forsiden oversigt købstæder    
 
Nakskov
 
Nakskov
se diasshow - Nakskov

Nakskov fjord ligger lige der, hvor Østersøen drejer 90 grader og bliver til Storebælt. Den beskyttes mod Østersøen i syd af en flere kilometer lang sandtange og øen Albuen. Man sejler ind og ud af fjorden via en åbning mod Storebælt i nordvest. Midt i åbningen ligger øen Enehøje, som Grønlandsfareren Erik Freuchen købte en gang i 1920’erne. Her slog han og flere grønlandske venner sig ned og boede frem til 1946. Han har efterladt sig flere spor på øen bl.a. et resterne af et hvalkæbelysthus på øens højeste del. Længere inde i fjorden ligger Slotø med Kong Hans borg Engelsborg. Borgen husede Danmarks første orlogsværft, hvor der blev bygget krigsskibe helt frem til Christian d. IV’s tid. Syd for albuen og Enehøje findes Langø, der tidligere var en ø, men nu er en del af et dæmningssystem, der sikrer inderfjorden mod store oversvømmelser som den, der ramte landsdelen med katastrofale følger i 1872. Det inddæmmede og drænede område omfatter ca. en tredjedel af den gamle fjord. De små højre i de inddæmmede arealer hedder næsten alle noget med ø, holm eller land, fordi de tidligere faktisk var øer. Der har været mennesker før Nakskov blev grundlagt. Hver gang at jeg læser om en dansk købstad, så læser jeg om de samme forhistoriske kulturer.


Ved Sølbjerg, der et højdedrag syd for Nakskov, har man fundet spor af jægere fra Hamburgkulturen (ca. 13.000 år siden). De levede i slutningen af sidste istid og fulgte rensdyrtrækkene, der førte flokke op i det danske tundraområde om sommeren. Sydskandinavien var dengang forbundet med Nordtyskland og England. Man ser billedet for sig: Jægerne, der gemmer sig bag bakkens lave forhøjning og venter på rensdyrflokkene, der på grund af landskabet var tvunget til at løbe lige forbi. Udgravningerne viser, at jægerne kom tilbage til Sølbjerg hvert år gennem en tusindårig periode.


Vandet er højere i dag, end det var for 6-7000 år siden, da vi havde jægerstenalder og ertebøllekultur. Det betyder, at mange af ertebøllekulturens bopladser nu ligger ude i havet.
Vil man grave Ertebøllebopladser må man derfor grave ude i fjorden.


Den første bondekultur i det danske område kaldes for tragtbægerkulturen. Disse svedjebønder slog sig typisk ned længere inde i landet. I Nakskovs område gælder det langs Halsted å, hvor der findes flere bopladser og dysser/jættestuegrave fra den tid. Den største boplads, som vi kender til, lå ved den nuværende Avnede skov på den sydlige side af Halsted å. Området ses på den modsatte side af åen, når man kører ind mod Nakskov fra Halsted Kloster.


En grav fra romersk jernalder (0-400 e.Kr.) ved Vesterborg øst for Nakskov viste sig at indeholde romerske glasbægre og glas, samt en økse, der menes at stamme fra Pompeji. Ved Vesterborg findes også en af Lolland Falsters tre store centrale tilflugtsborge fra germansk jernalder (400-800 e.Kr.).

 

Nakskov grundlægges

Navnet Nakskov består af to dele. Den første del Nak’ hentyder til en nakke dvs. en forhøjning, der stak ud i fjorden. Den anden del hentyder til den skov, der voksede på nakken. Man regner med, at der må have ligget en mindre fiskerlandsby i området før byen blev til en købstad.

Den første kirke, der var af træ, blev bygget oppe på bakken omkring år 1000. Senere omkring år 1240 blev den erstattet af en romansk stenkirke, som det skete overalt i landet. Kirken blev opkaldt efter skippernes helgen Sankt Nikolai, hvilket passede fint med, at Nakskov var ved at udvikle sig til en handelsby med egne handelsskibe. Hvis man studerer Sankt Nikolai i dag, så ses tydelige spor efter den romanske kirke, der bestod af de første tre fag af den nuværende kirke uden kirketårn. Den romanske kirke havde ikke hvælv men bjælkeloft, som det var typisk for romanske kirke. I dag rager de høje mure fra den oprindelige kirke op gennem taget. Ser man godt efter vil man indvendigt finde spor af små romanske vinduesåbninger i murene.

