Ribe
I senmiddelalderen blev området fra Grønnegade ud til Ribe å opfyldt og bygget til. Der opstod i den forbindelse en ny parallelgade mellem Grønnegade og åen med navn Fiskergade. Helt ude ved vandet byggede man en brolagt mole, som i dag kendes som Skibsbroen. Det var her, at de store handelsskibe lagde til. Kvarteret kom til at huse mindre bygningerne og beværtninger karakteristisk for et fisker- og sømandskvarter. Typisk for området er også de smalle slipper eller stier, der løber tværs gennem bebyggelsen fra Fiskergade og Grønnegade ned til havnen.
Ved en stor ildebrand i 1580 brændte det meste af byen. De gamle bindingsværkshuse, som man kan se i dag, er derfor for langt de flestes vedkomne bygget efter denne tid.
De bedst bevarede gårde findes i dag på handelsgaderne det vil sige på dæmningen og i Sønderportsgade. Førstnævnte blev byggemodnet ved opfyldning på begge sider af dæmningen. Det nye kvarter, der her opstod, samlede bebyggelsen nord og syd for byen og overtog Sønderportsgades rolle som vigtigste handelsstrøg. For at få plads til de mange bindingsværkshuse blev husene bygget som gavlhuse. De store handelsgårde havde typisk butik i stueetagen og bolig i overetagen, hvilket er et typisk middelaldertræk. Køkken og andre service rum blev lagt i tilbygninger inde bagved i gårdene (denne løsning bruges i København helt op til 1800-tallet borgerhuse).
Mod syd langs Gravesgade og Klostergade opføres forskellige små boder, hvoraf en del også er bevaret.
Efter reformationen forsvinder flere kirker og kirkelige bygninger.
Ribe fra år 1800-tallet til moderne tid
Omkring år 1800 kom der opgang i handelen og derfor gang i byggeriet igen. Typisk for perioden var symmetriske grundmurede huse i spartansk klassicistisk stil udført med rå tegl til gaden. Middelalderens gavlhusideal var nu definitivt forsvundet. De gamle bindingsværksgårde repareredes dog og bygges om. Man byggede gavlhuse sammen, så de kom til at ligne langhuse. Ribes bindingsværksgårde havde altid haft en konstruktiv svaghed i, at første sals udkragningen ikke hvilede på etageadskillelsen bjælker men i stedet var tappet ind i søjlerne og støttet af knægte. Denne konstruktion medførte, at gavlene med tiden kom til at hænge og derfor blev fjernet. Når gavlene var kommet ned, dækkede man huset med afvalmet tag, og hermed forsvandt Ribes gamle gadebilledet med de høje husgavle ud til gaderne. Mange af Ribes middelalderbygninger er bygget om eller hård renoveret, men bygningshøjder, gadebredder, torve og pladser er som de altid har været, så stemningen af en middelalderby er der stadig. Det er også godt at vide at inde i murene og under vejene findes overalt rester tilbage fra Valdemarernes tid.
I forbindelse med fredsafslutningen efter krigen i 1864, kom Ribe til at ligge i en lille dansk lomme omgivet af tysk område og derfor mistede derfor det meste af sit opland. Det, som var tilbage kom til at orientere sig mod den helt nye vesterhavsby, Esbjerg, der var blevet grundlagt som reaktion på det tabte land. Ribe gik herefter mere eller mindre i stå, hvilket slet ikke var dårligt set ud fra et snævert bevaringsperspektiv, da den nuværende by ligesom andre købstæder, der også gik i stå i denne periode, på forbilledlig vis har bevaret mange af de bymæssige kvaliteter, der gør den til et godt sted at bo.
Udviklingen var dog ikke gået helt færdig. Jernbanen var kommet til byen og man havde fået en ny, flot senklassicistiske station. Denne station skulle forbindes med midtbyen, og det blev den i 1870 via den nyanlagte Dagmarsgade, der løber fra stationen, krydser Ribes gamle livslinje, Ribe å, fortsætter gennem en nyanlagt plads foran Sct. Catherinae kirke og videre tværs gennem en gammel karré til rådhuset ved et lille torv kaldet Von Støckens Plads. Den bymæssige idé var god nok, men det stort anlagte gadebrud har resulteret i nogle uklare byrum. I nyere tid er der gjort meget for at rette op på dette vha. belægning og træbeplantning.
Omkring år 1900 springer bebyggelsen udenfor den gamle bykerne, hvor der anlægges villakvarterer, institutioner og fabrikker.
Spredt om Ribe
Det var typisk for middelalderen, at byernes egen ret herskede indenfor murene. Ribe havde Riberet, der var berygtet for sin hårdhed. I den forbindelse citeres kællingen, da hun så sin søn blive hængt i Varde: ”Tak Gud min søn, at du ikke kom for Riberet.”
Hans Tausen, der var en af de vigtigste figurer i den danske reformation, fik en stilling som biskop i Ribe efter reformationen.
Det var også i Ribe, at den stakkel Maren Spliid i 1641 blev anklaget for hekseri og brændt. Christian den IV havde en usympatisk finger med i spillet, da han genoptog sagen efter at hun var blevet frikendt i første omgang. Maren Spliid blev til sidst tortureret og angav i den forbindelse også en anden kvinde, der også blev brændt.
Hans Adolph Brorsen var også bisp i Ribe.
Ribe Domkirke
Arkitekturteoretikkeren Camillo Sitte beskrev allerede i 1800-tallet, hvordan en middelalderdomkirke skal opleves. Når man står udenfor en by med en domkirke, skal man kunne se domkirkens tårne og spir rejse sig majestætisk over byens tage. Inde i byens smalle, bugtende gader skal tårnene helst forsvinde fra syne, mens man bevæger sig mod byens to vigtigste byrum: Rådhuspladsen og domkirkepladsen. Når man så drejer rundt om et hjørne og kommer ind på sidstnævnte, skal man overvældes af synet, som man pludselig står overfor. Monumentalt stor og mægtig skal domkirken over en række op mod himlen.
Præcis denne oplevelse får man, når man ankommer til Ribe. Ude fra marsken ses hvor stor og mægtig Ribe domkirke er i forhold til det eksisterende byggeri. Parkerer man derefter i byens udkant og bevæger sig ind ad de gamle middelaldergader, så forsvinder Ribe domkirke igen for til sidst at komme stor og mægtig til syne, når man kommer ind på domkirketorvet.