Dansk arkitektur - Dansk renæssance

dansk renæssance 1550-1650

Overgangen til renæssancen - borgerkrig og herregårde

I borgerkrigen 1536 også kaldet Grevens Fejde besejrede herremændene de oprørske bønder, som herremændene jo altid har gjort det gennem historien. Det var den borgerkrig, hvor kong Christian d. II sad fængslet i Sønderborg, hvor Skipper Clements bondehær hærgede Nordjylland, og som til sidst førte til reformationen, der markerede afslutningen af senmiddelalderen.

Da mange herregårde var blevet brændt ned af de oprørske bønder, måtte adelen efter borgerkrigen i gang med at genopbygge. For en sikkerheds skyld byggede man stadig herregårdene som borge, så de kunne bruges, hvis bønderne igen skulle gøre oprør. Fra denne tid stammer en stor del af vores store, flotte herregårde. Det blev en opgangstid for herremændene, der solgte korn og kvæg til byerne sydpå - kvæget blev hvert efterår drevet til Slesvig-Holsten ad hærvejen. Typiske eksempler på herregårde fra denne tid er Rygaard, Egeskov og Hesselagergård på Fyn. Disse herregårde var massive teglkonstruktioner med skydeskår (skytteloft) og omgivet af vandgrave. Typisk for herregårdene var et centralt udvendigt trappetårn og hjørnetårne, der gjorde det muligt at beskyde hele området langs med husmurene. Hesselagergård var speciel derved, at gavlen var muret op som en paladsfacade i tidlig venetiansk renæssancestil.

Jernårhundredet 1550-1650

Perioden mellem 1550 og 1650 kaldes i Skandinavien også for Jernårhundredet, fordi det var en urolig tid. Men også andre steder i Europa kæmpede stater på liv og død. En del lande bukkede simpelthen under og blev opslugt af andre riger, der blev store og stærke. Andre lande som Danmark klarede sig kun med nød og næppe. Christian d. IV drog ind i Trediveårskrigen men tabte slaget ved Lutter am Barenberg. Senere i Torstenssonkrigen besatte svenskerne det meste af landet, mens befolkningen oplevede krigens gru på alle måder. På trods af Sven Gønge og andres tapre indsats var det dengang meget tæt på, at landet var blevet fuldstændigt opslugt af arvefjenden Sverige. Danmark begyndte renæssancen som Nordens stormagt men måtte ved udgangen af perioden se sig overhalet af Sverige. Danmark-Norge under Christian d. IV omfattede oprindeligt det nuværende danske område Norge, Skåne, Halland, Blekinge, Slesvig-Holsten samt Gotland, Øsel, Island, Færøerne og Grønland. Befolkning var dengang på ca. 1 million mennesker. Det var først i 1710 efter endnu flere krige, at de danske konger indså, at Skåne, Halland og Blekinge var tabt for evigt.

Selvom Danmark havde en stor flåde, så var vi alligevel ikke rige nok til at begive os ud på verdenshavene i stor stil som de europæiske stormagter. Man sendte dog en flåde til Grønland uden at finde rigdomme her. I 1618 sendte Christian d. IV en anden flåde under admiral Ove Giedde af sted til Indien. Ideen var i første omgang, at danskerne skulle beskytte kongen af Ceylon mod portugiserne. Efter mange trængsler bl.a. kamp med portugiserne, lykkedes det at grundlægge byen Trankebar og bringe krydderier med hjem, men foretagendet gav desværre underskud. Inspireret at bl.a. Christoffer Columbus, der havde fundet Amerika i 1492, sendte Christian i 1619 en ekspedition til Amerika med det formål at finde sejlruten nord om Amerika til Indien. Det var en udmærket ide, hvis sådan en sejlrute fandtes, men det gjorde den ikke. Kun skipperen Jens Munk og to mand nåede tilbage i live.

