Norske stavkirker
De norske stavkirker blev bygget i perioden 1130-1350, hvorefter den sorte død satte en stopper for byggeriet. Det er nogenlunde samtidigt med højmiddelalderen i Danmark, som på mange måder var en blomstrende tid. Det var i denne periode, at vi byggede vores landsbykirker. Af de ca. 1000 stavkirker, som man har kendskab til har kun 28 overlevet til i dag. Man kan sige, at nordmændene byggede kirker i træ, hvorimod vi danskere byggede i sten. Det er i og for sig naturligt, at nordmændene byggede i træ, når man tænker på, hvor meget skov, der er i Norge.
Ligesom i Danmark, så placerede man ofte kirkerne på tidligere hedenske steder. De tre kirker, som jeg har fotograferet: Urne, Borgund og Ringebu ligger alle højt og synligt for andre. Der har sikkert ligget en høvdingegård lige ved siden af alle tre kirker. De er under alle omstændigheder omgivet af god landbrugsjord. Stavkirkerne har sikkert fortsat flere bygningstræk fra de tidligere hedenske kulthuse. Stavkirkene ligger østvest med apsis i øst ligesom andre kirker.
Ordet stav er en betegnelse for både de lodrette bærende stolper og stavene som væggene er bygget af. I vikingetiden gravede man stolperne ned i jorden, hvilket havde den ulempe, at træet gik i forrådnelse og huset derfor måtte genopbygges efter 60-100 år. I den tidlige middelalder vinder fodremmen, der hviler på syldsten, indpas, hvilket har den fordel, at træet ikke går i forrådnelse. De norske syldstensfundamenter blev konstrueret med små åbninger mellem stenene, så sokkelkonstruktionen kunne udluftes. Stavbygningerne har i nogle tilfælde holdt helt op til i dag dvs. ca. 850 år.
Trækonstruktionen i stavkirkerne opførtes med teknikker, der i dag er velkendt fra vikingetidens bygning af vikingeskibe. Kirkerne er eksempelvis sat sammen med trænagler, der kan give sig, når de er udsat for storm eller sætninger. Man brugte flere år på at forberede bygningen af en stavkirke, da den skulle kunne opføres og have tag på i løbet af en sommer, så man undgik indvendig fugt. Man regner med, at en typisk stavkirke er opbygget af ca. 2000 dele.
Når man opstillede kirken, startede man med at konstruere en sokkel af syldsten, hvorpå man udlagde store, massive fundamentremme. Da det var gjort samlede man væggene, der lå omkring fundamentet i rammer. Da rammerne var samlet, skubbede man dem op vha. af stave og forbandt dem i hjørnerne. En ramme bestod af en fodrem med en slisk i, hvori man satte de lodrette stave, der udgjorde væggen. Øverst var en tagrem - med slisk, der vendte nedad. Fod- og tagremme blev samlet i hjørnestolperne.
Groft sagt fandtes der to forskellige typer stavkirker:
Den enkleste form var et firkantet kirkerum med en kortilbygning, hvor søjlerne stod i væggen typisk i hjørnerne. I Danmark kender vi denne konstruktion fra Hørningkirken, der er rekonstrueret på Moesgård.
En mere komplicerede variant stod på fire af de føromtalte massive fundamentremme. De dannede en firkant. Fundamentremmene krydsede hinanden i hjørnerne og ragede ca. to til tre meter ud. På selve firkanten rejste man nogle høje stolper, der kom til at stå som fritstående søjler i kirkerummet. Kirkens vægrammer hvilede derimod på de udragende fundamentremme , som kan ses stikke igennem fodremmen på eksisterende stavkirker. Søjlerne på firkanten danner via vandrette forbindelser og højtsiddende kryds et stabilt system i sig selv. Søjlerne løftede den midterste del af kirken højt over sidevæggene, hvilket er med til at danne et typisk kirketværsnit med lave sideskibe og et højt midterskib. I dag har de fleste stavkirker indvendigt loft, men oprindeligt kunne man se spærkonstruktionen nedenfra. Den mindede om spanterne i et skib, der var lagt på hovedet.
Urne Stavkirke
Urne Stavkirke er bygget ca. 1130 og den er derfor den ældste af de norske stavkirker. Nordmændene kalder den ligefrem for den ældste trækirke i verden. Den er da også på UNESCO’s liste. Noget, der gør den endnu mere usædvanlig, er, at der er genbrugt vægstave fra en tidligere kirke fra vikingetiden, og at disse stave er dekoreret med et usædvanlig flot billedskærerarbejde. Motiverne består af løver (tror man), drager (da de har vinger) og slanger (orme), der griber ind i hinanden. Gribedyr-motivet er kendt gennem hele vikingtiden, men her er det ekstra elegant udført. Man mener, at stilen, som kaldes Urnestilen efter denne stavkirke (også i Danmark), er inspireret af keltisk metalarbejde, da der er tale om dybt relief. En del af billedskærerarbejdet består af den tidligere kirkes indgangsparti.
Indgangspartiet har en dør i midten og er omgivet på siderne og for oven af gribedyr. Døråbningen er udført som en høj smal åbning i form af et nøglehul. Åbningen er så smal at en bredkuldret man har måttet gå sidelæns for at komme ind.
Man ved, at døbefonden i Urne Stavkirke stod til venstre for indgangen i den vestlige gavl. Søjlehovederne på de store fritstående søjler inde i kirkerummet er udformet som romanske kapitæler og tydeligvis inspireret af disse. Guiden fortalte, at bygderne i fjorden havde haft fin kontakt med Europa, da de sagtens kunne sejle ud gennem fjorden og videre derned. Der er de sædvanlige kryds mellem søjlerne og under dem rundbuer ligesom i stenkirker. Rundbuerne er med til at stabilisere konstruktionen.
I middelalderen blev der bygget en svalegang hele vejen rundt om bygningen for at beskytte væggene mod vind og vejr. Det meste af svalegangen blev dog taget ned en gang i 1700-tallet. I dag er det kun svalegangen i indgangsfacaden, der er tilbage. Klokketårnet for oven er en senere tilbygning, da man tidligere havde fritstående klokkestabler.
Man har senere fjernet de nedre dele af nogle af søjlerne for at gøre plads til en alterbaldakin. Det er derfor, der er sat et stor uskønt kryds op. Bænkene, prædikestolen, gitteret ind til koret og altertavlen er fra 1600-tallet.
Borgund Stavkirke
Borgund Stavkirke er bygget ca. 1183. Det er den stavkirke i Norge, der har overlevet med de færreste ændringer, hvilket er noget, som man fornemmer med det samme. Prædikestolen er dog fra 1600-tallet. Stolperne i kirkerummet slutter øverst med et ansigt, som man mener er et træk fra den førkristne tid.
De afstivende kryds mellem søjlerne kaldes også for Andreas kors, fordi Skt. Andreas blev korsfæstet på et kryds. Der er rundbuer mellem søjlerne ligesom i Urne men ingen romanske kapitæler. Lyset kommer ovenfra fra små glugger i højvæggen ligesom i andre stavkirker. I Borgund Stavkirke findes dog et vindue i vestgavlen, som man mener altid har været der.