www.danskarkitektur.dk

renæssancen

Underinddeling af renæssancen

Den kulturepoke vi kalder for renæssancen begyndte i det nuværende Italien ca. 1420 e.Kr. Først hundrede år senere kom renæssancens ideer op til os nord for Alperne. Nogle kunsthistorikere opdeler renæssancen i tre dele - den tidlige renæssance (ca. 1420 til 1500), højrenæssancen (ca. 1500 til 1520) og senrenæssancen (ca. 1520 til 1570/1600). Sidstnævnte kaldes også for manierismen. I Italien mener man derimod ikke, at overgangen fra middelalder til renæssance er så dramatisk, at man ligefrem kan tale om et skift mellem to forskellige kulturepoker, så der taler man om "Trècento" og "Quattrocento" dvs. perioden i 1300-tallet og 1400-tallet.

Definition

Ordet renæssance hentyder til den genfødsel af antikkens kultur, som nogle forskere hævder havde været mere eller mindre glemt i den mellemliggende periode - middelalderen. Renæssancen er en periode, der har betydning for mange områder - litteraturen, filosofien, matematikken, malerkunsten og arkitekturen. Der foregår en dramatisk udvikling indenfor disse områder i de ca. 200 år som renæssancen omfatter. Det var ellers over tusind år siden, at det store romerrige var gået til grunde, men rundt omkring Middelhavet i både kristne og muslimske biblioteker var romerrigets viden gemt - og i Italien stod ruinerne. Renæssancens mennesker distancerede sig til middelalderens kunst og arkitektur ved at opkalde den efter de primitive barbarer, der havde overfaldet Europa - goterne.

Humanisme

Renæssancemennesket behøvede ikke at ty til religion, når det søgte forklaringer på hvad der skete omkring det. Man begyndte at bruge den empiriske tankemåde dvs. at man holdt sig til hvad, der kunne ses og høres, måles og vejes - til hvad der kunne eftevises ved forsøg. For at gøre disse observationer måtte man tage udgangspunkt i en selv og typisk for renæssancen, så kom mennesket i høj grad i centrum. I dag taler man i den forbindelse om "humanismen fødsel". Renæssancemennesket var nysgerrigt og i perioden gøres mange opdagelser - tænk bare på, at det var i denne tidsalder, at Amerika blev opdaget, og det blev bevist at verden var rund. Det var nu ikke sådan at mennesker i renæssancen havde opgivet troen på Gud, tværtimod, hovedparten af befolkningen var lige så troende som i middelalderen, men der var befolkningsgrupper som kunstnere, videnskabsmænd samt visse købmænd og adelsfolk, der begyndte at se verden med nye øjne. Denne udvikling begyndte i Firenze - en ægte renæssanceby, hvor Cosimo di Medici i midten af 1400-tallet grundlagde et akademi i Platons ånd.

Renæssancens verdensopfattelse

Man opfattede verden som en harmonisk helhed. Renæssancens kerneide findes i Albertis berømte sætning om, at intet må kunne trækkes fra eller lægges til uden, at det vil gå ud over helheden. Denne livsholdning afspejledes i kunsten, hvor man tog udgangspunkt i mennesket og hvor man dyrkede harmoni, orden, ro og stabilitet. Det siges, at Leonardi da Vinci var forundret over at hjertet sad i siden og ikke i menneskets centrum.

Byerne Venezia, Genoa og Firenze havde hver ca. 100 000 indbyggere ved middelalderens afslutning. Den kejserligt orienterede adel også kaldet ghibellinerne havde bekæmpet borgerskabet kaldet guelferne, der støttede paven. Omkring 1300 sejrede sidstnævnte i Firenze og adelen måtte enten forlade byen eller finde sig i at miste valgretten til byrådet - Signoriaen. Herefter blev den sammensat af repræsentanter for stadens 21 lav. Man rev adelens tårnagtige fæstninger ned.

Firenze voksede sig tidligt stor på uld- og klædeindustri ikke mindst i forbindelse med korstogene. Siden gik byen over til at producere andre produkter - det drejede sig dog ikke om luksusvarer. Der er tale om en form for kapitalisme, idet de forskellige råvarer blev transporteret til Firenze for her at blive bearbejdet. Det hele blev styret af private forretningsmænd - ikke feudalherrer. Senere blev handelen en vigtig indtægtskilde. Fra 1100-tallet begyndte lombarderne at fortrænge jøderne som pengeudlånere. Byerne slog egne mønter som genovno´en, fiorino´en og dukaten. De lånte penge til kirkestaten, der officielt mente, at det at tage renter, var ukristeligt. Firenze, Venezia og Genoa udviklede sig til oligarkier - fåmandsrepublikker. Blandt de store købmandsfamilier i Firenze talte Pizzierne, Pazzierne, Strozzierne og Medicierne.

Styret i Venezia, kaldet La Serenissima dvs. det ophøjede, havde eksisteret siden den tidlige middelalder og var præget af stor politisk stabilitet. Staterne førte konstante krige mod hinanden og gjorde det nemt for udenlandske magter at blande sig.

