Dansk arkitektur - Dansk postmodernisme

dansk postmodernisme

Postmodernismen måtte komme!

Postmodernismen måtte jo komme! Der var allerede tilløb til oprør mod den moderne arkitektur i 1970’erne, men det var først i 1980’erne, at det for alvor slog igennem. På det tidspunkt havde den moderne arkitektur i Danmark domineret i 60 år.

Moderne arkitekter havde fokus på funktion og byggeteknik, og formmæssigt tegnede de huse indefra og ud, så de udvendige facader kom til at afspejle rummene og funktionerne inde bagved. Man talte om ærlighed i arkitekturen og gjorde i den forbindelse en dyd ud af ikke at skjule husenes konstruktioner. Materialerne, om det så var træ, tegl, eternit eller beton, skulle komme til deres ret. Og så skulle snit og plan være grundigt gennemarbejdet. Alt dette og meget mere var en måde at få mening ind i arkitekturformsproget på i et dansk samfund, der ikke længere var hierarkisk opbygget. Modernismen var, som bekendt, oprindeligt et opgør med den gamle enevælde.

De store moderne arkitekter interesserede sig også for rummet mellem murene og for lyset. De talte om rumgehør, og undersøgte via modeller lyset. Var der behov for direkte lys, indirekte lys, naturligt lys, kunstigt lys, ovenlys eller sidelys? Det er nok ikke noget, som folk tænker over i dag.

Modernismen fungerede i og for sig fint i villa- og rækkehusbyggeri i forstæderne. Mere problematisk blev det, når der skulle tegnes etageboliger i bykernerne. Det er der kommet mange kønsløse bygninger ud af. Under modernismen var det ofte den store skala, der herskede. Højhuse, boligblokke, kontorhuse og fabrikker dukkede op overalt i landskabet, hvor de ofte kom til at stå som triste kolosser omgivet af forblæste uderum tilsyneladende tilfældigt fyldt op med parkeringspladser, vejbaner og motorveje. De moderne boligområder var med andre ord sjældent særligt ”hyggelige”, man boede der men drømte om noget andet, der var mere ”menneskeligt”. Danmark var, med andre ord, trods modernismens gode intentioner, ikke kommet til at ligne det paradis på jord, som man have håbet på.

Legen, skæve vinkler, glæden, fantasien?

Jeg er selv vokset op i Afrika, hvor jeg boede med mine forældre og søskende. Vi kom hjem i slutningen af 1970’erne og flyttede heldigvis straks på landet, hvor jeg nød byer som Maribo, Mariager og Randers. Jeg husker, at jeg oplevede forstæderne som triste, når vi var på besøg i København. Hvor var legen, skæve vinkler, glæden, fantasien, som vi kendte fra de varme lande? Hvor kunne man opleve det levede liv eller læse historien i de fysiske omgivelser? Det er måske en romantisk tanke, men i mine øjne var købstæderne med deres krogede gader, stræder og torve, deres farverige og forskelligartede husfacader mere interessante, men jeg vil stadig mange år efter tillade mig at påstå, at vores købstæder indeholder nogle af de bedste byrum i Danmark. Det er bl.a. derfor, at denne hjemmeside (www.danskarkitektur.dk) også fokuserer på udvalgte købstæder.

Da jeg startede på Arkitektskolen i Aarhus i 1980’erne var det en stor glæde at høre forelæsere tale om postmodernisme, hvor det lige pludselig igen var ”tilladt” at dekorere huse. Kunstmuseet Louisiana lavede dengang en udstilling kaldet ”HOMO DECORANS – det dekorerende menneske”, hvor museet viste eksempler på postmodernistiske huse og møbler ude fra den store verden. Blandt de mange flotte indslag fra udlandet viste museet dynamiske akvarelfantasier af den danske arkitekt Ernst Lohse, hvis arkitektur næsten ”kun” var dekoration. Ernst Lohse fik i 1985 opført en flot, postmodernistisk parafrase af Vesterport ved indgangen til Strøget fra Rådhuspladsen. Senere vandt han en arkitektkonkurrence om et nyt historiecenter ved Dybbøl Mølle, hvor hans farver og former blev virkeliggjort i et rigtigt byggeri. Man kunne også se laminerede møbler med påtrykte mønstre af en norditalienske designgruppe ”Memphis”. Der var tydeligt møbelarkitekterne ude i den store verden, der ikke længere var tynget af moderne krav om streng funktionalitet og enkelhed. Den postmodernistiske amerikanske arkitekt, Charles Jencks, skrev i udstillingsskataloget om Philip Johnsons højhus I New York, der havde form som et kæmpe klædeskab. Det ville have været helt utænkeligt under modernismen. Jencks skrev også og om Michael Graves Portland bygning, en 15 etager høj kasse med dekoration på. Et sted i udstillingen vistes billeder af Ricardo Bofills etageejendomme i Paris, der mere lignede slotte og palæer end traditionelt socialt boligbyggeri. Jeg besøgte senere byggerierne og husker, at et af husene ligefrem havde form som en kæmpe 16 etager høj camembertost på højkant. Det så fuldstændigt vanvittigt ud, og gav stof til eftertanke. På trods af de gode intentioner kunne selv postmodernismen skyde langt over målet. Jeg glemmer, at flere af ostens beboere tilsyneladende ikke havde penge til ordentligt skotøj. Man kunne måske have sparet lidt på byggebudgettet og i stedet brugt pengene på andre ting?

I Danmark førte kritikken af modernismen til en opblomstring af tæt/lavt byggeri. Man ville ud af betonblokkene og ned til jorden, og man var ikke ked af, at have naboer tæt på. Tæt/lavt-byggerierne var for det meste finansieret som socialt boligbyggeri dvs. på et noget skrabet budget. Det er derfor imponerende, hvad danske arkitekter rent faktisk fik bygget i perioden, hvad jeg håber at billederne på denne hjemmeside viser med alt tydelighed. Man skal huske på, at postmodernismen 1980’erne var et årti med økonomisk krise og stor arbejdsløshed, og at byggeriet var et af de hårdest ramte brancher.

