www.danskarkitektur.dk
dansk
forhistorie
Sydskandinavien
efter den sidste istid
For 13-14
000 år siden var det meste af det nuværende danske område dækket
med sne og is. Hvis man kunne flyve dengang, ville man have set
ud over enorme gletschere, der alle lå vinkelret på iskanten eller
hovedstilstandslinjen, som den også kaldes. Længere væk fra iskanten
ville man kunne se en stor indlandsis meget lig den nuværende på
Grønland. Gennem tusinder af år havde gletscherne bearbejdet jorden
under dem. Mange steder havde dette arbejde resulteret i tunneldale.
Da isen for alvor begyndte at smelte og den sidste istid var ovre,
aflejrede gletscherne enorme mængder morænemateriale i form af store
og små sten, grus og ler. Således opstod det danske landskab.
Herefter
begyndte indvandringen af planter og dyr. I starten var kun tale
om et landskab præget af tundra og permafrost. Store rensdyrflokke
trak op i Sydskandinavien og med dem fulgte de første mennesker
- rensdyrjægerne. Man har fundet disse folks redskaber og bopladser.
Med tiden
blev det varmere. Der indvandrede hele tiden nye planter og dyr.
Efter 2-3000 år var denne udvikling nået så langt, at hele Danmark
var dækket af urskov. Gennemsnitstemperaturen var faktisk i en lang
periode højere end i dag.
Da isen
smeltede, steg havet og oversvømmede store landområder. Andre gange
steg landet, der ikke længere havde den stor indlandsis til at trykke
sig ned. På den måde blev vandet tvunget tilbage. Danmark var faktisk
i en periode landfast med England. Først i bondestenalderen begynder
mennesket at sætte sit tydelige præg på hvilke planter og dyr, der
findes, men det kommer vi tilbage til.
Jægerstenalderen
Som sagt,
så har man fundet spor af tundratidens jægere. Alt tyder på, at
de har boet i små ovale hytter beliggende inde i landet ved åer
og søer. I hytterne har man fundet spor af ildsteder. Her har klanen
haft mulighed for at varme sig. Der er fundet både helårs- og sæsonbopladser.
Rendyrhjægerne har brugt bue og pil til jagt samt harpuner til fiskeri.
Det har været flotte redskaber af de materialer man havde til rådighed:
træ, rensdyrtak og flint. Flintspidserne har været af den skaftungespidse
type dvs. et aflangt flintstykke, hvor den ene ende fungerer som
blad og den anden som skafttunge, der kunne bindes til pilen. Det
ser ud til, at datidens flinthåndværkere har smidt omkring sig med
flint og andet bearbejdet materiale inden i hytten.
Det ældste
skelet, man har fundet i det nuværende danske område, er den såkaldte
Koelbjergkvinde fra ca. 8000 f. Kr. dvs. ca. 3000 år efter, at menneskene
først kom hertil. Kulstofanalyser viser, at hun levede af kød. Hendes
skelet var betydelig kraftigere end nutidsdanskerens. Her er virkeligt
tale om et stærkt kvindfolk!
Maglemosekulturen
Klimaet ændrede
sig og med tiden indvandrede nye plantearter. Sydskandinavien blev
dækket af skov. Man kalder den første periode af skovjægere for
Maglemosekulturen. For at bo og overleve i en urskov, måtte mennesket
have redskaber til at fælde træer og til at bearbejde træ med. Dertil
brugte man selvfølgelig flintøkser. Der var tale om kerneøsker,
dvs. flintøkser, hvor en stor flintsten blev hugget således til,
at den tilbageblivende kerne fik form som et øksehoved. Dette øksehoved
satte man så på et økseskaft.
Typisk for
Maglemoskulturen er også små aflange flintstykker også kaldet mikrolitter.
De blev blandt andet brugt til pilespidser. Man har jaget urokser,
elge og kronhjorte, og så har skovjægerne haft hunde.
Maglemosejægerne
har boet på indlandsbopladser. De var større en tundratidens og
bestod af rektangulære hytter. Gulvet var dækket med bark, og der
var en bålplads på et sandunderlag i midten. Vægge og tag har sikkert
været opført af lettilgængelige materialer, som ikke har efterladt
sig spor til vores tids arkæologer. Affaldet blev ikke længere smidt
omkring indenfor men derimod kastet i en køkkenmødding udenfor.
Maglemosekultueren er dateret til ca. 7500-6000 f. Kr. Fra Maglemosekulturen
har man de første komplette flitsbuer. De var teknologisk højt udviklede
dvs. ca. 180 cm høje og af elmetræ - tilskåret så buetykkelsen passede
med bøjningen. Det er underligt at tænke sig, at flitsbuen var et
vigtigt jagtredskab for vores forfædre.
Ertebøllekulturen
Endnu tusind
år forløber, og så udvikles en ny jægerkultuer, som i dag kaldes
for Ertebøllekulturen. Karakteristisk for Ertebøllekulturen er enorme
køkkenmøddinger - ja nærmest små høje - som findes mange steder
i Danmark langs fjorde og strande. De er til at finde, hvis man
ved hvor, man skal lede.
Menneskene
på den tid levede til dels af skaldyr, der kunne hentes ude i vandet,
idet køkkenmøddingerne viser, at man har spist muslinger og østers
i store mængder. De mange fundne harpuner tyder på, at man også
har jagtet havpattedyr. Ertebøllekulturen er dateret til perioden
5200-4000 f. Kr.
Der er ikke
udgravet huse fra denne periode, men køkkenmøddingerne har spor
efter bål.
Man har fundet
de første eksempler på lertøj i Sydskandinavien. Det er de såkaldte
spidsbundede lerkar og de skålformede spæklamper. Man har også flotte
fund af fiskenet, ravsmykker og dekorerede jagtredskaber. Ertebøllefolket
ridsede geometriske mønstre i rav, knogler og tak. Derefter gned
de harpiks eller tjære i ridserne, så figurerne stod klarere frem.
