Arkitekten Jørn Utzon (1918-2008)
 

- se billeder

 

Jørn Utzon stammede fra Ålborg, hvor hans far Aage Utzon arbejdede som skibs- og sejlbådskonstruktør. Aage Utzons smukke Utzon-spidsgattere sejlede godt og var både designmæssigt og håndværksmæssigt i topklasse. I 1940'erne gik Jørgen Utzon på kunstakademiet på professor Steen Eiler Rasmussens afdeling. Det var en tid, hvor man holdt fast i ideerne fra den tidlige funktionalisme. Steen Eiler var en dygtig pædagog og havde allerede været ude på sine store arkitekturrejser og udgivet sin berømte bog ”London” (1934), så der har sikkert været masser at tale om under besættelsen. Interessant nok, så herskede der på trods af krigen og 1930’ernes økonomiske krise stor optimisme og tro på fremtiden på afdelingen.

Europa oplevede ellers i slutningen af 1930’erne, som tidligere nævnt, en reaktion mod modernismen. Det gjaldt specielt i det fascistiske Italien, det nazistiske Tyskland og det kommunistiske U.S.S.R. Danmark mærkede også denne nye kritiske holdning til modernismen, men hos os blev den som altid mere afdæmpet. Vi gik stille og roligt tilbage til at bygge huse af hjemlige materialer og gøre brug af den traditionelle byggeteknik.

Efter krigen begyndte arkitekterne at søge efter mere end den rene funktionalisme. Man forsøgte bl.a. at få arkitekturen til at være i bedre kontakt med naturen. Nogle kunstnere vendte sig også mod det mere psykologiske og til tider dystre som f.eks. COBRA-malerne. Man dyrkede det naturlige, det ubevidste og det spontane. Jørn Utzon deltog selv i arkitekturdebatten med bl.a. angreb på Le Corbusier og bad i den forbindelse om en mere menneskelig arkitektur. Han var selv inspireret af den svenske arkitekt Asplund og den finske arkitekt Alvar Aalto. Han havde arbejdet for begge to. I 1949 tilbragte Jørn Utzon også en kort tid hos den ældre Frank Lloyd Wright i USA. Det var på denne tur, at han fik lejlighed til at studere mayaernes og aztekernes pyramidearkitektur i Mexico, som han senere lod sig inspirere af i forbindelse med Operahuset i Sydney. I Amerika var han også i kontakt med Richard Neutra, og Charles og Ray Eames. Han besøgte ligeledes Mies van der Rohe, der sammen med Fransk Lloyd Wright var den store inspirator bag dem alle. Man dyrkede det forenklede og ærlige i konstruktionen. Charles og Ray Eames brugte standardiserede bygningselementer fra industrien og satte dem sammen på en ny elegant måde – inspireret af traditionel japansk arkitektur. Deres huse virker de både lette og frie i formgivningen. Væk er århundreder af konservativ klassicisme – dørene forsvandt, og nu åbnede det ene rum sig op i det andet og det tredje. Der var masser af sollys. Rummene kunne fortsatte i alle retninger både opad og nedad, ligeud og diagonalt. Store vinduer, der i nogle tilfælde gik helt til gulvet, åbnede op ud til naturen. Mure der startede udenfor, fortsatte ind gennem glasvæggene. Der var lys og luft og plads til at tænke og fantasere.

Jørn Utzon var selvfølgelig præget af den hjemlige danske arkitektur, men han var også åben over for andre kulturers bygningskunst. Det kunne være muslimsk, kinesisk, japansk eller syd- og mellemamerikansk. Han var heller ikke bange for at bruge sin intuition og fantasi. Dengang jeg gik på Arkitektskolen i Århus, fortalte en af Jørn Utzons forhenværende medarbejdere i et foredrag, at Jørn Utzon havde det med at gå tur i skoven, når der opstod arkitektoniske problemer i forbindelse med projekterne. Bagefter kunne han så komme tilbage fra vandreturen med en løsning. Utzon mente, at den danske bøgeskov bød på mange gode eksempler af arkitektur. Sådanne vandreture førte til simple skitser af skyer og blade, som han brugte til at illustrere sine arkitektoniske ideer med. Jørn Utzons idé til operahuset i Sydney var eksempelvis uhyre klar og bestod i starten af nogle løse skitser af hvide skyer over et plateau. Når han først havde fået ideen, så var han berømt for stædigt at holde ved den, også selvom at det måtte koste blod, sved og tårer. Idéen i en bygning, det som man også kalder for hovedgrebet, skulle være så stærkt, at den kunne klare, at detaljerne blev lavet om uden, at det gik ud over helheden. Og sådan gik det jo også med operahuset i Sydney. Vores daværende professor på Arkitektskolen i Århus Yannos Politis mente, at Utzon var eminent til at arbejde med sine følelser. ”Man skaber ikke noget ud fra kun viden,” tordnede Politis, ”men ud fra en blanding af både viden og fantasi. Hvem bygger i dag for drømme – nej i dag handler det mere om penge og prestige.” Der blev i det hele taget brugt meget tid på at diskutere i Utzons tegnestue – og tegnet mindre. Allerhelst ville Utzon og hans folk lave modeller.

