se diasshow - Ribe

se diasshow -
Ribe Domkirke

Landskabet

Selvom Danmark er et lille land, så kan man blive overrasket af de mange landskabstyper, der findes her. Området omkring Ribe er eksempelvis præget af flad marsk, Vadehav samt det store stormomsuste Vesterhav, hvilket fra tidernes morgen har givet helt andre livsbetingelser end eksempelvis i østjylland og på øerne.

Store åforløb som Ribe å og Kongeåen løber fra indlandets bakkeøer ud gennem marsken til Vadehavet. Vi ved, at man siden jernalderen har sejlet ind i landet via disse vandveje. Det har været muligt at komme langt ind, omlæsse gods for så at transportere det over Jyllands morænebakker til Kolding og Haderslev fjorde ud ved Østersøen på den anden side. En anden handelsrute løb selvfølgelig langs Vesterhavskysten måske helt ovre fra England, forbi Holland, Frisland og Elbemundingen og op til det danske område for så at fortsætte videre op gennem Skagerrak til Norge. En tredje handelsrute løbe fra nord til syd ad veje langs kanten af marsken. Denne landrute krydsede Ribe å ved et vadested lige der, hvor Ribe senere kom til at vokse frem.

Marsken omkring Ribe gav foder til områdets kvæg, ligesom den rige morænejord længere inde egnede sig fortrinligt til landbrug.

Vikingetidens Ribe

Arkæologerne har udgravet jernalderens og vikingetidens Ribe. Det viser sig, at byen voksede frem i allerede begyndelsen 700-tallet, og derfor er Danmarks ældste by. De første tegn på bosættelse var markedspladsen på en sandbanke nord for Ribe å. Markedspladsen lå i det område, hvor Sct. Nicolajs Gade, Tvedgade og Sct. Jørgensvej nu befinder sig. Man har fundet rester af huse, markerede markedsgrunde og en plankebelagte vikingevej under Sct. Nicolajs Gade. Markedspladsen var delt op i små aflange grundstykker, der på den sydlige side af Sct. Jørgensvej førte ned til å-kanten, hvor vikingerne sikkert som så andre steder i landet trukket deres skibe op på land eller bare ventet på lavvande før de af- og pålæssede dem. Man har fundet resterne af typiske jernalder- og vikingetidshuse til håndværkere og handelsfolk. Med tiden blev markedet blev permanent. Vikingebyen voksede og fik befæstning op mod 1000-tallet. Flere ting, bl.a. fundne mønter, tyder på, at bebyggelsen var beskyttet af en mægtig konge eller høvding.

Det ældste fundne begravelser er hedenske men allerede fra 800-tallet dukker kristne grave op dog på den sydlige side af åen i det område, hvor det nuværende Ribe og Ribe Domkirke nu befinder sig. Vi ved, at missionæren Ansgar fik lov til at bygge en kirke i Ribe omkring år 860, og historien fortæller, at han flere gange måtte flygte fra de hedenske vikinger, hvilket kan være grunden til, at hans første kirke blev bygget på syd for åen. Senere i 948 blev Ribe bispesæde. Den første biskop hed Leofdag og blev dræbt af hedninge, hvilket også tyder på, at de tidlige kristne ikke har haft det nemt. Ansgars kirke lå ca. der, hvor Ribe domkirke ligger i dag. Den var omgivet af en kirkegård mens ellers er der ikke tegn på anden bebyggelse. Denne situation varer frem til den tidlige middelalder.

Ribe flytter syd for åen

Det oprindelige vadested over Ribe å har sikkert ligget syd for domkirken i forlængelse af Badstuegade. Ved vadested og Badstuegade har der oprindeligt ligget et fisketorv. Navnet kommer af, at en borgmester i middelalderen byggede en badstue på dette sted helt nede ved vandet, så alle borgere i byen kunne få mindst to gratis bad om året. Fra Badstuegade fortsatte handelsvejen ad den gade, der i dag hedder Sønderportsgade, og det var derfor her, at de første større købmandsgårde kom til at ligge. I den vestlige ende af Sønderportsgade lå et hestetorv, hvad navnet Horsgang stadig vidner om.

