antikken
 
Det store projekt om Europas samling efter 2. verdenskrig begyndte med en Romtraktat og det er ingen tilfældighed. Der ligger megen symbolik i at underskrive denne traktat i hovedstaden for det gamle romerske rige - et rige der i sin tid var udstrakt over store dele af det nuværende Europa. Det var gennem romerriget, at Europa fik en fælles religiøs og kulturel baggrund. Det er ikke forkert at påstå, at hele vores vesterlandske kultur bygger på alt det, som grækere og senere romere foretog sig i perioden fra ca. 1000 f. Kr. til ca. 500 e. Kr. Senere i middelalderen assimilerede denne kultur de germanske og slaviske folk, så at man i dag kan tale om et fælles kulturgods, der både i renæssancen og i senere klassicistiske kulturperioder er blevet fremhævet og idealiseret.
 
 
Grækerne
 

Kulturkenderen Broby Johansen karakteriserede i "Hverdagskunst - Verdenskunst" antikkens grækere som en smule fantasiløse sammenlignet med andre kulturer - eksempelvis den tidligere minoiske kultur på Kreta. Derimod forestillede Broby-Johansen sig Grækerne som klart tænkende individualister, der sad rundt om i de forskellige by- og småstater og gjorde sig tanker om alt muligt mellem himmel og jord.

Hos grækerne var mennesket i den grad i centrum, at selv guderne blev opfattet som menneskelignende væsener. Grækerne troede på det harmoniske og det velafbalancerede. Blev du for ekstrem i dine tanker og livsførelse lurede "nemisis"- gudernes straf. De havde et begreb "katharsis," der gik ud på, at man kan foretage en åndelig renselse ved at beskæftige sig med det skønne - med kunst. Grækerne dyrkede sport, diskuterede politik og skiftedes til at beklæde statens embeder. Deres kultur kulminerede med bygningen af Parthenon på Akropolis omkring 450-400 f. Kr. - en periode der også kaldes for den klassiske tid. Her nåede deres bygningskunst et højdepunkt, der i manges øjne ikke bliver overgået før højrenæssancen ca. 2000 år senere.

 
Dorere og Jonere
 
Omkring år l000 f. Kr. tog forskellige græske stammer det nuværende Grækenland i besiddelse. Her udvikledes, hvad senere er blevet kaldt for "Europas vugge." Antikkens grækere var opdelt i to kulturer. Den ene bestod af en jordbunden, aristokratisk bondebefolkning, der holdt til i hovedlandet - dorerne. Den anden bestod af en mere livlig og handlende befolkning, der holdt til på øerne - ionerne. Man mener, at disse befolkningskarakterer har smittet af på kunsten.
 
De tre ordener
 
Man taler om tre forskellige græske ordener. En orden er et proportioneringssystem. Grækerne mente, at de gennem deres lange historie havde fundet tre proportioneringssystemer, som alle var ideelt smukke. To af ordnerne tilhørte de føromtalte doriske og joniske befolkningsgrupper. Den tredje kaldes for den korintiske orden.

Hver orden havde sin karakteristik eller stemning. Den doriske orden var den mest spartanske og alvorlige af de tre, og blev i den forbindelse karakteriseret ved manden. Den joniske, der er lettere og har flere svungne linjer symboliserede kvinden og den korintiske med sine spinkle træk og elegante dekoration symboliserede pigen.

 
Det græske tempel
 
Ordenerne blev hovedsageligt brugt til at proportionere templer. Det græske tempel var oprindeligt en træbygning. Senere gik man over til at kopiere træbygninger i marmor. Alle marmortemplets dele refererer til træhusets konstruktive system. F.eks. var søjlegangene der omgiver templerne sammen med stenforhøjningerne, som de græske templer står på, praktiske foranstaltninger til beskyttelse mod regn. I dag står tempelruinerne tilbage i hvidt marmor, men dengang de blev bygget, var de bemalede med stærke farver.
Harmonisk arkitektur
 
Grækernes idealer om harmoni prægede også deres arkitektur. Deres templer var ikke særligt store, men de var perfekt proportionerede. Romernes senere templer var anderledes. De havde tydeligt en forside og en bagside og de kunne dominere simpelthen i kraft af deres størrelse.
 
Romerne
 
Antikkens romere beskriver Broby Johansen som et praktisk folk, der var gode til at organisere og konstruere. De er tillige kendt for deres ekstreme disciplin og deres mange militære bedrifter. På et tidspunkt erobrede de Grækenland, men den græske kultur viste sig så stærk, at romerne til slut tog den til sig og gjorde til deres egen. Romerne var gode til at bruge ideer fra de erobrede folk. De overtog eksempelvis vandingssystemer fra deres tidlige naboer - etruskerne - og krigsudrustning fra deres senere naboer - kelterne.
 
