forsiden oversigt købstæder printerversion  
 
 
Svaneke - Bornholm

se diasshow - Svaneke

se diasshow - Rønne

se diasshow - Rundt om Bornholm

Bornholm består af en flad sydlig del og en bakket og klippet nordlige del. Øen har eksisteret siden istiden og været skiftevis forbundet med det nordtyske fastland eller helt omgivet af vand alt afhængig af havets og landets forskellige stigninger efter, at istidens store iskappe var forsvundet.

Som andre steder i Danmark findes her spor af de første mennesker på dansk grund, rensdyrjægerne. Senere kom jægersamfundets maglemosekultur og endnu senere ertebøllekulturen. Der er kun fundet få bopladser af sidstnævnte, hvilket sikkert skyldes, at de er blevet oversvømmet og nu ligger under havoverfladen.

Bondesamfundet, tragtbægerkulturen, nåede også til Bornholm. Skibene må have været sødygtige nok til at klare sig ud til Holmen, som svenskerne altid har kaldt Bornholm. Øen har intet naturligt forekommende flint, så man har måttet importere flinten fra Skåne og Blekinge. Det er ikke så mange jættestuer og dysser som andre steder i landet, men de er her, og nogle af dem kan man kravle ind i som f.eks. Vasehøj-jættestuen i Åkær. Fascinerende er, at der også er udgravet et af bondestenalderens mystiske kultsteder af Saruptypen med palisader og grubber med brændte knogler lige i nærheden. Kultiske sarupanlæg findes flere steder i Danmark.

Der er spor efter stridsøksekulturen, som nok er den, der har bragt de fleste af den nuværende befolknings gener til landet. Stridsøksekulturen gik over og blev til dolkekultur, som så udviklede sig til bronzealder. Bornholms Museum har en rigtig god udstilling, der beskriver de forhistoriske kulturer på øen (se også dansk forhistorie på denne hjemmeside). Man støder uvilkårligt på store bronzealderhøje, når man kører rundt på øen ligesom man også gør det i landskabet omkring Ystad. Bornholm har også Danmarks største samling af helleristning. Her får vi for første gang tegnet og forklaret vores forhistoriske sol-religion. Motiver som solen, skibet, øksen og dansende figurer er ristet på sten over hele øen.
Jernalderen er fint repræsenteret med gravfelter og i romersk jernalder med forskelligt romersk udstyr.

Fra den germanske jernalder kender vi guldgubberne, der er små figurer trykt på fine stykker guld og sølv. Der er fundet flere hundrede af dem på bopladsen sorte Muld ikke langt fra Svaneke. Øen har måske haft en speciel kultstatus i jernalderen.

De tidligste kilder fortæller, at Bornholm havde sin egen konge i vikingetiden. Udgravninger tyder på, at der har været en storbonde-klasse på øen. Senere i vikingetiden blev både Bornholm og Skåne del af det danske rige. Udgravningerne fra vikingetiden viser de samme langhuse-hustyper med højremskonstruktion som i resten af landet. Øen blev kristnet betydeligt senere end resten af Danmark. De første kirker var ligesom andre steder trækirker. Der var ingen rigtige byer, så kirkerne kom til at ligge spredt i landskabet.


Det tidligste Svaneke

Svaneke findes på Bornholm nordøstlige klippekyst. Kysten ud for byen byder på flere naturlige havne, og her har sikkert eksisteret små fiskersamfund helt tilbage fra jernalderen. 1300-og 1400-tallet var præget af det store sildefiskeri i Østersøen. Købmænd fra de tyske hansestæder aftog fiskene, der bl.a. blev brugt som fastemad. Dette medførte stor rigdom men også stor indblanding fra tyskernes side. Øen er flere gange i middelalderen blevet overfaldet og brandbeskattet af forskellige hansestæder. I Svaneke byggede tyskerne lager- og opholdshytter langs kysten. Der er dog ikke fundet sådanne hytter inde i Svaneke bys område. Svaneke kirke blev bygget i ”sildeperioden” og var dengang en lille romansk bygning af kløvet granit uden kor, tårn eller våbenhus. Kirken lå øst-vest og havde, som det var vanligt for romanske kirker, en kvindedør i nordsiden og en mandedør i sydsiden samt fladt bjælkeloft.

Bornholm kom under ærkebisperne af Lund i forbindelse med kirkens middelalderlige stridigheder med kongemagten. Kirkens styre varede helt frem til reformationstiden, hvilket forklarer, hvorfor der ikke er herregårde på øen.  På trods af de gode ”sildetider” så var der også nedture. I 1350 blev Bornholm ramt af den sorte død, hvilket resulterede i, at en stor del af befolkningen døde.

Byens tidligste bebyggelse samlede sig omkring den naturlige havn mellem klipperne. Området kaldes i dag for Byen eller Bønj på bornholmsk. Kirken kom til at ligge på et højdedrag mod syd. Svaneke udvidede sig med tiden mod nord til en anden naturhavn kaldet Hullet og mod syd til kirken og naturhavnen Vigen eller Væjen. Disse bydele findes på de ældste kort fra 1600-tallet. Det er svært at finde hoved og hale i Svanekes bebyggelse, fordi byen ligesom andre bornholmske byer er bygget på klippeskråning. Man byggede ens hus der, hvor man fandt en egnet plads mellem sten og skråninger. I de ældste kort ses også veje mellem husene, der er så smalle som stier. En del af de stier findes stadig i dag.

