www.danskarkitektur.dk

nyklassicisme

Nyklassicismen - borgerskabets arkitekturstil

Nyklassicismen blev den dominerende arkitektoniske og kunstretning i Europa fra slutningen af 1700-tallet og frem til midten af det følgende århundrede. Det begyndte i oplysningstiden og fortsatte ind i romantikken.

Europa oplevede i 1700-tallet et fremadstormende borgerskab, der byggede sin velstand på både verdenshandel og spirende industrialisme. Den gamle magtelite, adelen, stod i vejen for borgerskabet, og dette førte nogle steder til blodige konfrontationer som i den Franske Revolution i 1789.

Borgerskabet oplevede barokkens sidste epoke - rokokoen - som konservativ og dekadent. Man ville distancere sig og brugte i den forbindelse, som så mange både før og efter, kunsten til at skabe en egen og "bedre" kultur.

Typisk for oplysningstiden var en rationel måde at tænke på. Man undersøgte og beskrev verden nøgternt. Logikken var i højsædet. Isaac Newton fandt tyngdeloven, Voltaire kæmpede mod overtro og fordomme og mente, at menneskets åndelige stade udviklede sig gennem historien, Montesquieu udviklede teorier om en tredeling af magten, Rousseau mente, at uligheder og privilegier var skyld i de store samfundsproblemer, John Locke beskæftigede sig med empirisk tænkning, og Adam Smith skrev sit store værk "The Wealth of Nations," hvori han når frem til en måde at forstå samfundsøkonomi på - for bare at nævne nogle af de vigtigste tænkere i denne frugtbare tid.

Den nye rationalistiske måde at tænke på kom også til at præge arkitekturen og kunsten. Arkitekterne ville rense ud i rokokoens snørklede og overdådige dekoration og genindføre det gamle, rene klassiske formsprog.

I midten af 1700-tallet havde arkæologer opdaget ruinerne af Pompeji og Heruculanum. Lidt senere fandt man de græske templer ved Paestum. Kunsthistorikere var overrasket over, hvor simple de doriske søjler var. Den doriske orden, som renæssancearkitekterne arbejdede med, havde været en bearbejdet romersk udgave. Den var meget mere dekoreret. I slutningen af 1700-tallet begyndte kunsthistorikere at få en bedre ide om, hvordan bygningerne virkeligt havde set ud i det antikke Grækenland. Arkitekterne lod sig specielt inspirere af det græske, som man opfattede som mere oprindeligt og ægte i forhold til det romerske.

I forbindelse med valget af den græske stil spillede også ind, at grækerne havde været demokrater. Dele af det nye borgerskab ønskede mere indflydelse på statsbeslutningerne og så en eller anden fremtidig form for demokrati som et ideal.

Nyklassicismen er en akademisk arkitektur, dvs. en arkitektur præget af teorier om, hvordan bygningerne burde se ud. Man arbejdede med udgangspunkt i den antikke arkitektur på at finde et universelt formsprog, der kunne bruges til alle bygninger. Ordet "klassicisme" hentyder til, at man arbejder efter de antikke regler for formgivning. Arkitekter og kunstnere begyndte igen at bruge disse regler, og derfor kaldes perioden for nyklassicismen. Brugen af antikke regler gjaldt også indenfor andre af kunstens områder eksempelvis litteraturen, billedkunsten og maleriet. På grund af denne teoretiske indfaldsvinkel fandt flere arkitekter, at det var helt i orden at tegne rent utopiske projekter, der med datidens byggeteknik aldrig ville kunne realiseres. Det var selve ideen i projektet, der betød noget, ikke om bygningen blev realiseret.