Demokrati og diktatur
 

Grækenland bestod for det meste af demokratiske bystater, hvori alle borgerne blev betragtet som ligemænd. Det gjaldt selvfølgelig ikke for udlændninge og det store antal slaver! Romerne var derimod gennem romerrigets sidste 500 år styret af diktatorer kejsere. Her var der i modsætning til det græske område tale om et kæmpe centraliseret samfundssystem.

Grækerne mødtes på bytorvet - agoraen - der ofte var et klart defineret byrum. Det var karakteristisk, at ikke en skulptur eller bygning dominerede pladsen, hvad der symboliserede, at ingen person var hævet over andre. Hvis der var skulpturer, som var de ydmygt placeret langs agoraens husvægge.

Romerne derimod arbejdede med akser. En akse peger mod et eller andet - den er med til at fremhæve noget bestemt. Akser symboliserer magt, og i romerriget pegede de ofte mode kejsernes templer. Den romerske kejser var hævet op over alle andre og blev ligefrem opfattet som en gud. På vejen mod templerne førte akserne gennem kejserens sejrsmonumenter - triumfbuerne. Man sagde dengang og siger det også i dag, at alle veje fører til Rom. Arkitekturen var dengang som senere i historien med til at underbygge det politiske system.

Rom og Athen var meget forskellige i deres storhedsperioder. I år 400 f. Kr. bestod Athen kun af 21,000 borgere samt 80,000 ikke-borgere, hvorimod Rom i år 100 e.Kr. en befolkning på flere millioner.

 
Triumftoget
 
Efter en sejr kunne de romerske legionærer erklære deres feltherrer for imperator - den der "byder" - men dette skulle godkendes af det romerske senat. Feltherren måtte ikke betræde byen før, at han havde aflagt sine militære værdighedstegn og opløst sin hær. Dette foregik på den måde, at sejrherren med en lang procession drog fra Marsmarken ind i byen ved Forum Boarium. Processionen fortsatte forbi Cirkus Maximus rundt om Palatinhøjen og hen af Via Sacra til Forum Romanum for til sidst at stige op til Capitols top. Undervejs udstillede man, som vi kender det fra gamle Hollywood film, erobret bytte og fanger, imens at hærføreren hilste på befolkningen fra sin Triumfvogn.
 
Hellenistisk tid
 
Mellem grækernes og romernes opblomstringstid var Alexander den stores rige, hvor græsk kultur mere eller mindre grundigt blev spredt ud over det meste af Lilleasien. Perioden kaldes for den hellenistiske tid. Men omkring år 200 f. Kr. blev det græske øhav og de fleste af de græske koloniriger erobret af romerne. Senere smeltede kulturerne sammen. Den lange periode fra begyndelsen af den græske kultur frem til romerrigets undergang kaldes under et for antikken.
 
Romernes bidrag
 

I renæssancen genopdagede man den gamle bygningskunst ved bl.a. at studere Vitruvius' 10 bøger om arkitektur forfattet i tiden umiddelbart efter mordet på Julius Cæsar. Det resulterede i, at man specielt i den tidlige renæssance fik en noget klichéagtig opfattelse af romernes arkitektur. Romernes arkitektur stoppede jo ikke sin udvikling lidt efter Kristi fødsel. I dag taler man ligefrem om en senere periode med romersk "barok."

I Rom boede de rige i atriumhuse - domus. Her lå rummene ud til en atriumgård med et vandbasin. Aksen spillede også en rolle, idet huset lå symmetrisk omkring en akse, der klart gik midt gennem hus og gård. I aksens fjerne ende fandtes et såkaldt taberlinum. Det var et rum, hvori man opbevarede forfædrenes billeder og dødsmasker, skytsguden og husets dokumenter. Senere blev det almindeligt at bygge en søjleomkranset have - en peristyl - i forlængelse af aksen. Typiske eksempeler på romerske borgerhuse findes i Pompeji. Grækernes borgerhuse var derimod af den simplere cellatype. Begge typer vendte sig indad og var aflukkede fra omverden.

Romerne er også kendt for landhuse eller villaer, som de også blev kaldt. De var meget populære, idet alle romere drømte om det rolige og sikre liv på landet. Jo rigere man blev, desto mere vendte villaen bort fra gårdlivet. For landarbejderen var landlivet mindre romantisk! Romerne udviklede ikke landbruget. Hele økonomien var baseret på relativt små anlæg og gammel teknik. Man udviklede aldrig rigtigt en masseproduktion af landbrugsvarer. Der var mange store villaer i Gallien. Flere af dem udviklede sig senere til landsbyer. Andre eksempler på villaer er Hadrians villa ved Tivoli udenfor Rom og Neros vanvittige gyldne villa i midten af storbyen Rom.

Roms fattige kunne bo i etagehuse, der var op til tolv etager høje. Ruiner af sådanne boligkaserner findes i Roms gamle havneby Ostia. Rom må have været et tætpakket og kaotisk sted at befinde sig og ikke nogen særlig rar oplevelse.