Fra domkirkeområdet førte en anden vej kaldet Grønnegade nordpå parallelt med Ribe å. Grønnegade er opkaldt efter en købmand fra Groningen i Holland. Der var oprindeligt ingen huse på nordsiden af gaden, da å bredden her også fungerede som havn. Byen syd for åen voksede frem ikke mindst på grund af kirkens mange byggerier. Omkring år 1200 havde Ribe med sine kvarterer både nord og syd for Ribe å flere sognekirker foruden domkirken.

Typisk for middelalderen var byggeriet af vandmøller, hvilket også skete i Ribe. I midten at 1200-tallet opdæmmede man åen mellem den gamle og den nye bydel og byggede flere vandmøller. Dæmningen findes i dag under Over-, Mellem- og Nederdamsgaderne. I dag er der et af de mange møllehjul tilbage. Fisketorvet rykkede op til Overdammen.

Nord for Nederdammen byggedes Nørre Port og syd vor Sønderportsgade opførtes Sønderport.
Borgen Riberhus har ligget og beskyttet indsejlingen til byen siden 1100-tallet. På et tidspunkt middelalderborgen vokset til et renæssancestolt, men i dag er der kun de gamle volde tilbage. Det gamle slots mursten og andre bygningsmaterialer er blevet genbrugt i Ribes bygninger. Man kom til Riberhus via Grønnegade. Ude i borgbanken findes også en senere statue af Valdemar Sejrs populære dronning Dagmar, der døde i Ribe.

Der har været flere klostre i det katolske Ribe. I dag er kun sortbrødrenes benediktinerkloster Sct. Catherinae bevaret. Det blev grundlagt i midten af 1200-tallet i området syd for Badstuegade. Den Sct. Catharinae kirke, som man møder i dag, når man kører ind i byen og passerer Sct. Catharinae torv, er opført i 1400-tallet. I forbindelse med klostret findes en enestående klostergård, som bestemt er et besøg værd. Efter reformationen blev bygningerne taget i brug som hospital, hvilket er grunden til, at det enestående anlæg er bevaret.

Ribes gadenet blev til i middelalderen og har derfor flere typiske middelaldertræk. Gadernes udformning danner eksempelvis tydelige byrum. Det sker ved, at vejene bugter sig så udsynet begrænses af husfacaderne. Vejkrydsene er ligeledes karakteristiske ved at vejene forskydes en smule, når de krydser hinanden. Dette er også med til at afslutte gaderummet.

Ribe fra slutningen af middelalderen op til 1800-tallet

I senmiddelalderen blev området fra Grønnegade ud til Ribe å opfyldt og bygget til. Der opstod i den forbindelse en ny parallelgade mellem Grønnegade og åen med navn Fiskergade. Helt ude ved vandet byggede man en brolagt mole, som i dag kendes som Skibsbroen. Det var her, at de store handelsskibe lagde til. Kvarteret kom til at huse mindre bygningerne og beværtninger karakteristisk for et fisker- og sømandskvarter. Typisk for området er også de smalle slipper eller stier, der løber tværs gennem bebyggelsen fra Fiskergade og Grønnegade ned til havnen.

Ved en stor ildebrand i 1580 brændte det meste af byen. De gamle bindingsværkshuse, som man kan se i dag, er derfor for langt de flestes vedkomne bygget efter denne tid.

De bedst bevarede gårde findes i dag på handelsgaderne det vil sige på dæmningen og i Sønderportsgade. Førstnævnte blev byggemodnet ved opfyldning på begge sider af dæmningen. Det nye kvarter, der her opstod, samlede bebyggelsen nord og syd for byen og overtog Sønderportsgades rolle som vigtigste handelsstrøg. For at få plads til de mange bindingsværkshuse blev husene bygget som gavlhuse.  De store handelsgårde havde typisk butik i stueetagen og bolig i overetagen, hvilket er et typisk middelaldertræk. Køkken og andre service rum blev lagt i tilbygninger inde bagved i gårdene (denne løsning bruges i København helt op til 1800-tallet borgerhuse).

Mod syd langs Gravesgade og Klostergade opføres forskellige små boder, hvoraf en del også er bevaret.

Efter reformationen forsvinder flere kirker og kirkelige bygninger.

