| oversigt | |||||||
Middelalderen betegner den mellemalder, der ligger mellem romerrigets afslutning og den antikke kulturs genfødsel i 1400-tallet - den periode vi kender som renæssancen. Der er tale om en periode på næsten 1000 år. Det var kunsthistorikeren Vasari, der "opfandt" renæssancen. Langt senere i 1800-tallet blev begrebet slået fast af Jacob Burckhardt i hans berømte værk, "Die Kultur der Renaissance in Italien." Efter Burckhardts mening nåede højrenæssancens arkitektur og kunst et højdepunkt, der kun kunne måle sig med grækernes kunst dengang de byggede Parthenon. Sådan var det ikke med middelalderens og renæssancens mennesker, der derimod så verden opdelt i to andre kulturperioder - den hedenske tid før kristendommen blev statsreligion, og den efterfølgende kristne tid. I dag ser man mere nuanceret på kulturhistorien. At opdele den i Romerrige, middelalder og renæssance er helt fint hvis man skal holde styr på begivenhederne. I virkeligheden har det altid været et gennemgående tema såvel i renæssancen som i middelalderen, at man sammenlignede sig med det gamle romerrige, og at man prøvede at efterligne romerne og lære af dem, hvilket tydeligt kom til udtryk, da Karl den Store blev kronet af paven til tysk-romersk kejser i år 800. Vi har selv vores Saxo Grammaticus, som var del af en mindre europæisk renæssance i 1200-tallet, der gik i stå ved pestens hærgen omkring overgangen mellem højmiddelalder og senmiddelalder (ca.1350).
Middelalderens europæiske arkitektur kan i store træk opdeles i tre store og efter hinanden følgende stilarter: I den første periode efter romerrigets undergang var arkitekturen stærkt beslægtet med den senromerske. Man taler om: 1)tidlig kristne arkitektur. En væsentlig del af bygningerne i denne stil fandtes i det østromerske Rige – specielt i Konstantinopel. Den efterfølges af 2) den romanske arkitektur, som vi kender så godt i Danmark fra vores landsbykirker. Den sidste men også helt enestående stilart var 3) gotikken. Alle stilarter afspejler selvfølgelig de kulturer, som de blev til i. For at vide noget om den senromerske kultur er det derfor en god ide at tage til Ravenna eller Konstantinopel, hvor bygningerne stadig står.
Hvis man skal tale om en sort middelalder, så må det være perioden efter Karl den Store frem til Korstogene. Det var jo også i denne tid at de skandinaviske sørøvere fik frit spil i Nordeuropa.
Middelalderen dækker geografisk der strækker sig fra Atlanterhavet til det nuværende Tyrkiet. Det Østromerske rige og senere den italienske halvø var det måske kulturelt og økonomisk mest betydningsfulde område i den tidlige middelalder, hvorimod England og Frankrig oplevede en stærk udvikling i høj- og senmiddelalderen.
I 410 plyndrede Vestgoterne Rom. I 476 faldt den sidste romerske kejser og hermed sluttede det tusindårige romerrige i Vesteuropa. Det var 400-tallet er kendt som folkevandringstiden - en periode, hvor utallige germanske stammer skyller ind over limes dvs. romerrigets forsvarsværker, der strakte sig fra Nordsøen til Sortehavet. Stammerne gjorde brug af det romerske vejsystem og stod snart foran Roms mure. Romerne havde før kunnet stoppe invaderende folk, men denne gang gik det for alvor galt.
Da germanerne brød ind over limes var Romerriget opdelt i to - et Østromersk rige med hovedstad i Konstantinopel (det nuværende Istanbul) og et Vestromersk med hovedstad i Ravenna (Rom var for længst opgivet som kejserlig residens). Det Østromerske rige overlevede folkevandringstiden og eksisterede faktisk i endnu 1000 år helt frem til tyrkerne erobrede de sidste rester i 1452. I moderne historieskrivning kaldes det Østromerske rige også for Byzantium.
Byzantinerne selv kaldte sig for romere og deres rige for ”Romania.” Det var vesteuropæerne, der nedladende efter Roms fald, insisterede på at kalde de græsktalende indbyggere i øst for byzantinere efter den lille græske koloni, der tidligere havde ligget på det sted, hvor den romerske Kejser Konstantin i starten af 300-tallet opførte Konstantinopel.
Efter nogle få år med hektisk byggeaktivitet flyttede Kejser Konstantin sin hovedstad med hele det romerske statsapparat hertil i 324 e.Kr. Det føromtalte sammenbrud af det Vestromerske rige efterlod det Østromerske rige som den romerske kulturs arvtager. Riget kaldtes dengang også for det andet Rom. Senere sagde russerne at de var det 3. Rom.
Man siger, at det Østromerske rige varede indtil 600-tallet e.Kr., og at det havde en senromersk kultur, der bestod af et netværk af større byer med en multietnisk kristen befolkning. Denne periode i det østlige Middelahav fra det sene romerrige til midt i den tidlige middelalder (dvs. 200 -750 e. Kr) kaldes også for senantilkken. I 700-tallet deltes verden i en vestlig, en islamisk og en byzantinsk kulturkreds.
Byzantium må med alle forbehold betegnes som at have været en meget konservativ stat, hvor kontinuiteten var vigtig. Styret kan karakteriseres som et kristent teokrati.
Fra 600-tallet og frem til 1100-tallet forsvarede Byzantium sine grænser med succes mod både arabere, normanner og latinere, og i denne periode udviklede landet en byzantinsk-kristen kultur. Østromerne gjorde sig store anstrengelser for at rede vestromerne fra undergangen. I 553 e. Kr. generobrede de den italienske halvø, men forsøget på at oprette det gamle storrige mislykkedes på afgørende vis, da endnu et germansk folk - Longobarderne (dem med de lange skæg) invaderede Italien i 568 og slog sig ned i Syditalien og idet nuværende Lombardiet.
Disse begivenheder skabte et fuldstændigt sammenbrud i Italen, hvor befolkningen flyttede fra byerne. Centralmagtens forsvinden gjorde alle afhængige af beskyttere, der både kunne være romere eller invaderende germanere. Med tiden udviklede disse krigere til en ridderstand, der blev ledende i det europæiske middelalderlige feudale system.
