www.danskarkitektur.dk

dansk barok og rokoko

Barokkens og rokokoens kronologi i Danmark

Når man i Danmark taler om barok, drejer det sig om perioden 1650-1730. Derefter kommer en periode fra 1730 til 1760 med senbarok eller rokoko, som perioden også kaldes. Barokken indføres nogenlunde samtidig med enevælden. Det er jo også enevældens store stil. Den efterfølges af rokokoen, der kan kaldes for adelens sidste kunstneriske kraftpræstation før, at det nye borgerskab tager over med sin stil - klassicismen.

Svenskekrigene og enevældens indførsel

Efter nederlaget i Torstenssonkrigen (1643-45) mellem Sverige og Danmark måtte Danmark bl.a. give afkald på Skåne, Halland og Blekinge. Derpå fulgte Carl-Gustav-krigene (1657-58 og 1658-1660), hvorefter Danmark igen måtte afstå de tre landsdele. Det næste halve århundrede handlede for det meste om at tilbageerobre områderne fra Sverige. Vi skal helt frem til Frederik d. IV, før de uendelige nordiske broderkrige fik ende ved freden på Frederiksborg i 1720. Det var drengehelten Tordenskiolds tid. Han blev dræbt i en duel samme år, som freden blev besluttet.

I forbindelse med Svenskekrigene lykkedes det Frederik d. III i 1658 at få indført den absolutte enevælde. Nu kom kongetitlen til at gå i arv fra far til førstfødte søn. Kongen skulle ikke længere underskrive en håndfæstning, hvor han garanterede adelen dets privilegier. Københavns borgerskab støttede indførslen af enevælden, fordi man mente, at borgerskabet ville komme til at stå stærkere overfor adelen.

De enevældige konger koncentrerede magten i København, der også blev residensstad med deraf følgende byggeri. I 1660 havde København kun ca. 30.000 indbyggere. Men i de følgende år skulle befolkningstallet stige stærkt. Under Frederik d. III fuldendtes voldanlægget omkring Nykøbenhavn. I 1662 anlagde Henrik Ruse det nuværende kastel. Han skal senere have anlagt kastellet i Skt. Petersborg. Man førte vestvolden ned til Langebro og inddæmmede i den forbindelse arealet mellem Slotsøen og volden. Området kaldtes Frederiksholm efter Frederik d. III. Under Christian d. V blev Christian d. IV's volde på Christianshavn i første omgang forlænget ned til Kalvebod Strand og senere i 1692 fuldendt mod øst.

I selve Nykøbenhavn, dvs. området mellem Kastellet og middelalderbyen, anlagde Sofie Amalie et slot på det nuværende Amalienborgs område. I 1668 blev Nyhavn anlagt og kort efter i 1670 Kongens Nytorv med ridderstatuen af Christian d. V efter fransk forbillede.

Middelalderens Østerport havde ligget ved den gamle vold på det nuværende Kongens Nytorv. Porten blev flyttet længere ud, da man anlagde de nye volde. Derfor ligger Østerport i dag nord for Nørreport. De gamle og nu ikke længere brugte volde, der kom til at ligge inden i Nykøbenhavn, gik i folkemunde gik under navnet Hallandsåsen. De blev nemlig ikke f jernet med det samme.

I 1728 brændte store dele af middelalderbyen. Det var en af tre store brande, som gjorde det af med så godt som al middelalderbyggeri. Efter branden forsøgte man at rette de middelalderlige gader ud og gøre dem bredere. Man ville sikre sig mod endnu en bybrand, men også gøre byen smukkere. Forslaget blev mødt med stor uvilje hos borgerne, der ikke ville afgive jord til byen. Man forsøgte også uden held at påbyde grundmur. Det blev for det meste kun til grundmur mod gaden. Ellers byggede man i det langt billigere bindingsværk. Et resultat af branden var de nye smukke ildebrandshuse, hvoraf mange stadig kan ses rundt om i byen i dag.

