De kulturradikale - Poul Henningsen, Vilhelm Lundstrøm og Otto Gelsted”
 

Baggrund
Masseslagterriget i 1. verdenskrig havde givet ”den herskende orden” et skud for boven. Krigen, der skulle ende alle krige, var endeligt et overstået kapitel, og folk, der havde overlevet grusomhederne, var nu fast besluttet på at få bygget en ny, anderledes og mere moderne verden. Man skulle under alle omstændigheder leve livet og have det sjovt! Derfor blev 1920´erne en optimistisk årti – og også et årti præget af mange eksperimenterende kunstretninger. Festen hørte dog op med børsfaldet på Wall Street i 1929. Under den efterfølgende økonomiske krise blæste konservative vinde samtidig med at politiske yderfløje bestående af kommunister og fascister fik vind i sejlene. Og det endte som bekendt med 2.verdenskrig.

I Danmark resulterede depressionen blandt andet i det berømte Kanslergadeforlig, hvor de politiske partier så sig tvunget til at sætte sig ved samme bord for at forbedre landets og befolkningens situation. Samarbejdet medførte den ene samfundsreform efter den anden, og således begyndte den udvikling, der førte til det senere velfærdssamfund.

De kulturradikale kræfter samledes i 1920´erne i bladet ”Kritisk Revy,” der på trods af den noget mildere stemning herhjemme førte en hård kulturkamp mod de mere konservative samfundskræfter i landet. Tiderne havde virkeligt ændret sig – der var folk, der i dyb alvor hævdede, at Marx og Freud havde erstattet Gud!

 

Povl Henningsen
Det var i dette miljø, at PH udfoldede sig, men hvem var han egentlig, denne søn af Agnes Henningsen, der selv var forfatter og bl.a. skrev om kvindernes frigørelse? I sin ungdom var PH noget af en opfinder, der bl.a. syslede med en selvoppustelig cykelslange. Senere uddannede han sig til arkitekt på Kunstakademiet. Som arkitekt fik PH kun realiseret få egentlige byggeopgaver, men i dag står han som fader til de allestedsnærværende PH-lamper. Successen med lamperne gjorde ham økonomisk uafhængig, hvilket gav ham mulighed for at arbejde som uafhængig kritikker og forfatter. PH kritiserede alt og alle, både til højre og venstre.

Min farfars arkitektbror, Cai, fortalte en gang om, hvordan han selv havde oplevet PH, da han var ung. Arne Jakobsen, den store autoritet indenfor dansk arkitektur og design, var lige kommet tilbage fra en studietur i det daværende Sovjetunionen og viste i den forbindelse lysbilleder for en forsamling af arkitekter og andre interesserede. Det korte af det lange var, at Stalins byggeri tydeligvis var diktaturets arkitektur. Arne Jakobsen, som på det tidspunkt åbenbart var sympatisk indstillet overfor kommunisterne, forsøgte hele tiden at se de formalistiske huse i et positivt perspektiv og argumenterede for, at Stalin jo var gået fra den modernistiske arkitektur, som folket ikke forstod, til en mere folkelig en med masser af dekoration. Efter at have hørt på Arne Jacobsen udbrede sig om emnet rejste PH sig pludselig op og erklærede, at det nu var for galt. Den arkitektur som Arne Jacobsen talte om var jo ikke var andet end det rene og skære fascisme! Efter denne bandbulle udvandrede PH demonstrativt fra den måbende forsamling, hvilket ikke var noget man normalt gjorde ved Arne Jacobsens foredrag. Hændelsen var et eksempel på PH’s evne at være fræk som en slagterhund og gøre både autoriteter og folk i almindelighed stik hamrende tossede.  

PH kritiserede selvfølgelig ikke sine omgivelser for sjov. Han havde en idé med sin kritik, der var både kulturel og politisk. Han mente, at demokrati var en forudsætning for, at mennesker kunne skabe rammerne for et godt liv. Staten skulle være til for menneskenes skyld. Den skal være tjener og ikke herre. Demokratiets rammer skulle give mennesket de bedste muligheder for at udvikle den uoverskuelige skat af evner, lyster, laster, talenter og djævelskab, som mennesket besad. Rammer, som, påstod PH, blev holdt nede af ”den herskende orden” og af traditionerne.

