barok og rokoko

- se billeder af Barok og rokoko

 

Modreformation og enevældige konger

Ud af den uro, der havde hærget Europa i Senrenæssancen både politisk og kunstnerisk, opstod to stærke magtfaktorer i Europa nemlig Modreformationen og de enevældige fyrster.

Begrebet Modreformation dækker over den oprustning og indre fornyelse, som den katolske kirke foretog i selvforsvar mod den egentlige Reformation. Luther offentliggjorde sine teser i 1517 og Calvin udgav sin "Indførsel i den kristne Religion" i 1536. I 1555 sluttede den første krig mellem katolske og protestantiske fyrster. I 1618 begyndte så Trediveårskrigen, som kom til at involvere så godt som alle de protestantiske og katolske riger i Europa.

I samme periode udviklede Frankrig sig til at blive Europas førende land. Spanien var svækket, hvilket understregedes af Nederlandenes uafhængighedserklæring i 1581 og tabet af Armadaen i 1588.

Den berømte Cardinal Richelieu var Louis d. XIII rådgiver i perioden 1624 42. Han blev efterfulgt af Cardinal Mazarin, der var rådgiver for solkongen Louis d. XIV (1661 til 1715). Under solkongen - indsat af Gud! - havde barokken sin blomstringstid. Den enevældige konge havde uindskrænket magt. Intet sted var dette mere synligt end i solkongens slot Versailles udenfor Paris.

Frankrig blev en model for mange mindre kongeriger. Alle de europæiske kongeriger gik i gang med at bygge hver deres lille kopi af Versailles. På den måde blev den barokke arkitekturstil udbredt over Europa.

Modreformationens paver ville gennem arkitektur og kunst i almindelighed imponere og understrege kirkens storhed. I Rom gik man i gang med enorme byggerier, der skulle forskønne byen. I Barokken vågnede byen efter mange års dvale. Huse og ruiner blev revet ned for at gøre plads til store gadegennembrud, der sammen med broer, trapper, kirker, pladser og fontæner gjorde Rom til den enestående arkitektoniske oplevelse, som byen er i dag.

Barokkens menneskesyn

I Middelalderen havde man opfattet verden som et guddommeligt system, hvor alle lige fra kongen til bonden havde deres forudbestemte plads. I Renæssancen havde man genopdaget mennesket efter antikkens forbillede. Man hentede ikke længere al viden fra Biblen men undersøgte omgivelserne med udgangspunkt i mennesket. I Barokken ophøjede man derimod mennesket til fyrste. Man mente, at med viden og organisation kunne mennesket komme langt videre end nogensinde før i historien.

Der er tale om en dynamisk og på sin måde en optimistisk tid, hvor man ikke var bleg for at tage fat på enorme opgaver. Man skulle helt tilbage til Romerriget for at se store lande, der var ligeså velordnede og velorganiserede som Europas enevældige kongeriger i Barokken.

Alt blev overdrevet - residensbyerne fordoblede deres befolkning, paladser voksede sig så store som byer og fyrsternes parker forsatte så langt øjet rakte.

Handelsskibene sejlede på alle verdenshavene. Europæiske kolonialister slog sig ned i store tal på andre kontinenter. Hærene og flåderne var større end nogensinde, og de europæiske lande førte krige mod hinanden over hele jordkloden.

Grækerne ville have rystet på hovedet af dette hovmod og ment, at nemesis lurede lige om hjørnet.

Kulissearkitektur

Det var lykkedes for Barokkens fyrster at udvikle en ny form for hofceremoni, hvor adelen ikke længere førte blodige slag om magten, men derimod konkurrerede indbyrdes om fyrstens gunst. Hofcerimonien virkede! Kun ved at deltage i hoffets liv kunne man tilegne sig rigdom og ære.

Derfor var barokarkitektur en kulissearkitektur, der skulle forherlige dem, der sad på magten. Udseendet blev det vigtigste. Det blev helt legitimt at gemme virkeligheden bag pyntede facader. Det er typisk for Barokken, at man i denne periode udviklede operaen og teatret.

