| forsiden | oversigt købstæder | printerversion |
kontakt |
Den traditionelle danske landsby har arkitektoniske kvaliteter, som vi kan lære af i det moderne boligbyggeri. Ensemblet af landsbygårde og mindre huse placeret omkring en central forte med branddam, forsamlingshus og landsbykirke har nogle unikke oplevelser, som kan opleves rundt om i landet i stadig eksisterende landsbyer og friluftsmuseer. Med til billedet af den gamle landsby hører velplejede nyttehaver(kålgårde); smukke gærder af pil og poppel, hegn og plankeværker; og traditionelle husdyr som får, geder, køer, grise, høns og gæs.
Byggeskik Historisk har hver egn i Danmark haft sin egen byggeskik afhængig af de materialer, der var til rådighed, de funktioner, som husene blev bygget til, gårdenes rigdom og ikke at forglemme en vis mængde lokal mode og tradition. På Sjælland og Lolland-Falster har man eksempelvis kalket både bindingsværk og tavl hvidt. Det giver nogle smukke skyggevirkninger i de ujævne bindingsværksvægge. På Fyn var folk mere farveglade. Her sås gule tavl og en kombination af gule undertavl og hvide overtavl. Bindingsværket var malet i forskellige brune, røde eller grønne nuancer. I Østjylland sås ofte røde tavl, der nogle gange var kantet med hvide linjer langs bindingsværket. I dag er disse egnsspecifikke farver mere eller mindre forsvundet, da mange bindingsværksgårde i løbet af det 20. århundrede er gået over til hvide tavl og sort bindingsværk.
Bondegården Oprindeligt lå bondegårdenes længer hver for sig som selvstændige bygninger omkring en gårdsplads af ubestemmelig form. De var med andre ord knapt så kvadratiske, som man skulle tro. Længerne var heller ikke bygget på samme tid. De kom til lidt efter lidt, når der var behov for det. Først med tiden blev de bygget til hinanden og kom til at ligne det, som vi i dag kender som en typisk dansk firlænget gård. Gårdspladsen er ofte belagt med pigsten, og man aner et mønster i belægningen. Man kom ind til gården gennem vognportene, der i sin tid også blev brugt til hestevognparkering. Møddingen lå som regel midt på gårdspladsen, da man med denne placering havde den korteste afstand til hele vejen rundt til dyrene i staldene. |
|
Urgamle konstruktionstyper |
|
Hvordan konstruerer man en simpel hytte, der kan modstå vind og vejr? Fra den danske oldtid har vi to logiske konstruktioner: sule- og højremskonstruktion. Den førstnævnte, sulekonstruktion, minder om et gammeldags telt bestående af to teltstænger (suler) og en tværliggende bærestang (ås), der bærer taget. Højremskonstruktionen består derimod af søjlepar, der står ved siden af hinanden inde i huset. Her er det spæret over søjleparene, der bærer taget. Højremskonstruktionen har den fordel, at man kan tilbygge udliggere på begge sider af huset og dermed gøre det ekstra bredt. Begge konstruktioner har den fordel, at den bærende konstruktion dvs. suler og søjlepar står under tag og i læ. Ville man udvide disse to konstruktioner, så opførte man bare et eller to ekstra fag i den ene eller begge ender dvs. satte nogle ekstra sulestolper eller søjlepar og gjorde hermed bygningen længere. Sulekonstruktionen er kendt helt tilbage fra landbrugets indførsel i det skandinaviske område dvs. lidt efter år 4000 før f. Kr. De var 4-5 meter brede og lå øst vest med en beboelsesende mod vest og en staldende mod øst. I bronzealderen begyndte man så at bygge de store langhuse med højremskonstruktion. De kunne være helt op til ni meter brede og 45 m lange. I slutningen af jernalderen og i vikingetiden byggedes mange langhuse som bulhuse. Bulhuse er bygget af kløvede brædder, der kaldes for bulfjæle. Disse store brædder satte man mellem ydervæggenes vægstolper. En del langhuse blev