Dansk arkitektur - Moderne danske møbler

moderne danske møbler

Ligesom så mange andre danskere er jeg vokset op omgivet af klassiske danske og skandinaviske møbler. Dagligstuen i barndomshjemmet var møbleret med et par safaristole, et Kjærholm sofabord af stål og en Børge Mogensen tremmesofa. Et stykke fra sofagruppen stod ligeledes vores Bruno Mathsson hvilestol i lamineret bøgetræ. En gang flottede min mor sig og købte et Alvar Aalto tebord – ikke så meget fordi, at vi havde brug for det – men mere på grund af møblets rene og smukke linjer. Til indretningen hørte også det obligatoriske tegnebord på bukke med tilhørende arkitektlampe pænt dækket op med glaserede lerkrukker til blyanter og akvarelpensler. Over Kjerholm-sofabordet hang der selvfølgelig en PH-lampe. Vores spisestue var indrettet med et rundt Arne Jacobsen-bord med tilhørende trebenede myrestole, ligesom der også her hang den obligatoriske PH-lampe. Som bogreoler brugte vi anonyme stigereoler. Sammen med disse møbler var min mors egne vægtæpper med til at give indretningen en behagelig atmosfære, som jeg, ærligt sagt, selv har prøvet at genskabe, da jeg flyttede hjemmefra og fik penge nok. Nu mange år efter tænker jeg, at denne indretning på ingen måde var en tilfældighed men et resultat af en helt særegen dansk – og måske skandinavisk udvikling.

Tre arketypiske møbler
På Arkitektskolen i Aarhus i 1980'erne deltog jeg i et møbelkursus på afdeling M (møbelafdelingen hvor arkitekten Arne Karlsen, der bl.a. havde tegnet udvidelsen af Børge Mogensens hus i Gentofte, slog sine folder). Jeg husker, at Arne Karlsen gik meget op i, at vi skulle lære at opmåle en stol i forholdet 1:1 og så tegne en projektion af den. Han fortalte ligeledes om tre arketypiske stole, som næsten alle andre stoletyper er beslægtede med. De arketyper er winsorstolen, shakerstolen og thonetstolen. Hver af dem har sit eget logiske konstruktionsprincip: I winsorstolen fastgøres ryggen, der består af lodrette stave, eksempelvis i en træplade, der også bruges som sæde. Shakerstolen er opbygget af stave, der er stukket ind i hinanden og på den måde stabiliserer konstruktionen. Thonetstolen derimod er konstrueret af bøjede træpinde, der sidder i spænd og gør konstruktion stærk. Alle tre stoletyper er yderst stabile samtidige med, at de også er materialeøkonomiske.

Moderne dansk møbelkunsts rødder
Op mod 1. verdenskrig havde den almindelige dansker ikke plads eller penge til ret mange møbler. Dengang var det ikke almindeligt at købe møbler i møbelbutikker. I stedet lavede dem selv eller fik dem lavet hos den lokale møbelsnedker. På landet fandtes en tradition for såkaldte almuemøbler. Disse kunne være inspireret af klassicistiske møbeltyper helt tilbage fra starten af 1800-tallet. I anden halvdel af 1800-tallet begyndte velhavende familier at møblere med klunkemøbler. Nationalmuseets klunkehjem er et eksempel på, hvordan sådanne klunkemøblement kunne se ud. Der var tale om store tunge møbler med massere af ”diller-daller,” som det må have krævet et stort arbejde for datidens husmødre at rengøre. Senere skiftede indretningsstilen til det vi i dag kalder for Skønvirke (Skønvirke var den danske pendant til den østrigske Secession, den tyske Jugend og den franske Art Nouveau). Skønvirkemøblerne var lysere og renere i linjerne, men de var stadig store møbler med masser af udskæringer og profileringer. Kun langsomt kom møbelhandlere på banen. De var købmænd og ikke møbelsnedkere og solgte derfor det, som folk ville have. Møbelhandlernes relativt billige møbler med deres golde og dårligt udførte dekorationer lignede noget, som de rige havde. De passede dog dårligt til de små arbejderlejligheder. Møblerne var ikke særligt egnede til virkelighedens verden. I 1920’erne var tiden derfor moden for en idealistisk møbelsnedker eller møbelarkitekt!

