Dansk arkitektur - Dansk middelalder

dansk middelalder

Middelalderens kronologi

Samtidig med at man i landene syd for Skandinavien levede i den periode, vi i dag kalder for tidlig Middelalder, gennemlevede vi her i Norden først Germansk Jernalder og derefter Vikingetiden. Norden sprang simpelthen den tidlige Middelalder over og gik direkte fra Vikingetiden ind i Højmiddelalderen. Højmiddelalderen varede fra ca. 1050 og tre hundrede år frem til ca. 1350. Periodens afsluttedes med pestkatastrofen "Den Sorte Død," der indvarslede en kommende nedgangsperiode. Tiden derefter dvs. fra 1350 og frem til reformationen i 1536 kaldes for Senmiddelalderen.

Højmiddelalderens kongerække omfatter konger som Svend Estridsen, Knud den Hellige, Valdemar den Store og Valdemar Sejr, der alle kæmpede for at etablere et stabilt og stærkt dansk kongerige. Der var ikke tale om enevældige herskere, men derimod om konger, der først måtte underskrive såkaldte håndfæstninger, hvor adelen lovede at støtte kongen, hvis kongen til gengæld garanterede adelen dens privilegier. Munken Saxo forfattede Danmarks ældste historiebog "Saxo Grammaticus" for biskop Absalon i 1100-tallet.

Højmiddelalderen var en periode, hvor der skete vidtgående ændringer i Danmark. Ved indgangen til højmiddelalderen var der tale om et "vikingesamfund" med hedenske træk og ved udgangen et feudalt, kristent kongerige.

I Senmiddelalderen blev de tre nordiske kongeriger Norge, Sverige og Danmark samlet under Dronning Margrethe d. I. Perioden afsluttes med det Stockholmske Blodbad, hvilket førte til borgerkrig, Christian d. II's tilfangetagelse og til sidst Reformationen.

Verdsligt middelalderbyggeri i Danmark

Dydannelsen er af vital betydning for udviklingen af et folks kultur, og i perioden l000-1200 kom der for alvor gang i bydannelsen i Danmark. Ved overgangen mellem Vikingetid og Middelalderen fandtes kun en halv snes byer her i landet. Blandt disse var Hedeby, Ribe, Århus, Viborg, Roskilde og Lund. I Valdemarstiden (ca. 1150-1250) blev dette antal stærkt forøget, så det kom op på over 60 købstæder, hvoraf de fleste har fungeret helt op til i dag. Absalon grundlagde en borg ved landsbyen Havn i ca. 1167. Landsbyen skulle senere udvikle sig til København - rigets hovedstad.

Perioden 1000-1250 er karakteriseret af en udbredt bydannelse ikke bare i Danmark men i hele Europa. Overalt og ikke mindst i de for nyligt kristnede germanske områder, som Danmark tilhørte, blev der grundlagt byer. De nordtyske hansestæder, der i Høj- og Senmiddelalderen fik stor betydning for Danmark, er dog alle med undtagelse af Lybæk grundlagt efter 1200.

Nogle danske byer var groet frem på må og få. Andre var planlagte. Til sidstnævnte hører Helsingør, Vordingborg og Køge. Planlagte byer kan man normalt kende på de regulære gadelinjer. I sådanne byer er typisk tale om gadenet, hvor gaderne krydser hinanden i rette vinkler. De selvgroede byer var derimod mere bestemt af topografien, idet vejene fulgte de vandrette koter i landskabet, så vejene ikke blev for stejle. Selvgroede byer har en mere organisk byplan.

Under Erik af Pommern (1389-96) byggedes borgene Kärnen i Helsingborg og Krogen i Helsingør i forbindelse med Sundtolden. Krogen kom til at indgå i det senere Kronborg. Krogen havde oprindeligt halvrunde bastioner.

Karakteristisk for danske byer var, at der var masser af plads. I mellem husene var typisk anlagt kålgårde og mindre marker. Byerne har været grønne. Husene lå normalt med langsiden til gaden. Dette hang formodentlig sammen med, at der var plads til det. I Nederlandene og Nordtyskland var man derimod af pladshensyn tvunget til at bygge gavlhuse. Selvom man brolagde gaderne med brædder, så var middelalderbyerne beskidte og uhumske.

Danske middelalderhuse

I højmiddelalderen boede de fleste stadig i de typiske langhuse fra vikingetiden. Landsbyerne bestod af langhuse som de havde gjort det i årtusinder. I langhusets centrale sal var det aflange ildsted omgivet af forhøjninger i begge husets sider. Forhøjningerne fungerede som både seng og stol. Loftet var godt sodet til, og det eneste lysindtag af betydning var lyren i tagryggen. I slutningen af højmiddelalderen omkring år 1300 begynder man at bygge et røgfang over bålet. Man murede simpelthen en kontruktion op omkring og over bålet. Denne konstruktion havde to fordele. Stenene opmagasinerede varmen, og man sparede derved brændsel. Man skulle ikke holde bålet brændende hele natten. Røgfanget eller røghuen, som den også kaldes, samlede også røgen, så en stor del af røgen i salen forsvandt. I toppen af røghætten var en åbning, hvorfra røgen steg op til lyren. Man havde altså stadig ingen skorsten. Den kom først til i renæssancen. Bønderne blev ved at bruge denne type røgovn til helt op i 1700-tallet. Man skal ikke glemme, at selvom røgen var ubehagelig, så var den med til at impregnere tagkonstruktionen og på den måde beskytte mod svamp og udyr.