I 1494 marcherede franskmændene gennem Italien mod Napoli. I 1499 marcherede en ny fransk hær over Alperne. Der blev opnået en aftale om deling af Syditalien mellem Frankrig og Spanien. Hermed begyndte 200 års spansk herredømme. I 1508 arrangerede Paven en krig mod Venezia. Derefter arrangerede Paven en krig mod franskmændene for at få dem ud af Italien. Heri blev også schweizerne involveret. I 1527 marcherede en kejserlig og protestantisk inspireret hær mod Rom, bl.a. fordi Paven havde for mange forbindelser til Firenze. Den plyndrede fuldstændigt byen.

Renæssancen slog først rigtig igennem i Firenze. Det var bl.a. fordi, at her var en klasse af rige købmænd og fabrikanter, der så verden lidt anderledes end den foregående overklasse - adelen.

Poeter og filosoffer kom i købmændenes cirkler og blev æret som store individualister.

Bygmestrene var ikke længere anonyme personer men celebrerede arkitekter. Flere af de store arkitekter som f.eks. Brunelleschi og Michelangelo var egentligt uddannet indenfor andre fag. De var blevet valgt til opgaverne pga. deres almindelige dygtighed.

Leonardo da Vinci argumenterede for, at maleri og arkitektur skulle betragtes som frie kunstarter og ikke som håndværk. Hermed var det muligt for nogle at hæve sig op og få muligheden for detaljeret at studere det gamle Rom. Bygningsværket blev til et æstetisk fænomen og håndværkeren til kunstner.

Man havde opdaget den antikke arkitektur og var overbevist om, at denne indeholdte regler for en bygnings skønhed som samme måde, som der var regler for musikkomposition. På den ene side havde man de antikke ruiner og på de anden side de gamle værker om arkitektur som eksempelvis Vitruvius' "Ti bøger om arkitektur." Ruiner og tekster stemte ikke altid overens og definerede et bredt felt af arkitektoniske muligheder, hvilket resulterede i at stilen udviklede sig selv uden direkte at kopiere romersk eller græsk arkitektur.

Når man planlagde et palads eller en kirke fastlagde man først en enkelt form, der nogenlunde kunne klare de funktioner, der skulle foregå i den.

Derefter iklædte man den et dekorativt skin, der blev komponeret efter de antikke formgivningsregler. Problemet var at bruge de gamle regler på bygninger med nye funktioner. Hvis man studerer renæssancearkitektur, vil man kunne se, hvordan de gamle arkitekter har kæmpet for at få bygget huse indenfor de antikke formgivningsregler.

Grækerne havde udarbejdet regler for et jonisk, et dorisk og et korintisk kompositionssystemsystem (orden). Senere blev der tilføjet en toskansk og et blandet(komposit) orden. Man måtte først beslutte sig til, hvilken stemning bygningen skulle have, og så vælge den af ordenerne, der kunne bruges. Skulle bygningen være streng og alvorlig kunne man bruge den doriske orden, hvis den derimod skulle være spartansk og simpel kunne man bruge den toskanske.

Det var fordele ved at have disse udarbejdede systemer. For det første havde man ramt en eller anden form for "objektiv" skønhed. Når man havde opført en bygning ved hjælp af disse regler kunne senere arkitekter gå den oprindelige bygmester efter i bedene og eventuelt udbygge og forbedre værket. Bygningsanlægget ville så blive smukkere og smukkere med tiden. Dette skete typisk i forbindelse med udformningen af byrum.

Enkelte bygningsdele som søjler, pilastre, gesimser, segmentbuer og trekanter kopierede man direkte fra de gamle forlæg for derefter at bruge dem i de nye bygninger.

Renæssancens arkitektur var en kulissearkitektur. Konstruktionen var gemt. Bygningernes funktion var mildt sagt dårlig, og de må derfor have været meget dyre. Det var en overklassearkitektur, der beskæftigede sig med kirker, bypaladser, landvillaer og borganlæg.

De tidlige renæssancearkitekter havde kun begrænset kendskab til den romernes bygninger. Først senere gav udgravninger og antikke bøger et indgående kendskab til romernes kunstopfattelse. Gotikken var aldrig rigtigt slået an på den italienske halvø, så man havde stadig en stærk romansk tradition at bygge videre på. I Firenze kan man besøge den smukke kirke San Miniato al Monte som er bygget i en slag prærenæssancestil (protorenæssance). Der er stilmæssigt ikke langt fra denne kirke til domkirken og videre til Albertis kirke Santa Maria Novella.

Ifølge romersk og romansk tradition var bygningerne altid solidt placeret på jorden med en understregning af de vandrette elementer. Renæssancens facadekompositioner bestod af en mosaik af enkeltdele f.eks. paneler, friser og vinduer - altid i menneskelige dimensioner. Disse elementer kender vi jo også fra renæssancebygninger nord for Alperne.

I modsætning til i middelalderen arbejdede bygmestrene nu med symmetriske kompositioner. Man søgte proportioner med ro og harmoni. Det gyldne snit blev flittigt brugt.

