antikken

- se billeder af Antikken

- se billeder af Athen

- se billeder af Antikke skulpturer

- se tekst om og billeder af det gamle Egypten

Det store projekt om Europas samling efter 2. verdenskrig begyndte med en Rom-traktat, hvilket ikke var nogen tilfældighed. Der lå stor symbolik i at underskrive den i hovedstaden for det gamle romerske rige - et rige der, som bekendt, var udstrakt over store dele af det nuværende Europa. Romerriget var med til at give europæerne en fælles religiøs og kulturel baggrund. Det er ikke forkert at påstå, at vores vesterlandske kultur bygger på det, som romerne og før dem, grækerne, foretog sig i perioden fra ca. 1000 f.Kr. til ca. 500 e.Kr. Senere i middelalderen assimileredes også germanske og slaviske folk i denne kultur, så man i dag kan tale om et fælles kulturgods, der både i renæssancen og i senere klassicistiske kulturperioder er blevet fremhævet og idealiseret. Det er ikke uden grund, at Grækenland bliver kaldt for "Europas vugge.

Grækerne

Kulturkenderen Broby Johansen karakteriserede antikkens grækere som kunstnerisk "en smule fantasiløse". Der var meget mere farve og sprel i andre af datidens kulturerer, mente han. Tag for eksempel den tidligere minoiske kultur på Kreta, hvor farvestrålende præstinder og unge mænd dyrkede tyreguderne med spring og dans. Grækerne kunne dog noget andet. Rundt omkring i deres forskellige by- og småstater og gjorde de sig frie og logiske tanker om alt muligt mellem himmel og jord. Det var dem, der gav os filosofien.

Hos grækerne var mennesket så meget i centrum, at selv guderne blev opfattet som menneskelignende væsener. Man dyrkede det harmoniske og det velafbalancerede. Blev du for ekstrem i dine tanker og livsførelse, sådan et overmod kaldtes for hybris, så truede "nemisis"- det vil sige gudernes straf. Grækerne havde også begrebet "katharsis," der gik ud på, at man kunne foretage en personlig åndelig renselse ved at beskæftige sig med det skønne - med kunsten. De selvbevidste grækere dyrkede sport, diskuterede politik og beklædte statens embeder på skift. Deres kultur kulminerede med bygningen af Parthenon-templet på Akropolis omkring 450-400 f. Kr. - en periode der kaldes for den klassiske tid. Det var i denne klassiske tid, at deres bygningskunst nåede et højdepunkt, der ikke er blevet overgået før i højrenæssancen ca. 2000 år senere.

Grækerne opfattede verden som todelt. De mente, at den verden, som vi mennesker kunne se, var en uperfekt version af virkeligheden. Bag menneskets verden eksisterede en anden, der var fuldkommen perfekt, og det var dette perfekthedsideal, som man stræbte efter i både kunst og arkitektur. Forholdet mellem den uperfekte og den perfekte verden forklaredes på følgende måde: Tænk på billedet af nogle fanger, der sidder bundne i en grotte med ryggen til et stort bål. Fangerne kan kun se klippevæggen foran dem. De kan ikke se bålet fordi de sidder med ryggen til det. Mellem fangerne og bålet passerer nu en lang række perfekte, guddommelige skabninger forbi, men dem kan fangerne ikke se. Fangerne kan kun se de skygger, som skabningerne kaster op mod klippevæggen foran dem, og ud fra skyggerne må fangerne selv regne ud, hvordan den ideale verden er.

Jeg tænker, at videnskabens udvikling kan forklares på samme måde. Vi kan ikke se atomer, men vi kan regne ud, at de er der. Vi kan ikke forklare, hvordan vand bliver til damp, men vi kan opstille en hypotese, som forklarer det. Grækerne havde blandt utallige andre ting også gjort sig tanker om, hvordan musik kunne beskrives ved hjælp af matematik. Forskellige strenge kan, hvis de har de rigtige længder, tilsammen give en smuk akkord. De brugte på samme måde matematikken til at udregne bygningers ideale proportioner. Grækerne mente, at de havde fundet ud af, hvordan forskellige proportioner sat sammen på den rigtige måde dannede smukke kompositioner. De mente, at vi mennesker via matematikken kunne komme nærmere på den ideale verden.

Dorere og Jonere

Genetikken fortæller, at det senere græske område i bondestenalderen havde nogenlunde samme befolkningstype som landene omkring det, men at der så lidt før år 2000 f.Kr. dukker indoeuropæiske folk op. Dette sker specielt på det græske fastland, hvor de blander sig her med lokalbefolkningen. Af denne blanding opstår den mykenske bronzealderkultur, som er beskrevet i Homers værker Iliaden og Odyseen. Man ved, at mykenerne talte en tidlig form for græsk, og man har fundet ud af, at den mykenske kultur har levede side om side med den minoriske kultur på Kreta og måske endda fået skriftsproget herfra. Efter en mørk middelalder (starter ca. år 1000 f.Kr.) som man ikke ved så meget om, dukker der den doriske kultur op på fastlandet. Den siges at den afspejle en jordbunden og aristokratisk bondebefolkning. Lidt senere dukker to andre kulturer op. Den ene anden, den joniske, siges at afspejle en mere livlig og handlende befolkning, der holdt til på øerne. Den tredje var den korintiske.