Den hollandske påvirkning

I renæssancen var Danmark stærkt påvirket af Hollænderne. Sidstnævnte fik drevet spanierne og hermed Habsburgerne ud fra Nederlandene. Hollænderne udviklede på dette tidspunkt en af Europas største handelsflåder, ligesom de anlagde handelsstationer i det meste af den kendte verden. Hollænderne var reformerte og borgerlige. Kunsten blomstrede og hermed også arkitekturen. Danmark prøvede ligesom en række andre kongeriger at efterligne dem. De danske konger brugte også hollænderne som modvægt til Hansestæderne i Østersøen. Vi kalder den i renæssancen herskende arkitekturstil i Danmark for hollandsk renæssance eller Rosenborgstil.

Byggestilen byggede på både renæssanceteorier og på den traditionelle byggeskik. Værker af Vitruvius og Palladio cirkulerede blandt de hollandske bygmestre i Holland. Dygtige hollandske bygmestre blev inviteret herop for at bygge for de danske konger. Det var Christian d. II, der inviterede hollandske bønder til Amager!

Rosenborgstilen - en reaktion mod pavens klassicisme

Europa var præget af religiøse kampe mellem protestanter og katolikker. Man kan opfatte den danske renæssance som en tilfældig blanding af gotik og italiensk renæssance, men meget tyder på, at Rosenborgstilen var et bevidst formsprog. Man ville med arkitekturen vise, at den protestantiske kultur byggede på andet end bare det, der kom fra Rom, og man gjorde derfor brug af gotiske elementer. Gotikken havde jo været en stor selvstændig kulturperiode nord for Alperne. Dens vertikale elementer er meget synlige på Christian d. IV's huse. Nogle af bygningerne som f.eks. Rundetårn indeholder også romanske detaljer. Det kan have været fordi, at man på det tidspunkt havde den opfattelse, at den romanske stil oprindeligt havde været brugt af jøderne, og at den derfor var mere hellig. På den måde viste man katolikkerne, at vores lutheranske kristendom bygger på noget mere grundlæggende end katolicismen.

Renæssancekøbmændenes huse

Den almene befolkning i Danmark fortsatte det traditionelle byggeri med bindingsværkshuse, der lå med langsiden til gaden. Adelen og de store købmænd byggede derimod i den nye renæssancestil. Eksempler herpå er Jens Bangs pakhus i Ålborg fra 1625, samt Amagertorv fra 1600, Strandgade fra 1624 36, og Magstræde fra 1640. Der var flere, men de er forsvundet i Københavns mange brande.

Disse renæssancehuse i mursten hævede sig højt op over omgivelserne og må have virket imponerende med deres rigt dekorerede gavle. Dekorationen bestod blandt andet af sandstensdetaljer, kurvehanksbuede vinduer, volutter og vandrette gesimsbånd. På trods af at husene havde en nærmest gotisk kropsform med mange lodrette elementer, så understregede dekorationen det vandrette. Husene lå, som sagt, med langsiderne mod gaden. Man byggede store kviste med imponerende gavle over facaden, så husene på en måde kom til at ligne hansestædernes og hollændernes gavlhuse. Kvistene havde oprindeligt et trisseværk, der gjorde det muligt at bruge loftsrummene som lager. Porten indtil baggårdsbebyggelsen placerede man i den ene side, idet klassicismens og renæssancens kunstneriske ideal, symmetrien, endnu ikke var brudt helt igennem. Alle renæssancebygninger i det danske område er usymmetriske. Man boede i baggårdsbebyggelsen, fordi det fine forhus var forbeholdt forretning og repræsentation. Indvendig var renæssancehusene større end før men i forhold til i dag stadig trange og mørke. De små blyindfattede vinduer gav ikke meget lys, og rummene havde mørke paneler fra gulv til loft. Spindeltrapperne var smalle og stejle.

Fra renæssanceperioden stammer også de store bindingsværksgårde i de danske købstæder. Også her boede man i baggårdshusene og ligesom i København brugte man det fine forhus til forretning og repræsentation. Butikken i forhuset eller boden, som den blev kaldt, lå i kælderen, hvorimod første sal udgjorde festgemakkerne.

Bøndernes huse

Omkring dette tidspunkt ses også en forbedring af bøndernes huse. Bindingsværk med lerklinede vægfelter og stråtage var nu den altdominerende kontruktionsform. Man havde løftet træet op på sylsten og på den måde, var det ikke i kontakt med jorden og rådnede ikke så nemt. De lerklinede vægfelter havde den fordel, at de sparede træ.

