med Stengade blev der anlagt flere gader mod nord. Den første kom til at hedde Brøndstræde, da den førte hen til en brønd ved Skt. Olai Kirke. Brøndstræde er senere blevet omdøbt til Sct. Olaigade. Den anden parallelgade hed Sudergade efter de ildelugtende garvere, der var henvist til at udøve deres virksomhed i udkanten af byen. Stengade, Sct. Olaigade og Sudergade, der alle løber øst-vest, krydses af fire gader, der løber nord-syd. I øst ligger Sofie Brahesgade, og herefter kommer så Skt. Annagade, Bjerggade og Stjernegade. Helsingør havde med andre ord to retninger: en øst-vestlig retning fra Sjælland ud til Krogen, og en nord-sydlig retning ned mod vandet.  Skt. Annagade hed oprindeligt Torvegade og fungerede også som sådan. Helsingør havde sjovt nok intet torv, hvad der nok skyldes, at der intet landbrug var i nærheden af byen, da der på landsiden ikke andet end kongens skov og overdrev. Der var med andre ord ingen landmænd, der kunne bringe deres varer ind til byen på torvedage.


Klostre og kirker

Erik af Pommern grundlagde også tre klostre i Helsingør. Karmeliterklostret ”Vore Frue Kloster” er bevaret den dag i dag og findes bag ved Skt. Olai Kirke. Det er et enestående byggeri nært beslægtet med lignende klosteranlæg over hele Europa. Franciskanerklostret ”Sct. Annæ kloster” lå nord for byen, der hvor slottet Marienlyst nu findes. Dominikanerklostret Skt. Nicolai lå i vest i nærheden af Munkegade, Klosterstræde og Gråbrødrestræde. 
I forbindelse med Vore Frue Kloster ligger Mariæ kirke, der er bygget i munkesten og består af et hovedskib og to sideskibe i gotisk stil. Kirken har imponerende gotiske trappegavle med spidsbuerelieffer inspireret af de tyske hansestæder. Gavlene har bl.a. har inspireret P.V. Jensen-Klindt, da han tegnede Grundtvigskirken i København. Specielt gavlen ind mod klosterhaven berømmes for at være noget af det ypperste indenfor dansk murstensgotik. Den indre klostergård med de omgivende gange og spidsbueåbninger har sikkert fungeret som urtehave. Man mener, at Helsingørs mangeårige tradition for frugthaver kan stamme tilbage fra klostrenes tid. Med lidt fantasi kan man godt forestille sig det katolske klosterliv omkring den indre gård, men der er noget tungt og dystert over stedet. Vore Frue Kloster virker fysisk koldt, lukket og mennesketomt de gange, hvor jeg har besøgt det. Man kan ikke umiddelbart komme ind og se de gotiske sale, hvis man ikke har meldt sig til en by rundvisning. Lige til højre fra den nuværende indgang var en stor dør og stor var min overraskelse, da den førte ind til Mariæ Kirkes smukke kirkerum, hvor der lige den dag var kirkekoncert med orgelmusik. Barokkomponisten Diderik Buxtehude voksede op og virkede ved Mariæ kirke i midten af 1600-tallet.
Det var en munk fra Vore Frue Kloster, der sammen med en helsingoransk boghandler fik gennemoptrykt Saxo Grammaticus i 1514. Efter Reformationen blev Mariæ kirke i en periode brugt som stald, men da man stadig havde brug for en kirke til de mange fremmede i byen, blev kirken igen taget i brug. I årene efter var Mariæ kirke kendt som den tyske kirke. Kirkesproget her var tysk, da både hollændere og tyskere forstod det sprog bedre end dansk. I Mariæ kirkes gotiske stjernehvælv ses en serie velbevarede kalkmalerier om Jesu fødsel og korsfæstelse.


Skt. Olai

Kirken er bygget i 1200-tallet og var oprindeligt opført som en almindelig romansk landsbykirke. Omkring 1500 i forbindelse med byens tiltagende vækst begyndte man at bygge Skt. Olai om til en treskibet basilika. Dele af den gamle landsbykirke kan stadig ses i den nordvendte mur. Der er tale om dele af den gamle frise og flere blændede vinduer. På nordsiden af kirken ses også to gotiske kapeller fra før ombygningen. Den vestlige af dem er Oxeslægtens kapel i smuk gotik. Meget af Skt. Olais kirkeinventar blev smadret under Reformationen. Heldigvis overlevede Skt. Ninianus-altertavlen, der i dag findes på Nationalmuseet. Udvidelsen af kirken sluttede midt i Renæssancen i 1559, men så havde Helsingør også fået Danmarks største sognekirke. Tårnet står asymmetrisk i forhold til kirkens længdeakse, hvilket skyldes, at man dengang nøjedes med at forhøje den forhenværende landsbykirkes kirketårn i stedet for at bygge et nyt.


