antikken

- se billeder af Antikken

- se billeder af Athen

- se billeder af Antikke skulpturer

 

Det store projekt om Europas samling efter 2. verdenskrig begyndte med en Romtraktat og det er ingen tilfældighed. Der ligger en del symbolik i at underskrive denne traktat i hovedstaden for det gamle romerske rige - et rige der, som bekendt, i sin tid var udstrakt over store dele af det nuværende Europa. Det var gennem romerriget, at Europa fik en fælles religiøs og kulturel baggrund, og det er ikke forkert at påstå, at hele vores vesterlandske kultur bygger på alt det, som grækerne og de senere romere foretog sig i perioden fra ca. 1000 f. Kr. til ca. 500 e. Kr. Senere i middelalderen assimilerede de germanske og slaviske folk denne kultur, så at man i dag kan tale om et fælles kulturgods, der både i renæssancen og i senere klassicistiske kulturperioder er blevet fremhævet og idealiseret.

Grækerne

Kulturkenderen Broby Johansen karakteriserede i "Hverdagskunst - Verdenskunst" antikkens grækere som "en smule fantasiløse" sammenlignet med andre kulturer - eksempelvis den tidligere minoiske kultur på Kreta. Grækerne derimod, beskrev han som klart tænkende individualister, der sad rundt om i deres forskellige by- og småstater og gjorde sig tanker om alt muligt mellem himmel og jord. Det var grækerne, der gav os filosofien.

Hos grækerne var mennesket i den grad i centrum, at selv guderne blev opfattet som menneskelignende væsener. De troede på det harmoniske og det velafbalancerede, så blev du for ekstrem i dine tanker og livsførelse, så truede "nemisis"- gudernes straf. Grækerne havde et begreb kaldet "katharsis," der gik ud på, at man kan foretage en personlig åndelig renselse ved at beskæftige sig med det skønne - med kunsten. Grækerne dyrkede sport, diskuterede politik og skiftedes til at beklæde statens embeder. Deres kultur kulminerede med bygningen af Parthenon-templet på Akropolis omkring 450-400 f. Kr. - en periode der også kaldes for den klassiske tid. Det var i den klassiske tid, at deres bygningskunst nåede et højdepunkt, der ikke blev overgået før højrenæssancen ca. 2000 år senere.

Grækerne opfattede verden som todelt. Den verden, som menneskene kunne se, var en uperfekt verden, sagde de. Men bag den eksisterede der en anden verden, der var perfekt og ideal. Det var denne verden som grækerne stræbte efter både i kunst og arkitektur og indenfor filosofien. Man havde et billede af menneskene som skabninger, der sad bundet i en grotte med ryggen til et stort bål og derfor ikke kunne se de perfekte guddommelige skabninger, der passerede forbi mellem dem og bålet dem. De eneste, som menneskene kunne kun se, var skabningernes skygger, som på grund af bålet blev kastet op på klippevæggen foran dem. Ud fra skyggerne måtte menneskene selv regne ud, hvordan den ideale verden skulle være. På en måde er dog jo også sådan at videnskaben har udviklet sig. Man kan ikke se atomer, men man kan regne ud, at de er der. Man kan ikke forklare, hvordan vand bliver til damp, men man kan opstille en teori, som forklarer det. Grækerne havde fundet ud af, at musik kunne beskrives vha. af matematik. Forskellige længder af streng kan kan, hvis strengene har de rigtige længder, give en smuk akkord. På samme måde brugte de matematikken til at udregne bygningernes ideale proportioner. Forskellige proportioner sat sammen på den rigtige måde kunne danne en smuk komposition. Grækerne mente generelt, at man gennem matematikken kunne komme nærmere på den ideale verden.

Dorere og Jonere

Omkring år l000 f. Kr. tog forskellige græske stammer det nuværende Grækenland i besiddelse. Stammerne gennemgår en åndelig udvikling, der senere gør, at Grækenland er blevet kaldt for "Europas vugge." Antikkens grækere var opdelt i to kulturer. Den ene. kaldet den doriske, bestod af en jordbunden, aristokratisk bondebefolkning, der holdt til i hovedlandet. Den anden, kaldet den joniske, bestod af en mere livlig og handlende befolkning, der holdt til på øerne. Man mener at kunne se befolkningskarakterer i deres kunst.