De tre ordener

Indenfor arkitekturen taler man om tre forskellige græske ordener. En orden består af regler for, hvordan forskellige bygningsdele proportioneres og sættes sammen. Grækerne mente, at de gennem deres lange historie havde fundet tre proportioneringssystemer, som hver var ideelt smukke. To af ordenerne tilhørte de føromtalte doriske, joniske korintiske kulturer. Klassicistiske bygninger, dvs. bygninger udregnet efter grækernes ideelle proportioner har noget helt specielt over dem. Det er helt på sin ret at sige, at grækerne har ramt noget, som vi mennesker i almindelighed finder smukt.

Hver af de tre ordener har sin specielle karakteristik eller stemning. Den doriske orden var den mest spartanske og alvorlige af de tre og blev i den forbindelse karakteriseret ved manden. Den joniske, der er lettere og har flere svungne linjer, symboliserede kvinden, mens den korintiske med sine spinkle træk og elegante dekoration symboliserede pigen.

Det græske tempel

Ordenerne blev hovedsageligt brugt til at komponere og proportionere templer. Det græske tempel var oprindeligt en træbygning, hvilket man tydeligt kan se, hvis man studerer et dorisk tempel. Senere gik man over til at kopiere enkelte udsatte dele af træbygningerne i sten. Senere gik man over til at bygge hele templet i marmor. I dag står tempelruinerne tilbage i smuk, hvid marmor, i modsætning til dengang. De var oprindeligt bemalede med stærke farver.

Harmonisk arkitektur

Grækernes idealer om harmoni, samt det at man skulle holde sig til den slagne vej og ikke lide af hybris, prægede deres arkitektur. Deres templer var ikke særligt store, men de var til gengæld perfekt proportionerede. Romernes senere templer var helt anderledes. De havde en tydelig forside og bagside. Forsiden var typisk overdådig. De romerske templer kunne også være meget store. Romerne brugte størrelsen til at dominere deres omgivelser. En græker ville nok ment, at romerne stod til snart at blive ramt af nemisis.

Romerne

Broby Johansen beskriver antikkens romere som et praktisk folk, der var gode til at organisere og konstruere. De var også kendt for deres ekstreme disciplin og deres mange militære bedrifter. På et tidspunkt erobrede de Grækenland. Den græske kultur gik ikke under. Den viste sig at være så stærk, at romerne til sidst tog den til sig, og gjorde den til deres egen. Romerne var i det hele taget gode til at bruge ideer fra de erobrede folk. De overtog eksempelvis vandingssystemer fra deres tidlige naboer - etruskerne - og krigsudrustning fra deres senere naboer - kelterne.

Demokrati og diktatur

I lange perioder bestod Grækenland for det meste af demokratiske bystater, hvor alle borgere blev betragtet som ligemænd. Det gjaldt dog ikke for udlændninge og det store antal slaver! Romerne derimod var gennem romerrigets sidste 500 år styret af diktatorer. Den første diktator i denne periode hed Julius Cæsar. Alle følgende diktatorer blev opkaldt efter ham - navnet Cæsar blev til Kejser. Kejserriget var i modsætning til den tidligere decentrale græske kultur et fuldstændigt centraliseret samfundssystem.

Grækerne mødtes på bytorvet - agoraen - der ofte var et klart defineret byrum. Ingen enkelte skulpturer eller bygninger dominerede pladsen, hvilket var logisk, at ingen person i et demokrati var hævet over andre. Hvis der var skulpturer, så var de ydmygt placeret langs agoraens husvægge.

Romerne derimod arbejdede med akser. En akse peger mod et eller andet - den er med til at fremhæve et bestemt punkt. Akser symboliserer magt, og i romerriget pegede de ofte mode kejsernes templer. Akserne og templerne var med til at ophøje den romerske kejser, der ligefrem blev opfattet som en gud. Akserne førte gennem kejserens sejrsmonumenter - triumfbuerne. Man sagde dengang og siger det også i dag, at alle veje fører til Rom. Alle vejene førte ned til kejseren. Arkitekturen var som så mange gange senere i historien med til at underbygge det politiske system.

Rom og Athen havde meget forskellige størrelser i deres storhedsperioder. I år 400 f. Kr. bestod Athen kun af omkring 21,000 borgere samt 80,000 ikke-borgere, hvorimod Rom i år 100 e.Kr. havde en befolkning på flere millioner.

