www.danskarkitektur.dk
historicisme
Industrialisme
og nationalisme
I
1800-tallet oplevede Europa og Nordamerika den nok mest dramatiske
samfundsudvikling i verdenshistorien. Man taler om den industrielle
revolution. Den begyndte allerede i 1700-tallets England men
spredte sig i løbet af 1800-tallet til resten af Europa og
Nordamerika. Fra et udpræget landbrugssamfund udviklede Europa
sig til et område præget storbyer og industri. Ny teknik og
lægevidenskab gjorde, at landene tredoblede deres befolkningstal.
Det 19. århundredes begyndelse var præget af enevælde, men
i løbet af de følgende 100 år havde de fleste lande fået en
eller anden form for demokratisk styre. Europas og Nordamerikas
nye økonomiske styrke gjorde landene i stand til at kolonisere
det meste af kloden. Verden var både blevet meget kompliceret
og meget verdslig, og hermed forsvandt den indflydelse som
kirken havde øget på formgivningen gennem de sidste 1000 år.
1800-tallet er også nationalismens århundrede med deraf følgende
økonomisk konkurrence og de indbyrdes krige mellem de europæiske
magter.
Senklassicisme
Allerede
i den foregående nyklassicistiske periode blev der gjort brug
af forskellige stilarter. Man valgte stilarter efter behov.
Skulle en bygning skulle opføres i græsk eller romersk stil,
eller hvad med ægyptisk eller kinesisk stil? Den nyklassicistiske
stil var dominerende op til 1840'erne. Derefter blev den kun
brugt i forbindelse med specielle opgaver som f.eks. fabrikker,
universiteter og enkelte excentriske enkeltværker.
Det
maleriske (pittoreske)
Når rejsende
besøgte Italien, Spanien eller Nordeuropas middelalderbyer
fandt de miljøer med mange smukke emner lige til at male.
Kirkespir, skæve huse, asymmetriske torve og gader, der gennem
århundreder var blevet bygget om og tilpasset til livet i
dem, var smukke motiver, hvis man var ude med akvarelblokken.
Her fandt industrialderens mennesker ro, og her kunne de drømme
om et mere ophøjet liv. Det smittede af på byggeriet. Man
talte om, at et hus skulle formgives, så det var malerisk.
Man byggede i gammel stil for at opnå denne stemning. Efter
1840 byggedes store borglignende slotte, gotiske og romanske
kirker samt utallige middelklassevillaer. Borgerskabets middelklasse
var i midten af 1800-tallet efterhånden blevet så velhavende,
at den kunne opføre den nye bygningstype enfamiliehuset i
tusindvis. Efter 1850 blev også etagehuse og offentlige bygninger
opført i maleriske historiske stilretninger. Selvom at det
maleriske blev dyrket i det meste af Europa, så var England
stedet, hvor det fik størst betydning. I England kaldte man
det maleriske for picturesque. Det er blevet til de pittoreske
på dansk.
Eklekticisme
- stilblanding
1800-tallet
medførte en meget større viden om historiens stilarter. Her
spillede arkæologien en ikke ubetydelig rolle. Før havde man
haft et bredt klassicistisk ideal, men nu talte man om græsk,
romersk og italiensk klassicisme. Omkring 1850'erne reagerede
man mod nyklassicismens puritanisme, og man begyndte i den
forbindelse at gøre brug af italiensk og fransk renæssance
samt af fransk, italiensk og engelsk barok og rokoko. Man
gik fra nyklassicismens rene linjer og afdæmpede farver og
begyndte nu at arbejde mere plastisk og farverigt (polykromi).
I formgivningen gjorde man brug af forskellige stilarter på
samme bygning og resultatet blev en stilblanding eller eklekticisme,
som denne stil også kaldes.
1800-tallets
storbyer
Steen
Eiler fortæller i "Byer og bygninger" om forskellen på London
og Paris. Førstnævnte var en spredt by hovedsageligt bestående
af rækkehuse med grønninger og haver. London havde ikke behov
for en beskyttende vold, der måtte tvinge bebyggelsen i højden.
Det havde Paris derimod. Her boede familierne ovenpå hinanden
under meget usunde boligvilkår.
Det overfyldte
Paris var samtidigt præget af forskellige anlæg til de enevældige
kongers ære. Gennem historiens forløb havde de franske konger
stået for de slotte, gader, pladser og parker som karakteriserer
byen i dag.
Ordet
boulevard stammer fra bolværk eller palisadeværk. Paris oprindelige
boulevarder løb langs befæstningsvoldene. Da disse blev opgivet,
blev voldene omdannet til brede træbevoksede gader, hvor datidens
borgerskab nød at spadsere og køre i karet.