Igen og igen understregede han, at hvis der er noget, der var vigtigt for ham, så var det, at demokratiet tillod ”åndelig frihed.” Det, at kunne tænke en fri tanke og beskæftige sig med verden og mennesker omkring en, så han som det højeste mål i tilværelsen. Det er gennem vores tanker og idéer, at vi skal forstå verden, diskutere den og tilpasse den, fortalte han. Derfor er alt, der slører den frie tanke en alvorlig trussel for os.

PH angreb det kapitalistiske system for indirekte at styre folk f.eks. ved at få dem til at bruge deres energi og penge på forkerte ting. Han kaldte det at gøre folk til ”nulmennesker” i stedet for ”rigtige mennesker”. Hvis vi kun koncentrerer os om os selv og om materielle goder, så deltager vi ikke i at løse samfundets og vores egne fælles problemer, sagde han. Situationen kender vi jo også fra i dag, hvor vi har problemer med eksempelvis arbejdsløshed, social dumping mellem kommuner, integration af indvandrere og flygtninge, kriminel bandeaktivitet, overbelastede børnefamilier, ensomhed og manglende fællesskab, for ikke at tale om dårligt psykisk arbejdsklima - Ja, man kunne blive ved. PH mente, at vi fortrænger sådanne samfundsproblemer, når vi lader os bedøve af massemediernes underholdning.

Ifølge ham var industrien med til at skabe dette materielle behov. Tag for eksempel reklamer for forskellige biltyper. Når man tænker på, hvor meget en bil koster i dagens Danmark, kan det undre, at så mange mennesker er villige til at betale ekstra for at få en, der er større end den egentlig behøver at være. Industrien har interesse i den sociale ambition, påpegede han. Man kunne også se på modeindustrien, der er med til at bestemme kropsidealer, hvor piger er overnaturligt slanke, hvilket i tragiske tilfælde fører til spiseværing. Ifølge PH varetager underholdningsindustrien kulturapparatet for kapitalisterne. På den måde er underholdningsindustrien skyld i mange tåbelige holdninger. Underholdningsindustrien er omfattende. I PH’s dage påvirkede den folk gennem medier som fjernsyn, radio og blade. Her i computerens tidsalder er bombardementet kun blevet større. Allerede i 1930’erne advarede PH om, at det ikke var mennesket men produktionen, som vi satte i centrum her i samfundet. Det er ikke fordi, PH var imod industrien som sådan. ”Vi har behov for industrien,” skrev han og fortsatte, ”men vi må samtidig føre en kritisk dialog med den.”

Pædagoger, forskere, kunstnere og politikkere skal stå som en modvægt til disse tendenser i samfundet, mente han. De skal forsøge at flytte folks holdninger, hvilket er noget helt andet end det, som erhvervslivet gør. De tjener på, at folk i deres tankegang, forbliver hvor de er.  De intellektuelles kritik sætter man ud af funktion ved at engagere dem, fortsatte han – m.a.o. ved at give dem et job! PH idealiserede den romantiske tanke om, at en kunstner skal forblive fattig og på den måde bevare sin selvstændighed. I kronikken ”Kunsten og folket” skriver han følgende:

”Vi som tror på kunstens værdi for tilværelsen, må fastholde, at kunsten i sig selv, skabt ud af fri lyst og fantasi og ud af en trang til at meddele andre en ny oplevelse er noget uundværligt for kulturen. Det centrale er, at den selv har noget at sige os om livet, som gør os bedre egnet til at leve det.”

Kunsterne har altså en samfundsmission, og det drejer sig ikke kun om malerne men også om alle andre kunstgrene heriblandt film og moderne musik. Kunstnerne skal være de følsomme, dem der påpeger problemer og løsninger i samfundet. En ægte kunstner lader sig ikke bestikke, men beskriver verden, som han ser den. Han beskriver livet uden nåde.

