dansk forhistorie

se billeder af Dansk forhistorie

se norske vikingeskibe og stavkirker

 

Sydskandinavien efter den sidste istid

For 13-14 000 år siden var det meste af det nuværende danske område dækket med sne og is. Hvis man kunne flyve dengang, ville man have set ud over enorme gletschere, der alle lå vinkelret på iskanten eller hovedstilstandslinjen, som den også kaldes. Længere væk fra iskanten ville man kunne se en stor indlandsis meget lig den nuværende på Grønland. Gennem tusinder af år havde gletscherne bearbejdet jorden under dem. Mange steder havde dette arbejde resulteret i tunneldale. Da isen for alvor begyndte at smelte og den sidste istid var ovre, aflejrede gletscherne enorme mængder morænemateriale i form af store og små sten, grus og ler. Således opstod det danske landskab.

Herefter begyndte indvandringen af planter og dyr. I starten var kun tale om et landskab præget af tundra og permafrost. Store rensdyrflokke trak op i Sydskandinavien og med dem fulgte de første mennesker - rensdyrjægerne. Man har fundet disse folks redskaber og bopladser.

Med tiden blev det varmere. Der indvandrede hele tiden nye planter og dyr. Efter 2-3000 år var denne udvikling nået så langt, at hele Danmark var dækket af urskov. Gennemsnitstemperaturen var faktisk i en lang periode højere end i dag.

Da isen smeltede, steg havet og oversvømmede store landområder. Andre gange steg landet, der ikke længere havde den stor indlandsis til at trykke sig ned. På den måde blev vandet tvunget tilbage. Danmark var faktisk i en periode landfast med England. Først i bondestenalderen begynder mennesket at sætte sit tydelige præg på hvilke planter og dyr, der findes, men det kommer vi tilbage til.

 

Jægerstenalderen

Som sagt, så har man fundet spor af tundratidens jægere. Alt tyder på, at de har boet i små ovale hytter beliggende inde i landet ved åer og søer. I hytterne har man fundet spor af ildsteder. Her har klanen haft mulighed for at varme sig. Der er fundet både helårs- og sæsonbopladser. Rendyrhjægerne har brugt bue og pil til jagt samt harpuner til fiskeri. Det har været flotte redskaber af de materialer man havde til rådighed: træ, rensdyrtak og flint. Flintspidserne har været af den skaftungespidse type dvs. et aflangt flintstykke, hvor den ene ende fungerer som blad og den anden som skafttunge, der kunne bindes til pilen. Det ser ud til, at datidens flinthåndværkere har smidt omkring sig med flint og andet bearbejdet materiale inden i hytten.

Det ældste skelet, man har fundet i det nuværende danske område, er den såkaldte Koelbjergkvinde fra ca. 8000 f. Kr. dvs. ca. 3000 år efter, at menneskene først kom hertil. Kulstofanalyser viser, at hun levede af kød. Hendes skelet var betydelig kraftigere end nutidsdanskerens. Her er virkeligt tale om et stærkt kvindfolk!

 

Maglemosekulturen

Klimaet ændrede sig og med tiden indvandrede nye plantearter. Sydskandinavien blev dækket af skov. Man kalder den første periode af skovjægere for Maglemosekulturen. For at bo og overleve i en urskov, måtte mennesket have redskaber til at fælde træer og til at bearbejde træ med. Dertil brugte man selvfølgelig flintøkser. Der var tale om kerneøsker, dvs. flintøkser, hvor en stor flintsten blev hugget således til, at den tilbageblivende kerne fik form som et øksehoved. Dette øksehoved satte man så på et økseskaft.

Typisk for Maglemoskulturen er også små aflange flintstykker også kaldet mikrolitter. De blev blandt andet brugt til pilespidser. Man har jaget urokser, elge og kronhjorte, og så har skovjægerne haft hunde.

Maglemosejægerne har boet på indlandsbopladser. De var større en tundratidens og bestod af rektangulære hytter. Gulvet var dækket med bark, og der var en bålplads på et sandunderlag i midten. Vægge og tag har sikkert været opført af lettilgængelige materialer, som ikke har efterladt sig spor til vores tids arkæologer. Affaldet blev ikke længere smidt omkring indenfor men derimod kastet i en køkkenmødding udenfor. Maglemosekultueren er dateret til ca. 7500-6000 f. Kr. Fra Maglemosekulturen har man de første komplette flitsbuer. De var teknologisk højt udviklede dvs. ca. 180 cm høje og af elmetræ - tilskåret så buetykkelsen passede med bøjningen. Det er underligt at tænke sig, at flitsbuen var et vigtigt jagtredskab for vores forfædre.

 

Ertebøllekulturen

Endnu tusind år forløber, og så udvikles en ny jægerkultuer, som i dag kaldes for Ertebøllekulturen. Karakteristisk for Ertebøllekulturen er enorme køkkenmøddinger - ja nærmest små høje - som findes mange steder i Danmark langs fjorde og strande. De er til at finde, hvis man ved hvor, man skal lede.

Menneskene på den tid levede til dels af skaldyr, der kunne hentes ude i vandet, idet køkkenmøddingerne viser, at man har spist muslinger og østers i store mængder. De mange fundne harpuner tyder på, at man også har jagtet havpattedyr. Ertebøllekulturen er dateret til perioden 5200-4000 f. Kr.

Der er ikke udgravet huse fra denne periode, men køkkenmøddingerne har spor efter bål.

Man har fundet de første eksempler på lertøj i Sydskandinavien. Det er de såkaldte spidsbundede lerkar og de skålformede spæklamper. Man har også flotte fund af fiskenet, ravsmykker og dekorerede jagtredskaber. Ertebøllefolket ridsede geometriske mønstre i rav, knogler og tak. Derefter gned de harpiks eller tjære i ridserne, så figurerne stod klarere frem.