I renæssancen byggede man beboelseshuse i en til to etager. Men i barokken sprang husene i vejret, idet byen havde behov for mere boligareal til den stærkt voksende befolkning. Dette kom tydeligt til udtryk, da man genopbyggede byen efter branden i 1728. Nu blev husene dobbelt så høje samtidig med, at der i baggården også byggedes høje beboelseshuse. Loftet der før havde fungeret som lager blev inddraget som beboelse. Karakteristisk for de nye ildebrandshuses facadekompositionen var, at man fortsatte den midterste del af langsiden op i en gavlkvist Gavlkviste fik vinduer til loftslejlighederne.

Facadekompositionen bestod øverst af den føromtalte gavlkvist, der var omgivet af stærkt profilerede gesimser. Gavlkvisten var med til at understrege det lodrette og det centrale på bekostning af renæssancens vandrette linier. Understregningen af det lodrette og det centrale er typiske barokke elementer.

Der er ikke meget, der er mere dansk og københavnsk end ildebrandshusene. Det er et typisk eksempel på nogle kunstneriske tendenser, der kom her til landet fra den store verden for at blive tilpasset de hjemlige forhold og den dansk byggetradition. Traditionen illustreres af bindingsværkshuset nr. 14 på Skt. Annæ gade på Christianshavn. Det har typiske fællestræk med ildebrandshusene, men det stammer helt tilbage fra Frederik d. III's tid.

Husene havde smalle vinduespiller, fordi man ønskede så store vinduesarealer som muligt. Det var populært at følge med i gadelivet oppe fra vinduespladserne. De smalle vinduespiller var dog brød nemt sammen under en ildebrand, hvilket førte til, at man senere satte grænser for, hvor stort vinduesarealet i husfacaderne matte være.

Lejlighedsplanerne var enkle. De bestod af en i huset gennemgående forstue eventuelt med en ligeløbstrappe. Forstuen kunne fortsætte over i et baggårdshus. Fra forstuen kom man ind i selve stuen, der altid lå ud til det offentlige rum. Mod gården havde man et sovekammer og et køkken. Her var et stort åbent ildsted, hvilket forklarer de karateristiske store skorstene.

Typiske ildebrandshuse findes flere steder i København, hvor de har haft held til at undgå de senere bybrande. På Gråbrødre torv findes nogle særligt fine eksemplarer.

Charlottenborg på Kongens Nytorv blev bygget for en Gyldenløve i 1677. Man ved ikke hvem arkitekten var, men det er det første egentlige barokpalæ herhjemme. Som de fleste andre danske barokbygninger er det stærkt præget af hollandsk barok. Inspirationen kom stadig herfra ligesom i renæssancen.

Greven og grevinden boede i hver sin fløj. Hovedføjen var til repræsentation. Huset består af en kælder, parterre, beletage og mezzanin. Etagehøjden var meget større og rummene fik mere lys end man før var vandt til. Interiørerne var farverige og dekoreret med forgyldning. Vægpanelerne gik til brystningshøjde. Det var stort og der var meget mere plads til at udfolde sig på. Samtiden kritiserede dog huset for stadig at have uheldige træk fra de gamle trange renæssancehuse som f.eks. spindeltrapper.

Arkitekten van Haven(1630-95) tilføjede senere kuppelsalen til Charlottenborg. Han tegnede også Frelser kirke fra 1696. Van Haven havde været på studierejse i Europa og havde især i Nederlandene fundet inspiration til sine byggerier.

Laurids de Thurah var som de fleste bygmestre før ham militærmand. Han havde været på rundrejse i Europa og tilegnet sig den nyeste viden. Han nåede dog ikke at opleve den nye rokoko på rejsen. Det gjorde derimod hans værste konkurrent Nicolai Eigtved (1704-54), der til sidst tvang Thurah til at opgive byggeriet og flytte til Jylland. Eigtved døde dog relativt tidligt, og dette muliggjorde, at Thurah kunne komme tilbage og genoptage byggeriet.