Fra 1100-tallet gik det ned ad bakke for Byzans. Frem til Konstantinopels fald til Osmannerne i 1456 e. Kr. oplevede det østlige rige en næsten konstant geografisk tilbagegang. Det skete samtidig med at byerne i vest begyndte at vågne. Overalt i Italien og i restens af vesteuropa spirrede små og store byer frem.
Som sagt var romerriget blevet delt i to. Det var sket helt tilbage i år 330 under af kejser Konstantin. Han opdelte riget i en østlig del med hovedsted i den græske koloni Byzans (der senere kom til at hedde Konstantinopel og endnu senere Istanbul) og i en vestlig del med hovedstad i Rom. I 395 blev kristendommen statsreligion i begge riger. Senere i 451 kom det til en splittelse i den kristne kirke, der endnu senere førte til en østlig ortodoks kristendom og en vestlig katolsk.
I øst udvikledes centralkirken, der grundlæggende er bygget over en form, der skuer indad, hvilket passede fint til liturgien, som den udvikledes i den ortodokse kirke. I dag er Østeuropa præget af rundkirker - en bygningsform der altså oprindeligt blev udviklet i det gamle romerrige. Den mest imponerende kuppelkirke er Sofia Hagia, der stadig befinder sig i det nuværende Istanbul.
I vest blev basilikakirken med tiden dominerende bygningstype. Også her passede formen fint til den katolske kirkes liturgi. Basilikaen er lang, og den har retning. Den repræsenter en dynamisk bevægelse frem mod noget, og passede derfor fint til missionsarbejde. I et langt rum vender hele menigheden mod præsten (og Paradis i øst), der udlægger Biblens ord. Basilikaen havde plads til mange omvendte.
Hverken i øst eller vest var kirketårne almindelige og den udvendige dekorationen var spartansk. Inden i kirkerne kunne der derimod være gjort en del ud af udsmykningen. De østromerske kirker som bl.a. også kan ses i Italien på øen Torcello ved Venedig og i Ravenna var kendt for deres mosaikker. Det var ikke ualmindeligt, at man genbrugte romerske templer eller bare søjler og andre bygningselementer fra de romerske ruiner.
Efter folkevandringstiden lå de gamle romerske byer i vest i ruiner. I øst overlevede bykulturen ind til det store sammenstød med Perserriget i 700-årene. Kun meget få byer var befolket gennem hele den tidlige middelalder. Italien fik dog relativt hurtigt igen en byudvikling. Venedig, der var blevet grundlagt i 400 tallet som en tilflugtsby for folkevandringens gentagne overfald på hovedlandet, blev tidligt en af Konstantinopels handelssatelitter og udviklede sig i løbet af den tidlige middelalder til at blive en af Europas største byer. Med tiden bosatte købmænd og håndværkere sig i de gamle byer og bidrog til disses langsomme genopståen.
Det var i det Østromerske rige, at de store møder, der var med til at forme den kristne tro, blev afholdt. Det var her, at man besluttede, hvad der skulle med i Biblen, og hvad der skulle være del af den kristne Kanon. Riget har påvirket kristendommen på mange fundamentale områder. Herfra stammer eksempelvis en stor del af det formsprog, som vi i dag regner for typisk kristen. Man må have for øje, at de tidlige kristne menigheder kun havde hellige skrifter at trække på. Der var ingen æstetisk eller kunstnerisk tradition.
Efter at Kristendommen var blevet statsreligion, kom religionen til at spille en stor rolle. Kejseren var øverste præst og i tæt forbindelse med Gud.
I dag vil man kunne finde kunsthistorikere, der vurderer kunst og arkitektur i det sene Byzantinske Rige til på mange måder at være fuldt ud på højde med det, som vi kender i Italien fra den tidlige renæssance.
Når man læser om og tænker tilbage på den tidlige middelalder (476 - ca. 1000) kan man let få det indtryk, at alt gik under, da det Vestromerske Rige blev løbet over ende. Når man så opdager, at Det Østromerske Rige fortsatte i fin stil, må man uvilkårligt revurdere ens opfattelse. Det Østromerske Rige var ikke en ”udvandet” efterligning. Det VAR Romerriget. Østromerne sad i Konstantinopel og fulgte med skræk med i, hvordan ”fætrene” i vest gik under i borgerkrige og invasioner. I den tidlige middelalder fortsatte man med at anerkende paverne i Rom og forsøgte gentagne gange at komme dem til hjælp. Byzantinerne drømte om at genoprette det store gamle Romerrige, og det lykkedes da også næsten for Kejser Justinian (kejser fra 518-527 e.Kr.).
I hele sin 1000-årige historie var den østromerske hovedstad, Konstantinopel, en gigantisk by efter datidens målestok, der langt overgik, hvad der ellers fandtes i Vesten. Vikingerne optrådte i 2. halvdel af 1000-årene som garde for de byzantinske kejsere. Man har blandt andet fundet en runeskrift, som en Halfdan havde ristet i en balustrade i Konstaninopels hovedkirke Hagia Sofia. Tænk hvilke billeder disse bondekrigere tog med sig hjem efter overstået tjeneste. Det var dog ikke kun dem, der var imponeret over rigdommen og den storslåede kristne kultur, der udfoldedes i kejserstaden. Tyskere, franskmænd, italienere, russere og andre slaviske folk – alle forsøgte at kopiere arkitekturen, kunsten og livet i Konstantinopel.
Ligesom Romerriget arkitektur i antikken var også Byzantiums bygninger karakteriseret af tunge, vandrette former, hvælv og rundbuer. Jo tungere vægt, der er over en rundbue – jo mere stabil er den. Tidligt i senantikken udvikles teknikken med store kuppelhvælv og halvhvælv. Det gjorde arkitekter og ingeniører i stand til at overdække større rum. Byzantinerne fandt ud af at kombinere den firkantede bygning med den runde kuppel med hjælp af pendentiver. Indvendigt var det et typisk træk med indbyggede baldakiner, hvorfra præsteskabet kunne se ned i menigheden.