Efter 1. verdenskrig lykkedes det møbelhandlere at snuppe så stor andel af møbelmarkedet, at de nu udgjorde en farlig konkurrence for møbelsnedkerne. Sidstnævnte følte sig presset, men hvad kunne de gøre? Modtrækket blev at organisere møbelsnedkernes årlige udstillinger, hvor man kunne vise og gøre reklame for de nyeste møbelmodeller. Man fik nogle af tidens bedste møbelarkitekter til at udstille deres arbejder på udstillingerne. Møbelsnedkeren Rud. Rasmussen arbejdede eksempelvis sammen med arkitekten Kaare Klint, der ledede en møbelafdeling på Kunstakademiet i København. De danske møbelsnedkeres udstillinger fortsatte helt op til 1960'erne og var en af de vigtigste faktorer i udviklingen af moderne danske møbler. I modsætning til førkrigens føromtalte store, tunge møbelgrupper forsøgte møbelarkitekterne sig med enkeltmøbler, der skulle være elegante, stærke, nemme at rengøre og billige. De skulle med andre ord være uden dekoration. Det var dog ikke let for møbelarkitekterne at overbevise hverken snedkermestrer eller flertallet af befolkningen om de nye møblers egnethed. Man mente, at møbler uden dekoration ikke var hyggelige nok. Udviklingen af danske møbler fik et vigtigt skub, da FDB i starten af 1940’erne, dels af idealistiske grunde, besluttede at gå ind på møbelmarkedet og udvikle egne møbler. FDB valgte en af Kaare Klints dygtigste elever – møbelarkitekten Børge Mogensen – til at stå for udviklingen.

Arkitekturen ved overgangen til de moderne møblers tid
I 1906 afløste Martin Nyrop stadsarkitekten Ferdinand Mehldahl på Akademiet (Kunstakademiets Arkitektskole). Og i 1908 trådte også Hack Kampmann til. Både Nyrop og Kampmann arbejdede i en noget friere arkitekturstil i forhold til den tidligere stadsarkitekt Mehldahls historiske klassicisme. Nyrop og Kampmann ville have frihed til at blande stilelementer fra forskellige stilepoker i en nationalromantisk stil. De havde i den forbindelse også mere fokus på en skulpturel bearbejdning af bygningsformerne ligesom, at de typisk var mere bevidste om forskellige byggematerialers stoflighed. Denne holdning til bygningsarkitektur smittede hurtigt af på møblertyperne.

I 1918 afløste nyklassicisten Carl Petersen Hack Kampmann på arkitektskolen. Nyklassicisterne var i modsætning til nationalromantikkerne ektremt nøgterne i deres tilgang til formgivning. Man dyrkede enkle kompositioner. I midten af 1920’erne blev arkitekten Kaare Klint ansat som afdelingsleder på møbelafdelingen på Akademiet. Kaare Klint havde tidligere samarbejdet med Carl Petersen om at tegne møbler til det nyklassicistiske Fåborg Museum. Ifølge Arne Karlsen (forfatter til ”Dansk Møbelkunst”) står dansk møbelkunst i stor gæld til Kaare Klint, der var katalysator for de holdninger til møbelkunst, der kom til at præge de succesfulde danske møbelarkitekter efter 2. verdenskrig. Fra Kaare Klindts møbelafdeling stammer eksempelvis Rigmor Andersen, Mogens Koch, Ole Wanscher, Børge Mogensen, Hans J. Wegner og Finn Juhl.

Kaare Klint (1888-1954) og den klintske møbelskole
Kaare Klint var søn af skønvirkearkitekten P.V. Jensen-Klint, der bl.a. tegnede Grundtvigskirken. Kaare Klint begyndte som kunstmaler for så senere at gå over til arkitekturen. Han mente, at faren og skønvirkefolkene omkring ham var for personlige eller ekspressive i deres formgivning. Denne holdning til arkitektur kom også til at præge hans holdning til møbeldesign.