Mikrolitterne af flint var nu videreudviklet til såkaldte tværpile. Typisk for både Ertebøllekulturen og den foregående Maglemosekultur er spydene, som man bl.a. har fundet boret ind i dyreskeletter.

Der er udgravet udhulede træstammer fra både Maglemose- og Ertebøllekulturen. Man har også fundet spor af kanoer og dertilhørende flotte svungne åreblade, hvoraf nogle var dekoreret med overordentlig smukke mønstre.

Man har også fundet menneskeskeletter og endog spor af kannibalisme. Ertebøllekulturens mennesker blev til tider begravet på regulære begravelsespladser, men mennesker er også blevet begravet i køkkenmøddingerne. Mænd medbragte ofte et våben med sig i graven f.eks. en flintdolk eller en økse. Kvinderne kunne være begravet med et utal af smykker. De døde må enten være blevet dekoreret med rød okker eller have haft okkerfarvet tøj på, fordi gravene bar tydelig præg af okker. Gravgaver tyder på, at man troede på et liv efter døden.

Både Maglemose- og Ertebøllekulturen strakte sig langt ud over Danmarks nuværende grænser. De kendes fra et stort område i Nordeuropa.

 

Bondestenalderen

Alt tyder på, at den første bondekultur dukker op i Sydskandinavien omkring år 4000 f. Kr. Spørgsmålet er, om der tale om et indvandret folk eller om en jægerkultur, der langsomt har taget den nye livsform til sig. Bondekulturen fandtes under alle omstændigheder syd for os i et stort område fra Holland i vest til Polen i øst. Frem til 3500 f. Kr. fik bondekulturen kun langsomt fodfæste. Bondestenalderen opdeler man i tre hovedperioder: Tragtbægerkulturen (4000-2800 f. Kr.), Enkeltgravskulturen (2800-2400 f. Kr.) og Dolketidskulturen (2800-1800 f. Kr.).

 

Tragtbægerkulturen 4000-2800 f.kr.

Den første bondekultur i det danske område kaldes for Tragtbægerkulturen efter datidens typiske lerkar med tragtformede åbninger. Med tiden blev lerkarrene meget kunstfærdigt udformet. Der var virkeligt tale om et højt håndværksmæssigt stade.

Bønderne måtte hugge skoven ned for at kunne dyrke jorden, så derfor er det ingen overraskelse, at man i udgravninger af Tragtbægerkulturenes bopladser også finder de store tynd- og tyknakkede slebne flintøkser. De er overalt - nogle gange nedgravet i hvad, der ligner depoter. Økserne, der kunne slibes skarpe, er meget større end jægerstenalderens kerneøkser.

Karakteristisk for tragtbægerkulturen er også en anden type stenøkse - den såkaldte stridsøkse. De har ikke været egnet til kamp. Derfor forestiller jeg mig, at familieoverhovederne i datidens bondesamfund har båret disse flotte glatslebne dobbeltæggede stridsøkser, som et slags værdighedssymbol.

Hvordan så mon landskabet og bebyggelsen ud dengang? Arkæologien maler et billede af en mængde bopladser med hver deres tilhørende små jordlodder grupperet omkring et kultcenter. Hertil hørte et område med megalitgrave dvs. dyser og jættestuer. Mange af bopladserne levede af landbrug, men der er også fundet bopladser, hvor fiskeri og fangst har været hovederhvervet.

I Tragtbægerkultueren dukkede den hustype op, som skulle blive altdominerende i de følgende 5000 år - langhuset. Der var, som navnet antyder, tale om et aflangt hus, hvor taget var båret af en sulkonstruktion dvs. tagryggen blev støttet af en række stolper midt i huset. Karakteristisk for disse langhuse er de rundede gavle. Vægge har man ikke fundet, men de har sikkert været lerklinede.

Alle de tusindvis af megalitgrave, der findes i Danmark og som stadig kan ses i landskabet i dag, er alle bygget i en relativ kort periode fra 3500 til 3200 f. Kr. De er med andre ord bygget før de første pyramider. Intet tyder på, at denne skik, der findes udbredt i Nordeuropa, er kommet hertil udefra f.eks. fra de store kulturer i Mellemøsten. I den tidlig Tragbægerkultur byggede bondefolket langhøje. Senere udviklede de traditionen med at konstruere stenkamre af enorme sten - de såkaldte megalitter. De første megalitgrave kaldes for dysser. I disse var kammeret ca. 1x2 m stort. Indgangen byggede man i forlængelse af kammerets retning. Senere blev kamrene større og indgangen placeredes i en af langsiderne. Disse megalitgrave kalder vi i dag for jættestuer. Omkring højene opstillede bondefolket store kantsten. Det er ikke tilfældigt, at højene har overlevet disse mange tusinde år. Der er nemlig tale om en smart konstruktion, hvor forskellige lag af tørv og flint sikrede højen mod regn og blæst. Man ved stadig ikke med sikkerhed, hvordan man har båret sig af med at transportere de store sten hen til højene. Mellem de store bærende sten omkring kammeret blev, murede stenalderfolket op med mindre flade sten. Det gjorde muren helt tæt.

Dysser og jættestuer lå et stykke inde i land i læ af bakker. De er derfor ikke så tydelige i landskabet som senere gravhøje. Der var dog ofte udsyn fra højene til kysten.

Megalitgravene har været brugt til massebegravelser. Der har ligget mange døde i dem. Nogle gange er ligene ligefrem blevet stablet. Måske har de tilhørt bondesamfundets ledende slægter.