Som en del af hofceremonien udvikledes imponerende ankomsttrapper (typisk barokelement) og adkomstgange (f.eks. Spejlsalen i Versailles), der førte frem til palæernes vigtigste rum. Det må have gjort indtryk, når man skulle til audiens hos en barokfyrste: Alle veje i landskabet førte mod slottet. Når man så var kommet derhen, skulle man gennem en imponerende forgård, videre op af en kæmpetrappe, ind gennem en fantastisk sal for til sidst at nå audiensrummet. Hele vejen akkompagneret af barokmusik og af mennesker i overdådig barokmode.

Livet udfoldede sig på La belle etage dvs. den smukke etage eller første sal - i Italien kaldet Piano Nobili (adelens etage). Barokfyrsten havde travlt. Mange barokpalæer er bygget på kort tid. Det hele skulle foregå her og nu, og det gik ud over håndværket. Man gik på kompromis med konstruktionerne. Hvis den overdådige dekoration skulle udføres i ægte guld og marmor, ville det blive for dyrt selv for Barokkens fyrster. Man var tvunget til at bruge billige materialer.

En dynamisk blanding af kunstarter

Barok var oprindelig benævnelsen for en uregelmæssig og mærkelig perle. Navnet var synonymt med noget tøjleløst, deformt, abnormt, usædvanligt og absurd. Hvor man i renæssancen gik ind for ro, harmoni og fornuft, gik man i barokken ind for bevægelse, det nye, kontraster og blandinger af al slags kunst. Man ville tale til sanserne og fantasien, og man ville fortrylle.

Man blandede de forskellige kunstarter, så grænserne mellem arkitektur, skulptur og maleri blev flydende.

Typisk barokt var også et teatralsk brug af lyset. Hvor man i renæssancen benyttede et objektivt lys dvs. en jævn belysning, så arbejdede man derimod i barokken med at koncentrere lyset et sted i rummet og lade resten af rummet henligge i mørke. På den måde opnåede man spændende og dramatiske virkninger.

Man morede sig ved at skabe næsten virkelighedsperfekte skulpturgrupper, som man oplyste fra skjulte lyskilder. Ved at bearbejde sten kunne man f.eks. få overfladen til at ligne stof osv. Typisk for perioden er brugen af falsk marmor. Malerne udviklede derfor forskellige marmoreringsteknikker, der fik træværk til at ligne ægte marmor.

Man dækkede lofter og vægge med enorme og overdådige malerier. Typisk var et overdrevent brug af perspektivet. Overalt brugte man stærke farver.

Barokkens formsprog

I Gotikken opfattede man huset som en let, skeletagtig struktur. I Renæssancen opfattede man det derimod som en simpel kasse med påklistrede facader. Typisk for Renæssancens facadedekoration var, at den udvendigt afspejlede den indvendige opbygning af huset. I Barokken derimod byggede man et hus som en sammenhængende masse, der kunne formes som en organisk skulptur. Med andre ord, så behøvede facaderne ikke at forbinde det ydre med det indre (et klassisk eksempel herpå er italieneren Boromini).

Barokkens dynamiske tidsånd smittede selvfølgelig af på formsproget. Man stræbte efter det komplicerede f.eks. var planerne præget af ovale og ellipseformede former, der var ligesom vævet ind i hinanden i komplicerede mønstre. Ovalen og ellipsen er eksempler på figurer, der ikke er i ro. De kan forstås som deformerede cirkler i skarp modsætning til Renæssancens rene platoniske former som f.eks. cirklen, kvadratet og rektangelet.

At formerne så ud som om, at de bevægede sig, var et vigtigt kunstnerisk element i. Man fandt på at sætte en traditionel vandret gesims på en væg, der bugtede sig både ud og ind. Resultatet kunne, som det ses i arkitektens Borrominis kirker, blive en visuelt meget dynamisk form. Bernini, en anden af Højbarokkens store arkitekter, udformede spiralagtige søjler til Peterskirken. De ellers så stabile søjler opleves som så fyldte med energi, at de må bøje og vride sig.