Hovedmålet for den danske postmodernisme var vel at gøre bebyggelserne mere menneskelige. Man arbejdede på flere fronter med dette for øje. En af de vigtigste mål var at formgive huse, der lagde op til mere social kontakt. Lærerne på Arkitektskolen i Aarhus talte i den forbindelse om tre de typer byrum: det offentlige, det halvoffentlig og det private. Førstnævnte, det offentlige uderum, tilhørte alle. Det var byens gader og torve. Sidstnævnte, det private, var beboernes egne boliger. Før postmodernismen gik folk altid direkte fra det offentlige rum via hoveddøren ind i det private. Trapperummet i de fleste etageboliger fungerede også som offentligt område. Arkitekterne begyndte at interessere sig for den tredje type rum, der også gik under navnet den halvoffentlige zone. Et typisk eksempel på en sådan zone kunne være en lille flisebelagt terrasse ude foran huset. Sidder du terrassen, har du mulighed for at invitere naboen ind på en øl, hvis han eller hun lige tilfældigvis skulle komme forbi. Du kan også lade være. Det vigtige er bare, at terrassen er udformet sådan, at den giver dig mulighed for det. Besøger man tæt/lavt-byggerier fra 1980’erne, er er der rig mulighed for at studere, hvordan der er arbejdet med disse zoner. Typisk for tæt/lavt byggeri er også, at køkkenet ofte vender ud mod gaden, så folk, der går forbi ude i det offentlige rum, kan se beboerne stå og lave mad og lige nå hilse på dem.

Et andet vigtigt mål i den danske postmodernisme var at bygge videre på eksisterende kvarterer og deres fortællinger. 1980’erne så en stigning i antallet af byfornyelsesprojekter med en del smukke og nænsomme baggårdsaneringer. Lejligheder blev slået sammen, og ude på etagehusenes baggårdsfacader opførtes glasinddækkede terrasser fra stue til tagetage. Et godt eksempel fra dengang er Baggesensgade 5. på Nørrebro. Brokvartererne ændrede sig lige så stille fra at være fattige, usunde arbejderkvarterer til at blive attraktive bydele med lækre lejligheder og grønne baggårde. Idealet var ikke længere at rive alt ned og bygge nyt, men derimod at bygge til og forbedre. Man begyndte at inddrage nedlagte industribygninger til kulturelle formål som f.eks. Brandts klædefabrik i Odense. Ernst Lohses Vesterport-parafrase og Bjørn Nørgaards smukke granitbelægning på Strøget i København er ligeledes eksemper på, hvordan friere postmoderniske ideer var med til at forbedre det fysiske miljø i de gamle bykerner.

Det viste sig, at arkitekturen sagtens kunne bidrage til skabelsen af socialt samvær. Arkitekt og byplanlægger Jan Gehl udgav allerede i 1971 bogen ”Livet mellem husene” hvori han beskrev sine undersøgelser af byens rum. Han havde blandt meget andet fundet frem til, hvordan en bevidst placering af bænke, belægning, skiltning og belysning kunne gøre byrum til bedre og mere sociale steder at opholde sig.

Med hensyn til formgivning huse, så begyndte danske arkitekter at lade sig inspirere af tidligere stilarter og bygninger. Der kom en ny interessere for arkitekturhistorien, som resulterede i, at vi på arkitektskolerne fik mange flere foredrag om arkitekthistorie end tidligere. Når stjernearkitekterne ude fra den store verden med mellem kom forbi og holdt foredrag, henviste de ofte til bestemte elementer fra bestemte historiske huse. Det kunne være en tagtype, en kvistetype, en skorstenstype, en sokkeltype eller bare en bestemt type vinduessprosser. I den forbindelse blev det lidt af en mode at tegne kvadratiske dannebrogsvinduer. Fænomenet stammede fra den italienske arkitekt Aldo Rossi og fra USA, men, sjovt nok, så havde arkitekt Kay Fisker og andre danske arkitekter allerede i 1920’erne tegnet kvadratiske vinduer i deres huse. Herhjemme ekselerede arkitekterne Lundgaard, Tranberg og Stærmose i at bruge historiske citater i deres tæt/lav-bebyggelser. Det kom der smukke men også anderledes huse ud af.

Lærere og professorer på arkitektskolen fortalte begejstret om italienske middelalderbyer og om den østrigske arkitekt Camillo Sitte, der allerede 100 år tidligere havde kritiseret modernismens skakbræt-agtige byplaner. Camillo Sittes arkitektoniske undersøgelser viste, hvordan man kunne skabe spændende byer ved at placere gader og husfacader, så de skabte klart afgrænsede byrum. Og det gode byrum er jo scenen den menneskelige interaktion.

I forbindelse med udviklingen af tæt/lavt bebyggelser herhjemme kom 1940’ernes og 1950’ernes enkle rækkehusbebyggelser også pludselig i høj i kurs. Jeg husker, at vi arkitektstuderende foruden andre rækkehusbebyggelser var ude og se på Ataliehusene fra 1943 og Søndergårdsparken fra 1950 i København (billeder af disse bebyggelser findes under ”dansk modernisme”).

En del af de postmodernistiske bygninger var ikke lige til at gennemskue ved første øjekast og krævede ofte en forklaring. Arkitekterne tegnede dem nemlig bevidst, så man ikke lige forstod, hvad der foregik. Denne type uklare bygning gik nemlig fint i tråd med postmodernismens superstjerne over dem alle, nemlig den amerikanske arkitekt Robert Venturi, der i bogen ”Complexity and contradiction in Architecture” fra 1966 gjorde sig tanker om det modsætningsfulde hus. Bygningerne skulle ikke længere være ærlige og klare i formen men derimod fuld af mening og tvetydighed. Væk var modernismens spartanske ordsprog ”less is more”. Nu lød parolen, ”less is a bore”!

På arkitektskolen snakkede vi en del om, hvordan huse, der var inspireret af udlandet, alligevel gik hen og blev typisk danske. Vi nåede ikke frem til en videnskabelig forklaring på det men blev alligevel enige om, at udenlandske forbilleder efter en tur gennem dygtige, danske arkitekthænder på en eller anden måde blev danske. Måske skyldtes det, at de kom ned i en anden skala, blev bygget med vores materialer og indrettet med vores lyssætning – og tilsat lidt købstads-klassicisme?!?

Dansk var også de danske arkitekters hårde arbejde med lejlighedsplanerne. Når man selv har siddet og kæmpet med boligplaner, så kan man blive helt rørt af at studere tegnestuen Vandkunstens gennemarbejdede planer og 3xNielsens og arkitekten Tage Lüneborgs planer. Her er nogle få observationer fra forskellige postmodernistiske boligplaner:

Gangarealer er sjældent bare gangarealer men arealer, der indgår i andre rum.
Man går altid først ind i daglistue/spisestuen. ”Det er ligesom at komme til en markedsplads,” sagde vores professor Jannos Politis.
Der arbejdes med forskellige kig gennem boligerne. Det gælder både lodrette kig, vandrette kig og diagonalkig.
Planerne er tænkt i 3D. Typisk er enkelte rum eller dele af rum gjort ekstra høje.
Vinduestyper varierer alt efter, hvad vinduet bruges til. Hvert vindue formidler hver sin oplevelse – et stort vindue trækker udsigten ind i stuen, et lille vindue oplyser hjørnet i et værelse, et vinduesbånd skaber kontakt mellem køkken og udearealer, et cirkelrundt vindue i gavlen trækker himlen og skyerne ind.
Værelserne udformes så man let kan indsætte eller flytte vægge, hvis der skulle være behov for en anden rumfordeling.
Døre og værelser er placeret på den måde, at man kan gå rundt i boligen. Man kan eksempelvis starte i entreen og fortsætte fra det ene rum til det det næste for så til sidst at nå tilbage til entreen igen fra en anden retning.