Ordet skorsten betyder, "den sten hvor der gøres ild." "At skore," er at lave ild. Skorestenen var altså oprindeligt de sten i røgovnen, hvorpå man tændte bålet. Senere kom et trærør på røgovnen. Det skulle lede røgen på vej op mod lyren. Først meget senere blev denne røgkanal også bygget i sten. Navnet er således gledet fra røgovnen til røgrørskunstruktionen.

I højmiddelalderen var de fleste huse stadig bygget som i vikingetiden. De buede sider forsvandt dog, men man byggede stadig huse enten som et træskelet med lerklinet fletværk i felterne, en bulkkonstruktion eller en stavkonstruktion. En af de store svagheder ved vikingetidens huse var, at de jordgravede stolper begyndte at rådne efter en generationstid, og at man så var tvunget til at bygge et nyt hus. I løbet af højmiddelalderen begyndte man derfor at bygge træskelettet på sylsten. Træet kom ikke længere i kontakt med den våde jord, og på den måde undgik man, at konstruktionen rådnede. Lidt efter lidt blev denne bindingsværkskonstruktion spredt til hele landet. Ordet bindingsværk hænger sammen med, at træskelettet var "bundet" sammen - dvs. fastgjort i et skelet, hvor vægfelterne senere blev udfyldt med lerklinning eller murværk.

Husene blev i løbet af middelalderen opdelt i flere rum. Omkring røgovnen eller kuppelovnen, som den også kaldes, opstod stegerset, der er forløberen for køkkenet. Stuen kom til at ligge op ad ovnen ved siden af stegerset.

Byhusene mindede om middelalderens landsbyhuse. Kun få bygninger var i to etager. Adgangen til en evt. 1.sal foregik via en udvendig trappe. Huse af sten eller tegl hørte så godt som altid til i forbindelse med kirkens byggeri, hvis man da lige ser bort fra adelens og kongens gårde. De første stenskorsten blev opmuret samtidig med disse bygninger.

Først Senmiddelalderen begyndte andre at bygge i sten. Tyske købmænd opførte tegstenshuse i flere købstæder. De medbragte deres byggetradition fra Hansestæderne og opførte typisk en rigt dekoreret gavl ud mod gaden. Udtrykket "at være stenrig" passer fint til denne tid, fordi man måtte være meget rig for at kunne bygge i sten, når man tager datidens teknik i betragtning. Ikke bare var Hansestædernes huse bygget af sten, men de var med deres "dieler" (store åbne rum i stueetagen) og mange lageretager betydeligt større end, hvad man almindeligvis fandt i Danmark.

Sammenligning mellem Hansestæder og danske byer

Hansestæderne var ligesom de danske byer omgivet af volde og høje teglstensmure, men Hansestæderne portbygninger var i modsætning til de danske mange etager høje og rigt dekorerede. På samme måde fortalte de store kirker om de tyske middelalderkøbmænds enorme rigdom.

Hverken de tyske eller de danske byer havde kanaler som byerne i Holland, hvor man så at sige kunne sejle lige til hoveddøren. Handelsskibene i Norden lagde til ved en landgangsbro udenfor bymuren, hvorfra varerne blev transporteret op til købmandsgårdene. Efter tysk mønster placerede man dog Valdemarstiden nye byer tættere på havet.

Den danske middelalderlandsby

I slutningen af Vikingetiden og i starten af højmiddelalderen skete der det, at landsbyernes traditionelle vandring, der havde foregået kontinuerligt siden stenalderen, ophørte. Før i tiden havde landbrugsteknikken tvunget folk til at flytte med ca. en generations mellemrum til ny jord, men ny teknik i middelalderen gjorde, at de nu kunne blive på samme sted. Landbrugsteknikken - heriblandt hjulploven tvang også bønderne til at arbejde sammen, og dette havde sikkert stor betydning for oprettelsen af det, der senere skulle blive kendt som landsbyfællesskabet, hvor alle landsbyens medlemmer var indbyrdes afhængige af hinanden. Middelalderlandsbyerne brugte et dyrkningssystem, som var i balance med naturen. I det danske område kunne man brødføde ca. en million mennesker. Danske landsbyer har typisk ligget på samme sted helt fra Højmiddeladeren og op til i dag. Samtidig med at landsbyernes vandring ophørte, grundlagdes mange nye landsbyer rundt om i landet. Man siger, at de fleste danske landsbyer er grundlagt i perioden 1100 til 1250 e. Kr. - den periode, der også er karakteriseret af bygningen af de mange landsbykirker af sten.