Stengade

De rige handelsgårde og -huse lå på sydsiden af Stengade, fordi de i typisk senmiddelalderskik herfra kunne strække sig med deres indre gårde og pakhuse helt ned til stranden og havnen. Spadserer man en tur hen ad Stengade vil man se, at langt de fleste huse ligger med langsiden til gaden efter dansk skik. Heller ikke i grundplan minder helsingørhusene om de typiske hanseatiske gavlhuse. Der findes nogle dog nogle få gavlhuse bl.a. Stengade nr. 76 og 72, men her er facaderne i hollandsk renæssance med røde mursten og vandrette sandstensbånd. Enkelte steder bl.a. ved indgangen til Færgestræde ses en regulær gotisk gavl, som de også kendes fra hansestæderne. På ældre prospekter som f.eks. Hans Kniepers tegning fra 1582 ser man tydeligt hvordan, en række af disse trappede middelaldergavle rager op over resten af bebyggelsen.


Strandgade

Christian d. 4 fik bygget en mur med flere porte i mellem stranden og byen. Sådan en mur havde de fleste store byer i Nordeuropa haft i den sene middelalder. Christian d. 4’ s mur gik hele vejen fra Kronborg i øst til den fjerne ende af Stengade i vest men blev dog ikke gennemført hele vejen rundt om Helsingør sikkert fordi det var for dyrt. Mod vest og nord nøjedes man med et højt plankeværk. I læ af muren opstod der i løbet af 1500-tallet endnu en parallelgade til Stengade, der fik det logiske navn Strandgade. Udgravninger har vist, at Strandgade faktisk ligger oven på den oprindelige strand. Den blev hurtigt en vigtig gade for både købmænd, skippere og værtshusholdere i byen. Bebyggelsen mellem Stengade oppe på sandtangen og Strandgade nede ved vandkanten kan karakteriseres ved købmændenes førnævnte aflange grunde adskilt af smalle stræder. Typisk for Helsingør har det været, at man har kunnet stå oppe på Stengade og set ned på havet og den hektiske aktivitet ved skibsbroerne. Der findes en del smukke bindingsværkshuse i Helsingør, men et skal fremhæves. Det er Strandgade 27 byens ældste bindingsværkshus fra 1577. ”Øverste stokværk rager ud over stueetagen og er understøttet af smukt udskårne knægte. Disse er afsluttet med spiralformet afslutning (volutkonsoller) og dekoreret med udskårne akantusblade. Mellem knægtene er tømmeret udskåret som kølbuer (udformet som tværsnit af en omvendt båd). En byggestil og en dekorationsform, der var typisk for Helsingørs bindingsværkshuse dengang (Citat fra www.helsingorleksikon.dk).” Husene i denne del af Helsingør har tilhørt de mange færgemænd, der har levet af at sejle passagerer og varer mellem Sjælland og Skåne.


Helsingørs forsvundne bebyggelse

Den første bølge af hollændere kom til Danmark allerede i Krogens tid. Det nuværende havneområde, som ligger mellem Sofie Brahes Gade og Kronborgs volde blev i renæssancen kaldt for ”1. fjerding” og fungerede i mange år som Helsingørs nederlandske kvarter, hvor der boede flere velhavende hollandske købmænd samt en masse håndværkere og arbejdere, der arbejdede på Kronborg. Omkring 1600 havde 1. fjerding udviklet sig til Helsingørs velhavende bydel, men desværre blev en stor del af husene enten nedrevet eller ødelagt i forbindelse med svenskerne storm på Kronborg i 1658. Bydelen blev aldrig genopbygget.