I renæssancen begynder begynder bønderne at forbinde røgovnen med lyren i taget vha. af en muret skorten. Hermed forsvandt røgen fra husets forskellige rum. Dermed forsvandt også den skarpe lugt af røg og sod, der havde været karakteristisk for danske huse helt fra stenalderen. Nu kunne man gøre mere ud af indretningen. Med skorstenens kommen og lyrens forsvinden forsvandt også lyrens lysindtag, og typisk for tiden er større vinduesåbninger, nogle udfyldt med datidens blyindfattede små glasruder og andre med skodder, der kunne åbnes og lukkes efter behov.

Den store røgovn stod i stegerset, men man fandt hurtigt ud af at konstruere en bilæggerovn inde i stuen. Når madmor havde lavet mad kunne hun skubbe gløderne ind gennem et hul i ovnvæggen ind til bilæggerovnen. På den måde kunne man genbruge køkkenilden til at varme stuen op. Hvis man skærmer en af vikingetidens lange brikse af med trævægge både til højre og til venstre, så har man en alkove, og det var også det, der skete. I renæssancen sov de fleste danskere i alkover i den af bilæggerovnen opvarmede stue. Væggene i stuen var i mere velhavende hjem dækket til med træpaneler - ofte rigt udskåret - fra gulv til loft.

Langs med stuens ene væg var så godt som altid en fast langbænk. Her sad mændene - karlene i den ene ende og bondefamilien i den anden. Foran dem havde man langbordet og for enden af den lige ved siden af bilæggerovenen sad husbonden på sin egen lille bænk. Nogle gange sad madmor ved siden af. Pigerne servicerede karlene på langbænken. Hvis de havde tid, satte de sig på skamler eller stole på ydersiden af langbordet. Ellers bestod møblementet af kister, enkelte stole, evt. en spinderok og i nogle tilfælde en himmelseng. Gæster sov på langbordet og gårdens dyr kunne sagtens overvintre på gulvet. Typisk dansk er, at mand og kone sov nøgne.

Kronborg

I 1574 begyndte Frederik d. II at ombygge borgen Krogen ved Helsingør. Borgen kender vi i dag som Kronborg. Borgen var vigtig for opkrævningen af Øresundstolden. Alle skibe, der sejlede her forbi, måtte betale en skat til den danske konge. I bedste renæssancestil skulle de gamle runde bastioner afløses af spidse voldanlæg efter italiensk mønster, der bedre kunne modstå tidens kanoner og morterer. Allerede Christian d. III var begyndt at anlægge moderne borge og voldanlæg. Voldanlæggene omkring Kronborg kom til at dække første sal og forklarer hvorfor, der tilsyneladende er flere etager på gårdsiden i forhold til den udvendige facade. Helt i renæssancens ånd skulle det nye Kronborg have en u-formet plan, der skulle åbne sig ud mod Øresund. Det viste sig dog for åbent og for koldt, og man besluttede derfor alligevel at bygge en fjerde fløj. Da Kronborg er en ombygning af det gamle Krogen, har slottet undgået at blive til et helt symmetrisk anlæg, fordi man har været bundet af de eksisterende bygninger. Kronborg udgør derimod, hvad man kunne kalde, en balanceret komposition, hvor alle fløjene har forskellige dybder.

Den usmykkede gavl mod Sundet skulle illudere en herskabelig bolig, men i virkeligheden lå øverst et kornmagasin og nederst en kirke. Riddersalen var festligere end i dag, idet loftet var flot dekoreret, og væggene behængt med gobeliner. I 1629 brændte slottet, men Christian d. IV satte alt ind på at bygge hans fars elskede slot op igen.

Kronborg har otte tårne, hvoraf det største kaldes for trompetertårnet. De fleste vinduer er firkantede renæssancevinduer, men kirkesalen har gotiske spidsbuede vinduer. Spidsbuede vinduer hørte åbenbart til kirker både her og andre steder som f.eks. Frederiksberg slot og Trinitatis kirke, hvor rundetårn agerer kirketårn.

