www.danskarkitektur.dk

dansk nyklassicisme

Nyklassicismens kronologi

I Danmark varede arkitekturstilen nyklassicisme fra ca. 1760 frem til 1830. Ordet klassicisme betyder "at gøre noget efter de antikke regler" dvs. i dette tilfælde antikkens byggeregler. I renæssancen var en del af de antikke regler allerede genopdaget. Nyklassicisme handler om, at man prøver at bruge reglerne mere rigtigt. Man mente, at barokken og rokokoen var kommet for langt væk fra rødderne.

Den stramme nyklassicisme efterfølges af den friere senklassicisme (1830-1855) . Herefter glider arkitekturen over i historicismen. Langt senere omkring 1915-1920 bringer forskellige kunstneriske ildsjæle igen nyklassicismen på banen. Det er i denne periode at eksempelvis Politigården i København bliver tegnet og bygget.

Det lyder måske ikke helt logisk, men den første del af nyklassicismen ligger faktisk i oplysningstiden og den anden i romantikken. Den altså spænder over to meget forskellige perioder.

Den sidste halvdel af 1700 tallet kaldes også for den florissante periode. Danmark havde held til at holde sig udenfor de europæiske og amerikanske krige, og det gik strygende som handelsnation.

Adelen mistede sin altdominerende position samtidig med, at byernes borgerskab dvs. købmændene samt kongens ansatte i forvaltning, kirke og hær vandt frem.

Der er historien om Struensee, der var den sindssyge Christian d. VII's (konge fra 1766 08) hoflæge. Han blev dronningens elsker og var i en kort periode landets reelle leder. Han forsøgte at gennemføre reformer, men det mislykkedes, idet han blev væltet og halshugget i 1772.

Det lykkedes dog nogle år senere at gennemføre landboreformer, der medførte at det landsbyfællesskab, der havde eksisteret siden middelalderen, gik i opløsning. Stavnsbåndet blev ophævet i 1788. Landbrugsteknikken blev moderniseret og store befolkningsgrupper frigjort som billige lønarbejdere for bl.a. byerne og den fremtidige industri.

Det var barske tider for den store, fattige del af befolkningen. I Danmark kom det ikke til revolution som f.eks. i Frankrig, men der var begyndende sociale spændinger.

Efter 1800 gik det dog helt galt. Danmark-Norge holdt med Napoleon, hvilket førte først til krig med England og tabet af flåden i 1807, og senere i 1813 til statsbankerotten og tabet af Norge i 1814. Økonomien var i bund i tiden frem til 1830, hvorefter situationen så begyndte at forbedre sig. De borgerlige nationalliberale vandt frem og den 5. juni 1849 underskrev kong Frederik d. VII Grundloven. Hermed var enevælden overstået og demokratiet indført.

Perioden 1800-1850 kendes også som Guldalderen, fordi det rent kulturelt var en frodig periode. Tænk bare på digtere og forfattere som Adam Oehlenschläger, H. C. Andersen, Søren Kierkegaard og F. S. Grundtvig for ikke at tale om malere som C. W. Eckersberg, Constantin Hansen, Christen Købke, Martinus Rørbye, J. TH. Lundbye og P. C. Skovgaard.

Nyklassicismen kommer til landet

Saly, der havde lavet ridderstatuen af Frederik d. V og som var leder af akademiet, inviterede den franske arkitekt N.H.Jardin til landet for at fuldende Eigtveds arbejde i Nykøbenhavn. For første gang i historien kom kunsten direkte til Danmark uden omveje, hvilket selvfølgelig var godt. Jardin var dog nyklassicist og fuldendte derfor ikke Frederikstaden som i rokokostil. Jardin blev professor på kunstakademiet og havde en stærk indflydelse på den næste generation af arkitekter. Mere konkret stod han for ombygningen af Marienlyst slot. I 1765 byggede han et slot for grev Bernstorff. Han tegnede også Sølvgade kaserne, der stod færdig i 1769. I 1771 gennemførte Struensee loven om indfødsretten, hvilket medførte at Jardin sammen med mange andre udlændinge måtte forlade landet. Danskerne mente selv at de kunne!

C. F. Harsdorff

En af Jardins mest begavede elever var C. F. Harsdorff (1735 99), der som mange før ham først var på studierejse i Europa. Han var specielt begejstret over, hvad han så i Frankrig. Harsdorff kom også til at påvirke arkitekturen stærkt gennem sine elever. Harsdorff gjorde oprør mod rokokoen, som han mente var en fordærvet stil. Han var, typisk for arkitekter i det meste af Europa i den tid, stærkt inspireret af den antikke kultur.

