www.danskarkitektur.dk
antikken
Det store
projekt om Europas samling efter 2. verdenskrig begyndte med en
Romtraktat og det er ingen tilfældighed. Der ligger megen symbolik
i at underskrive denne traktat i hovedstaden for det gamle romerske
rige - et rige der i sin tid var udstrakt over store dele af det
nuværende Europa. Det var gennem romerriget, at Europa fik en fælles
religiøs og kulturel baggrund. Det er ikke forkert at påstå, at
hele vores vesterlandske kultur bygger på alt det, som grækere og
senere romere foretog sig i perioden fra ca. 1000 f. Kr. til ca.
500 e. Kr. Senere i middelalderen assimilerede denne kultur de germanske
og slaviske folk, så at man i dag kan tale om et fælles kulturgods,
der både i renæssancen og i senere klassicistiske kulturperioder
er blevet fremhævet og idealiseret.
Grækerne
Kulturkenderen
Broby Johansen karakteriserede i "Hverdagskunst - Verdenskunst"
antikkens grækere som en smule fantasiløse sammenlignet med andre
kulturer - eksempelvis den tidligere minoiske kultur på Kreta. Derimod
forestillede Broby-Johansen sig Grækerne som klart tænkende individualister,
der sad rundt om i de forskellige by- og småstater og gjorde sig
tanker om alt muligt mellem himmel og jord.
Hos grækerne
var mennesket i den grad i centrum, at selv guderne blev opfattet
som menneskelignende væsener. Grækerne troede på det harmoniske
og det velafbalancerede. Blev du for ekstrem i dine tanker og livsførelse
lurede "nemisis"- gudernes straf. De havde et begreb "katharsis,"
der gik ud på, at man kan foretage en åndelig renselse ved at beskæftige
sig med det skønne - med kunst. Grækerne dyrkede sport, diskuterede
politik og skiftedes til at beklæde statens embeder. Deres kultur
kulminerede med bygningen af Parthenon på Akropolis omkring 450-400
f. Kr. - en periode der også kaldes for den klassiske tid. Her nåede
deres bygningskunst et højdepunkt, der i manges øjne ikke bliver
overgået før højrenæssancen ca. 2000 år senere.
Dorere og
Jonere
Omkring år
l000 f. Kr. tog forskellige græske stammer det nuværende Grækenland
i besiddelse. Her udvikledes, hvad senere er blevet kaldt for "Europas
vugge." Antikkens grækere var opdelt i to kulturer. Den ene bestod
af en jordbunden, aristokratisk bondebefolkning, der holdt til i
hovedlandet - dorerne. Den anden bestod af en mere livlig og handlende
befolkning, der holdt til på øerne - ionerne. Man mener, at disse
befolkningskarakterer har smittet af på kunsten.
De tre ordener
Man taler om
tre forskellige græske ordener. En orden er et proportioneringssystem.
Grækerne mente, at de gennem deres lange historie havde fundet tre
proportioneringssystemer, som alle var ideelt smukke. To af ordnerne
tilhørte de føromtalte doriske og joniske befolkningsgrupper. Den
tredje kaldes for den korintiske orden.
Hver orden
havde sin karakteristik eller stemning. Den doriske orden var den
mest spartanske og alvorlige af de tre, og blev i den forbindelse
karakteriseret ved manden. Den joniske, der er lettere og har flere
svungne linjer symboliserede kvinden og den korintiske med sine
spinkle træk og elegante dekoration symboliserede pigen.
Det græske
tempel
Ordenerne blev
hovedsageligt brugt til at proportionere templer. Det græske tempel
var oprindeligt en træbygning. Senere gik man over til at kopiere
træbygninger i marmor. Alle marmortemplets dele refererer til træhusets
konstruktive system. F.eks. var søjlegangene der omgiver templerne
sammen med stenforhøjningerne, som de græske templer står på, praktiske
foranstaltninger til beskyttelse mod regn. I dag står tempelruinerne
tilbage i hvidt marmor, men dengang de blev bygget, var de bemalede
med stærke farver.
Harmonisk
arkitektur
Grækernes idealer
om harmoni prægede også deres arkitektur. Deres templer var ikke
særligt store, men de var perfekt proportionerede. Romernes senere
templer var anderledes. De havde tydeligt en forside og en bagside
og de kunne dominere simpelthen i kraft af deres størrelse.
Romerne
Antikkens romere
beskriver Broby Johansen som et praktisk folk, der var gode til
at organisere og konstruere. De er tillige kendt for deres ekstreme
disciplin og deres mange militære bedrifter. På et tidspunkt erobrede
de Grækenland, men den græske kultur viste sig så stærk, at romerne
til slut tog den til sig og gjorde til deres egen. Romerne var gode
til at bruge ideer fra de erobrede folk. De overtog eksempelvis
vandingssystemer fra deres tidlige naboer - etruskerne - og krigsudrustning
fra deres senere naboer - kelterne.