Murene måtte gerne bue ud af, så det så ud som om, de blev presset indefra. Tagene måtte gerne bue opad - typisk er mansardtaget, der opfindes i perioden, hvor en del af taget er næsten lodret. Pladsbelægningen buede opad, så det så ud som var der indestængt energi under jorden. Trapperne måtte gerne i store bevægelser dele sig og svinge tilbage igen som f.eks. den Spanske Trappe i Rom.

Dekorationen eksploderede, man brugte mere af det end før, og det blev frodigere og det fik dybere relief dvs. det blev mere plastisk. Som i Manierismen var man ikke bange for at bryde de klassiske former op, vride, trykke og strække dem. Konkave former vekslede med konvekse så dekorationen så ud til at bølge af sted. Møblerne var tunge og kraftige med masser af udskæringer. Der blev stærke farver som aldrig før brugt.

Helt i stilens overdrevne ånd opfandt man en ny kolossal orden, der kunne gå op over tre etager. Vi kender de høje lisener og søjler fra utallige herregårde og slotte, men det var Michelangelo, der først brugte dette kunstneriske element på Capitolhøjen i Senrenæssancen. Man må dog ikke glemme, at Barokken er på trods af alle de "barokke" indslag bygger på klassicismen dvs. Antikkens arkitektur. Det er romernes og grækernes ordner man vrider og "mishandler."

Oplysningstid

1600-tallet og 1700-tallet kendes også som Oplysningstiden. Humanismen var på vej frem, og der foregik en rivende udvikling indenfor videnskab og filosofi. Man kan i flæng nævne folk som Francis Bacon (1561 1626), René Descartes (1596 165o), Isaak Newton (1642 1727) og Voltaire (1694 1778), for ikke at tale om Rousseau (1712-78), Montesquieu (1689-1755), John Locke (1632-1704), Adam Smith (1723-1790) og Kant (1724-1804). De har været med til at skabe den idemæssige fundering, som det moderne Europa hviler på. Det hørte med til tiden, at overklassen støttede filosofferne og selv gjorde sig tanker om verden og samfundets indretning. Det førte dog til Den Franske Revolution i 1789 og adelens fald.

Den tidlige barok (1580-1620)

Manierismen eller Senrenæssancen, der hovedsageligt var et italiensk fænomen, udviklede sig efterhånden til barok. Under Pave Sixtus V (1585 90) fik Rom en sammenhængende byplan. De ideer, som blandt andre Bramante og Michelangelo tidligere havde arbejdet med, blev nu realiseret i kæmpeformat. Man forbandt trapezformede og cirkelrunde pladser med hinanden via lange akser og forsynede dem med monumenter. Nye byrum dannedes i den gamle bygningsmasse, der befandt sig langs begge Tiberens breder: Trastevere mod nordvest og Marsmarken mod syd.

Før Barokken lå store dele af Rom indenfor murene øde hen. I Senrenæssancen havde befolkningstallet været nede på under 40,000 indbyggere, hvilket var betydeligt mindre end eksempelvis indbyggertallet i Genoa, Firenze eller Venedig på samme tid.

Højbarokken (1620-1720)

De tre italienske arkitekter Bernini, Borromini og Pietro di Cortona danner sammen med nordeuropæiske arkitekter som Christopher Wren, der bl.a. byggede St. Pauls Cathedral i London, Francois Mansart, som vi kender fra tagtypen, der er opkaldt efter ham, samt havearkitektekten LeNotre - en vigtig kerne af Barokkens arkitekter.

Bernini (1598 1680)

Han var både arkitekt og billedhugger. Bernini arbejdede for at skabe den fuldkomne illusion. Hans monumentale bygninger led dog ikke af overdrevent barok, i det han styrede sine virkemidler. På en måde var han tidens yndling. Det var Bernini, der lavede den store baldakin båret af spiralsøjler i Peterskirken. Det var også ham, der stod for udformningen af Peterspladsen. Den er i virkeligheden oval, selvom den kan opleves som rund. Alleen fra Peterspladsen ned til Tiberen er derimod Mussolinis værk og passer ikke med Berninis oprindelige ide, der gik ud på, at man fra tætte gader i kvarteret omkring Vatikanet skulle overraskes af Peterspladsens enorme søjler og store byrum. Han lavede også mindre kirker som Sant'Andrea al Quirinale.