To landeveje førte til byen. En kom fra Nexø i syd og fortsatte via Halle Bakken og Lille Plads op over kirkebakken og ned til havnen via Sanderdichgade. En anden vej kom ind fra vest fra Østermarie og førte herfra ned til havnen. Sidstnævnte vej hedder i dag Storegade. Det gamle byting lå i Storegade, og så vidt jeg kan se, er pletten, hvor det var, stadig ubebygget. Senere kort betegner huset ved det gamle byting som ”Tinghus.” Tidligere var området omkring bytinget også en plads. En tredje vej, der er med til at definere byen, er Vestergade, der starter ved Østermarievejen og afgrænser Svaneke mod markerne i vest. Marker kaldes også vange på Bornholm. Lidt oppe ad skråningen midt mellem Storegade og kirkebakken findes byens andet og nuværende torv.

Huse og købmandsgårde ligger tæt ned til havnen. For at komme derned skal du ligesom i mange andre købstæder gennem smalle stræder eller gænge. I Tyskland kaldes en gænge for en ”Gang”, så navnene stammer sikkert helt tilbage fra lübeckertiden. De store købmandsgårde befinder sig også omkring det nuværende torv.


Lübeckere, svenskere og danskere

I 1526-1576 var Bornholm sat i pant til lübeckerne, der var hårde skatteopkrævere. Bornholmerne var med andre ord glade for at komme af med dem til sidst. Byen blev først erklæret købstad i 1555, hvilket var 200 år efter Rønne, Nexø og Åkirkeby. Efter lübeckertiden kom 70 gode år, hvor Svaneke oplevede fremgang selvom, at det var ikke lutter lagkage det hele. I 1610 brændte byen.

De efterfølgende svenskekrige medførte både svensk erobring og bornholmske oprør. Det hele endte med, at Danmark tabte Skåne, Halland og Blekinge, men fik Bornholm tilbage. Det var bornholmerne selv, der erobrede øen tilbage og derpå forærede den til den danske konge.

Et af de fysiske resultater af krigene er de mange skanser omkring de bornholmske byer, som blev bygget til militsen, der skulle forsvare øen. To af skanserne ses ved silderøgerierne i Vagtbodgade.
Svaneke levede af fiskeri, landbrug og handel. Man havde gårde inde i byen og dyrene oppe i byvangen. Alle varer til eksempelvis Østermarie gik over Svaneke.


Et typisk bornholmerhus

Kører du rundt på Bornholm, så er det overvældende så mange bindingsværkshuse, der findes både i det åbne landskab og i byerne. De bornholmske bindingsværkshuse har indstukkede bindebjælker, hvilket betyder, at man kan se loftsbjælkernes ender, der stikker ud gennem stolperne. (Se også hjemmesiden om bindingsværk under ”Købstæder og traditionel arkitektur”).

Denne bindingsværksform forsvandt i resten af landet i begyndelsen af 1800-tallet, hvor man i stedet gik over til at lægge loftsbjælkerne på tagremmen og hermed få løftet loftet inde i huset. Typiske træk for husene før 1750 er kampestenssokkel med fodrem. Husene var uden skråstivere og med udskårne hjørnestolper, der gjorde det muligt at føre loftets gavlbrædder ud over bindingsværksgavlen. Hermed blev gavlen skånet for gavlens neddryppende regne. Gavlens fodrem er løfte over sidevæggenes fodremme, hvilket gør hjørnekonstruktionerne stærkere.

Tavlene mellem bindingsværket var helt op i 1800-tallet lerklinet. Husene var ca. seks meter brede. I ældre huse før 1750 skråner væggene indad jo højere du kommer. 

Det er først i løbet af 1800-tallet, at den ene ende af huset får den karakteristiske høje sokkel, der bruges som kælder. Rummet over kælderen, hvorfra der typisk var udsigt ud over markerne til havet i det fjerne, kaldes for herberget. Herberget vender mod vest på den vestlige del af øen og mod øst på den østlige del. Et resultat af høje sokler og smalle gader er at trapperne op til hoveddørene trækkes ind i en indgangs niche. Trappe, niche, støbejernsgelænder og hovedør indgår ofte i et smukt ensemble. Husene opdelt som i resten af landet i et stegers med bryggers og køkken, en stue med bilæggerovn og langbord og et krobhus dvs. en del med små sovekamre. Vinduerne er også ligesom i resten af landet vendt mod syd og sol. Et typisk eksempel et bornholmsk stuehus med disse træk kan ses på Frilandsmuseet. Der var ofte tale om firlængede gårde, hvor stuehuset altid stod adskilt fra længerne.

