modernisme

 

Arkitekturen følger op- og nedture i økonomien. Når det brager derudad, så bliver der bygget en masse, men der er selvfølgelig også andre faktorer, der spiller ind på byggeriet. Blandt disse er samfundets generelle udvikling, det politiske klima og den teknologiske udvikling.

Allerede i slutningen af 1800-tallet var man begyndt at søge efter en arkitektur, der passede til den nye industrialiserede tid, som man nu befandt sig i. At en bygning er moderne betyder egentligt, at man bryder med traditionerne og bygger et hus, hvis hele udtryk og funktion passer til de funktioner, der er brug for lige her og nu. Modernismen gjorde op med det hierarkisk opbyggede samfund med en lille overklasse og en stor underklasse. Sådan havde samfundet været opbygget siden starten af historisk tid. Brudet med den gamle samfundsstruktur og udviklingen af det moderne demokrati gjorde modernismen særligt skelsættende. Det var en revolution.

I slutningen af 1800-tallet og frem til slutningen af 1. verdenskrig foregik der rundt om i Europa og USA en række forsøg med nye arkitektoniske udtryksformer. Jeg beskriver nogle af disse arkitektoniske skoler på hjemmesiden ”Forsøg på en moderne arkitektur”. Det var nok England, der lå længst fremme, da det var her, at den industrialiserede tidsalder var startet. Dampmaskiner, jernbaner, dampskibe, støbejern, beton og glas var alle en del af denne nye tid. Man mente, at masseproduktionen og den almindelige dårlige smag ødelagde vores omgivelser, og derfor oprettedes Werbund bevægelsen i Tyskland, der skulle fremme håndværk, produktion og design. Det fremmeste tyske arkitekter begyndte at byggede huse i Jugendstil. I Frankrig hed en lignende stil Art Nouveau. I Østrig-Ungarn pegede Secession-bevægelsen fremad. I Italien havde man Futuristerne og i Rusland Konstruktivisterne. Alle disse grupper forsøgte at skabe kvalitet i samtidens arkitektur. Nogle arkitekter forsøgte at genopvække gamle håndværk, mens andre gik ind for et radikalt brud med fortiden.

Første Verdenskrig rystede den gamle orden. Krigens rædsler og enorme tab viste med al tydelighed, at noget havde været helt galt. 1920’er blev derfor en periode med uhørt mange eksperimenter indenfor for kunst og arkitektur heriblandt art deco, den tyske ekspressionistiske arkitektur og De Stijl-gruppen i Holland. Sidstnævnte eksperimenterede med en nærmest abstrakt arkitektur. Eksperimenterne fortsatte indtil den verdensomspændende økonomiske krise satte en stopper for byggeriet i 1930’erne.

I løbet af 1920’erne og 1930’erne opstod nye kommunistiske og fascistiske diktaturer i Rusland, Italien og Tyskland, som efter en kort tid med arkitektureksperimenter besluttede sig for et arkitektonisk formsprog inspireret af klassicismen. Det var jo også de romerske kejseres formsprog. Diktaturstaterne viste sig at være meget konservative i deres kunstopfattelse. Kun i demokratiske lande som England, Frankrig, USA og Skandinavien overlevede modernismen.