Thurah arbejdede i en senbarok stil, der var konservativ og tung. Han var uhyre flittig og blandt hans værker er Odense slot fra 1723, det kongelige palæ i Roskilde fra 1733, Erimitagen fra 1736, Gammel Holtegård fra 1757, spiret på Frelser kirke fra 1752 og de fire pavillioner ved Frederiks hospital fra 1754. Spiret på Frelser kirke er inspireret af Borominis lille tårn på Silvo della Sapienza i Rom.

Frederik d. IV fik sikkert ideen til at bygge Frederiksberg slot på sine italiensrejser (første Italiensrejse i 1692, anden Italiensrejse i 1708 ). Straks efter at han kom hjem fra den sidste, gik man i gang med det nye barokslot udenfor byen. Byggeriet blev ledet af Ernst Brandenburger. Byggeforløbet bestod af flere faser. Den centrale del af facaden mod parken (det nuværende Frederiksberg Have) er lidt for smalt og højt. Det skyldes, at det er proportioneret til det første Frederiksberg Slot. Senere blev bygningen forstørret og gjort bredere, men man beholdte dekorationen på de oprindelige dele. Det var Laurids de Thurah (1706-9), som fuldendte selve slottet. Det fik den nuværende lukkede gård i 1738. Parken var et regulært barokanlæg, som strakte sig ned over nogle kunstige terrasser, som stadig kan ses i landskabet, og ud i Frederiksberg Have. De nuværende søer er reminisencer af det store barokke haveanlæg.

I 1722 stod Frederik d. IV's lystslot i Nordsjælland. Han kaldte det Fredensborg efter den nyligt indgået fred med svenskerne. Slottet er gentagne gange blevet ombygget og forstørret af både Eigtved og Thurah foruden mange andre af enevældens store arkitekter. Det stod først færdig, som det ses i dag, i 1776.

Philip de Lange

I 1738 byggede Philip de Lange (1706 66) et palæ for Asiatisk kompagni i Strandgade i en senbarok stil. Pendanten, dvs. kopien ved siden af, kom til senere og er kun et pakhus på trods af facaden ud mod Strandgade. De Lange byggede også mastekranen på Holmen. Den er fra 1751.

Barokbygninger i København

I 1688 byggedes den reformerte kirke ved Rosenborg og i 1703 kastelkirken. Frederik d. IV's operahus (nuværende Østre Landsret) er fra 1702. Det Røde Palæ, der husede kongens administration, stod færdig i 1720.

De fleste store danske herregårde var allerede bygget ved overgangen mellem middelalder og renæssance. Der blev både bygget om og bygget nyt under enevælden. Man havde ikke længere behov for at kunne forsvare sig og byggede derfor herregårde, der åbnede sig op ud mod store barokke haver og landskabet. Typisk er Clausholm ved Randers, der stod færdig i 1699. Det var herfra, at Frederik d. IV bortførte Anna Sofie Reventlow, som han senere ægtede til venstre hånd.

Danmark i rokokotiden (senbarokken)

Svenskekrigene var overstået, og der var endelig fred. Danmark oplevede nu en både økonomisk og kulturelt dynamisk periode. Den anden halvdel af 1700-tallet kaldes også for den florissante tid. Danske handelskompagnier handlede i stor stil med Østen. Det fredelige København efter svenskekrigene var også Ludvig Holbergs by. Han skrev sine skuespil i 1700-tallets første halvdel. Christian d. IV blev senere grebet af tidens pietisme og forbød teater og andre former for morskab. Befolkningen i residensstaden nåede i 1748 op på l00 000. Byen bagved voldene var blevet tæt befolket. Frederik d. V grundlagde Frederiksstaden, hvortil Nicolai Eigtved i 1749 udarbejdede en plan. I 1753 stiftedes Det Kongelige Akademi på Charlottenborg, så landet kunne uddanne sine egne arkitekter og kunstnere.