3XNielsen

Et af forbillederne for os på arkitektskolen var tegnestuen 3XNielsen. De tre gange Nielsen startede ud som postmodernister men blev med tiden mere og mere moderne i deres udtryk. Jeg husker deres spændende Lego model af et aflangt enfamiliehus på stejl, skovklædt bakke. Indvendigt havde huset et flot rumligt forløb med trapper og reposer, der førte ned ad skråningen. Køkken, spisesplads og dagligstue fulgte efter hinanden, og da taget var vandret, blev rummene derfor højere og højere jo længere man kom ud over skrænten. Helt ude for foran, højt oppe i gavlen sad et stort cirkelrundt vindue med udsigt til himlen. Det var enkelt og smukt, og så lignede huset et rigtigt hus med sokkel, krop og saddeltag. Der var ingen modernistiske betonelementer, ingen flade tage og ingen vandrette vinduesbånd her.

Til en af forelæsningerne på skolen fik vi fremvist lysbilleder af 3XNielsens første rigtige hus, Villa Atzen i Horsens. Den spændende plan, som vi nøje studerede, var fuldt af skæve vinkler. Tegnestuen havde sandelig taget Robert Venturis tanker til sig. Set her små fyrre år efter, så må jeg konstatere, at 3XNielsen første postmodernistiske hus stadig holder. De spændende rumforløb, de velproportionerede facader og den funktionelle planløsning gør Villa Atzen til et lille mesterværk. Deres næste enfamiliehus, Villa Fire, var mere ekstremt. Det er et af de huse, der skal forklares grundigt, før man forstår det. Villa Fire havde form som to kvadratiske kasser, der var stødt sammen og blevet viklet ind i hinanden. Den ene kasse så ud til at være drejet en smule på grund af sammenstødet. Planløsningen gjorde brug af de specielle vinkler, der var opstået i sammenstødet. Formmæssigt skete der rigtigt meget, der var hele tiden noget nyt at se på - både indvendigt og udvendigt.

Arkitekten Kim Dirkinck-Holmfeld udnævnte i ”Guide til DANSK ARKITEKTUR 1960-1995” 3XNielsens retsbygning i Holstebro fra 1992 til et af postmodernismens hovedværker. Jeg var forbi for nogle år siden, hvor bygningen desværre stod tom, forladt og misligholdt tilbage. Hovedideen i retsbygningen bestod i princippet af fem kasser forbundet via et centralt glasområde under et stort tag med form som en flyvinge. To af kasserne indeholdte retssale. Huset havde både modernistiske træk som f.eks. vandrette vinduesbånd, men også klassicistiske træk, som symmetri. Der var eksempelvis søjler ved indgangen til bygningen og ind til en af retssalene. Det er synd, at bygningen ikke bliver brugt til formålet mere, da den havde sin helt egen ”retsbygnings-stemning”.

Her efterhånden mange år efter de postmodernistiske 1980’ere og 1990’ere oplever jeg, at flere af de gamle postmoderne ikoner er ved at gå tabt. Publikationer er svære at finde og selv på internettet dukker der kun få eller ingen billeder op, når man søger på dem. Måske har de postmodernistiske huse været for specielle for menigmand, der ikke har kunnet holde sig fra at ”normalisere” dem, når de fik mulighed for det. Et hus, som jeg virkeligt savner og ikke har kunnet finde billeder af på internettet, er arkitekt Poul Jørn Poulsens tårnhus på Teglgårdsvej ved Lemvig fjord. Det fremkaldte altid et smil, når man så det høje lyserøde hus i på skråningen på den modsatte side af fjorden. Heldigvis står Poul Jørn Poulsens Museum for Kristen Kunst stadig, og det er bestemt et besøg værd. Jeg har medtaget egne billeder af huset i "Ældre billeder". På mine billeder er de store søjler hvide, men jeg husker dem oprindeligt som røde. Er det måske ren indbildning?

Erik Nygaard

Arkitekt og lærer på Arkitektskolen i Aarhus, Erik Nygaard, har skrevet to anbefalingsværdige bøger om postmodernismen, der hedder ”Arkitektur i en forvirret tid” og ”Ny dansk boligbyggeri”. I den første bog lægger han ud med at fortælle om arkitekterne Susanne Ussing og Carsten Hoff, der lavede eksperimentalbyggeri i Thylejren i 1970’erne. Idealet var, at folk selv skulle præge deres huse. Resultatet, der lignede containere i forskellige farver stablet oven på og ved siden af hinanden med påklistrede små skure og drivhuse, så både selvgroet og spændende ud, også selvom husene ikke virkede specielt holdbare. I bogen ses også billeder af tegnestuen Vandkunstens byggerier, der havde noget af den samme stemning. Erik Nygård skriver om, hvordan den ene isme ude fra den store verden efterfulgte den anden. Det startede med tæt/lavt nationalromantik efterfulgt nyrationalisme (som har meget nyklassicisme i sig) og postmoderne klassicisme for så at gå videre til den hvide stil, High-Tech, Zig-Zag og dekonstruktivisme. Og det hele slutter så igen af igen med en form for modernismen op mod årtusindskiftet.

Jeg oplevede selv stilforvirringen, da jeg i 1990’erne arbejdede på forskellige tegnestuer i Himmerland og eksempelvis med i en konkurrence om en skole i Ålborg, som tegnestuen desværre ikke vandt. Vi blev nærmest grinet ud, da dommerne mente, at flere af projekts arkitektoniske elementer var gået af mode for mindst to år siden! Så hurtigt gik det. Det gjaldt om at følge med i tidsskrifterne. På en anden tegnestue assisterede jeg en af tidens skrappeste arkitekter i nogle projekter, som han arbejdede med. Han lagde typisk ud med at udregne funktioner, kvadratmeter og kubikmeter for et givent projekt. Når der så var nogenlunde styr på disse ting, iklædte han bygningen den nyeste postmodernistiske stil, og han kunne få den samme bygningsmasse til at se ud som hvad som helst. Hvis der var behov for det, kunne han eksempelvis organisere kubikmeterne i flere klodser i stedet for en lang form, stille postmodernistiske søjler foran hovedindgangen eller lægge en akse eller to gennem det hele. Med andre ord – en skæv søjle her, en vild farve der, lidt symmetri, og så så det hele lidt frisk ud. Og det var noget som bygherrer og investorer elskede. Og sådan er det bare, det er der ingen grund til at græde over!