Kaare Klint var med til at gøre farens arbejde på Grundtvigskirken færdig. Selv tegnede han Bethlehemskirken på Åboulevarden. I Grundtvigskirken var Kaare Klint med til at skabe et ensartet indvendigt præg ved at bygge alt op i den samme gule mursten og ved at gøre brug af en rendyrket gotisk bygningsstil. Faren, P.V. Jensen-Klint, kunne sagtens selv have finde på at blande flere forskellige stilarter sammen, men sådan blev det ikke i Grundtvigskirken. Arne Karlsen mener, at den mindre Bethlemhemskirke er Kaare Klints bedste byggeri. Selv kunne Kaare Klint bedst lide Bethlemhemskirkens rum uden møblement. Hvis du sniger dig derind under en gudstjeneste, så læg mærke til forholdet mellem proportioner i plan, højde og kuppel i kirkens tre overkublede rum. Kaare Klint mente, at den gotiske stil, som han også her arbejdede med, var mere konstruktiv end historisk og derfor en byggeteknik, der passede fint til et højt kirkerum.

I sit tidlige arkitekturarbejde havde Kaare Klint opdaget, at historiske huse kunne være proportioneret efter deres brug. Den eksisterende proportionering af gulve (modulindelingen) spillede eksempelvis en vigtig rolle, da han var med til at restaurere og bygge Frederiks Hospital om til det nuværende Kunstindustrimuseum. Den oprindelige bygning var proportioneret efter sygesengenes størrelse, og vinduerne var placeret, så de gjorde den optimale indretning af sygegangene mulig. Klint gjorde selv brug af dette proportioneringssystem, da han i forbindelse med nyindretningen tegnede og placerede nye udstillingsmontre.

Senere blev det Kaare Klints ideal at bygge videre på gamle møbelsnedkeres møbelproportioner. Det gjaldt om at holde fast i det bedste ved et møbel, og bruge det som udgangspunkt i et nyt møbel. Kaare Klint ærinde blev aldrig at opfinde den dybe tallerken på ny. Han ville i stedet for tilpasse tallerkenen til en ny tids krav. Læg de store linjer først, og så indordner detaljerne sig af selv, sagde han også. Med andre ord, når hovedgrebet i en møbelopgave er klar, så følger resten af designet efter i samme logik.

En af Kaare Klints kongstanker var at fjerne stilmæssige indslag så som dekorationer og profilering. Gjorde man det, så stod man til sidst tilbage med et helt enkelt møbel. Efter Klints mening havde mange historiske møbler de rigtige konstruktioner og siddepositioner, hvilket var logisk, da man var nået frem til møblernes form efter mange års afprøvning og tilpasning. De dele af møblet, der ikke havde andet end ren dekorativ funktion, kunne sagtens undlades. Det kunne f.eks. være de høje rygge, der var typisk for mange historiske stoltyper. Kaare Klint var heller ikke bleg for at tage bunden af en historisk stol og koble den sammen med toppen af en anden. Målet var hele tiden at forsøge at finde den rigtige størrelse og de rigtige materialer. Målet var ikke at finde en individualistisk form. Han forsøgte heller ikke at passe sine møbler ind i en bestemt stil. Set på den baggrund er det derfor logisk, at de anonyme og funktionelle shakermøbler fra U.S.A. fascinerede ham.

Kaare Klint arbejdede helt systematiske med menneskets mål. Han konstruerede møbler indefra – dvs. med udgangspunkt i hvordan man brugte dem – og ikke i hvordan de så ud. Hvor meget fylder et menneske? Hvor bredt er det over hoften og over skuldrene? Sammen med sine elever opmålte han alt fra skabe, senge, borde og stole til tallerkener og bestik. På et tidspunkt interesserede han sig eksempelvis også for proportioneringen af papirark. Dengang var der ingen A4 eller A3. Når man tegner et spisebord, er det vigtigt at vide, hvor meget en bordplads fylder. Hvor langt kan gennemsnitsmennesket række ind over bordet? Hvor meget rækker stolen ind under det? Kaare Klint forsøgte hele tiden at definere normer for de ting, som han arbejdede med, og på dette område var han faktisk nogle år forud for de ellers banebrydende folk i det tyske BAUHAUS.