Frederiksborg

Christian d. IV arvede en jagtgård ved Hillerød. Her besluttede han sig for at opføre et slot, som skulle det mest imponerende i Nordens. I 1602 påbegyndte byggeriet. Slotsanlægget blev opført på tre øer i en stor sø. Det forbløffede udenlandske gæster, fordi der jo ingen angrebstrussel var.

Kommer man fra Hillerød har den første ø de ældste bygninger fra før Christian d. IV's tid. Over til næste ø fører en s formet bro.

Man ankommer til pladsen på den næste ø gennem et porttårn af enorme dimensioner. Mod vest findes lensherrens hus og mod øst en regeringsbygning. I mellem dem ligger Neptunspringvandet.

Endnu en bro fører videre til den tredje ø, hvor selve slottet ligger. Her er den åbne u plan gennemført. Den vestlige fløj indeholder slotskirken og dansesalen, der også kendes som riddersalen. Den østlige fløj kaldes for køkkenfløjen. Christian d. IV boede selvfølgelig i kongefløjen i midten. Foran kongefløjen findes en marmorsøjlegang. Fløjene er ligesom på Kronborg ikke lige dybe. Der er ingen logisk forklaring på, hvorfor de ikke skulle være det. Måske er det et eksempel på, at kongen har deltaget i skitseringen. Man ved, at han har fuldt nøje med i byggeriet. Fra kongefløjen går en bro over til staldene, så kongen og hans gæster kunne komme tørskoet i kareterne. Måske er denne bro også et af kongens påfund.

Slotskirken er så overdådigt dekoreret, at man ikke oplever kirkerummets ellers smukke proportioner. Rummet skulle efter sigende fungere dårligt, fordi det er for langt og smalt. I loftet findes enestående stjernehvælv. Kirkerummet var større end samtidens tyske slotskapeller. Meningen var da også at imponere og hermed at legitimere den danske kongemagt. Kirkefløjen har kun tre etager i forhold til køkkenfløjens fire. Gavlene er opblødt med karnapper. Helt i strid med formsproget har kirken gotiske vinduer. Her blev de enevældige konger kronet.

Over den åbne fløj findes en lav et etages bygning dekoreret med tolv guder fra den græske mytologi.

Frederiksborg har en masse manieristiske detaljer. Måske er arkitekturen ikke på højde med forbillederne, men der er alligevel tale en festlig form for arkitektur.

Slottet brændte i sidste halvdel af forrige århundrede, men det blev genopbygget så tæt på dets gamle udseende som muligt. Arkitekten bag genopbygningen var Ferdinand Mehldal.

Rosenborg

I 1606 påbegyndtes Christian d. IV's lystslot Rosenborg. Det lå udenfor Københavns daværende runde middelaldervolde og slottet er derfor også omgivet af en voldgrav. Slottet blev udbygget lidt efter lidt. Det var oprindeligt bygget som en af tidens herregårde. Indvendigt er kun vinterrummet og soveværelset bevaret, som de oprindeligt var. Det var til Rosenborg, at Christian d. IV lod sig transportere hen, da han blev alvorligt syg og døde i 1648.

Børsen

Med Nederlandene som forbillede forsøgte Christian d. IV at udbygge handelen, og til det formal opførte han Børsen. Inspirationen havde han fra børsen i Amsterdam. Nederste etage bestod af fyrre lagerrum, hver med sin egen indgang og ikke forbundet med hovedetagen ovenover. Det var sikkert pga. faren for tyveri. Hovedetagen var et stort rum, der fungerede som en slags åben basar. Det var muligt at ride op til hovedindgangen af en kæmpe rampe, der også kan ses i dag. Spiret var enestående. Den konkave form var måske inspireret af Roskilde domkirke eller af kinesiske forbilleder. Spiret består af fire drager eller "orme," der fletter halerne sammen. De repræsenterer måske de fire verdenshave, som købmændene skulle ud på dengang, dvs. Nordhavet, det sydlige Atlanterhav, det Indiske Ocean og Sydhavet. Øverst ses tre kroner, som repræsenterer de tre nordiske kongeriger, som Christian d. IV gjorde krav på. Børsen lå på en landtange med kanaler på begge sider, så handelsskibene kunne sejle helt op til bygningen for at losse deres varer.