Klassicismens formsprog bestod af platoniske elementer som kuben, pyramiden, cylinderen, og sfæren samt trekanter, kvadrater, halvcirkler og cirkler. Rummene skulle opleves som, var de udhulet af en massiv masse - nærmest som grotter i et bjerg. De forskellige kubiske, cylindriske og pyramideformede dele satte man sammen i en komposition, hvor hver del tydeligt kunne aflæses. På enkeldelene kunne "påklistres" kolonnader af doriske søjler og trekantgavle. Man var i det hele taget meget sparsom med dekorationen og brugte den kun, hvor det var absolut nødvendigt for at understrege et budskab f.eks. at der var tale om en hovedindgang.

Typisk for tiden var, at der blev arbejdet med at gøre bygningerne monumentale. En måde at få en monumental virkning på er, at udforme enkeltdele i gigantisk størrelse. Typisk var mange meter høje døre og gigantiske søjler.

Med tiden kom formsproget faktisk til at afvige fra det antikke forbillede. Grækernes gamle templer med deres farver og udsmykning var anderledes lette end nyklassicismens monumentalbyggeri. Væk var også rokokoens muslingedekoration og uklare bygningskroppe.

Bygningerne var gennemtænkte og rene i deres udtryk, men da man havde "en opskrift" på hvordan bygninger skulle formgives, så det siger sig selv, at formsproget var i fare for at blive på den ene side æstetisk fuldendt men på den anden side også tungt, stift og konservativt.

Det blev almindeligt for en bredere gruppe af mennesker fra adelen og det mere velhavende borgerskab at tage på dannelsesrejser til Grækenland og Italien, hvor man selv kunne opleve ruinerne fra antikkens storhedstid. Det kom på mode, at købe malerier med motiver fra middelhavslandene og bringe dem med hjem til Nordeuropa. Måske var disse malerier medvirkende årsag til, at kunstnere begyndte at betragte naturen på samme måde som antikken - som noget ophøjet. Typisk for tiden var, at filosofferne var begyndt at tale om "det naturlige." Man tilstræbte det naturlige menneske, der ikke var påvirket af hvad, man mente, var kulturens forfald. På samme måde talte man om den naturlige bygning.

En af de for udviklingen af nyklassicismen mest indflydelsesrige kunstnere var Giovanni Battista Piranesi (1720-1778). Venzianeren Piranesi tegnede dramatiske perspektiver af klassicistiske arkitekturfantansier. Han havde grundigt studeret både ruinerne i Rom og den græske arkitektur i Syditalien. Piranesis raderinger blev meget populære og solgt i stort tal.

Omkring 1800 kom en reaktion på oplysningstidens nøgterne tankegang. Folk som Herder og Goethe gjorde oprør. Det var ikke nok at være fornuftig. Det gav ikke indblik i de helt store oplevelser her i verden. De sværmede for de store tider, der engang havde været, dengang verden var renere og mere ophøjet. Det var efter deres mening geniet dvs. kunstneren, der var broen ind til de store oplevelser.

Romantikkerne tog ikke bare afstand fra den gamle adel men også fra det nye borgerskab, der blev betragtet som pragmatisk og primitiv. Man ville begive sig i følelsernes vold, bestige høje bjerge og vandre i øde egne, hvor mennesket kunne tænke klart og upåvirket af hverdagens kævl og bøvl.

Umiddelbart er det underligt, at to så forskellige måder at opfatte verden på, dvs. oplysningstiden og romantikken, kunne gøre brug af det samme formsprog. De havde dog begge det tilfælles, at de var en reaktion på det samfund, der var under udvikling i Europa. De antikke søjleordner, høje bjerge og øde egne var langt fra storbyernes triste fattigdom, fra kapitalisterne og den nye dampdrevne industri. Overklassen drømte sig simpelthen væk fra snavset og hen til harmoniske og smukke byer i flotte landskaber.