I den tidlige renæssance bliver skalaen aldrig overmenneskelig. Søjler strakte sig så godt som aldrig over flere etager. De forskellige etager var adskilt ved hjælp af vandrette gesimser. Man genkender tidlig renæssance på, at dekorationen var uplastisk dvs. med lavt relief. Jo mere plastisk en renæssancebygning er, jo højere sandsynlighed er der for, at huset er bygget i den følgende periode - højrenæssancen.

Rummet var generelt mere under kontrol i forhold til gotikken - diagonalkiggene er væk. Der blev arbejdet med simple og klare proportioner bl.a. baseret på kvadratet og cirklen - men også på Pythagoras talmystik. Med renæssancerummets udvikling forsvinder den rumlige bevægelse - sideskibe bliver til kapeller. Generelt udvikler bygningerne sig bort fra det aflange og hen imod den centrale plan, som romerne i sin tid, så ofte brugte. Dette kan skyldes, at nogle kirker var bygget som votivkirker (mausolæer) og romerne havde haft en tradition for at bygge mausolæer med en central plan. På den anden side, så forsøgte man i renæssencen også at udforme andre bygningstyper efter den symmetriske centralplan. Man var simpelthen betaget af de klare og rene proportioner.

Den tidlige renæssanceI senmiddelalderen foregik en stærk rivalisering mellem de forskellige småstater på den italienske halvø. I Toscana stod de to mægtigste byer Firenze og Siena overfor hinanden. Firenze vandt opgøret. Udviklingen i Siena og de andre toskanske byer gik i stå. Det blev Firenze, der blev den tidlige renæssances vigtigste by. Derfor er Firenze den eneste rigtige renæssancestorby i Italien. Siena er helt og holdent en gotisk by. Mange af de andre byer er romanske. Medicierne spillede en overordentlig stor rolle som mæcener (ordet stammer fra en embedsmand fra Arezzo af etruskisk herkomst, som under kejser Augustus støttede kunstnere og forfattere).

Brunelleschi(1377-1446)

Renæssancen slog først igennem indenfor maleri og litteratur. Det gik langsomt med at udvikle en renæssancearkitektur, men Brunelleschi, der var uddannet guldsmed, skulptør og arkitekt, gav udviklingen et afgørende skub. Han vandt konkurrencen om at bygge kuplen på Firenzes domkirke, og klarede denne engeniørmæssige meget svære opgave på imponerende vis. Det blev en af tidens største kupler kun overgået af Rom og Konstantinopel. Han formgav på en ny måde, og det slog an.

På den tid var byerne udpræget romanske, da den gotiske arkitektur aldrig rigtig havde slået an i Italien. Husene var store og tunge, og fik menneskene til at ligne dværge ved siden af. De blev bygget kollektivt og ofte bygget lidt efter lidt uden en samlet plan.

Brunelleschis bygninger var derimod lette og elegante. De var symmetriske og letopfattelige. De var helt anderledes.

Det var også Brunelleschi, der sammen med matematikkeren Manetti konstruerede det første perspektiv på baggrund af noget, man havde haft i antikken. I renæssancen blev perspektivet brugt igen og igen indenfor maleri og arkitektur. Man var overvældet af at kunne konstruere livagtige perspektiver ved hjælp af geometri og matematik.

Domkirkens kuppel(1412-17): Består af en dobbeltkonstruktion, der egentlig er ret gotisk. Den havde forskellige tekniske fordele, hvoraf det vigtigste var, at den kunne bygges uden brug af et indvendigt stativ, hvilket gjorde den meget billigere end den ellers ville have været. Konstruktionen bestod af koncentriske ringe. Den har to skaler. Udvendig er den inspireret mere af antikken, hvorimod indvendig er lettere og mere gotisk. Mellem skallerne findes en trappe, så besøgende kan komme helt op i kuplens top.

Pazzikapelet: Et enestående velproportioneret og smukt lille rum i forbindelse med kirken Santa Croche.

S.Lorenzo(1421): S. Lorenzo var den mægtige Medicislægts kirke i Firenze. Brunelleschi byggede både kirkerummet og det gamle sakristi(1422-28), der var Mediciernes første gravkapel. Der blev arbejdet med en kontrast mellem kvadrat og cirkel og med gråtoner overfor den hvide mur.

Børnehospitalet(1421): Kolonnaderne er ikke rigtigt romerske men såkaldt toskansk protornæssance, der er en slags romansk stil.

S.Spirito(1444): Findes på sydsiden af Arnofloden. Den har indvendigt flat tag. Hovedskibet, sideskibe, og koret var proportioneret over samme kvadrat. Inspireret af en centralbygning. Buer båret af søjler er som sagt et romansk motiv, men dekorationsdetaljerne er romerske. Det kunne man ikke lave så præcist før. Kirken er et højdepunkt for Bruneleschi.