Selvom Kaare Klint som nævnt arbejdede indefra og ud og underspillede formgivningen af sine møbler, så er de, efter min mening, alligevel meget smukke. Man fornemmer, at der trods alt ligger utallige æstetiske overvejelser bag. Hvordan får man træet til at træde bedst frem? Skal det stå råt, lakeres, poleres eller vokses? Hvilken farve får hvilke træsorter med tiden? Hvilken træsort har den egnede styrke? Skal læderet stå ubehandlet eller farves? Med hensyn til sidstnævnte, så brød Kaare Klint sig mest om ubehandlet læder, der patinerede med tiden. Man skulle kunne læse stolens liv i læderet, mente han.
Jeg har både læst om og hørt folk sige, at Kaare Klints safaristol fra 1933 er dårlig at sidde i. Det er jeg dog uenig i. Jeg har altid elsket at sidde i en safaristol. Kaare Klint arbejdede i dette tilfælde ud fra en engelsk officersstol, som kunne skilles ad og samles uden skruer. Safaristolen har den egenskab, at lige meget hvor ujævnt underlaget end er, så vipper den aldrig. Jeg har haft en med på campingtur og kan kun sige, at teen smagte umådeligt godt, og tankerne var noget klarere, når man sidder i en safaristol og skuer ud over landskabet. Kaare Klint har også tegnet kirkestolen, der oprindelig var viderebearbejdning af en italiensk stol. Kirkestolen blev tegnet i forbindelse med Grundtvigskirkens indretning. Mine bedsteforældre havde dem omkring spisebordet – og jeg husker dem som både velproportionerede og behagelige at sidde i. Kaare Klint tegnede ligeledes den ikoniske røde stol. Hans sofaer og skabe var ofte todelte med tydelig sokkel og overdel. Tjek de klare former og proportionerne næste gang, at du ser en Børge Mogensen tremmesofa – der har nemlig også en tydelig sokkel og overdel.

Kaare Klint ville gerne forsimple møbler til industriel produktion, men tiden var desværre ikke til det og kun hans kirkestol blev sat i egentlig produktion. Kaare Klint tegnede også lamper og mønstre til f.eks. tæpper. Ideen til disse mønstre lå ofte i nogle få klare former, der kunne gentages og varieres i forskellige kontrollerede kompositioner. De bedste af hans møbler er fra omkring 1930. Efter 2. verdenskrig svandt Kaare Klints møbelafdeling ind. Han mente på det tidspunkt selv, at møbler skulle tegnes af møbelsnedkere og ikke af arkitekter. Kaare Klindt var ikke selv møbelsnedker, men det var til gengæld flere af hans bedste elever.

Mogens Koch
Mogens Koch tegnede sine fleksible skabskasser allerede i 1928. Læg mærke til reolkassernes profilerede, tilbagetrukne kant, der er med til at skjule små ujævnheder i træet. Hans smukke foldestol blev til i 1932. Den er dog efter min mening noget højrygget at sidde i. De fleste af Mogens Kochs møbler blev tegnet i forbindelse med hans byggeprojekter. Foldestolen var eksempelvis en ekstrastol til kirker. Til foldestolen hører også et lille elegant foldebord, som mange arkitekter i tidens løb har brugt som sofabord. Møbelkasserne var beregnet til små lejligheder. De havde en størrelse, som man nemt kunne flytte rundt med. Kasserne både med og uden skabslåger kunne ligeledes sammensættes på et utal af forskellige måder, der gjorde dem til et meget fleksibelt reolsystem. Mogens Koch arbejdede også med polstrede stole. Hvordan får man benene til at sidde på en polstret stol? Skal de bare stikke ind i polstringen eller er der en anden mulighed? Han forsøgte sig typisk med en selvstændig bærende konstruktion til den polstrede del.