Den første bebyggelse lå op mod kirken og omkring den nuværende Tilegade, der i dag lige som dengang fører mod nordøst til Lollands fede landbrugsområder. Fra kirken førtes en anden vej i den modsatte retning ned til vandet. Man regner med, at den nogenlunde fulgte den nuværende Bibostræde. En tredje vej, den nuværende Vejlegade, førte mod nord ud over vådområderne der.

Byen havde sin havnebro nedenfor Bibostræde. Den var bygget at træ og førte ret ud i fjorden. Lignende moler har jeg læst om i Rudkøbing og Ærøskøbing og om i baltiske Hansebyer som f.eks. Lübeck. I Lübeck havde forskellige grupper købmænd, hver deres egen bro.


Nakskov i middelalderen og renæssancen

Nakskov blev købstad i 1266. Det kan hænge sammen med de store indkomster, som området havde fra det årlige sildemarked på Albuen og fra handelen med Hansestæderne. Jeg forestiller mig, at den landsbyen i den tidlige købstadsperiode blev udvidet med det retvinklede gadenet, som man stadig kan se i dag. Tilegade, Præstegade-Klostergade, Bredgade og Hollændergade udgør en retvinklet karré - også på gamle kort. Matrikelkort er altid interessante at studere, fordi de er meget konservative. Det kan godt være at bybrande ødelægger bebyggelser, men folk glemmer aldrig, hvor deres private matrikler er. I den østlige del af Tilegade viser et moderne matrikelkort, hvordan lange parceller løb helt tilbage til Bredgade. Det er lige efter hanseatiske mønster, hvor man typisk byggede købmandshuset i form af et gavlhus ud til hovedgaden (her Tilgade) og udlejede et mindre hus ud til baggaden i den modsatte ende af matriklen (her Bredgade). Nakskovitterne både handlede og kæmpede med Østersø-Hansestæder som Danzig, Wismar og Lübeck, så hvorfor skulle de ikke også være inspireret af deres arkitektur og byplanlægning? Klostergade førte til et Naksovs kloster, der ikke længere findes.

Byen brændte i 1420, og ved genopbygningen flyttede hovedvægten af bebyggelsen til den nuværende Søndergade, hvor der igen efter hanseatisk mønster opstod en række lange grundstykker, der løb oppe fra nakken og ned til Strandgade, som Havnegade hed før i tiden. Købmændene byggede store gavlhuse ud til Søndergade med pakhuse længere inde på deres grunde. Gavlhusene blev senere i 1700-tallet som i andre danske købstæder bygget om til længehuse med saddeltage parallelt med Søndergade. Går du om i baggårdene, så ser du dog, at dele af de gamle gavlhuse stadig står der. De er bygget om og repareret, men inde i murene findes sikkert stadig munkesten og gammelt bindingsværk tilbage fra middelalderen.

Mellem gavlhusene havde man oprindeligt små gyder og stræder, der løb ned til stranden ligesom i Helsingør og Århus. De fleste af disse stræder i Nakskov findes stadig og er efter min mening en enestående byplanmæssig kvalitet, som byen burde gøre alt for at beholde. I Lübeck kaldes stræderne for ”gange”. Husene er bygget om til boliggader med små huse, hvor folk har indrettet sig moderne med repekt for historien. Mange af de lybske huse er uden baggård, men så trækker folk bare borde og stole ud i strædet, hvor de har et fint liv sammen med naboerne. Det er den slags kvaliteter, som man ikke kan tænke sig til i nybyggeri, men som i en historisk by som Nakskov kan være en stor del af charmen.

Der findes stadig nogle af de gamle og imponerende pakhuse i stræderne. Det ældste er Dronningens Pakhus opført 1589-90. Det er Dronning Sofie, Christian den IV’s mor, som det drejer sig om. Pakhuset ligger ud til Dronningensstræde, der i sin tid førte ud til et vigtigt vadested over til øerne Færgelandet, Mellemlandet, Stubbelandet og herfra videre til Sydlolland. I dag er denne historiske adgangsvej til byen omdannet til en parkeringsplads og Dronningens pakhus i en sørgelig tilstand. Det skal nævnes, at der findes både gavlhuse og stræder på den nordlige side af Søndergade. I typisk træk for Nakskov er, at man næsten helt op til moderne tid har kunnet sive via stræder og gårde på tværs af hovedfærdselsårerne ned til havnen. Læg mærke til Søndergade 25 oppe på Søndergade. Gavlhuset og den tilhørende stemningsfulde Urmagerstræde er en enestående historisk lomme.