Demokrati
og diktatur
Grækenland
bestod for det meste af demokratiske bystater, hvori alle borgerne
blev betragtet som ligemænd. Det gjaldt selvfølgelig ikke for udlændninge
og det store antal slaver! Romerne var derimod gennem romerrigets
sidste 500 år styret af diktatorer kejsere. Her var der i modsætning
til det græske område tale om et kæmpe centraliseret samfundssystem.
Grækerne mødtes
på bytorvet - agoraen - der ofte var et klart defineret byrum. Det
var karakteristisk, at ikke en skulptur eller bygning dominerede
pladsen, hvad der symboliserede, at ingen person var hævet over
andre. Hvis der var skulpturer, som var de ydmygt placeret langs
agoraens husvægge.
Romerne derimod
arbejdede med akser. En akse peger mod et eller andet - den er med
til at fremhæve noget bestemt. Akser symboliserer magt, og i romerriget
pegede de ofte mode kejsernes templer. Den romerske kejser var hævet
op over alle andre og blev ligefrem opfattet som en gud. På vejen
mod templerne førte akserne gennem kejserens sejrsmonumenter - triumfbuerne.
Man sagde dengang og siger det også i dag, at alle veje fører til
Rom. Arkitekturen var dengang som senere i historien med til at
underbygge det politiske system.
Rom og Athen
var meget forskellige i deres storhedsperioder. I år 400 f. Kr.
bestod Athen kun af 21,000 borgere samt 80,000 ikke-borgere, hvorimod
Rom i år 100 e.Kr. en befolkning på flere millioner.
Triumftoget
Efter en sejr
kunne de romerske legionærer erklære deres feltherrer for imperator
- den der "byder" - men dette skulle godkendes af det romerske senat.
Feltherren måtte ikke betræde byen før, at han havde aflagt sine
militære værdighedstegn og opløst sin hær. Dette foregik på den
måde, at sejrherren med en lang procession drog fra Marsmarken ind
i byen ved Forum Boarium. Processionen fortsatte forbi Cirkus Maximus
rundt om Palatinhøjen og hen af Via Sacra til Forum Romanum for
til sidst at stige op til Capitols top. Undervejs udstillede man,
som vi kender det fra gamle Hollywood film, erobret bytte og fanger,
imens at hærføreren hilste på befolkningen fra sin Triumfvogn.
Hellenistisk
tid
Mellem grækernes
og romernes opblomstringstid var Alexander den stores rige, hvor
græsk kultur mere eller mindre grundigt blev spredt ud over det
meste af Lilleasien. Perioden kaldes for den hellenistiske tid.
Men omkring år 200 f. Kr. blev det græske øhav og de fleste af de
græske koloniriger erobret af romerne. Senere smeltede kulturerne
sammen. Den lange periode fra begyndelsen af den græske kultur frem
til romerrigets undergang kaldes under et for antikken.
Romernes
bidrag
I renæssancen
genopdagede man den gamle bygningskunst ved bl.a. at studere Vitruvius'
10 bøger om arkitektur forfattet i tiden umiddelbart efter mordet
på Julius Cæsar. Det resulterede i, at man specielt i den tidlige
renæssance fik en noget klichéagtig opfattelse af romernes arkitektur.
Romernes arkitektur stoppede jo ikke sin udvikling lidt efter Kristi
fødsel. I dag taler man ligefrem om en senere periode med romersk
"barok."
I Rom boede
de rige i atriumhuse - domus. Her lå rummene ud til en atriumgård
med et vandbasin. Aksen spillede også en rolle, idet huset lå symmetrisk
omkring en akse, der klart gik midt gennem hus og gård. I aksens
fjerne ende fandtes et såkaldt taberlinum. Det var et rum, hvori
man opbevarede forfædrenes billeder og dødsmasker, skytsguden og
husets dokumenter. Senere blev det almindeligt at bygge en søjleomkranset
have - en peristyl - i forlængelse af aksen. Typiske eksempeler
på romerske borgerhuse findes i Pompeji. Grækernes borgerhuse var
derimod af den simplere cellatype. Begge typer vendte sig indad
og var aflukkede fra omverden.
Romerne er
også kendt for landhuse eller villaer, som de også blev kaldt. De
var meget populære, idet alle romere drømte om det rolige og sikre
liv på landet. Jo rigere man blev, desto mere vendte villaen bort
fra gårdlivet. For landarbejderen var landlivet mindre romantisk!
Romerne udviklede ikke landbruget. Hele økonomien var baseret på
relativt små anlæg og gammel teknik. Man udviklede aldrig rigtigt
en masseproduktion af landbrugsvarer. Der var mange store villaer
i Gallien. Flere af dem udviklede sig senere til landsbyer. Andre
eksempler på villaer er Hadrians villa ved Tivoli udenfor Rom og
Neros vanvittige gyldne villa i midten af storbyen Rom.
Roms fattige
kunne bo i etagehuse, der var op til tolv etager høje. Ruiner af
sådanne boligkaserner findes i Roms gamle havneby Ostia. Rom må
have været et tætpakket og kaotisk sted at befinde sig og ikke nogen
særlig rar oplevelse.
Romerne udviklede
to grundlæggende konstruktionstyper i forbindelse med tempelbyggeri.
