modernisme

 

Arkitekturen følger op- og nedture i økonomien. Når det brager derudad, så bliver der bygget en masse. Men der selvfølgelig også andre faktorer, der spiller ind. Blandt disse er samfundets generelle udvikling, det politiske klima og den teknologiske udvikling.

Allerede i slutningen af 1800-tallet var man begyndt at søge efter en ny arkitektur, der passede til den nye tid. At en bygning er moderne betyder egentligt, at man bryder med traditionerne og bygger et hus, hvis hele udtryk og funktion passer til de problemer og udfordringer, der er lige her og nu. Modernismen gjorde op med det hierarkisk opbyggede samfund, der havde eksisteret helt tilbage fra starten af historisk tid. Det er derfor, at modernismen og udviklingen af det moderne demokrati blev så skelsættende. Det var en revolution.

I slutningen af 1800-tallet og frem til slutningen af 1. verdenskrig foregik en række forsøg med nye arkitektoniske udtryksformer, som jeg har skrevet om i ”Forsøg på en moderne arkitektur”. England lå nok længst fremme, fordi det var her, at den industrialiserede tidsalder startede. Dampmaskiner, jernbaner, dampskibe, støbejern, beton og glas var alle en del af denne nye tid. I Tyskland oprettedes Werbund bevægelsen. Arkitekterne byggede huse i Jugendstilen. I Frankrig hed Jugendstilen Art Nouveau. I Østrig-Ungarn pegede Secession-bevægelsen fremad. I Italien havde man Futuristerne og i Rusland Konstruktivisterne. Alle disse grupper forsøgte at skabe kvalitet i samtidens arkitektur. Man mente, at masseproduktionen og den almindelige dårlige smag ødelagde vores omgivelser. Nogle arkitekter forsøgte at genopvække gamle håndværk, mens andre gik ind for et radikalt brud med fortiden.

Første Verdenskrig blev skelsættende. Krigens rædsler og enorme tab viste med al tydelighed, at den gamle verden havde spillet fallit. 1920’er blev derfor en periode med uhørt mange eksperimenter indenfor for kunst og arkitektur heriblandt art deco, den tyske ekspressionistiske arkitektur og De Stijl-gruppen i Holland. Sidstnævnte eksperimenterede med en nærmest abstrakt arkitektur. Den verdensomspændende økonomiske krise i 1930’erne satte byggeriet i stå.

I løbet af 1920’erne og 1930’erne opstod nye diktaturer i Rusland, Italien og Tyskland, som efter en kort tid med eksperimenter besluttede sig for et arkitektonisk formsprog inspireret af klassicismen. Det var jo også de romerske kejseres formsprog. Diktaturstaterne viste sig at være meget konservative i deres kunstopfattelse. Kun i demokratiske lande som England, Frankrig, USA og Skandinavien overlevede modernismen.

Flygtninge fra Europa bragte de europæiske tanker om en moderne arkitektur med til USA, hvor de fik stor betydning ikke mindst i storbyer som New York og Chicago. Der blev ikke kæmpet på amerikansk jord under 2. Verdenskrig, så her fortsatte den moderne udvikling, mens resten af verden var lukket ned. Dette var grunden til, at alle moderne arkitekter skulle på studierejse til USA efter krigen. Det tog ca. 15 år for verden at komme sig over 2. verdenskrig, men i 1960’erne kom der så igen gang i byggeriet – og nu hørte også Tyskland og Italien til den demokratiske gruppe af lande. Der blev bygget helt ufatteligt meget i løbet af 1960’erne og den første halvdel af 1970’erne, og langt det meste var moderne arkitektur. Succesen var så stor, at arkitekturstilen til sidst næsten ikke kunne udvikle sig videre. I slutningen af 1970’erne begyndte arkitekter verden over da også at søge efter et nyt formsprog, der passede mere til den tid, som man nu befandt sig i. 1970'ernes oliekriser og en vis økonomisk tilbagegang havde sat sit præg på den vestlige verden. Det, der skete nu, var den spæde start på en ny arkitektur, der kom til efter modernismen, og som man i dag kalder for postmodenisme.

Diskussionerne om forskellige arkitektoniske formsprog var ikke kun et spørgsmål om personlig smag. Det handlede om meget mere - om holdninger til livet. Hitlers favoritarkitekt hed Albert Speer, og han var en fantastisk arkitekt. Det er langt de fleste kendere enige om. Problemet var bare, at Speer tegnede i en nyklassicistisk tilbageskuende stil, hvor der ikke var plads til individet, den lille, den skæve, den økologiske eller til påvirkninger fra kulturer i den tredje verden. Den nye moderne og demokratiske verden i 1900-tallet skulle derimod være humanistisk. Der skulle være plads til alle. Det betød virkeligt noget for kunstnere og arkitekter i 1920’erne, når de advokerede for den abstrakte kunst. Det er nemlig en kunst, der giver det individuelle menneske en oplevelse helt upåvirket af gamle samfundsstrukturer og forstokkede ideer. Holdningen bag abstrakt kunst er, at alle mennesker i samfundet er lige gode, og at alle skal have en chance for at opleve skønhed.

Det kunne nemt blive en livslang opgave at skrive om modernismen. Jeg husker, at Janos Politis, en af vores professorer på Arkitektskolen i Århus i 1980’erne, talte om de fem store modernistiske arkitekter. Jeg husker ikke præcist, hvem de var men tænker, at det sagtens kunne have været Le Corbusier, Mies van der Rohe, Walter Gropius og BAUHAUS-skolen og Alvar Aalto. En arkitekt overskyggede dog dem alle med sin humanisme, og det var vores egne Jørn Utzon. Jeg har derfor besluttet mig for at skrive om de fem store og på den måde fortælle om modernismes idealer. Jørn Utzon kan man læse om på hjemmesiden ”Dansk modernisme”.

Le Corbusier, Mies van der Rohe, Walter Gropius og BAUHAUS-skolen, Alvar Aalto og vores egen, Jørn Utzon, påvirkede hinanden på kryds og tværs og dannede skoler. Typisk for dem er, at de hver i sær var fabelagtigt gode arkitekter, der havde evnen til på en poetisk måde at arbejde med landskabet, med lyset, med byggematerialer og byggeteknik, med rumforløb og med kompositioner og proportioner. De tog udgangspunkt i mennesket og skabte fysiske rum, der kunne mere end bare at beskytte os mod elementerne. Man opdager det måske ikke i starten, når man besøger deres bygninger, men lidt efter lidt, når man går rundt og suger til sig, så mærker man alligevel, at de kunne noget helt specielt.