Jørn Utzon studerede forskellige former for præfabrikation, ligesom han også interesserede sig for geometriske mønstre. Sådanne mønstre fik han eksempelvis mulighed for at studere under et ophold i Marokko og på en studierejse til Isfahan i det gamle Persien. Han interesserede sig ligeledes arabiske basarer. I Sahara er solen en fjende, der skal holdes ude. Sådanne steder er det vigtigt, at solens stråler kun doceres i mindre mængder. Jørn Utzon havde lagt mærke til, at basarens sollys altid faldt indirekte ned i rummene. Det var også basarerne, der gav ham ideen til hans ”additive princip,” der gik ud på at skabe variation med grundlæggende ens elementer. Basaren var nemlig i princippet sammensat af en masse ens hvælvede rum, der kunne sættes sammen og varieres ved hjælp af ganske få parametre som eksempelvis detaljering og ornamentik. I Isfahan beundrede Jørn Utzon et stort bygningskompleks i ler. Moskeen i den ene ende af komplekset var kronet med en skinnende, klar, løgkuppel beklædt med fliser. Utzon noterede sig, at moskeen var så klar i formen, at det intet gjorde, at der var et uorganiseret mylder af bygninger i og omkring den. Hele bygningskomplekset så smukt og harmonisk ud pga. den store kupel.

Jørn Utzon var, efter professor Yannos Politis mening, den største danske arkitekt nogensinde – måske ligefrem en af de store i verdenshistorien. Beskæmmende er det derfor, hvor få huse han faktisk fik opført i sit hjemland. Jeg hørte en gang en af Jørn Utzons sønner fortælle, at deres far havde et værelse i sit hus på Mallorca, der var helt fuldt op med urealiserede projekter. Sønnen fortalte endvidere, at 90% af alt hvad Jørn Utzon tegnede i sit liv aldrig var blevet til noget. En dygtig arkitekt eller en dygtig kunstner har brug for mæcener – måske var Danmark, når det kom til stykket, for lille i den henseende?

Banken i Tehran (1959-62)
Jørgen Utzon fik til opgave at tegne en bank i Tehran. For at understrege bankbygningen trak han den tilbage fra facaderækken, så der kunne plantes en have foran. I haven voksede en lille skov af træer. På den måde skabte han en overgangszone, som man skulle gennem, før man kom ind i huset. I den lille skov kunne øjnene nå at vænne sig til den dæmpede belysning inde i bygningen. Pergula-indgangen var bevidst meget lav, så oplevelsen af at komme ind i et stort rum blev forstærket, når man fortsatte ind i selve bankhalen. Det siges, at Jørgen Utzon blev gal over, at sagsarkitekten gik til en lysingeniør for at få regnet lyset ud. Man kan ikke regne lyskvalitet ud, mente Utzon – det er noget man skal fornemme. Loftet inden i bankhalen havde en form, der bølgede op og ned og lod indirekte lys ind i rummet. Dette bølgede længdesnit siges at være inspireret af persisk skrift.

Operahuset i Sydney (1959-66)
Der sad heldigvis en finsk arkitekt i dommerkomiteen for arkitektkonkurrencen for et nyt operahus i Sydney. Han hed Eero Saarinen og kunne se visionerne i Jørgen Utzons skitser. Hovedgrebet for operahuset var enkel: Nogle lette, nærmest svævende skaller dannede tag over en mayalignende pyramide, hvori operasalene var ”udgravet.” Huset havde næsten ingen indvendige trappe op- og nedgange. Utzon arbejdede meget med skallerne - operaens femte facade, der ville blive synlige fra Sydney Harbour Bridge og for forbisejlende skibe i havnen. Man havde store problemer med at finde ud af, hvordan skallerne skulle konstrueres. Til sidst fandt Utzon og hans folk dog på at tage udgangspunkt i kuglen. På en kugle vil alle overflader nemlig have den samme bøjning, hvilket gør det muligt geometrisk at beskrive præcist, hvor hvert punkt befandt sig. Man udviklede et enkelt standardelement, der kunne bruges til at lave alle skallerne med. Skallerne blev herefter dækket af glaserede og uglaserede fliser, der viser et flot mønster og skinner smukt i det stærke australske sollys.

På grund af uoverensstemmelser med bygherren om bl.a. de store byggeomkostninger blev Jørn Utzon senere sat fra bestillingen. Hans afgang fik betydning for operahusets indvendige indretning, der ikke kom til at se ud, som Utzon havde skitseret. Den store sal, der var inspireret af kinesisk arkitektur, skulle eller have været farvet guld.