Jacob Blegvad og Claus Bonderup

Arkitekterne Jacob Blegvad og Claus Bonderup vandt i 1977 en arkitektkonkurrence om udformningen af den fremtidige Høje Taastrup station og en ny bydel, der skulle opføres omkring den. Et hurtigt øjekast på konkurrencetegningerne viste straks, at der her var tale om lange akser, symmetri, pladser, tydelige gaderum og karrebebyggelser. Formgivningen pegede bagud til barokken. Blegvad, der tidligere havde tegnet moderne arkitektur, var med tiden blevet mere kritisk overfor modernismens opløste byrum. Han og Bonderup lod sig derfor inspirere af den luxemburgske arkitekt Leon Krier, der argumenterede for byer med klare byrum og klassicistiske bygninger.

Når man betragter Høje Taastrup station i dag fra fodgængerbroen over togskinnerne, så er den med sine tre store hvælv en velproportioneret og smuk bygning. Kommer man ind under hvælvingerne er oplevelsen desværre lidt anderledes, da stationen er ukærligt møbleret. Om vinteren og uden for arbejdstid er det eneste tegn på liv en 7-eleven butik nede i den fjerne ende og et lydtæppe af operamusik, der skal holde boligløse væk. Og det er jo ikke arkitekternes skyld. Gaderne udenfor med deres huse i våde gråbrune mursten er trods deres fine proportioner noget tunge i det. Og selvom Høje Taastrups har mange arbejdspladser, så finder man intet sted læ for vinterblæsten at og få sig en kop kaffe. Der er stadigt meget, som Høje Taastrup kunne lære af de levende pariserboulevarder, som er bebyggelsens forbillede. Jeg gad vide, hvad Jan Gehl og ligesindede kunne diske op med, hvis de fik til opgave at rådgive til gadernes og pladsernes indretning? Det skal siges, at Høje Taastrup har en hel anden stemning om sommeren i myldretid, hvor solen tørrer murene, så de bliver lysere og lettere, og gaderne er fyldt med mennesker.

Den føromtalte Leon Krier havde en bror, Rob Krier, der bidrog til IBA (Internationale BauAusstellung i Berlin) med nogle spændende klassicistiske huse og karréer (se billeder under ”Postmodernisme”). De viser, at det faktisk kan lade sig gøre at tegne klassicistiske huse i vores tid, selvom det er svært. Jeg husker, at vi på arkitektskolen begejstret studerede Rob Kriers bog ”URBAN SPACE”, hvori han ved hjælp af utallige små tegninger redegjorde for sine tanker om at udforme gode huse og uderum i byerne.

I forbindelse med Høje Taastrup stationsbys opførsel blev der faktisk også gennemført en del-arkitektkonkurrence om, hvordan udvalgte arkitekter fik mulighed for at bygge spændende og fantasifulde huse, der passede til Blegvads og Bonderups formsprog. Resultatet blev to flotte karreer, hvoraf kun den ene karré blev opført (Høje Taastrup Boulevard – Thistedgade). Det er synd, at den anden (Høje Taastrup Boulevard og Haslevgade) af en eller anden grund ikke blev til noget, da den var mindst lige så flot. De to karréer kunne have dannet inspirationskatalog til fremtidige bygninger i området. Havde kommunen fanget denne idé, så havde det nuværende Høje Taastrup været en mere sammenhængende bydel. Et flot træk er Bjørn Nørgaards store skultur på stationspladsen ved Banestrøget. Farver, menneskelige figurer og symbolik i fire etagers højde - det er stort!

I dag virker byen trods de mange gode intentioner som en noget rodet affære. Der er kommet nye karreer til, men de er i en anden målestok og med andre farver, og de nye gader er afskåret fra gaderne Blegvad og Bonderups projekt. Kommunen har faktisk lige udskrevet en ny arkitektkonkurrence (2024) om forbedring af byen, hvilket efter min mening må være en næsten umulig opgave. Man kan kun håbe på, at der i konkurrencen kommer nogle gode løsninger til, hvordan Blegvads og Bonderups akser forbindes med resten af kommunen. Og så skal der fokuseres på infill, infill og infill. Infill, der var stort i 1980’erne, handlede om at bygge eksisterende huse om eller bygge nye huse mellem de eksisterende. God infill-arkitektur kan både tilføre gode arkitektoniske bygninger til et kedeligt kvarter og samtidig gøre byrummene klarere og mere oplevelsesrige.

Henning Larsen

En anden, der ligeledes var inspireret af brødrene Krier og IBA-byggeudstillingen i Berlin, var Henning Larsen, da han tegnede bebyggelsen ”Dalgas Have” på Frederiksberg. Bebyggelsen her består af nogle hvide blokke omgivet af punkthuse/byvillaer. I forbindelse med boligbyggeriet tegnede Henning Larsen også Handelshøjskolen, der indgår i kvarteret. De hvide blokke er femetagers etagebygninger udformet som tre kæmpe hestesko, der danner smukke og spændende byrum omkring sig. Overalt hersker variation og smukke proportioner. Dalgas Have er, på trods af enkelheden, på ingen måde et kedeligt sted at være.

Vandkunsten

Stikordet for Tegnestuen Vandkunsten var ”fællesskab”og man skal ikke lede længe efter halvoffentlige zoner i deres byggerier. Deres boliger åbner sig oftest op mod fællesområder, og overalt ses både fællesrum og fælleshuse. Tegnestuen har også beskæftiget sig med rene bofællesskaber.

Selvom Vandkunsten ligesom andre tegnestuer i perioden har ladet sig inspirere af de nye ”ismer” fra Amerika, så har de udviklet deres eget formsprog, som man hurtigt genkender, hvis man en dag tilfældig skulle komme forbi.

Deres udgangspunkt var ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne, hvor man drømte om en decentralisering af samfundet, så mere kunne bestemmes nedefra. Vandkunstens nye bebyggelser er fulde af formmæssige oplevelser. Hertil kommer forsøg med selvforsyning, beboerbestemmelse og alternativ energi. Husene blev bestemt ikke pakket ind bag puds og maling for, at det hele skulle se pænt ud. Vandkunsten gik ikke af vejen for at brugte moderne byggematerialer som eternit og beton for at give bebyggelserne karakter. Arbejdet med stofligheden, det at røre og opleve materialer, er også noget specielt for tegnestuen. Deres boliger er bare ”hippilækre”.