I 1773 ombyggede Harsdorff et mindre hus i Kongens Have. Den nye bygning kender vi som Herculespavillionen. Motiver herfra blev brugt i hans mest berømte værk - Harsdorffs palæ ved Charlottenborg. Her ville han, der var blevet stadens førende arkitekt og professor ved Kunstakademiet, vise alle de nye ideer frem, som han havde samlet på sine studierejser. Huset kom også til at danne skole for Københavns arkitekter og bygmestre. Her kunne de se, hvordan et "moderne" hus skulle se ud.

Grunden var vanskelig at bebygge, idet Nykøbenhavns og Bremerholms (området bag Det Kongelige Teater) gadelinier støder ind i hinanden i en skæv vinkel lige, hvor huset står.

Det vi kender som Harsdorffs palæ er i virkeligheden to borgerhuse. I det venstre ses en komposition bestående af en facade med et neutralt midterparti. Siderne er fremhævet ved at de springer lidt frem og ved at de er dekorerede. Beletagevinduerne har her segmentbue afslutninger. Denne kompositionen blev i de kommende år mere reglen end undtagelsen i København. Det højre borgerhus er mere monumentalt, fordi det skulle spille op til andre monumentale facader på Kongens Nytorv. Det består af en trekantfronton båret af kæmpe pilastre. Dekorative elementer som f.eks. disse kæmpepilastre blev senere populære. Bemærk, at det var Harsdorffs egen ide at vende volutterne!

Der er grundlæggende tale om en teatralsk arkitektur, hvor der blev gjort flittigt brug af midler som falske døre og ensartede facader, der gemte, hvad der foregik inde bag ved dem. Harsdorff byggede til borgerne, men var ikke genert for at udforme borgerhuse som paladser.

De fine stuer lå mod gaden med kabinetter på siderne og trapper mod gården. Det var en traditionel plantype, hvor man forsøgte at holde tyendet på gårdsiden og herskabet mod gaden. Værelserne lå som perler på en snor og blev mere og mere private jo længere, at man kom ind i lejligheden. Den ovale spisestue fra Paris, som findes her, blev et yndet motiv i borgerhusene fremover.

I 1794 nedbrændte det første Christiansborg. I 1795 oplevede København atter en storbrand som den i 1728. Heldigvis var økonomien god, og man havde, belært af tidligere erfaringer, oprettet brandforsikringer, som gjorde, at byggeriet hurtigt kom i gang. Ved genopbygningen blev der opført så mange klassicistiske huse, at man i dag oplever København, som en klassicistisk by. For at brandsikre byen forsøgte man med større held end før at gøre gaderne bredere og rette dem ud. Ved at nedrive det gamle rådhus mellem Nytorv og Gammeltorv kunne der skabes et brandbælte i byen. Det samme skete, da man rev karreen mellem Amager Torv og Gammel Strand ned. Herved skabte man Højbro Plads. Ilden har sværere ved at springe over åbne pladser!

Et typisk træk er de knækkede hushjørner, der skulle gøre det lettere for trafikken og ikke mindst brandsprøjterne at komme rundt. Man fik også held til at påbyde grundmurede huse.

For at det ikke skulle være løgn, så brændte store dele af bykernen igen ved englændernes bombardement i 1807. Napoleonskrigene medførte at landet gik fallit og dette satte selvfølgelig en dæmper på byggeriet.

De nye borgerhuse var, som sagt, stærkt inspireret af Harsdorffs undervisning på akademiet. Overalt i det gamle København ses i dag kopier af de to facadekompositioner fra Harsdorffs Palæ på Kongens Nytorv.

Borgerhusene er vandret opdelt i en markeret underetage adskildt fra 1. sal ved en kordongesims. Herover aner man en finere stueetage, idet vinduerne her er lidt større og de kan være omgivet af dekorative elementer som eksempelvis segment- eller trekantsbuer. 2. sal er mere sparsom. Mellem 1. og 2. sal ses ofte et vandret bånd med stukdekoration. Overgangen til taget er markeret ved en flot gesims. Væk var ildebrandshusenes gavlkviste. Karakteristisk er, at facadens sider er markeret på midterfacadens bekostning. Nogle af facaderne var komponeret med kæmpepilastre.