De tre ordener

Indenfor arkitekturen taler man om tre forskellige græske ordener. En orden er et proportioneringssystem. Grækerne mente, at de gennem deres lange historie havde fundet tre proportioneringssystemer, som alle var ideelt smukke. To af ordnerne tilhørte de føromtalte doriske og joniske befolkningsgrupper. Den tredje kaldes for den korintiske orden. Klassicistiske bygninger, dvs. bygninger udregnet efter grækernes ideelle proportioner har noget helt specielt over dem. På en eller anden måde har grækerne ramt et eller andet, som mennesker i almindelighed finder smukt.

Hver orden havde sin karakteristik eller stemning. Den doriske orden var den mest spartanske og alvorlige af de tre, og blev i den forbindelse karakteriseret ved manden. Den joniske, der er lettere og har flere svungne linjer symboliserede kvinden, mens den korintiske med sine spinkle træk og elegante dekoration symboliserede pigen.

Det græske tempel

Ordenerne blev hovedsageligt brugt til at proportionere templer. Det græske tempel var oprindeligt en træbygning. Senere gik man over til at kopiere træbygninger i marmor. Måske startede man med at erstatte de mest udsatte bygningsdele med sten. Senere gik man over til at erstatte alle bygningsdele med marmor. Alle marmortemplets dele refererer til træhusets konstruktive system. F.eks. var søjlegangene der omgiver templerne sammen med stenforhøjningerne, som de græske templer står på, praktiske foranstaltninger til beskyttelse mod regn. I dag står tempelruinerne tilbage i hvidt marmor, men dengang de blev bygget, var de bemalede med stærke farver.

Harmonisk arkitektur

Grækernes idealer om harmoni prægede også deres arkitektur. Deres templer var ikke særligt store, men de var til gengæld perfekt proportionerede. Romernes senere templer var anderledes. De havde tydeligt en forside og en bagside og så kunne de være meget store. De brugte størrelsen til at dominere deres omgivelser.

Romerne

Broby Johansen beskriver antikkens romere som et praktisk folk, der var gode til at organisere og konstruere. Romerne var tillige kendt for deres ekstreme disciplin og deres mange militære bedrifter. På et tidspunkt erobrede de Grækenland. Den græske kultur gik ikke under, men viste sig så stærk, at romerne til sidst tog den til sig, og gjorde den til deres egen. Romerne var i det hele taget gode til at bruge ideer fra de erobrede folk. De overtog eksempelvis vandingssystemer fra deres tidlige naboer - etruskerne - og krigsudrustning fra deres senere naboer - kelterne.

Demokrati og diktatur

Grækenland bestod for det meste af demokratiske bystater, hvori alle borgere blev betragtet som ligemænd. Det gjaldt selvfølgelig ikke for udlændninge og det store antal slaver! Romerne var derimod gennem romerrigets sidste 500 år styret af diktatorer. Den første diktator i denne periode hed Julius Cæsar. Alle følgende diktatorer blev opkaldt efter ham - kejsere. Kejserriget var i modsætning til den tidligere græske decentrale græske kultur et fuldstændigt centraliseret samfundssystem.

Grækerne mødtes på bytorvet - agoraen - der ofte var et klart defineret byrum. Det var karakteristisk, at ingen enkelte skulpture eller bygninger dominerede pladsen, hvilket symboliserede, at ingen person var hævet over andre. Hvis der var skulpturer, så var de ydmygt placeret langs agoraens husvægge.

Romerne derimod arbejdede med akser. En akse peger mod et eller andet - den er med til at fremhæve noget bestemt. Akser symboliserer magt, og i romerriget pegede de ofte mode kejsernes templer. akserne og templerne var med til at ophøje den romerske kejser, der ligefrem blev opfattet som en gud. På vejen mod templerne førte akserne derfor gennem kejserens sejrsmonumenter - triumfbuerne. Man sagde dengang og siger det også i dag, at alle veje fører til Rom. Alle vejene førte ned til kejseren. Arkitekturen var dengang som så mange gange senere i historien med til at underbygge det politiske system.

Rom og Athen havde meget forskellige størrelser i deres storhedsperioder. I år 400 f. Kr. bestod Athen kun af 21,000 borgere samt 80,000 ikke-borgere, hvorimod Rom i år 100 e.Kr. en befolkning på flere millioner.

