Allerede i den foregående nyklassicistiske periode blev der gjort brug af forskellige stilarter. Man valgte stilarter efter behov. Skulle en bygning skulle opføres i græsk eller romersk stil, eller hvad med ægyptisk eller kinesisk stil? Den nyklassicistiske stil var dominerende op til 1840'erne. Derefter blev den kun brugt i forbindelse med specielle opgaver som f.eks. fabrikker, universiteter og enkelte excentriske enkeltværker.

1800-tallet medførte en meget større viden om historiens stilarter. Her spillede arkæologien en ikke ubetydelig rolle. Før havde man haft et bredt klassicistisk ideal, men nu talte man om græsk, romersk og italiensk klassicisme. Omkring 1850'erne reagerede man mod nyklassicismens puritanisme, og man begyndte i den forbindelse at gøre brug af italiensk og fransk renæssance samt af fransk, italiensk og engelsk barok og rokoko. Man gik fra nyklassicismens rene linjer og afdæmpede farver og begyndte nu at arbejde mere plastisk og farverigt (polykromi). I formgivningen gjorde man brug af forskellige stilarter på samme bygning og resultatet blev en stilblanding eller eklekticisme, som denne stil også kaldes.

Steen Eiler fortæller i "Byer og bygninger" om forskellen på London og Paris. Førstnævnte var en spredt by hovedsageligt bestående af rækkehuse med grønninger og haver. London havde ikke behov for en beskyttende vold, der måtte tvinge bebyggelsen i højden. Det havde Paris derimod. Her boede familierne ovenpå hinanden under meget usunde boligvilkår.

Det overfyldte Paris var samtidigt præget af forskellige anlæg til de enevældige kongers ære. Gennem historiens forløb havde de franske konger stået for de slotte, gader, pladser og parker som karakteriserer byen i dag.

Ordet boulevard stammer fra bolværk eller palisadeværk. Paris oprindelige boulevarder løb langs befæstningsvoldene. Da disse blev opgivet, blev voldene omdannet til brede træbevoksede gader, hvor datidens borgerskab nød at spadsere og køre i karet.

Napoleon den III ville sikre sig mod oprør og revolution ved at anlægge brede boulevarder i Paris gamle bydel. Boulevarder var nemmere at forsvare end snørkede middelaldergader. Som enevældig monark lykkedes det ham ved hjælp af hans stadsbygmester Georges-Eugène Haussmann at nedrive næsten halvdelen af byen og anlægge utallige nye boulevarder omgivet af bygninger med stukdekorerede pragtfacader.

Der var tale om spekulationsbyggeri i den helt store stil. Udadtil var husene velproportionerede og smukke, men indadtil var lejlighederne mindre end før. Baggårdene var reduceret til usle lysskakter.

Projektet skulle give en sanering, en færdselslettelse og skabe beskæftigelse. Steen Eiler mener, at der var tale om det store dilettanteri til fordel for nogle kyniske pengespekulanter. Husene er romantiske. Det er drømmen om den store antikke fortid. Det havde bare intet at gøre med at løse de reelle boligproblemer.

I 1700-tallet udvikledes en række teknikker, der gjorde det muligt at masseproducere støbejern og stål. Resultatet var bl.a. en helt ny bygningsform bestående af støbejernssøjler og murede hvælv.

I løbet af 1800-tallet medførte dampmaskinen en revolution indenfor transportsektoren i Europa og Nordamerika. I slutningen af århundredet var hver større by forbundet ved hjælp af jernbanen. De to kontinenter var forbundet med dampskibe, som sejlede hurtigere og som kunne transportere mere end, man nogensinde før havde kunnet. Foruden skinnenet udvikledes komplicerede brokonstruktioner. I første halvdel af 1800-tallet blev der bygget mange spektakulære jernbroer rundt om i verden. Det hele smittede af på byggeriet. Man begyndte at bruge støbejern i industribygninger f.eks. i forbindelse med møllebyggeri, dokker og overdækning af markedspladser. Brandsikkerheden gjorde, at man eksempelvis brugte støbejernselementer i forbindelse med nyudviklede butiksarkader. Man masseproducerede arkitekttoniske elementer i støbejern. Et eksempel på den nye verden og stålets triumf var Eiffeltårnet, der blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i Paris i 1889.