Et andet typisk bygningsværk fra den ældre bondestenalder er kultcentrene eller de befæstede anlæg, som de også kaldes. De blev ofte anlagt på små bakker eller næs. På landsiden var kultcentret afskærmede med en palisadevæg. Intet tyder dog på, at palisaderne har været brugt som forsvarsværker. Foran palisaderne har været en lang række grøfter og indhegninger. I bunden af grøfterne er spor af rituelle handlinger. Måske var området bag palisaderne helliget de døde? Der er under alle omstændigheder intet tegn på, at palisaderne har beskyttet en bebyggelse.

 

Enkeltgravskulturen 2800-2400 f.kr.

Omkring 2800 f. Kr. sker der noget stort i Jylland. Det er enkeltgravskulturen, der kommer på banen. Den tidligere bondekultur kan være bragt her til landet af et nyt folk omkring 4000 f. Kr. 1200 år senere kommer der så måske igen et nyt folk - et kvægfolk. Kvægdrift bliver almindeligt i Jylland. Når jeg tænker på forholdet mellem kvægnomader og landbrugere i eksempelvis nutidens Afrika, så er der meget, der taler for, at den nye produktionsform blev bragt hertil af et nyt folk. Måske er denne kultur mere individualistisk. Man ikke har fundet fælles kultsteder i Jylland fra denne tid, hvorimod alt tyder på, at de gamle traditioner med fællesbegravelse i megalitgrave fortsætter i Østdanmark.

I modsætning til før begraves de døde i enkeltgravskulturen, som navnet antyder, enkeltvis. Man lagde ligene i træ- eller stenkister gravet ned i jorden. Efter begravelsen byggede man en høj over graven. Med tiden kunne en ny kiste nedgraves i den gamle høj og en ny høj bygges ovenpå. På den måde blev højene højere og højere. Man opdeler faktisk Enkeltgravskulturen i Undergravstid, Bundgravstid og Overgravstid. Med sig i graven fik mændene stridsøkser, bue og pil samt værktøj. Stridsøkser var almindelige i enkeltgravskulturen. Kvinderne derimod havde flintknive, lerkar og ravperler med på den sidste rejse.

Også her er tale om langhuse med sulkonstruktion og afrundede ender som før. Så vidt vi i dag kan bedømme, så sker der dog en betydelig forøgelse af antallet bosættelser. Nogle steder forsvinder skoven.

Man har fundet Sydskandinaviens ældste hjul - udskåret i egetræ - fra denne periode. Jeg skal hilse og sige, at det et er en underlig fornemmelse at stå en regnvejrsdag helt på Herning museum og se på et 4500 år gammelt hjul i en beskeden glasmontre. Der er også fundet veje og vejlignende konstruktioner ved vadesteder fra denne periode. Der er dog ingen fund af heste, så man må gå ud fra, at Enkeltgravsfolket har brugt okser som trækdyr.

Keramikken er stærkt inspireret af keramik længere nede i Europa. Enkeltgravskulturens keramik kaldes for snorekeramik dvs. at dekorationerne er lavet ved, at der presses snore ind i den våde ler.

Langs med Danmarks kyster specielt rundt om Kattegat levede i denne periode et jæger- og fiskerfolk - den Grubekeramiske Kultur. Typisk for denne er meget smukke fangstredskaber f.eks. harpuner af ben og lange tresidede skaftungepile af flint. Keramikken tyder på, at dette fangstfolk var beslægtet med den foregående tragtbægerkultur. Navnet - den Grubekeramisk Kultur - kommer af de vandrette rækker af indpressede gruber, der ses på deres lertøj. Dette kystfolk må have udviklet havgående fartøjer til deres jagt og fiskeri. Vi ved, at kulturerne før dem både havde udhulede træstammer og kanoer, så spørgsmålet er, hvor langt var skibets udvikling nu nået? Vi har desværre ikke fundet skibe fra denne tid.

 

Dolketid 2400-1800 f. Kr.

Enkeltgravskulturen udviklede sig stille og roligt. Omkring 2400 f. Kr. begyndte den sidste fase af bondestenalderen. Den kaldes enten for Dolketid efter de flotte flintdolke, som mændene er begravet med, eller Hellekistetid efter stenkisterne, som de blev begravet i. Stridsøkserne var der stadig, men de var ikke længere så almindelige som før.

Landskabet bestod af en blanding af åbne markområder og skov. Kvæg var stadig en vigtig produktionsfaktor.

Der er stadig tale om mindre huse bygget med sulkonstruktion. De har ligget øst vest. På den måde har de været beskyttet mod vestenvinden og samtidig har de kunnet udnytte solvarmen mest muligt. Husene var ca. 6 m brede og nogle havde forsænkede gulve. De havde flere ildsteder. Gennem Dolketid blev husene længere og længere. Man har fundet huse op til 45 meters længde.

At lave tidens fornemste våben - en flintdolk - har været meget svært. Bare et forkert slag, og så knækkede den. Meget forsigtigt måtte man slå eller trykke det ene stykke flintsten af dolken efter det andet indtil, at man til sidst havde det utrolige - en flintsten, der var så bearbejdet, at den til forveksling lignede en kobberdolk. I Dolketiden begyndte de første kobberting at nå det Sydskandinaviske område. Alt tyder på, at de hjemlige håndværkere havde taget udfordringen op, og at de udviklede stenhåndværket til uanede højder i konkurrence med kobberet. Krigeren blev udstyret med spydspidser, pilespidser og dolke af flint. I det lange løb kunne stenhåndværket dog ikke klare sig, og så gled Doltiden over i Bronzealderen.

 

Bronzealderen 1800 - 500 f.Kr.

Bronzealderen i Skandinavien fandt sted samtidig med f.eks. den minoiske samt de efterfølgende mykenske og græske storhedstider i det ægæiske område. Typisk for udviklingen i Europa var, at der opstod en krigerelite. Dette mærkes også langt mod nord, hvor en ny stormandsklasse blev begravet i kæmpehøje. Det sydskandinaviske område har tusindvis af disse Bronzealderhøje. Denne stormandklasse kan være opstået fordi, at den kontrollerede handelen med bronze. Med i graven fik storbønderne rige gravgaver af bronze såsom økser, sværd og fibulaer (nåle til at holde tøj sammen).