Det første ChristiansborgFrederik d. IV nænnede ikke at rive Københavns gamle middelalderslot ned, men besluttede dog at iklæde det nye facader. Hans søn den pietistiske Christian d. VI (1730-46)var mindre følsom og besluttede at erstatte det med et rigtigt barokslot. Det blev til det første Christiansborg. Arkitekten var den dansk-tyske arkitekt Häusser(1687 45). Han blev dog assisteret af Nicolai Eigtved og Laurids de Thurah. I 1745 stod det første Christiansborg færdigt. Desværre nedbrændte det allerede i 1794. I dag er kun ridebaneanlægget tilbage af Häussers Christiansborg. Af Eigtveds bidrag er den elegante rokoko marmorbro og de to smukke pavilloner at se.

Nicolai Eigtved

Nicolai Eigtved var oprindeligt kongelig gartner, der blev som mange andre sendt sydpå for at lære mere. I Sachsen uddannede han sig til arkitekt. Han var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, fordi Sachsen på det tidspunkt oplevede en sand kulturel opblomstring. Det var her, at man byggede nogle af Europas smukkeste rokokoanlæg. Han blev hentet hjem til Danmark, hvor han relativt hurtigt kom til at indtage Laurids de Thurahs plads som rigets førende arkitekt.

Eigtved lagde ud med at tegne Prinsens palæ til kronprinsen - den senere Christian d. VI. Palæet vender mod Christiansborg, men typisk for Eigtved, så brød han facaden med en forgård. Huset er komponeret som næsten alle hans senere værker med en markeret parterre (stueetage), en beletage (hovedetage) og en mezzanin (indskudt etage). Palæet stod færdig i 1744.

Frederiksstaden

På initiativ af en række af byens borgere besluttede den nye konge Frederik d. V at skænke grunden, hvor Sofie Amalies tidligere slot havde ligget, til opførslen af en ny bydel - Frederikstaden. Man ville fejre 200 år under det Oldenborgske kongehus. Eigtved udarbejde en plan til bydelen. Hovedaksen kaldet Frederiksgade skulle gå fra havnen via en ottekantet plads med en rytterstatue (Amalienborg) til en enorm kuppelkirke. Herpå gik en tværakse - Amaliegade. Bredgade afgrænsede den nye bydel mod nord. De arkitektonisk vigtigste punkter i bydelen blev markeret med 9 palæer bygget af landets rigeste mænd. Eigtved udarbejdede en afdæmpet facadeskema for husene mellem palæerne. Alle nybygninger skulle godkendes af ham, så hele bydelen kunne hænge sammen som en stor arkitektonisk komposition.

Senere er de fleste af hans bygningerne fra dengang blevet ombygget - ja nogle vil ligefrem sige skændet. Man spørger sig selv om denne flotte bydel bliver præsenteret på den rigtige måde. Kommer Marmorkirken til sin ret? Burde nogle af husene føres tilbage til fordums storhed? Skal Bredgade være en mørk trafikal gennemfartsvej? Eigtveds Frederiksstad var lys og let. Hvor kommer metroen ind i spillet? Kunne Frederiksstaden ikke gøres til en hel enestående bydel i verdensklasse?

Eigtved gik hurtigt i gang med Amalienborgs fire palæer. De var oprindeligt ikke tiltænkt kongefamilien men derimod nogle af landets rigeste familier. De fire palæer er tegnet til fire forskellige bygherrer og er derfor ikke ens. Det flotteste blev Moltkes Palæ, der i dag kendes som Christian d. VII's palæ.

