Mariager Fjord er en af tre store østjyske fjorde, der løber ud i Kattegat. Er man er inde i fjorden eller tunneldalen, som Mariager fjord i virkeligheden er, får man først dybt vand under kølen på den anden side af Hadsund. Herefter ses store skovklædte bakker på begge sider af fjorden. ”Lim” er et gammelt ord for kalk, og både Limfjordens-og Mariager fjords kyster har haft kalkbakker i overflod. Det historiske Mariager ligger på den sydlige side lidt oppe i en side dal. Placeringen sikrede fra gammel tid mod sørøvere samtidig med, at byen havde nem adgang til fiskeri, fjordenge og de bagvedliggende morænebakkers gode jord.

Mariager fjord i forhistorisk tid

Langs Mariager fjord findes et utal af arkæologiske spor tilbage fra istidens afslutning og frem til vikingetiden og middelalderen. Den tidlige jægerstenalder er eksempelvis repræsenteret af en Brommepil fundet i Hadsund syd på et sted, hvor fjorden snævrer ind, og hvor man sikkert har jagtet rener i den sene istid. Den sidst jægerstenalderkultur, Ertebøllekulturen fra ca. 5500-4000 f.Kr. findes rigt repræsenteret i form af køkkenmøddinger. Lidt inde i landet kan du støde på langdysser og jættestuer fra bondestenalderen, som du i nogle tilfælde kan kravle ind i (se forhistorisk arkitektur på hjemmesidens forside). De høje bakker omkring Mariager by er spækket med bronzealderhøje. Hohøj lige sydøst for er landets højeste og endnu ikke fuldt udgravet kæmpehøj. Alstrup krat nord for Hohøj er spækket med dybe hulveje, som også menes at stamme fra bronzealderen. Du kan cykle eller spadsere fra Mariager til Hohøj og videre til Alstrup krat via stien i den smukke Maren Fins dal, der starter inde ved Torvet i Mariager.  Fra vikingetiden kendes ringborgen, Fyrkat, der kan besøges i bunden af fjorden vest for Hobro.

Mariager før Mariager kloster

Der må have ligget en tidligere landsby der, hvor Mariager by og kirke ligger i dag. Det ved vi, fordi der er fundet rester af en stor gård under det gamle klosters fundamenter. Der er også fundet fundamentrester af en traditionel 1200-tals kirke bygget af munkesten på Egepladsen dvs. midt inde i byen. Egepladsen hed tidligere Sct. Peders Kirke Plads.
Der har altid været færgeovergang mellem Mariager på den sydlige side og Stinesminde på den nordlige side af fjorden. Lidt vest for Stinesminde findes en bugt kaldet ”Høllet” eller ”hullet”, hvor større sejlskibe har ligget i læ for vestenvinden. I dag sejler fritidsfiskere stadig ud og sætter garn fra både Mariager og Stinesminde havne.

Mariager kloster

Maribo kloster og Mariager kloster var begge Birgittinerklostre. Ordenen blev grundlagt af den hellige Birgitta (1303-73), der selv organiserede grundlæggelsen af moderklostret, Vadstena, i Sverige. De to danske klostre blev først grundlagt efter hendes død i henholdsvis 1416 og 1446.  Mariager kloster var et af de få steder i landet, hvor folk kunne købe aflad og blev derfor hurtigt meget velhavende. I sine velmagtsdage ejede klostret over 600 godser og gårde i Jylland. De unge adelskvinder overgav deres medgift til klostret, da de trådte ind i nonneordenen.
Det tog ca. 20 år at få bygget klostret, der stod færdig så sent som i 1480.  Reformationen fandt sted i 1536, hvorefter vi som bekendt gik over til protestantisme. Det giver klostret en levetid på under 100 år.

Reformationen førte til, at det katolske kloster blev nedlagt. Der blev i stedet oprettet et ”protestantisk kloster for adelsjomfruer” hovedsageligt for de nonner, der stadig boede på stedet. Det protestantiske kloster eksisterede kun til 1588, hvor den sidste nonne døde. 30-årskrigen og de efterfølgende svenskekrige krige gik hårdt ud over både Mariager by og Mariager kloster. Da det hele var overstået var klosterbygninger og kirke i stærkt forfald.