Mikrolitterne
af flint var nu videreudviklet til såkaldte tværpile. Typisk for
både Ertebøllekulturen og den foregående Maglemosekultur er spydene,
som man bl.a. har fundet boret ind i dyreskeletter.
Der er udgravet
udhulede træstammer fra både Maglemose- og Ertebøllekulturen. Man
har også fundet spor af kanoer og dertilhørende flotte svungne åreblade,
hvoraf nogle var dekoreret med overordentlig smukke mønstre.
Man har også
fundet menneskeskeletter og endog spor af kannibalisme. Ertebøllekulturens
mennesker blev til tider begravet på regulære begravelsespladser,
men mennesker er også blevet begravet i køkkenmøddingerne. Mænd
medbragte ofte et våben med sig i graven f.eks. en flintdolk eller
en økse. Kvinderne kunne være begravet med et utal af smykker. De
døde må enten være blevet dekoreret med rød okker eller have haft
okkerfarvet tøj på, fordi gravene bar tydelig præg af okker. Gravgaver
tyder på, at man troede på et liv efter døden.
Både Maglemose-
og Ertebøllekulturen strakte sig langt ud over Danmarks nuværende
grænser. De kendes fra et stort område i Nordeuropa.
Bondestenalderen
Alt tyder
på, at den første bondekultur dukker op i Sydskandinavien omkring
år 4000 f. Kr. Spørgsmålet er, om der tale om et indvandret folk
eller om en jægerkultur, der langsomt har taget den nye livsform
til sig. Bondekulturen fandtes under alle omstændigheder syd for
os i et stort område fra Holland i vest til Polen i øst. Frem til
3500 f. Kr. fik bondekulturen kun langsomt fodfæste. Bondestenalderen
opdeler man i tre hovedperioder: Tragtbægerkulturen (4000-2800 f.
Kr.), Enkeltgravskulturen (2800-2400 f. Kr.) og Dolketidskulturen
(2800-1800 f. Kr.).
Tragtbægerkulturen
4000-2800 f.kr.
Den første
bondekultur i det danske område kaldes for Tragtbægerkulturen efter
datidens typiske lerkar med tragtformede åbninger. Med tiden blev
lerkarrene meget kunstfærdigt udformet. Der var virkeligt tale om
et højt håndværksmæssigt stade.
Bønderne måtte
hugge skoven ned for at kunne dyrke jorden, så derfor er det ingen
overraskelse, at man i udgravninger af Tragtbægerkulturenes bopladser
også finder de store tynd- og tyknakkede slebne flintøkser. De er
overalt - nogle gange nedgravet i hvad, der ligner depoter. Økserne,
der kunne slibes skarpe, er meget større end jægerstenalderens kerneøkser.
Karakteristisk
for tragtbægerkulturen er også en anden type stenøkse - den såkaldte
stridsøkse. De har ikke været egnet til kamp. Derfor forestiller
jeg mig, at familieoverhovederne i datidens bondesamfund har båret
disse flotte glatslebne dobbeltæggede stridsøkser, som et slags
værdighedssymbol.
Hvordan så
mon landskabet og bebyggelsen ud dengang? Arkæologien maler et billede
af en mængde bopladser med hver deres tilhørende små jordlodder
grupperet omkring et kultcenter. Hertil hørte et område med megalitgrave
dvs. dyser og jættestuer. Mange af bopladserne levede af landbrug,
men der er også fundet bopladser, hvor fiskeri og fangst har været
hovederhvervet.
I Tragtbægerkultueren
dukkede den hustype op, som skulle blive altdominerende i de følgende
5000 år - langhuset. Der var, som navnet antyder, tale om et aflangt
hus, hvor taget var båret af en sulkonstruktion dvs. tagryggen blev
støttet af en række stolper midt i huset. Karakteristisk for disse
langhuse er de rundede gavle. Vægge har man ikke fundet, men de
har sikkert været lerklinede.
Alle de tusindvis
af megalitgrave, der findes i Danmark og som stadig kan ses i landskabet
i dag, er alle bygget i en relativ kort periode fra 3500 til 3200
f. Kr. De er med andre ord bygget før de første pyramider. Intet
tyder på, at denne skik, der findes udbredt i Nordeuropa, er kommet
hertil udefra f.eks. fra de store kulturer i Mellemøsten. I den
tidlig Tragbægerkultur byggede bondefolket langhøje. Senere udviklede
de traditionen med at konstruere stenkamre af enorme sten - de såkaldte
megalitter. De første megalitgrave kaldes for dysser. I disse var
kammeret ca. 1x2 m stort. Indgangen byggede man i forlængelse af
kammerets retning. Senere blev kamrene større og indgangen placeredes
i en af langsiderne. Disse megalitgrave kalder vi i dag for jættestuer.
Omkring højene opstillede bondefolket store kantsten. Det er ikke
tilfældigt, at højene har overlevet disse mange tusinde år. Der
er nemlig tale om en smart konstruktion, hvor forskellige lag af
tørv og flint sikrede højen mod regn og blæst. Man ved stadig ikke
med sikkerhed, hvordan man har båret sig af med at transportere
de store sten hen til højene. Mellem de store bærende sten omkring
kammeret blev, murede stenalderfolket op med mindre flade sten.
Det gjorde muren helt tæt.
Dysser og jættestuer
lå et stykke inde i land i læ af bakker. De er derfor ikke så tydelige
i landskabet som senere gravhøje. Der var dog ofte udsyn fra højene
til kysten.
Megalitgravene
har været brugt til massebegravelser. Der har ligget mange døde
i dem. Nogle gange er ligene ligefrem blevet stablet. Måske har
de tilhørt bondesamfundets ledende slægter.
Et andet typisk
bygningsværk fra den ældre bondestenalder er kultcentrene eller
de befæstede anlæg, som de også kaldes. De blev ofte anlagt på små
bakker eller næs. På landsiden var kultcentret afskærmede med en
palisadevæg. Intet tyder dog på, at palisaderne har været brugt
som forsvarsværker. Foran palisaderne har været en lang række grøfter
og indhegninger. I bunden af grøfterne er spor af rituelle handlinger.