Med tiden præges husenes ydre i den østlige del af riget af østens dekoration. Der mures skiftevis med tegl og natursten. Indvendig beklædes væggene ligeledes med dyrbare stensorter og glasmosaikker. Udvendigt ses motivet med tre rundbuevinduer ved siden af hinanden under en større rundbue i selve muren. Den konstruktive ide er her, at den store bue tager noget af presset ovenfra. Typisk er også de trekantede kapitæler ofte med fin bladornamentik. Grunden til de romerske kapitælers relativt grove former kan være, at disse skulle bære meget mere vægt end de gamle romerske. Det var der behov for i de store byzantinske byggerier. I vest kaldes stilen også for Lombardisk eller romanesque (på dansk – romansk). Der er selvfølgelig regionale forskelle alt efter, hvor husene er opført, men i det store hele er der tale om den samme byggetradition. Den byzantinske stil var mere orienteret mod centralbygningen med kuppel og halvkupler, hvor den romanske var mere orienteret mod den aflange basilika. Typisk for de byzantinske basilikaer er træloft. Den romanske og lombardiske stil udviklede derimod indvendige hvælv. I starten de romanske kirker fritstående, runde klokketårn (se Ravenna), men med tiden blev tårnene firkantede og en del af selve kirkebygningen.
Konstantin ville virkelig skabe en ny hovedstad i Øst, hvad der sikkert har været flere grunde til. Den østlige del af Romerriget var for det første betydeligt mere velhavende end den vestlige del. For det andet slap han på denne måde for den gamle romerske adel. Hvor om alting er, så blev den nye storby opdelt i 14 kommuner ligesom Rom. I den gamle græske bydel lod Konstantin opføre et Akropolis, et Kejserpalads og en Hippodrom i. De tre bygningskomplekser skulle modsvare Roms Capitol, Palatinerhøjen og Cirkus Maximus. I Hippodromen blev der afholdt hestevæddeløb, og i løbet af de næsten tusind år var det her, at kejseren mødtes med folket. Her opsatte man også flere obelisker ligesom i Rom. Soklen under en af de få stadig eksisterende indeholder relieffer fra det romerske hof. Stemningen og motivet i relieffet minder om en kristelig figuropsætning (den sidste nadvar), men det er det ikke. Her er det omvendt. Det var de kristne, der senere brugte østromernes formsprog til at illustrere Biblen.
Konstantinopels tre mure: Den inderste var bygget af Septimius Severus før Konstantinopel blev hovedstad. Kejser Konstantin (326-330 e.Kr.) byggede den midterste og Kejser Theodosius (379-395 e.Kr.) den sidste og yderste. Sidstnævnte består i virkeligheden af flere mure og en voldgrav. Mellem sømuren og vestmuren findes i dag resterne af den gyldne port, der oprindelig var en triumfbue (fra 390 e.Kr.), der senere blev bygget ind i Theodosius mure. Porten er med tiden blevet lukket til bl.a. pga. jordskælv. Den sidste port er så lille, at end ikke en rytter ville kunne komme i gennem. Det var den port, der fungerede dengang tyrkerne angreb byen. Tyrkerne genbrugte den del af muren, som indeholder den gyldne port, i en nybygget borg. I dag virker den historiske port, hvor så mange hære og triumftog har passeret i tidernes løb, forladt. Porten fik sit navn, fordi den oprindelige store port var dækket med guld.
Kejser Theodsius udvidede Konstantinopel og gjorde den befolkningsmæssig lige så stor som Rom. I senantikken havde byen en anslået befolkning på ca. 500.000 indbyggere. Theodosius grundlagde også en stor plads mellem anden og tredje by. Kejser Justinian genopbyggede kejserpaladset efter en brand i 532 e.Kr. Han beordrede i den forbindelse også bygningen af den enorme Hagia Sofia, som stod færdig få år efter i år 537. Justinian lod også Den hellige Apostel kirke bygge, der senere gik til grunde, men nåede at være et forbillede for Markuskirken i Venedig. Ligesom i Rom byggedes også store akvædukter, der ledte frisk vand ind til byen, og underjordiske vandreservoirere.
Den enorme Hagia Sofia (visdommens kirke) ligger ikke langt fra Hippodromen og området, hvor kejserens udbredte gyldne palads engang lå. Når man ankommer til kirkens hovedindgang, kan man på venstre side se udgravede rester af en tidligere Hagia Sofia. Det første rum, man kommer ind i, er en tværgang (også kaldet et narthex) ligesom i Markuskirken i Venedig. Herfra fortsætter man så videre ind i en endnu bredere tværgang med syv store døre. Den høje dør i midten kaldtes også for den imperiale dør, som kun de byzantinske kejsere måtte bruge. Over døren ses en vældig guldmosaik af Jesus flankeret af Maria og en af ærkeenglene. Manden, der bukker sig for Guds søn, er Kejser Leon VI (886-912 e.Kr.). I den fjerne ende af tværrummet ses endvidere døren, der førte til kejserslottet. Over den er der en mosaik af Maria med Jesubarnet flankeret af Kejser Konstantin til højre (med en model af byen) og Kejser Justinian til venstre (med en model af Hagia Sofie). Selve døren er ekstremt gammel. Den blev i sin tid taget fra et gammelt græsk tempel i byen Tarsus og ført til Konstantinopel.
Fortsætter man ind ad den store, central imperiale døråbning kommer man ind i selve kirkerummet. Læg mærke til, at væggene er beklædt med det fineste marmor op til anden sals højde (i Byzantium var nogle stensorter ekstremt sjældne og kun tiltænkt kejserne). Vægge og kupler oppe over de stenbeklædte mure glimter af gyldne mosaikker. Heroppe i findes også de fleste vinduer, hvilket selvfølgeligt ikke er tilfældigt. Man har bevidst brugt lyset til at skabe en religiøs stemning. Jo højere op man kommer i kirken jo lysere og lettere bliver indtrykket. Øverst oppe har en stor glasmosaik af Jesus engang tronet. Han en nu fjernet eller dækket til med et islamisk Nur Sura-citat. I halvkuplen over apsis ses Maria med Jesubarnet flankeret af mindst en ærkeengel, der mirakuløst har overlevet tidens tand.