I Danmark indebar det fæstesystem, der blev udviklet i middelalderen, at bønderne skulle betale landgilde og hoveri til godsejeren. Hartkornskat blev derimod betalt til kongen, og den skulle betales, selvom jorden ikke blev dyrket. Derfor var de senere godsejere interesseret i at få fæstere og staten interesseret i, at godsejerne ikke nedlagde gårdene. Dette system låste så at sige landbruget fast og gjorde, at middelalderens landskab blev bevaret helt op til landboreformerne i slutningen af 1700-tallet.

Kristendommen kommer til Sydskandinavien

Jellingestenen, hvorpå Harald Blåtand hævder, at have kristnet danerne, er fra ca. 920. Kristendommen havde dog svært ved at slå igennem og perioden frem til 1075 er præget af missionsvirksomhed overfor "vikingerne". Ved indgangen til Højmiddelalderen overgik ærkebispesædet for Norden fra det tyske Hamborg-Bremen til det danske Lund. Her gik man så i gang med at opføre en efter datidens forhold enorm romansk domkirke, som selvfølgelig skulle være Nordens største og mest pragtfulde bygning. Byggeriet foregik under ærkebiskopperne Asser, Eskil, Absalon og Sunesen.

I Højmiddelalderen fik kirken i Europa styrket sin position, og der opstod derved et modsætningsforhold mellem "sacerdotium" og "regnum," dvs. mellem den gejstlige og den verdslige magt. Denne opdeling af magten i to sfærer byggede på Augustins værk "De civitate Dei" helt tilbage fra 400-tallet. Med Gregor d.7´s tiltrædelse som pave tilspidsedes konfrontationen mellem kirke og stat i hele Europa og ikke mindst i Danmark, hvor modsætningsforholdet mellem kongen og ærkebisperne flere gange førte til, at sidstnævnte måtte drage i eksil.

Kirkerne i landskabet

De første kristne kirker i Danmark blev bygget af det traditionelle byggemateriale - træ. Ved Moesgård Museum er bygget en kopi af en typisk dansk stavkirke fra Vikingetiden. En del kirker blev bygget på bakker og på andre tydelige punkter i landskabet. De kristne var i Vikingetiden endnu ikke stærke. Der var tale om en missionskirke. Derfor skulle kirkebygningerne gøre reklame. De skulle kunne ses. I nogle tilfælde har man bygget ovenpå tidligere hedenske hellige steder og på den måde overtaget disse steders religiøse betydning. Arkæologerne har f.eks. fundet trækirker, der var placeret oven på tidligere gravhøje.

Den romanske landsbykirke

I højmiddelalderen blev de fleste trækirker revet ned og erstattet af de romanske stenkirker, som man ser overalt i Danmark i dag. I årene 1100-1250 blev der bygget over 2000 romanske stenkirker i Danmark.

Overgangen fra trækirke til stenkirke foregik skridt for skridt. Først byggede man den helligste del af kirkebygningen dvs. koret. Stenkoret blev opført udenom stavkirkens trækor. Stenkoret var større en trækoret, så sidstnævnte kunne stå inde i stenkoret indtil, at stenkoret var helt færdig. Derefter blev trækoret revet ned. Man have så en kirke, der bestod af et mægtigt kor af sten og et mindre kirkeskib af træ. Ordet "skib" hentyder faktisk til en aflang træbygning. Senere byggede man et stort stenskib udenpå det gamle træskib, som derefter også blev revet ned. En del af de første stenkirker blev bygget uden kirketårn. Man brugte i stedet en klokkestabel af træ, som stod et stykke fra kirkebygningen.

Inspirationen til de tidlige romanske kirker i det danske område kom fra det tyske, normanniske og engelske område. Ideerne kom senere til Danmark og udformningen var grovere heroppe i civilisationens udkant. I Højmiddelalderen blev forbindelsen til den romanske stils kerneområder mere direkte. Det medførte, at de romanske kirker fra denne periode var meget lig de romanske kirker, som man byggede i både Italien og Frankrig på samme tid.

De nye stenkirker var bygget i det, vi kalder den romanske stil. På Jarl Hede er opført en kopi af en af de tidlige stenkirker. Typisk for den romanske stil var, at bygningen skulle opleves som sammensat af selvstændige bygningsdele f.eks. apsis, kor, skib og tårn. Bygningsdelene var normalt kvadratiske eller rektangulære. Korene i de nye stenkirker kunne dog have en rund apsis, hvilket var muliggjort af det nye byggemateriale og den nye byggeteknik. Der er tale om klare og harmoniske former. Et typisk træk ved den romanske stil er også rundbuemotivet. De fleste vinduer og døre afsluttedes for oven med rundbuestik. Motivet blev også brugt i den romanske dekoration i form af rundbuegesimser.

I de gamle kirker havde kvinderne oprindelig deres egen indgangsdør i nordvæggen. Den blev senere muret til, men i der er spor efter den i mange kirker. Mændene havde en indgangsdør i sydvæggen. Særligt syddøren kunne være overdådigt udsmykket. Døråbningen afsluttede man enten med en overligger eller en rundbue. Under rundbuen indsatte man i en del kirker et tympanon udsmykket med figurer i lavt relief.