Måske var området bag palisaderne helliget de døde? Der er under
alle omstændigheder intet tegn på, at palisaderne har beskyttet
en bebyggelse.
Enkeltgravskulturen
2800-2400 f.kr.
Omkring 2800
f. Kr. sker der noget stort i Jylland. Det er enkeltgravskulturen,
der kommer på banen. Den tidligere bondekultur kan være bragt her
til landet af et nyt folk omkring 4000 f. Kr. 1200 år senere kommer
der så måske igen et nyt folk - et kvægfolk. Kvægdrift bliver almindeligt
i Jylland. Når jeg tænker på forholdet mellem kvægnomader og landbrugere
i eksempelvis nutidens Afrika, så er der meget, der taler for, at
den nye produktionsform blev bragt hertil af et nyt folk. Måske
er denne kultur mere individualistisk. Man ikke har fundet fælles
kultsteder i Jylland fra denne tid, hvorimod alt tyder på, at de
gamle traditioner med fællesbegravelse i megalitgrave fortsætter
i Østdanmark.
I modsætning
til før begraves de døde i enkeltgravskulturen, som navnet antyder,
enkeltvis. Man lagde ligene i træ- eller stenkister gravet ned i
jorden. Efter begravelsen byggede man en høj over graven. Med tiden
kunne en ny kiste nedgraves i den gamle høj og en ny høj bygges
ovenpå. På den måde blev højene højere og højere. Man opdeler faktisk
Enkeltgravskulturen i Undergravstid, Bundgravstid og Overgravstid.
Med sig i graven fik mændene stridsøkser, bue og pil samt værktøj.
Stridsøkser var almindelige i enkeltgravskulturen. Kvinderne derimod
havde flintknive, lerkar og ravperler med på den sidste rejse.
Også her er
tale om langhuse med sulkonstruktion og afrundede ender som før.
Så vidt vi i dag kan bedømme, så sker der dog en betydelig forøgelse
af antallet bosættelser. Nogle steder forsvinder skoven.
Man har fundet
Sydskandinaviens ældste hjul - udskåret i egetræ - fra denne periode.
Jeg skal hilse og sige, at det et er en underlig fornemmelse at
stå en regnvejrsdag helt på Herning museum og se på et 4500 år gammelt
hjul i en beskeden glasmontre. Der er også fundet veje og vejlignende
konstruktioner ved vadesteder fra denne periode. Der er dog ingen
fund af heste, så man må gå ud fra, at Enkeltgravsfolket har brugt
okser som trækdyr.
Keramikken
er stærkt inspireret af keramik længere nede i Europa. Enkeltgravskulturens
keramik kaldes for snorekeramik dvs. at dekorationerne er lavet
ved, at der presses snore ind i den våde ler.
Langs med Danmarks
kyster specielt rundt om Kattegat levede i denne periode et jæger-
og fiskerfolk - den Grubekeramiske Kultur. Typisk for denne er meget
smukke fangstredskaber f.eks. harpuner af ben og lange tresidede
skaftungepile af flint. Keramikken tyder på, at dette fangstfolk
var beslægtet med den foregående tragtbægerkultur. Navnet - den
Grubekeramisk Kultur - kommer af de vandrette rækker af indpressede
gruber, der ses på deres lertøj. Dette kystfolk må have udviklet
havgående fartøjer til deres jagt og fiskeri. Vi ved, at kulturerne
før dem både havde udhulede træstammer og kanoer, så spørgsmålet
er, hvor langt var skibets udvikling nu nået? Vi har desværre ikke
fundet skibe fra denne tid.
Dolketid
2400-1800 f. Kr.
Enkeltgravskulturen
udviklede sig stille og roligt. Omkring 2400 f. Kr. begyndte den
sidste fase af bondestenalderen. Den kaldes enten for Dolketid efter
de flotte flintdolke, som mændene er begravet med, eller Hellekistetid
efter stenkisterne, som de blev begravet i. Stridsøkserne var der
stadig, men de var ikke længere så almindelige som før.
Landskabet
bestod af en blanding af åbne markområder og skov. Kvæg var stadig
en vigtig produktionsfaktor.
Der er stadig
tale om mindre huse bygget med sulkonstruktion. De har ligget øst
vest. På den måde har de været beskyttet mod vestenvinden og samtidig
har de kunnet udnytte solvarmen mest muligt. Husene var ca. 6 m
brede og nogle havde forsænkede gulve. De havde flere ildsteder.
Gennem Dolketid blev husene længere og længere. Man har fundet huse
op til 45 meters længde.
At lave tidens
fornemste våben - en flintdolk - har været meget svært. Bare et
forkert slag, og så knækkede den. Meget forsigtigt måtte man slå
eller trykke det ene stykke flintsten af dolken efter det andet
indtil, at man til sidst havde det utrolige - en flintsten, der
var så bearbejdet, at den til forveksling lignede en kobberdolk.
I Dolketiden begyndte de første kobberting at nå det Sydskandinaviske
område. Alt tyder på, at de hjemlige håndværkere havde taget udfordringen
op, og at de udviklede stenhåndværket til uanede højder i konkurrence
med kobberet. Krigeren blev udstyret med spydspidser, pilespidser
og dolke af flint. I det lange løb kunne stenhåndværket dog ikke
klare sig, og så gled Doltiden over i Bronzealderen.
Bronzealderen
1800 - 500 f.kr.
Bronzealderen
i Skandinavien fandt sted samtidig med f.eks. den minoiske samt
de efterfølgende mykenske og græske storhedstider i det ægæiske
område. Typisk for udviklingen i Europa var, at der opstod en krigerelite.