Hagia Sofia er i virkeligheden en basilika med kejserens føromtalte indgang i den ene ende og en apsis i den anden. Man lægger dog ikke mærke til det med det samme, da loftet er sammensat af flere kupler og halvkupler i forskellig størrelser. Den store kuppel er i virkeligheden båret af de fire store hjørnepiller. For at støtte disse piler, der ellers ville blive skubbet væk fra kuplen af kuplens egenvægt, har man benyttet halvkupler i begge ender af kirken. Disse halvkupler fører kræfterne ned til murene under dem, der fører dem videre ned til jorden. De fungerer nærmest som den senere gotikeske stils stræbepiler. Når kuplen kun støttes på fire punkter, kan man bruge området mellem dem til at åbne op for himmellyset, og det er lige, hvad man har gjort. Byzantinske kirker er kendt for deres hellige lys.
Kejseren fulgte gudstjenesten fra oppe på 1.sal. I det sydlige galleri holdt patriarken møder. Det er, at den ukendte ”Halvdan” ristede runer i den tidlige middelalder. Ikke langt derfra ligger den hævngerrige Dandolo begravet. Dandolo, der tidligere var blevet blindet af byzantinerne, var en af hovedmændene bag planen om at omdirigere det fjerde korstog til at angribe Byzantium. Rundt omkring på væggene ses flere mosaikker af forskellige byzantinske konger og dronninger. Læg specielt mærke til kejserinde Zoe og den af ungarsk oprindelse kejserinde Irene. Mosaikkerne gengiver to fornemme damer med meget forskellige personligheder. Vender man sig om og ser ud over salen, som så mange kejsere har gjort i tidens løb, ses de store firvingede væsener på pilerne.
Hagia Sofia var den største bygning i verden helt op til renæssancen. Her er sket mange dramatiske ting i tidernes løb. Det var også her, at den sidste byzantinske kejser, hans hof, adel og de vigtigste af byens borgere holdt gudstjeneste i timerne før janisharerne brød gennem murene.
Da kristendommen ”kom op over jorden” havde den, som sagt, ingen kunstnerisk tradition at trække på. Man havde selvfølgelig den skrevne Bibel, som var nem at transportere fra sted til sted. Det var præcis på denne tid, at man gik fra papyrusrullerne over til at skrive i bøger.
Det førkristne, hedenske landskab var spækket med symboler for hedenske guder. Det kunne være sig bjerge, floder, kilder, sten osv. Store dele af landskabet var indviede helligdomme.
Da kristendommen blev den eneste tilladte religion, fik man behov for et kristent formsprog, der kunne spille op mod disse symboler, og hvad var mere naturligt, når nu kejseren alligevel blev opfattet som at være nær ved Gud, end at gøre brug af hans kunstneriske tradition? Her er bare nogle eksempler på byzantinsk kunstnerisk tradition, der gled over i Kristendommen: 1) De førkristne kejsere blev afbildet med en glorie omkring hovedet, og 2) siddende i en oval. 3) Dronningen blev ofte afbildet med kejserens søn. 4) Kejseren og hoffet afbildes i en opstilling, der minder om den sidste nadver. 5) Flere kristne symboler som eksempelvis fisk, var tidligere blevet brugt af de hedenske kejsere.
Mosaikker: Hos de tidlige grækere og romere brugte man farvede sten, der både blev lagt på gulve og sat på vægge. De første glasmosaikker er sikkert fra Rom, og herfra spredtes teknikken til blandt andre steder Konstantinopel. Øst romerne fortsatte med at udvikle teknikken og blev førende på området. Mange af de glasmosaikker af høj kvalitet, der findes rundt om i middelhavsområdet, er faktisk skabt af byzantinske værksteder. Glasmosaikken havde den fordel, at man kunne arbejde med flere farvenuancer. Man anvendte bl.a. guld som baggrund. Med tiden udvikledes en stram ”ikonografi,” hvor alt i havde sin vedtagne betydning, det være sig personernes størrelse, placering, håndtegn of farver.
Øverst i kirkerummet i den himmelske sfære komponerede man store figurative mosaikker på kirkeskibenes vægge, triumfbue og apsis. De store kupler indeholdte ofte et billede af Jesus Pantokrator (den altsamlende). I hvælvet i apsis fandtes typisk et billede af den hellige moder Maria med barnet. Det var den øverste zone. I den næste noget mørkere zone herunder sås ærkeenglene og englene. Længere nede, hvor det var endnu mørkere, fandt man glasmosaikker, der afbillede hellige folk. Helt nede ved kirkernes gulv og i næsten mørke havde mosaikkerne med mere almindelige folk at gøre. På denne måde afspejlede de forskellige zoner med kirkelige mosaikker også den religiøse verdensorden.
Både mosaikker og freskoer var strengt styret af en dogmatisk doktrin uden meget rum for kunstneren til at udtrykke sine personlige holdninger. Tidligere mistolkede man de byzantinske motiver for at være konservative og passive, men i dag ved man, at byzantinerne tilstræbte et bevidst ideal. Hver ikon skulle udtrykke noget dybt almenmenneskeligt – ikke et personligt budskab - og det fascinerende er, at det gør de!
I modsætning til i Vesten, hvor de religiøse billeder vises i en kronologisk rækkefølge (eksempelvis i Frans dobbeltkirke i Assisi) så var de religiøse billeder i den koptiske kirke ikke placeret kronologisk. De hang i stedet der, hvor der var brug for dem i liturgien.
På et tidspunkt i Byzantiums kulturelle sidste storhedsperiode, dvs. i de to århundreder før Osmannernes erobring, blev Chora-kirken i den vestlige del af Constantinopel ikke langt fra muren restaureret og udbygget. Bag dette byggeforetagende stod en byzantinsk stormand (Metochites), der senere endte sine dage som munk i kirkens kloster. Mange kender de helt fantastiske før renæssance kalkmalerier i den hellige Frans af Assisis kirke i Assisi og i Scrovegnikapellet i Padua ved Venedig. Disse to italienske perler er da også to af de helt store pejlemærker i verdenskunsten, som man næppe tror, at der findes nogen mage til andre steder på jorden. Man kan derfor blive noget overrasket over at erfare, at der faktisk findes et (næsten ukendt) lignende mesterværk i Istanbul i Chorakirken!
