Ærøskøbing
Byplan
Ærøskøbing ligger godt beskyttet mod Østersøen på nordsiden af Ærø. Man mener, at der har ligget en landsby på stedet før selve byen blev grundlagt. Flere ting taler for at Ærøskøbing er grundlagt af Markgreverne af Brandenburg i 1200-tallet. Placeringen har været velvalgt, da byen ligger centralt på øen og ved relativt dybt vand, hvilket muliggør en havn. Markgreverne er kendt for deres grundlæggelse af flere nordtyske byer med en regelret grundplan. Ærøskøbing har lige præcis sådan et regelret gadeforløb, der løber nord-syd og øst-vest. Fordelen ved den øst-vestlige retning er, at husene dækker hinanden for den herskende vestenvind. Der har været rift om husene på nordsiden, fordi husene her havde solsiden. De nordtyske byer havde store gader ned til havnen og mindre tværgader ligesom Ærøskøbing. Gaderne i Ærøskøbing har typiske danske navne som Vestergade, Søndergade og Nørregade. Brogade før ligesom Vestergade ned til havnen. Tværgaderne mellem Brogade og Vestergade er mindre og hedder Smedegade og Gyden. Gaderne blev brolagt i 1702.
Nogenlunde midt i Ærøskøbing ligger byens torv, der har haft rådhus og latinskole. Fra torvet har man gennem en gyde kunnet komme ind til kirkegården og kirken. Byens gamle skole kaldet ”Visdommens kilde” lå i sin tid mellem torvet og kirkegården. Den nuværende kirke fra 1756-58 er byens tredje kirke.
Under svenskekrigene blev byens beboere efter sigende kommanderet ud til at bygge en skibsbro af sten og jord. Denne skibsbro indgår i dag i den østlige mole og er en forlængelse af Brogade, der fører fra havnen op til torvet. I middelalderen har man trukket skibene op på stranden. På Markgrevernes tid byggede man også skibsbroer af træ, så sådan en har der sikkert også været i Ærøskøbing.
I den østlige ende af Søndergade, der hvor Nørregade og Søndergade støder sammen findes Gåsetorvet, hvor man tidligere har holdt fjerkræs-og fiskemarked.
Byrum
Det er værd at studere de byrum, som der findes i Ærøskøbing. Selvom husene ofte kun har en stueetage, så oplever man at være i et byrum. Jeg tror, at disse byrum har udviklet sig mere eller mindre tilfældig, men i dag er de med til at gøre Ærøskøbing til noget specielt. Her er nogle tips til hvad man kan lægge mærke til:
- Gadeafslutninger der ender i et t-kryds og ikke et almindeligt kryds.
- Gader der buer, så man ikke kan se den anden ende.
- Gader, der enkeltvis løber væk fra torvet, og derfor ikke åbner for meget op.
Disse karakteristika er studeret i detalje af arkitekturkritikeren Camillo Sitte i 1800-tallet.
Huse
I Ærøskøbing er husene meget forskellige. Der er virkelig tale om et sted, hvor alle bor i hver deres unikke bolig. Denne forskelligartethed skyldes, at byplanen er meget gammel, og husene er fra forskellige perioder. Det er ikke sådan, at alle huse i samme kvarter er bygget på samme tid. Mange af husene har oprindeligt været skipperboliger.
I 1629 brændte byen, hvilket gik ud over mange af Ærøkøbings gamle bygninger. I dag er Philip Kochs hus fra 1645 byens ældste hus. Priors hus fra 1690 er det næstældste. De ligger begge i Søndergade, og har det tilfælles, at de er gavlhuse. De er sikkert inspireret fra Hertugdømmerne. Begge huse er bygget i bindingsværk og har knægtbyggede gavle, hvilket vil sige, at gavlene rager mere ud over gaden jo højere op man kommer – et typisk middelaldertræk. De to huse har senere fået tilført karnapper – noget der også var udbredt i Hertugdømmerne. Der har sikkert været flere af disse huse tidligere, men det er disse to, der gennem historiens gunst er bevaret. De ses også i andre sydlige købstæder.
Ærøskøbing giver også mulighed for at studere karnapper, små husspring og kviste. Alle har haft det formål, at man har kunnet sidde i læ og samtidig følge med i livet på gaden. Dengang havde man jo ikke fjernsyn, radio og så forfærdelig mange bøger, så det var eftertragtet at have et hus, hvorfra man kunne se, hvad der skete derude. Byen er fuld af gode udkigspunkter.