Deres første tæt-lavt byggeri var Tinggården i Herfølge fra 1978. Første byggefase er karakteriseret af husenes svenskrøde træbeklædning og grønne gårdrum omgivet af marker og skov. Husene bestod af en smal muret kerne, hvorpå der kunne sættes kviste og andre tilbygninger. Med dette simple greb kunne husene varieres i alle retninger, også i højden. Der ses en rig variation af vinduestyper. En god detalje er vinduer, hvor vinduesrammen sidder udenpå huset, så den ikke kan ses indefra. Hvis vinduet er godt vasket, opleves det som om, at der er hul i muren lige ud til naturen. Andre steder ses små kvadratiske vinduer, der lige lader en smule dagslys ind i stuerne, hvor der er behov for det. Og så er der de runde ”koøje-vinduer” i hoveddørene. De vandskurede murstensmure spiller fint op til hvide vægge og lyst træ. Skalaen, dvs. husenes størrelse i forhold til det enkelte menneske, er som i de gamle danske landsbyer. Man skal ikke op ad flere trin op for at komme ind ad af hoveddøren, der i stuelejlighederne åbner op lige ud til fællesarealerne. Man kan se ind i boligerne, når man går rundt på stierne. Tinggården er organiseret i en række ”familiegrupper”, hver bestående af et antal lejligheder. Hver familiegruppe har sit eget fællesrum. Hertil kommer et større fælleshus til fællesarrangementer. Besøger du Tinggården, vil du opleve, at der findes både røde og hvide familiegrupper. De røde er, som sagt, de tidligste og kaldes for Tinggården 1. De hvide, kaldet Tinggården 2, er fra 1983. Byggeriet er blevet kritiseret for at være for romantisk, men i min optik har det klaret tidens prøve. Det er stadig et dejligt sted at bo - meget bedre end modernismens betonblokke.

Et andet tidligt byggeri af Vandkunsten er Hedelyngen i Herlev fra 1981. Dette byggeri består af klynger af huse i et grønt område, hvor hver klynge har sin egen farve. Bydelen går da også lokalt under navnet ”Farveladebyen” eller ”Pædagogbyen”. Og ligesom det var tilfældet med Tinggården, så er der her en fin fornemmelse for materialernes stoflighed. Foran husene ses terrasser og smukke beplantninger, der med alt tydelighed viser, at beboerne elsker deres huse. Studerer man byplanen, så opdager man, at alle stier fører mod bebyggelsens store fælleshus.

Fuglsangpark i Farum er et stort tæt-lavt byggeri fra 1983. Vandkunsten valgte her en materialepalet af lyseblå betonelementer, gråhvide bølgeeternit-plader og sort træ måske i et forsøg på at komme lidt væk fra den landlige idyl, som prægede deres første byggerier. Problemet er bare, at disse farver og materialer ældes dårligt i det danske klima, hvis man da ikke er oppe på dubberne og maler og skifter smadrede eternitplader i et væk. Bebyggelsen består af otte karréer, der åbner sig op som otte hestesko mod syd ned mod en lavning. Nede i bunden af lavningen findes nogle søer, som i dag er omgivet af frodig vegetation. På den modsatte side af lavningen har tegnestuen også tegnet en folkeskole. Det er en overvældende oplevelse at gå rundt i Fuglsangpark om sommeren, hvor alt er så grønt, og hvor beboerne tydeligvis gør brug af stedets mange muligheder.

Der er, som sagt, mange kvaliteter i Fuglsangpark, men bebyggelsen stiller også nogle spørgsmål. Hvad er Fuglsangpark egentligt for et kvarter, omgivet, som det er, af et bælte af beplantning, parkeringspladser og veje, og på den måde afskåret fra andre bebyggelser? Det føles som en ø og på den måde opleves den trods alt det, der formmæssigt og socialt sker, som lidt ensformigt, men det er jo ikke Vandkunstens skyld, at bebyggelserne i forstæderne ligger som frimærker adskilt fra hinanden.

Et andet spændende byggeri af Vandkunsten er Nørgaards plantage i Værløse fra 1984. Her afgrænses byggeriet ud mod mark og skov af en lang kantbebyggelse med kæmpe rødbrune tegltage, der hælder ned mod de grønne arealer. Der er et smukt og poetisk greb. På bagsiden af denne kantbebyggelse findes rækker af rækkehuse med hver deres lille have som et andet Nyboder. Man ”køber” denne løsning, fordi bebyggelsen er så klar og tydelig. Indgangene til boligerne er trukket lidt ind i bygningskroppene, så der skabes et overdækket halvoffentligt rum ude foran hoveddørene, og det fungerer fint.

Bebyggelsen Dianas have fra 1992 er endnu et smukt eksempel på, hvordan Vandkunsten gør brug af stedets landskab. Bebyggelsen består her af syv bygningsstokke i et kuperet terræn. Da tagene er vandrette og ikke følger skråningerne minder stokkene om skibe i høj bølgegang omgivet af et hav af højt græs og lodrette træstammer. Hver bygningsstok har tre etager i den ene ende og to i den anden. Tage og ydervægge er udelukkende opført i lette materialer. Tagene nærmest svæver hen over murene, da de er adskilt fra ydervæggene af vandrette vinduesbånd. Hertil kommer, at ydervæggene er perforeret med alle mulige slags vinduer. Byggeriet forbindes af en sti, der løber på tværs gennem stokkene. Bebyggelsens lejlighedstyper giver rig mulighed for variation, da enkelte vægge let kan opføres eller tages ned, skulle der være behov for det. Lejlighederne er ikke specielt store men fulde af variation og oplevelser.

Hvordan klarer Vandkunsten så at bygge inde i den tætte by, hvor modernismen så tit mislykkedes? Gaverigården på Østerbro var et bud. Byggegrunden lå omgivet af gader, ensformige karréer og moderne højhuse. Vandkunsten besluttede sig for en karréstruktur der åbnede sig op indadtil via bearbejdede indgange til lejlighederne. Gårdareal fik legeplads, beplantning og et udemøblement der fungerede fint. Resultatet er næsten et landsbymiljø herinde midt I storbyen. Man valgte ikke at rive alle fabrikkens tidligere bygninger ned. De indgik i det nye byggeri, så beboerne stadig oplever stedets historie. Baggårdens tre adgangsveje har fået hvert deres udtryk. Hovedadgangen ud til den stærkt trafikerede Fasanvej sker via en lille plads med et fælleshus, hvor man om sommeren kan sidde og nyde en pils i eftermiddagens solstråler. Det må være et ”must” for alle arkitekturinteresserede. Og der er ikke længere end et par hundrede meter herfra til Fælledparken. Er Garverigården en succes? Jeg kan ikke forestille mig andet. Der må være lange ventelister til den bebyggelse!

