Fanø - Sønderho og Nordby
se billeder

 

På middelalderdansk betyder ordet Fanø ”den sumpede, dyndede ø,” og det passer jo fint! Der er to bebyggelser på Fanø - Sønderho i syd og Nordby i nord. Begge byer ligger ud til hver sin tidevands rende. Renderne har en vis dybde i forhold til det ellers lave Vadehav og har derfor før i tiden egnet sig fint som naturhavne. Sønderho og Nordbys havne havde oprindeligt ingen moler, idet skibene blev sejlet ind til land, når der var højvande, og først læsset eller aflæsset, når der blev lavvande. Ved ebbe kunne man gå tørskoet eller køre hestevogne ud til dem.

Sønderho og Nordby skutter sig bag beskyttende klitter og diger. Husene ligger i en øst-vestlig retning ligesom de oftest ligger på række. På den måde ligger de i læ for vestenvinden, hvilket der altid har været behov for, da Fanø ligger udsat for storm og vestenvind en stor del af året.

I dag er Sonderho den mest velbevaret af de to byer, hvilket skyldes, at Nordby blev Fanøs hovedby i sidste halvdel af 1800-tallet, og at dele af den gamle bebyggelse derfor er blevet erstattet af nyere byggeri. Karakteristisk for Sønderho er stierne, der slynger sig mellem bygningerne; og de små grønninger, hvor der før har stået brønde. Både i Sønderho og i Norby findes små paradisiske haver. Typisk har husene vej på den ene side og sti på den anden. Fanø har historisk kun haft få træer og indtrykket før i tiden har derfor været mere åbnet og forblæst end i dag. Den gamle havn i Sønderho lå ud mod tidevands renden i sydøst og derfor fører de fleste stier i byen også i den retning. Byggeriet lå i det hele taget tættest ude ved stranden og langs hovedgaden. Sidstnævnte førte fra havnestranden mod vest til Fanø Vesterstrand, der fungerede som vej op til Nordby. Før i tiden var der nemlig ingen almindelig vej på langs af øen.

 

Rids af Fanøs historie

Det første man hører om mennesker på Fanø er i Kong Valdemars Jordebog fra ca. 1231. Dengang stod Kong Valdemar som ejer af øen. Fannikerne skulle betale frihedspenge for at slippe for hoveriarbejde og Ribe havde retten til skibsfart og handel på øen. De forblæste øboere sad med andre ord i saksen. For fannikerne, der dengang var bønder og fiskere, var det et hårdt sted at bo, udsat som det også var for sandflugt og uheld i fiskeriet.

I 1700-tallet satte kronen øen til salg. Fannikkerne havde sparet op ved at sende de unge mænd i hyre på skibene i Altona og de unge piger i arbejde som tjenestepiger i Ribe og Husum. I 1741 købte de så ved fælles indsats øen af Christian VI, hvorefter der kom en utrolig udvikling i gang på øen.

Forløbet minder på mange måde om de toskanske byer, der også først blomstrede op, da indbyggerne fik magten vristet fra feudalherrerne. Fannikkerne købte gamle skibe af hollænderne, sejlede fisk til Hamborg, hvor de købte varer, som de solgte videre til herregårde, præstegårde og bønder langs kysten.

Allerede i 1760’erne begyndte man at bygge større skibe på Fanø. De blev bygget ude i det fri på arealer, der vendte ud mod havneområderne.

Efter Englandskrigene kom der ekstra gang i skibsbyggeriet. I 1850’erne var der ni skibsbyggere og 100 ansatte på værfterne. Fanø havde på det tidspunkt opbygget den næststørste flåde i Danmark efter København. Ved århundredskiftet sejlede man til USA, Canada, Argentina, Mozambique, Burma og Australien. Man regner med, at der i alt blev bygget ca. 1100 skibe på øen.

Kvinderne blev ofte alene tilbage på øen, mens mændene var ude og sejle. Det var derfor også kvinderne, der stod for landbruget. Skibsforlis, hvor sømænd fra Fanø druknede, var ikke ualmindelige. I årene fra 1824-27 fik Sønderho eksempelvis 40 enker og 100 forældreløse børn.

Som andre steder havde lokalsamfund svært ved at finansiere de nye dampskibe, der kom til at dominere sejladsen omkring århundredeskiftet. Det, sammen med anlæggelsen af Esbjerg, der trak al handel til sig, sluttede Fanøs storhedstid indenfor skibsfart.

I slutningen af 1800-tallet begyndte Fanø og specielt Sønderho at tiltrække en række kunstmalere, der dyrkede romantiske motiver af hav og sejlskibe. Andre som Johannes Julius Exner interesserede sig for Fannikkernes nøjsomme og sunde levevis.

Ved århundredeskiftet blev Fanø et feriemål. Der blev bygget strandhoteller. Denne udvikling er fortsat helt op til i dag, hvor der er blevet bygget et stort antal feriehuse på øen.

Under 2. Verdenskrig byggede tyskerne også et stort antal bunkere på øen i forbindelse med deres Altlantvolds-byggeri.