Mogens Kochs møbler er karakteriseret af en indre ro, der stammer fra en altid klar konstruktiv idé og form. Man må sige, at hans møbler alle er velproportionerede. Hans bog ”Geometri og bygningskunst” røber en stor interesse for proportionering. Man skal dog være oppe på dubberne for at følge med i de mange tal og regnestykker.

Mogens Koch tegnede som sagt også bygninger. Et af hans smukkeste værker er kirken i Brejning.

Ole Wanscher
Ole Wanscher efterfulgte Kaare Klint som leder af møbelafdelingen. Wanscher arbejdede hovedsageligt med mørke møbler i palisander og teak. Hans møbler er noget konservative i udtrykket, men ejede jeg et hus i Vestindien, ville jeg utvivlsom møblere det med hans kolonistol. Ole Wanscher var ikke i samme grad interesseret i geometri og funktionsstudier som Kaare Klint men arbejdede i mere organiske former. Jeg havde heller ikke noget imod at eje hans smukke egyptiske foldeskammel (enkelte er udført i palisander), selv om jeg så fald skulle gribe dybt i lommen for at få råd til den.

De store udstillinger
Min mor, Britta Bertelsen, der er uddannet indretningsarkitekt fra ”Skolen for Boligindretning” i begyndelsen af 1960’erne, fortæller, at man dengang var ved at være træt af de mørke møbler dvs. møbler af mahogni og teaktræ. De havde været på mode i lang tid. Mahogni havde været populært i 1930’erne, og træsorten teak, som man pludselig kunne importere efter krigen, gik ligeledes hen og blev populært 1950'erne. Utalige hjem og kontorer blev dengang møbleret med komplette sæt af mørkeolierede teaktræsmøbler. Selv væggene dækkede man til med teakpaneler. Mor fortæller, at de unge indretningsarkitekter og arkitekter opfattede sådanne teaktræsmøbler som meget borgerlige. Det var derfor noget af en oplevelse at se de store møbelarkitekters nyeste møbler på møbelsnedkernes årlige udstillinger. Mor gik ligesom mange andre møbel- og indretningsinteresserede til møbeludstillinger, hvor hun fik lejlighed til at studere de nyeste møbeltyper og planlægge både egen og andres indretninger.

Efter 2. verdenskrig begyndte man med støtte fra staten også at organisere en række internationale udstillinger, der skulle vise det ypperste af dansk møbelkunst frem ude i verden. Mogens Koch havde stået for en udstilling i Stockholm med moderne danske møbler under krigen. I 1948 arrangerede Kaare Klint så en møbeludstilling i England. I 1953 var det Finn Juhls tur, da han tegnede en møbeludstilling i Zürich. Erik Herløw indrettede en fællesskandinavisk møbeludstilling i USA i 1957. Jørgen Bo og Wilhelm Wohlert stod for en i Stockholm mens Finn Juhl gennemførte en møbeludstilling i USA. Poul Kjærholm vækkede opsigt med sin udstilling på Triennalen i Milano i 1960. Den store epoke med danske møbeludstillinger afsluttedes med en stor udstilling i London i 1968.

De internationale møbeludstillinger medførte, at danske møbler begyndte at blive solgt i stor stil ude i verden. 1960’ernes økonomiske opsving gjorde samtidig, at også flere herhjemme fik penge til at investere i designede møbler.