Napoleon
den III ville sikre sig mod oprør og revolution ved at anlægge
brede boulevarder i Paris gamle bydel. Boulevarder var nemmere
at forsvare end snørkede middelaldergader. Som enevældig monark
lykkedes det ham ved hjælp af hans stadsbygmester Georges-Eugène
Haussmann at nedrive næsten halvdelen af byen og anlægge utallige
nye boulevarder omgivet af bygninger med stukdekorerede pragtfacader.
Der var
tale om spekulationsbyggeri i den helt store stil. Udadtil
var husene velproportionerede og smukke, men indadtil var
lejlighederne mindre end før. Baggårdene var reduceret til
usle lysskakter.
Projektet
skulle give en sanering, en færdselslettelse og skabe beskæftigelse.
Steen Eiler mener, at der var tale om det store dilettanteri
til fordel for nogle kyniske pengespekulanter. Husene er romantiske.
Det er drømmen om den store antikke fortid. Det havde bare
intet at gøre med at løse de reelle boligproblemer.
Fransk
nybarok
I Frankrig
opstod under Napoleon III en stil der kendes som den anden
Empire stil. Denne stil, der var tæt forbundet med det nye
Paris. Den blev delvist født i forbindelse med færdiggørelsen
af Louvre, og den uviklede sig til en stil, hvor enkeltelementer
kunne sættes sammen efter behov. Paris blev i 1800-tallet
en af verdens førende byer og fungerede som en stærk inspirationskilde
for andre hovedstader i Europa og Nordamerika.
Jern
og stål
I 1700-tallet
udvikledes en række teknikker, der gjorde det muligt at masseproducere
støbejern og stål. Resultatet var bl.a. en helt ny bygningsform
bestående af støbejernssøjler og murede hvælv.
I løbet
af 1800-tallet medførte dampmaskinen en revolution indenfor
transportsektoren i Europa og Nordamerika. I slutningen af
århundredet var hver større by forbundet ved hjælp af jernbanen.
De to kontinenter var forbundet med dampskibe, som sejlede
hurtigere og som kunne transportere mere end, man nogensinde
før havde kunnet. Foruden skinnenet udvikledes komplicerede
brokonstruktioner. I første halvdel af 1800-tallet blev der
bygget mange spektakulære jernbroer rundt om i verden. Det
hele smittede af på byggeriet. Man begyndte at bruge støbejern
i industribygninger f.eks. i forbindelse med møllebyggeri,
dokker og overdækning af markedspladser. Brandsikkerheden
gjorde, at man eksempelvis brugte støbejernselementer i forbindelse
med nyudviklede butiksarkader. Man masseproducerede arkitekttoniske
elementer i støbejern. Et eksempel på den nye verden og stålets
triumf var Eiffeltårnet, der blev bygget i forbindelse med
verdensudstillingen i Paris i 1889.
Glas
Samtidig
med udviklingen af masseproducerede støbejernsvarer udvikledes
glasindustrien, og man kunne efterhånden producere store mængder
billigt glas. Vinterhaver blev populære. Glasoverdækningerne
blev båret af støbejernskonstruktioner. Den enorme glasbygning
Crystal Palace stod i 1851 færdig til den internationale verdensudstilling.
Den var bygget af masseproducerede standardelementer, så den
senere kunne rives ned og genopbygges på en anden grund. Sådanne
glaspaladser blev efterlignet i hele Europa. Mange markeder
blev overdækket med lette konstruktioner - typisk er de mange
haller i Paris, der blev bygget i anden halvdel af 1800-tallet.
At overdække store rum blev ligefrem en dille, man overdækkede
både allerede eksisterende og nyanlagte gårdrum.
En
ny stil?
Arkitekterne
drømte om at udvikle en ny stil, der kunne bruges på de mange
nye bygningstyper, som 1800-tallet frembragte, men det lykkedes
ikke. Man gjorde af de historiske forbilleder i de europæiske
og nordamerikanske lande, og arkitekturen kom til at se forbavsende
ens ud på trods af, at hvert land forsøgte at udvikle lige
deres egen nationale stil.
Ingeniører
og arkitekter
I 1800-tallet
blev der simpelthen bygget utroligt meget. I et forsøg på
at bygge hurtigt og billigt forsøgte man at standardisere
både bygninger og bygningsdele. Man udarbejdede bygningstyper
for alle slags bygninger fra landhuse og togstationer til
hospitaler og fængsler. Man brugte støbejern og glaserede
teglsten i konstruktionen, og bygningerne blev generelt meget
dekorative.
I 1800-tallet
var der ikke længere tale om en bygmester men derimod om både
ingeniører og arkitekter. Ingeniøren udregnede konstruktionen
og arkitekten satte dekorationen på.
Støbejernssøjler
lignede ikke noget man før havde set, så man kunne ikke søge
forbilleder i arkitekturhistorien. Nogle arkitekter mente,
at jernkonstruktioner havde deres egen skønhed, og allerede
i midten af århundredet var der folk, som mente, at ingeniørernes
rationelle tilgang til byggeriet var vejen frem.