Dette mærkes også langt mod nord, hvor en ny stormandsklasse blev
begravet i kæmpehøje. Det sydskandinaviske område har tusindvis
af disse Bronzealderhøje. Denne stormandklasse kan være opstået
fordi, at den kontrollerede handelen med bronze. Med i graven fik
storbønderne rige gravgaver af bronze såsom økser, sværd og fibulaer
(nåle til at holde tøj sammen).
Bronzealderen
kan opdeles i underperioder med udgangspunkt i bronzernes dekoration.
De to vigtigste underperioder (1600 - 1400 f. Kr.) er karakteriseret
af henholdsvis Spiralstilen og den Plastiske Stil. De fleste bronzesager
er smukt dekorerede. Det er som at træde ind i en anden verden,
når man studerer de flotte genstande. Smeden må have haft en speciel
position i datidens samfund.
I nogle gravhøje
er der fundet velbevarede egekister med indhold. Det er lidt af
et mirakel, at det pga. forskellige tilfældige omstændigheder er
lykkedes at bevare flere 3500 år gamle lig. Også tøj og udstyr er
bevaret. At udgrave disse bronzealderhøje er som at sætte sig ind
i en tidsmaskine. Man får indblik i bl.a. fortidens tøj og hårmode.
Kvinderne bar snoreskørter, som nærmest var at sammenligne med nutidens
miniskørt. De dertilhørende bluser var skåret ud af et stykke uldstof
og broderet, før de blev syet. Mellem skørt og bluse havde bronzealderkvinden
et bælte med en dekoreret bælteplade - nærmest en tallerken. Der
er teorier om, at disse bælter har tilhørt datidens mavedanserinder,
der har danset i religiøse optog til solgudens ære. Andre kvinder
har båret lange skørt. Det har sikkert hørt med til kvindens arbejde
at væve. Håret kunne være sat op i kunstfærdige frisurer. Man har
fundet flotte hårnet af hestehår. Mændene har båret kofter og kapper
og haft runde huer på hovedet.
Omkring 1400
f.kr. begyndte man at brænde ligene. Denne tradition fortsatte helt
frem til kristendommen dvs. i ca. 2400 år.
I løbet af
bronzealderen blev landskabet mere åbent og store skovarealer forsvandt.
Hesten er kommet til Sydskandinavien og hestevogne er blevet almindelige.
Der er fundet flere plankeveje, der har gjort det nemmere af køre
over våde områder..
Langhusene
voksede sig større. De kunne være 8 - 9 m brede og over 45 m lange.
Der er stadig tale om en sulkonstruktion, ligesom i bondestenalderen.
Spærene hvilede på sulstolperne i midten af huset og to rækker af
stolper, der stod indenfor ydervæggene. Ydervæggen kunne være en
bulkonstruktion dvs. bestå af vandrette bjælker og stolper. Husene
havde afrundede gavle.
Der er ikke
fundet spor af båse i den ældre bronzealder. Det kommer der derimod
senere, hvor tagkonstruktionen også ændrede sig. Man fik treskibede
huse, hvor taget var båret af søjlepar - en såkaldt højremskonstruktion.
Spærene hvilede nu på tagremme på søjleparene og på ydervægen. Dette
gjorde det muligt at bære et større tag og at gøre huset bredere.
Nogle langhuse var helt op til ti meter brede. Indenfor var ildsteder,
hvor man fyrede med tørv.
Typisk for
bronzealderen er helleristningerne, som findes i hele Skandinavien.
Blandt motiverne var typisk soltegn, plove, økser og skibe.
Man kan forsøge
at rekonstruere bronzealderens skibe ud fra hellerisninger og bronzeornamentik.
Skibene var blevet større, dvs. de kunne medføre op til en snes
roere. Der var intet sejl. For og agterstevn svang opad. Man ved,
at der har været en betydelig handel og derfor også en betydelig
sejlads mellem det nordjydske område og sydnorge.
Man dyrkede
solen. Det kan blandt andet ses på Trundholmvognen, der er en bronzeskulptur
forstillende en hest, der trækker solen. I forbindelse med religionen
brugte man også lurer, ceremonielle bronzeøkser og bronzehjelme
med horn. Den vikingehjelm, som man så ofte ser f.eks. til fodboldkampe
i dagens Danmark, er altså ikke fra vikingetiden, men fra bronzealderen.
Der er aldrig nogensinde fundet en hjelm med horn fra vikingetiden.
Luren er udviklet i det danske område. De blev altid støbt som par.
Med Centraleuropas
overgang til jernalderen indtraf en nedgangsperiode i Skandinavien.
Manglen på bronze har måske haft betydning for stormandsklassen.
Der er f.eks. ingen store bronzealderhøje fra den sene bronzealder.
Omkring 500 f.kr. var bronzealderen definitivt overstået.
Jernalderen
500 f.kr - 800 e.kr.
Jernalderen
opdeles i tre perioder: Keltisk (500 f. Kr.-0), Romersk (0-400 e.
Kr.) og Germansk Jernalder (400-800 e. Kr.). Det betyder, at den
nordiske jernalder var samtidig med det klassiske Grækenland, romerrigets
opvækst, storhed og fald, samt med den tidlige europæiske middelalder.
I jernalderen
blev påvirkningerne fra middelhavskulturerne med tiden mere og mere
tydelige. Der udvikledes langsomt men sikkert en overklasse med
dertilhørende professionelle krigere. Huse og landsbyer, landbrugsteknik
og militær udrustning afspejlede på hver sin måde denne udvikling.
Overklassen var med til at udvikle det germanske krigersamfund,
der skulle blive til en alvorlig trussel først for Romerriget og
senere for store områder af middelalderens Europa. De germanske
stammer befandt sig indtil de brød gennem Limes (den romerske grænse
mod nord) i et kæmpe område fra det nuværende Schweiz i syd til
Norge og Sverige i nord. I folkevandringstiden erobrede de forskellige
germanske stammer store dele af Romerriget og lagde hermed grundstenene
til de fremtidige europæiske stater.