Alberti var indbegrebet af et renæssancemenneske, dvs. en person der interesserede sig for alt omkring ham. Efter at have gjort sig tanker om arkitekturen var han nået frem til, at det vigtigste for et godt resultat var selve processen med at tegne bygningen. Her skulle tankerne gøres. Alberti tegnede og tegnede, og det ses på hans bygninger, der ikke er så plastiske som Brunelleschis. Det at bygge huset overlod han til andre. På den måde personificerede han den nye tid, hvor individualisten eller geniet om man vil, kom til at spille en betydningsfuld rolle. Alberti skrev bøgerne "Della Pittura", der handlede om maleri i renæssancens ånd og "Ti bøger om arkitektur," skrevet på latin og modelleret over Vitruvius. Alberti havde derudover haft lejlighed til at studere ruinerne i Rom. Han gik meget op i proportionering og arkitektoniske regler.

S. Francesco i Rimini: Kirken blev ikke færdig. Der arbejdes med triumfbuemotivet og med traditionel kirkearkitektur. Det var et mausoleum for en diktator.

Palazzo Rucellai i Firenze(1446-51): Alberti introducerede pilastre i tre ordener, der i facadekompositionen er med til at give en lodret bevægelse. Dette modsvares af de vandrette gesimser mellem etagerne. Den massive øverste gesims blev måske brugt her for første gang. Facaden afspejler ikke indmaden.

S. Maria Novella(1470): Alberti gjorde hovedfacaden, der var begyndt i gotisk stil, færdig. Ideen var at binde det vandrette med det lodrette v.h.a.volutter.

S.Andrea i Mantua: Albertis sidste arbejde. Tøndehvælv inspireret af romerske termer. Facadeopdelingen afspejler her, hvad som findes indeni bygningen. Her arbejdes også med triumfbuen.

Byerne

t typisk eksempel på renæssancen findes i Byen Pienza opkaldt efter Pave Pius d.II. Paven bestemte, at man ikke senere måtte ændre på pladsen. Den havde fået sin enestående renæssanceform. Det ville aldrig have kunnet ske i gotikken. Den trapezformede plads har på den ene side Palazzo Piccolini og modsat biskoppepaladset, som man kan besøge. Førstnævnte er opført med Albertis Palazzo Rucellais som forbillede. Hele anlægget er tegnet af arkitekten Bernado Rosselino og bygget i 1459-62.

Omkring år 1500 var Paverne kommet i gang med at genopbygge Rom som kristendommens hovedstad. Dette tiltræk kunstnere og arkitekter fra hele Italien. Samtidig oplevede Firenze et religiøst rædselsregime, hvad der gik ud over de humanistiske og kunstneriske kræfter i byen. Store personligheder flyttede fra byen til Rom.

Der er tale om den store, rene og sublime kunst - man havde nået en klassicistisk balance mellem ro og energi - en idealistisk harmoni. Nu var kunsten, efter 1800-tallet toneangivende kunsthistorikker Burkhardts mening, nået op på højde med kunsten i det gamle Grækenland dvs. Akropolis og Partenon.

Cancelleria-bygningen og Bramantes Peterskirke med dens overmenneskellig skala markerer Roms indmarch i arkitekturarenaen og overgangen til højrenæssance.

Højrenæssancen varede ikke længe. I 1527 plyndrede en kejserlig tysk hær Rom - Sacco di Roma. Tyskerne var allerede stærkt kritiske overfor pavedømmet og gik hårdt til værks. Kunstnerne blev spredte for alle vinde.

Venezia var i første halvdel af 1500-tallet i gang med at gøre Piazzaen og Piazzettaen til helt unikke renæssancerum. Sidstnævnte blev skabt da Sansovino byggede Libreria Vecchia.

Højrenæssancens formsprog

Typisk for højrenæssancen er at husene bliver mere plastiske og får mindre dekoration. Stikord er højt relief, balance, harmoni og storhed. Rum opleves som udhulet af massive mure.

Bramante (1444-1514)

I 1450'erne vågner Rom igen fra sin lange søvn. Det er Pavernes by og Pave Sixtus lagde sine store planer. Mange af Roms storslåede pladser og gader blev grundlagt dengang. Bramante kom til Den Evige Stad for at være med i genopbygningen.

Bramante arbejdede så bevidst med perspektivet, at han er blevet anklaget for at lave rene fupnumre.

Det var Bramante, der tegnede Tempietto i Rom, og det var også ham, der begyndte på den store ombygning af Peterskirken. Her foreslog han i renæssancens ånd en kirke med en central plan.

Han havde tidligt arbejdet i Milano, hvor han sikkert sammen med Leonardo da Vinci(1452-1519) udviklede ideer om en helt symmetrisk bygning . Han rejste i 1499 til Rom. I 1502 byggede han Tempietto, der var mere skulptur end arkitektur. Her skulle S. Peter være blevet korsfæstet. Der er ingen dekoration. Det er som et græsk tempel uden rum. Præget af enkelhed, renhed og klassicisme. Men der er ikke tale om en kopi. Det var nyt, at vertikaliteten var nedtonet af horisontale elementer. I 1506 byggede han S.Maria della Consolzione i Todi. Her passer det ydre og det indre sammen og der er en balance i det lodrette og vandrette elementer.

Peterskirken: Bramante foreslog en centralplan som paven godkendte, selvom, at motivet var fremmed for de kristne idealer. Kirken skulle overgå selv Pantheon. Grundstenen blev lagt i 1506. Bramante gennemførte også andre ting for Vaticanet f.eks. Belvedere.