I 1800-tallet begyndte husene at blive bredere ligesom fodtømmeret gik af brug. Man sparede på træet, fordi der ikke var meget af det på øen. Konstruktionen var stabil nok til at klare sig uden fodtømmer og skråstivere. Man begyndte også at skifte de lerklinede tavl ud med brændte mursten. Gavlene er typisk det mest udsatte sted på et hus og på Bornholm reparerede dem ved at grundmure helt ny gavl. Går du rundt i byerne, så kan du ikke undgå at lægge mærke til de mange smukke grundmurede gavle, der stikker ansigtet frem bag andre huse, klipper og beplantning. Nye længebygninger fik sidebåndskonstruktion, hvor en tværgående bjælke fastgøres på indersiden af stolperne og derfor ikke er synlig udefra. Da fodremmen også savnes, så ses kun lodretstående stolper i facaden.

Brugen af bindingsværk gik af mode i de fleste dele af Danmark i anden halvdel af 1800-tallet men ikke på Bornholm, hvor man byggede bindingsværkshuse helt op i 1920’erne.

 

Moderne tid

I 1800-tallet blev havnen udvidet i flere omgange. Der kom også et skibsværft til, hvorpå der blev bygget skibe til flere af byens entreprenante købmænd. Byen opbyggede en mindre handels- og fiskeriflåde. Indtil 1870’erne havde fiskeriet foregået fra åbne både med smakkesejl, der havde den ulempe, at de ikke kunne fiske langt fra land. Det blev bedre med nye lukkede fiskerbåde.
Hovedgaderne blev asfalteret i 1930-og 1940’erne, og der blev nedlagt kloakeret og vandrør.


Svaneke – en inspiration til efterfølgelse

Når man spadserer rundt i Svaneke, kan man ikke undgå at lægge mærke til de smukke haver, der også er karakteristisk for byen. Ligesom i Dragør og Mariager er der opstået et mikroklima i de små uderum mellem klipper og enetages huse med saddeltag. Husene og klipperne skærmer for vinden, og klipperne suger solvarmen til sig, så der kan vokse planter, som normalt hører til i mere sydlige himmelstrøg. Svaneke har inspirerende arkitektoniske kvaliteter: et kig gennem gavlvinduet i de forskudte huse giver udsigt til havet eller til livet i gaden; frodige og blomstrende haver med frugttræer; et kirketorv omgivet af velproportionerede bindingsværkshuse; husporte, der åbner op ind til solbeskinnede brolagte gårdspladser; stier, der bugter sig ned ad skråningen osv. Og som noget af det vigtigste: Husene har et ens præg, men der er ikke et hus der er ens. Hvert hus har sin personlighed, om man så må sige. Jeg undrer mig over, at sådanne træk, der er så karakteristiske for danske købstæder, ikke inspirerer, når vi tegner nye boligkvarterer.

Utzons vandtårn

Vi kørte forbi et skilt til en Utzon-sti. Det viste sig, at Svaneke havde et vandtårn tegnet af Jørgen Utzon i 1952, dvs. i tiden før han vandt konkurrencen om operahuset i Sydney. Tårnet havde en klar trekantet silhuet. På afstand lignede det et mægtigt sømærke. Det viste sig, at det også var ideen. Svaneke har altid været en by, der orienterede sig mod havet, så symbolikken var i orden. Det var båret af tre betonben, der stod i en trekant og samledes i toppen. Betonmærkerne efter forskallingsbrædderne understregede den lodrette bevægelse af kræfterne i de tre søjler. Inde i centrum af trekanten stod en fjerde ottekantet søjle. Ottekanten er, ligesom cirklen, en central form, som er kendt helt tilbage fra de gotiske kirker. Ud fra søjlen stak betontrappesten, så der formedes en vindeltrappe. Hver trappesten sad på sin søjledel. Der var fire forskellige trappedele, der kunne sættes sammen over hinanden igen og igen indtil, at man nåede toppen. Trappen førte ret op og ind i den trekantede vandbeholder ovenover. Gelænderet på vindeltrappen mindede om de elegante støbejernsgelændere, der findes overalt på Bornholm. Jeg har prøvet at få en tysk smed til at lave sådan et engang, da jeg arbejdede som arkitekt i Lübeck. Det var ikke nemt. Tagmaterialet var også noget for sig. Efter forsøg med forskellige løsninger med mere moderne materialer fandt Utzon frem til at lave et tag bestående af brædder på klink, hvilket lignede en moderne udformning af tagene på rundkirkerne. Jørgen Utzon blev senere berømt for sin additionsarkitektur. Vandtårnet er, efter min mening, et tidligt eksempel på additionsarkitektur. Her ses en bygning af tre ensartede betonben, tre ens tagflader og en modulopbygget centraltrappe.
Vandtårnet i Svaneke er ikke bygget for at imponere. Der er bare tale om klar, elegant og smuk arkitektur!

Anbefalet litteratur:

Knudsen, Ann Vibeke (red.): Bornholms Museum; Herausgeben von Bornholms Museum 1997; ISBN: 87-88179-33-8
Larsen, Niels-Holger: Bornholmsk byggeskik på landet; Tryk: Håkon Holm Aps, 1983; ISBN: 87-88179-00-1
Lind, Th.: Svaneke bys historie; Tryk: Håkon Holm Aps, 1986; ISBN: 87-982310-1-4