1700-tallet er en opgangstidstid for Danmark og specielt på Ærø. De herskende danske stilarter i denne periode er barok frem ti 1730’erne, efterfulgt af rokoko frem til 1760’erne og klassicisme frem til og forbi århundredeskiftet. Mange af Ærøskøbings huse er fra den tid og præget af enkle versioner af de tre stilarter. Karakteristisk for dem er, at de på typisk dansk vis ligger med siden til gaden, og at muren til gaden er ført op i en kvist. Det er ofte kun gademuren, der er helmuret. Gavlene og gårdsiden har bibeholdt det gamle bindingsværk. Typisk for byen er også murankre med initialer og årstal.
Torvets ældste bygning, ”Dommergården,” er fra 1785. Du kan genkende den på, at der er plantet fire lindetræer foran facaden. Rådhuset er fra 1863. Det har en facade i mursten i italiensk renæssancestil og havde oprindeligt en arkade under buerne. Byens renæssancerådhus lå ude på pladsen ligesom i København indtil det blev revet ned. Apoteket i Vestergade er et dobbelthus opført til to skippere. Hammerichs hus i Brogade er fra omkring 1800 er et toetages bindingsværkshus.
Ærøskøbing er berømt for sine mange fine hoveddøre i historiske stilarter. Byens vinduer er dog også værd at nævne for ingen andre steder i Danmark, har jeg set en så konsekvent brug af gamle vinduestyper med sprosser. Historisk var der prestige i at have så smalle vinduessprosser som muligt, hvilket har resulteret i nogle meget smukke vinduer i vores gamle huse. De gamle vinduestyper kombineret med indvendige koblede vinduesrammer er energivenlige og gengiver et ægte gammelt vindue. Professor Johannes Exner fortalte engang i et foredrag på Arkitektskolen i Århus om de lyskvaliteter der opstår, når sollyset bliver reflekteret af sprosser og profiler i gamle vinduer. Lyset bliver blødt op, forklarede han. Jeg er enig med ham. Det kan stadig opleves i gamle huse.
Til sidst skal nævnes Ærøs haver, der er både smukke og velplejet og en del af arkitekturen. En smuk have gør huset større.
Ærøskøbing - historisk oversigt
Der er masser af forhistoriske spor på Ærø. På den måde minder den fint om resten af det danske område. Øen var som en af landets sydligste udsat for vendernes hærgen i den tidlige middelalder. Der er spor efter borge, der skulle sikre befolkningen mod angreb ligesom Vindeballe sikkert har været en vendisk landsby. Ærøskøbing bliver nævnt i 1442 under navnet Køppinge. Den havde købstadsprivilegier og borgmester helt tilbage fra Kong Hans tid.
Ærøskøbing var frem til slutningen af renæssancen den førende by på Øen med monopol på al handel. Det også var her, at kongens embedsmænd holdt til. I 1634 blev øen opdelt i tre, hvormed byen mistede sit handelsmonopol. På den østlige del af øen udviklede fiskersamfundet omkring Marstal sig bl.a. ved illegal handel udenom købstæderne. Der udviklede sig en stærk konkurrence mellem de to byer, der ikke ligger mere end 12 kilometer fra hinanden. Allerede i 1650’erne havde de begge en omfattende handel med Hertugdømmerne Slesvig-Holsten og med Norge. Ser man på et kort, så ligger Flensborg ikke meget længere væk end Svenborg.
Svenskekrigene ramte Ærø ligesom andre købstæder hårdt, men Ærøskøbing og Marstal kom sig lidt efter lidt og fortsatte med at sejle og handle. 1700-tallet var som sagt en blomstrende tid, hvilket man også ser på husene, hvoraf mange er fra denne tid. Englandskrigene lagde en dæmper på handelen, men igen kom byerne sig. På trods af en relativ lille befolkning sejlede ærøske sømænd til lande på den anden side af verden på skibe, som øboerne selv havde udviklet og bygget. Gamle billeder af Marstal havn viser en skov af master.
Krigen i 1864 og fremkomsten af dampskibe gjorde et stort indhug i øens rederier. Ærøskøbing gik helt i stå, hvad vi kan være glade for i dag, fordi det bevirkede, at byen blevet bevaret. Driftige folk i Marstal fortsatte med at bygge skibe og sejle helt op til 2. verdenskrig, men så var pusten også ved at gå af dem. At bygge nye damskibe var ekstremt omkostningsfuldt og den gamle finansiering, hvor alle havde små lodder i skibene, kunne ikke skaffe nok kapital. Byerne har været stærkt præget af livet på havet og af de relativt høje tab af menneskeliv, der kunne finde sted, når skibene gik ned. Det er beskrevet i Carsten Jensens, ”Vi, de druknede.”