Indvendig beskrivelse

Indvendig havde kirkeskibet synlige bjælkelofter. Koret, der var helligt område kun for de indviede, og skibet, der var til menigheden, var adskilt af en væg kaldet "triumfvæggen." En åbning kaldet "triumfbuen" forbandt de to rum med hinanden. Alteret bestod af en stenplade lagt på en konstruktion af natursten. Ovenpå var placeret et simpelt krucifiks. Senere udformedes de kunstfærdige gyldne altre, hvoraf kun ca. ti stykker er bevaret. Ikke sjældent var der mindre sidealtre i triumfvæggen på hver side af triumfbuen. På kvindesiden dvs. mod nord var et, der ofte var viet til Jomfru Maria og mod syd et, der ofte var viet til ærkeenglen Mikael - dragedræberen. I vestenden tæt på indgangen placeredes døbefonten - udøbte børn skulle helst ikke for langt ind i kirken. Langs væggene i skibet løb en lav bænk, ellers var det almindeligt, at menigheden stod op.

Tilbygninger

Nogle kirker havde som sagt selvstændige klokkestabler. Andre havde enkelte eller dobbelte stentårne. Tårnene var ikke oprindeligt brugt som klokketårne, men derimod som magtfulde symboler i landskabet. Kun i få tilfælde, som eksempelvis rundkirkerne på Bornholm, har de været brugt som forsvarsværker.

Omkrig år 1300 begyndte man at bruge mursten i Danmark. Der er tale om en byggeteknik, der var importeret fra Lombardiet.

Kirkerne fik i 1400-tallet de tilbygninger, der gjorde dem til de bygninger, vi kender i dag. I nogle kirker brød man vestvæggen ned og genbrugte stenene i et vesttårn. Karakteristisk for de nye tilbygninger er trappegavlene, der er et gotisk stiltræk. Alle de nye tilbygninger blev opført i gotiske stil. De små romanske vinduer blev udskiftet med store gotiske. Helt i gotikkens ånd ville man have mere helligt lys i kirkerummene. Man byggede våbenhuse på sydsiden foruden sakristier til præsterne og kapeller til helgendyrkelse.

Kalkmalerier

Langt størstedelen af middelalderens mennesker kunne hverken læse eller forstå latin. Det var kirken, der tolkede de hellige tekster for menigmand. En væsentlig del af udsmykningen i romanske kirker bestod derfor af kalkmalerier, som kunne formidle de religiøse budskaber på en måde, som alle kunne tyde.

Kalkmalerierne kan opdeles i forskellige stilarter, der afløste hinanden på skift gennem Høj- og Senmiddelalderen. Den første kalkmaleri-stilart var den romanske stil (1100-1250), der tidsmæssigt hørte sammen med bygningen af de romanske stenkirker. Disse kalkmalerier var byzantinsk inspirerede og af høj kunstnerisk kvalitet, selvom at de i dag virker forholdsvis stive.

Den fineste måde at dekorere en kirke på i middelalderen var ved at fylde væggene ud med mosaikker. Markuskirken i Venedig er indvendigt fuldstændigt dækket af guldmosaikker. Hvis stormændene bag kirkebyggeriet ikke var så velhavende som eksempelvis de venteianske købmænd, kunne de nøjes med at vælge det næstbedste, og det var kalkmalerier. Men selv kalkmalerier har været så dyre, at det kun har været få danske stormænd beskåret at dekorere deres lokale kirke på denne måde.

Efter den romanske stil kom først en overgangstil og derefter en unggotisk kalkmaleristil (1250-1350), der igen blev efterfulgt af højgotisk stil (1350-1400). De fleste kalkmalerier er dog fra den sengotiske periode (1400-1525). Denne stilart indebar, at alt bliver malet til og er et typisk eksempel på fænomenet "angsten for det tomme rum" eller "horror vacui," som det kaldes på latin. Motiverne bestod af stjerner, blomster og rænker samt et mylder af personer med hverdagsagtige træk. Man prædikede mod lasterne med en grovkornet fantasi og var ikke bleg for at udpensle rædselsfulde djævle og deres gerninger.

På trods af den almindelige antagelse af, at kalkmaleriet holdt op efter reformationen, så findes der dog også kalkmalerier fra renæssancen (1525-1600).

Romanske katedraler

Domkirken i Lund blev bygget i romansk stil i første halvdel af 1100-tallet. Eksempler på andre store romanske kirkebyggerier er kirken med de fem tårne i Kalundborg fra 1170 og domkirken i Viborg fra 1130. Sidstnævnte er dog helt ombygget i 1800-tallet. Domkirkerne i Ribe, Roskilde og Odense er derimod bygget i gotisk stil. Domkirken i Århus er en oprindelig romansk kirkebygning, der i 1400-tallet blev bygget om til en gotisk katedral. Disse imponerende bygningsværker, som det kunne tage over en menneskealder at gøre færdige, må have krævet mange ofre at bygge.