Bronzealderen kan opdeles i underperioder med udgangspunkt i bronzernes dekoration. De to vigtigste underperioder (1600 - 1400 f. Kr.) er karakteriseret af henholdsvis Spiralstilen og den Plastiske Stil. De fleste bronzesager er smukt dekorerede. Det er som at træde ind i en anden verden, når man studerer de flotte genstande. Smeden må have haft en speciel position i datidens samfund.

 

Tidlig bronzealder 1800-1400 f.Kr.

I nogle gravhøje er der fundet velbevarede egekister med indhold. Det er lidt af et mirakel, at det pga. forskellige tilfældige omstændigheder er lykkedes at bevare flere 3500 år gamle lig. Også tøj og udstyr er bevaret. At udgrave disse bronzealderhøje er som at sætte sig ind i en tidsmaskine. Man får indblik i bl.a. fortidens tøj og hårmode. Kvinderne bar snoreskørter, som nærmest var at sammenligne med nutidens miniskørt. De dertilhørende bluser var skåret ud af et stykke uldstof og broderet, før de blev syet. Mellem skørt og bluse havde bronzealderkvinden et bælte med en dekoreret bælteplade - nærmest en tallerken. Der er teorier om, at disse bælter har tilhørt datidens mavedanserinder, der har danset i religiøse optog til solgudens ære. Andre kvinder har båret lange skørt. Det har sikkert hørt med til kvindens arbejde at væve. Håret kunne være sat op i kunstfærdige frisurer. Man har fundet flotte hårnet af hestehår. Mændene har båret kofter og kapper og haft runde huer på hovedet.

 

Sen bronzealder 1400-500 f.Kr.

Omkring 1400 f.kr. begyndte man at brænde ligene. Denne tradition fortsatte helt frem til kristendommen dvs. i ca. 2400 år.

I løbet af bronzealderen blev landskabet mere åbent og store skovarealer forsvandt. Hesten er kommet til Sydskandinavien og hestevogne er blevet almindelige. Der er fundet flere plankeveje, der har gjort det nemmere af køre over våde områder..

Langhusene voksede sig større. De kunne være 8 - 9 m brede og over 45 m lange. Der er stadig tale om en sulkonstruktion, ligesom i bondestenalderen. Spærene hvilede på sulstolperne i midten af huset og to rækker af stolper, der stod indenfor ydervæggene. Ydervæggen kunne være en bulkonstruktion dvs. bestå af vandrette bjælker og stolper. Husene havde afrundede gavle.

Der er ikke fundet spor af båse i den ældre bronzealder. Det kommer der derimod senere, hvor tagkonstruktionen også ændrede sig. Man fik treskibede huse, hvor taget var båret af søjlepar - en såkaldt højremskonstruktion. Spærene hvilede nu på tagremme på søjleparene og på ydervægen. Dette gjorde det muligt at bære et større tag og at gøre huset bredere. Nogle langhuse var helt op til ti meter brede. Indenfor var ildsteder, hvor man fyrede med tørv.

Typisk for bronzealderen er helleristningerne, som findes i hele Skandinavien. Blandt motiverne var typisk soltegn, plove, økser og skibe.

Man kan forsøge at rekonstruere bronzealderens skibe ud fra hellerisninger og bronzeornamentik. Skibene var blevet større, dvs. de kunne medføre op til en snes roere. Der var intet sejl. For og agterstevn svang opad. Man ved, at der har været en betydelig handel og derfor også en betydelig sejlads mellem det nordjydske område og sydnorge.

Man dyrkede solen. Det kan blandt andet ses på Trundholmvognen, der er en bronzeskulptur forstillende en hest, der trækker solen. I forbindelse med religionen brugte man også lurer, ceremonielle bronzeøkser og bronzehjelme med horn. Den vikingehjelm, som man så ofte ser f.eks. til fodboldkampe i dagens Danmark, er altså ikke fra vikingetiden, men fra bronzealderen. Der er aldrig nogensinde fundet en hjelm med horn fra vikingetiden. Luren er udviklet i det danske område. De blev altid støbt som par.

Med Centraleuropas overgang til jernalderen indtraf en nedgangsperiode i Skandinavien. Manglen på bronze har måske haft betydning for stormandsklassen. Der er f.eks. ingen store bronzealderhøje fra den sene bronzealder. Omkring 500 f.kr. var bronzealderen definitivt overstået.

 

Jernalderen 500 f.kr - 800 e.kr.

Jernalderen opdeles i tre perioder: Keltisk (500 f. Kr.-0), Romersk (0-400 e. Kr.) og Germansk Jernalder (400-800 e. Kr.). Det betyder, at den nordiske jernalder var samtidig med det klassiske Grækenland, romerrigets opvækst, storhed og fald, samt med den tidlige europæiske middelalder.

I jernalderen blev påvirkningerne fra middelhavskulturerne med tiden mere og mere tydelige. Der udvikledes langsomt men sikkert en overklasse med dertilhørende professionelle krigere. Huse og landsbyer, landbrugsteknik og militær udrustning afspejlede på hver sin måde denne udvikling. Overklassen var med til at udvikle det germanske krigersamfund, der skulle blive til en alvorlig trussel først for Romerriget og senere for store områder af middelalderens Europa. De germanske stammer befandt sig indtil de brød gennem Limes (den romerske grænse mod nord) i et kæmpe område fra det nuværende Schweiz i syd til Norge og Sverige i nord. I folkevandringstiden erobrede de forskellige germanske stammer store dele af Romerriget og lagde hermed grundstenene til de fremtidige europæiske stater.