I 1400-tallet fik Nakskov også store ambitioner mht. Sankt Nikolai, som man mente skulle bygges om til en katedral. Byen fattedes dog penge, så man nøjedes med at udbygge kirken skridt for skridt i gotisk stil med tårn. Byggeriet varede helt til 1650’erne. Den gotiske plan er lidt skæv, måske fordi planen har været inspireret af den Hellige Birgitta, der ville have at kirkeplanerne afspejlede Jesus på korset med hovedet hængende ned til den ene side. Det nuværende spir er fra 1906.

Kong Hans, der var konge over Sverige, Norge og Danmark kom i krig med Hansestæderne, hvilket resulterede i, at lybækkerne i 1510 angreb, plyndrede og nedbrændte Nakskov og Halsted Kloster. Kongen reagerede ved at bygge den føromtalte Engelsborg på Slotø i indsejlingen til Nakskov. Man opførte også den første vold, der skulle forsvare byen mod hovedlandet i nordøst. Til alle andre sider var Nakskov beskyttet af vand og lavland.  Denne første vold lå langs østsiden af gaden Kattesundet og havde en byport for enden af Tilegade. Det lykkedes dog alligevel lybækkerne at erobre byen igen, da de denne gang fandt ud af at sejle udenom Engelsborg og angribe byen fra søsiden.

Efter krigen besluttede man sig derfor at udvide voldanlægget rundt om det meste af byen og i den forbindelse bygge to nye porte: en for enden af Søndergade på det sted, der i dag kaldes for Sønderport, og en anden for enden af Vejlegade i krydset mellem Nørrevold og Vejlegade. Man gravede ligeledes en voldgrav ude foran voldene. For at beskytte byen mod søsiden opførtes også volde på den anden side af havnen - på øen Færgelandet.

Et grimt kapitel i danmarkshistorien er heksebrændingerne under Christian d. IV. Dem finder vi også eksempler af i Nakskov, hvor heksen Johanne Mogensdatter blev brændt på Axeltorv i 1572. Og hun var ikke den eneste.

Den første halvdel af 1600-tallet blev ellers Nakskovs blomstringstid, hvor det meste af arealet indenfor voldene blev bygget til. På denne tid opførtes broen Langebro over vadestedet i forlængelse Dronningensstræde. Byen havde nu udviklet sig til at blive den syvende største by i kongeriget.

I 1628 ledede Christian d. IV bygningen af nye og større fæstningsanlæg udenpå de gamle. Han var selv til stede under byggeriet og deltog aktivt i processen. Man fik opført en stor bastion nord for byen, der hvor stationen nu ligger, kaldet Høje Kat. Herfra det var muligt at beskyde angribere udenfor Voldgade og Nygade. Den østre vold kom til at ligge på østsiden af Nygade. Volden blev yderligere befæstet med bastioner. I vest begyndte man opførelsen af Hornværkerne, der var et takket borgagtigt voldanlæg, der skulle beskytte Vejlegadeporten.

Nakskovs hovedtorv hedder Axeltorv. Rækken af huse foran kirken stammer sikkert fra en række torve- eller kirkeboder, der blev permanente i middelalderen. Man kan undre sig over torvets trekantede form, men det skyldes nok at pladsen mere eller mindre tilfældigt er opstået mellem Søndergade og en forlængelse af Klostergade-Præstegade. Matrikelkortene antyder så vidt jeg kan se ingen gammel bebyggelse på pladsen. Det nuværende gamle rådhus på hjørnet af Tilegade og Axeltorv er en nybygning fra 1875. Tidligere lå der et rådhus i munkesten fra 1590 med en arkade ud til torvet – et træk, som jeg også kender fra Nordtyskland, hvor rådstuen typisk var på 1.sal så man kunne holde marked nedenunder.


Katastrofen i svenskekrigene

Historien er velkendt. Frederik den III erklærede svenskerne krig, hvorefter den svenske konge Carl Gustav marcherede fra Polen til Danmark med sin krigsvante hær. Fæstningen Frederiksodde (nuværende Fredericia) og den tilhørende by blev indtaget og fuldstændigt lagt øde i 1558, hvorefter svenskerne marcherede over Fyn med ødelæggelse, skræk og rædsel til følge. Flygtninge, der lagde vejen forbi Nakskov, berettede om grusomhederne.