Ribe fra år 1800-tallet til moderne tid

Omkring år 1800 kom der opgang i handelen og derfor gang i byggeriet igen. Typisk for perioden var symmetriske grundmurede huse i spartansk klassicistisk stil udført med rå tegl til gaden. Middelalderens gavlhusideal var nu definitivt forsvundet. De gamle bindingsværksgårde repareredes dog og bygges om. Man byggede gavlhuse sammen, så de kom til at ligne langhuse. Ribes bindingsværksgårde havde altid haft en konstruktiv svaghed i, at første sals udkragningen ikke hvilede på etageadskillelsen bjælker men i stedet var tappet ind i søjlerne og støttet af knægte. Denne konstruktion medførte, at gavlene med tiden kom til at hænge og derfor blev fjernet. Når gavlene var kommet ned, dækkede man huset med afvalmet tag, og hermed forsvandt Ribes gamle gadebilledet med de høje husgavle ud til gaderne. Mange af Ribes middelalderbygninger er bygget om eller hård renoveret, men bygningshøjder, gadebredder, torve og pladser er som de altid har været, så stemningen af en middelalderby er der stadig. Det er også godt at vide at inde i murene og under vejene findes overalt rester tilbage fra Valdemarernes tid.

I forbindelse med fredsafslutningen efter krigen i 1864, kom Ribe til at ligge i en lille dansk lomme omgivet af tysk område og derfor mistede derfor det meste af sit opland. Det, som var tilbage kom til at orientere sig mod den helt nye vesterhavsby, Esbjerg, der var blevet grundlagt som reaktion på det tabte land. Ribe gik herefter mere eller mindre i stå, hvilket slet ikke var dårligt set ud fra et snævert bevaringsperspektiv, da den nuværende by ligesom andre købstæder, der også gik i stå i denne periode, på forbilledlig vis har bevaret mange af de bymæssige kvaliteter, der gør den til et godt sted at bo.

Udviklingen var dog ikke gået helt færdig. Jernbanen var kommet til byen og man havde fået en ny, flot senklassicistiske station. Denne station skulle forbindes med midtbyen, og det blev den i 1870 via den nyanlagte Dagmarsgade, der løber fra stationen, krydser Ribes gamle livslinje, Ribe å, fortsætter gennem en nyanlagt plads foran Sct. Catherinae kirke og videre tværs gennem en gammel karré til rådhuset ved et lille torv kaldet Von Støckens Plads. Den bymæssige idé var god nok, men det stort anlagte gadebrud har resulteret i nogle uklare byrum. I nyere tid er der gjort meget for at rette op på dette vha. belægning og træbeplantning.

Omkring år 1900 springer bebyggelsen udenfor den gamle bykerne, hvor der anlægges villakvarterer, institutioner og fabrikker.

Spredt om Ribe

Det var typisk for middelalderen, at byernes egen ret herskede indenfor murene. Ribe havde Riberet, der var berygtet for sin hårdhed. I den forbindelse citeres kællingen, da hun så sin søn blive hængt i Varde: ”Tak Gud min søn, at du ikke kom for Riberet.”

Hans Tausen, der var en af de vigtigste figurer i den danske reformation, fik en stilling som biskop i Ribe efter reformationen.

Det var også i Ribe, at den stakkel Maren Spliid i 1641 blev anklaget for hekseri og brændt. Christian den IV havde en usympatisk finger med i spillet, da han genoptog sagen efter at hun var blevet frikendt i første omgang. Maren Spliid blev til sidst tortureret og angav i den forbindelse også en anden kvinde, der også blev brændt.
Hans Adolph Brorsen var også bisp i Ribe.

Ankomst og oplevelse

Arkitekturteoretikkeren Camillo Sitte beskrev allerede i 1800-tallet, hvordan en middelalderdomkirke skal opleves. Når man står udenfor en by med en domkirke, skal man kunne se domkirkens tårne og spir rejse sig majestætisk over byens tage. Inde i byens smalle, bugtende gader skal tårnene helst forsvinde fra syne, mens man bevæger sig mod byens to vigtigste byrum: Rådhuspladsen og domkirkepladsen. Når man så drejer rundt om et hjørne og kommer ind på sidstnævnte, skal man overvældes af synet, som man pludselig står overfor. Monumentalt stor og mægtig skal domkirken over en række op mod himlen.