Antonio da Sangallo Palazzo Farnese i Rom

Arkitekturen er strengere end Raphaels. Man nåede at bygge de udvendige mure i tre etager og de indvendige i to før hans død. Det er en massiv bygning, hvor vinduerne står på gesimserne. Michelangelo lavede den øverste etage ind mod gården. Udvendigt betonede han midteraksen. Sangallo kendes også fra en ualmindelig smuk kirke i Montepulciano.

Renæssancens byer

Renæssancens ideer blev også brugt indenfor byplanlægningen. Idealbyerne var helt symmetriske. Geometrisk ordnede byer som Pilarette, Mazzini og Palvanova blev anlagt. De to første havde en radialplan og den sidste en gridplan. Karakteristisk for renæssancens byer er de store voldanlæg, man var tvunget til at bygge pga. udviklingen indenfor artilleriet.

Villaen og haven

Renæssancemennesket ville også have orden i den vilde natur. Man forsøgte at tæmme den ved at anlægge store haver, der blev et symbol på den vesterlandske kultur, der idealistisk hvilede i ro og orden.

De Italienske bystater var blevet så stærke, at folk kunne flytte på landet og føle sig sikker for overfald. I byerne var der opstået et borgerskab, der var velhavende nok til at flytte ud i deres landvilla om sommeren og på den måde komme væk fra byernes snavs og produktion. De fleste villaer blev anlagt i midten af 1500-tallet.

Villaerne l å på grænsen mellem bjergene og de dyrkede flader ofte i forbindelse med vandløb. Haveelementerne udviklede sig fra landbruget. F.eks.blev vinstativer til pergolaer. Ideen om et rum i det grønne havde man allerede i form af indhegnede grøntsagsmarker. Den høje beplantning skulle holde geder og får ude. Man kunne ikke holde græsplæner, derfor dækkede man arealer med lave grønne hække for at opnå en grøn flade.

Man brugte den tæmmede bjergkilde på alle mulige måder f.eks. fik man vandet til at løbe plant, til at bølge og til at sprøjte. Man lavede springvand, der om aftenen blev lyst op, så dråberne lignede funklende perler.

Senrenæssancen - Manierismen

Italien blev i 1500-tallet kastet ud i flere større blodige krige, hvori også de forskellige europæiske stormagter deltog. Overgangen fra senrenæssancen markeredes ved tyskernes plyndring af Rom. Der var økonomisk nedgang, kampe mellem kirke og fornuft og mellem feudalisme og kapitalisme. Senere udbrød den bitre kamp mellem katolikkerne og protestanterne. Martin Luther udgav sine teser i 1517. Michiavelle udkom med sin bog "Fyrsten" i 1532, hvor han nærmest på videnskabelig vis analyserer, hvordan en renæssancefyrste kunne holde sig ved magten. Der blev ikke sparet på beskidte tricks og, ud fra et humanistisk synspunkt, umoralsk opførsel. Renæssancens idealer om mennesket som verdens centrum holdt ikke længere stik - det passede simpelthen ikke med virkeligheden. Samtidig var verden blevet større. Med opdagelsen af Amerika og søvejen til Indien havde man fundet ud af, at Europa ikke var al tings centrum. Videnskaben udviklede sig og ændrede hele tiden menneskers opfattelse af, hvordan det hele hang sammen.

Det var en usikker og uvis tid, hvortil det gamle ideal om balance og harmoni ikke passede og det fik selvfølgelig betydning for både arkitekturen og kunsten i almindelighed.

I slutningen af 1600-tallet går udviklingen både kunstnerisk og økonomisk over til Europas nye stormagter Frankrig, England, Østrig og Rusland. Det var der og i pavernes Rom, at den nye store kunststil - barokken - udvikledes, dog med mange manieristiske træk.

Indenfor kunsten var man i højrenæssancen nået til et mætningspunkt, idet man havde udviklet de kunstneriske ideer langt som, det var muligt. Man begyndte at bryde de antikke regler. Det siges om manierismen og den senere barok, at de begge benyttede sig af et dramatisk formsprog og at de to kunststile var mere følelse end logik. Kunsten blev som tiden urolig og tvetydig. Et typisk træk var opløsningen af det klare rum. Et andet var, at der kom bevægelse i formerne. Et tredje træk at kunstneren både i arkitekturen og i maleriet forsøgte at manipulere beskueren ind i sit værk bl.a. ved raffineret brug af perspektivet. Man kunne i kunstens navn kan finde på at skævvride motiverne. Det var ikke længere et spørgsmål om at kopiere mesterens stil direkte (di natura), men om at bruge mesterens stil (maniera) til at skabe noget nyt. Manierisme blev ubalanceret, emotionel og forvredet. Uskylden var borte! Man gik i det hele taget den grad op i det tekniske, at motivet havde en tendens til at blive mindre vigtig. Beskueren skulle kende de foregående mestre for fuldt ud at kunne tolke værkerne.