Rundetårn

Christian d. IV byggede Trinitatis kirke som studenterkirke. Prøv at se hvor mange gange de hellige tal 3 og 7 går igen i byggeriet. Tårnet har 7 vinduer over hinanden. Der er 7 vinduer langs facaden og tre i gavlen osv. Kirkerummet er udformet som en tysk hallekirche, hvor alle søjlerne er lige høje. Derfor er den meget let og lys indvendig. På loftet placerede han Universitetsbiblioteket og som en slags kirketårn, byggede han Rundetårn, der skulle bruges til astronomiske observationer. Tårnet blev placeret indenfor Københavns volde på trods af, at astronomerne hellere ville have haft det udenfor. Der var for meget støv i luften. Kongen ville sikkert gerne kunne invitere fremmede gæster med op til den fine udsigt ud over byen. Peter den Store red derop i 1716! Det er ikke usandsynligt, at Trinitatiskomplekset skal ses som en lutheransk manifestation i en religiøs urolig tid. Det runde tårn kan symbolisere en fast borg, de romanske vinduer jødisk hellig arkitektur osv. Luther havde intet imod at blande videnskab og historie. Han opfordrede tvært imod til, at man gjorde det.

Christian d. IV har højst sandsynligt selv tegnet den rebus som man ser på tårnet. Den lyder således - Rettroenhed (Doctrinam) og retfærdighed (tegnet som et sværd) styrer(dirige) Gud ("Jehova" skrevet på hebræisk) i hjertet (et stort rødt hjerte) hos Christian d. IV.

Holmens kirke, Provianteringsgården, Tøjhuset, Bryghuset og Koldinghus

Andre af Christian d. IV's bygningsværker er Holmens kirke fra 1619, Provianteringsgården, Tøjhuset, Bryghuset samt Holmens kirke fra 1619, der var til flådens folk, er en ombygget ankersmedje, der oprindeligt kun bestod af en fløj. Da Christian d. IV besluttede at bygge den om til kirke, tilføjede man de tre andre fløje med det samme gavlmotiv. Renæssancegavlen er ikke hollandsk men derimod italiensk inspireret. Sidekapellet er fra barokken. Her ligger bl.a. Tordenskjold begravet.

Provianteringsgården og Tøjhuset eksisterer stadig. De lå på begge sider af et havnebassin. Her sejlede flådens skibe ind for at blive udrustet til kamp. Anlægget er inspireret af Arsenalet i Venedig, der fungerede på samme måde. I dag er bassinet dækket til, men man kan stadig finde fortøjningsringe i gården foran det Kongelige Bibliotek.

Se en gang på Helligåndskirkens våbenhus fra 1630. Våbenhuset var oprindeligt tegnet til Børsen i 1620, men der blev af en eller anden grund ikke brug for det. Man havde gemt det væk og kunne derfor genbruge det ti år efter, da man tilføjede et våbenhus til kirken.

Christian d. IV stod for en ombygning af slottet Koldinghus i 1598. Senere nedbrændte slottet desværre og med tiden forfaldt det til en ruin. Koldinghus er dog i dag på flotteste vis genopstået gennem en moderne renovering.

Tolkning af renæssancens spir og portaler

Besøger man de danske renæssanceslotte, støder man bl.a. på dekorerede portaler og spir. Disse skulpturelle elementer er i virkeligheden kompositioner bestående af mange elementer, og de kan "læses" ligesom, at man kan læse Christian d. IV's rebus på Rundetårn. De er nemlig fyldt med symbolik.

Hvis man vil prøve at forstå dem, er det vigtigt at kende de fem klassiske ordner, og hvad de symboliserer. Den kompositte orden står for barndommen, den korintiske (pigen) for ungdommen, den joniske (kvinden) for det unge voksenliv, den doriske (manden) for det ældre voksenliv og den toskanske for alderdommen. I forbindelse med de forskellige aldre tillægges ordnerne andre attributter. Den toskanske orden symboliserer også den ro og stabilitet, man finder i alderdommen. Ordenerne handler ikke kun om søjler men også om en række andre formelementer som f.eks. profiler og murværk. Diamantformet murværk henføres således til den doriske orden, hvorimod rustica murværk hører til den toskanske orden.