Præcis denne oplevelse får man, når man ankommer til Ribe. Ude fra marsken ses hvor stor og mægtig Ribe domkirke er i forhold til det eksisterende byggeri. Parkerer man derefter i byens udkant og bevæger sig ind ad de gamle middelaldergader, så forsvinder Ribe domkirke igen for til sidst at komme stor og mægtig til syne, når man kommer ind på domkirketorvet.

I vores moderne tid er vi blevet vandt til kæmpebygninger, men de var ikke almindelige i middelalderen. Tages den tids økonomi og teknik i betragtning, så må bygningen af domkirker have været et kolossalt forehavende for byernes borgere. Vil man bevare den oplevelse det har været at have en domkirke i en by, så må man endelig ikke bygge højhuse opad domkirkerne, der får dem til at se små ud.

Oprindelige plan

Rib domkirke var oprindeligt en romansk basilikakirke med tværskib dog med den lille særhed, at der på den østlige side af tværskibet næsten intet kor var. Koret er den del af kirkerummet, der ligger mellem tværskibet og apsis. Ribe domkirkes store apsis starter allerede lige efter tværskibet, hvilket udvendigt i facaden giver en lidt humoristisk sammenstilling af de forskellige bygningskroppe. Det hele virker noget mast. Sådan ville man ikke formgive i f.eks. renæssancen og i den senere nyklassicisme, hvor man ville have gjort det mere tydeligt, at en bygningen består af flere bygningskroppe, der er sat sammen på en harmonisk måde. Arkitekturhistorikkere mener, at trækket med det manglende kor er inspireret af domkirker i Rhinegnene, hvor en stor del af Ribe Domkirkes byggematerialer også stammer fra. Domkirkens tidlige plan minder også i grove træk om domkirken i Lund, der blevet bygget i samme periode.

Der blev bygget på Ribe domkirke i flere menneskealdre helt tilbage fra begyndelsen af 1100-tallet og frem til overgangen til senmiddelalderen omkring 1350. Det forskellige tidsaldres arkitekturstile afspejles den dag i dag i kirkens udseende.

Den første romanske byggeperiode

Allerede Ansgar byggede en trækirke i Ribe Man mener, at den har ligget på samme sted som domkirken i dag. Den første del af byggeriet kan genkendes på byggematerialerne i ydermuren. Man lagde ud med at bygge i hård lokalt granit ligesom i landsbykirkerne. Byggeriet startede helt traditionelt, med at man lagde sokkelen til apsis og tværskib i øst. I dag kan man se den berømte og oprindelige kathovedportal med tympanon i søndre tværskib. Portalens søjler hviler direkte på ryggen af løver, der er i færd med at spise et menneske og et firbenet dyr. Den enkle tympanon viser Jesu nedtagelse fra korset. Josef af Arimithea tager i mod det afsjælede legeme mens Nikidemus med en tang trækker naglerne ud. Bagved står Maria og holder Jesu hånd mens Nikidemus Johannes står med en bog i hånden. Jesus bærer en kongekrone, hvilket passer fint til tiden lige efter vikingetiden. De kristne viste i starten nemlig Jesus som en stærk kongegud, der kunne konkurrere med de nordiske guder. Vi ved, at de første kristne i Ribe havde alvorlige konflikter med de hedenske vikinger.

Indvendigt og udvendigt er den nederste del af apsis opdelt i syv fag. Læg mærke til, at denne opdeling i findes både på ydersiden og indersiden af apsis. Til denne ældste del af domkirken hører også de indvendige baldakinaltre i korsarmenes østvæg. Disse baldakinaltre minder meget om dem i Lund Domkirke. Læg også mærke til at den udvendige opdeling af sideskibenes mure ikke passer til den indvendige, hvilket tyder på, at sideskibene ikke blev gjort færdige i den første byggefase. Byggeriet gik under alle omstændigheder gået i stå, og kirken har sikkert stået som en enorm ruin midt i middelalderbyen i en periode. Man mener, at den daværende biskop blev dræbt i et slag!