Skibsklarererne: Skibe, der sejlede gennem Øresund, var som sagt tvunget til at lægge til ved Helsingør og betale Sundtold. Og når nu de var her, så kunne de ligeså godt proviantere. I hele Sundtoldens tid fandtes der en masse handelshuse og skibsklarererkontorer i byen. Skibsklarererne hjalp kaptajnerne med, at få ordnet toldpapirer og samtidig købe de varer, som de havde brug for. Kaptajnerne og deres familier overnattede nogle tilfælde hos skibsklarererne, mens papirarbejdet stod på. Der er stadig en bevaret en skibsklarerergård på Strandgade 91 med alt hvad dertil hører af butik, kontor og bryggeri. Hvert lands skibsklarerer stod for at proviantere deres hjemlands skibe. De engelske skibsklarere stod eksempelvis for de engelske skibe, de hollandske skibsklarere for de hollandske skibe, og de tyske for de tyske skibe. I den florissante tid sejlede en masse engelske sejlskibe gennem Øresund, hvilket førte til, at de engelske skibsklarere udviklede sig til en lille koloni i byen med alt hvad det indebar af engelsk kultur og arkitektur.
Mange af købmændenes og skibsklarerernes handelspalæer findes stadig i Stengade og Strandgade. Huse i hollandsk renæssance er allerede nævnt, men de følgende historiske stilarter er også repræsenteret. Stengade nr. 64 fra 1739 er et fint eksempel på et barokhus. Palæet Strandgade 95 er fra 1760 og tegnet i rokokostil af arkitekten Philippe de Lange. Det Claessenske Palæ Strandgade 93 er fra 1793 og sandsynligvis tegnet af arkitekten N. H. Jardin i nyklassicistisk stil.
Der er bestemt ingen grund til at klage over fulde svenske turister i Helsingør i dag, fordi branderter har byen kendt til siden sin grundlæggelse. Det det siger sig selv, at når kaptajnerne i Sundtoldens tid var oppe og proviantere hos skibsklarererne, så ville sømændene også i land og på værtshus. Hvert land havde sine værtshuse, og det var ikke sjældent, at sømænd fra et land var oppe og slås med sømænd fra et andet. En gang imellem kom de også op og toppes med soldater fra Kronborg.
Det var først i dampskibenes tid, da man ikke længere behøvede at proviantere så ofte, at stormagterne og her specielt amerikanerne gennemtvang en afskaffelse af Sundtolden.