Hvis man har brug for mere plads men stadig vil blive boende i et tæt/lavt rækkehus, så er der kun et at gøre, og det er at gå i højden, også selvom det ikke fungerer for handicappede og ældre. I 1990 indbød Malmø kommune til arkitektkonkurrencen Nordform, der handlede om at tegne fremtidens rækkehus. Vandkunsten vandt konkurrencen med et rækkehus i tre etager. Lejlighedsplanerne var på sædvanlig Vandkunst-vis meget gennemarbejdet. I stueetagen trådte man ind i en minimums-entré for så at dreje videre ind i et køkken/spisestue alrum. En toløbs-trappe førte videre op til 1. og 2. sal. I det ene hjørne af stueplanen placerede tegnestuen en to etager høj høj glasterrasse, som man kunne åbne op til fra køkkenalrummet via en skydedør. Fra glasterrassen førte en ny skydedør ud i rækkehusets lille have. På 1. sal var to værelser og et badeværelse samt et stort udkigsvindue, hvorfra man havde et vú ned i den høje glasterrasse. Glasterrassen bandt på den måde stueetage og 1. sal sammen. Det var nok meningen, at eventuelle børnene skulle bo her, men man kunne sagtens indrette etagen til noget andet ved bare at flytte om på væggene, der helt sikkert ikke var bærende. Helt øverst var et mindre badeværelse samt en åben plan, der ved hjælp af skydedøre kunne deles i en sove-og en dagligstue afdeling. For at det ikke skulle være løgn, så var der en pejs i den ene dagligstue afdelingen. Loftet fulgte tagets udvendige buede-form, hvilket har været med til at skabe et ualmindeligt flot rum. Det er nemlig et arkitektonisk trick, at lave et loft, der er hævet over væggene under sig, da det får rummene til at virke større, end de egentlig er. Over soveafdelingen har Vandkunsten placeret et kæmpe kvistvindue, der muliggør sollys og kig op i himlen. Men vi er ikke færdige endnu, for fra dagligstuen på 2. sal fører en glasdør ud til en lille terrasse oven på glassterrassen nedenunder, hvor man kan sidde og nyde en sundowner. Huset har ud over trapperne nærmest intet gangareal. Man går bare fra rum til rum. Hvis man alligevel skulle kritisere noget, så er det, at køkkenalrummet er så snævert, at det er svært at møblere, og at huset nok ikke kan finansieres som socialt boligbyggeri. Vandkunsten har dog opført to bebyggelser, der ligner, i Ballerup. Begge steder er husene opført som to-etagers-bygninger.

Arkitektgruppen i Århus

Arkitektgruppen i Aarhus udsprang også af ungdomsoprøret i 1960’erne. Tegnestuen vandt så mange arkitektkonkurrencer, at den fik tilnavnet ”Gulddrengene”. Den var fra starten af med i tæt/lavt bølgen, hvilket bl.a. resulterede i den store bebyggelse ”Håndværkerparken” i Holme, Århus, fra 1981-84, der består af rækkehuse i 1 til 2 etager med både byrum, fælleshuse og grønne kiler ind mellem husene. Ligesom i Vandkunstens bebyggelser, så er Håndværkerparken organiseret i forskellige boliggrupper med fællesfaciliteter. Formsproget minder om Kay Fiskers Århus Universitet med gule mursten og rødgule tegltage, hvilket er et materiale, der ældes smukt. Ligesom tilfældet var i Vandkunstens byggerier, så påhæftes Håndværkerparkens smalle huskroppe træbeklædte karnapper og kviste i forskellige farver. I Københavnsområdet har tegnestuen blandt andet tegnet ”Branddammen” i Søborg fra 1982-84 og ”Boskovparken” i Køge fra 1984-86.

Arkitektgruppen interesserede sig ikke kun for tæt/lavt byggeri. Allerede i 1983 vandt de en arkitektkonkurrence om fremtidens etagehus, hvori de havde udviklet et etage-byggesystem båret udelukkende af søjler. Det havde den fordel, at det gav større frihed, når man skulle indrette lejligheder. Vinderprojektet havde relativt dybe altangange og glasindgange kaldet loggiaer, der fungerede som en slags altmuligt-rum. Installationerne førtes op gennem etagerne i kvadratiske installationsskakter, der var drejet 45 grader i forhold til ydervæggene. Med i konkurrencen var også et lille skitseprojekt over en bebyggelse opført med det nye etage-byggesystem. Bebyggelsen kaldtes for ”Chateau Future” og mindede om en etruskisk bjergby med en tydelig byport og en klar afgrænsning til markerne og landskabet omkring den. Indenfor murene, der var to til fire etager høje, sås et lille torv til bebyggelsens beboere. Det var en fascinerende tanke, at man i Danmark måske også kunne bo på denne måde og have både fællesskabet i byen og den frie natur på samme sted. Tegnestuen fik mulighed for at realisere ideen i Odinsgården i Holmstrup ved Århus. Her, omgivet af enfamiliehuse (i stedet for fri natur, desværre), rager en fire etagers bygning op i landskabet.

Det er lykkedes at få realiseret fremtidens etagehus to andre steder i Danmark. Det ene er Engen, Rødovrevej 236, Rødovre, der består af en lang etagehuslænge, der ligger på tværs af en skråning ned til en eng. Huset er tre etager i den øvre del og fem i den nederste. Det sidste realiserede eksempel er den fantastiske bebyggelse Søfronten på Frederiksberg, der består af fire blokke fint indpasset i omgivelserne mellem historicistiske karréer og Søerne. Arkitektgruppen ændrede i 3003 navn til ”Arkitema”.

Tage Lüneborg

Midt i 1980’erne dukkede arkitekten Tage Lyneborg op med sine raffinerede enfamiliehuse for den mere velbeslåede del af samfundet. Med udgangspunkt i en tydelig geometri og inspiration fra både traditionel dansk arkitektur og arkitekturdetaljer oplevet ude i den store verden har han lavet nogle på mange måder enestående huse. En fin villabebyggelse af træhuse findes i Rønnebærtoften i Trørød. Villaernes planer har alle en ligeløbstrappe i midten. På højre side af trappen findes et wc, et bryggers og en køkken-sektion. På venstre side findes flere variationer med værelser, opholdsstue eller spisestue. Saddeltagene er nærmest hævet over husets vægge, da væggene ligesom Vandkunstens blokke i Diana Have afsluttes med vinduesbånd. Tage Lyneborg har også tegnet to fine trævillaer på henholdsvis Vangehusvej og Rungsted Strandvej, som han senere fik træprisen for. Førstnævnte trævilla bestod af to lejligheder over hinanden. Tage Lyneborg arbejdede her med kerne-ideen, måske inspireret af Sea Ranch i Californien, tegnet af Charles Moore. Kerne-ideen går ud på, at huset værelser placeres rundt omkring en indre kerne, i dette tilfælde indeholdende badeværelse, køkken og pejs. Kernen på 1. sal når op i ca. to meters højde, hvorefter den afsluttedes før den når op til loftet. Lejligheden indeholder ingen indre døre: entreen åbner op i dagligstuen, som så åbner op ud mod køkkenet og spisepladsen, som igen åbner op ind mod soveværelset, som igen åbner op mod entreen. Trævillaen på Rungsted Strandvej har vinduer placeret så højt oppe, at man fra dagligstuen på 1. sal ikke kan se den trafikerede vej neden under men kun har udsigt til havet i det fjerne - en raffineret detalje.