PH forklarede, at kunsten leder efter det skønne, men man må ikke nøjes med det anderkendte skønne som f.eks. de store gamle malere. Kunsten kan nydes, men denne nydelse er i nogle tilfælde forbundet med en vis dovenskab, et ønske om at genopleve uden større anstrengelse. Nutidskunsten vil af al magt lære os om livets muligheder, forsætter han, mens fortidskunsten meget let får os til at flygte over i romantik og dagdrømmeri. Det må siges at være en noget provokerende holdning ikke mindst for folk som jeg selv, der interesserer sig for historie. Men PH havde, som sagt, altid ret på den ene eller anden måde. At dyrke historie for historiens skyld, er det ikke bare at gemme sig væk fra hverdagens glæder og trængsler?

Hvis demokratiet skal fungere godt, så kræver det, at vi hele tiden er med til at justere det. Verden ændrer sig konstant, og der opstår til stadighed nye problemer, som kræver nye løsninger. PH mente, at man må koncentrere sig om at leve i nuet og tage stilling til verden, som den rent faktisk ser ud - så rå og kynisk, den end måtte være. Vi må forsøge at løsrive os fra traditionerne og vanetænkningens bånd og se verden med friske øjne. Denne tankegang er faktisk kernen i det, vi kalder ”det moderne” eller modernismen.

Modsat det moderne finder vi traditionen. Når folk er traditionelle betyder det, at de reagerer på problemer på samme måde som deres forældre og bedsteforældre. Argumentet for denne for reaktion, er, at sådan har man jo altid gjort. Måske tror man, at man tidligere allerede havde fundet den bedste måde at løse et bestemt problem på. Denne holdning fungerede måske fint i et samfund, der kun udviklede sig langsomt - et samfund hvor folk kæmpede med de samme problemer i generation efter generation. Det blev bare problematisk, da samfundet havnede i industrialiseringens tidsalder i 1920’erne - en tid, hvor der foregik en dramatisk udvikling fra landbrugs- til industriøkonomi.
Et sted, hvor traditionens bindinger var særligt tydelige var indenfor seksualiteten og forholdet mellem kønnene. PH har skrevet mange tekster og sange om forholdet mellem mand og kvinde, og karakteristisk for dem var en tro på, at hvis seksualiteten bare kunne få lov til at udfolde sig naturligt, så ville alt blive fryd og gammen. Problemet var ikke, at sex kunne være dødelig eller invaliderende, som den er i vores aids-tid, eller at den kunne ødelægge den fortrolighed, der kan herske i et parforhold, nej, PH mente, at sex i sig selv var helt naturlig. Problemet var snarere, at mennesket var hæmmet pga. deres opdragelse og derfor havde svært ved at finde ud af det. PH skriver frejdigt i sangen ”Fandens Oldemor” fra Hornbæk-revyen i 1951:

Cigaretter, whiskey og nøgne pier.
Jeg ved godt, hvad der lurer i jeres fantasier:
Det kradser og kløer, og en pige der vil,
Det har fanden skabt. Men vor herre hjalp til.

PH´s interesse for emnet fører til, at han i 1950´erne sammen med Ove Brusendorff udgav ”Kærlighedens Billedbog I-IV”. Helt i modernismens ånd gjaldt det om at se seksualitetens gennem de nyeste briller dvs. gøre brug af psykoanalysen. I bøgerne beskrives, hvordan seksualiteten har vantrivedes ikke mindst i den bornerte kultur før 1920´erne, og hvordan vi på mange måder stadig bærer rundt på denne arv.

De kulturradikale talte om det at være progressiv eller reaktionær. At være progressiv betød, at man var indstillet på at beskæftige sig med verden, som den så ud nu og her, og at man forsøgte at finde løsninger på problemer baseret på den nyeste viden. At være reaktionær derimod betød at man reagerede mod disse nye løsninger, og at reaktionen tog udgangspunkt i traditionen. Der kan være mange nuancer mellem det stærkt progressive på den ene side og det stærkt reaktionære på den anden. Man kan være mere eller mindre progressiv på forskellige områder. PH så den menneskelige tilværelse siden tidernes morgen som en evig kamp mellem disse progressive og reaktionære kræfter i hver af os. Det er en kamp, der foregår her og nu og i hver eneste dag i resten af vores liv. Vi må som mennesker hele tiden være åbne overfor verden og problemerne omkring os.