Kronborg

Borgen ”Krogen” blev, som sagt, grundlagt af Erik af Pommern. Det skete i 1420’erne samtidig med at Helsingør fik sine købstadsrettigheder. Dele af de gamle middelaldermure indgår i Kronborgs nuværende byggeri. Krogens port lå ligeledes på det samme sted, som porten ind til Kronborg gør i dag. Krogens port var beskyttet af et mægtigt middelaldertårn. Kom du ind af porten, ville du finde Erik af Pommerns gemakker kaldet ”Kongens hus” lige til venstre. Hans arbejdsværelse, også kaldt Eriks kapel, har overlevet historiens gang og kan i dag besøges, hvis man melder sig til en guidet tur. Selv boede han i nogle kamre ovenpå kapellet. I det fjerne venstre hjørne af Krogens indre gård lå et ”arkili” til opbevaring af skyts, kugler og krudt. Nedenunder fandtes et køkken og flere kældre til mad. Hernede var også borgens murede brønd. I det fjerne højre hjørne af slotsgården befandt den kongelig festsal, ”palatiet,” sig. Lige til højre for porten lå høvedsmandens hus.
I 1574 begyndte Christian d. IV’s far Frederik d. II så at bygge Krogen om til slottet Kronborg. Det blev til en imponerende bygning i hollandsk renæssance med røde mursten og vandrette sandstensbånd med dertil hørende rødt tegltag. Den østlige fløj ud mod Sverige var oprindeligt kun en etage høj og åbnede derfor slottet op ud mod morgensol og den smukke udsigt til Sundet. Frederik den II stod også bag en ny kirke i det gamle arkili med en imponerende renæssancegavl ud mod Sundet. Kirkeportalen ud til slotsgården er komponeret over tre statuer: Moses med tavlerne øverst, David med harpen og profeten Ezekiel med en skriftrulle. Kirkeportalen er et typisk eksempel på hvordan, renæssancearkitektur er spækket med symbolik. Gud har via Moses givet menneskene loven, der fortæller os hvordan vi skal indrette vores samfund og leve et godt og lykkeligt liv. Kong David udfører arbejdet bl.a. ved hjælp af kunsten og den vise Ezekiel. Kirken og portalen har på mirakuløs vis undgået brænde, krige og andre ødelæggelser og står i dag som på Frederik d. II’s tid.
Af en eller anden grund besluttede Frederik d. II sig for igen at bygge slottet om kort efter, at det var færdigt, og i 1579 gik man derfor i gang med at beklæde bygningerne med sandsten fra Skåne. Man forhøjede også den lave øst fløj med tre etager, hvilket gjorde det muligt at komme fra de kongelige gemakker over til den nye kirke og den store sal uden at skulle ud i det fri. Gå du gennem det lange galleri fra Kongens Hus til den Store Sal over kirken, så fornemmer du tydeligt, at denne nye tilbygning er smal.
Kronborgs hollandske renæssance er en underholdende blanding af middelalder og renæssance. Facaderne er asymmetriske, ligesom der i kompositionen indgår en del vertikale elementer i form tårne og kviste af forskellig art, hvilket er alt sammen noget, der står i stærk kontrast til den italienske renæssances symmetri og horisontale betoning. Man kan virkeligt gå på opdagelse på Kronborg. Overalt ses klassicistiske elementer i form af søjler, skulpturer, fantasifulde udskårne hoveder o.l. hvoraf nogle minder ikke så lidt om de groteske dyreansigter, som man finder i gotiske katedraler. De hollandske arkitekter og stenhuggere har moret sig med at komponere en masse små ensembler i den store tredimensionelle komposition. Læg mærke til hvordan forskellige tårne, kviste, terrasser, vinduer og dekorationer tilsammen udgør små billeder i det store billede. Det kan i den forbindelse anbefales at tage en spadseretur ad stien rundt om Kronborg.
Et af slottets sjove indfald er de mange tårnrum og kvistrum. Christian d. 4 havde eksempelvis en kvist lige over indgangsporten, så han, nysgerrig som han var, kunne følge med i, hvem der kom ind og ud af slottet. Andre tårnrum er indrettet så de giver et flot blik af Øresund. Her har kongen kunnet følge med i, hvem og hvilke skibe, der sejlede ind og ud af dansk farvand.
Kronborgs højeste tårn kaldes for Trompetertårnet. Det har indgang fra slotsgården og indeholder en bred vindeltrappe, der fører op til den Store Sal. Kronborg var oprindeligt tænkt som et overdådigt slot og hjem for kongefamilien. Det var virkeligt et sted, hvor konge og adel har holdt audienser og opførte storslåede fester. Indretningen den Store Sal var i særklasse, hvilket Frederik d. II’s bevarede bordhimmel og de få bevarede gobeliner vidner om. Bordhimlen var beregnet til at hænge over kongens bord og beskytte mod skidt og støv, der kunne drysse ned fra oven. Der er tale om imponerende vævede tæpper med royale motiver, der tilsammen udgør en baldakin og et rygstykke. Igen er der tale om kunst spækket med symboler og gode råd til den retfærdige konge. Bordhimlen er ”selvfølgelig” vævet i Helsingør af hollandske vævere. Til den store sal var ligeledes udført 43 andre gobeliner af danske konger. Loftet var dækket af et forgyldt og malet kassetteloft som det, der i dag kan ses i Frederiksborg slot.  
I slotsgården opstillede kongen et pragtfuldt springvand, der desværre er gået tabt. Når man står i slotsgården virker Kronborg højere end udefra. Det skyldes, at Kronborgs bastioner skjuler de nederste etager.
Uden for hovedporten findes en mindre gård mellem Kronborgs mure og det indre voldanlæg kaldet ”De fire porte”. Hovedporten fra denne gård ind til slotsgården er dekoreret med statuer af Neptun (havets gud – hvilket passer fint til Øresund) og Merkur (handelens gud – hvilket passer fint til Helsingør). Over for hovedporten ligger den mere dystre ”Mørkeport” der fører ind til en s-formet gang, der fortsætter ud gennem voldanlægget.
Kronborg brændte under Christian d. IV, der straks besluttede at bygge det op igen selvom landet fattedes penge. Den store og den lille sal fik dog aldrig deres gamle udseende igen. Genopbygningen var færdig i 1637 lige tids nok til, at svenskerne angreb slottet i 1658.
Danskerne havde placeret kanoner i det massive østlige tårn med det resultat at svenskerne på deres side bombarderede tårn og dele af slottet sønder og sammen. Trods heroisk modstand kunne danskerne ikke modstå overmagten og måtte til sidst overgive sig. Da svenskekrigene var ovre, besluttede man endnu en gang at reparere slottet.
Efterfølgende konger har udbygget voldanlægget omkring Kronborg med fæstningen kaldet Kronværket. Set fra luften har bastionerne grundrids som en tretakket krone. Kronborg fungerede dog ikke længere som residens men blev i stedet brugt som kaserne. De fugtige underjordiske kassemater, som man også kan besøge, fungerede som sovesale. Hyggeligt har det ikke været!