Da Carl Gustav gik over isen fra Langeland til Lolland og nærmede sig byen, gik borgerne i panik, og besluttede sig for at overgive byen uden at affyre et eneste skud. Det, som man ikke vidste, var, at Carl Gustav slet ikke havde været interesseret i at indtage byen, men bare havde haft travlt med at komme til København så hurtigt som muligt. Jeg har læst, at nakskovitterne som en del af overgivelsen udleverede et kompagni gønger, der havde haft til opgave at forsvare Hornværkerne. Resultatet af Københavns belejring blev som bekendt tabet af Halland, Skåne og Blekinge. Efter krigen blev Nakskov hånet for sin ringe modstand mod svenskerne.

Carl Gustav kom igen allerede i 1559 og denne gang var målet at erobre hele Danmark. Nakskov besluttede her i anden omgang at gøre modstand og holdt stand i to og en halv måned trods talrige angreb og bombardementer. Svenskerne gravede sig lidt for lidt ind på voldene samtidig med, at byen var ved at løbe tør for krudt.

Under belejringen samledes folk ofte i Sankt Nikolai, men heller ikke her var de i sikkerhed. Det skete flere gange at svenske kanonkugler smadrede sig vej ind i bygningen, mens menigheden skrækslagen så til. Nogle af kanonkuglerne kan stadig ses i kirken i dag. Nakskovitterne håbede på undsætning fra hollænderne i København, men hollænderne havde i virkeligheden ingen interesse i at komme til hjælp. De var nemlig bange for, at danskerne skulle vinde så stort, at de ville kunne generobre Halland, Skåne og Blekinge og derved igen få magten over Øresund og Øresundstolden.

Det lykkedes til sidst svenskerne at erobre Hornværkerne og derved blive i stand til at skyde lige ind i gaderne. Nakskov var fortabt, hvorefter byen overgav sig for anden gang.

Militæret fik lov til at marchere væk med deres familier, men anderledes gik det borgerne, der kom til at opleve et sandt svensk rædselsregime, hvor svenskerne bl.a. brændte vinduer og døre af for at få varme om vinteren. Folk døde eller flygtede. Ødelæggelserne var så store at byen i 1662, to år efter krigen, stadig lå tom.

Danmark fattedes penge efter svenskekrigene, så det tog lang tid at få byen på benene igen. Marstal overtog en stor del af søhandelen, hvad der gjorde det endnu sværere for den gamle handelsby. Den gamle vold mellem Kattesundet og Voldgade blev lidt efter lidt inddraget til bebyggelse og gravet væk. Man kan stadig se nogle spor af den, da nogle af husene på den østlige side af Hollændergade ligger lidt oppe af en bakke, der er den sidste rest af den gamle vold.


Langsom genopbygning i 1700-1850

I løbet af 1700-tallet mistede Christian d. IV’s volde også deres betydning og en del blev inddraget til bebyggelse. Nogle af husene i Nygade stammer fra denne tid.  De ligger lidt oppe på resterne af den gamle Christian IV vold.

Slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet var præget af fremgang, hvilket skyldtes den florissante handel, der bl.a. førte til at Nakskov fik genopbygget sin handelsflåde. Det gik godt indtil englandskrigene, hvor byen igen mistede sine skibe. Byen deltog ivrigt i kaperkrigen mod englænderne med en flåde af kanonbåde. Nederlaget til England og nogle år efter, statsbankerotten i 1813, medførte på ny stilstand for byen. Udviklingen gik generelt langsomt i den første halvdel af 1800-tallet. Det var eksempelvis først i 1860’erne, at man opgav at kræve bropenge ved Sønderport og Vejlebro.

På Axeltorv kan studeres forskellige arkitekturstile. Det barokke Løveapotek på Axeltorv 3 er fra 1777.

Bag huset findes et gavlhus fra 1645. Axeltorv 1, Theisens gård, er bygget i rokokostil og er fra 1786.

Typisk for perioden i starten af 1800-tallet er det klassicistiske købstadsarkitektur, der består af simple bygningskroppe med tegltag og afrundede hushjørner mod gadekryds. Dekorationen var sparsom og kom hovedsageligt til udtryk gennem gesimser både som taggesimser ved tagovergang og vinduesgesimser under vinduerne. Kun større huse brugte lisener og frontoner til at understrege enkelte bygningsdetaljer. Klacissismens huse var hovedsageligt malet i lyse farver – hvid og gul. Købstadkvarterer karakteriseret af denne form for arkitektur får et harmonisk udseende. Spørgsmålet er om man ikke burde lade sig inspirere af denne stil, når man bygger nyt fremover?