Vores fysiske omgivelser indeholder altid budskaber til os. De kan være mere eller mindre tydelige og mere eller mindre bevidste. Nogle arkitekter vil hævde, at det kunstneriske hovedbudskab i et byggeri findes i hovedgrebet dvs. bygningens store former uden detaljer og dekoration. Amalienborg består som bekendt af fire palæer omkring en ottekantet plads med en rytterstatue. Hvert palæ var oprindeligt opført med sidepavillioner forbundet til hovedhuset vha. af enetages bygninger. Palæerne stod dengang frit nærmet som italienske villaer. Siden er forbindelsesbygningerne forhøjet med en etage. Der har været elegente højdespring mellem palæ, mellembygning, pavillion, vej, pavillion, mellembygning, palæ osv... Ligesom ved forgården i Prinsens Palæ har Eigtved arbejdet med rummet mellem bygningskroppene. Der er ikke længere tale om barokken magt og tyngde men derimod om det lette og elegante, hvad der jo fint passer til datidens adelsidealer.

Facaderne var som facaderne på Prinsens Palæ vandret opdelt i en parterre, en beletage og en mezzanin. Den lodrette opdeling bestod af en bred central risalit (fremspring i hele husets højde) og to smallere risalitter på siderne.

Lisenerne er altid trukket lidt tilbage fra bygningshjørnerne, så der her opstår flere lodrette kanter. Typisk er også små ører mellem vandrette og lodrette elementer. Under vinduesomramningerne ses små firkantede konsoller. Øverst afsluttes facaden af balustrader. Centralt i balustraderne ses våbenskjold og medallioner. På balustraderne er placeret skulpturer og vaser, så de passer til kompositionen. Typisk rokoko så vipper tagene lidt op lige før de afsluttes over gesims og mur.

Rokokoen var hovedsageligt en salonkultur. Man festede, diskuterede videnskab og filosofi, hørte salonmusik og sad i elegante og magelige stole. Specielt i Molktes Palæ ses overdådige og elegante rokokoindretninger. Salene var lette, lyse og mindre end før.

Rytterstatuen forestiller Frederik d. V og siges at have kostet mere end de fire palæer tilsammen. Man fik Saly - en af Frankrigs førende billedkunstnere til for at udføre værket. Læg mærket til, hvordan statuen og hele anlægget bestående af sokkel, belægning og hegn omkring den udgør en samlet komposition. Se hvordan statuens hoved præsenteres alt efter, hvorfra man beskuer den på pladsen. Statuen og pladsen er et hovedværk i europæisk arkitektur.

Marmorkirken blev desværre ikke bygget som projekteret af Eigtved. Man løb simpelthen tør for penge til den enorme bygning. Først i det følgende århundrede lykkedes det arkitekten Ferdinand Mehldal at få opført en centralkirke på grunden.

Senere, efter Christiansborgs slotsbrand, flyttede kongefamilien til Amalienborg, som man købte fra de forrige ejere. Det skulle have været et midlertidigt arrangement, men kongefamilien har boet der siden. De to mest benyttede af palæerne blev forbundet via en nyklassicistisk søjlegang af arkitekten Harsdorff, så kongefamilien kunne komme tørskoet fra det ene hus til det andet.

Andre karakteristiske rokokopalæer i Frederiksstaden er Rosenbergs to palæer til grev Bernstorff og Dehn fra 1756. De er placeret på hver side af Frederiksgade overfor Marmorkirken. Det var meningen, at de skulle udgøre væggen ud til en monumental plads, hvorpå Eigtved havde tænkt sig sin enorme centralkirke.

Senere blev pladsen bygget til af Mehldal, der havde brug for penge til at finansiere Marmorkirken. Så nu ser man kun hjørnerne af de to adelspalæer, når man står på Marmorkirkens trapper og kigger ned mod Amalienborg.

Palæet til justitsråd Lindencrone på hjørnet af Bredgade og Skt. Annæ plads har fået en hård medfart, men ser man efter, så er der spor af et rokokopalæ. Bedre er det gået Odd Fellow Palæet, der skulle danne point de vue, når kongenfamilien kom fra Rosenborg ned af Dronningens Tværgade på vej mod Amalienborg.