Triumftoget

Efter en sejr kunne de romerske legionærer erklære deres feltherrer for imperator dvs. den der "byder" - giver kommandoer - men først skulle feltherren godkendes af det romerske senat. Han måtte ikke betræde byen før, at han havde aflagt sine militære værdighedstegn og opløst sin hær. Når han havde gjort dette, drog sejrherren med en lang procession fra Marsmarken ind i byen ved Forum Boarium. Processionen fortsatte forbi Cirkus Maximus rundt om Palatinhøjen og hen af Via Sacra til Forum Romanum for til sidst at stige op til Capitols top. Undervejs udstillede man, som vi kender det fra gamle Hollywood film, erobret bytte og fanger, imens at hærføreren hilste på befolkningen fra sin Triumfvogn.

Hellenistisk tid

Mellem grækernes og romernes opblomstringstid var Alexander den stores rige, hvor græsk kultur mere eller mindre grundigt blev spredt ud over det meste af Lilleasien. Perioden kaldes for den hellenistiske tid og havde stor betydning for det mellemøstlige område. Den hellienistiske periode ophørte omkring år 200 f. Kr., da det græske øhav og de fleste af de græske koloniriger blev erobret af romerne. Senere smeltede kulturerne sammen. Den lange periode fra begyndelsen af den græske kultur frem til romerrigets undergang kaldes under et for antikken.

Romernes bidrag

I renæssancen genopdagede man den gamle bygningskunst ved arkæologiske udgravninger og ved bl.a. at studere "Vitruvius' 10 bøger om arkitektur". De var forfattet i tiden umiddelbart efter mordet på Julius Cæsar. Studiet af Vitrivius resulterede i, at man specielt i den tidlige renæssance fik en noget klichéagtig opfattelse af romernes arkitektur, for udviklingen af den romerske arkitektur stoppede jo ikke ved Kristi fødsel. I dag taler man ligefrem om en senere periode med romersk "barok."

I Rom boede de rige i atriumhuse kaldet "domus". Her lå rummene ud til en atriumgård med et vandbasin i midten. Aksen spillede også en rolle, idet huset lå symmetrisk omkring en akse, der klart gik midt gennem hus og gård mod et såkaldt taberlinum i aksens fjerne ende. Et taberlinum var et rum, hvori man opbevarede forfædrenes billeder og dødsmasker, skytsguden og husets dokumenter. Senere blev det almindeligt at bygge en søjleomkranset have - en peristyl - i forlængelse af aksen. Typiske eksempeler på romerske borgerhuse findes i Pompeji. Grækernes borgerhuse var derimod af den simplere cellatype. Begge typer vendte sig indad og var aflukkede fra omverden.

Romerne er også kendt for landhuse eller villaer, som de blev kaldt. Villaerne var meget populære, idet alle romere havde en gammel drøm om det rolige og sikre liv på landet. Romerne havde jo oprindeligt været landmænd. Med tiden blev det simple landboliv erstattet af byliv. Jo rigere man blev, desto mere vendte villaen bort fra gårdlivet. For den ægte landarbejder var landlivet mindre romantisk! Man siger, at hele økonomien var baseret på relativt små anlæg og gammel teknik, og at romerne ikke udviklede landbruget. Det blev aldrig til en rigtig masseproduktion af landbrugsvarer. Der var også mange store villaer i Gallien, hvoraf flere senere udviklede sig til landsbyer. Andre eksempler på villaer er Hadrians villa ved Tivoli udenfor Rom og Neros vanvittige gyldne villa i midten af storbyen Rom.

Roms fattige kunne bo i etagehuse, der var op til tolv etager høje. Ruiner af sådanne boligkaserner findes i Roms gamle havneby Ostia. Rom må have været et tætpakket og kaotisk sted at befinde sig og ikke nogen særlig rar oplevelse.

Romerne udviklede to grundlæggende bygningstyper i forbindelse med tempelbyggeri. Pantheon i Rom er et typisk eksempel på den ene, idet her er der tale om et tempelrum overdækket med en kæmpe kuppel. Maxentius' aflange basilika er et eksempel på den anden type. Her var midten af bygningen overdækket med et aflangt tøndehvælv.

Af forskellige grunde bl.a. den liturgien gjorde den ortodokse kirke kuppelkonstruktionen til sin bygningsform, hvorimod den katolske kirke byggede sine kirker som basilikaer.

Romerne udviklede også de store amfiteatre som f.eks. Colleseum og de store badeanlæg som f.eks. Caracalas termer. Til at supplere byen med vand skabte romerne imponerende akvadukter. Og for at binde riget sammen byggede man vejanlæg og viadukter.