 

Keltisk Jernalder 500 f. Kr. - 0

I Sydskandinavien oplevede man for første gang i historien, at gårdene begyndte at klumpe sig sammen til egentlige landsbyer. Nye dyrkningsformer krævede samarbejde og hermed opstod forudsætningen for landsbydannelsen. Nogle af landsbyerne har været omgivet af volde eller palisader. Der var tale om vandrelandsbyer, der flyttede når jorden var udpint. Befolkningen voksede og mere land blev ryddet og dyrket. Det blev sværere og sværere at finde ny jomfruelig jord, når den gamle var udpint.

Gårdene lå placeret omkring en åben plads - en forte - der må have fungeret som en art fællesareal. Markerne udenfor landsbyerne var opdelt i små agre omgivet af volde. I tæt forbindelse med landsbyerne fandtes masseurne-gravpladser.

Hvordan så husene så ud i Norden dengang grækerne byggede Parthenon på Akropolis? Der var tale om langhuse, der alle som i bronzealderen lå i en øst-vestlig retning. Taget var stadig båret af søjlepar, der tilsammen med ydre fritstående stolper bar spærene. Med overgangen til keltisk jernalder var klimaet blevet vådere. Det var kommet til at ligne det vejr vi har i dag. Jernalderbønderne tilpassede langhusene til disse nye forhold, idet taget kom til at rage længere ud, så det kunne beskytte de lerklinede ydervægge mod regn. Adgangen til langhusene skete gennem en lav åbning i midten af hver langside. De lave døre førte ind til et mindre rum midt i huset, der adskilte husets to ender fra hinanden.

I den østlige ende var et nedsænket, brolagt staldgulv. I den vestlige ende var husets arne. Her har jernalderens mennesker siddet og stirret i gløderne imens de har diskuteret morgendagens arbejde. Nogle af langhusene havde også trækældre, hvor man opbevarede forråd.

Ud over disse langhuse, har man fundet talrige små udhuse. I flere af dem har der også været ildsteder. Måske har trællene boet og arbejdet her, hvis man da havde trælle på det tidspunkt.

Enkelte langhuse var større end alle andre i landsbyerne. Man gætter på, at de må have tilhørt den lokale stormand.

Der er fundet et skib fra perioden - Hjortespringbåden. Det var et relativt stort skib, der har kunnet rumme 22-23 personer. Der er overhovedet ikke brugt metal i konstruktionen, idet delene var syet sammen. Hjortespringbådens stevn og agterende minder om skibene i bronzealderens helleristninger. Man mener dog, at bronzealderens skibe var bygget som store kanoer dvs. at konstruktionen bestod af et træskelet beklædt med huder.

Karakteristisk for den tidlige jernalder er også de velbevarede fund af moselig. Der er tale om mennesker, der næsten alle var blevet dræbt - ofte kvalt - før de var blevet smidt i mosen. Måske er der tale om menneskeofringer som dem, der er beskrevet af romeren Tacitus i hans værk om germanerne. Den overdådigt dekorerede Dejbjergvogn og Gundestrupkedlen skal også nævnes. Dejbjergvognen er et eksempel på en processionsvogn bygget i keltisk stil. Den var måske bygget i Danmark af keltiske håndværkere. Andre steder i Europa har man fundet lignende overdådige vogne, som sikkert har været brugt i forbindelse med rituelle handlinger. Gundestrupkedlen med dens mange figurer stammer højst sandsynligt fra det sydøstlige Europa.

 

Romersk jernalder år 0-400 e. Kr.

I romerrigets storhedsperiode var det sydlige Skandinavien sandsynligvis opdelt i stammeområder ligesom resten af det germanske område. Hver stammeleder har forsøgt at beskytte sit territorium mod andre stammer. Der har været relativt roligt i det danske område op til år 200 e. Kr. Derefter tyder arkæologiske fund på, at tiderne er blevet mere urolige og krigeriske. Dette passer fint med, hvad vi ved om presset af de germanske stammer på romerriget. Omkring år 200 e. Kr. tog dette nemlig pres til.

Den lokale overklasse i Danmark har haft nære forbindelser til romerne i Gallien. Måske har de selv været dernede. Der er fundet grave med udsøgte romerske fade, krus og andre genstande ved Hoby på Lolland fra tidlig romerske jernalder (0-200 e. Kr.).

Landsbyen var stadig omgivet af et fælles hegn, men det ser ud til, at hvert hus nu havde fået sin egen indhegning indenfor fælleshegnet. Alt tyder på, at jorden har været opdelt i små agre som i middelalderen. Landsbybeboerne delte de forskellige marker og overdrevet (græsningsjord bagved markerne) på en retfærdig måde mellem hinanden, så alle fik både af den gode og af den dårlige jord.

Fra overgangen mellem tidlig og Senromersk Jernalder har vi de første runeindskrifter. Runerne er romerske bogstaver, der er blevet tilpasset, så de kan ridses ellers ristes i træ.

Fra Senromersk Jernalder (200-400 e. Kr.) har vi mange våbenofferfund. Ved at studere de ofrede våben, kan forskerne tyde, hvorfra det danske område dengang blev angrebet. De tidligste våbenopfringer viser, at flere angreb på Østjylland kom fra det sydnorske område. Fra omkring 300 e. Kr. ser de fleste angreb nu ud til at komme fra Sverige. Dog kommer enkelte fra det nordtyske område.

Store gravehøje som de såkaldte Himlingeøje høje på Sjælland fra Senromersk Jernalder tyder på, at der i denne periode var en tæt forbindelse til det midttyske område dvs. det nuværende Thüringen.