Kristen symbolik

Det var ikke kun kalkmalerierne, der via billeder og symbolik var med til at formidle kristendommen til både gejstlige og til menigheden. Middelalderens kirker var fyldt med symbolik. Der var næsten ikke den bygningsdel, der ikke på en eller anden måde var med til at formidle et budskab fra de hellige skrifter. Kirkebygningernes kristne symbolik er en spændende verden at gå på opdagelse i. Derfor vil jeg i det følgende se nærmere på en i Norden stor og vigtig romansk kirkebygning - Domkirken i Lund.

"De troendes samfund er midt i Verden som "Skibet" paa det oprørte Hav, som Noahs Ark eller Petrus´ Skib på Genesareth Sø. Fra Kirkens Indre er det Onde lukket ude, dens Mure skærmer Guds Børn og samler dem om Tilbedelsen af det hellige..." ( citat - Hastrup, s.14 - se litteratur)

I både den romanske og i den gotiske periode eksisterede den forestilling, at kirken både som institution og som bygning var Guds hus på jorden.

"...kirkebyggerne har bestræbt sig på at lade bygningsværket fremtræde som et spejlbillede af den åndelige kirke." (Hugo Johansen s.95 - se litteratur)

Kirkebygningen kan også ses som en afspejling af det hellige Jerusalem. Ofte var domkirker placeret bag mure med portbygninger, der gengav Jerusalems porte. Motiverne fra den hellige by gik igen og igen. (Hugo Johansen s.100ff - se litteratur)

I Biblen betegnes Kristus, profeter og apostle som fundament, søjler og hjørnesten. Biblen bruger ofte arkitektoniske udtryk til at forklare sig med, men det kan også ske, at kirkebygningernes symbolik henviser til rent verdslige ting som f.eks. kirkens grundlæggere. I Roskilde Domkirke skulle de fire piller omkring højalteret efter sigende symbolisere grundlæggerne Harald Blåtand, Estrid, Svend Estridsen og biskop Vilhelm. Deres knogler blev senere blevet indmuret i pillerne. (Hugo Johansen s.98 - se litteratur)

Himmelretningerne spillede som sagt en vigtig rolle. Øst symboliserede den opstigende sol - Paradis. Derfor lagde man altid altret altid mod øst. Nord symboliserede kulde og mørke, syd Guds varme og vest med den nedgående sol - vantro og dæmoner. (Hugo Johansen s.96ff)

Helgenedyrkelsen spillede en stor rolle i den middelalderlige katolske kirke. Derfor havde domkirkerne mange mindre altre til brug for det store antal helgener. Ofte opbevaredes relikvier i disse altre. (Niels-Knud Liebgott, s.67ff - se litteratur)

Undersøgelse af domkirken i Lund

Kirkens plan:

Allerede kirkefaderen Ambrosius (ca.340-397) understregede, at en kirkes bygningskrop skulle udformes som et kors proportioneret efter Kristi legeme. Kristus sammenlignede sin død og opstandelse med Templets ødelæggelse og genopførsel (Joh. 2,19f). I middelalderen mente man, at den kristne kirke skulle være et nyt og mere fuldkomment tempel, derfor afspejles elementer fra det jødiske tempel i kirkebygningen f.eks. den grundlæggende deling i kor og skib, hvor koret tilhører gejstligheden og skibet menigheden (Hugo Johansen s.99ff - se litteratur). Et typisk symbol, at den nye kirke symboliserer et mere fuldkomment jødisk tempel er et par fritstående søjler foran sydportalen henviser til søjlerne Jakin og Boas, der oprindeligt skulle have stået foran templet i Jerusalem. De ses på mange middelalderkirker.

Domkirken i Lund blev opført med denne korsformede plan. I dag er kor og skib forbundet af en kæmpetrappe, og de to rum er på den måde ikke adskilte, som de ellers burde være. Det viser sig dog, at der er tale om en nyere løsning, der stammer fra en omfattende restaurering af kirken i 1800-tallet. Oprindeligt var de to dele adskilt af en såkaldt "lektoriemur." Denne mur indeholdte et såkaldt lægmandsalter, som blev i forbindelse med gudstjenester for menigheden til meningheden. (Vilh. Lorenzen, s.56 - se litteratur)

Foran Lund domkirkes sydportal ses middelaldermønstret med de to fritstående søjler Jakin og Boas.

Portaler:

"Jeg er døren, om nogen går ind gennem mig, han skal blive frelst, og han skal gå ind og ud og finde føde." (Joh.10.9.)

Når man forsøger en tolkning af en portal, er det vigtigt, at hele portalen med døre, søjler, skulpturer og tympanon undersøges som en samlet komposition. Mod syd ses ofte korslammet, duen eller livets træ. De er alle eksempler på det gode. Mod nord fremvises derimod det onde. Portalerne findes i et spændingsfelt mellem ude og inde, dvs. mellem ondt og godt. Det er her, kampen om menneskesjælen står. Derfor er det her, man ser djævlen f.eks. som en løve, en grif eller en drage.

Menneskets beskyttere som f.eks. Mikael, Samson eller David kæmper ofte imod djævlen på portalerne (Lise Godtfredsen, s.37ff - se litteratur).