De nye klassicistiske borgerhuse var malet i lyse farver. De regelmæssige huse på de uregelmæssige gader er et smukt københavnermotiv.

Husene havde stadig de for Danmark så karakteristiske åbne ildsteder og deraf følgende kæmpeskorsten. Et nyt træk var, at husene havde en høj kælder. Man skulle nu op af trapper for at komme ind i huset og ned af trapper for at komme ud i gården.

Udviklingen gik fra de mere Harsdorff inspirerede og plastiske facader mod noget mere simpelt efter englændernes bombardement i 1807. Typisk for de senere borgerhuse er de runde hjørner. Før havde de været skarpt afskårne.

Kongehuset fulgte også med den nye stil og forandrede Frederiksberg have fra et barokt anlæg til en romantisk engelskinspireret park med både kinesisk tehus og antikt tempel blandt meget andet. Det skete omkring år 1798.

Ved århundredeskiftet kom Harsdorffs elev C. F. Hansen (1756 1848) til København, hvor han kom til at stå for genopbygningen af nogle byens vigtigste bygninger. Byggeriet blev forstyrret af englændernes bombardement i 1807, men på trods af dette, så stammer flere af de vigtigste huse, som man i dag kan se i København, fra hans hånd.

C. F. Hansen havde haft en stor succes i Altona i Holsten, hvor han havde tegnet og opført flere nyklassicistiske bygninger til byens borgere. Han gik straks i gang med at planlægge genopførelsen af det nedbrændte Christiansborg. C. F. Hansens nye Christiansborg, der kaldes for "det andet Christiansborg," blev en arkitektonisk perle, kom desværre til at lide den samme skæbne som sin forgænger. Slottet nedbrændte i 1884. Kun slotskirken undgik flammerne. Selvom at slotskirken, der nyligt er blevet renoveret på forbilledlig vis, er det eneste tilbage af C. F. Hansens Christiansborg, så er kirken i sig selv et sandt nyklassicistisk mesterværk, som det er værd at opleve.

C. F. Hansen byggede desuden råd- og domhuset på Nytorv, Vor Frue Kirke og Metropolitanskolen. Ved opførslen af det andet Christiansborg og Vor Frue Kirke har C. F. Hansen været bundet af de eksisterende brandruiner. Han har genbrugt de eksisterende mure i de nye bygninger.

C. F. Hansen havde været i Italien, hvor han både havde besøgt Rom og set Palladios villaer omkring Vicenza. Det kan godt være, at hans formsprog er disciplineret, velbalanceret og alvorligt, men man skal ikke se C. F. Hansen som rationalist men derimod som en romantikker, der drømte om det gamle Rom og minderne om den store fortid. Hans bygninger skulle stå rene og klare i den ellers så rodede og uklare by.

Når man træder ind i Vore Frue Kirke, er der mange, der bliver skuffede. De havde forventet at se en katedral, men i stedet møder de dette enkle rum. De spørger, hvad er der så specielt ved det her? Hertil vil jeg svare - de enkle former, de flotte proportioner og den klare komposition foruden de sikre detaljer. Læg mørke til søjler, portaler og vinduesåbninger. De er lækkert formgivet. Og så er der den romantiske drøm om den storslåede fortid - om antikken, hvor tanke og organisation gik op i en større enhed.

Ligesom Harsdorff iscenesætter C. F. Hansen de fysiske omgivelser. Det ses tydeligt på Nytorv, hvor arresthuset ved siden af råd- og domhuset er massivt og dystert. Adgangen til råd- og domhuset er overvældende. Den måske skyldige skal forbi de kolossale søjler, videre op af den store trappe og ind gennem den enorme dør. Råd- og domhuset demonstrerer klart og tydeligt øvrighedens magt!

Senklassicisme 1830 - 55

Den traditionelle arkitektur, som var almindelig lige før, at industrialismen slog igennem, kaldes for senklassicistisk. Økonomien var igen på vej op, og det smittede selvfølgelig af på byggeaktiviteten. Der blev igen bygget. Senklassicismens førende personlighed blev professor Hetsch, der gennem Hamborg Neubau var inspireret af den store tyske arkitekt C. F. Schinkel. Hamborg brændte i 1842, og Schinkel udarbejdede nye bygningstyper til genopbygningen. Hetschs arkitektoniske ideer kom til udtryk i hans projekt for en ny Synagoge i København. Typisk for Synagogen og andre senklassicistiske huse som f. eks. Københavns Universitet og Thorvaldsens Museum er det utraditionelle. Der var ikke længere tale om en ren stil, men om en blanding af forskellige stile - det var provokerende og respektløst!