Borromini (1599-1667)

Borromini var en helt anden mennesketype. Han var ingens yndling, men derimod en mystiker med et melankolsk sind, der til sidst endte med at begå selvmord. Der verserer en historie om, at han dræbte en byggearbejder ved at slå ham i hovedet med en hammer i raseri over dårligt udført arbejde. Borromini ville fascinere tilskueren og bringe ham ud i ekstrem oplevelser. Han arbejdede med barokkens dynamiske elementer som f.eks. kontraster, diagonale bevægelser, konkave og konvekse linjer, spiralbevægelser osv. Han tegnede San Carlo alle Quattro Fontæne og universitetskirken Sant'Ivo, hvis berømte spir inspirerede Thurah, da han skulle formgive spiret på Frelser kirke på Christianshavn.

Fransk barok

Franskmændene faldt ikke for den mere ekspressionistiske italienske barok. Bernini blev inviteret til Paris, men rejste tilbage til Rom, fordi han ikke blev forstået. Bernini var for selvstændig og fri til det absolutte Frankrig. Til gengæld blev Palladios mere spartanske og strenge formsprog populært. Franskmændene lavede strenge facader, simple grundplaner og bandlyste de voldsomme effekter. Omkring 1670'erne begyndte Le Vau og Hardouin Mansart på Versailles.

Franskmændene var også kendt for deres havekunst. En af foregangsmændene var Le Notre, der tegnede den enorme park omkring Versailles. Landskabet blev ordnet og sat i system så langt øjet rakte. Alle hovedveje førte mod slottets centrale del, hvorfra solkongen herskede. Parken var fuld af bevidste oplevelser som labyrinter man ikke kunne finde rundt i, søer man ikke kunne komme over, imponerende og overraskende kik osv.

Hollandsk barok

Holland var et af Europas førende lande på trods af størrelsen og kampen først mod Spanien og derefter mod Frankrig. Det var Nederlandenes store oversøiske handel, der betød noget. Hollænderne var Calvinister, hvilket gjorde, at kunsten udviklede sig uden pynt - strengt og pragmatisk. De forherligede hverken kirken eller fyrsten, og det bar arkitekturen præg af.

Senbarokken eller rokokoen (1720-1780)

Senbarokken er adelens sidste store periode. Det er adelens elegante manifestation før, at revolution og omvæltning bragte andre befolkningsgrupper på banen. I 1700-tallet havde en ny klasse bestående af handels- og industrifolk vokset sig stærk. De nye folk skulle senere udvikle deres eget formsprog - den stramme nyklassicisme - som modsætning til rokokoen.

Rokokoen udviklede sig fra Italien i to retninger. Den ene gik til Frankrig, Holland og England, og den anden til Mellemeuropa. Mellemeuropa havde lidt under Trediveårskrigen (1618 48), der havde umuliggjort nye byggerier. Efter krigen tog det endnu tredive år at genopbygge landene, og før kunne man ikke begynde at bygge nye slotte. Derfor nåede udviklingen relativt sent derop. Tyskland bestod dengang af talrige små og store fyrstendømmer, der alle skulle have hver deres Versailles. Fordi man kom sent i gang, blev mange af paladserne rokokoinspirerede. Den italienske Barok og Rokoko nåede helt op til Rusland, hvor Peter den Store (1682 1725) havde besluttet sig for at bygge Skt. Petersborg. Hele byen blev opført i italiensk stil af italienske arkitekter. Jeg skal hilse og sige, at det er en fantastisk fornemmelse en lys nordisk sommeraften at vandre rundt i denne smukke, "italienske" by, der tilmed har masser af kanaler.

Rokoko i tysk Mellemeuropa

Zwingeranlægget i Dresden, som blev bombet under 2. Verdenskrig men som nu er ved at være genopbygget, er et enestående rokokoværk. Det drejer sig om en række bygninger - pavilloner og saloner omkring den gamle festplads Zwingeren. Her er der virkeligt tale om sammensmeltning af de forskellige kunstarter - arkitektur, skulptur og maleri.