Flygtninge fra Europa bragte europæiske tanker om en moderne arkitektur med til USA, hvor ideerne fik stor betydning ikke mindst i storbyer som New York og Chicago. Det skal dog lige indskydes, at amerikanerne på dette tidspunkt allerede var i gang med at opfinde skyskraberen. Der blev ikke kæmpet på amerikansk jord under 2. Verdenskrig, så her fortsatte modernismen med at udvikle, mens resten af verden var lukket ned. Dette var blandt andet grunden til, at alle Europas moderne arkitekter skulle som noget af det første på studierejse til USA efter krigen. Det tog ca. 15-20 år for verden at komme sig over 2. verdenskrig, men i 1960’erne var der kommet rigtigt gang i byggeriet igen – og nu hørte også Vesttyskland og Italien til den demokratiske gruppe af lande. Der blev bygget helt ufatteligt meget i løbet af 1960’erne og i den første halvdel af 1970’erne, og langt det meste var moderne arkitektur. Succesen var ligefrem så stor, at arkitekturstilen til sidst næsten ikke kunne udvikle sig videre. I slutningen af 1970’erne kom det det så vidt, at arkitekter verden over var begyndt at søge efter et nyt formsprog, der passede mere til den tid, som man nu befandt sig i. 1970'ernes oliekriser og en vis økonomisk tilbagegang havde sat sit præg på den vestlige verden, hvilket førte til, at arkitekturen lige så stille var begyndt at udvikle sig væk fra de modernistiske ideer hen imod det, som vi senere skulle kommet il at kalde for postmodenisme.

Diskussionerne om forskellige arkitektoniske formsprog var ikke kun et spørgsmål om personlig smag. Det handlede om meget mere - om holdninger til livet. Hitlers favoritarkitekt hed Albert Speer, og, indrømmet, han var en fantastisk arkitekt. Det er langt de fleste kendere enige om. Problemet var bare, at Speer tegnede i en nyklassicistisk tilbageskuende stil, hvor der ikke var plads til individet, den lille mand, den skæve eksistens eller den økologisk inspirerede. Påvirkninger fra kulturer i den tredje verden var ligeledes utænkelige. Overfor nuklassicismen stod den nye moderne og demokratiske verden. Her dyrkedes humanismen dvs. troen på det enkelte frie menneske. Det betød virkeligt noget for kunstnere og arkitekter i 1920’erne, når de advokerede for den abstrakte kunst. Det var nemlig en kunst, der gav det individuelle menneske en oplevelse af verden, der var helt upåvirket af de gamle samfundsstrukturer og forstokkede ideer. Holdningen bag abstrakt kunst er, at alle mennesker i samfundet er lige gode, og at alle skal have en chance for at opleve skønhed. En gammel, bulet, blå kaffekande var mindst lige så smuk som en diamantperlekæde.

Det kan hurtigt blive en livslang opgave at skrive om modernismen. Jeg husker, at Janos Politis, en af vores professorer på Arkitektskolen i Århus i 1980’erne, talte om fem store modernistiske arkitekter. Jeg husker ikke præcist, hvem de var men tænker, at det sagtens kunne have været Le Corbusier, Mies van der Rohe, Walter Gropius og BAUHAUS-skolen og Alvar Aalto. En arkitekt overskyggede dog dem alle med sin humanisme og smukke formgivning, og det var vores egne Jørn Utzon. Jeg har derfor besluttet mig for at skrive om de fem store og på den måde fortælle om modernismes idealer. Jørn Utzon kan man læse om på hjemmesiden ”Dansk modernisme”.

Le Corbusier, Mies van der Rohe, Walter Gropius og BAUHAUS-skolen, Alvar Aalto og vores egen, Jørn Utzon, påvirkede hinanden på kryds og tværs og dannede skoler. Typisk for dem er, at de hver i sær var dygtige arkitekter, der havde evnen til på en poetisk måde at arbejde med landskabet, med lyset, med byggematerialer og byggeteknik, med rumforløb og med kompositioner og proportioner. De tog alle udgangspunkt i mennesket og skabte fysiske rum, der kunne mere end bare at beskytte os mod elementerne. Man opdager det måske ikke i starten, men når man besøger deres bygninger, så oplever man lidt efter lidt, når man går rundt og suger til sig, at de kunne noget helt specielt.

 

se - Forsøg på en moderne arkitektur

se - Le Corbusier

se - Gropius og BAUHAUS

se - Mies van der Rohe

se - Frank Lloyd Wright

se - Alvar Aalto

se - Jørn Utzon

se - Bilens århundrede