Som en del af et våbenoffer blev der i Senromerske Jernalder i en mose nedsænket et skib. Vi kender det i dag som Nydambåden. Der var tale om et krigsskib, konstrueret med planker på klink, der var nittet sammen. Det var meget stort dvs. ca. 24 m lang. I modsætning til tidligere buer Nydambådens bund jævnt opad i begge ender. Bugningen var dog ikke så lodret som bugningen i de senere vikingeskibe. På mange måder er Nydambåden et vikingeskib uden køl og sejl.

Ved slutningen af Romerske Jernalder forsvandt fælleshegnet omkring landsbyerne. Herefter var det normalt, at hver gård kun lå indenfor sit eget indhegnede område. De indhegnede områder blev også større, så at hvert hus fik mere jord til rådighed. Man opgav tilsyneladende de små agre og satsede i stedet på kvægdrift. Der kom nye husdyr på gårdene. Der er tale om høns, ænder og gæs. Det er typisk for tiden, at den tekniske udvikling løb hurtigere end før - ikke mindst indenfor redskaber (drejekværnen) og transportmidler (langvognen). Slaggeovne til brug for jernudvinding finder man mange steder.

Når man tager den tekniske udvikling og den nye produktion i betragtning, så må der i den germanske jernalder have været tale om en langt større produktivitet i forhold til tidligere.

Langhusene var blevet endnu længere. Mange havde nu en længde på over 30 m. De havde fået kraftige plankevægge, men indgangen lå stadig i midten af hver langside. Som før trådte man først ind i en lille mellemgang. Herfra var det nu muligt at komme ind i et nyt forrum og først derefter ind i selve opholdsrummet. Opholdsrummet havde forhøjninger langs siderne, der fungerede som bænke. Opholdsrummet var meget større end tidligere. I østenden var der ud over stalden også kommet et nyt rum til, som man kunne komme ind i fra østgavlen.

Der var flere og større udhuse end før. Nogle af dem var såkaldte grubehuse, der kunne bruges som små værksteder til f.eks. vævning. Andre var en slags staklader.

 

Germansk jernalder - 400-800 e.Kr.

Den ældste del kaldes også for folkevandringstiden (400-550 e. Kr.). Attilas hunner var sandsynligvis den udløsende faktor, der førte til at flere germanske folk brød op og vandrede ind i det vestromerske rige, der til sidst brød sammen. Fra denne tid stammer de ædste skrifter og fortællinger om danerne f.eks. Bjovulfkvadet fra England. Jordanes nævner danerne og fortæller, at dette folk skulle være kommet fra det sydlige Sverige og have jaget et andet folk ud. Dette Herulerfolk måtte derefter gå i flere hundrede års landflygtighed i Europa før, at det igen kunne vende tilbage. Som en del af folkevandringstiden bosatte jyder sammen med anglere og saksere sig i det sydøstlige England.

Landsbyerne blev større og mere specialiserede. Fra denne periode er skibssætningerne fra Lindholm høje. En skibssætning består af en række store sten, der er opstillet så de udgør omridset af et vikingeskib. I midten af dette symbolske skib fandt ligbrændingen så sted. Overalt i Danmark finder man tegn på en større handel med udlandet. Der opstår mange handelspladser.

I germansk jernalder bliver langhusene endnu længere - helt op til 45 m. De begynder at blive bredere - bule ud på midten. Der ligger sikkert konstruktive grunde til, at husene udviklede den skibslignende form, som skulle blive så dominerende i vikingetiden.

De ældste stednavne er fra denne tid. Det er navne med endelser som -lev, -løse, -sted, -inge og -heim. Der er tegn på, at de første byer grundlægges i germansk jernalder. Et eksempel er Gudme på Bornholm. Gudme betyder gudernes hjem. Her har man fundet et meget stort langhus omgivet af en stor bebyggelse. Måske har der været tale om et helligt sted. Det falder i øjnene, at bebyggelsen ikke var omgivet af volde eller forsvarsanlæg. Måske har jernalderens mennesker respekteret helligdommen. Vi også kender store gårde fra Tisø og Lejre fra denne periode. Måske er der tale om kongsgårde.

 

Vikingetiden 800-950 e. kr.

Kongerne og vikingesamfundet

Alt tyder på, at samfundet i vikingetiden har været opdelt i flere sociale lag. Det øverste lag har bestået af relativt få kongeslægter, der sikkert indbyrdes har konkurreret om magten. Det er kongenavne fra disse slægter, der først dukker op i de skriftlige kilder. Lige under kongeslægterne har været en stormandsklasse, hvis enorme langhuse kan ses i udgravningerne af vikingetidens landsbyer. I slutningen af vikingetiden flyttede disse store gårde ud af landsbyerne. Det er konge- og stormandsslægterne man finder begravet i højene fra vikingetiden. Under stormændene har været et bredt lag af bønder. De fleste af langhusene i vikingetidens landsbyer tilhørte dem. Nederst var trællene. De er dog svære at spore rent arkæologisk. Slægten eller klanen har sikkert haft stor betydning for vikingerne. Udgravede landsbyer viser, at antallet af gårde lå konstant i de sidste 1000 år. Der er ikke arkæologisk belæg for, at f.eks. en gård gennem flere generationer vokser mere end andre, hvad der antyder, at samfundet har været meget statisk. Der er ikke fundet mange spor, der viser nogen form for social mobilitet i vikingetdens og jernalderens samfund.

Frankerne besejrede sakserne i slutningen af 700-tallet og Frankerriget kom derfor til at støde op mod det danske område. Nu kom danerne til at stå overfor en ny farlig fjende. I frankernes skrifter nævnes danske konger som Siegfried, Godfred og Harald. Når man læser om vikingetiden, opdager man, at det er en lang blodig historie om kampen om tronen. Der var meget få institutioner, som sikrede freden. I stedet var det med sværdet i hånd, at man bestemte, hvem der skulle være konge. Landet blev sikkert delt og samlet flere gange i disse stridigheder. Hovedlandet har været Jylland, men med truslen fra frankerne, der flere gange marcherede op i Jylland, har man valgt at flytte rigets center til Sjælland, der var beskyttet af flåden. Hovedcentret i Jylland kan have været Jelling, hvor Gorm den Gamle og Thyra er begravet og hvor Harald Blåtand opsatte sin berømte runesten, hvorpå der i runer er ridset, at han samlede Danmark og gjorde danskerne kristne.