Romerne udviklede to grundlæggende konstruktionstyper i forbindelse med tempelbyggeri. Pantheon i Rom er et typisk eksempel på den ene, idet her er der tale om et tempelrum overdækket med en kæmpe kuppel. Maxentius' lange basilika der derimod var overdækket med tøndehvælv, er et typisk eksempel på den anden.

Af forskellige grunde bl.a. den liturgien gjorde den koptiske kirke kuppelkonstruktionen til sin bygningsform, hvorimod den katolske kirke byggede sine kirker som basilikaer.

Romerne udviklede også de store amfiteatre som f.eks. Colleseum og de store badeanlæg som f.eks. Caracalas termer. Til supplere byen med vand skabte romerne imponerende akvadukter. For at binde riget sammen byggede man vejanlæg og viadukter.

 
Cementen, buen og hvælvet
 

Buen og hvælvet som grækerne havde kendt men skjult, gjorde romerne derimod åbent brug af. De brugte stålklamper og cement for at holde dem sammen. Buemotivet ses på alle triumfbuerne: Mange af de store nyere romerske bygninger krævede simpelthen hvælvet for at kunne konstrueres.

Typisk for hvælvkonstruktioner er, at jo tungere bygningen over hvælvet er, desto mere stabil bliver selve hvælvkonstruktionen. Derfor udviklede romerne bygninger karakteriseret af massive og tunge former. De stak ikke i vejret! I stedet for lå de tungt og solidt placeret på jorden. Det vandrette kom til at symbolisere stabilitet, og det blev til dekorative horisontale linjer - et motiv der senere i renæssancen blev taget op igen.

I forbindelse med disse massive bygninger udvikledes en rumarkitektur, der måske er romernes hovedbidrag til arkitekturhistorien. Rummene blev i sig selv vigtigere end den fysiske udformning af murene. Denne rumopfattelse var ukendt i de små søjleomkransede græske templer. Steen Eiler Rasmussen sammenligner i "Om at opleve arkitektur" den romerske rumopfattelse med en grotte. Det er som om rummet er skåret ud af en klippe.

De romerske murtyper med hver deres forbandttype afspejler forskellige perioder i romerrigets historie. Cement er et slags bindemiddel, hvor hovedbestanddelen er kalk. Når cementpulveret gøres vådt indtræder en størkningsprocess. Cement bruges i beton til at binde sand, grus eller småsten sammen. Mørtel er i princippet en finere form for beton, der binder mursten sammen. Romerne skalmurede med teglsten og fyldte mellemrummet ud med beton. Det er derfor romerske ruiner ofte er så kedelige i dag - den flotte skalmur er forsvundet og tilbage står en uformelig masse af beton.

Mørtel og beton gør det betydeligt nemmere at arbejde med buer og hvælv. Som sagt byggede romerne både tøndehvælv og kubler. Kassettelofter afspejler forskalingskassetterne og er med til at gøre kuplen lettere.

 
Grækerne inspirerer romerne
 
Grækerne blev som tidligere nævnt med tiden romernes hovedinspirationskilde. Romerne brugte dekorative enkeltelementer fra grækernes bygninger på deres egne. Søjler blev brugt mere som dekoration end pga. deres bæreevne. Romerne udviklede også nogle elementer selv, som f.eks. den toskanske søjle og kompositkapitælen, der var et søjlehoved bestående af korintiske akantusblade og joniske volutter. De begyndte at komponere med alle tre ordener samtidig som eksempelvis på Colosseum. De doriske søjler placerede man nederst, de joniske i midten og de korintiske i toppen. Denne sammensætning kaldes for superimposition.
 
Kolonibyer
 
Roms mange kolonibyer blev først anlagt som militærlejre. En sådan kaldes for et Castrum, og blev bygget efter et fast mønster. Her kunne veteraner fra de mange krige slå sig ned. Disse kolonier var ofte placeret på strategiske steder f.eks. ved flodovergange. Castrummet var organiseret i et gridmønster med karrèer - de såkaldte insulae. Hovedgaderne, der krydsede hinanden i midten af lejren, kaldtes altid for Decumanus og Cardum. Nogle steder blev lejren senere omgivet af massive mure med runde eller 8-kantede forsvarstårne. Byerne havde altid et forum i centrum. Med tiden spredte bebyggelsen sig udenfor det indmurede område.
 
Antikkens afslutning
 
Man siger, at romerriget ophørte med den sidste romerske kejser i 476 e. Kr. Den almindelige holdning blandt historikere i dag er, at overgangen mellem romerriget og middelalderen foregik gradvist uden den store dramatik. Det kan man undre sig over, når man ved, at Roms befolkning, der i slutningen 400-tallet lå på ca. 800,000 skrumpede ned til kun 25,000 omkring år 550. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at romernes kollektive erindring må have gået mindst 6 generationer tilbage til tiden før germanernes plyndringer af byen. En ting er sikkert, at mange af de senere erobrere tog den romerske kultur til sig, og at ikke mindst den kristne kirke videreførte den antikke arv.