BYG OG BO 1988 – Blangstedgård, Odense

Byplanen til byggeudstillingen ”BYG OG BO 1988” ved Odense også kaldet ”Blangstedgård” blev vundet af arkitekten Bøje Nielsen. Udstillingen var blevet udskrevet af Odense Kommune, og ideen var, at bydelen skulle bestå af forskellige bebyggelser, hvert tegnet af forskellige arkitekter. Tanken var, at man på den måde kunne få mere variation i kvarteret. Det var også en måde at komme uden om frimærkeproblematikken. Bøje Nielsen besluttede at bibeholde den eksisterende landskabelige struktur bestående af læhegn og skovbælter, hvilket gjorde, at Blangstedgård blev en dejlig grøn bydel. Det var noget af et plus, at området tidligere havde været frugtplantage. Han lod også de gamle gårdbygninger stå, som så kom til at fungere som et områdecenter for bebyggelsen. Fra områdecenteret fører en fodgænger-diagonal tværs ned gennem området. Langs diagonalen og blev der opført karrelignende bebyggelser oppe ved områdecenteret. Længere væk gik bebyggelsen over i tæt/lavt og til sidst villabebyggelse. Og sikken variation der opstod med de mange typer bygninger og lejligheder. Blangstedgård fik 1960’ernes ensformige kvarterer til at virke nærmest kriminelle.

Tegnestuen 3xNielsen tegnede efter min mening et af udstillingens mest vellykkede boligbyggerier inspireret af hvid 1920’er modernisme. Planerne var gennemarbejdet med mange finesser f.eks. dobbelthøje rum, et hus-i-huset princip med en indvendig ”operabalkon”, samt terrasser på begge sider og smukke kæmpekviste. I den mere ekstreme ende var Poul Ingemanns formmæssigt klare klassicistiske bygningsformer, hvoraf den ene lignende et fyrtårn, den anden en triumfbue og den tredje et herregårds-længehus. Ingemann gik heldigvis ikke over gevind på samme måde som Ricardo Bofill i Paris i det, han bibeholdte den forholdsvis lille danske skala.

Poul Ingemann

Eneren Poul Ingemann startede som arkitekt på Henning Larsens tegnestue i de tidlige 1980’ere. Det var den gang tegnestuen dyrkede klassicismen, dvs. tegnede huse efter de gamle antikke regler for husbyggeri. Stilarten har rod i det gamle Rom, hvor man byggede huse med tykke, tunge mure. I mine øjne er Ingemann en del af den postmodernistisk bevægelse, fordi han ligesom de andre postmodernister forsøgte at bringe ny mening ind i tidens huse ved at bruge elementer fra arkitekturhistorien. Hans huse med saddeltag, trekantsgavle og almindelige vinduer placeret ligesom i traditionelt byggeri er meget langt fra ”modernismens maskiner”. Det er, skal jeg hilse og sige, svært at tegne moderne huse i et klassicistisk formsprog, da resultatet nemt bliver stift og tilbageskuende. Så det er imponerende, at Ingemanns huse er blevet så smukke og poetiske, som de er.

Ud over sine tre huse i Blangstedgård er han også kendt for Johannes Larsen museet ved Kerteminde. Selv giver han udtryk for, at han ikke bryder sig om spektakulær arkitektur, hvilket dog kan undre, da han nok er den eneste danske arkitekt, der har bygget socialt boligbyggeri i form af en triumfbue.

Egebjerggård Bomesse 1996

Ballerups legendariske borgmester Ove E. Dalsgaard stod bag den postmodernistiske byggeudstilling Egebjergård Bomesse fra 1996, hvor man havde en drøm om at bygge en mere varieret bydel på flad mark. En arkitektkonkurrence om bydelen blev vundet af tegnestuen Angels Colum og Jan Gudmand-Høyer. Ligesom det var tilfældet ved Blangstedgård, så opdelte man også her byggeområdet i mindre grundstykker, som man udbød til forskellige tegnestuer. Næsten alle de store tegnestuer fra dengang deltog: Vandkunsten, Henning Larsen, Arkitektgruppen i Århus, tegnestuen Møllen, Bøje Lundgård og Lene Tranberg og Dissing og Weitling.

Bydelen kom til at bestå af fire forskellige bebyggelser omkring et hovedstrøg, der fik navnet Egebjerg Bygade. Bebyggelsen ud til Bygaden var bevidst tæt og højt i et forsøg på at skabe fælles byrum for hele området. Man blandede socialt byggeri med andelsbyggeri og privatbyggeri, og man forsøgte at tiltrække små virksomheder til området. Den store Egebjerg Skole og Egebjerg idrætshal lå der allerede midt i det hele. Det viste sig dog svært at få virksomheder op og køre, men helt dårligt gik det ikke. I dag er der ud over skolen og idrætscenteret supermarked, frisør, kiosk og plejehjem i kvarteret. Adgangen til Egebjerggård sker gennem symbolske porte i begge ender af Bygaden. De er de eneste veje ind og ud af området. I arkitektkonkurrencen fokuserede man også på adgangen til naturen og adskilte de fire hovedbebyggelser med brede grønne kiler. I den ene kile er ligefrem en sø, og ud til søen er der selvfølgelig opført et fælleshus i bedste postmodernistisk stil. Brugen af forskellige tegnestuer har ført til meget forskelligartede huse, men de alle er flot formgivet. At gå rundt i Egebjerggård er en fryd for øjet: et sted ses et lille torv med en svanestatue, andre steder kan man nyde rigtige gader med halvoffentlige zoner og kig ind til beboernes køkkener og stuer, og spredt ud over det hele ses fantasifulde fælleshuse, børneinstitutioner, foruden fine minihaver, farverige terrasser og søer, og sådan kunne man blive ved. Beboerne har tydeligvis også her taget bebyggelsen til sig. Og, måske fordi det er en byggeudstilling, så ses der bredtfavnende kunst i byrummet. Per Kirkebys murstenskulisser er i al deres vanvid (de må have kostet en bondegård at opføre) imponerende at beskue. Murstenskulisserne indrammer Egebjerghallen og grusbanen ved siden af.