Skandinaviske møbelarkitekter
I 1960’erne og 1970’erne havde danske arkitekthjem næsten altid møbler af Alvar Aalto og Bruno Mathsson. Begge arkitekter arbejdede med dampbøjet træfinér. Begge lavede møbler i bedste funktionalistiske stil helt uden dekoration. Jeg gad vide om Kaare Klint også havde nogle af deres møbler i sit hjem? Jeg er sikker på, at han kunne lide dem for her er møblet også reduceret til den rene, logiske og velproportionerede form. Alvar Aalto var inspireret af højdekoterne i finske landskabskort. Som barn havde han fulgt sin far, der var kartograf, på opmålingsture i de finske landskab. I dag har mange stadig hans aaltovaser og aaltoglas stående. Aalto lavede også stabelskamler, sofaer, lænestole, spiseborde og sofaborde. Et af hans designikoner er efter min mening hans tebord med hvide kakler. Mathssons stole i bøjet bøgefinér og flettet lærredsryg ældes aldrig. En gang imellem skal de brede lærredsbånd udskiftes, men så snart de nye er sat på, står stolen igen som ny. I bedste klintske stil bliver Mathssons møbler kun smukkere med alderen. Både Aaltos og Mathssons møbler symboliserede en ny og mere optimistisk moderne tid.

De fire store danske møbelarkitekter
Tiden fra 2. verdenskrig og op til halvfjerdserne var en gylden epoke for dansk møbelkunst. Man taler i dag om de fire store møbelarkitekter fra denne tid. De er Børge Mogensen, Finn Juhl, Hans J. Wegner og Arne Jacobsen. Deres møbler var på mange måder forskellige fra hinanden. Men karakteristisk for dem alle var alligevel, at de arbejdede videre i Kaare Klints ånd.

Børge Mogensen (1914-72)
Børge Mogensen og Hans J. Wegner var begge uddannede møbelsnedkere. På den måde var de anderledes end de foregående møbelarkitekter, der havde en mere akademisk indgang til faget. Man siger, at Børge Mogensen var Kaare Klints ynglings elev. Det blev også ham, der kom til at virkeliggøre visionen om en industriel produktion af danske møbler. Udviklingen af Børge Mogensens nye møbler gik rasende hurtigt, idet det ikke tog mere end to år for ham og hans folk at tegne møbler af alle slags til FDB.

Ligesom Kaare Klint tog Børge Mogensen ofte sit udgangspunkt i eksisterende møbeltypper, som han viderebearbejdede - f.eks. shakerstole og windsorstole. Børge Mogensens winsorstole kunne både være med runde og lige rygafslutninger. Børge Mogensens møbler var generelt rolige i kompositionen. Møbeldesign var for ham en bunden kunst, og det passede ham derfor ikke at være ekspressiv i sin formgivning.

Børge Mogensens berømte tremmesofa (også kaldt Børge Mogensen-sofaen) er fra 1945. Den var dog ingen succes i starten, og det var først i 1960’erne at dette møbelikon blev rigtigt populær. Ud over at være velproportioneret og konstruktivt stabil, så kan sofaen bruges på forskellige måder. Man kan eksempelvis sidde med ryggen op af siderne og kroppen vendt mod sidemanden, når man konverserer. Man kan også slå den ene side ned, så den kan bruges som lænestol eller chaiselong. Med siden slået helt ned kan sofaen ligefrem bruges som sovesofa. Er man, som jeg selv, for lang, lægger man hovedet på nogle puder i den modsatte retning, så fødderne kan stikke ud over kanten. Det fungerer fint! Sofaens høje form er også med til at skabe et hyggeligt rum omkring sofabordet.

I 1947 tegnede Børge Mogensen den såkaldte Shakerstol, som mange kender fra kantiner og auditorier landet over. Jeg tror dog ikke, at den bliver brugt så meget mere. Måske er den ikke ”smart” nok. Senere kom der også et shaker spisebord til. Jeg har selv arvet sådan et spisebord med stole til. Mit bord og mine stole blev oprindeligt købt i 1960’erne, men de holder stadig, selvom om tiden har efterladt sine spor. Jeg har også Børge Mogensens shakerinspirerede gyngestol. Den er smuk, man sidder godt i den og den vipper som den skal.

Børge Mogensen beskæftigede sig ikke kun med borde og stole men udviklede også flere møbelbyggesystemer – noget der i hans tid var en revolutionerende idé. De forskellige opbevaringsmøbler kunne skrues sammen til et større hele. Boligens byggeskabe er fra 1957. De omfatter nogle standardskabe som var meget fleksible i deres opbygning, så de kunne tilpasses til det moderne livs mange behov. Skabselementsystemet Øresund, der bestod af endnu flere elementer, er fra 1967. Standard skabene blev specielt brugt i forbindelse med de nye, amerikansk inspirerede, åbne spisekøkkener. De kunne også bruges som såkaldte ”roomdividers.”