Den oprindelige klosterkirke har været enorm og noget af det første, som man lagde mærke til, når man kom sejlende til byen. Taget var den gang ti meter højere end i dag, ligesom tårn og spir var også meget højere.  I dag er kun tværarmen tilbage af den oprindelige kirkebygning. Den gamle kirke bestod hele fem bygningsfag. Hertil kom, at kor og kirketårn udgjorde to ekstra fag. Birgittinernes kirkerum var fem gange så stort som det nuværende. Rummet må det have været overvældende for middelalderens mennesker. Den hellige Birgitta var imod al form for overflødighed og udsmykning, så rummet har sikkert stået bart og hvidt og kun dekoreret med kalkmalerier. Midtskibets hvælvinger var næsten dobbelt så høje som i dag. Klosterkirken i Maribo har i modsætning til klosterkirken i Mariager overlevet historiens gang, og her kan man få et indblik i, hvordan det enorme klosterrum kan have virket. (Se lysbilledshow om dansk middelalder).

Den store spartansk udstyret halkirketype, som Maribo og Mariager klosterkirker tilhører, var almindelig udbredt hos samtidige tiggerordener i Europa. Halkirkerne var dog mest udbredt i det nordlige Europa dvs. det nordlige Tyskland, det Baltiske område og Norden. Der findes stadig kalkmalerier, kristusfigurer og gravdækningssten fra klostrets tid.

Læg mærke til, at de oprindelige store gotiske vinduet i tværskibet og i koret delvist er muret til. Det har man gjort af sparehensyn. I middelalderen har alle vinduesåbningerne har været af glas. Interiøret må have været badet i lys.
 
Nogle skridt fra kirketårnet ses en gul toetages murstensbygning. Det er den sidste rest af bygningerne omkring brødrenes gård, som lå her vest for kirken. Søstrenes gård fandtes nordfor, men i dag er bygningerne forsvundne. Husene har været muret i munkesten med indvendige hvælv.

Nord for søstrenes gård dvs. mellem kirken og byen lå nonnernes muromkransede have. Øst for kirken lå kirkegården. Menigheden nede fra Mariager by kom til og fra gudstjenesterne i kirken via Kirkegade og kirkegården. Gudstjenesterne kunne foregå på dansk! Mod syd havde klostret tre fiskedamme. Man kan stadig se fordybningerne. Mod vest lå en sø.

Nonner og munke var strengt adskilt fra hinanden. Når en kvinde indtrådte i nonneordenen blev hun i princippet gift med Jesus og forlod aldrig stedet igen. Man kommunikerede med den udvendige verden via nogle huller i en mur, der var indrettet med drejeborde, der gjorde det umuligt ar se dem på den ydre side. Drejeborde lå i en bygning ved kirketårnet mellem søstrenes og brødrenes gårde. Selv inde i kirkerummet var kønnene adskilt i det nonnerne altid opholdte sig i et kor hævet flere meter over munkenes og menighedernes områder.
 
Klostret udførte forskellige funktioner af både af verdslig og religiøs art. Man tog sig af de fattige og syge, og man bad for de døde. Langs kirkerummets ydermure har været to rækker af små kappeller med adelige familiegravpladser. Når folk døde, sørgede man for at der blev bedt for en i kirken ved at testamentere fast ejendom til klostret.

Den navnkundige Stygge Krumpen fra Børglum kloster ligger begravet i Mariager kirke, hvor der findes et flot gravrelief af ham indmuret i kirkemuren. Johannes V. Jensen skrev romanen ”Kongens fald” der foregik på Christian den 2’s tid. Hans søster Thit Jensen skrev ligeledes en roman fra samme periode med titlen ”Stygge Krumpen”. Sidstnævnte er, efter min mening, både velskrevet og mindst lige så god som brorens!

Mariagers middelalderlige gadenet

Middelalderlige gader følger normalt landskabet, hvis der da ikke er tale om kolonibyer dvs. byer planlagt på en gang som eksempelvis de hanseatiske Østersøbyer. Vejene følger med andre ord højdekoterne så godt, som det er muligt så stigningen ikke bliver for stor. Veje og bebyggelse bugter sig typisk med højdekoterne, hvad der giver spændende middelalderlige byrum. I dag er Mariagers middelalderhuse brændt eller revet ned. De gamle byrum består dog, for gaderne ligger, som de altid har gjort. Mariager har et bueformet gadeforløb, der mere eller mindre følger bugten nedenfor byen.  Dette buede forløb starter i Østergade, drejer i et stort C over Torvet og Teglgade og slutter af i Vestergade. Østergade og Vestergade følger henholdsvis den østlige og den vestlige bakkefod. Teglgade passerer dalens laveste sted midt mellem bakkerne.  Åen fra klostret løber i dag under Egepladsen og Teglgade for så at munde ud i fjorden. Der er også fundet rester af munkenes gamle vandmølle på Egepladsen.