Til sidst skal nævnes den engelske billedhugger Carl Stanleys palæ på Christianshavn fra 1758. Her er både engelsk og dansk indflydelse. Det tredelte palladianske vindue er meget engelsk.

Frederiks Hospital

Det var svært at få alle grundene i Frederikstaden solgt, så det blev besluttet at udlægge nogle af dem til hospitaler. I 1751 gik Eigtved i gang med Frederiks hospital, men det var ikke færdig ved hans død i 1754 og matte fuldføres af Laurids de Thurah. Der er tale om et meget smukt rokokoanlæg bygget omkring en grøn gård. Patienterne skulle have lys og luft. I dag huser det Kunstindustrimuseet. Pavillionerne på begge siderne af de to indgange fra Bredgade og fra Amaliegade er som sagt af Laurids de Thurah.

Eigtveds borgerhuse

Eigtved udarbejdede som sagt en facadetype for husene mellem palæerne. Typen mindede meget om palæerne. Virkemidlerne var bare mere afdæmpede. I stedet for søjler og pilastre brugte han lisener. I stedet for balustrader brugte han gesimser, og i stedet for medallioner og våbenskjolde brugte han mindre frontoner (lave trekantsgavle uden vinduer over muren). Husene var lyse som palæerne og pudsede i stedet for at være opført i ægte sandsten.

Christianskirken

Eigtved nåede at få tegnet Christianskirken for Københavns tyske menighed før hans alt for tidlige død. Den er indrettet med pulpiturer som et teater. Det er dog ikke ham, der har gennemført byggeriet og tegnet spiret.

Forkætret barok

Barokken var et barn af sin tid. Kunststilen afspejlede et samfund, hvor alt drejede sig om den enevældige konge. Næsten al kunst fra den tid afspejler, at samfundet var opdelt i forskellige stande. Adelen boede på første sal - beletage på fransk - piano nobile på italiensk. De havde højere til loftet, større vinduer osv. end andre folk, der placerede sig rundt omkring i bygningerne alt efter stand og formue. Nede i de fugtige kældre og oppe på loftet boede de fattigste. Adelen, gejstligheden og nogle få fra borgerskabet kunne få del i magten, men langt størstedelen af befolkningen levede uden for indflydelse og i dyb armod. Barokkens idealer passer meget dårligt med modernismen og demokratiet. Vi vil ikke finde os i at blive styret af en middelmådig konge - historien er fuld af eksempler på håbløse og skæbnesvangre beslutninger truffet af danske konger. At bygge barokt i vore moderne tid er at idealisere et samfundsstade, som vi forhåbentlig er kommet over.

Arkitekterne i 1920'erne spurgte, hvorfor man skulle bruge penge på at opføre bygninger i nybarok stil, når man i stedet kunne bruge pengene på at få indbygget moderne installationer samt at få lys og luft? Barokken blev med god grund en forkætret stil for mange modernister.

Poul Henningsen undrede sig engang over, hvorfor folk finder, at diamanter er pæne. Det er jo ikke til at se forskel på slebet glas og slebet diamant. Hans konklusion var, at diamanter er noget værd - derfor synes mange, at de er pæne. På samme måde med barok arkitektur. Mange mener, at det er pænt, fordi det er de riges dvs. kongens og magtens formsprog.

Jeg mener, som jeg indledede med at sige, at barokken er et barn af sin tid. Som alle stilarter kan barokken selvfølgelig gennemføres mere eller mindre talentfuldt alt afhængig af kunstneren og de ressourcer, som han har til sin rådighed. Hvis vi skal være helt ærlige, så gav enevælden Kunsten store muligheder. Kongen var en gavmild mæcen overfor arkitekter, skulptører og malere, der alle var med til at legitimere samfundsopbygningen. Derfor finder vi i Danmark som i alle andre europæiske lande utallige smukke bygningsanlæg fra enevældens tid, som datidens underklasse måtte slide for, men som eftertidens utallige generationer har kunnet nyde.