Triumftoget

Efter en sejr kunne de romerske legionærer erklære deres feltherrer for imperator dvs. den der "byder" - giver kommandoer - men først skulle feltherren godkendes af det romerske senat. der var en regel for, at han ikke måtte betræde byen før, at han havde aflagt sine militære værdighedstegn og opløst sin hær. Når han havde gjort dette, drog sejrherren i en lang procession fra Marsmarken ind i byen ved Forum Boarium. Processionen fortsatte forbi Cirkus Maximus rundt om Palatinhøjen, hen af Via Sacra til Forum Romanum for så til sidst at stige op til Capitols top. Undervejs udstillede man, som vi kender det fra gamle Hollywood film, erobret bytte og fanger, mens hærføreren hilste på befolkningen fra sin Triumfvogn.

Hellenistisk tid

Mellem grækernes og romernes opblomstringstid var Alexander den stores rige, hvor græsk kultur mere eller mindre grundigt blev spredt ud over det meste af Lilleasien. Perioden kaldes for den hellenistiske tid og havde stor betydning for det mellemøstlige område. Den hellienistiske periode ophørte omkring år 200 f. Kr., da det græske øhav og de fleste af de græske koloniriger blev erobret af romerne. Senere smeltede de gamle og nye kulturere i Lilleasien sammen. Den lange periode fra begyndelsen af den græske kultur frem til romerrigets undergang kaldes under et for antikken.

Romernes bidrag

I renæssancen genopdagede man den gamle bygningskunst ved arkæologiske udgravninger og ved bl.a. at studere "Vitruvius' 10 bøger om arkitektur". Bøgerne var forfattet i tiden umiddelbart efter mordet på Julius Cæsar. Studiet af Vitrivius resulterede i, at man specielt i den tidlige renæssance fik en noget klichéagtig opfattelse af romernes arkitektur, for udviklingen af den romerske arkitektur stoppede jo ikke ved Kristi fødsel. I dag taler man ligefrem om en senere periode med romersk "barok."

I Rom boede de rige i atriumhuse kaldet "domus". Her lå rummene ud til en atriumgård med et vandbasin i midten. Aksen spillede også en rolle, idet huset lå symmetrisk omkring en akse, der klart gik midt gennem hus og gård mod et såkaldt taberlinum i aksens fjerne ende. Et taberlinum var et rum, hvori man opbevarede forfædrenes billeder og dødsmasker, skytsguden og husets dokumenter. Senere blev det almindeligt at bygge en søjleomkranset have - en peristyl - i forlængelse af aksen. Typiske eksempeler på romerske borgerhuse findes i Pompeji. Grækernes borgerhuse var derimod af den simplere cellatype. Begge typer vendte sig indad og var aflukkede fra omverden.

Romerne er også kendt for landhuse eller villaer, som de blev kaldt. Villaerne var meget populære, idet alle romere havde en gammel drøm om det rolige og sikre liv på landet i modsætning til det hårde og farlige liv i byerne. Romerne havde oprindeligt været landmænd, men med tiden var det simple landboliv blev erstattet af Roms byliv. Jo rigere romeren var, desto mere vendte hans villa bort fra gårdlivet. For den ægte landarbejder var landlivet mindre romantisk! Man siger, at hele den romerske økonomi var baseret på relativt små anlæg med gammel landbrugsteknik. Romerne stod for mange fremskridt, men de udviklede ikke landbruget. Det blev aldrig til masseproduktion af landbrugsvarer. Også i Gallien var der mange store villaer, hvoraf flere senere udviklede sig til landsbyer. Eksempler på berømte romerske villaer er Hadrians villa ved Tivoli udenfor Rom og Neros vanvittige gyldne villa i midten af storbyen Rom.

Roms fattige kunne bo i etagehuse, der var op til tolv etager høje. Ruiner af sådanne boligkaserner findes i Roms gamle havneby Ostia. Rom må have været et tætpakket og kaotisk sted at befinde sig - og sikkert ikke nogen særlig rar oplevelse.

Romerne udviklede to grundlæggende bygningstyper i forbindelse med tempelbyggeri. Pantheon i Rom er et typisk eksempel på den ene, idet her er der tale om et tempelrum overdækket med en kæmpe kuppel. Maxentius' aflange basilika er et eksempel på den anden type. Her var midten af bygningen overdækket med et aflangt tøndehvælv.

Af forskellige grunde bl.a. liturgien gjorde den ortodokse kirke kuppelkonstruktionen til sin bygningsform, hvorimod den katolske kirke byggede sine kirker som basilikaer.

Romerne udviklede også store amfiteatre som f.eks. Colleseum og store badeanlæg som f.eks. Caracalas termer. Til at supplere byen med vand skabte de imponerende akvadukter. Og for at binde riget sammen byggede man vejanlæg og viadukter.