I Lunds søndre portals tympanon ses en relief af et lam. Man ser også korset omgivet af Evangelietegnene. Søjlernes kapitæler er udsmykket med stiliserede løver. Bueslagene er indspundet i et net af bladranker og båndslyngninger, hvori ses forskellige dyreskikkelser. I den nordre portal ses David, der redder lammet ud af løvens klør. Ved foden af yderste bueslag over tympanon står to løver. Inden i kirken findes i forbindelse med portalen en grif og en løve.

Der har før været andre portaler ind til kirken, men de er blevet muret til. Mod vest har der f.eks. været en imponerende portal, som man kender det fra andre romanske katedraler i f.eks. Frankrig og Italien. Over denne hang i sin tid en tympanon med et såkaldt Majestas-billede. På Majestas-billedet løfter Jesus højre hånd til en velsignelse samtidig med, at han har venstre på Livets Bog. Ved hans ene side stod ærkeengelen Gabriel og ved den anden en ukendt engel.

Lammet, som symboliserer det gode, ses i søndre portal, og det er jo lige efter bogen! Ved begge portaler findes løver og mærkelige væsener, der kunne symbolisere djævlen. Mod djævlen kæmper det gode symboliseret ved korset og evangelietegnene. Døren selv kunne symbolisere Jesus.

Søjler og tal:

Det er allerede nævnt, at de to søjler foran en portal kan symbolisere jødernes tempel i Jerusalem. En enkelt søjle derimod kan symbolisere Jesus. Grupper af søjler både fritstående og indmurede kan symbolisere andre ting f.eks. de tolv apostle eller de fire evangelier. I Middelalderen havde forskellige tal forskellige betydninger. Et-tallet var et symbol på enheden. To-tallet symboliserede dualismen. Ondt og godt står overfor hinanden. Samson står overfor løven og Mikael står overfor dragen. Tre var det hellige tal. Her tænkes på Treenigheden. Noah har tre sønner og Israel tre stamfædre osv. Fire var det såkaldte jordiske tal. Der var fire paradisfloder, fire evangelier, fire arme på korset, fire verdenshjørner, fire årstider mm. Syvtallet er de to foregående tal lagt sammen det åndelige og det fysiske og kaldes derfor for menneskets tal. (Lise Godtfredsen, s. 56 - se litteratur)

I domkirken i Lund er der seks gange to piller, der bærer hvælvet i kirken. Er det mon en tilfældighed? Kunne de symbolisere de tolv apostle? Der er tre vinduer i apsis. Kunne de symbolisere Treenigheden?

Lys og farver:

Lyset spillede en stor rolle i Middelalderens religiøse symbolik, og det er ikke tilfældigt. Der er noget åndeligt over lys. Det kan stråle gennem glas, og selvom man ikke kan røre ved det, kan man føle varmen. De romanske kirker havde oprindeligt kun små vinduer evt. dekorerede med glasmalerier. Det beskedne lysindtag gjorde, at rummet lå i en slags "mystisk" mørke (Thure Hastrup, s.17 - se litteratur). Det er en helt anden stemning, man finder i den efterfølgende periode Gotikken, hvor der ikke kunne være lys nok.

"Og Gud sagde: Der blive lys! Og der blev lys." (1.Mosebog 1.3.)

"Gud er det sande lys og livets lys i modsætning til hans modpol, der er mørkets fyrste" (Joh.1.4-9.)

"Jeg er Verdens Lys, den, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys." (Joh.8.12.)

Lysets forskellige farver udgør et hierarki. Det hvide lys i koncentreret form er uudholdeligt for øjet. Hvidt lys og sølv er et højere udtryk for det guddommelige end farverne. Den gule farve ligger mellem farverne og det hvide lys. Derfor bruges det ofte i glorier. Farverne spredte Gud ud over den sanselige verden i fragmenter for at vække vores sind gennem naturens skønhed. (Lise Godtfredsen, s. 47 - se litteratur)

Lund Domkirke har gennem tiderne fået større vinduer, men der er efter min mening stadig tale om et "mystisk" mørke i kirkerummet. Der er desværre ingen glasmalerier bevaret. Hvælvet over apsis, der er dekoreret med en nyere glasmosaik funkler i mørket og sætter en i en religiøs stemning.

Vinduer:

Vinduerne kan symbolisere de hellige skrifter, der holder det skadelige ude og som oplyser dem, der lever i kirkerne. De kan også forstås som apostlene, Gud, profeterne, martyrerne eller bekenderne, der oplyser os om kristendommen. Der er mange tolkningsmuligheder.

Tre vinduer på række kan symbolisere Treenigheden dvs. Faderen, Sønnen og Helligånden. Kirker har ofte vinduer i apsis, hvorigennem det tidlige morgenlys fra øst kan lyse kirkerummet op. Det er en fascinerende tanke, at det første lys, som munkene så tidligt om morgenen, når de kom ind i kirken for at bede, var en svag rødlig lysstribe fra Paradis, der lyste fra øst ind gennem et vindue i apsis og videre ud gennem kirkerummet. Nogle af de få oprindelige vinduer i Lund Domkirke ses i apsis.

En vinduestype, som ikke findes i Lund domkirke, men som findes i mange romanske kirker er det såkalte diforium dvs. et dobbeltvindue adskildt af en enkelt søjle

I kleristoriet, dvs. den øverste del hovedskibets mure, sidder vinduerne i grupper af tre.