også bygget som stavhuse, hvor bræddernes nederste ende var gravet ned i jorden og derfor stod lodret. Begge konstruktioner krævede forholdsvis meget træ ikke mindst fordi, at de skulle genopføres hver 60-80 års mellemrum pga. råd. Det kostede selvsagt meget træ at bygge huse på denne måde. I middelalderen gennemførte adelen derfor krav om, at alle nye huse skulle bygges som bindingsværk, der var mere træbesparende. Bindingsværkshusene brugte mindre træ, fordi man fyldte fladerne mellem bindingsværket (tavlene) i ydervæggene med en konstruktion af fletværk og lerklining i stedet for træ. Dertil kom, at bindingsværkkonstruktionen aldrig kom i direkte kontakt med jorden, da den byggedes ovenpå et fundament af sylsten. Bindingsværket kunne derfor holde hundreder af år uden at gå i forrådnelse. De ældgamle sule- og højremskonstruktioner blev indarbejdet i den nye bindingsværksteknik. I frilandsmuseet “Den fynske landsby” kan man eksempelvis se bindingsværkshuse med sulekonstruktioner. De var frem til 1800-tallet almindelige på det vestlige Fyn og i den nordvestlige del af Jylland. I frilandsmuseet i Lyngby eksempler på bindingsværkshuse med sulekonstruktion og bindingsværkshuse med højremskonstruktion. Tager du en tur langs kysten til Vesterhavet findes der stadig murede klitgårde med højremskonstruktioner mellem klitterne. Jeg kan kun sige, at det er en speciel fornemmelse at stå inde i sådan en højremsbygning og føle suset helt tilbage fra bronzealderen! |
|
Bindingsværk |
|
Konstruktionsprincippet ud på, at to søjler i ydervæggene i hver side af huset forbindes via en bindebjælke. Disse to søjler og bindebjælken kaldes tilsammen for en “binding.” Bindebjælkerne bærer også loftet inde i huset. Bindebjælkerne er også dem, som vi kalder for loftsbjælker. Ydervæggene består af stolper, der forneden hviler i en fodrem, der, som tidligere nævnt, igen hviler på sylsten. For oven er stolperne fastgjort via et taphul i en tagrem. Stolpetapen fortsætter videre op gennem tagremmen og ind i foden af et spær. Et typisk tegn på, at et bindingsværkshus har ælde, er hvis bindebjælkerne er stukket gennem søjlerne og derfor kan ses uden på ydervæggene, hvor de er fastgjort med trænagler. Er bindingsværkshuset yngre, hviler bindingsbjælkerne i stedet skjult oven på tagremmen, hvilket har den fordel, at rummene inde i huset får højere til loftet. Studerer du bindingsværket udefra, kan du mellem søjlerne se vandrette bjælker, der kaldes for ”løsholter.” Mellem løsholterne og fodremmen står små lodrette ”dokker.” Var gården velhavende og i et trærigt område, kunne man have flere dokker i hvert fag. Bindingsværkshuse fra før 1820 havde som regel kun en enkelt dok i undertavlene og ingen i overtavlene. Fagene var typisk mellem 1,2 til 2 meter lange. Tagkonstruktionen bestod af hanebåndsspær, der, som sagt, var gjort fast i tagremmen. Ved overgangen til ydermuren sætter man såkaldte ”skalke” fast på spærfødderne. Skalkene har den funktion, at de vipper stråtaget lidt op og føre det et stykke ud over ydermuren. Med dette vip sikrer man sig, at regnvandet drypper af tagskægget uden at slide på de kalkede vægge nedenunder. Vippet sikrer også, at der kan komme mere lys ind af de små vinduer. Ser du efter, kan du se, at der ved hushjørnerne er skråbånd (også kaldet ranker). Disse er sat ind i bindingsværket for at stabilisere konstruktionen. Små skråbånd, der kun går op til løsholterne kaldes for ”halvranker.” Det er en fordel, at det træ, der er udsat for vind og vejr, er af hårdt egtræ, da egetræ og derfor holdbart. Fodremme, løsholter, dokker og skråbånd er derfor ofte af egetræ. Tagremme, indvendige bjælker så som bindingsbjælker og spærbjælker kan derimod sagtens være