 

Kristendommen kommer til vikingerne

Før kristendommen havde danskerne dyrket hedenske guder, hvoraf Odin og Thor var nogle af de mest populære. Sandsynligvis har gudedyrkelsen været udøvet af vikingetidens stormænd. De har fungeret som en slags ledere og præster. Først med inspiration fra kirken, begynder nordboerne selv at bygge templer for deres gamle guder. I starten blev Kristus betragtet som en Gud mellem mange. Gudernes individuelle popularitet hang sammen med deres magi - man skulle have bevis for, at en gud havde kraft og styrke, og at den kunne bringe lykke. Senere har kongerne kunnet se en fordel i at være kristne og på den måde undgå korstogsangreb. De har også kunnet gøre brug af den kristne kirkes organisation, der var nødvendig, hvis de ville opbygge et moderne og stærkt kongedømme.

I vikingetiden var der tale om en missionskirke i det danske område. I starten kom mange religiøse lærde sikkert fra England, hvor Sven Tveskæg og Knud den Store havde erobret landområder, og hvor man var kommet i kontakt med en bedre organiseret kultur. Samtidig var bispedømmet i Bremen stærkt interesseret i at få Skandinavien under sin overhøjhed.

 

Gravpladser i vikingetiden

Der er mange forskellige gravformer i vikingetiden, idet der både var tale om ligbrænding og jordfæstegrave. Ligbrændingen var en hedensk skik, der havde været almindelig siden midten af bronzealderen, hvorimod jordfæstegrave hang sammen med den nye religion - Kristendommen. Ved Lindholm høje findes som nævnt mange flotte skibssætninger fra germansk jernalder og også fra tidlig vikingetid. Skibsætninger findes også andre steder i landet nogle gange i forbindelse med store gravhøje. Der findes også høje, hvor de døde blevet begravet sammen med rigtige vikingeskibe.

Som sagt, så var Jelling måske hovedcenteret for danerne før, at Harald Blåtand flyttede det til Sjælland. I Jelling findes et enestående anlæg bestående af Danmarks to største oldtidshøje og i mellem dem en romansk kirke og Jellingesstenen. Den nordlige høj var bygget over en tidligere bronzealderhøj. Den sydlige var bygget oven på resterne af, hvad der kan have været en enorm skibssætning. Man har hverken i den nordlige eller den sydlige høj fundet bevarede skeletrester. Det er der derimod fundet under den romanske kirke fra 1100-tallet. Det viser sig, at der har været flere trækirker på stedet før, at den romanske blev bygget. Det er sandsynligt, at Gorm den Gamle og Dronning Thyra først var blevet begravet i den nordlige høj og så senere flyttet ind i kirken af deres søn Harald Blåtand.

 

Bygningsanlæg i vikingetiden

I 726 byggedes Kanhavekanalen på Samsø. Den gjorde det muligt at sejle tværs over øen og på den måde spare den tid, det ville tage, at sejle udenom. Danevirke anlagdes i 737-38. Det er en forsvarsmur tværs over Sønderjylland.

Hærvejen havde stor betydning for handelen ikke mindst med kvæg gennem Jylland. Mange steder rundt om i landet finder man spor efter broer og brolagte vadesteder markeret ved sten.

 

Vikingeskibet

Vikingeskibet var klinkbygget og havde nu fået sejl og køl. Det sejlede som tidligere over bølgerne i stedet for gennem dem, og det var derfor meget sødygtigt. Vikingeskibene var hurtige. Der fandtes forskellige skibstyper til forskellige formål. Der var brede handelsskibe og lange krigsskibe. I styrbord side var styreåren, som man styrede med. Man roede eller sejlede efter behov. Mastefoden gjorde det muligt at lægge masten ned, når man roede. Sejlforsøg har vist, at skibene sandsynligvis har kunnet gå pænt op i vinden - måske op til 60 grader.

 

Stavkirker

De første kirker i det danske område var små trækirker med fritstående klokketårne. De var ofte bygget oven på hellige steder f.eks. gamle gravhøje. Man finder tit resterne af disse trækirker under middelalderens stenkirker. Trækirken bestod af to rum - et kirkerum og et kor. Der har sikkert været tale om stavkirker, som dem vi kender fra middelalderens Norge.

 

Landsbyen i vikingetiden

Landsbyerne flyttede ca. hvert hundrede år. De fandt først deres blivende placering i slutningen af vikingetiden. Husene lå på meget store indhegnede gårdspladser. En vikingegård kunne indeholde mange forskellige huse. Indgangen til gården foregik gennem en port i hegnet.

 

Vikingetidens hustyper

Vi kender en del til jernalderens og vikingetidens huse. Der har været tale om nogle få hustyper, som man kunne variere alt efter, hvor man befandt sig i landet, hvilke materialer man havde til rådighed, og hvad huset skulle bruges til. Nogle steder var væggene lerklinede, og andre steder var de yderligere beskyttet af tørvemure. Væggene kunne også bestå af en bulkonstruktion (vandrette bjælker - som en amerikansk nybyggerbolig) eller en stavkonstruktion (lodrette stave i en rammekonstruktion). Begge konstruktionstyper kender vi stadig i dag fra Sverige og Finland. Nogle tage var beklædt med spån, andre med halmtag og andre igen med tørv. Tørvetagshuse kender vi jo fra Island og Færøerne.