Kirken består af en gammel del, hvorom der er bygget en nyere tilbygning (af Metochites i middelalderen). Tilbygningen består af et smalt indgangsrum af samme slags som den i Hagia Sofia (narthex). Dette og endnu et smalt rum skal passeres før man kommer ind i selve kirkerummet, der dækket af en enkelt kuppel. I forbindelse med bygningen af disse smalle indgangsrum er der også opført et aflangt sidekapel. Narthexerneer fyldt med fantastiske mosaikker. Læg specielt mærke til den blide Jesus over hovedindgangen og til mosaikken hvor Metochites overrækker en model af kirken til Jesus. Inde i kirkerummet på muren over indgangen findes et usædvanligt mosaik af Marias død. Jesus sider ved siden af den gamle dame med et lille barn på skødet, der symboliserer Marias sjæl. Disse mosaikker er i sig selv enestående, men det der alligevel imponerer mest, er det nye sidekapels kalkmalerier. Her finder man Jesus oppe i apsis kuplen i færd med at rive Adam og Eva op af deres kister. Lige nedenfor på væggen ses seks helt hellige mænd, der er malet, så de ligner senere Jugendfigurer til forveksling (notatskriverens mening). Jeg må også lige nævne Jomfruen Elousa lige til højre for de hellige mænd. Hun er malet i et mørke, der minder om et Rembrandtmaleri.
I Ravenna syd for Venedig findes nogle af de bedst bevarede byzantinske bygninger og glasmosaikker. De blev delvist bygget, da området var en del af det Østromerske Rige. De ældste bygninger i Ravenna er fra 400-tallet altså ikke lang tid efter, at det gamle Romerrige blev kristent. Ud over de gamle mosaikker ses også byzantinske søjlekapitæler, der på mirakuløs vis har overlevet tidens tand. Så vil man opleve velbevarede byzantinske mesterværker skal man tage til det nordlige Italien.
Mausoleet for Galla Placida: Som beskrevet i ”Antikken,” så udviklede romerne to bygningstyper til store forsamlinger: 1) basilikaen – en aflang bygning ofte med tunnelvæv og sideskibe som eksempelvis Maxentiusbasilikaen fra 312 e.Kr., og 2) den centrale bygning – et stort centralt rum overdækket af en kuppel som eksempelvis Panteon i Rom fra 126 e.Kr. I senantikken udvikledes en kirketype specielt i øst med en plan som et ligesidet kors med en kuppel over sammenskæringen. Mausoleet for Galla Placida er et meget fint eksempel på denne bygningstype. Korsarmene har tunnelhvælv som indvendigt er flot dekoreret med en blå himmel. Som anden senantik arkitektur er den røde teglstensbygning med sine simple rundbuer og gesimser på ingen måde imponerende udefra. Det er først, når man kommer ind, at man oplever en fortryllet verden af lys og glasmosaikker. Bygningen er bevaret i sin helhed, hvilket er sjældent. Det skal også lige nævnes, at der er sået tvivl om det faktisk er Placidas mausoleum.
Det ortodokse baptisteri: Ottekantet centralbygning, der indvendigt er dekoreret med imponerende mosaikker. Bygget i forbindelse med en katedral, der er revet ned. Bygningen var oprindeligt højere og derfor mere imponerende. I dag ligger gulvet tre meter under jordoverfladen. Også her er bygningen betydeligt mere afslappet udvendig end indvendig. Dele af den har spor efter de romerske bade, som den blev opført over.
Fra begyndelsen af 500-tallet, da Theodorik var kejser, har Ravenna bevaret følgende tre bygninger.
Mausoleet for Theoderik: Tikantet centralbygning der består af et indvendigt rundt rum øverst og et korsformet rum nederst. Bygningen har gjort betydeligt mere ud af sit ydre end de to førnævnte. Taget er bygget af en kæmpe kalksten fra Istrien.
S. Apollinare Nuovo: Basilika fra 504 e.Kr. med midterskib og lave sideskibe. Kirken indeholder både glasmosaikker fra Theodoriks og Justinians tid. De to øverste rækker i hovedskibet er fra Theodoriks tid og helt i byzantinsk ånd. Øverst ses Jesus, derunder apostle og profeter, og nederste hellige mænd og kvinder. Disse mosaikker beskrives som nogle af de flotteste fra den byzantinske periode. Den oprindeligt arianske kirke fungerede som slotskapel ved Theodoriks slot. De nederste mosaikkere er senere lavet om, da man fandt dem for arianske. Apsis er genopført efter et bombardement i 1. Verdenskrig.
Det Arianske baptisteri: Ottekantet centralbygning med fire nicher. Udvendigt er baptisteriet lige så anonym som andre byzantinske bygninger. Indeni ses en stor mosaik i kuplen. Gulvet ligger også her flere meter under jordoverfladen. Baptisteriet er bygget i forbindelse med en kirke, der staidig står, men som er stærkt ombygget uden noget tilbage fra den byzantinske tid. Mosaikkerne siges ikke at være i samme høje kvalitet som i det Ortodokse baptisteri.
Fra midten af 500-tallet, da Justinian havde generobret Norditalien, har vi tre bygninger.
S. Appolinare in Classe: En formmæssig ren bygning bestående af et højt midterskib og to lave sideskibe. Midterskibets vægge er båret af to rækker søjler. Øverst oppe (i klerestoriet) har midterskibet store vinduer, der er efter byzantinsk skik er med til at skabe en lettere oplevelse af den øvre del af kirken. Det lange rum sluttes af med en rund apsis med en halvkuppel. Halvkuplen er dekoreret med en glasmosaik forstillende Jesus og fåreflokken. Der er ikke bevaret oprindelige mosaikker i resten af kirken. Murene har sikkert været dækket med dem, dengang kirken blev bygget. Kirken ligger flere kilometer fra Ravenna ved Ravennas gamle havneby Classe.
S. Vitale: Er bygget samtidig med S. Appolinare in Classe. Der er tale om en 8-kantede centralkirke med narthex. Indvendigt i et storslået rum ses blandt andet en mosaik af procession, hvori Justinians dronning Theodoras også deltager. Den blev først færdig nogle måneder før hun døde. Kirken indeholder de største og flotteste mosaikker udenfor Konstantinopel. Oppe i første sals højde findes flere baldakinagtige åbninger ligesom i Sofia Hagia i Konstantinopel.
Archiepiscopale kapel: En enkelt udsædvanlig usædvanlig mosaik af Kristus som kriger.