Keltisk
Jernalder 500 f. Kr. - 0
I Sydskandinavien
oplevede man for første gang i historien, at gårdene begyndte at
klumpe sig sammen til egentlige landsbyer. Nye dyrkningsformer krævede
samarbejde og hermed opstod forudsætningen for landsbydannelsen.
Nogle af landsbyerne har været omgivet af volde eller palisader.
Der var tale om vandrelandsbyer, der flyttede når jorden var udpint.
Befolkningen voksede og mere land blev ryddet og dyrket. Det blev
sværere og sværere at finde ny jomfruelig jord, når den gamle var
udpint.
Gårdene lå
placeret omkring en åben plads - en forte - der må have fungeret
som en art fællesareal. Markerne udenfor landsbyerne var opdelt
i små agre omgivet af volde. I tæt forbindelse med landsbyerne fandtes
masseurne-gravpladser.
Hvordan så
husene så ud i Norden dengang grækerne byggede Parthenon på Akropolis?
Der var tale om langhuse, der alle som i bronzealderen lå i en øst-vestlig
retning. Taget var stadig båret af søjlepar, der tilsammen med ydre
fritstående stolper bar spærene. Med overgangen til keltisk jernalder
var klimaet blevet vådere. Det var kommet til at ligne det vejr
vi har i dag. Jernalderbønderne tilpassede langhusene til disse
nye forhold, idet taget kom til at rage længere ud, så det kunne
beskytte de lerklinede ydervægge mod regn. Adgangen til langhusene
skete gennem en lav åbning i midten af hver langside. De lave døre
førte ind til et mindre rum midt i huset, der adskilte husets to
ender fra hinanden.
I den østlige
ende var et nedsænket, brolagt staldgulv. I den vestlige ende var
husets arne. Her har jernalderens mennesker siddet og stirret i
gløderne imens de har diskuteret morgendagens arbejde. Nogle af
langhusene havde også trækældre, hvor man opbevarede forråd.
Ud over disse
langhuse, har man fundet talrige små udhuse. I flere af dem har
der også været ildsteder. Måske har trællene boet og arbejdet her,
hvis man da havde trælle på det tidspunkt.
Enkelte langhuse
var større end alle andre i landsbyerne. Man gætter på, at de må
have tilhørt den lokale stormand.
Der er fundet
et skib fra perioden - Hjortespringbåden. Det var et relativt stort
skib, der har kunnet rumme 22-23 personer. Der er overhovedet ikke
brugt metal i konstruktionen, idet delene var syet sammen. Hjortespringbådens
stevn og agterende minder om skibene i bronzealderens helleristninger.
Man mener dog, at bronzealderens skibe var bygget som store kanoer
dvs. at konstruktionen bestod af et træskelet beklædt med huder.
Karakteristisk
for den tidlige jernalder er også de velbevarede fund af moselig.
Der er tale om mennesker, der næsten alle var blevet dræbt - ofte
kvalt - før de var blevet smidt i mosen. Måske er der tale om menneskeofringer
som dem, der er beskrevet af romeren Tacitus i hans værk om germanerne.
Den overdådigt dekorerede Dejbjergvogn og Gundestrupkedlen skal
også nævnes. Dejbjergvognen er et eksempel på en processionsvogn
bygget i keltisk stil. Den var måske bygget i Danmark af keltiske
håndværkere. Andre steder i Europa har man fundet lignende overdådige
vogne, som sikkert har været brugt i forbindelse med rituelle handlinger.
Gundestrupkedlen med dens mange figurer stammer højst sandsynligt
fra det sydøstlige Europa.
Romersk
jernalder år 0-400 e. Kr.
I romerrigets
storhedsperiode var det sydlige Skandinavien sandsynligvis opdelt
i stammeområder ligesom resten af det germanske område. Hver stammeleder
har forsøgt at beskytte sit territorium mod andre stammer. Der har
været relativt roligt i det danske område op til år 200 e. Kr. Derefter
tyder arkæologiske fund på, at tiderne er blevet mere urolige og
krigeriske. Dette passer fint med, hvad vi ved om presset af de
germanske stammer på romerriget. Omkring år 200 e. Kr. tog dette
nemlig pres til.
Den lokale
overklasse i Danmark har haft nære forbindelser til romerne i Gallien.
Måske har de selv været dernede. Der er fundet grave med udsøgte
romerske fade, krus og andre genstande ved Hoby på Lolland fra tidlig
romerske jernalder (0-200 e. Kr.).
Landsbyen var
stadig omgivet af et fælles hegn, men det ser ud til, at hvert hus
nu havde fået sin egen indhegning indenfor fælleshegnet. Alt tyder
på, at jorden har været opdelt i små agre som i middelalderen. Landsbybeboerne
delte de forskellige marker og overdrevet (græsningsjord bagved
markerne) på en retfærdig måde mellem hinanden, så alle fik både
af den gode og af den dårlige jord.
Fra overgangen
mellem tidlig og Senromersk Jernalder har vi de første runeindskrifter.
Runerne er romerske bogstaver, der er blevet tilpasset, så de kan
ridses ellers ristes i træ.
Fra Senromersk
Jernalder (200-400 e. Kr.) har vi mange våbenofferfund. Ved at studere
de ofrede våben, kan forskerne tyde, hvorfra det danske område dengang
blev angrebet. De tidligste våbenopfringer viser, at flere angreb
på Østjylland kom fra det sydnorske område. Fra omkring 300 e. Kr.
ser de fleste angreb nu ud til at komme fra Sverige. Dog kommer
enkelte fra det nordtyske område.
Store gravehøje
som de såkaldte Himlingeøje høje på Sjælland fra Senromersk Jernalder
tyder på, at der i denne periode var en tæt forbindelse til det
midttyske område dvs. det nuværende Thüringen.
Som en del
af et våbenoffer blev der i Senromerske Jernalder i en mose nedsænket
et skib. Vi kender det i dag som Nydambåden. Der var tale om et
krigsskib, konstrueret med planker på klink, der var nittet sammen.