I Mellemeuropa byggede man også barokke klostre. Escurialklostret i Spanien var forbilledet. Et eksempel er klostret i Melk af Jakob Prandtauer. Det ligger kæmpe stort og flot på toppen af et bjerg med et oplvelsesmæssigt højdepunkt i kirken, der ligger ud mod Donaufloden.

Karlskirken i Wien af Fischer von Erlach er en votivkirke, dvs. en mindekirke over de som døde i en pestepidemi. Der er masser af historiske citater som f.eks. skulptursøjler a la Trajansøjlen i Rom og den centrale plan, som romerne også brugte til gravkirker. Barokkens og Rokokoens ovaler ses tydeligt i planen. Fischer von Erlach stod også for Versaillesefterligningen Schönbrunn lige udenfor byen.

Det øvre Belvedere - et slot i Wien af Johan Lukas von Hildebrandt - er en enestående rokokobygning med en tilhørende smuk have med brønde, springvand og søer, labyrinter og niveauspring. Slottet er let, elegant og med masser af legende dekoration. I den centrale ankomsthal er søjlerne helt opløst i skulpturer - giganter, der bærer loftet.

En af de både planmæssigt og dekorationsmæssigt komplicerede rokokobygninger er Vierzehnheiliegen af Balthasar Neumann. Planen er komponeret over fem ovaler.

Hærmænd bliver til indemennesker

I den tidlige Barok opfattede adelen sig stadig som hær-mænd eller krigere. Denne opfattelse ændrede sig i løbet af de næste hundrede år, måske fordi hærene ikke længere havde brug for de adelige riddere. I den sene Barok eller Rokokoen, som perioden også bliver kaldt, var adelen med deres hvide parykker og trekantede hatte blevet til indemennesker, der tilbragte det meste af tiden på behagelige stole i elegante kaffestuer. Farverne var lyse og relieffet var lavt. En stor del af Rokokoen handler derfor om indretningskunst med stikord som magelighed, elegance og dekadance. Stilen er opkaldt efter en muslingeskal en "rocaille," der blev meget populær som dekorationselement i de mange saloner, hvor man drak te og kaffe og røg pibe.

Barokmusik

Overgangene fra Renæssance til Barok og fra Barok til Rokoko kunne også opleves indenfor musikken. Renæssancens musik var parallelt flydende, nærmest strømmende med en svag rytme. Men i Barokken lavede Bach og Händel en anden slags musik. De arbejdede med forskellige rytmer. De komponerede også ren instrumentalmusik, hvad man ikke gjorde i Renæssancen. Deres musik var helt afgørende dramatisk og dynamisk, men der var alligevel noget tungt i det i forhold til det efterfølgende Rokokomusik.

Engelsk barok

Inigo Jones bragte den tidlige barokstil i form af palladioinspiration med fra Italien til England. Palladios stramme og akademiske formsprog tiltalte den engelske overklasse, der begyndte at efterabe denne vicenzianske stil.

Den højbarokke arkitekt Christopher Wren stod for genopbygningen af London efter den store brand i 1666. Det var ham, der senere tegnede både Saint Pauls Cathedral og Greenwich Hospital. Wren havde været i Paris og var her blevet inspireret af den franske Barok, hvad hans formsprog også bærer præg af.

Palladios formsprog blev så efterhånden så populær, at en stor del af den engelske Senbarok går under betegnelsen "Palladianism". Eksempler på engelske senbarokke arkitekter er Sir John Vanbrugh, der stod bag Blenheim Palace og Castle Howard, og Jarlen af Burlington, der stod bag det Villa Rotunda inspirerede Chiswick House.

Overgangen fra Rokoko til den Nyklassicisme markeres af John Wood the Elder og John Wood the Younger, der stod bag meget af byggeriet i Bath bl.a. Queen Square og The Royal Cresent. På dette tidspunkt var man også godt i gang med at udvikle den engelske landskabelige have, der blev så typisk for den senere romantik.