Der blev,
som sagt, bygget meget, og en del af byggeriet levede ikke
op til de forrige århundreders bygningskunst. Samfundene var
blevet meget liberale. Nye bygningstyper som eksempelvis etagehuset,
der gjorde det muligt at opføre billige lejekaserner, samt
økonomiske og konstruktionsmæssige forhold gik efterhånden
ud over den kunstneriske følsomhed. Var renæssancestilen billigere
end den gotiske, så valgte man den billigste af de to uden
hensyntagen til, om det var et formsprog, der passede til
omgivelserne.
I Amerika
byggede man de første højhuse: "Reliance Building" i Chicago
og Louis H. Sullivans "The Guranty Buiding" i Buffalo, New
York.
Nye bygningstyper
1800-tallet
var på den ene side præget af en søgen efter en ny samlende
stilretning men også af en kamp mellem de eksisterende historiske
stilretninger, som man nu bl.a. via arkæologiske udgravninger
og videnskabelig metode kendte meget mere til. Man måtte udvikle
helt nye bygningstyper som eksempelvis fængsler og hospitaler.
Byggeprogrammerne blev mere og mere komplicerede, idet der
skulle tages hensyn til en mængde nye funktioner som eksempelvis
centralvarme, ventilation, gas og elektricitet, brusebad og
toiletter med rendende vand. Bygningerne var også blevet meget
mere komfortable! Man udviklede planløsninger med udgangspunkt
i de nyeste tanker om straf og sygdomsbekæmpelse. Fængsler,
hospitaler og indkøbscentre blev i 1800-tallet sammen med
togstationer templer for en moderne tid.
1800-tallets
fængsler
Ved slutningen
af 1700-tallet havde de europæiske lande et meget utidssvarende
fængselsvæsen, men man begyndte at interessere sig for den
ideelle fysiske udformning af et fængsel. Det skulle ikke
bare være et opbevaringssted for kriminelle, men det skulle
også være med til at opdrage dem, så de igen kunne komme ud
og deltage i samfundslivet som lovlydige medborgere. Formgivningen
skulle virke pædagogisk på fangerne ved eksempelvis at overbevise
dem om øvrighedens magt, og derfor kunne arkitekterne finde
på at formgive fængslerne so f.eks. en borg med bastionsagtige
indgangspartier, tunge porte og vagttårne med middelalderlige
skydeskår og takker. Fangerne skulle opleve, at de var fanget
og, at de ikke kunne undslippe.
Fængslerne
skulle også være rationelle og økonomiske. Man udviklede en
plantype, hvor fængselsblokkene var organiseret i radialplaner.
Her kunne fængselsvagterne fra et centralt sted holde alle
blokke under opsyn. Nogle steder eksperimenterede man med
sociale løsninger dvs. at fangerne var blandet; andre steder
isolerede fangerne i hver deres celle. Man opdagede, at når
cellerne var for små resulterede det for ofte i selvmord og
fangeoprør, så man tilpassede cellerne efter disse erfaringer.
Med til de nye fængsler hørte kirkerum og værksteder.
1800-tallets
hospitaler
Hospitalernes
udformning måtte nødvendigvis også bygges efter en nyeste
viden på området. I 1800-tallet udviklede lægekunsten sig
som sagt med rivende hast. Man var blevet opmærksom på smittefaren
ved, at mange syge lå sammen i rum uden ordentlig udluftning
og sanitet, og derfor udvikledes pavillontypen, hvor sygeafdelingerne
placeredes i spredte pavilloner. Man arbejdede med ventilationssystemer,
der hele tiden skulle sørge for frisk luft til patienterne.
Butikker,
indkøbsarkader og stormagasiner
De første
egentlige butikker opstod i begyndelsen af 1800-tallet. De
blev forsynet med store vinduer, så man ude fra gaden kunne
studere de udstillede varer. Man begyndte at opstille kunstfærdige
vinduesdekorationer. Moden spredte sig hurtigt fra Europa
til resten af verden. I et forsøg på at lokke kunder til opfandt
man butiksarkaden, hvor man samlede en række butikker omkring
til en fælles gang overdækket med den nyeste teknik - jerngitterspær
beklædt med glas. Arkaderne samlede et stor udbud af varer
på et sted. De nye tog- og metrobaner gjorde det nu muligt
for et stort antal kunder at komme til arkaderne. Omkring
1830 var sådanne arkader et almindeligt syn i Paris og London.
De tidlige arkader var i en etage, men med tiden udviklede
arkaderne sig til en slags overdækkede gader. Det næste skridt
var at samle en række butikker i et fælles rum - en slag basar.
Basarerne udviklede sig siden hen til egentlige stormagasiner,
da man inddrog flere etager, der var forbundet af storslåede
trappeanlæg ofte i støbejern. Omkring 1870 havde de fleste
storbyer i Europa og USA stormagasiner. Der var også sket
en revolution indenfor detailhandelen!
|