Det var meget stort dvs. ca. 24 m lang. I modsætning til tidligere
buer Nydambådens bund jævnt opad i begge ender. Bugningen var dog
ikke så lodret som bugningen i de senere vikingeskibe. På mange
måder er Nydambåden et vikingeskib uden køl og sejl.
Ved slutningen
af Romerske Jernalder forsvandt fælleshegnet omkring landsbyerne.
Herefter var det normalt, at hver gård kun lå indenfor sit eget
indhegnede område. De indhegnede områder blev også større, så at
hvert hus fik mere jord til rådighed. Man opgav tilsyneladende de
små agre og satsede i stedet på kvægdrift. Der kom nye husdyr på
gårdene. Der er tale om høns, ænder og gæs. Det er typisk for tiden,
at den tekniske udvikling løb hurtigere end før - ikke mindst indenfor
redskaber (drejekværnen) og transportmidler (langvognen). Slaggeovne
til brug for jernudvinding finder man mange steder.
Når man tager
den tekniske udvikling og den nye produktion i betragtning, så må
der i den germanske jernalder have været tale om en langt større
produktivitet i forhold til tidligere.
Langhusene
var blevet endnu længere. Mange havde nu en længde på over 30 m.
De havde fået kraftige plankevægge, men indgangen lå stadig i midten
af hver langside. Som før trådte man først ind i en lille mellemgang.
Herfra var det nu muligt at komme ind i et nyt forrum og først derefter
ind i selve opholdsrummet. Opholdsrummet havde forhøjninger langs
siderne, der fungerede som bænke. Opholdsrummet var meget større
end tidligere. I østenden var der ud over stalden også kommet et
nyt rum til, som man kunne komme ind i fra østgavlen.
Der var flere
og større udhuse end før. Nogle af dem var såkaldte grubehuse, der
kunne bruges som små værksteder til f.eks. vævning. Andre var en
slags staklader.
Germansk
jernalder - 400-800 e.Kr.
Den ældste
del kaldes også for folkevandringstiden (400-550 e. Kr.). Attilas
hunner var sandsynligvis den udløsende faktor, der førte til at
flere germanske folk brød op og vandrede ind i det vestromerske
rige, der til sidst brød sammen. Fra denne tid stammer de ædste
skrifter og fortællinger om danerne f.eks. Bjovulfkvadet fra England.
Jordanes nævner danerne og fortæller, at dette folk skulle være
kommet fra det sydlige Sverige og have jaget et andet folk ud. Dette
Herulerfolk måtte derefter gå i flere hundrede års landflygtighed
i Europa før, at det igen kunne vende tilbage. Som en del af folkevandringstiden
bosatte jyder sammen med anglere og saksere sig i det sydøstlige
England.
Landsbyerne
blev større og mere specialiserede. Fra denne periode er skibssætningerne
fra Lindholm høje. En skibssætning består af en række store sten,
der er opstillet så de udgør omridset af et vikingeskib. I midten
af dette symbolske skib fandt ligbrændingen så sted. Overalt i Danmark
finder man tegn på en større handel med udlandet. Der opstår mange
handelspladser.
I germansk
jernalder bliver langhusene endnu længere - helt op til 45 m. De
begynder at blive bredere - bule ud på midten. Der ligger sikkert
konstruktive grunde til, at husene udviklede den skibslignende form,
som skulle blive så dominerende i vikingetiden.
De ældste stednavne
er fra denne tid. Det er navne med endelser som -lev, -løse, -sted,
-inge og -heim. Der er tegn på, at de første byer grundlægges i
germansk jernalder. Et eksempel er Gudme på Bornholm. Gudme betyder
gudernes hjem. Her har man fundet et meget stort langhus omgivet
af en stor bebyggelse. Måske har der været tale om et helligt sted.
Det falder i øjnene, at bebyggelsen ikke var omgivet af volde eller
forsvarsanlæg. Måske har jernalderens mennesker respekteret helligdommen.
Vi også kender store gårde fra Tisø og Lejre fra denne periode.
Måske er der tale om kongsgårde.
Vikingetiden
800-950 e. kr.
Kongerne
og vikingesamfundet
Alt tyder
på, at samfundet i vikingetiden har været opdelt i flere sociale
lag. Det øverste lag har bestået af relativt få kongeslægter, der
sikkert indbyrdes har konkurreret om magten. Det er kongenavne fra
disse slægter, der først dukker op i de skriftlige kilder. Lige
under kongeslægterne har været en stormandsklasse, hvis enorme langhuse
kan ses i udgravningerne af vikingetidens landsbyer. I slutningen
af vikingetiden flyttede disse store gårde ud af landsbyerne. Det
er konge- og stormandsslægterne man finder begravet i højene fra
vikingetiden. Under stormændene har været et bredt lag af bønder.
De fleste af langhusene i vikingetidens landsbyer tilhørte dem.
Nederst var trællene. De er dog svære at spore rent arkæologisk.
Slægten eller klanen har sikkert haft stor betydning for vikingerne.
Udgravede landsbyer viser, at antallet af gårde lå konstant i de
sidste 1000 år. Der er ikke arkæologisk belæg for, at f.eks. en
gård gennem flere generationer vokser mere end andre, hvad der antyder,
at samfundet har været meget statisk. Der er ikke fundet mange spor,
der viser nogen form for social mobilitet i vikingetdens og jernalderens
samfund.
Frankerne
besejrede sakserne i slutningen af 700-tallet og Frankerriget kom
derfor til at støde op mod det danske område. Nu kom danerne til
at stå overfor en ny farlig fjende. I frankernes skrifter nævnes
danske konger som Siegfried, Godfred og Harald. Når man læser om
vikingetiden, opdager man, at det er en lang blodig historie om
kampen om tronen. Der var meget få institutioner, som sikrede freden.
I stedet var det med sværdet i hånd, at man bestemte, hvem der skulle
være konge. Landet blev sikkert delt og samlet flere gange i disse
stridigheder. Hovedlandet har været Jylland, men med truslen fra
frankerne, der flere gange marcherede op i Jylland, har man valgt
at flytte rigets center til Sjælland, der var beskyttet af flåden.