Klassicismens musik

Hvilken musik hører til klassicismens rene og alvorlige arkitektur? Ja, der er jo Weinerklassikken. Wien var Europas førende musikby frem til 1820'erne. Klassicismens musik kaldes for klassikken og minder på mange måder om arkitekturen i det, den er et oprør mod barokmusikkens storladenhed og rokokomusikkens overfladiskhed. Der er tale en enklere og mere kontrolleret musik. Mozart betragtes som klassicist. Beethoven som en overgangsfigur til romantikken. I flæng kunne nævnes romantiske musikere som Mendelsohn, Chopin, Brahms, Tjaikovskij, Verdi, Bruchner og Wagner for bare at nævne nogle få. De bragede derudaf, imens man opførte bygninger som i det gamle Grækenland, og størstedelen af befolkningen levede i dybeste armod.

Nyklassicisme i Frankrig

Opgøret med rokokoen resulterede i første gang i en klassicistisk inspireret kunstretning kaldet "Louis Seize stilen." Nyklassicismen var på vej. Man var blevet træt af rokokoens pynteri og ville et andet formsprog.

Arkitekten Boullée tog skridtet hen til den rene nyklassicisme med bygninger komponeret over de elementære platoniske former. Han er dog ikke kendt så meget for sine få realiserede projekter som for sine arkitekturfantasier. Boullées elev, Ledoux, fik derimod bygget meget. Han kopierede ikke klassicismen, men brugte de klassiske elementer i nye bygningstyper. Her er der virkelig tale om en "revolutionsarkitektur".

Under Napoleon Bonaparte udvikles en ny version af nyklassicismen, der går under navnet "Empire". Det hentyder selvfølgelig til, at Napoleon kronede sig selv til kejser og erobrede et imperium. Det gamle Rom var på mange måder forbilledet. Napoleon var kritisk overfor de tidligere kongers store monumentalbyggerier, og derfor opførtes kun meget få "store" bygninger i hans tid. Til gengæld blev empirestilen brugt i forbindelse med indretning af borgernes huse. Typisk er den udbredte brug af groteske vægmalerier. De gamle romerske vægmalerier var, som bekendt, blevet genopdaget i grotter i Rom. Empirestilen var også inspireret af det gamle Egypten, hvor Napoleon havde været på et kort men blodigt visit. Napoleon havde medbragt videnskabsmænd og kunstnere, der studerede og tegnede de gamle monumenter.

Empiren gik sin gang over Europa sammen med Napoleons erobringer, men den ophører nogenlunde samtidig med hans fald i 1815.

Englænderne havde tradition for palladiansk arkitektur helt tilbage fra Inigo Jones og Christopher Wrens tid. De fortsatte denne udvikling samtidig med den franske nyklassicisme. Overgangen fra senbarokken til den nyklassicistiske periode markeres af John Wood the Elder og John Wood the Younger med deres mange byggerier i badebyen Bath. Bath var oprindeligt et romersk bad, men i 1700-tallet blev det populært for den engelske overklasse at tilbringe sommeren der. De to Woods har designet en fantastisk klassicistiske sandstensby omgivet af et smukt landskab af grønne bakker. Meget typisk for arkitektfaget, så var de to arkitekter bag det byggeriet ofte i økonomiske trængsler, og det endte til sidst endte med, at de gik fallit!

En af de toneangivende nyklassicistiske arkitekter var Sir John Soane, hvis excentriske bolig er indrettet som kunstmuseum og kan besøges i London. Soane arbejdede med rummet. Som i den sene romerske badarkitektur formgav han rum, som var de skåret ud af en massiv masse. Arkæologien var nu kommet så vidt, at den havde opdaget, at også den antikke kunst og arkitektur havde udviklet sig i forskellige faser. For eksempel så var de romerske bade bygget i en typisk senromersk stil. Rummene i Soanes hus er sparsomt dekorerede. Han arbejdede bevidst med en form for indirekte ovenlys. Hans typiske husplan var en komposition af forskelligartede rum med hver sin oplevelse. De bærende konstruktioner var altid gemt i massen dvs. i de uformelige mure og vægge.