Og så er vi tilbage ved kritikken. Det laveste kulturtrin er ren produktion, fastslår PH. Det højeste er en ligevægt mellem produktion og kritik. Kritik for kritikkens egen skyld er ren dekadence. Hvis vi skal være moderne, leve i nuet og hele tiden tilpasse samfundet til en nye tids problemer, så kræver det, at nogle gør opmærksom på hvilke problemer, der er. Utilfredsheden er menneskets adelsmærke, understreger han. Og hvem er så vagthund her? Det er kritikeren selvfølgelig! Og det er derfor, at kritikeren er så vigtig.
PH skrev et sted, at vi skal sætte enigheden under mistanke, for den kan meget vel være opnået på den anden parts bekostning. Han skriver også, at en forkert mening bliver ikke mere rigtig af, at flere har den.
 
De kulturradikale er del af en tradition i dansk åndsliv, der går helt tilbage til oplysningstænkningen i 1700-tallet, og som byggede på en skepticisme dvs. en tvivl på det, som man så og hørte. I 1700-tallet spredtes den tanke, at samfundet og kulturen ikke længere opfattedes, som noget, der var givet af Gud, og noget som, der ikke kunne gøre noget ved. Med logik og snusfornuft kunne mange ting forbedres, mente man. Hundred år senere slår denne holdning igennem igen i 1800-litteraturens moderne gennembrud med dens naturalisme og radikalisme. Ordet radikal stammer fra det latinske radix og betyder rod. Radikalisme betyder altså i overført betydning ”at gå til roden af problemerne.”

I kronikken ”Kunsten og folket” kommer PH ind på tre centrale temaer om kunst, menigmand og pædagogik.
Han indleder med et brev fra en norsk forfatterinde, der har oplevet en udstilling af den danske modernistiske maler Vilhelm Lundstrøm. Hun skriver, at hun normalt begejstres ikke begejstres af kunst, men at denne udstilling havde gjort et så stort indtryk på hende, at hun følte det som om, at der var blevet højere til loftet.

Det første tema handler om kravet om, at kunsten må tilpasse sig menigmand, så dens budskaber bedre kan komme igennem. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på den senere rindalismen, dvs. den folkelige protest mod at spilde penge på uforståelig kunst. I 1920´erne og 1930´erne taltes alvorligt om propagandistisk kunst, hvor kunstneren koncentrerede sig om at kommunikere en bestemt politik til folket. Det kender vi jo også fra 1960´ernes og 1970´ernes senere socialrealisme. PH svar på dette krav var, at kunst ikke er politik. Politik handler på sin side om organisere samfundet, sagde han, så folk får de bedste rammer for selv at leve et godt og rigt liv. Kunst handler derimod om den etiske diskussion om hvilket liv, der skal leves.

Kunstens budskab rammer ikke, som reklamer gør, folk lige mellem øjnene, men spredes til gengæld som ringe i vandet. Et eksempel er kubismen, som mange mennesker aldrig forstod, men som endte med at få stor indflydelse på byer, huse, design og mode. PH hævdede, at hvis kunstnere presses til at lave ”folkelig kunst” som f.eks. i Sovietunionen, dvs. hvis kunstnere tvinges til at koge deres meninger ned til noget umiddelbart forståeligt, som så kan serveres på en lettilgængelig måde, så vil den simpelthen dø.