Hovedcentret i Jylland kan have været Jelling, hvor Gorm den Gamle
og Thyra er begravet og hvor Harald Blåtand opsatte sin berømte
runesten, hvorpå der i runer er ridset, at han samlede Danmark og
gjorde danskerne kristne.
Kristendommen
kommer til vikingerne
Før kristendommen
havde danskerne dyrket hedenske guder, hvoraf Odin og Thor var nogle
af de mest populære. Sandsynligvis har gudedyrkelsen været udøvet
af vikingetidens stormænd. De har fungeret som en slags ledere og
præster. Først med inspiration fra kirken, begynder nordboerne selv
at bygge templer for deres gamle guder. I starten blev Kristus betragtet
som en Gud mellem mange. Gudernes individuelle popularitet hang
sammen med deres magi - man skulle have bevis for, at en gud havde
kraft og styrke, og at den kunne bringe lykke. Senere har kongerne
kunnet se en fordel i at være kristne og på den måde undgå korstogsangreb.
De har også kunnet gøre brug af den kristne kirkes organisation,
der var nødvendig, hvis de ville opbygge et moderne og stærkt kongedømme.
I vikingetiden
var der tale om en missionskirke i det danske område. I starten
kom mange religiøse lærde sikkert fra England, hvor Sven Tveskæg
og Knud den Store havde erobret landområder, og hvor man var kommet
i kontakt med en bedre organiseret kultur. Samtidig var bispedømmet
i Bremen stærkt interesseret i at få Skandinavien under sin overhøjhed.
Gravpladser
i vikingetiden
Der er mange
forskellige gravformer i vikingetiden, idet der både var tale om
ligbrænding og jordfæstegrave. Ligbrændingen var en hedensk skik,
der havde været almindelig siden midten af bronzealderen, hvorimod
jordfæstegrave hang sammen med den nye religion - Kristendommen.
Ved Lindholm høje findes som nævnt mange flotte skibssætninger fra
germansk jernalder og også fra tidlig vikingetid. Skibsætninger
findes også andre steder i landet nogle gange i forbindelse med
store gravhøje. Der findes også høje, hvor de døde blevet begravet
sammen med rigtige vikingeskibe.
Som sagt, så
var Jelling måske hovedcenteret for danerne før, at Harald Blåtand
flyttede det til Sjælland. I Jelling findes et enestående anlæg
bestående af Danmarks to største oldtidshøje og i mellem dem en
romansk kirke og Jellingesstenen. Den nordlige høj var bygget over
en tidligere bronzealderhøj. Den sydlige var bygget oven på resterne
af, hvad der kan have været en enorm skibssætning. Man har hverken
i den nordlige eller den sydlige høj fundet bevarede skeletrester.
Det er der derimod fundet under den romanske kirke fra 1100-tallet.
Det viser sig, at der har været flere trækirker på stedet før, at
den romanske blev bygget. Det er sandsynligt, at Gorm den Gamle
og Dronning Thyra først var blevet begravet i den nordlige høj og
så senere flyttet ind i kirken af deres søn Harald Blåtand.
Bygningsanlæg
i vikingetiden
I 726 byggedes
Kanhavekanalen på Samsø. Den gjorde det muligt at sejle tværs over
øen og på den måde spare den tid, det ville tage, at sejle udenom.
Danevirke anlagdes i 737-38. Det er en forsvarsmur tværs over Sønderjylland.
Hærvejen havde
stor betydning for handelen ikke mindst med kvæg gennem Jylland.
Mange steder rundt om i landet finder man spor efter broer og brolagte
vadesteder markeret ved sten.
Vikingeskibet
Vikingeskibet
var klinkbygget og havde nu fået sejl og køl. Det sejlede som tidligere
over bølgerne i stedet for gennem dem, og det var derfor meget sødygtigt.
Vikingeskibene var hurtige. Der fandtes forskellige skibstyper til
forskellige formål. Der var brede handelsskibe og lange krigsskibe.
I styrbord side var styreåren, som man styrede med. Man roede eller
sejlede efter behov. Mastefoden gjorde det muligt at lægge masten
ned, når man roede. Sejlforsøg har vist, at skibene sandsynligvis
har kunnet gå pænt op i vinden - måske op til 60 grader.
Stavkirker
De første kirker
i det danske område var små trækirker med fritstående klokketårne.
De var ofte bygget oven på hellige steder f.eks. gamle gravhøje.
Man finder tit resterne af disse trækirker under middelalderens
stenkirker. Trækirken bestod af to rum - et kirkerum og et kor.
Der har sikkert været tale om stavkirker, som dem vi kender fra
middelalderens Norge.
Landsbyen
i vikingetiden
Landsbyerne
flyttede ca. hvert hundrede år. De fandt først deres blivende placering
i slutningen af vikingetiden. Husene lå på meget store indhegnede
gårdspladser. En vikingegård kunne indeholde mange forskellige huse.
Indgangen til gården foregik gennem en port i hegnet.
Vikingetidens
hustyper
Vi kender en
del til jernalderens og vikingetidens huse. Der har været tale om
nogle få hustyper, som man kunne variere alt efter, hvor man befandt
sig i landet, hvilke materialer man havde til rådighed, og hvad
huset skulle bruges til. Nogle steder var væggene lerklinede, og
andre steder var de yderligere beskyttet af tørvemure. Væggene kunne
også bestå af en bulkonstruktion (vandrette bjælker - som en amerikansk
nybyggerbolig) eller en stavkonstruktion (lodrette stave i en rammekonstruktion).
Begge konstruktionstyper kender vi stadig i dag fra Sverige og Finland.
Nogle tage var beklædt med spån, andre med halmtag og andre igen
med tørv. Tørvetagshuse kender vi jo fra Island og Færøerne.
