Leif og Carin Damgårds huse ved Mombasakysten 

 

Da min familie boede i Kenya i 1970'erne lærte vi Carin og hendes mand arkitekten Leif Damgård at kende. De købte senere nogle hytter nede ved kysten, som de gennem årene har bygget om og bygget til. Stedet hedder i dag "Warendale Cottages" og ligger ca. 50 km syd for Mombasa.

Husene består af koralhytter med masser af tilbygninger og fine detajler - læg eksempelvis mærke til skulpturelle hjørner, smukke betonborde, hyggelige terrasser, fine trin, stenbænke og huller i murene som træer og buske kan vokse igennem. Hver lejlighed har trods det ensartede materiale sin helt egen stemning. Gulvene er af røde teglsten og tagene af palmeblade. Husene ligger på begge sider af en sti, der snor sig fra adkomstkontoret ned til koralkysten. Rumene mellem bygningerne er tilplantet med farverige tropiske blomster, buske og kokospalmer.

Carin selv boer i et hus, der er løftet en etage over jorden. Hendes med palmeblade overdækkede terrasse må være et af de mest fantastiske steder her på jorden! Der sad vi og snakkede, mens kokospalmerne svajede i vinden og horisonten ude over det Indiske Ocean gik fra blå over rosa til sort. Soveværelset er indrettet som bibliotek med udsigtsvindue til havet i den ene side og franske døre til det frodige indre stiområde til den anden. Køkkenet og spisestuen findes i stueetagen og åbner op ud mod en lille, frodig indre gårdhave.