I den tidlige vikingetid, bestod gårdene typisk af et langhus med beboelse i den ene ende og stald i den anden. Dertil kom flere mindre bygninger, hvoraf nogle var nedgravede grubehuse. I den senere vikingetid gik man så over til at bygge rene beboelseshuse.

Der opstod en ny hustype, som vi vi i dag kalder for Fyrkathuset - efter fundstedet i Hobro - ringborgen Fyrkat. Højremskonstruktionen, som havde været den dominerende byggemåde siden bronzealderen var nu blevet erstattet af en konstruktionstype, hvor taget hvilede på ydervæggene. Ydervæggene måtte derfor støttes af skråstivere udefra. Den nye kontruktuion ses i de to rækker parallelle stolpehuller, der er så karakteristise for vikingestidens udgravninger. Fyrkathusets langsider buede udad ligesom siderne på et skib. Taget buede sandsynligvis også opad på midten. Der er tale en aflang, rundet form. Huskroppen så ud som om, at huset indefra blev presset ud af på midten. Det er en form, der går igen i vikingetidens smykker og ornamentik.

Fyrkathusene var normalt opdelt i fem fag, hvor de tre udgjorde en stor sal i midten af huset. Denne sal har været meget rummelig på grund af de udadbuede ydervægge og fordi den nye konstruktion tillod, at man fjernede de indre søjler. Indgangene til huset var gennem de to endefag. Man ankom først til et forrum for derefter at komme ind i selve salen. Nogle af husene havde lukkede vindfang udenfor selve bygningskroppen.

Midt i salen så man det rektangulære ildsted - arnen. Arne betyder både forhøjning og ildsted. Alt foregik omkring husets arne. Man forberedte maden eksempelvis i form af fladbrød bagt på de varme sten. Eller man kogte mad i lerkrukker, der hang over ilden. I begge salens sider langs med væggene, havde vikingetidens mennesker bygget halvanden meter dybe forhøjninger, der fungerede som både sæde og sengeplads. Sandsynligvis sov huset beboere med hoved eller fødder ind mod ildstedet. Til hverdag sad man på forhøjningerne og havde maden foran sig på mindre træplader kaldet "skiver."

Rummene har været mørke, idet man kun havde små vinduesåbninger. Ordet "vindue" eller "window" er for resten et oldnordisk og betyder vindøje dvs. et øje til vinden. Røgen fra ildstedet steg op gennem et hul i taget kaldet lyren. Det er også herfra, at rummet om dagen blev oplys med sollys. Men det har alligevel været mørkt, og der har helt sikkert været en skarp lugt af røg. Hele den indvendige tagkonstruktion har været sort af et flere centimeter tykt sodlag. I flere sagaer er mennesker inde i salen blevet angrebet gennem lyren, der var den eneste åbning, man ikke uden videre kunne lukke til.

Vikingerne har kun haft få møbler. Der har sikkert stået en kiste i salen forruden køkkengrej, jagtudstyr, fåreskind og stoffer. Kisten har været et vigtigt opbevaringsmiddel. Der kan også have været en væv. De islandske sagaer taler om dekorerede paneler. De fortæller også, at man hurtigt kunne omdanne salen til en festsal ved at ophænge vægtæpper og stille borde op. Fra den tidlige middelalder er beskrevet, hvordan man stillede borde op langs med de faste bænke. Så sad mændene på den ene side af bordpladen imens, at de blev serviceret fra den anden. Husbonden har sikkert haft sin særlige plads i midten.

Når man besøger rekonstruktioner i dag, ser de tomme ud, men det har været anderledes i vikingetiden, hvor folk har overvintret i husene med alt deres habengut. De sparsomme fund af træ fra vikingestidens huse giver alligevel et indtryk af, at husene dengang var stærkt dekorerede med udskæringer og bemaling.

 

Dekorationskunst

Vikingerne dekorerede deres skibe med udsøgte udskæringer. Man taler om flere stilarter som efterfølger hinanden, og som kan bruges til at datere arkæologiske fund med. Jellingstilen, Mammenstilen , Ringerikestilen og Urnestilen er fire af de vigtigste. Hovedmotivet i de forskellige kunstarter var slyng- eller gribedyret. Det vikler sig ind og ud af sig selv. Nogle gange forsvinder dyret helt i geometriske former. Når disse dekorationer findes på både træskibe og smykker, så fandtes de sikkert også på vikingetidens boliger.

 

Ringborgene

Ringborgene er sikkert blevet bygget som del af Harald Blåtands sikring af landet i forbindelse med truslen fra frankerne. Vi kender til Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense og Trelleborg på Sjælland. Aggersborg ved Limfjorden var langt den største med 48 huse af fyrkattypen. Der er tale om stærkt geometriske anlæg. Borgene havde i princippet en ringmur af jord og palisader. Indenfor var bebyggelsen opdelt af en nordsyd-gående vej der krydsede en østvest-gående vej i borgens centrum. I hvert kvarter var husene placeret symmetrisk omkring firkantede gårde.

 

Vikingetidens byer

700-tallets kendte handelsbyer var Ribe, Hedeby og Sebbersund i Limfjorden. I slutningen af vikingetiden var der kommet flere byer til i det danske område. De to vigtigste var Hedeby og Århus, der begge var omgivet af en ringvold. Hedeby var den største og lå syd for Danevirke, hvorfor man byggede en sydlig vold ud fra hovedvolden til at beskytte byen. Senere blev byen flyttet til det nuværende Slesvig. Der var også Lund og Roskilde. Begge byer blev sandsynligvis grundlagt af Sven Tveskæg. Under Knud den store voksede begge byer sig store. De havde flere kirker. Andre byer var Ringsted, Ribe, Viborg, Odense, Slagelse og Helsingborg.

Byernes befolkningstal steg om sommeren, når der var marked. Så kom købmænd og håndværkere sejlende og slog deres boder og telte op