Kingohusene (1958-60) og Fredensborghusene (1962-63)
Da Jørn Utzon tegnede atriumhusene i Helsingør (Kingohusene) og Fredensborg (Fredensborghusene) lod han sig bl.a. inspirere af kinesisk og marokkansk arkitektur. Husene vaf dog på ingen måde en kopi af et kinesisk eller et marokkansk hus eller en kopi af et dansk hus for den sags skyld. Kingohusene og Fredensborghusene har noget fra alle tre kulturer. Det kan eksempelvis være den måde, som der er arbejdet med stofligheden, enkelheden, proportionerne, placeringen i landskabet osv. Den L-formede plan åbner sig op mod en atriumgård adskilt fra omgivelserne af en kamtakket mur, der tillader et ”indrammet” kig ud i landskabet ligesom i Kina. De kamtakkede mure kender vi fra dansk middelalderbyggeri. Det er nemlig en måde at ændre højden af teglstensmure på uden at skulle mure skævt. Jørn Utzon placerer disse ens elementer (atriumhuse) i et kuperede landskabet, så de tilsammen danner spændende kompositioner. Ved Kingohusene ligger de enten ud til en grønning eller en sø. I Fredensborg løber en stor grønning ind mellem husene til et fælleshus med en stor terrasse og et stort fælles tag. Der er meget få vinduer i ydermurene i både Fredensborg og Kingohusene. Denne lukkethed om sig selv, er måske også inspireret af marokkanske landsbyer. Atriumhusene var billige at bygge, men det har ikke haft nogen negativ betydning for deres popularitet. Her et halvt århundrede efter er de stadig meget eftertragtede.

Langeliniepavillionen (1953) urealiseret
Et eksempel på et genialt projekt, der aldrig blev til noget, er Jørn Utzons urealiserede Langeliniepavillion. Han deltog i en konkurrence til en Langeliniepavillion og kom med et noget specielt højhus, der mest af alt lignede et kæmpe træ. Den arkitektoniske idé gik ud på en konstruktion af vandrette, runde etagedæk med forskellig diameter, båret af en indre kerne eller stamme, der stod op gennem hele højhuset. Idéen har utallige tilpasningsmuligheder. Man kunne eksempelvis arbejde med dobbelthøje rum, udvendige og indvendige terrasser – på hver side af en curtain wall - måske kunne de cirkelrunde etager forskydes for hinanden for på den måde at skabe spændende indvendige rumforløb. Stammen og de runde etageskiver havde en stærk skulpturel virkning, der ville have virket specielt stærkt om aftenen, når huset var oplyst indefra. Var bygningen blevet realiseret, havde København fået et vartegn, der var kommet på verdenskortet. Det er vigtigt at forstå, at den skulpturelle form var arkitektonisk begrundet og ikke skyldes en fiks formalistisk idé. Tænk på hvilken enestående udsigt man ville have haft fra de curtain-wall-beklædte runde rum – på ene siden havde man kigget ud over havnen til flådebasen på Holmen og på den anden side ind over kastellet med de grønne volde og smukke gamle kasernebygninger.

Espansivahuset (1967 og 69)
Idéen med Espansivahuset var at lave en ny parcelhustype. Jørn Utzon arbejdede her med en form for additiv arkitektur. Der var tale om et enfamiliehus bestående af nogle standardmoduler, som kunne sættes sammen på et utal af forskellige måder. Ideen slog dog aldrig an, og der findes i dag derfor kun to ekspansivahuse: et i Hellebæk og et andet i Herning.

Bagsværd kirke (1976)
Yannos Politis mente at kunne genkende ældre kirkeplaner i denne ellers så moderne kirke. Planen er karakteriseret ved en række rum med og uden tag, der flankeres af en gang på begge ydersider. Der er tale om en langstrakt bygning, da den lå klemt inde mellem to veje. I bedst Aalto- og Tehranstil arbejdes der også her med indirekte lys oppefra. Huset ånder simpelthen af både dansk og japansk inspiration. Det er lidt synd, at hoveddøren normalt er låst og man derfor som besøgende er tvunget til at komme ind ad en sidedør, når man kommer uden for gudstjenesterne. Der er nemlig en arkitektonisk bevægelse gennem huset fra den ydre forgård, gennem hovedskibet og så videre ned til menighedsrummene og gårdene bagerst. Den velproportionerede bygning med den sin stoflighed og smukke ovenlys, der strømmer ned over en, løfter sindet. Og er det ikke det, som en kirke skal? Jeg er dog ikke sikker på, at hverdagens besøgende oplever bygningen helt på den måde. Kirkens konstruktion af store betonelementer får nok en del til at stå af. Spørgsmålet er dog, om betonelementerne udvendigt ikke bare er lige så grove i deres stoflighed, som de gamle landsbykirkers kampesten var det?