Odd Brochmann og byerne Gubbio, Assisi, Perugia, Todi, Orvieto, Montepulciano, Siena, Pienza og Asissi
Jeg er ikke sikker på, om man overhovedet kan købe Odd Brochmanns bog "Toscana" mere, men måske kan du være heldig og finde et gammelt, slidt eksemplar på biblioteket eller hos din lokale antikvar. "Toscana" er en veloplagt rejsebeskrivelse af nogle enestående italienske byer, der på mirakuløs vis har undgået at blive "ødelagt" af tidens tand.
Hvad er en god by?
Mange af Odd Brocchmanns toscanske byer ligger på bjergtoppe eller på bjergskråninger. Selv i dag er de omgivet af høje middelalderlige mure med imponerende portbygninger. Indenfor murene findes fine, sluttede byrum som f.eks. den centrale plads i forbindelse med rådhuset, hvor folk i dag mødes om aftenen for at at spise en portion tagliatelle på en af de lokale restauranter eller bare for at nyde en "caffe." Et andet typisk byrum, er pladsen ved byens domkirke. Odd Brochmann forklarer, hvordan rådhuset og domkirken i århundreder har konkurreret om at opføre hver deres imponerende bygning, helst med tilhørende tårn. Konkurrencen har i mange tilfælde ført til imponerende bygningsværker, hvoraf flere har fungeret som inspirationskilder for dansk arkitekter på dannelsesrejse i syden. Byernes hovedgader følger ofte landskabets koter, mens smalle sidegader fører ud til begge sider, både op og ned ad bjergskråningerne. Bygningsmassen kan være vokset frem som et produkt af utallige anonyme bygherrer gennem tiderne. Andre gange er der derimod tale om bevidst planlægning. Lige meget hvor forskellige byggerierne og stilarterne end er, så sørger de lokale byggematerialer for en karakteristisk ensartethed. Siena er Sienafarvet, Gubbio nærmest lyserød, Perugia høj og mørk - hvert sted har sin farve og stemning. I den sene middelalder og den efterfølgende renæssance voksede byerne fra at være "almindelige" europæiske byer til at blive noget helt særegent - den sene middelalder og renæssancen er to kulturperioder, hvor man gjorde sig store anstrengelser for at formgive smuk arkitektur - ve og ak!
Som arkitektstuderende i Århus nød jeg at læse "Toscana." Glæden var mindst lige så stor, da jeg senere ligefrem fik lov til at guide i Odd Brochmanns byer i Italien. Det er billeder fra disse ture, som nu kan ses i denne sides diasshow. Mit eksemplar af bogen hedder:
Brochmann, Odd: "Toscana" ; forlaget FORUM; København 1972; ISBN 87 553 0136 3 (hft.); ISBN 87 553 0137 1 (ib.)
Odd Brochmann (1902-1992)
Norsk professor i arkitektur, der bosatte sig i Danmark i 1963, hvor han blev tilknyttet dagbladet Politiken og Kunstakademiet, og hvor han boede indtil sin død i 1992. Odd var utrolig produktiv. Et opslag i forbindelse med "Toscana" viste, at han havde skrevet og/eller illustreret over hundred bøger om arkitektur, byplanlægning og formgivning.
Anden litteratur om den maleriske byplan:
Camillo Sitte
Ja, man tror det er løgn, men kritikken af den moderne by var allerede udbredt i 1800-tallet. En af de bedste bøger, der konsekvent analyserer, hvorfor de moderne byer kan være så ubehagelige at være i - med andre ord, hvorfor vi elsker at opholde os i middelalderbyker - er skrevet af den østrigske arkitekt Camillo Sitte i 1899. Den tyske titel på Sittes bog lyder: "Der Städtebau nach seinen künstlerischen Grundsätzen." Den findes oversat til engelsk.
Jan Gehl
I Danmark har vi blandt andre byplanlæggeren Jan Gehl, der har været med til at analysere, hvordan livet foregår i vores byrum. Hvor opholder vi os? Hvor er det bedst at placere en bænk? Hvad skal der til, for at folk bruger en plads? Jeg læste hans bog "Livet mellem husene" på arkitektskolen med stor interesse. Jan Gehl har haft stor succes siden og udgivet en række bøger om emnet.
Steen Eiler Rasmussen
Steen Eiler kan ses som vores danske pendent til Odd Brochmann. Han har bl.a. skrevet bøgerne "Byer og bygninger I og II," som på forbilledlig vis fortæller om byer i Europa og resten af verden.