Marienlyst

Tilbage i tiden fra før byggeriet af Kronborg blev der gjort ansatser til at bygge en lysthave og et lysthus på jorderne af det forhenværende Skt. Annæ kloster nord for Helsingør. Man gjorde man højst sandsynlig brug af de frugt- og krydderhaver, som munkene allerede havde plantet. Med en hollandsk arkitekt i spidsen opførtes et lysthus i italiensk stil for Frederik den II. Huset blev smalt og tre etager højt med kongens kammer øverst oppe, da det var heroppefra, at udsigten til Kattegat var bedst. Dronningens havde sin stue i mellemetagen, mens køkkenet lå i stueetagen. Christian d. IV brugte det lille lysthus meget, men senere konger tabte interesse for det. I 1700-tallet blev det købt af Grev Bernstorff, der fik arkitekten Jardin til at bygge det hele om til et lille nyklassicistisk slot. Jardin rev ikke Frederik d. 2’s lysthus ned men indbyggede det i det nye slot. Marienlyst slot er bevaret til i dag og danner sammen med prydhaven foran og skoven på morænebakkerne bag ved et smukt arkitektonisk ensemble. Området omkring anlægget virker dog lidt fortabte i dag, men sikken mulighed der er for at både slot og have kunne indgå i en ny bydel i fremtiden! Hvem ville ikke bo i sådanne omgivelser?


Skibsværftet

Helsingørs udvikling var lige ved at gå helt i stå, da Sundtolden ophørte i 1857. Dampskibene behøvede ikke længere at lægge til, og der var derfor ikke længere kunder til købmænd, skibsklarerer og værtshuse. Den nye tids virksomheder som f.eks. skibsværftet og forskellige spritfabrikker skaffede arbejdspladser og velstand til byen, og mod nord ved Marienlyst fik man et nyt stort badehotel, hvor landets overklasse mødtes om sommeren. Togbanen blev ført til Helsingør - først til den gamle station uden for byen og senere hen over den gamle strand til en ny kæmpe station i hollandsk ny-renæssancestil. Havnebassiner blev gravet og senere udvidet, ligesom der blev anlagt flere store tørdokker. Udviklingen havde dog ikke den samme pondus som andre steder i landet for Helsingørs udvikling gik i stå, men det skal vi være glade i dag, for det reddede den gamle by fra nedrivning og modernisering.


Kontakten til vandet

Skal man forstå Helsingørs byplanmæssige logik, så må man forestille sig en by, der gennem hele sin historie har været orienteret ned mod havet. Siden den sene middelalder har man, som sagt, kunnet se både skibsaktivitet og hav oppe fra Stengade, når man kiggede ned af en af byens mange stræder mod havet. I dag er denne oplevelse væk, da udsigten er blokeret af det store jernbaneterræn. Denne udvikling, hvor forbindelse til havet bliver kappet af den nye tids byggerier er ikke unormal. Det ser man mange steder i Danmark. I nyere tid er har man tydeligvis forsøgt at genetablere forbindelsen til havet i forbindelse med Kulturhavnsprojektet. Havnebassinet virker dog tomt – kunne man ikke bruge havnen som smakkehavn eller få et af de gamle skibe fra værftet tilbage som restaurant- eller hotelskib?


Helsingør-fremtidens by

Helsingør er en by, der virker til at have alt: flere smukke slotte, en velbevaret historisk bykerne, morænebakker med skov, hav til tre sider – for ikke at tale om en stor lysbådehavn, en fin strand, sportsfaciliteter og relativ kort afstand til både storbyen København og hele det nordskånske område. Hertil kommer, at Helsingør er en by med fine eksempler på både historisk og moderne arkitektur. Til sidstnævnte hører smukt nyt ”infill” mellem de gamle huse, imponerende renovering af Kronborg, levende genbrug af det gamle skibsværft og et spændende Søfartsmuseum. Sammenligner man f.eks. med Lübeck i Nordtyskland, så undrer det virkeligt, at Helsingør ikke har tiltrukket flere større forsikringsselskaber, afdelinger af videregående uddannelser, forskningscentre eller virksomhedshovedkvarterer. Kunne virksomheder ikke gøre brug af de historiske omgivelser i deres branding? Og ville medarbejderne ikke her have fantastiske fritidsmuligheder? Jeg har selv boet i middelalderbyen Lübeck i Nordtyskland og oplevet, at det der kan lade sig gøre!