Industrialismen 1850-1930

Fra 1850’erne kom der igen fart på udviklingen. Skibsværftet voksede og byggede skibe, og handelsflåden blev ligeledes større. Nakskov har et smukt lille skibsmuseum nede på havnen. Man byggede overraskende store skibe. De fleste blev bygget for ØK også skibet Jytlandia, der senere kom til at virke som hospitalsskib i Korea.

Arkitekturen omkring 1860’erne er præget af historicisme, hvor bygningerne typisk står i rå mursten med murstensdekoration specielt i forbindelse med gesimser, døre, porte og vinduer. Dekorationen spiller på dybt relief dvs. der dannes store skygger, når solen skinner på facaden. Typisk er også vinduer hvor overliggerne er runde.

Omkring 1870 kommer den europæiske klassicisme - populært kaldt stukarkitekturen - til Danmark. Her bliver facaderne pakket ind i masser af gesimser, segment- og trekantfrontoner over vinduerne og alskens anden klassicistisk dekoration. Stilarten har været ugleset af senere funktionelle arkitekter, der havde andre idealer end klassicismens Grækenland og Italien. Mange af facaderne er dog, efter min beskedne mening, både smukke og dygtigt proportioneret. Det tog nok nogle år før stilen nåede ud i købstæderne, men i Nakskov er der flere eksempler på den. En hel bydel med denne arkitektur udviklede sig udenfor de gamle volde specielt mod øst omkring Østergade, Østre Boulevard og Reventlowsgade.

Den føromtalte historiske stormflod i 1872, resulterede som sagt i inddæmningen af store dele af Nakskov Fjord, så gamle øer som Langø nu blev en del af fastlandet. Dæmningen førtes lige ind til Nygade, hvor der byggedes en sluse. Man besluttede at anlægge en ny vej oven på dæmning og rive den gamle Langebro ned. I 1874 åbnedes togbanen til Nakskov, hvorefter Store Kat blev inddraget som station. Sukkerfabrikken er fra 1882. Man prøvede først med svensk arbejdskraft men kunne ikke få nok og gik derfor over til polsk arbejdskraft i 1890’erne. Der kom så mange polakker til landet, at der i 1912 arbejdede over 12.000 polske kvinder på Lolland.

Nord for Nakskov ligger en lille skov, der hedder Svingelen. Skoven har tilhørt byen siden 1500-tallet og var i alle år et yndet sted at tage ud for byens borgere. I løbet af 1800-tallet udvidede man gæstgiveriet derude og fik bl.a. en musikpavillon. Omkring år 1900 begyndte byens borgere så at bygge villaer langs Svingelens vej. I dag findes der her en lang række fornemme villaer herude. Flere af dem er tegnet af Nakskovs berømte arkitekt Ejner Ørnsholt, der virkede i byen i mellemkrigsårene.

Langs Nørrevold ligger flere bygninger i den nyromantiske stil fra 1890’erne og fra den nygotiske stil fra omkring 1910.

Ejendomsselskabet ”Røsnæs” byggede fra 1918-1920 en fin haveby bestående af dobbelthuse til medarbejderne ved Strandpromenaden vest for Nakskov. Til bebyggelsen hørte en købmandsgård, en slagterforretning og et bageriudsalg. I København ville huse i en sådan bebyggelse kun være for velhavere, men priserne er betydeligt billigere på Lolland!


Nakskovaffæren eller Oprøret i 1931

Nakskov var det sted i Danmark, hvor vi kom tættest på en ægte revolution. Verdenskrisen i 1930’erne havde ramt byen hårdt, hvilket specielt gik ud over de unge arbejdsløse arbejdere, der endnu ikke var blevet medlem af en arbejdsløshedskasse. Politiet forsøgte at stoppe et folkemøde arrangeret af Danmarks Kommunistiske Parti, hvilket førte til slagsmål i nogle dage. Der blev bl.a. kastet sten ind gennem vinduerne på politistationen på Nygade.  Senere samme nat nået militæret frem med ordre til at skyde, men da var gemytterne faldet til ro.