Jeg oplever en uklarhed her, fordi PH i andre tekster argumenterer for den gode underholdning. Måske mener han, at man gerne må underholde bare det sker på en positiv og ærlig måde. Selv skriver han, at god underholdning ikke må være kynisk men derimod indeholde et stænk af kunstnerisk kvalitet. Det drejer sig om at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige (kilde: ”Middelklassen som kulturfornyer” fra 1963 og genoptrykt i ”Vi er selv historie). Men det er et spørgsmål, som sandelig stadig er aktuelt i dag: Skal man lefle for den dårlige smag eller mene noget med sin underholdning?

Det andet tema i kronikken handler om det, som PH kalder for ”middelklassens kultur.” Han siger, at vi gennem underholdningsindustrien trækkes ind i en kultur med dårlig kunst som en flugt fra virkeligheden. De romerske kejsere talte om at give folk brød og skuespil. I dag tændes der på samme måde for fjernsynet hver aften, hvor krig, mord og andre perversioner underholder os - selvfølgelig mere på nogle kanaler end andre. Her kan vi sidde passivt i sofaen, drikke kaffe og se på. Hvorfor, spørger PH, vælger langt de fleste af os dette og ikke den gode kunst? Og svarer han så selv på: ”Det er fordi der i virkeligheden ikke er tale om et frit valg.

Det tredje tema handler om skolens og pædagogernes rolle. I den kulturkamp, der foregik i 1920´erne og 1930´erne mellem reaktionære og progressive kræfter i det danske samfund, kom pædagogikken også til at spille en rolle. Den kulturradikale tankegang var, at børn skulle skærmes fra den traditionelle opdragelse, hvis man ville undgå, at de blev dårligt påvirket, og det var derfor at pædagogikken og pædagogerne fik en høj status. Den skole som PH kendte til i 1950´erne kedede børn. Man arbejdede eksempelvis med korrekt grammatik men ikke med at udvikle elevernes evne til at udtrykke sig kunstnerisk og på nye måder. Heldigvis er der sket en masse på dette område siden PH’s tid. Han afrunder med at påstå, at hvis børnene blev opdraget frit, så ville de selv vælge kunsten.

Kronikken ”Kunsten og folket” slutter med bemærkningen om, at det lyder så godt, at folk selv skal have lov til at vælge kunst og underholdning, men at dette i realiteten indebærer, at langt de fleste kun får adgang til den dårlige kunst. Det er kun et lille mindretal, der forstår at beskæftige sig med den gode. Holdningen om, at folk selv kan vælge, er mere et udtryk for en åndsaristokratisk opfattelse end for en demokratisk, mener han. Det ville man ikke kunne tillade sig at sige i dag

Vilhelm Lundstrøm og maleriet ”Vandkande”

Vilhelm Lundstrøm malede ”Vandkande” i 1925. Der er tale om et enkelt motiv bestående af en vandkande og to mindre kar på et bord. Maleriet er ikke naturalistisk måde i det der gøres brug af grove penselstrøg og tydelige konturlinjer. Figurerne har både selvskygge og slagskygge og udgør en komposition, hvor hver genstand er valgt og placeret meget bevidst i forhold til de andre. Vandkanden står lidt forskudt fra billedets lodrette midterlinje og har en lang, elegant, lys hank med et schwung, der virker som en accent. Figurerne ses i perspektiv. Bordet, hvorpå genstandene er placeret, ses i forgrunden, hvorimod baggrunden er en udefinerbar flade. Maleriets farver er generelt holdt i afdæmpede nuancer. Bordet og genstandene er hvide med skygger, der løber fra blå over i lilla. Konturerne er streget i mørkeblåt. Der er i det hele taget arbejdet fint med overgangen mellem lys og skygge. Skyggerne antyder materialerne på en simpel men ”lækker” måde. Der er nogle skarpe og klare kontraster mellem baggrunden og genstande og også indbyrdes mellem genstandene. Det vigtige er, at alt ”dillerdaller” er skåret væk, og det er kun de simple former, der står tilbage. Dette gør, at billedet har noget enkelt og monumentalt over sig. Det er også et meget poetisk maleri.