Markuskirken er et godt eksempel på det nære slægtskab mellem Byzantium og Venedig. Kernen er den såkaldt Contarini-bygning fra 1071, der er stærkt inspireret af forbilledet - Apostelkirken i Konstantinopel. Sidstnævnte eksisterer desværre ikke længere. Karakteristisk for begge kirker er, at grundplanen består af et græsk kors (hvor armene er lige lange) med fem kupler – en i midten og en over hver af de fire arme. Contarinikirken er næsten gemt væk bag senere til- og ombygninger - som for eksempel søjler og anden udsmykning stjålet fra Konstantinopel efter det 4. Korstog - og et væld gotiske tilføjelser fra en periode fra slutningen af 1300-tallet og ind i 1500-tallet. Hvis man vil se, hvordan den oprindelige byzantinske-romanske kirke så ud, skal man studere den ældste af kirkens udvendige mosaiker, der findes i den venstre portåbning ind til forgangen (narthex). En anden ændring til den oprindelige kirke er, at kuplerne over kuppelhvælvingerne er blevet betydeligt forhøjet, så de kan ses neden fra Markuspladsen.
De to flot dekorerede, fritstående, firkantede søjler øst for kirken siges at være fra Acra, men der er nu fundet bevis for, at de oprindeligt stod i Konstantinopel. De fire antikke heste kom også derfra ligesom de fire romerske kejsere på kirkens østlige hjørne. Kirken er simpelthen fuld af røvede genstande østfra, som jeg ikke kan beskrive her. Læg alligevel mærke til de to enorme søjler på Piazettaen – den lille plads foran Dogepaladset. Den ene bærer Markusløven og den anden St. Georg. Søjlerne og de store kapitæller er typisk byzantinske og stammer også fra Byzans.
Torcello: Der lå en by med kanaler og broer på øen Torcello frem til 1100-tallet, hvorefter den blev opgivet. Beboerne flyttede til Venedig. I dag er kun to kirker bevaret – men det er til gengæld to meget spændende bygninger. Katedralen S. Maria Assunta er fra 640 e.Kr. men stærkt ombygget i 1000-tallet. Det er tale om en basilika med træloft. Hvis man ser efter, kan man se, hvordan midterskibet er blevet forhøjet. I apsis ses en enestående mosaik af Maria og barnet på en gylden baggrund (fra 1100-tallet). I højre sideskib ses en mosaik fra 1000-tallet. Modsat apsis findes en kæmpe mosaik af Jesus, der dømmer de døde. I denne store komposition ses hele den byzantinske religiøse verdensopfattelse beskrevet i et billede.
Lige ved siden af basilikaen er en lille romansk centralkirke fra 1000-tallet. Her har man mulighed for at studere, hvordan en rund kuppel er sat oven på et firkantet rum. Behøver jeg at sige det? Centralkirken er selvfølgelig et martyrium over en gammel martyr (ligesom i Romerrigets dage), hvis ben der ligger begravet her.
Omkring år 1000 udvikledes den okseførende plov, der kunne vende jorden: Denne landbrugsvidenskabelige revolution medførte en beflokningseksplosion, der bl.a. medførte at bybefolkningen voksede og at mange nye byer blev grundlagt.
De italienske byer var fraktionsopdelte. Venedig var eksempelvis opdelt i kvarterer med hvert deres forsamlingshus eller scuola, som de blev kaldt. De nordeuropæiske derimod var opdelt socialt og funktionelt dvs. efter fag. Der var lav og gilder, der holdt til i hver sin gade.
I store dele af Europa blev byerne efterhånden stærkere end de omboende feudalherrer og begyndte ligefrem at tiltrække dem.
Dekorationen var tilpads grov i detaljen til at man kunne tale om noget upersonligt - noget typisk. Man genkender ikke mange personlige træk i datidens skulpturer. Det er som om stenene ikke er blevet helt tæmmet - de er hugget til men de er stadig sig selv. Der er stadig spor af naturtilstanden.
I hele perioden foregik en intensiv missionsvirksomhed hos de germanske folk. Derfor fik kirkerne tårne og klokker, der kunne ses og høres på lang afstand. På grund af denne missionsvirksomhed blev der nu gjort noget ud af det udvendige - man begyndte at dekorere murene med rundbuefriser, lisener, arkaderækker og portaler.
Rundbuen er et typisk romansk karaktertræk. Overalt ses den - alle vinduer, døre og portaler afsluttes med en rundbue. I perioden blev de for gotikken så vigtige elementer - stræbepillen og krydshvælvet - opfundet, men de blev ikke brugt, måske fordi man tilstebte et bestemt kunstnerisk ideal, hvori de ikke passede.
Næsten alt hvad der har med kirken at gøre indeholder en eller anden form for symbolik - Himmelretninger, plan, portaler, søjler, tal, lys, farver, vinduer, altre og kalkmalerier fortæller hver deres historie til den indviede. Eksempelvis havde kirker ofte tolv bærende søjler, hvad der selvfølgelig symboliserede de tolv apostle, "der bærer kirken." Lys spillede allerede i de romanske kirker en speciel rolle, idet det gør det muligt at se og fordi det varmer - det er altså en metafor på Guds magt. I kirken var man viet til Gud, her var Guds fred, hvor alle ville hinanden det bedste - hvor man ikke søgte hævn, men hvor man vendte den anden kind til. Udenfor kirken herskede ondskaben, ufred og utryghed. De to verden mødtes ved portalerne, og derfor er det interessant at studere disse på romanske kirker. Der er ofte gjort meget ud af dem. Typisk er der afbildninger af løver, der skal jage djævlen på flugt.
Eksempler på romansk arkitektur er katedralen med de fem tårne i Speyer, pilgrimskirken Santiago de Compostella, og katedralerne i Cluny, Durham og Pisa. I Italien var man stadig inspireret af Konstantinopel, og her var ingen grund til missionsvirksomhed. Derfor var der ingen interesse i at integrere de forskellige dele af kirken.