Pantheon i Rom er et typisk eksempel på den ene, idet her er der
tale om et tempelrum overdækket med en kæmpe kuppel. Maxentius'
lange basilika der derimod var overdækket med tøndehvælv, er et
typisk eksempel på den anden.
Af forskellige
grunde bl.a. den liturgien gjorde den koptiske kirke kuppelkonstruktionen
til sin bygningsform, hvorimod den katolske kirke byggede sine kirker
som basilikaer.
Romerne udviklede
også de store amfiteatre som f.eks. Colleseum og de store badeanlæg
som f.eks. Caracalas termer. Til supplere byen med vand skabte romerne
imponerende akvadukter. For at binde riget sammen byggede man vejanlæg
og viadukter.
Cementen,
buen og hvælvet
Buen og hvælvet
som grækerne havde kendt men skjult, gjorde romerne derimod åbent
brug af. De brugte stålklamper og cement for at holde dem sammen.
Buemotivet ses på alle triumfbuerne: Mange af de store nyere romerske
bygninger krævede simpelthen hvælvet for at kunne konstrueres.
Typisk for
hvælvkonstruktioner er, at jo tungere bygningen over hvælvet er,
desto mere stabil bliver selve hvælvkonstruktionen. Derfor udviklede
romerne bygninger karakteriseret af massive og tunge former. De
stak ikke i vejret! I stedet for lå de tungt og solidt placeret
på jorden. Det vandrette kom til at symbolisere stabilitet, og det
blev til dekorative horisontale linjer - et motiv der senere i renæssancen
blev taget op igen.
I forbindelse
med disse massive bygninger udvikledes en rumarkitektur, der måske
er romernes hovedbidrag til arkitekturhistorien. Rummene blev i
sig selv vigtigere end den fysiske udformning af murene. Denne rumopfattelse
var ukendt i de små søjleomkransede græske templer. Steen Eiler
Rasmussen sammenligner i "Om at opleve arkitektur" den romerske
rumopfattelse med en grotte. Det er som om rummet er skåret ud af
en klippe.
De romerske
murtyper med hver deres forbandttype afspejler forskellige perioder
i romerrigets historie. Cement er et slags bindemiddel, hvor hovedbestanddelen
er kalk. Når cementpulveret gøres vådt indtræder en størkningsprocess.
Cement bruges i beton til at binde sand, grus eller småsten sammen.
Mørtel er i princippet en finere form for beton, der binder mursten
sammen. Romerne skalmurede med teglsten og fyldte mellemrummet ud
med beton. Det er derfor romerske ruiner ofte er så kedelige i dag
- den flotte skalmur er forsvundet og tilbage står en uformelig
masse af beton.
Mørtel og beton
gør det betydeligt nemmere at arbejde med buer og hvælv. Som sagt
byggede romerne både tøndehvælv og kubler. Kassettelofter afspejler
forskalingskassetterne og er med til at gøre kuplen lettere.
Grækerne
inspirerer romerne
Grækerne blev
som tidligere nævnt med tiden romernes hovedinspirationskilde. Romerne
brugte dekorative enkeltelementer fra grækernes bygninger på deres
egne. Søjler blev brugt mere som dekoration end pga. deres bæreevne.
Romerne udviklede også nogle elementer selv, som f.eks. den toskanske
søjle og kompositkapitælen, der var et søjlehoved bestående af korintiske
akantusblade og joniske volutter. De begyndte at komponere med alle
tre ordener samtidig som eksempelvis på Colosseum. De doriske søjler
placerede man nederst, de joniske i midten og de korintiske i toppen.
Denne sammensætning kaldes for superimposition.
Kolonibyer
Roms mange
kolonibyer blev først anlagt som militærlejre. En sådan kaldes for
et Castrum, og blev bygget efter et fast mønster. Her kunne veteraner
fra de mange krige slå sig ned. Disse kolonier var ofte placeret
på strategiske steder f.eks. ved flodovergange. Castrummet var organiseret
i et gridmønster med karrèer - de såkaldte insulae. Hovedgaderne,
der krydsede hinanden i midten af lejren, kaldtes altid for Decumanus
og Cardum. Nogle steder blev lejren senere omgivet af massive mure
med runde eller 8-kantede forsvarstårne. Byerne havde altid et forum
i centrum. Med tiden spredte bebyggelsen sig udenfor det indmurede
område.
Antikkens
afslutning
Man siger,
at romerriget ophørte med den sidste romerske kejser i 476 e. Kr.
Den almindelige holdning blandt historikere i dag er, at overgangen
mellem romerriget og middelalderen foregik gradvist uden den store
dramatik. Det kan man undre sig over, når man ved, at Roms befolkning,
der i slutningen 400-tallet lå på ca. 800,000 skrumpede ned til
kun 25,000 omkring år 550. Jeg kan ikke forestille mig andet end,
at romernes kollektive erindring må have gået mindst 6 generationer
tilbage til tiden før germanernes plyndringer af byen. En ting er
sikkert, at mange af de senere erobrere tog den romerske kultur
til sig, og at ikke mindst den kristne kirke videreførte den antikke
arv. |