PH, der flere steder har beskæftiget sig med Lundstrøms malerier, fortæller, at Lundstrøms billeder giver udtryk for modernismens idé. Motivet snobber ikke opad. Nej, tværtimod. Her drejer sig om billige hverdagsgenstande, som kunstneren har evnet at gøre smukke. PH havde kun hån tilovers for genstande, der udtrykte rigdom og magt. Han gav f.eks. ikke meget for diamanter. Hvordan kan man hævde, at diamanter er smukke? spurgte han polemisk. De ser jo ikke anderledes ud end slebet glas. Og hvad skal man bruge slebet glas til? En krystallysekrone måske? Den er bare svær at gøre ren!
Lundstrøms måde at male på er i familie med andre af tidens store kunstnere - eksempelvis Klee, Mondrian og Picasso. Deres mål var ligesom PH’s - en frigørelse fra traditionerne. PH mente, at Lundstrøm var en ægte, dansk revolutionær fordi, han viste os, hvordan vi kan opleve det smukke i hverdagen.

Otto Gelsted og digtet ”Reklameskibet”
Digtet ”Reklameskibet” er fra 1923 fortæller om den nye, moderne tid efter 1. verdenskrig. Digtets digter Otto Gelsted kom senere i sit liv til at bo flere år i et anneks i PH’s baghave. (Se tilhørende diasserie). ”Reklameskibet” indeholder en kritik af den form for kapitalisme, som vandt frem i Europa efter 1. verdenskrig. Jeg gør i det følgende bl.a. brug af litteraturkritikkeren Anker Gemzøes tolkning. Første strofe i digtet lyder sådan her:

Skibet stævner ind
i den skumrende havn.
Megafonen brøler en hilsen til byen, de elektriske Projektører
kaster deres femfligede Straaler
lige til Vejrs som en Komethale
og tegner med Ildskrift på Skyerne:
   KØB EN FORDBIL

Skibet er symbolet på den nye tid, der kommer sejlende til os - måske fra Amerika som så meget andet, også dengang. Megafoner, elektriske pærer, Fordbiler og femfligede eller stjerneformede stråler er alle symboler på den nye moderne tid. Gemzøe gør opmærksom på, at kometen og strålerne kan forstås som et varsel om verdens undergang. Kometer har altid været opfattet som forvarsler om noget ødelæggende. Strålerne på væggen kan måske ses som en parallel til det Gamle Testamente, Daniels Bog, hvor der på væggen stod skrevet, ”Mene mene, tekel ufarsin” (”Du og dit riges undergang er nær”). Måske er det en advarsel om, at den verden, som man kendte fra før 1920’erne, ville gå under. Det kan også være en advarsel til skibet om, at det, det står for, vil forsvinde.
Anden Strofe fortsætter således:

Og nu er skibet
en eneste funklende Illumination,
flyverne beskyder det med bengalske Bomber,
Skorstenen, der har form som en Tuborgflaske,
og de bemalede Sider med deres kæmpemæssige
Figurer og Bogstaver som en fantastisk Camouflage,
Kodakpigen, Johnny Walker osv.
veksler i blendende Farver,
der Spejler sig i Søen,
saa Skibet ligger snart i en grøn Afgrund,
snart i en ild af gule, spillende Luer,
snart i en Bloddam.

Der er noget krigerisk over ord som flyvere, bomber og camouflage. Det var kun fem år siden, at slagteriet på Europas slagmarker var ophørt. Gemzøe fortæller, at man i 1. Verdenskrig havde udviklet propagandateknikken, der efter krigen blev brugt i forbindelse med reklamen. Reklame er jo ikke andet end propaganda for udvalgte varer. Typisk for 1920’erne var, at reklamen var ved at blive vigtigere end varerne selv, og at brugsværdien var kommet i anden række. I dag taler vi om at sælge ønskedrømme, når et produkt skal lanceres. Jeg er sikker på, at PH vender sig i sin grav, hver gang han hører vendingen. PH og Gelsted mente, at vi selv skulle bestemme vores ønskedrømme – at de som formål har at sætte mål for vores liv. Vi skal ikke manipuleres til at drømme om at købe ligegyldige konsumgoder.  Gemzøe gør også opmærksom på, at det noget ”overskriftagtige” sprog minder om det sprog, som den italienske kunstnergruppe futuristerne brugte. Futuristerne kunne ikke få nok af maskiner og fart. Ifølge Gemzøe viser Gelsted her, at futuristerne var med til at bane vejen for de nye kapitalistiske tendenser.