I den tidlige
vikingetid, bestod gårdene typisk af et langhus med beboelse i den
ene ende og stald i den anden. Dertil kom flere mindre bygninger,
hvoraf nogle var nedgravede grubehuse. I
den senere vikingetid gik man så over til at bygge rene beboelseshuse.
Der opstod
en ny hustype, som vi vi i dag kalder for Fyrkathuset - efter fundstedet
i Hobro - ringborgen Fyrkat. Højremskonstruktionen, som havde været
den dominerende byggemåde siden bronzealderen var nu blevet erstattet
af en konstruktionstype, hvor taget hvilede på ydervæggene. Ydervæggene
måtte derfor støttes af skråstivere udefra. Den nye kontruktuion
ses i de to rækker parallelle stolpehuller, der er så karakteristise
for vikingestidens udgravninger. Fyrkathusets langsider buede udad
ligesom siderne på et skib. Taget buede sandsynligvis også
opad på midten. Der er tale en aflang, rundet form. Huskroppen så
ud som om, at huset indefra blev presset ud af på midten.
Det er en form, der går igen i vikingetidens smykker og ornamentik.
Fyrkathusene
var normalt opdelt i fem fag, hvor de tre udgjorde en stor sal i
midten af huset. Denne sal har været meget rummelig på grund af
de udadbuede ydervægge og fordi den nye konstruktion tillod, at
man fjernede de indre søjler. Indgangene til huset var gennem
de to endefag. Man ankom først til et forrum for derefter at komme
ind i selve salen. Nogle af husene havde lukkede vindfang udenfor
selve bygningskroppen.
Midt i salen
så man det rektangulære ildsted - arnen. Arne betyder både
forhøjning og ildsted. Alt foregik omkring husets arne. Man
forberedte maden eksempelvis i form af fladbrød bagt på
de varme sten. Eller man kogte mad i lerkrukker, der hang over ilden.
I begge salens sider langs med væggene, havde vikingetidens mennesker
bygget halvanden meter dybe forhøjninger, der fungerede som både
sæde og sengeplads. Sandsynligvis sov huset beboere med hoved eller
fødder ind mod ildstedet. Til hverdag sad man på forhøjningerne
og havde maden foran sig på mindre træplader kaldet
"skiver."
Rummene har
været mørke, idet man kun havde små vinduesåbninger. Ordet "vindue"
eller "window" er for resten et oldnordisk og betyder vindøje dvs.
et øje til vinden. Røgen fra ildstedet steg op gennem et
hul i taget kaldet lyren. Det er også herfra, at rummet om
dagen blev oplys med sollys. Men det har alligevel været mørkt,
og der har helt sikkert været en skarp lugt af røg.
Hele den indvendige tagkonstruktion har været sort af et flere
centimeter tykt sodlag. I flere sagaer er mennesker inde i salen
blevet angrebet gennem lyren, der var den eneste åbning, man
ikke uden videre kunne lukke til.
Vikingerne
har kun haft få møbler. Der har sikkert stået en kiste i salen forruden
køkkengrej, jagtudstyr, fåreskind og stoffer. Kisten har været
et vigtigt opbevaringsmiddel. Der kan også have været
en væv. De islandske sagaer taler om dekorerede paneler. De
fortæller også, at man hurtigt kunne omdanne salen til
en festsal ved at ophænge vægtæpper og stille
borde op. Fra den tidlige middelalder er beskrevet, hvordan man
stillede borde op langs med de faste bænke. Så sad mændene
på den ene side af bordpladen imens, at de blev serviceret
fra den anden. Husbonden har sikkert haft sin særlige plads
i midten.
Når man besøger
rekonstruktioner i dag, ser de tomme ud, men det har været anderledes
i vikingetiden, hvor folk har overvintret i husene med alt deres
habengut. De sparsomme fund af træ fra vikingestidens huse giver
alligevel et indtryk af, at husene dengang var stærkt dekorerede
med udskæringer og bemaling.
Dekorationskunst
Vikingerne
dekorerede deres skibe med udsøgte udskæringer. Man taler om flere
stilarter som efterfølger hinanden, og som kan bruges til at datere
arkæologiske fund med. Jellingstilen, Mammenstilen , Ringerikestilen
og Urnestilen er fire af de vigtigste. Hovedmotivet i de forskellige
kunstarter var slyng- eller gribedyret. Det vikler sig ind og ud
af sig selv. Nogle gange forsvinder dyret helt i geometriske former.
Når disse dekorationer findes på både træskibe og smykker, så fandtes
de sikkert også på vikingetidens boliger.
Ringborgene
Ringborgene
er sikkert blevet bygget som del af Harald Blåtands sikring af landet
i forbindelse med truslen fra frankerne. Vi kender til Aggersborg
ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense og Trelleborg
på Sjælland. Aggersborg ved Limfjorden var langt den største med
48 huse af fyrkattypen. Der er tale om stærkt geometriske anlæg.
Borgene havde i princippet en ringmur af jord og palisader. Indenfor
var bebyggelsen opdelt af en nordsyd-gående vej der krydsede en
østvest-gående vej i borgens centrum. I hvert kvarter var husene
placeret symmetrisk omkring firkantede gårde.
Vikingetidens
byer
700-tallets
kendte handelsbyer var Ribe, Hedeby og Sebbersund i Limfjorden.
I slutningen af vikingetiden var der kommet flere byer til i det
danske område. De to vigtigste var Hedeby og Århus, der begge var
omgivet af en ringvold. Hedeby var den største og lå syd for Danevirke,
hvorfor man byggede en sydlig vold ud fra hovedvolden til at beskytte
byen. Senere blev byen flyttet til det nuværende Slesvig. Der var
også Lund og Roskilde. Begge byer blev sandsynligvis grundlagt af
Sven Tveskæg. Under Knud den store voksede begge byer sig store.
De havde flere kirker. Andre byer var Ringsted, Ribe, Viborg, Odense,
Slagelse og Helsingborg.
Byernes befolkningstal
steg om sommeren, når der var marked. Så kom købmænd og håndværkere
sejlende og slog deres boder og telte op
|