af det billigere nåletræ. Stråtaget sikres øverst oppe med en ”rygning,” der holder stråene nede, så de ikke blæser væk. Her skal nævnes tre typer: 1) halmrygning - der typisk er med ”kragetræer” (korte kraftige grene) til at holde rygningen på plads; 2) tørverygning; og 3) rygning med lyng eller tang. Man regner med, at den ”lodrette helgavl” er den ældste gavlløsning. Den lodrette helgavl bestod ofte af lodret træbeklædning lagt to på et. Den halvvalmede gavl blev i løbet af 1800-tallet almindelig i det østjyske område. Evt. kviste oppe i stråtaget havde hovedsageligt til formål at få korn og lignende op eller ned fra lofterne. Kvistene var derfor som regel udstyret med en lille loftsport, som man kunne få kornet ind og ud af. Disse loftsporte placerede man ofte over døre i ydermurene, så de i tilfælde af brænd, kunne beskytte udgangene mod nedfaldende brændende stråtag. Typiske tegn på en gårds velstand var tømmerets tykkelse, dokkernes antal, krydsdokker, udskæringer, udvendig brug af egetræ og flere skorstene ligesom antallet af trappesten op til husets hovedindgang også fortalte om gårdens værdig. |
|
Indretning af et typisk bondehus |
|
I 1500- og 1600-tallet begyndte man at sætte røgfangere over de murede ildsteder, som man dengang kaldte for skorsten. Senere tilførtes en skorstenspibe oven på røgfangeren. De tidlige skorstenspiber var af træ eller lerklinede rafter. Men på grund af brandfaren gik man med tiden gik over til teglsten ligesom skorstenen skulle rage et godt stykke op over taget. Ildstedet blev udvidet med en bageovn, hvis runding i nogle tilfælde kunne ses i ydermuren, og en bilæggerovn, der bragte varme til dagligstuen på den anden side af stegerset, som man kaldte forstadiet til det moderne køkken. Dagligstuen indrettedes med langbord, langbænk eller slagbænk, og husbonds stol. Madmor og pigerne i huset stod op, når gårdmænd og karle blev fodret. Jeg har fået fortalt, at folkenes skeer hang oppe på bjælken over dem og man lige tørrede dem af under armen, når man var færdig med at spise grød. Karlene sad i hierarkisk rækkefølge på langbænken med den yngste karl længst fra husbond. Modsat dagligstuen havde man bryggerset og i forbindelse hermed også mindre rum med pigekammer, spiseammer og saltkammer. Bryggerset var ofte belagt med pigsten, stegerset og entreen med tegl og evt. fine stuer med gulvbrædder. Bryggerset havde sit navn, fordi det var her, at der bl.a. blev brygget øl. Bondegårdene havde normalt både en fin indgang og en bryggersindgang ud til gårdspladsen. I forlængelse af dagligstuen lå forstuen, der også kaldtes for ”fremmers.” Herefter kom den fine stue også kaldet ”storstuen” eller ”øverstestue.” Til hverdag brugte gårdfolkene altid bryggersindgangen. Hele ideen med den tidligere omtalte røgfanger og skorstenens udvikling var at få styr på røgen, så man kunne undgå, at der var røg overalt i huset. Efter at man havde fået røgen under kontrol gik udviklingen slag i slag: Man gav sig til at lægge loftsbrædder over stuerne ligesom man også begyndte at male almuemøblerne i såkaldte ”almuefarver.” I 1600- og 1700-tallet indsættes også vinduer i ydervæggene, hvilket får interiørerne til at lyse op. Frem til 1800-tallet findes vinduerne dog kun mod syd ud mod gårdspladsen. Mod nord med ryg mod ydermuren lå de små alkover. Alkoverne var så korte, at man måtte sidde op og sove. Det var bl.a. derfor at man havde store puder. Jeg har fået fortalt, at alkoverne var gode for ældre mennesker med brystsyge, der måtte sidde op om natten. En typisk alkove var ikke meget større end en moderne bred børneseng, men gav alligevel plads til to voksne og to mindre børn. |
|
Jeg har fundet fire typiske bindingsværkskonstruktioner:
|