De følgende strofer handler om alt det, som skibet medbringer. Gemzøe peger på, at det er nærliggende, at drage en sammenligning mellem Reklameskibet og det middelalderlige ”narreskib”. I middelalderen forestillede man sig nemlig et narreskib, der sejlede omkring med alle verdens laster om bord. Som en parallel hertil sejler reklameskibet med det moderne samfunds laster. I digtet fortælles om:

- Alt er lige godt; fransk køkken, kubisme og kemisk madlavning nævnes på lige fod.
- At proletaren dvs. de fattige arbejdere stadig ingen del har i disse goder. De er kun til stede som lig i lasten.
- Sporten udgør sammen med kirken og pressen skibets og dermed også samfundets nye institutioner. Kan man sige andet end, at de i dag er drevet op i uanede højder?
- Pressen havde ændret sig fra seriøsitet til underholdning. Den nye presse er præget af forenkling og personificering af nyhederne. Tænk bare på nutidens tv-aviser!
- At teknikken, dvs. kæmpegyroskopet, gør skibet uafhængigt af naturen. En 136-årige og et 6 årige skakgeni er også eksempler på at naturen sættes ude af kraft.
- De gamle feudalherrer fra før 1. Verdenskrig, storfyrster og operadivaer, er at finde i det nye skib, dog ikke på deres gamle poster.
- Filmens kommende stjernestatus varsles. Men også filmen er en stor reklame.

I sidste strofe ses en student, der piberygende er ved at sprænge reklameskibet i luften. Skibet går under ved hjælp af moderne midler som sprængstoffer og teknik. Gemzøe bemærker i forbifarten, at studenten ryger pibe, fordi en cigar ville være udtryk for overklassen og en cigaret for reklamernes påvirkning.
Otto Gelsted skriver i digtet:

Det er ingen ild fra Himlen, han venter,
nej, han selv rejser Ilden fra Afgrunden.

Hvortil Gemzøe bemærker, at det, at ilden kommer fra afgrunden, kan forstås på den måde, at kræfterne til destruktionen af reklameskibet spås ville komme fra det underbevidste, de nederste klasser eller den undertrykte natur. I 1920’erne blev den økonomiske udvikling mod mere kapitalisme stærkest kritiseret af studenter og intellektuelle. Studenten i digtet minder om forfatteren og kommunisten Hans Kirk (”Daglejerne” og ”Moderne tider”), og digtet er da også tilegnet ham.

Otto Gelsted formulerede i midten af 1920´erne et humanistisk-rationalistisk standpunkt, der blev fundamentet for kulturradikalismen. Filosofien byggede på kulturarven fra det gamle Grækenland, kantianisme (erkendelseskritik) og marxisme (materialistiske historieopfattelse). Der tales også om en etisk socialisme. Senere blev Otto Gelsted selv kommunist som Hans Kirk.
 
Kilder

Gemzøe, Anker: ”Skibet er ladet med...”, artikel i ”Analyser af moderne dansk lyrik 1” red. Per Olsen, Borgens Forlag A/S, 1976.

Kristensen, Sven Møller: ”Kritisk Revy, en antologi af tekster fra tidsskriftets tre årgange”, ved, Gyldendals Uglebøger, 1963.

Hammerich, Poul: ”Lysmageren”, Gyldendal, Danmark 1987.

Henningsen, Poul: ”P.H. Viser”, redigeret af Sven Møller Christensen, Thanning & Appel, Danmark 1980.

Henningsen, Poul: ”Vi er selv historie”, redigeret af Henrik Stangerup, Thaning&Appels Forlag, København 1963.

Henningsen, Poul: ”om smag, stil og kunst”, red. Inger Henningsen og Svend Erik Møller, Rhodos Paperbacks 1984.