Steen Eiler Rasmussen beskriver i "Byer og Bygninger" hvordan Palazzo Massimi fra 1535 har søjler, der ikke følger de antikke regler om hvordan søjler skal placeres. Relieffen er for fin i de øvre etager men for overdreven i stueetagen. De to øverste etager er ikke adskilte, som de burde være. Facaden kurver lidt og opleves derfor ikke så massiv som tidligere renæssancefacader.

Et andet eksempel på manierismen er Uffizierne i Firenze. Overgangen mellem de to bygninger både åbner og lukker. Denne uklarhed ville ikke have været i de foregående perioder - de ville have lukket helt og dermed skabt et klart gårdrum.

I Senrenæssancen bliver der bygget endnu mere for de verdslige. Dette gør sig specielt gældende nord for Alperne.

Vasari

Vasari skrev sit værk om de store kunstnere omkring 1650. Her adskilte han perioderne gotik og renæssance. Vasari talte om, at de nye kunstmalere efter højrenæssancen malede med de gamle mestres maner. Det opfattede man som noget positivt helt op til Nyklassicismen omkring år 1800, hvor synet på Senrenæssancen ændrede sig. Man så nu den nye stil som en degenerering af Højrenæssancens klassicistiske ideal. Senere i moderne tid er pendulet svunget igen og nu roser man manierismen for dens kunstneriske frihed.

Michelangelo

Som dreng var han i lære som maler. Lorenzo Medici "opdagede" ham og fik ham ind i indercirklen af kunstnere. Her blev han introduceret til billedkunsten. Michelangelo fik som opgave at udforme Julius d. II´s kæmpe gravmonument. Opgaven blev dog opgivet, da Peterskirken skulle forstørres efter Bramantes projekt, hvilket gjorde Michelangelo rasende. Det resulterede i, at han arbejdede i fem år uden assistent i det Sixtinske Kapel. Den første rigtige arkitektopgave var biblioteket Laurenziana i Firenze.

Michelangelo udformer her et hus, hvor forrummet er højt og ukomfortabelt med døde hvide og grå farver og tilmurede vinduer uden glas. Murpillerne ser ud til at bære i modsætning til søjlerne, der står underligt i nicher mellem dem. En grund til dette var måske, at muren er tynd! Det tunge vejer ikke og de underlige dobbeltsøjler bærer ikke. Biblioteksrummet er langt som en gang. Trappen flyder som lava. Den er meget større end, hvad der funktionelt er behov for. Der er blændede vinduer med brudte trekantsgavle. Hans kunst presser på og stemningen er sær. Det er brudt med renæssancens balance. Bibliotecca Laurenziana betragtes som en af de første manieristiske bygninger.

Michelangelo tilhørte kun Højrenæssancen i sine tidlige værker dvs. malerier og for Pietà- og Davidskulturene. Det Sixtinske Kapel er kun delvis et højrenæssanceværk.

Michelangelo var asocial, mistroisk, en fanatisk arbejder, tarvelig i sin fremtræden, dybt religiøs og kompromisløst stolt. Han behøvede kun lidt søvn; sov med skoene på; spiste tørt brød uden at lægge værktøjet fra sig. Han var en af de første, der gjorde arkitektur til subjektiv kunst. Han ville ikke male så det lignede, fordi det ville gå ud over hans kunstneriske frihed. Senere koncentrerede han sig udelukkende om arkitekturen og religiøsiteten.

Han stod også for genopførelsen af bygningerne på Capitolhøjen i Rom. Her foregreb han barokken ved at lave et stærkt samlet anlæg, der brød ind i omgivelserne. Projektet bestod af nye og gamle bygninger - med nye facader - placeret omkring et torv med en pragtstatue af Markus Aurelius. Pladsen bulner op, som lå der kræfter gemt under den. Bygningerne har både kæmpesøjler beregnet til pladsen og mindre søjler beregnet til at sætte bygningerne i skala.

Michelangelo gjorde i 1546 Farnesepaladsetden færdig ved at bygge den øverste etage. De nederste var bygget af blandt andre Sangallo. Man kan følge arkitekturens udvikling ved at sammenligne de forskellige etageetaper.

Peterskirken var begyndt som et renæssanceprojekt med en rolig centralplan af Bramante. Michelangelo tog over og ændrede den til en mere dynamisk langkirke med kolossale ordener. Her stod han for kuplen og bagsiden af katedralen.

Til sidste må nævnes portbygningen til det nordlige Rom Porta Pia, der også er et eksempel på Michelangelos bizarre kunst.

Michelangelo var et geni. Han var hovedsageligt billedhugger, men også maler og arkitekt. Hans kunst afspejlede den nye og uligevægtige tid. Han brugte de gamle motiver, nogle ville sige misbrugte på en ny og mærkelig måde. Hans arbejder er overdrevne i det ekstreme og den grad i ubalance. Her var ikke længere tale om harmoni men om spænding og brud.

Tegnede Farneseslottet i Caprarolo(1559), der er bygget på et femkantet fundament af et fæstningsanlæg fra 1521. Gården i "peristyl"-stil er rund som allerede praktiseret af Carl d. V af Spanien.