Det senklassicistiske etageboligtype

Allerede på den tid havde man en formmæssig ide om klumpen. Klassicisternes talte om den klare form med de simple proportioner. Den skulle man først finde. Derefter dekorerede man klumpen med lavt relief i form af f. eks. kvadrefugning, båndgesimser, vinduesører og pilastre. Helt i klassicismens ånd forsøgte man at opnå ligevægt mellem vandrette og lodrette linier. Hetsch talte om en stram eller slap komposition og om en rytmisk placering af vinduerne. De senklassicistiske huse var normalt pudsede.

Indvendigt var husene stadig en smule præget af rokokoen med lyse vægge og paneler. Hetsch arbejdede med lyse og varme farver f. eks. grågule og rødlige toner eller den varme farve hos sandsten. Han brugte kun gule mursten. Vinduesfarver var forskellige fra de bærende mure f. eks. brune. Kun soklen og taget gjorde han mørkere. Man havde raffinerede og behagelige empiremøbler som i Hammerhøjs malerier. Man talte om at proportionere rummene og farvelægge i overensstemmelse med lyset.

Herskabslejlighederne havde en korridorplan. De repræsentive rum salonerne og kabinetterne, dvs. små rum forbundet til salonerne vha. eksempelvis en dobbeltdør, vendte mod gaden. Trappen matte nøjes med gårdsiden. Det var ligesom tidligere interessant at betragte gadelivet oppe fra stuerne. Værelserne og køkkenet lå i en arm ud mod gårdsiden. Populært var også den ovale spisestue. I garden havde man toiletter, tøjvask og skure, hvad der ikke gjorde gårdene særligt behagelige.

Som noget nyt fik de senklassicistiske huse butiksvinduer i stueetagen ofte afsluttet med rundbuer. Det blev nu almindeligt, at borgerne fra gaden kunne studere varer i butiksvinduer. Før var man gået ind i boderne eller købte varer på markederne.

Gottlieb Bindesbøll

Han var en original, og han lavede utraditionelle bygninger, idet han brød med de konventionelle regler. Der er tale om en stærkt personligt arkitektur. Han arbejdede i alle stilarter og så arkitektur nærmest som en uhøjtidelig leg. Hans store opgave var museet for den verdensberømte danske billedhugger Thorvaldsen. Museet var oprindelig en gammel vognremise, som han byggede om til museum. Volumenen er ikke helt klar, facaderne passer ikke helt sammen. Bygningen udtrykker dog udvendigt, hvad der sker indvendigt. Den centrale gård, som indeholder Thorvaldsens grav, siges at være benådet og poetisk. Gårdens langsider er understreget ved at have smallere døre end gavlene.

Den usunde by bag voldene

De fleste københavnere boede dårligt. København var låst inde bag voldenes snærende bånd. I den tætpakkede og usunde by boede folk i kældre, på lofter og i baggårdshuse. Der var så godt som ingen bygningslov kun få brandkrav.

Så katastrofen ventede bare på at ske. I 1853 blev byen ramt af en koleraepidemi med flere tusinde døde som følge. Den udviklede sig katastrofalt fordi boligforholdene var så elendige, som de var. Der måtte gøres noget. Lægen Hornemann fik med inspiration fra England bygget nogle billige og sunde boliger til byens fattige.

Bindesbøll kom til at tegne de nye sunde huse udenfor voldene. Det blev til lægeforeningens boliger mere populært kendt som Brumleby. Der blev bygget et helt lille samfund med fælles vaskehus, butikslokale og asyl dvs. fælleshus. Når man går en tur i Brumleby i dag, i skyggen af idrætsparken, som på skandaløs vis er udbygget som et højhus, der kaster sin enorme skygge henover bydelen, ses et enestående arkitektonisk miljø med park og haver, menneskelige proportioner og dejlige materialer. Så simpelt kan det gøres! Man undrer sig over alle de katastrofer, der er opført siden. Bindesbøll tegnede kun de to første rækker nemlig A til H. Det er de to sydligste rækker. Obs.: Vindueshøjden er brugt som proportioneringselement.

Omkring år 1855 faldt voldene og byggeriet på voldterrænet gik i gang. Allerede i 1870 var området så godt som bebygget.