modernisme
se - Forsøg på en moderne arkitektur
Arkitekturen følger op- og nedture i økonomien. Når økonomien brager derudad, så bliver der bygget en masse, men der er selvfølgelig også andre faktorer, der spiller ind. Blandt disse er det politiske klima og den teknologiske udvikling.
Allerede i slutningen af 1800-tallet var arkitekterne begyndt at søge efter en arkitektur, der passede til den nye industrialiserede tid, som man befandt sig i. At en bygning er moderne betyder egentligt, at man bryder med traditionerne og bygger et hus, hvis hele udtryk og funktion passer til de funktioner, der er brug for lige her og nu. Modernismen gjorde på den måde op med det hierarkisk opbyggede samfund med en lille overklasse og en stor underklasse. Sådan havde samfundet været opbygget siden starten af historisk tid. Brudet med den gamle samfundsstruktur og den efterfølgende udvikling af det moderne demokrati gjorde modernismen særligt skelsættende. Det var intet mindre end en revolution.
I slutningen af 1800-tallet og frem til slutningen af 1. verdenskrig foregik der rundt om i Europa og USA en række forsøg med nye arkitektoniske udtryksformer. Jeg beskriver nogle af disse arkitektoniske skoler på hjemmesiden ”Forsøg på en moderne arkitektur”. Det var nok England, der lå længst fremme, da det var her, at industrialismen begyndte. Dampmaskiner, jernbaner, dampskibe, støbejern, beton og glas var alle en del af denne nye tid. Dannede mennesker mente, at masseproduktionen og den almindelige dårlige smag ødelagde vores omgivelser. Det var bla. derfor at Werbund bevægelsen oprettedes i Tyskland. Werkbund skulle fremme håndværk, produktion og design. Det fremmeste tyske arkitekter begyndte at byggede huse i Jugendstil. I Frankrig havde man Art Nouveau. I Østrig-Ungarn pegede Secession-bevægelsen fremad. I Italien var Futuristerne og i Rusland Konstruktivisterne. Alle disse grupper forsøgte at skabe arkitektur af høj kvalitet. Nogle arkitekter forsøgte i den forbindelse at genopvække gamle håndværk, mens andre gik ind for et radikalt brud med fortiden.
Første Verdenskrig rystede den gamle verdensorden. Rædslerne og de enorme tab af menneskelighed viste med al tydelighed, at noget var gået helt galt. Perioden efter verdenskrigen, nemlig 1920’er blev derfor en tid med uhørt mange eksperimenter indenfor for kunst og arkitektur heriblandt art deco, tysk ekspressionisme og hollandsk De Stijl. Sidstnævnte eksperimenterede med en nærmest abstrakt arkitektur. Eksperimenterne fortsatte indtil den verdenskrisen i 1929 satte en stopper for byggeriet.
I løbet af 1920’erne og 1930’erne opstod, som bekendt, kommunistiske og fascistiske diktaturer i Rusland, Italien og Tyskland. Efter en kort tid med arkitektureksperimenter besluttede de sig alle for et arkitektonisk formsprog inspireret af klassicismen, hvilket jo også var de romerske kejseres formsprog. Diktaturstaterne viste sig at være meget konservative i deres kunstopfattelse. Kun i demokratiske lande som England, Frankrig, USA og Skandinavien overlevede modernismen.
Flygtninge fra Europa bragte europæiske tanker om en moderne arkitektur med til USA, hvor ideerne fik stor betydning ikke mindst i storbyer som New York og Chicago. Amerikanerne var på dette tidspunkt også selv i gang med at opfinde skyskraberen. Der blev ikke kæmpet på amerikansk jord under 2. Verdenskrig, så her fortsatte modernismen med at udvikle sig, mens resten af verden var lukket ned. Det var grunden til, at Europas moderne arkitekter som noget af det første efter krigen skulle på studierejse til USA. Det tog ca. 15-20 år for verden at komme sig over 2. verdenskrig, men i 1960’erne var der kommet rigtigt gang i byggeriet igen – og nu hørte også Vesttyskland og Italien til den demokratiske gruppe af lande. Der blev i det hele taget bygget helt ufatteligt meget i løbet af 1960’erne og i den første halvdel af 1970’erne, og langt det meste var moderne arkitektur. Modernismens succes var så stor, at arkitekturstilen til sidst næsten stivnede.
I slutningen af 1970’erne var arkitekter verden over begyndt at søge efter et nyt formsprog, der passede mere til den nye tid, som man nu befandt sig i. 1970'ernes oliekriser og en vis økonomisk tilbagegang havde sat sit præg på den vestlige verden og til, at arkitekturen lige så stille var begyndt at udvikle sig væk fra de modernistiske ideer hen imod det, vi senere skulle kom til at kalde for postmodenisme.
Diskussionerne om forskellige arkitektoniske formsprog var ikke kun et spørgsmål om personlig smag. Det handlede om meget mere - om holdninger til livet. Hitlers favoritarkitekt, Albert Speer, var en fantastisk arkitekt. Det er langt de fleste kendere enige om. Problemet var bare, at Speer tegnede i en nyklassicistisk tilbageskuende stil, hvor der ikke var plads til individet, den lille mand, den skæve eksistens eller økologi. Påvirkninger fra kulturer i den tredje verden var ligeledes utænkelige. Overfor nuklassicismen stod den nye moderne og demokratiske verden, hvor humanismen, dvs. troen på det enkelte frie menneske, dyrkedes. Det betød virkeligt noget for kunstnere og arkitekter i 1920’erne, når de advokerede for den abstrakte kunst, for der var tale om en tankegang, der gav det individuelle menneske en oplevelse af verden helt upåvirket af de gamle samfundsstrukturer og forstokkede ideer. Holdningen bag abstrakt kunst er, at alle mennesker i samfundet er lige gode, og at alle skal have en chance for at opleve skønhed. En gammel, bulet, blå kaffekande vkan være mindst lige så smuk som en diamantperlekæde.
Det bliver hurtigt en livslang opgave at skrive om modernismen. Jeg husker, at Janos Politis, en af vores professorer på Arkitektskolen i Århus i 1980’erne, talte om fem store modernistiske arkitekter. Jeg husker ikke præcist, hvem han nævnte, men det sagtens kunne have været Le Corbusier, Mies van der Rohe, Walter Gropius og BAUHAUS-skolen og Alvar Aalto. En arkitekt overskyggede dog dem alle med sin humanisme og smukke formgivning, mente Yannos, og det var vores egne Jørn Utzon. Han var i en klasse helt for sig selv.
Jeg har derfor besluttet mig for at skrive om de fem store og på den måde fortælle om modernismes idealer. Jørn Utzon kan man læse om på hjemmesiden ”Dansk modernisme”.
Le Corbusier, Mies van der Rohe, Walter Gropius og BAUHAUS-skolen, Alvar Aalto og vores egen, Jørn Utzon, påvirkede hinanden på kryds og tværs og dannede skole, hver for sig. Typisk for dem alle er, at de hver i sær var dygtige arkitekter, der evnede på en poetisk måde at arbejde med landskabet, lyset, byggematerialer og byggeteknik, rumforløb og kompositioner og proportioner. De tog udgangspunkt i mennesket og skabte fysiske rum, der kunne mere end bare at beskytte os mod elementerne. Man opdager det måske ikke i starten, men når man besøger deres bygninger og går rundt og suger til sig, så oplever man lidt efter lidt, at de kunne noget helt specielt.