Inden i byerne fandtes et torv, hvor man kunne handle i fred. I den tidlige middelalder boede riddere og andre feudalherrer i fæstninger og borge på landet, men da byerne begyndte at vokse flyttede disse rigmænd indenfor byens mure nogle gange på eget initiativ og nogle gange fordi byerne tvang dem til det. Specielt i Italien begyndte adelen at opføre forsvarstårne indenfor murene. I kvarterene rundt om borgagtige bygninger boede deres tilhængere. Dette medførte i mange tilfælde at kampene mellem adelsfamilierne udenfor byerne blev ført med indenfor. Der var tale om ganske alvorlige familiefejder. Samtidig voksende presset fra købmænd og håndværkere, og fra selve underklassen. Omkring 1100-tallet begyndte disse befolkningsgrupper at røre på sig for alvor. Adelen blev passiviseret eller smidt på porten og adelstårnene revet ned til almindelig hushøjder, hvad man kan se i mange toskanske byer eksempelvis i Firenze. Man oprettede en form for bydemokrati. Det hele resulterede i en gylden blomstringstid, hvor byerne på skift overgik hinanden i at lave smukke byrum, rådhuse, kirker og handelshuse samt bymure og porte.
Et eksempel på en Norditalien fraktionsopdelt middelalderby var Siena. Her blev torvet for første gang i lang tid til arkitektur. Hver af de store facader på torvet tilhørte en af byens familier. Nogle var fattigere end andre, men i tidens ånd skulle alle have en plads på torvet. I disse byer konkurrerede kirken og købmændene med hinanden, i Siena symboliseredes kampen de to i forskellen mellem de respektive tårne, der skulle overgå hinanden i skønhed.
I den senere middelalder var aristokratiets og købmændenes økonomiske overskud med til at starte banksystemet og brugen af penge, der er nødvendige for en kapitalistisk økonomi.
Kunsten og arkitekturen hoppede også nordpå efter først at have blomstret i Italien. Mange nye byer blev grundlagt. De voksede ved at ring efter ring blev lagt udenom den gamle bykerne og typisk havde de to centre, en handelsplads i forbindelse med kirken og en rådhusplads ved rådhuset. Byerne lå på handelsstrategiske vigtige steder som eksempelvis ved en udskibningshavn eller ved en flodovergang. Ny teknik som vand- og senere vindmøller gjorde det muligt for dem at opretholde en meget større befolkning end før. Mange af de nye byer lå i det germanske område - både i det nuværende Danmark og det nuværende Tyskland. Hovedparten af de byer som blomstrede, blev styret af købmænd præcis som på den italienske halvø. Kolonibyer, der er planlagte, kan man næsten altid genkende på deres retvinklede gadesystem, hvad der tydeligt ses i de tyske Hansestæder.
Hver husejer skulle selv lægge planker ud på gaden foran huset, men det var brandfarligt, og man gik i 1500 tallet over til brolægning. Man havde latrinen i overdækkede huller i gårdene. Fodgængerne holdt sig altid midt på gaderne for ikke at få noget i hovederne. Affald og mødding kunne danne et ælte, der nåede helt op i vindueshøjde; hvilket bevirkede, at der om foråret kunne være en skrækkelig stank. Overalt voksede buske og træer, og der var mange haver. Overalt var husdyr - grise, køer og heste.
Det er en fantastisk ting at køre England og Frankrig rundt og besøge de gotiske katedraler der. Hver gang man træder ind i en af disse mesterværker overraskes man over at de dengang i middelalderen kunne bygge så ekstremt store og perfekte bygninger. Den romanske stils grove natursten er nu væk. I de gotiske bygninger er alt under kontrol. Jeg kan ikke forestille mig noget mere fanatisk helligt end disse kirker. Det opleves som, at overalt strømmer helligt lys og følelse. Stilarten er også blevet betegnet som noget enestående - som det nordeuropæiske bidrag til verdenskulturen.
Den gotiske stil er udviklet nord for Alperne. Det første rene gotiske bygningsværk var koret i Skt. Denis i Frankrig, der blev påbegyndt i 1140. Bygmesteren er ukendt.
Indenfor kirken var tankegange præget af skolastikken og dens hovedmand Thomas af Aquinas, der byggede på både religion og fornuft. Man nåede gud gennem en indviklet, raffineret tankeanspændelse, der var strengt formel og fuld af spidsfindigheder. Problemet var, at man ikke kunne få religion og naturvidenskab til at gå op i en helhed uden store omforklaringer. Det blev mere og mere kompliceret og til sidst til det rene ordkløveri. Man kan sige, at arkitekturen afspejlede denne udvikling. Bygningerne og deres dekoration var i begyndelsen simple og rene men de blev senere mere og mere komplicerede i deres former. Den sidste gotiske periode kaldes også for den flamboyante. Her er dekorationen fuldstændigt indviklet i sig selv.
De forskellige håndværksmestre arbejdede på bygningerne i fællesskab og accepterede ikke som senere i renæssancen, at en arkitekt stod med alt det kreative. Der var bygmestre for mange forskellige områder f.eks. en for sten, en for konstruktion, en for træ, en for skulptur og en for glas. I dag er kun få af disse dygtige folk kendte.
Ligesom i den forudgående romanske periode er en gotisk kirke eller katedral fyldt med symbolik for den indviede. Den kan betragtedes som en bog, hvor hele den religiøse og verdslige verden er repræsenteret. Glasmalerierne og skulpturernes kan f.eks. vise historiske billeder som kongerækker eller indeholde symboler på de frie kunstarter. Her var grammatikken repræsenteret ved en kæp, retorikken ved en tavle, dialektikken ved fletninger, en skorpion eller en slange, aritmetikken ved en kugleramme, geometrien ved et lod, astronomien ved en jordkugle eller en sekstant, og musikken ved en lut. Det cirkelrunde vindue over hovedindgangen symboliserer Jomfru Marias rose. Motivet med tre spidsbuer ved siden af hinanden repræsenterede Treenigheden - faderen, sønnen og Helligånden. Med andre ord så skulle katedralerne bringe sammenhæng i det hele, og fortælle om det mægtige system Guds skaberværk er. Det er en fascinerende tanke i vores moderne opsplittede verden!
De gotiske kirker er opbygget efter tre principper:
1) Bygningerne skal forstås som en helhed - som beskrevet i det ovennævnte store system.
2) Ligesom samfundet deler og deler sig for til sidst at nå op til feudalherren, paven og kongerne, så gør katedralens dekoration det også.
3) Hver genstand har sin specielle plads, hver skulptur sin afgrænsning, ramme - sit ædicule - ligesom hver af middelalderens mennesker havde sin plads i Guds store system.
