Samsø
Når man besøger den smukke ø Samsø i Kattegat, så går det hurtigt op for en, at den har oplevet de samme forhistoriske kulturer som resten af landet. I den forbindelse ligner øen andre danske øer som f.eks. Ærø og Bornholm. Overalt findes maglemose- og ertebøllekultur efterfulgt af bondestenalder og bronzealder, jernalder og vikingetid. Man må, med andre ord, have kunnet sejle over lange distancer allerede i jægerstenalderen. Samsø består at en større sydlig del og en mindre nordlig del. De er begge præget af morænelandskab med runde bakker. Mellem de to dele ligger et lavt område med et skovbevokset hedeareal samt den smukke Stauns fjord, der i dag fungerer som fugle- og vildtreservat. Samsø er kendt for en gravet kanal, der fører fra Stauns fjord i øst, gennem det lave område ud til havet i vest. Kanalen er fra sen germansk jernalder dvs. samtidig med de ældste dele af Danevirke. Området omkring Langøre i Stauns fjord har ind til nyere tid fungeret som naturhavn for hele øen. Øens andre havne er næsten alle anlagt i 1800-tallet.
I middelalderen blev Samsø handlet frem og tilbage mellem forskellige adelige slægter. Det var dog oftest kongerne, der havde øen. Man kender til fem voldsteder. Ved byens nuværende centrum Tranebjerg lå engang voldstedet Gl. Brattingsborg. Helt mod syd lå voldstedet Vestborg, som tidligere hed Visborg. På øen Hjortsholm ude i Stauns fjord lå et tredje Voldsted. Det fjerde findes ved øens gamle hovedstad, Onsbjerg, lidt nord for Tranebjerg. Det femte voldsted hedder Blafferholm, tidligere Barfredsholm, og ligger sydpå ved Brattingsborg Gods. Man ved, at Valdemar Atterdag brugte Samsø i forbindelse med hans kamp for at befri de pantsatte dele af landet. Det er sandsynligvis ham, der har stået for bygningen af Vestborg. Borgen ligger på en høj bakke med udsigt til havet mellem Samsø og Fyn. Herfra har kongen kunnet kontrollere farvandet mellem Fyn og Samsø.
Nordby
Samsø lå udsat i forhistorisk tid og i middelalderen, da centralmagten var svag. På den nordlige del af øen har man eksempelvis måttet opgive to landsbyer efter overfald i middelalderen efter angreb fra blandt andre lübeckerne. Beboerne fra de to landsbyer flyttede til områdets centrale landsby, Nordby. Nordby blev en af Danmarks største landsbyer, og det kan man stadig se i dag. Det specielle ved Samsø var, at bønderne fæstede jorden men alligevel selv ejede deres huse. Det gjaldt både for bønder og husmand. Denne struktur gjorde bønderne mindre villige til at flytte ud på de sammenlagte jorder under udskiftningen i 1700-tallet.
Nordby var en forteby, hvilket bet betyder, at landsbyen havde en forte dvs. et fællesområde mellem husene. Ordet ”fortov” er afledt af ordet ”forte” og betyder egentlig, det fælles belagte område. Inde i Nordbys forte fandtes et bestemt sted, som blev brugt til mødeområde eller gadestævne. Det var gadestævnet, at ollermanden samlede bønderne hver søndag eftermiddag, så de kunne blive enige om ugens fælles arbejde ude på markerne. Før udskiftningen havde hver bonde sit eget stykke jord i et område af markerne. Der gik ikke veje ud til jordstykkerne, så bønderne var tvunget til at arbejde i samme område, så man ikke senere ødelagde andre bønders marker, når man skulle ud til sin egen. Man udpegede og valgte ollermanden en gang om året. Det var dog ikke et populært hverv, og derfor var det ikke ualmindeligt, at bønderne nægtede, hvilket kostede en omgang øl til alle tilstedeværende. Nægtede flere kunne det blive til en festlig forsamling. Ved gadestævnet findes stadig en majstang og et klokketårn. Klokketårnet, der tidligere var af træ, blev brugt til at ringe til kirke, da Nordbys kirke lå så langt væk, at man kunne have svært ved at høre kirkeklokkerne.
Den fælles forte blev allerede bygget til i middelalderen med forskellige klynger af huse. Derfor kaldes denne landsbytype også en ”forteklyngeby”. De mange gårde, der lå i Nordby, havde små kålhaver og tofter, der var omgivet af stengærde, hvilket man stadig kan se.
Forteklyngebyen er også interessant med moderne øjne. Jeg kunne eksempelvis godt forestille mig en moderne bebyggelse, hvor husene med private have lå i klynger i et ellers fælles område. Dette område kunne sagtens have et fælles mødested – et gadestævne eller bytorv eventuelt med en fællesbygning. Fortestrukturen ville på den måde være med til at skabe et beboelsesfællesskab.
Bystrukturen i Nordby består i princippet af forte og gadekær med forskellige klynger huse i midten, og to ringveje - en indre og den ydre. Langs den ydre ringvej fandtes det ydre bygærde samt forskellige led dvs. en slags porte, der førte adgangsvejene ind i landsbyen. Der var i alt seks led.
Før i tiden lå de firlængede bondegårde for det meste skulder ved skulder. I dag er en del af laderne væk, fordi bønderne skilte dem ad og tog dem med, da de flyttede ud på markerne i udflytningsperioden i slutningen af 1800-tallet. De lod til gengæld ofte stuehuset stå, så det kunne lejes ud. De fine bindingsværkshuse, der ligger omkring gadekæret stammer ikke fra gårde, men er derimod landarbejderhuse fra midt i 1800-tallet. De ser lidt mere spartanske ud i forhold til i dag på ældre billeder.
Man kan søge husenes alder ved at studere bindingsværket. De ældste var bygget af tykke egestolper. Jo spinklere stolperne er, jo yngre er bygningerne derfor. Man har manglet træ på Samsø, så samsingerne har gjort det til en dyd at spare på træet. Det betyder eksempelvis, at der er meget få skråstivere, tværbjælker og løsholter i bindingsværket. Udsmykningen findes hovedsageligt omkring døre og i gavlene, hvor knægtene på de ældste huse, kan være flot udskåret. Bjælkerne er normalt tappet gennem stolperne også op i nyere tid, noget der i resten af landet almindeligvis stoppede omkring år 1800. Variation i facaden skabtes ved vinduernes og dørenes placering. To dørtyper gør sig gældende: Den ene med en frise i dørkarmen hele vejen rundt og den anden med to knægte øverst, der bærer en gesims. Nogle af dørene ser ud til at være tofløjede uden at være det. Man sømmede nemlig en lodret liste midt på døren, så den så ud som to.