Med modreformationen i 1563 vender man sig bort fra de hedenske centralplaner og vender sig mod den traditionelle langplan. Gesu-kirken fra 1568 forsøger at kombinere de to plantyper. Sideskibene opleves som en række selvstændige kapeller-nicher. Facaden er i Albertis stil. I denne kirke er arbejdet mere bevidst med lyset end selv i de efterfølgende barokke kirker. Dekorationen er udført senere.

Opdagelsen af søvejen til Indien og at tyrkernes sejre i det østlige Middelhav medførte store økonomiske omkostninger for Venedig. Efter at byen havde tabt til Camprai-ligaen i 1509 og kun med nød og næppe var sluppet med livet i behold, slog man ind på en hel ny kurs. De byer, som havde været mest loyale i krigen, viste sig at være de byer Venezia havde investeret mest i eksempelvis Treviso. Lagunestaden besluttede derfor at satse helt anderledes på hovedlandet, og her investerede de rige købmænd deres formuer, som de tidligere havde tjent ved handel i det nære østen. Situationen kan sammenlignes med den i Danmark efter tabet af Sønderjylland i 1864. I Veneto blev devisen også - at hvad, som udadtil tabes, skal indadtil vindes.

Man interesserede sig specielt for kornproduktionen. Ved hjælp af Venedigs kendskab til at bygge ved vandet, skulle de store marskagtige områder i Veneto draines. Vandvejene skulle udbygges for at sikre imod oversvømmelse og til transport. Byerne skulle have nye befæstninger, der kunne modstå artilleriild. Man investerede simpelthen enorme summer i hovedlandet. Dette blev baggrunden for den helt speciale "villakultur", der opstod i området og som har påvirket hele den vestlige arkitektur så stærkt.

Folk som Cornaro og digteren Plutarch gjorde denne udvikling fra købmand til bonde til et nærmest helligt kald. At bo på landet havde også været et ideal for de gamle romere, og romerske digtere som Virgil blev ivrigt studeret. Først opdyrkede man landet og derefter satte man kronen på værket ved at bygge en villa.

Villakulturen blev en hel ny måde at tænke og leve på. Overklassen ville væk fra byernes trængsler og skabe sit eget paradis på jorden. Væk var middelalderens lukkethed og dette kom villaarkitekturen til at afspejle. De nye bygninger var ikke længere omgivet af mure og tårne, men derimod åbne og i samspil med landskab og natur. Palladio tegnede og opførte villaer, der passede til dette ideal. Husene med deres loggiaer åbnede sig op til naturen. Villaen, stalde og arbejdsbygninger indgik i en samlet komposition.

Palladio var uddannet stenhugger; gift og fik fem børn. Han blev relativt sent arkitekt og udfoldede sig først rigtigt fra halvtredsårsalderen. Han vandt så meget respekt efter at havde vundet en betydende arkitektkonkurrence om udformning af den såkaldte Basilika i Vicenza, at han fremover kunne arbejde med stor kunstnerisk frihed. Hed oprindeligt Andrea di Piero men tog navn efter Pallas Athene, der jo er kunstens og visdommens gudinde. Han var flere gange i Rom for at studere de romerske ruiner, hvilket bl.a. resulterede i værket l´architá di Roma. Som 62-årig udgav han sin "Quattro Libri dell`Architettura", hvori han slår fast, at han tilhører Vitruvius' skole. Det første bind beskriver grundreglerne i klassisk arkitektur. Andet bind beskriver hele bygningsværker som f.eks. den klassiske villa og palazzo'et, tredie bind omhandler offentlig byggeri som f.eks. kirkens huse. Fjerde bind indeholder opmålinger af romerske bygningsværker. Bøgerne blev en stor succes. Mange en adelsmand på dannelsesrejse i Italien har haft " Fire bøger om arkitektur" under armen.

Det er en nobel arkitektur med få forsigtigt placerede vinduer, sparsom dekoration, slanke søjler og statslige kupler. Alle planerne er formmæssigt symmetriske og afbalancerede. Palladio gav afkald på dekoration. Han ville en enkelthed, en helhed en enhed. Hver ting skulle have sin urokkelige plads.

Spørgsmålet er: Hvorfor blev han så populær? Hvorfor kunne han bruges langt ud over Italiens grænser? Måske har det noget at gøre med, at han var inspireret af Vitruvius´ romerske klassicismen, som det var muligt at tilpasse til meget forskellige bygningsopgaver og at denne kølige akademiske stil passede så godt til den europæiske overklasse.

Villa Poiana ved Poina Maggiore, Vicenza: Det er en af Palladios mest vellykkede villaer - bygget til en general på samme sted, hvor man vidste at en romer bygget sig en villa ca. 100 f.Kr. Facaden er proportioneret 1:2:1. Facadekompositionen består af en midterrisalit med gavltrekant; nedeunder ses Serlianamotiv. Der er så godt som ingen dekoration, hvad der ellers var normalt dengang. Bygningen er meget åben.

Palazzo della Ragione (Basilikaen) i Vicenza: Der havde været et langt planlgningsforløb med mange arkitekter, førend at byggeriet blev ført ud i livet. Palladio vandt arkitektkonkurrencen om bygningen, og dette åbnede mange døre. Palladio mente, at den havde form som en gammel romersk basilika og den gik derfor under navnet - basilikaen. Den består af en indre bygning fra 1458, hvorom Palladio opførte en en sammenhængende loggia.