Anden byggefase - også i romansk stil

Det umiddelbart tydeligste tegn på anden byggefase er, at man nu begynder at bygge i gullige wesersandsten. Wesersandstenene stammer fra Rhinegnene og må være blevet fragtet hertil på skibe. Den nye byggefase kan også ses på af den øverste udvendige del af apsis. Den nederste del var, som sagt, 7-delt, men nu gik man over til at opdele væggen i 9 dele. Indvendigt overdækkes korsskæringen med en kæmpe kuppel.

På denne tid er domkirken sikkert blevet bemalet med kalkmalerier. Læg mærke til, at kalkmalerierne ofte understreger bygningens forskellige konstruktive dele. Ribberne er f.eks. bemalet med røde mønstre, der står i modsætning til de hvide hvælv. Man regner med, at domkirken stod færdigmalet med fine kalkmalerier i midten af 1200-tallet.

De indvendige vægge i hovedskibet karakteriseres ved at være i tre etager. Den midterste etage har såkaldte triforier. Man brugte triforierne til formmæssigt at forbinde den øverste etage med vinduer ud til fri med den nederste etage med søjler. Det ville, kort sagt, se dumt ud, hvis der var en massiv vægflade mellem de to. Bag ved triforierne har Ribe domkirke en mørk gang, men også stræbepiller der skjult støtter de høje søjler i hovedskibet. Læg mærke til kapitælerne i triforierne. Både her og andre steder i kirken ses romanske terningkapitæler med palmetteornamenter. Hovedskibet var oprindeligt konstrueret med et bjælkeloft, hvilket også er typisk for den romanske stil.

Der har sikkert været romerske rundbuevinduer over triforierne. Senere blev de dog blevet skiftet ud med større spidsbuede vinduer. Sideskibene er dækket af romerske krydshvælv.

Heller ikke i denne omgang blev kirken bygget færdig. Man nåede slet ikke at færdiggøre vestpartiet. Måske gik den oprindelige plan her ud på at have et mægtigt vestligt centraltårn flankeret af to mindre trappetårne, men, som man kan se i dag, sådan blev det ikke til noget.

Tredje byggefase – nu i gotisk stil

I midten af 1200-tallet blev kirken ramt af en brand. Efter branden begyndte den tredje byggeperiode, og nu tilførtes bygningen gotiske træk. Man besluttede at forhøje midtskibet og indsætte mere brandsikre hvælv samt den nye tids spidsbuede gotiske vinduer.
Foran midtskibsmuren, der dengang adskilte midtskibet fra tværskibet, opførtes et sognealter ligesom i Lund og i andre domkirker. Kun præster og munke havde lov til at opholde sig i de hellige områder bag midtskibsmuren.

Figurerne på konsollerne i midskibet (konsoller er små fremspring eller borde, der bærer et andet arkitektonisk element) bærer de halvsøjler, der løber op mod loftet og bærer de nye gotiske hvælv. Disse figurer er også gotiske.

Der er et imponerende trekantrelief i wesersandsten over Kathoveddøren. Det underliggende motiv for relieffet er det det himmelske Jerusalem. Man ser en genopstået Jesus og hans mor Maria, der er skytshelgen for kirken. Begge er forsynet med herskerkroner og over dem jubler et englekor. Allerøverst oppe ses Guds udstrakte hånd. De tre personer kan være Biskop Esger, afdøde Christoffer d. I’s dronning, Margrete Springhest og deres søn Erik Glipping. Andre teorier går ud på, at kongen er Valdemar Sejr.

Den katolske kirke liturgi gjorde brug af kapeller. I Ribe domkirkes tilfælde blev de et efter et bygget udenpå sideskibene. Der blev også bygget et våbenhus og et kapitelhus samt en korsgang til religiøse processioner. Sidstnævnte blev bygget på sydsiden af domkirken. Efter endnu en brand i starten af 1400-tallet byggedes kapellerne sammen til sideskibe – et smallere i nord og et bredere i syd, hvormed Ribe domkirke gik fra at være en treskibet basilika til at blive Danmarks eneste femskibede domkirke. De nye sideskibe havde også den funktion, at de var med til at aflaste konstruktionen, som havde været ved at skride udad pga. de tunge nye gotiske hvælvinger.

I middelalderen blev både Kong Erik Emune (1090-1337) og Christoffer d. 1 (1252-59) begravet i kirken.