Alteret:

Alteret står i apsis og er det vigtigste stykke inventar i en hvilken som helst kirke. Det er normalt lavet af tunge materialer. Pladen er af en sten. Det symboliserer både bordet fra Jesu sidste måltid og offerstedet, hvor Jesu ofrede sig selv. Her gentages hans offerdød på en ublodig måde. Altret indeholdte ofte relikvier af martyrer. (Lise Godtfredsen, s.30 - se litteratur)

I Danmark var altrene ofte simple, men der findes eksempler på såkaldte "gyldne altre". Disse består af tynde, forgyldte kobberplader fastgjorte på træværk og dekoreret med reliefer. Motivet er som regel Jesus blandt de tolv apostle. Pladerne, der kaldes "frontalet" satte man foran alterbordet. Over alterbordet placeredes "retabelet", der bestod af en liggende plade med en bue henover og et krucifiks i midten. Alteret har været dekoreret med slebne bjergartkrystaller og har funklet i det lysfattige rum. (Thure Hastrup, s.97 - se litteratur)

Hvælvet over apsis havde ofte et kalkmaleri forestillende Majestas Domini - den i himlen tronende Gud - siddende omgivet af en oval regnbue, der symbolisede det himmelske Paradis, samt de græske bogstaver alfa og omega, der symboliserer starten og slutningen på verden. (Niels M.Saxtorph s.43 - se litteratur)

I Lund domkirke står alteret, hvor det skal. Det er ikke et gyldent alter men alligevel et alter fra den sene middelalder. Alteret funkler i mørket, som det skulle, men det er i dag afspærret og i princippet langt fra menigheden og de besøgende. I den middelalderlige katolske kirke var det heller ikke meningen, at menigheden skulle have noget med hovedaltret at gøre.

Krypten:

I oldtiden byggedes kirker ofte ovenpå helgengrave. Herved opstod kryptmotivet. Lund domkirke har også en krypt, der endda er usædvanlig stor. Den er berømt for sine mange smukt dekorerede romanske søjler, hvoraf to er dekorerede med menneskefigurer. De kan fortolkes som "Samson og Dalila" og "Samson". På førsttnævnte er Dalila i færd med at klippe Samsons hår af og på den anden, er Samson i gang med at styrte templet i Gaza. Hvis denne tolkning er rigtig, ses her et eksempel på en såkaldt "parallellisering". Parallelliseringer er meget brugt i de romanske kirker og indebærer, at motivet, der ofte er fra det Gamle Testamente, henviser til en lignende situation i det Nye Testamente. Hermed understreges en sammenhæng mellem de to. Samson blev ofte fremstillet som et symbol på Kristus, idet han dør, men at han gennem sin død alligevel bliver en frelser. (Vilh. Lorenzen, s.51 - se litteratur)

Den gotiske stil

Byggestilen i Senmiddelalderen kaldes for Gotik. I denne periode fandt byggeriet hovedsageligt sted i byerne fordi, der allerede var bygget kirker på landet. I Højmiddelalderen var der, som sagt, en direkte forbindelse mellem de romanske huse i Danmark og forbillederne i Europa. Sådan var det ikke i Senmiddelalderen. Inspirationen til de nye kirker kom ikke fra gotikkens kerneområder, men den tog en omvej over det nordtyske område. Lybæks og de andre Hansestæders teglstensgotik var den vigtigste inspirationskilde for den danske gotik.

De danske gotiske kirker var ikke så lyse som forbillederne. Gotikken var en bygningsform, hvor lyset spillede en stor rolle. Det var en stil, der stræbte mod himlen - mod lyset og det guddommelige. Bygningerne fik hvælv og spidsbuer, støttepiller og stræbebuer, der alle understreger det lodrette. Der er noget dynamisk over Gotikkens himmelstræbende elementer.

Den tidligere romanske stil bestod formmæssigt af en komposition af klare enkeltdele. I Gotikken smelter de sammen til en samlet form.Typisk for de danske gotiske kirker er de små kleristorievinduer, de ottekantede piller, de mange kapeller og de komplicerede korplaner med flere omgange og kapelkrans.

Herremændenes sæder bagerst i kirken var ikke noget hit i senmiddelalderen, adelen flyttede frem foran og nu sad på de forreste stolerækker lige ved altret.

Byggeriet af Odense Domkirke, der er inspireret af engelsk gotik, begyndte i slutningen af 1200-tallet og blev gjort færdig ca. 200 år efter. Her byggede man en kirke med et højt midterskib og en flad korafslutning. Udvendigt blev der gjort meget ud af gavlene. Resten af kirken blev yderst spartansk dekoreret. Indvendig var triforieåbningerne konstrueret med en rig leddeling som i England. Loftet bestod af stjernehvælv også efter engelsk mønster.

Århus Domkirke

Århus Domkirke hedder egentlig Clementskirken. Den er opkaldt efter skippernes helgen Skt. Clemens. Den romanske Clemenskirke blev påbegyndt indenfor de gamle vikingevolde i 1199. Senere i 1400-tallet blev det besluttet, at udbygge kirken i gotisk stil.