Dette middelalderlige gadeforløb er i øst forbundet med sidegaden Fuglsangsgade og forlængelsen Fuglsang, der fører mod sydøst. I gamle dage var det vejen mod mod Udbyhøj og Randers.  Kirkegade, der fører mod syd, forbandt byen med klostret. 
Teglgade forbandt Mariager med Hobro via Hjulhusvej. Flere af disse sidegader løber op over bakkerne og er derfor stejle, hvilket giver Mariager nogle spændende byrum. Selv torvet har en hældning. Hestetorvet for enden af Fuglsangsgade er meget stejl. En fjerde vej, Kirkegyden, der løber fra Egepladsen op til kirken, er en ældre kirkesti, der historisk ikke er blevet bebygget i middelalderen pga. den bløde undergrund.

Mariager efter klostret

Byen fik købstadsrettigheder i 1592, men Mariager har altid været en lille by. I dag siges byen at være landets mindste købstad. Mariager opnåede sikkert købstadsstatus på grund af kirken. Hobro havde på dette tidspunkt allerede dækket oplandet mht. håndværksfag, så Mariager måtte nøjes med indtægter fra handelen med egne råstoffer, hvilket bl.a. omfattede teglsten og kalk, der blev brugt til mørtel. Det kan være, at Mariager klostres placering ved den gamle Hobro fjord – som senere skiftede navn til Mariager fjord – faktisk skyldes de teglsten og den kalk som området kunne byde på. Man havde eksempelvis brug for mursten og kalk i store mængder til at opbygge klostret. Kalken blev brændt i små ovne på begge sider af fjorden. Går du rundt i skovene mellem Mariager og Hadsund vil du hurtigt opdage, at der findes en masse små hulninger i undergrunden, hvilket højst sandsynligt er spor efter den store kalkgravnings virksomhed på Christian den 4.’s tid. I 1500- og 1600-tallet blev kalken sejlet til kongens byggerier som f.eks. Koldinghus, Kronborg og Frederiksborg. Kalken skulle brændes og det krævede meget brænde, hvilket efterhånden førte til, at skovene langs fjorden blev fældet. Det blev derfor allerede i 1636 forbudt at brænde kalk ved Mariager fjord.

Mariagers huse

Gamle prospekter viser en by med mange enetages gavlhuse. Disse bygninger er i dag væk. Man kan dog stadig finde spor af et af dem. Det findes på torvet bygget ind i den store Postgårds bindingsværk. Kig efter bindingsværksstolper med tykkere dimensioner end de andre. Der er ingen hele bygninger bevaret fra middelalderen og renæssancen. I Fuglsangsgade findes dog overhvælvede kældre fra den tid. Byens ældste bygninger er yngre. Både Postgården og Købmandsgården, nu Mariager Museum, har dog bygningsdele fra 1600-tallet. Købmandsgården har en indvendig svalegang, hvad der er et typisk træk i danske bygårde. For at komme op på 1. Sal måtte man tage en udvendig trappe og så fortsætte hen ad svalegangen for at komme til indgangsdøren. Egepladsen og Himmerigspladsen var tidligere en del af Købmandsgårdens have. Himmerigspladsen er den del af Torvet, der i dag er indrettet med roser og bænke.  Byen blev desværre hærget af utallige brande i 1600- og 1700-årene. Byens nuværende huse er næsten alle bygget efter den sidste bybrand i slutningen af 1700-tallet. Der er for det meste tale om by-gårde og enkelte købmandshandler.

I 1700-tallet klarede man sig bl.a. ved at brygge malt og brændevin i stor stil, som blev solgte til København. Mariager havde købmænd, der handlede på Norge og endda Vestindien. En af disse købmænd, Jens Lind, stod bag Købmandsgårdgården. Den sidste del af 1700-tallet blev en nedgangsperiode for Mariager.  Ruinen af Klosterkirken blev dog istandsat til nuværende form i denne periode.

Karakteristisk for Mariager er, at det også er en haveby, hvor der efter sigende stadig skulle vokse forskellige eksotiske krydderurter tilbage fra klostrets tid. Typisk er også historiske elementer som brobelagte gader og kampestensgærder.

I 1804 fik Mariager bygget en havnemole på Færgehage, så skibsfarten til Stinesminde kunne komme i gang igen. Mariager fulgte herefter det almindelige mønster fra 1800-tallets købstæder, hvor man skridt for skridt fik indført de fag og funktioner, f.eks. apotek, læge og postkontor, der hørte den nye moderne tid til. Det var dog først i slutningen af 1800-tallet, at middelalderbyens område var helt udbygget.