De gotiske katedraler har en skeletagtig konstruktion. Hele bygningsværket er båret af piller og stræbepiller, hvilket medførte at der faktisk ikke var et konstruktivt behov for bærende mure. Man kunne konstruere bygningerne med enorme vinduer. Ved at bygge rum med lysindtag højt oppe under loftet understregedes det vertikale element i bygningerne. Gulvet lagde man selvfølgelig i relativ mørke.
Ribber og pilastre førtes fra gulvet helt op i hvælvingerne. Med tiden fjernede man også de horisontale etagebånd, så linierne fik frit løb mod himlen (dette ses tydeligt i en moderne gotisk kirke - Grundtvigskirken i København). Helt oppe under lofterne kunne ribberne mødes enten i et krydshvælv eller i et ribbehvælv med slutsten. I begyndelsen havde sidstnævnte en kvadratisk form, der senere udviklede sig til to rektangler.
Synonymt med gotikken var spidsbuen, der blev brugt overalt i den gotiske kunst. Når to af de romerske tøndehvælv krydser hinanden kommer der nogle grimme samlinger mellem hvælvene, men når to spidshvælv krydser hinanden bliver resultatet betydeligt smukkere. Spidsbuen også tættere på den ideelle konstruktion, idet den meget godt afspejler kræfternes retning ned mod jorden.
Kun i gavlene oplever man en egentlig mur. Her kan føromtalte Jomfru Marias rose sidde. Katedralerne ligger altid øst vest, så hen på eftermiddagen kan solen lyse alteret op gennem dette runde, glasmalede vindue og fremkalde en helt fantastisk stemning. Lyset er noget helt specielt i gotiske katedraler. Alle vinduerne var glasmalede med motiver fra Biblen og det verdslige liv. Gotiske gavle er i England og Frankrig overdådigt udsmykket. Overalt ses dekorative elementer i form af vinduer, portaler, gesimser og figurer. Det er rent ud sagt til at blive svimmel af.
Gotiske bygninger er ekstremt plastiske. Skulpturerne er med til at understrege det vertikale ved selv at være høje og slanke. Selvom skulpturerne var præget af stor realisme var de også en slag idealportrætter - de var altid rene og uskyldige.
Indgangene til gotiske kirker og katedraler kunne have de såkaldte perspektivportaler med en søjle - en trumeau i midten. En morsom detalje var de groteske skulpturer, der sprøjtede vand ud fra det store tag. De kaldtes for gargouilles de plasker og gurgler.
De franske katedraler var planlagt og opført på en gang, og fremtræder derfor som en helhed med bl.a. en fin apsis. De er rene og elegante. Eksempler er katedralen i Reims, den såkaldte dronning blandt kirkerne. Hver kirke havde på denne måde sit særkende. Andre er f.eks. kirkerne i Chartre og Notre Dame i Paris. De franske kirker blev i modsætning til de engelske altid bygget indenfor bymurene.
De engelske kirker er karakteristiske ved, at de blev bygget lidt efter lidt nærmest efter et additionsprincip. De har derfor ikke de flotte franske apsiser. De er heller ikke så høje og de er betydeligt mere lukket end de franske. Der er simpelthen meget mere murværk. På den anden side er de mere komplicerede og fulde af pudsige indlæg, hvad der specielt kommer til udtryk i det der kaldes for den dekorerede stil. I den senere del af gotikken sprang udviklingen fra Frankrig til England, hvor gotikken videreudvikles i den stilepoke, der kaldes for Perpendicular(ca.1350-1550) Eksempler på engelsk gotik er Salesbury, Glouster og Kings College katedralerne.
Det nordtyske Hanseområdet fik den gotiske stil fra Nederlandene, som man handlede med og som også byggede i tegl. Den første kirke i denne stil, som lagde mønstret for alle de senere kirker er Marienkirche i Lubeck. Byggeriet startede i 1265 og var færdigt 85 år efter.
Man kan ikke nævne middelalderen uden at tale om den katastrofale sorte død. Denne pest udryddede i store områder af Europa op til 2/3 dele af befolkningen.
I Italien gjorde gotikken sig ikke gældende i samme grad som nordpå. Når man tager i betragtning, at italienerne havde en tusindårig historie, hvor de tunge romerske og romanske bygningsstile havde domineret, så er det måske ikke så svært at forstå, at man ikke uden videre kunne godtage en stil, der oven i købet stammede fra det "primitive" Nordeuropa. I Venedig byggede man dog mange gotiske paladser flot dekoreret med marmor og forgyldning. Man byggede stadigvæk tunge lukkede kasser man satte såkaldt fladgotik udenpå. Der er her mere tale om dekorative elementer end de lette konstruktioner man kender fra Frankrig og England. De venetianske paladser havde som i Nordeuropa en asymmetrisk facadekomposition - måske af pladsøkonomiske grunde - måske fordi det var idealet.
Heroppe var de fleste huse af bindingsværk. Kun få huse tilhørende velhavende folk var af sten, der havde den fordel at være mere modstandsdygtig overfor middelalderbyens svøbe - brandfaren. I dag kender vi udtrykket, "at være stenrig", der hentyder til, at kun de rige kunne tillade sig at bygge i sten. Byhuset udviklede sig. I begyndelsen var det helt og holdent af træ. Senere byggede man køkkendelen i sten men beholdt resten af huset i træ. Endnu senere byggede man et forhus i flere etager med en gotisk opadstræbende gadegavl. Indtil baghusene løb en smal gyde. Man havde brug for meget glas i de dybe huse. Typisk både i Nederlandene og i Hansestæderne var store dieler eller rum ofte flere etager høje, der fungerede som værksteder. Man havde varer dels på loftet og dels i kælderen. Husene kunne have karnapper og kunne lænede sig ud over gaderne. Varmen kom fra kæmpe ildsteder i stueetagen.
Husene lå med gavlene mod gaden i modsætning til i Skandinavien, hvor man altid efter vikingeskik havde langsiden mod gaden (det har vi også i dag). Gavlfacaderne var som i Venedig asymmetrisk komponeret. Dekorationen afspejlede brugsrummene bagved. I stueetagen var der store vinduer, der fungerede som lysindtag til de store værkstedsrum og herover sås små glughuller, der fungerede som udluftning for de bagvedliggende lagerrum.