Cementen, buen og hvælvet

Buen og hvælvet som grækerne havde kendt, men som de skjulte, fordi de ikke syntes, at de var pæne, gjorde romerne derimod åbent brug af. De brugte stålklamper og cement for at holde stenene sammen. Buemotivet ses på alle romerske triumfbuer. Mange af de store romerske bygninger krævede simpelthen hvælvet for at kunne konstrueres.

Typisk for hvælvkonstruktioner er, at jo tungere bygningen over hvælvet er, desto mere stabil bliver selve hvælvkonstruktionen. Derfor udviklede romerne bygninger, der var karakteriseret af tunge former. De stak ikke i vejret, men lå i stedet tungt og solidt placeret på jorden. Det vandrette kom med tiden til at symbolisere stabilitet, hvilket førte til dekorative horisontale linjer - et motiv der senere i renæssancen blev taget op igen.

I forbindelse med disse massive bygninger udvikledes en rumarkitektur, der måske er romernes hovedbidrag til arkitekturhistorien. Udformningen af selve det tomme rum inde i bygningerne blev i sig selv vigtigere end dekorationen på væggene. Det var en rumopfattelse, der var helt ukendt i de små søjleomkransede græske templer. Steen Eiler Rasmussen sammenligner i sin bog "Om at opleve arkitektur" den romerske rumopfattelse med en grotte. Det er som om, at romernes rum er skåret ud af klipper.

De romerske murtyper har forskellige forbandttyper, hvilket afspejler forskellige perioder i romerrigets historie. Cement er et bindemiddel, hvor hovedbestanddelen er kalk. Når cementpulveret gøres vådt indtræder en størkningsprocess. Cementen bliver hård som sten. Cement bruges i beton til at binde sand, grus eller småsten sammen. Mørtel er i princippet en finere form for beton, der binder mursten sammen. Romerne skalmurede med teglsten og fyldte bagefter mellemrummet mellem skalmurene ud med beton. Det er derfor, at romerske ruiner ofte er så kedelige i dag - den flotte skalmur er med tiden faldet af eller fjernet og tilbage står bare en uformelig masse af beton.

Mørtel og beton gør, at det bliver betydeligt nemmere at arbejde med buer og hvælv. Som sagt byggede romerne både tøndehvælv og kubler. Romerske kassettelofter afspejler forskalingskassetterne og er med til at gøre kuplen lettere.

Grækerne inspirerer romerne

Grækerne blev, som tidligere nævnt, med tiden romernes hovedinspirationskilde. Romerne brugte dekorative enkeltelementer fra grækernes bygninger på deres egne. Søjler blev anvendt mere som dekoration end pga. deres bæreevne. Romerne udviklede også nogle elementer selv, som f.eks. den toskanske søjle og kompositkapitælen, der var et søjlehoved bestående af korintiske akantusblade og joniske volutter. De begyndte også at komponere med alle tre ordener samtidig som eksempelvis på Colosseum. De tunge doriske søjler placerede man nederst, de lettere joniske i midten og de elegante korintiske i toppen. Denne sammensætning kaldes for superimposition.

Kolonibyer

Roms mange kolonibyer blev først anlagt som militærlejre. En sådan kaldes for et Castrum og blev bygget efter et fast mønster. Her kunne veteraner fra Roms mange krige slå sig ned. Kolonibyerne var ofte placeret på strategiske steder f.eks. ved flodovergange. Castrummet var organiseret i et gridmønster med karrèer - de såkaldte insulae. Hovedgaderne, der krydsede hinanden i midten af lejren, kaldtes altid for Decumanus og Cardum. Nogle steder blev lejren senere omgivet af massive mure med runde eller 8-kantede forsvarstårne. Byerne havde altid et forum i centrum. Med tiden spredte bebyggelsen sig udenfor det indmurede område. Rigtigt mange byer i Europa som f.eks. Lincoln i England, Köln i Tyskland og Firenze i Italien har tydelige spor af Decumanus og Cardum i gadenettet.

Antikkens afslutning

Man siger, at romerriget ophørte med den sidste romerske kejser i 476 e. Kr. Den almindelige holdning blandt historikere i dag er, at overgangen mellem romerriget og middelalderen foregik gradvist uden den store dramatik. Det undrer jeg mig lidt over, når man ved, at Roms befolkning, der i slutningen 400-tallet lå på ca. 800,000 skrumpede ned til kun 25,000 omkring år 550. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at romernes kollektive erindring må have gået mindst 6 generationer tilbage til tiden før germanernes plyndringer af byen. En ting er dog sikkert - mange af de senere erobrere tog den romerske kultur til sig. Specielt den kristne kirke videreførte den antikke arv.