Allerede i rokokoen var flere englændere begyndt at anlægge haver i en friere komposition - det var starten til den såkaldt landskabelige have, der ser ud som om, at den er tilfældigt planlagt, men hvor hvert træ og busk i virkeligheden er bevidst valgt og placeret. Senere blev haveplanerne endnu friere. Englænderne var også inspireret af de landskabsmalerier, som overklassen havde bragt med sig hjem fra Italien. Hvor barokkens symmetriske og tilsyneladende mere kontrollerede have symboliserede kongemagten, passede den engelske have med sine fritstående træer og buske bedre til den borgerlige ide. Den var ikke hierarkisk opbygget som før. Der var intet centralt punkt, hvortil alle veje førte, men i stedet mange landskabsrum med ligestillede oplevelser.

I England var romantikken karakteriseret af det, som kaldes "the Picturesque Tradition". Rundt omkring i parkerne placerede man gamle ruiner samt kinesiske og antikke templer. Her kunne en følsomme sjæl vandre i ro og mag. Man kunne i tanken tage på rejser i fortidens kulturer. Den engelske landskabelige have blev hurtigt populær, og ideen blev eksporteret til hele Europa.

I forbindelsen med "the Picturesque Tradition" begyndte man at tegne nygotiske huse, hvad der passede godt med tidens sværmeri for det gamle. Nogle argumenterede for, at gotikken var mere ærlig, fordi man kunne se konstruktionerne, der i ellers i nyklassicismen var gemt i murenes masse. Man talte om at gader og landsbyer skulle virke picturesque, og hermed mente man bestemt ikke, at de skulle ligne tidens industrielle forstæder.

Fra århundredskiftet og frem til 1830'erne taler man om "Regencystilen", der på mange måder, selv om at den er mindre overdådig, minder og den franske "Empirestil".

Den tyske romantiks tre hovedfigurer var maleren Casper David Friedrich, der malede dramatiske naturscener og ruiner, Friedrich Gilly, der bl.a. tegnede et ikke realiseret meget stramt klassicistisk monument for Frederik den Store og arkitekten Karl Friedrich Schinkel, der til gengæld fik opført en masse bygninger specielt i Berlin og Potsdam (det preussiske Versailles) og som fik stor indflydelse på andre heriblandt også en dansk arkitekt som Hetsch.

Når man skal tegne et hus, skal der tages stilling til en række overordnede ting. For det første er der jo konstruktionen. Huset skulle helst kunne modstå vind og vejr. Så er der funktionen. Huset skal kunne bruges til det, det er bygget til. I 1800-tallet udvikles en masse nye bygningstyper som for eksempel fængslet, hospitalet og fabrikken for bare at nævne tre. Schinkel gik meget op i funktionen. Hans huse var omhyggeligt formgivet til hver deres bestemte funktion. Det lyder måske mærkeligt, at det skulle være noget særligt, men det var det. For det tredje måtte arkitekten tage stilling til det kunstneriske eller det fantasifulde om man vil. Her arbejdede Schinkel med to begreber; det historiske og det poetiske, hvad der passede godt med tiden. Det nationale Tyskland var på vej frem og havde brug for en historie samtidig med, at romantikken fordrede noget ophøjet og følsomt. Og så til sidst er der jo det væsentlige økonomiske aspekt. Billigere huse har en meget større chance for at blive opført end dyre!

Schinkel var kendt for sine stramme og sikre plan- og facadekompositioner. Formmæssigt gjorde han op med nyklassicismens massive bygningskroppe. Idealet havde været, at alle bygninger så ud som, at de var skåret ud af en massiv klump. Schinkels bygninger derimod ser ud som om, at de er bygget af klodser. Schinkel brugte meget dekoration. Det blev brugt til at fortælle noget om huset og til at bryde de hårde kanter. Han gjorde f.eks. brug af profileringer. Selv profileringer designede man dengang med udgangspunkt i de antikke søjleordner. Hver søjleorden havde sit specielle profil. Hans huse indeholder mange raffinerede detaljer.

Schinkel banede vejen for det, der i Danmark kendes som Senklassicisme. Det er, kort sagt, en forfinet form for klassicisme uden den tidlige nyklassicismes hårde former.