Samtidig med udviklingen af masseproducerede støbejernsvarer udvikledes glasindustrien, og man kunne efterhånden producere store mængder billigt glas. Vinterhaver blev populære. Glasoverdækningerne blev båret af støbejernskonstruktioner. Den enorme glasbygning Crystal Palace stod i 1851 færdig til den internationale verdensudstilling. Den var bygget af masseproducerede standardelementer, så den senere kunne rives ned og genopbygges på en anden grund. Sådanne glaspaladser blev efterlignet i hele Europa. Mange markeder blev overdækket med lette konstruktioner - typisk er de mange haller i Paris, der blev bygget i anden halvdel af 1800-tallet. At overdække store rum blev ligefrem en dille, man overdækkede både allerede eksisterende og nyanlagte gårdrum.

I 1800-tallet blev der simpelthen bygget utroligt meget. I et forsøg på at bygge hurtigt og billigt forsøgte man at standardisere både bygninger og bygningsdele. Man udarbejdede bygningstyper for alle slags bygninger fra landhuse og togstationer til hospitaler og fængsler. Man brugte støbejern og glaserede teglsten i konstruktionen, og bygningerne blev generelt meget dekorative.

I 1800-tallet var der ikke længere tale om en bygmester men derimod om både ingeniører og arkitekter. Ingeniøren udregnede konstruktionen og arkitekten satte dekorationen på.

Støbejernssøjler lignede ikke noget man før havde set, så man kunne ikke søge forbilleder i arkitekturhistorien. Nogle arkitekter mente, at jernkonstruktioner havde deres egen skønhed, og allerede i midten af århundredet var der folk, som mente, at ingeniørernes rationelle tilgang til byggeriet var vejen frem.

Der blev, som sagt, bygget meget, og en del af byggeriet levede ikke op til de forrige århundreders bygningskunst. Samfundene var blevet meget liberale. Nye bygningstyper som eksempelvis etagehuset, der gjorde det muligt at opføre billige lejekaserner, samt økonomiske og konstruktionsmæssige forhold gik efterhånden ud over den kunstneriske følsomhed. Var renæssancestilen billigere end den gotiske, så valgte man den billigste af de to uden hensyntagen til, om det var et formsprog, der passede til omgivelserne.

I Amerika byggede man de første højhuse: "Reliance Building" i Chicago og Louis H. Sullivans "The Guranty Buiding" i Buffalo, New York.

1800-tallet var på den ene side præget af en søgen efter en ny samlende stilretning men også af en kamp mellem de eksisterende historiske stilretninger, som man nu bl.a. via arkæologiske udgravninger og videnskabelig metode kendte meget mere til. Man måtte udvikle helt nye bygningstyper som eksempelvis fængsler og hospitaler. Byggeprogrammerne blev mere og mere komplicerede, idet der skulle tages hensyn til en mængde nye funktioner som eksempelvis centralvarme, ventilation, gas og elektricitet, brusebad og toiletter med rendende vand. Bygningerne var også blevet meget mere komfortable! Man udviklede planløsninger med udgangspunkt i de nyeste tanker om straf og sygdomsbekæmpelse. Fængsler, hospitaler og indkøbscentre blev i 1800-tallet sammen med togstationer templer for en moderne tid.

Ved slutningen af 1700-tallet havde de europæiske lande et meget utidssvarende fængselsvæsen, men man begyndte at interessere sig for den ideelle fysiske udformning af et fængsel. Det skulle ikke bare være et opbevaringssted for kriminelle, men det skulle også være med til at opdrage dem, så de igen kunne komme ud og deltage i samfundslivet som lovlydige medborgere. Formgivningen skulle virke pædagogisk på fangerne ved eksempelvis at overbevise dem om øvrighedens magt, og derfor kunne arkitekterne finde på at formgive fængslerne so f.eks. en borg med bastionsagtige indgangspartier, tunge porte og vagttårne med middelalderlige skydeskår og takker. Fangerne skulle opleve, at de var fanget og, at de ikke kunne undslippe.

Fængslerne skulle også være rationelle og økonomiske. Man udviklede en plantype, hvor fængselsblokkene var organiseret i radialplaner. Her kunne fængselsvagterne fra et centralt sted holde alle blokke under opsyn. Nogle steder eksperimenterede man med sociale løsninger dvs. at fangerne var blandet; andre steder isolerede fangerne i hver deres celle. Man opdagede, at når cellerne var for små resulterede det for ofte i selvmord og fangeoprør, så man tilpassede cellerne efter disse erfaringer. Med til de nye fængsler hørte kirkerum og værksteder.