Det gamle rådhus på Torvet var oprindeligt bygget i en etage efter et forlæg af C.F. Hansen. Den berømte arkitekt var dog ikke enig med den daværende amtmand om husets udseende. Huset blev derfor ikke, som han havde ønsket det. Ved en ombygning af arkitekten Carl Lundqvist i 1914 fik det gamle rådhus en ekstra etage og sit nuværende udseende, hvilket må siges at være ret vellykket. Lundqvist ”løftede” mere eller mindre den gamle bygning en etage op og indsatte en stueetage under den, der passede til.

Som den sidste købstad i landet fik Mariager en togforbindelse i 1927. Året før i 1926 fik Carl Lundqvist opgaven med at tegne den nye stationsbygning. Han lod sig inspirere af det gamle rådhus dog i en lidt mere tilbageholden udgave. Sjovt nok blev denne station senere til Mariagers nye rådhus.

 
Dania - Modernismen kommer til fjorden

Industrialismen kom til Mariager fjord sammen med cementfabrikkerne Cimbria, Dania og Kongsdal, der blev opført i henholdsvis 1873, 1887 og 1907.  Fabrikkerne blev bygget på kanten af nogle store kalkbakker mellem Mariager og Hadsund, som fjorden slynger sig udenom. Landsbyen oven for bakkerne hed Aske Næs eller Assens på moderne dansk. Cementfabrikkerne gik strygende, og i 1910 var man helt op på at have mellem 1100 og 1200 mand ansat. Dette skal ses i forhold til Mariager by, der på dette tidspunkt ikke havde meget mere end 2000 indbyggere i alt. Cementfabrikkerne tiltrak alle slags mennesker - nogle endda helt fra Amerika - andre var forhenværende banebisser. I små 100 år var området indhyllet i gråt cementstøv, men i 1975 var cementeventyret slut. Tilbage i dag står de største fabriksbygninger samt en række fine arbejderhuse og funktionærboliger. Området kaldes i dag for Dania. Den sidste cementproduktion lukkede ned i 1975.
Forfatteren Hans Kirk har skildret historien om bygningen af en cementfabrik ved Mariager fjord i romanerne Daglejerne (1936) og De ny Tider (1939).

En personlig vinkel: Mine forældre, søstre og jeg flyttede til Dania i starten af 1980'erne efter at være kommet hjem fra Afrika. Vi købte et rækkehus i Vesterhusene eller ”De Gule Huse” som de nu blev kaldt. Vesterhusene består af fire stokke ”nyboderhuse” fra slutningen af 1800-tallet, der oprindeligt var bygget til fabrikkernes fattige daglejere. Husblokkene ligger i dag med bøgeskov på bakkerne bagved, små haver foran og med udsigt ud over den smukke kilometerbredde fjord til Himmerland på den modsatte nordlige bred. Vi blev venner med direktørens børn og besøgte tit ”slottet”, hvor de boede. Det ligger lige overfor en af de gamle kalkmiler, der i dag indgår i et lille motel. På vores opdagelsesture i området fandt vi dengang indgange til store bunkers indrettet med støvede bænke og gasmasker fra krigens tid, da der ”vist nok” havde været rigtigt gang i cementproduktionen.

Cementarbejderne stod tidligere i et vist modsætningsforhold til landbobefolkning. Jeg har eksempelvis læst et sted, at drengene fra Vesterhusene, Dania og Assens var frygtet af andre drenge vidt omkring. Da vi flyttede til Mariager fjord, havde Assens stadig to brugser – en til landbobefolkningen og en til arbejderne. Jeg har set billeder af Danias smede – de lignede ikke nogen, som man skulle spøge med.

I dag er Dania-områdets største fabrik ”Salten” der får salt via et rør fra en underjordisk horst ved Hvornum vest fra Hobro.

Kilder:

Andreasen, Vagn; Damsgaard, Ib; Høgh, Leif (alle red.): ”Mariager Købstad”; udgivet af Mariager Kommune; 1992; ISBN 87-984075-0-3

Carlsen, Per Sloth: ”Mariager Kloster”; udgivet af Birgittaforeningen i Mariager; 2014; ISBN 978-87-993944-1-8

Vaaben, Knud: ”Kommuneatlas Mariager”; Udgivet af Skov- og Naturstyrelsen, Bybevaringskontoret; 1994; ISBN 87-601-4550-1