I loggiaen bruges serlianamotivet igen og igen. Der er skabt et meget smukt hus som bl.a. Goethe var meget imponeret over. Skulpturerne er kommet til senere. Der er brugt toskansk basis på de mindre søjler. Læg mærke til, at det hele er et system der varieres- se balustraderne! Her bliver motivet med at bruge stueetagens arkitrav som første sals sokkel brugt for første gang.

Villa Cornaro i Treviso: Det er et højt hus, måske fordi det er tænkt mere som et byhus; villa suburbana; end et landhus. Der er en fordobling af piano nobili i to etager. Midt i bygningen findes en stor flot kvadratisk sal som har samme bredde som loggiaen. Sidebygninger markeres som driftsbygninger ved deres udformning. Der er forrykket, lavere og med en anden rustificering.

Villa Barbaro i Maser ved Treviso: Centralt placeret ved begvedliggende bedriftsanlæg. Villafronten er præget af romerske tempelanlæg. Villaen er bygget for to brødre, hvoraf den ene var gejstlig. Den er anlagt sammen med et nymphaeum. Skulpturene er lavet af den ene bror og er dårlige. Indeni i villaen er derimod enestående billeder af Paolo Veronese. Det er et eksempel på illusionsmaleri, hvor malede vinduer hænger side om side med rigtige. Huset er måske et forsøg på at blande den gejstlige og den verdslige verden.

Villa Foscari ved Venezia: Dette er en af Palladios smukkeste villaer. Den ligger ved Malcontenta di Mira. Stor porticus ned mod vandet måske inspireret af templet over Clitumnuskilden. Mellem mezzaninen og piano nobili ses en dominerende gesims. Mod syd er store vinduer ind til det store rum. Den udvendige søjleorden går igen i de meget smukke malerier indvendigt.

San Giorgio Maggiore i Venezia: Kirke i Venezia begyndt i 1566. Ligger på domenikanernes ø overfor Markuspladsen og er tænkt som en arkitektonisk pendent til denne. Derfor er facaden udført som den er. Den ligner en romersk tempelfront med 2/3 fritstillede søjler. Kampanilen er senere. Indvendigt virker tværskibet bredere end det er; check pilasterdybderne. Kuplen virker som om den er svævende. Læg mærke til brug af søjler og pilastre og til kæmpe postamenter (søjlefødder). Facaden trækker blikket til sig. Den midterste søjleåbning er bredere end de andre.

Il Redantore i Venezia: Kirke i Venezia fra 1577. Efter sigende en meget vellykket bygning udført af Palladio i hans ældre dage. Den skulle også spille op til Markuspladsen. Der er ikke længere tale om sideskibe men sidekapeller. Kirkerummet har en centraliseret østlig afslutning. En stor gesims dækker indvendigt overgangen til hvælvet og gør dette svævende. Kirken er bygget i forbindelse med en pestepidemi.

Villa Emo i Treviso: En villa flankeret af bedriftsbygninger langs en kolonade og afsluttet ved dueslag. Området er afvandet. Der er flotte indvendige fresker. Man måtte ikke i det mindste udvendigt bygge overdådige huse idet Venezia oprustede.

La Rotunda ved Vicenza: Begyndt i 1550. Placeret smukt i landskabet som prikken over i´et på en bakke; derfor de fire trappeanlæg og loggiaer. Planen er fuldstændig symmetrisk med et stort kuppelrum i midten. Planen indeholder en cirkel indskrevet i et kvadrat. Det er idealet udført. Malerierne er senere og passer ikke til Palladios bygning, idet de slører proportionerne. De beskriver ikke villalivet men er derimod tænkt i repræsentationsøjemed. Da kuplen er uden lys må den kunstigt oplyses. "Energien" løber radialt væk fra midten; ud mod lyset. Facaderne er delt i lige høje kælder- og loftsetager. Rotundaen stikker op af taget.

Teatro Olimpico i Vicenza: Efter lang tids diskussion med flere arkitekter og flere projekter fik Palladio til opgave at udføre projektet. Scenebagvæggen er udformet som et overdådigt triumfbuemotiv. Så vidt var Palladio ikke gået før, men der var også tale om et teater. Skulpturerne er af akademimedlemmerne. Søjleafgrænsning er delvist åbent og delvist lukket bagtil. Orchestergraven i midten. Loftet er malet for at illudere himlen.

Senere er der bygget videre af Scamozzi. Han udvidder bygningen og scenografien med gaderne med falsk perspektiv - indsnævring af væggen og stigning af gulvet.

Tempietto Barbaro i Treviso: Det er sikkert inspireret af Pantheon i Rom. Loggiaen har pilastre med entasis langs siderne. Bagved sider to små klokketårne. Indgangspartiet er dominerende, idet huset spiller op til villa Barbaro. Planen er central; dog trukket ud i loggiaen. Indvendig svæver kuplen bag balustraden. Den overfyldte stukdekoration kan ikke have været Palladios hensigt.