Specielt slottenes portaler indeholder et væld af elementer: obelisker/pyramider understreger stabilitet og kongeværdighed. Scepteret og kongekronen ligesom monogrammer henviser til kongemagten. Frugtklaser og børn symboliserer rigdom og overflod. Hertil kommer en masse religiøse symboler som f.eks. duen, der repræsenterer Helligånden.

På trods af at bygningskroppene på Christian d. IV's tid var meget gotiske, så var detaljer såsom vinduer og portaler små kunstneriske kompositioner af rene italienske renæssanceelementer.

De tidlige portaler var ofte dekoreret med akantusløv og kassetteværk (Frederik d. II's badstue i Hillerød). Derefter blev de mere rene i formerne. Til sidst bliver de barokke og meget komplicerede (Helligåndskirken). Denne stil kaldes for bruskbarok og er opkaldt efter ørebrusk, der, som bekendt, vikler sig ind og ud i et udefinerbart mønster.

København i renæssancen

Christian d. IV var med til anlæggelsen af Nytorv i forlængelse af Gammeltorv midt i middelalderbyen. I den forbindelse blev rådhuset mellem de to torve bygget om, så det fik tårn og trappe mod Gammeltorv og arkade mod Nytorv. Det er markeret i belægningen i dag. Springvandet på Gammeltorv er også fra den tid.

København var på mange måder opbygget som de fleste handelsbyer var dengang dvs. med en købmandsoverklasse, en mellemklasse af håndværkere organiseret i forskellige lav og en underklasse bestående af tjenestefolk og daglejere. Der var dog en stor forskel og det var, at København var residensstad. En stor del af befolkningen var ansat af kongen. Det kunne være som ansatte på slottet og administrationen eller som soldater og sømænd. Byen havde en befolkning på ca. 25.000 dvs. ikke større end Lübeck i middelalderen.

Christian d. IV's byplaner

Kongen grundlagde en mængde byer og fæstninger i håb om at sikre handelen og forstærke riget. Blandt disse er Kristianopel og Kristianstad i Skåne, Christianshavn, Kristania (Oslo), Kristiansand og Frederecia (fuldendt under Frederik d. III).

Christianshavn var mindre dengang og anlagt som en selvstændig by på Amagers enge. Man udlagde forsvarsvolde, en central plads til opmarchering af tropper og dæmninger, der fungerede som veje i det sumpede terræn. De nye grundejere skulle så selv opfylde grundene, der for det meste lå under vandoverfladen. Det viste sig svært at få dem til det. Byen var anlagt med en kanal, der ligesom så meget andet var hollandsk inspireret. Man skulle kunne sejle lige til købmandsgården, hvor varerne skulle læses af. I København må aflæsningen være foregået mere eller mindre som i Lübeck, hvor man enten bar eller kørte varerne op til købmandsgårdene i hestevogn.

Der findes stadig huse fra Christian d. IV's tid i Strandgade nr. 32, 30, 28 og 26. Det mest oprindelige af husene er nr. 30. I 1618 byggede man den første Knippels Bro, der forbandt København med Christianshavn.

Christian d. IV's byplaner bar stærkt præg af renæssancens teorier om byplanlægning. De er flotte geometriske vidnesbyrd om renæssancens ideal om harmonisk komposition.

Før han døde, nåede kongen at begynde opførelsen af kastellet og den store vold, der senere gjorde, at både lystslottet Rosenborg og flådens boliger Nyboder kom indenfor Københavns volde. De gamle boder havde Christian d. IV tidligere ladet opføre mellem stranden og Nikolaj kirke.

Københavns slot
Københavns slot, bygget på resterne af Absalons borg, fik Christian d. IV derimod ikke gjort noget ved. Han fik dog sat et nyt spir på det uhyggelige Blåtårn, der lå i slottets sammensurium af bygninger. Det var her, at kongens favoritdatter Leonora Christine efter hans død sad indespærret i mange år.

Uraniaborg
Et af renæssancen hovedværker i Norden var astronomen Tyge Brahes slot Uraniaborg på Hven. Det var en ægte, ordnet renæssancebygning, der afspejlede den nye rationalistiske tankegang. Det er bare synd, at den ikke står mere!