Bydelen har været kritiseret for at være for spraglet, og eksempelvis Erik Nygård giver udtryk for ønsket om mere ensartethed i bydelen, men det er jeg nu ikke enig i, for Egebjerggård er for mig en fest. Her, en forårsformiddag 28 år efter Bomessen, konstateres det hurtigt, at ideerne holder, og at det er et rigtigt godt sted at bo. Og er det ikke det højeste mål for enhver arkitekt?

Afrunding

Nu er det jo ikke sådan, at alle arkitekter i 1980’erne og 1990’erne tegnede postmodernistiske huse. Modernismen sad dybt i standen, og i samme periode blev der tegnet mange fantastiske, modernistisk-inspirerede huse. Jeg nævner i flæng folk som Hanne Kjærholm (feriehus på Læsø og Holstebro Museum), Friis og Moltke (Øer Maritme ferieby – lidt postmodernistisk), Gehardt Bornebusch (Skovskolen i Nødebo), Kjær og Richter (Musikhuset i Århus), Jørgen Utzon (Paustian), Dall og Lindhardtsen (Balticas hovedsæde) og Niels Madsen (Århus Stifttidende).

Som tidligere nævnt, så havde modernisme en udfordring, når det kom til byarkitektur. Store højhuse eller bygningsblokke omgivet af uklare byrum fyldt med tilfældige vejanlæg var, når det kom til stykket for mange "umenneskelige". Modernismen havde ligeledes en udfordring i de historiske bykerner. I 1990'erne var jeg dengang selv involveret i forskellige byplanundersøgelser af historiske bykerner i det forhenværende DDR, da jeg arbejdede for den tyske byplanstegnestue "Planungsbuero a&a" i Lübeck. Vi udarbejdede to store byplanundersøgelser af Mecklenburg-Vorpommerns hovedstad, Schwerin, og havnebyen Rostock, hvor jeg fik rig lejlighed for at studere byhuse i gadebilledet. Tegnestuen udarbejdede en, indrømmet, noget firkantet vejledning til, hvordan man kunne karakteriserer bygninger i et kvarter, men det betyder ikke, at den ikke kan bruges. Vi undersøgte bl.a. følgende punkter:

- Er facaderne bygget i gadens byggelinie? Hvor høje er gennemsnitshuse i gaden?

- Er facaderne opdelt i en stueetage, overetage og topetage? Hvad er mest fremtrædende - lodrette eller vandrette elementer? Hvordan er facaderne typisk komponeret? Er det med tryk på siderne eller i midterpartiet, eller er de asymmetriske? Er facaderne i gaden udført med højt eller lavt relief? Har husene karnapper eller altaner? Og hvis de har, hvilke typer karnapper eller altaner er der så tale om?

- Hvilke typer tage er karakteristiske for kvarteret? Er de flade, eller har de form som saddeltage? Hvilke type materiale er de lavet af, og hvilken farve har de typisk? Har tagene kviste på? Og hvis de har, hvilke kvisttyper er der så tale om?

- Er facadern tunge (mursten) eller lette (plader)? Er de malede, og hvilke farver er almindelige?

- Hvilke typer vinduer og vinduessprossning er almindelige?

- Hvilke type hjørneløsning er almindelige i kvarterets gadekryds?

Man behøver selvfølgelig ikke slavisk at sikre sig, at alle punkter i sådan et system er afkrydet, når man tegner et nyt byhus, men det er nok ikke en dårlig idé lige at tjekke dem igennem, før man går i gang med at skitsere. Listen er selvfølgelig ikke en garanti for et smukt og "menneskeligt" postmodernistisk hus. Der skal meget mere til at lave god arkitektur, men den kan være en start. a&a udarbejdede lignende systemer for gadebelægninger og baggårde.

De undrer mig, at der ikke er flere danskere, der får tegnet deres hjem af arkitekter, når nu vi har så mange dygtige folk her til lands. Hvorfor ikke få en af vores topprofessionelle tegnestuer til at få det bedste ud af kvadratmeterne og af grundens muligheder? I angreb af overmod, sidder jeg en gang imellem og ser på annoncer for arkitekttegnede enfamiliehuse, selvom det er yderst sjældent, at de udbydes på boligmarkedet. De arkitekttegnede huse, der faktisk bliver udbudt, er som regel meget dyre. Det kan jo kun være fordi, at mange mennesker i dette land faktisk er villige til at betale for god arkitektur.

I slutningen af 1990’erne glider arkitekturen mere og mere tilbage i retning af modernismen. Samfundet er tydeligvis blevet mere mangfoldigt, også når det gælder om at formgive vores fysiske omgivelser. Jeg håber dog, at de erfaringer om den gode by, som vi gjorde os i den postmodernistiske periode, kan inspirere i fremtiden.

Litteratur:

Brendle, Klaus; Stadtgestaltung von Rostock; 1994; Bearbeitung: Bertelsen; Brick; Farnschläder; Klehr; Rehren; Suhyar; Bauhistorische Haus-Untersuchung: Christensen, Margrit; Thormählen, Ose.

Dirkinck-Holmfeld, Kim: Dansk arkitektur 1960-1995; ISBN 87 7407 112 2

Gehl; Jan; Gemzøe, Lars; Grøndlund, Bo, Holmgren, Steen: Bedre Byrum; ISBN 87-87487-802/ ISBN 0106-4320

Ingemann, Poul: Den nye bygning, Johannes Larsen Museet, Kerteminde

Iversen, Erik og Jensen, Jørgen Elsøe (Redaktion): Jacob Blevad – arkitekt i en moderne tid; ISBN: 978-87-999395-0-3

Lund, Lene Dammand (Redaktion): Dansk arkitekter 3 x N; ISBN: 87 7407-277-3

Lund, Nils-Ole; Lind, Olaf: De første 40 år – Fra Arkitektgruppen i Aarhus til Arkitema 1969-2009; ISBN 978-87-991419-2-0

Nygaard, Erik: Arkitektur i en forvirret tid; ISBN 87 7241 737 4

Nygaard, Erik og andre: Bo i By – Egebjerggård Housing Exhibition 96; Arkitektens forlag

Nygaard, Erik og andre: Nyt dansk boligbyggeri; Arkitektens forlag 1992; ISBN 87 7407 125 4

Perez de Arce, Rodrigo: Bymæssige forandringer og additionsarkitektur; Archipress, Århus 1981; ISSN: 0107-0681