Cementen, buen og hvælvet

Buen og hvælvet som grækerne havde kendt, men som de skjulte, fordi de ikke syntes, at de var pæne, gjorde romerne derimod åbent brug af. De brugte stålklamper og cement for at holde dem sammen. Buemotivet ses på alle triumfbuerne. Mange af de store nyere romerske bygninger krævede simpelthen hvælvet for at kunne konstrueres.

Typisk for hvælvkonstruktioner er, at jo tungere bygningen over hvælvet er, desto mere stabil bliver selve hvælvkonstruktionen. Derfor udviklede romerne bygninger, der var karakteriseret af tunge former. De stak ikke i vejret, men lå i stedet tungt og solidt placeret på jorden. Det vandrette kom til at symbolisere stabilitet, og førte til dekorative horisontale linjer - et motiv der senere i renæssancen blev taget op igen.

I forbindelse med disse massive bygninger udvikledes en rumarkitektur, der måske er romernes hovedbidrag til arkitekturhistorien. Rummene inde i bygningerne blev i sig selv vigtigere end den fysiske udformning og dekoration af murene. Denne rumopfattelse var ukendt i de små søjleomkransede græske templer. Steen Eiler Rasmussen sammenligner i "Om at opleve arkitektur" den romerske rumopfattelse med en grotte. Det er som om rummet er skåret ud af en klippe.

De romerske murtyper havde forskellige forbandttyper, hvilket afspejlede forskellige perioder i romerrigets historie. Cement er et bindemiddel, hvor hovedbestanddelen er kalk. Når cementpulveret gøres vådt indtræder en størkningsprocess. Det bliver hårdt som sten. Cement bruges i beton til at binde sand, grus eller småsten sammen. Mørtel er i princippet en finere form for beton, der binder mursten sammen. Romerne skalmurede med teglsten og fyldte bagefter mellemrummet mellem skalmurene ud med beton. Det er derfor, at romerske ruiner ofte er så kedelige i dag - den flotte skalmur er med tiden faldet af eller fjernet og tilbage står bare en uformelig masse af beton.

Mørtel og beton gør det betydeligt nemmere at arbejde med buer og hvælv. Som sagt byggede romerne både tøndehvælv og kubler. Kassettelofter afspejler forskalingskassetterne og er med til at gøre kuplen lettere.

Grækerne inspirerer romerne

Grækerne blev som tidligere nævnt med tiden romernes hovedinspirationskilde. Romerne brugte dekorative enkeltelementer fra grækernes bygninger på deres egne. Søjler blev brugt mere som dekoration end pga. deres bæreevne. Romerne udviklede også nogle elementer selv, som f.eks. den toskanske søjle og kompositkapitælen, der var et søjlehoved bestående af korintiske akantusblade og joniske volutter. De begyndte at komponere med alle tre ordener samtidig som eksempelvis på Colosseum. De doriske søjler placerede man nederst, de joniske i midten og de korintiske i toppen. Denne sammensætning kaldes for superimposition.

Kolonibyer

Roms mange kolonibyer blev først anlagt som militærlejre. En sådan kaldes for et Castrum, og blev bygget efter et fast mønster. Her kunne veteraner fra de mange krige slå sig ned. Disse kolonier var ofte placeret på strategiske steder f.eks. ved flodovergange. Castrummet var organiseret i et gridmønster med karrèer - de såkaldte insulae. Hovedgaderne, der krydsede hinanden i midten af lejren, kaldtes altid for Decumanus og Cardum. Nogle steder blev lejren senere omgivet af massive mure med runde eller 8-kantede forsvarstårne. Byerne havde altid et forum i centrum. Med tiden spredte bebyggelsen sig udenfor det indmurede område.

Antikkens afslutning

Man siger, at romerriget ophørte med den sidste romerske kejser i 476 e. Kr. Den almindelige holdning blandt historikere i dag er, at overgangen mellem romerriget og middelalderen foregik gradvist uden den store dramatik. Det kan man undre sig over, når man ved, at Roms befolkning, der i slutningen 400-tallet lå på ca. 800,000 skrumpede ned til kun 25,000 omkring år 550. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at romernes kollektive erindring må have gået mindst 6 generationer tilbage til tiden før germanernes plyndringer af byen. En ting er sikkert, at mange af de senere erobrere tog den romerske kultur til sig, og at ikke mindst den kristne kirke videreførte den antikke arv.