Det er en stor oplevelse at gå på opdagelse i den store kirke og prøve at skelne de tidlige romanske og senere gotiske bygningsdele fra hinanden. Den romanske kirke havde oprindeligt to mindre vesttårne. En tredelt vinduesgruppe mellem disse tårne kan stadig ses i forgangen ind til kirken.

Den romanske Skt. Clemens havde et dybt kor med apsis, der var flankeret af tre kapeller på hver side. De midterste på begge sider af de tre kapeller var også forsynet med en apsis. De to yderste har måske været flankeret af mindre tårne. Disse kapeller kan ses i kirken i dag, og de giver et godt billede af, hvordan den gamle kirke med dens sokler, buer, vægpiller og søjleordner så ud. Hvis man ser rigtigt efter, er det også muligt at se resterne af de gamle romanske buehvælv oppe under loftet. Udvendig kan man også se spor af den romanske kirke. Ved udvidelsen i Senmiddelalderen blev både hovedskib og begge sideskibe blev forhøjet. De forhøjede sideskibene blev øverst forsynet med trekantgavle og saddeltage ind til hovedskibet. Omkring kirkeportalerne findes stadig granitsten dekoreret med lavt relief. Mod nord er tympanon forsynet med et kors omgivet af vilde dyr. Det symboliserede kirkens stilling i middelalderens verden.

Koret blev bygget om i såkaldt hallekirche-stil, dvs. at alle pillerne i den nye bygning blev gjort lige høje. Hermed blev koret meget lysere og der blev god plads til de processioner, som var en del af datidens liturgi. For at understrege lysvirkningen i koret murede man de romanske rundbuevinduer i tværskibet til. Altret kommer fra lybækkeren Notkes værksted og var bestilt til det ombyggede kor.

Det må have været en stor og bekostelig opgave at bygge kirken om. Byggeriet indbefattede en forhøjelse af hovedskib, sideskibe og tværskib foruden at man erstattede de to vesttårne med et massivt midtertårn med et ottekantet spir. Den ombyggede kirke stod færdig i 1477.

Reformationen og kirkebygningerne

Ordet katolsk betyder almindelig. Den katolske kirke er den almindelige kirke, dvs. den er for alle. Helt tilbage fra Augustins (354-430 e. Kr.) tid mente man, at vi mennesker var faldet og havde dermed mistet en række egenskaber, vi førhen havde været udstyret med f.eks. retfærdighed, hellighed og kærlighed. Vi var blevet formørket af synden. Nåden opfattedes som en kim af hellighed, der skal indplantes i mennesket og som ved kirkens omsorg skal vokse og overvinde den gamle syndige natur. Dette var kirkens opgave, og derfor var kirken en nødvendighed! De syv sakrementer defineredes i højskolastikken og er dåb, konfirmation, bod, nadver, ordination, ægteskab og den sidste olie. Ved at gøre gode gerninger kunne man komme i en bedre position med henblik på livet i det hinsidige. Herved åbnede man også for et muligt misbrug af kirken. I nogle tilfælde blev kirken en pengemaskine. Folk var bange for at komme i helvede og købte aflad. Pengene gik lige ned i foret på "korrupte" kirkefolk.

Denne tankegang protesterede Luther imod og satte hermed en reformation af kirken i gang. Med udgangspunkt i Paulus, fastholdt Luther, at alle gerninger, som gøres udenfor troen, intet er værd. Det vigtigste af alt er troen på Kristus. Der findes ingen andre gode gerninger end dem Gud har påbudt. Hvis man har troen, kan man selv mærke, hvornår noget er godt eller dårligt. Alle mennesker er lige overfor Gud, og derfor kan man ikke påstå, at helgener er mere frelste end andre. Han gjorde op med den katolske tradition og hermed også med paven i Rom. Personligt kan det undre mig, at han kunne kassere hele den teologiske og kulturelle udvikling, som kirken havde gennemgået siden Evangeliernes nedskrivelse.

Vægtningen af Biblens ord overfor den traditionelle liturgi fik betydning for kirkernes udformning. Samtidigt overgik kirkens besiddelser til kongen og adelen, der nu kom til at stå for deres vedligeholdelse. Mange bygninger forfaldt bl.a. de forskellige domkirker. Lund Domkirke mistede sin gamle glans. Man fortsatte med at male kalkmalerier i landsbykirkerne men nu med adelsskjolde og gammeltestamentlige profeter i stedet for helgenafbildninger. Kalkmalerierne blev i princippet først kalket over, når fugt og snavs havde slidt på dem. Traditionen med at male kalkmalerier døde kun langsomt ud. Adelen havde andre ting at bruge pengene på f.eks. altertavler, prædikestole, lydhimmel og dåbshimmel samt de udskårne og bemalede kirkestole. De gamle helgenkapeller blev omdannet til adelskapeller. Reformationen førte i modsætning til hvad man ellers skulle tro ikke til billedstorm i nogen nævneværdig grad. (Niels M. Saxtorph s.16 - se litteratur)