Kirketårnene

Begge de små oprindelige vesttårne, som sikkert blev opført i anden byggefase er nu forsvundne. I stedet har kirken fået det enorme nordtårn, stormklokketårnet, i nord, og ennutidig kopi af et af de gamle tårne i syd. Stormklokketårnet er brast sammen flere gange. Efter et sammenbrud omkring år 1600 fik tårnet sit nuværende karakteristiske udseende. Stormklokketårnet, der faktisk var bekostet og ejet af Ribes borgere kaldtes i nyere tid også for borgertårnet og blev brugt til at spejde efter stormflod ud mod havet.

Moderne tid

Efter reformationen manglede kirken penge til at holde den enorme domkirke ved lige. I de kommende århundreder var den præget af nødtørftige reparationer og nedrivninger. I 1800-tallet blev den meget faldefærdige domkirke endelig rigtigt renoveret.
Pladsen omkring domkirken blev renoveret så sent som i 2011-13 og fik nye fliser, der er smukt afstemt efter domkirkens mure. Nu står Ribe domkirke ikke længere i et hul, som den ellers har gjort i de sidste to-tre hundrede år, fordi skrald og fyld havde løftet gadeniveauet op omkring den.

Carl Henning Pedersens moderne udsmykning af apsis

COBRA-maleren Carl Henning Pedersen (1913-2007) udsmykkede apsis med farverige og fantasifulde stiftmosaikker, glasmosaikker og kalkmalerier i midten af 1980’erne. Der har været meget debat om disse kunstværker. Et spørgsmål som falder en ind, så snart man ser de fremmedatede elementer i domkirkens helligste sted er, om man virkeligt kan tillade sig at male nærmest hedenske malerier i en kirke?

Jeg underholdte en gang tre femteklasser om Ribe domkirke i forbindelse med lejrskoletur til byen og spurgte i den forbindelse, om hvad eleverne syntes om sådanne moderne malerier i en gammel kirke. Det viste sig, at lidt over halvdelen var for.

For den ældre generation, så må jeg igen konstatere, at det er sådan, at moderne kunst ikke er lige at gå til, men at den skal forklares for at man kan forstå den. Man skal, med andre ord, have et vist kendskab til både det moderne kunstsprog og de religiøse fortællinger, som de moderne figurer tager udgangspunkt i, for at forstå maleriernes religiøse budskaber. Men en ting er vigtigt at slå fast, budskabet er der, og det er lige så stærkt som i de gamle kalkmalerier.

Abstrakt kunstsprog tolkes ved at fornemme figurer og farver, der giver udtryk for følelser ligesom musik kan gøre det. For at forstå dem må du fordybe dig i de smukke mosaikfarver og se de underlige figurer mere som symboler end på fysisk realistiske genstande.

Jeg har læst mig frem til, at de syvstiftmosaikker har følgende motiver: 1) Himlens port (det er lige til at skelne en stige); 2) Livets kalk (her kan man lige skelne en dyb tallerken eller kalk); 3) Elias Himmelfart (kan lige skelne en mand, der flyver opad og efterlader skibe og vogne); 4) Jacobs drøm (lige skelne en stribet trøje); 5) Efter syndfloden (skib med røde sejl); 6) Slægter følger (kvinde med kjole og rødt sjal); og 7) Himlens lys (en stor sol). Næsten alle motiver handler her om døden og livet efter døden.

De fem glasmosaikker symboliserer: 1) Himlen og Jorden (med en rød man og fugl); 2) Det himmelske øje (en hel masse øjne); 3) Fra jorden til himlen (ild eller ansigter der flammer opad); 4) Blå legende (blåt); og 5) Det røde hjerte (rødt hjerte).
I dag betragtes hele denne symfoni af billeder, figurer og historier som et sandt mesterværk, selvom det ikke altid har været sådan.

”Carl-Henning Pedersen sagde selv om værket, at det var en fantasi eller allegori over tilværelsens mysterium og menneskets håb om et liv efter døden – bl.a. med inspiration fra den bibelske fortælling om Jacobs drøm.”

Citat fra ”Ribe 1300” der er et undervisningsmaterial udgivet af Esbjerg kommune på hjemmesiden http://undervisningribe1300.
esbjergkommune.dk/undervisningsmateriale-ribe-1300.aspx