 

Fanøhuse

De traditionelle huse på Fanø kendes som gårde og skipperhuse. De består af en enkelt længe og er bredere end hvad, der er almindeligt i Danmark. Man mener, at bredden skyldes, at de oprindeligt var bygget med højremskonstruktion. Det er interessant, fordi højremskonstruktionen har været den traditionelle konstruktionsform siden bondestenalderen. Den gør det muligt at bygge ekstra brede huse, da taget er båret af store søjlepar, der står beskyttede inde i huset. Søjlerne bærer de indvendige højremme der igen bærer spærrerne. Disse kan så forlænges fra højremmene ud til ydervæggene. I middelalderen vinder den træbesparende bindingsværkskonstruktion indpas overalt i landet. Og det har den sikkert også gjort på Fanø. De ældste huse på Fanø har faktisk stadigvæk bindingsværk. Hvordan bygningsformen med en højremskonstruktion udvikler sig til en bindingsværkskonstruktion, og hvorfor man i den forbindelse bibeholder den bredde hustykkelse, er en undersøgelse værd.

Som et resultat af de brede huse er stråtagene meget høje. Tagene er næsten uden undtagelse tækkede med tagrør med mønninger af lyng eller tørv. Udvendigt findes små kviste med lemme i over indgangsdøren (gangdøren) på den ene side af huset og bryggersdøren (bagdøren) på den anden side. Kvisten, der kaldes et arkengab, har den todelte opgave at være indgang til høloftet og samtidig beskytte dørene mod nedfaldende brændende stråtag i forbindelse med ildebrand.

I 1700-tallet bredte teglstensbyggeriet sig fra Holland op langs Vadehavskysten. Husene på Fanø fik i den forbindelse også teglstensmure. Gavlene på Fanø var helgavle. Oprindeligt var de bræddebeklædte, men i løbet af 1800- tallet voksede grundmuren op til hanebåndshøjde. Man kan stadig finde eksempler, hvor den øverste gavltrekant er bræddebeklædt og grønmalet.
Man ser også, at fugerne nogle steder har en hvid opstregning. Den skyldes, at fugerne oprindeligt var udført i lermørtel og ville regne væk uden et beskyttende lag af kalk.

Rundt omkring ses facader opført i smukke mørkerøde mursten, der adskillige steder har hvidkalkede gesimser og hjørnelisener. I Sønderho har mange huse markeret murstikkene over vinduerne med en palet af grøn-sort-hvide farver. Der forekommer dog også en del pudsede huse, der enten er rød- eller gulkalkede.

Indvendig har husene en stald, lo og bryggers i vestenden. Disse rum beskytter boligdelen i den mod vestenvinden. Mellem vestenden og boligdelen findes en tværgang med en dør i hver side af huset. Sådanne gange var typiske for vikingehusene og huse før dem. På Fanø kaldes gangen for en ”Frangel.” På grund af husets bredde kan værelserne ligge i to rækker – en mod syd og en mod nord. I beboelsesdelen ligger vinterstuen (kaldet Synder Donsk) med alkove (kaldet tætseng) mod syd. Køkkenet kan ligge nord for eller ved siden af vinterstuen med mulighed for bilæggerovn. Mod nord findes typisk en sommerstue (kaldet Naar Donsk) med alkove. Mod øst finds den uopvarmede fine stue (kaldet æ Stow).

Træder du ind i et Fanøhus opdager du hurtigt, at der er lavt til loftet og hollandske kakler på væggene. Bemalede trævægge og genstande hjembragt fra fjerne himmelstrøg er med til at give det hele en stemning af sejlskib.

Fanøhusene længde kunne tilpasses de økonomiske muligheder. Boede der eksempelvis en enke med hendes børn i et hus, kunne man rive flere fag af huset ned, så hun kun sad tilbage med det allermest nødvendige. Blev en skipper til gengæld velhavende på handel, kunne han derimod finde på at forlænge sit hus.

 

Vestkysthusene – inspiration for ”Bedre Byggeskik”

I 1915 stiftedes bevægelsen ”Bedre Byggeskik,” der havde som formål at hjælpe mindre bygherrer og håndværkere med at bygge ”bedre” huse. Resultatet af denne bevægelse var utallige smukke enfamiliehuse spredt ud over hele landet. Andre typiske Bedre Byggeskik-opgaver er rækkehuse, skoler, forsamlingshuse, landbrugshuse og stationer. Det viser sig, at folkene bag Bedre Byggeskik før grundlæggelsen af bevægelsen var inspireret af huse, som de havde opmålt i Møgeltønder og andre steder i Sønderjylland - huse, som på flere områder mindede og skipperhusene på Fanø.

Bedre Byggeskik argumenterede for simple, funktionelle og fornuftige bygninger med velkomponerede facader. Ydermurene skulle have blank murværk garneret med hvidkalkede gesimser og frontkviste i plan med facaden. Tagene var afvalmede og velproportionerede. Vinduerne var hvidmalede og hoveddørene fint bearbejdede.

Besøger du et skipperhus kan du ikke undgå at lægge mærke til den behagelige stoflighed som husets forskellige materialer besidder: de rå murstensmure med hvidkalkede fuger, de sprøde, grå stråtage, de olimalede hoveddøre og vinduesprodser – og når man kommer indenfor – de malede paneler i almuefarver, de hollandske kakler, trægulvene i stuerne og teglfliserne i køkkenerne. Der er simpelthen tale om materialer, som det er behageligt at se på og røre ved. Gennem Bedre Byggeskik er rigtigt mange byer og huse beriget med disse idealer.