Børge Mogensens mere specielle stole som f.eks. jagtstolen fra 1950 fik han produceret uafhængigt af FDB og udstillet på snedkernes møbeludstillinger. Han var kendt for ustandseligt at bygge om på møblerne i hans eget hjem. Der blev filet til, tilpasset og lavede om, så de til sidst passede, som de skulle. Børge Mogensen havde en villa i Gentofte, som Arne Karlsen udvidede. Senere tegnede Arne Karlsen også et større feriehus ved Hjarbæk fjord til ham. For nyligt læste jeg, at huset i København var blevet sat til salg med møbler og det hele. Børge Mogensens enke havde passet og plejet det siden hans tidlige død, men nu var hun også gået bort. Jeg skrev et læserbrev i Politiken, hvori jeg foreslog, at jeg og min familie da gerne ville påtage os at flytte ind i huset og holde det åbent for fremtidens mange møbelinteresserede turister – men lige meget hjalp det. Jeg havde ikke de mange millioner, som huset kostede – og læserbrevet blev ikke engang trykt i avisen!

Hans J. Wegner
Hvor Børge Mogensen systematisk arbejdede sig gennem det ene møbel efter det andet, så havde Wegner helt fra starten gang i flere temaer. Her er tre af de vigtigste:

Winsor-temaet: Med udgangspunkt i den gamle engelske winsorstol-konstruktion udviklede Wegner er række stole som f.eks. Påfuglestolen. Arne Karlsen bemærker i ”Dansk Møbelkunst,” at de gamle engelske møbelkunstnere nok ville have løftet øjenbrynene over Påfuglestolens spild af ressourcer. Ryggen er nemlig meget højere end den behøver at være, og hov! – her bliver ligefrem leget med dekorationen!
Kinastol-temaet: Kunstindustrimuseets gamle kinastole virkede som inspirationskilde for flere møbelarkitekter heriblandt også Mogens Koch og Han J. Wegner. Wegner lavede en række kinastole, hvoraf de tidligste bærer tydelig præg af originalerne. Den verdensberømte ”Runde stol” er en yderligere forenkling af Kinastolen. Den ”runde stol” var den stol, som Kennedy og Nixon sad i, da de duellerede i et berømt Tv-interview i 1960’erne. Tæt beslægtet med den runde stol er ”kohornsstolen” og ”tyrestolen.” Den populære y-stol er også udviklet af de kinesiske forbilleder.
Den åbne skal-temaet: Ligesom Arne Jacobsen arbejdede Wegner også med formpresset træ. Hans ”Skalstol” med lamineret og forspændt stel, sæde og ryg er meget smuk, men af en eller anden grund har jeg aldrig set den i de arkitekthjem, som jeg er kommet i.

Finn Juhl
Arkitekten Finn Juhl havde to sider. På den ene side lavede han nogle meget specielle og håndværksmæssige krævende møbler. På den anden side var han meget praktisk i den måde han arbejdede på.

Jeg har tidligere nævnt, at min mor gik på ”Skolen for Bolindretning,” som Finn Juhl dengang ledede. Hun fortæller dog, at han var i USA det meste af tiden, da hun var der. På ”Skolen for Boligindretning” var devisen – at man mere skulle stræbe efter fornuftig indretning end sprælsk personlighed og dekoration. Det er en interessant holdning set i forhold til nutidens boligindretning, der efter min mening, minder mere om teaterkulisser end traditionel boligindretning.
Finn Juhl kritiserede sin tids lejlighedsplaner, som han mente var svære at indrette fornuftigt. På Skolen for Bolindretning lærte man, hvor meget forskellige møbeltyper fylder, og hvor meget funktionsplads, der skal være omkring dem. Hvordan indretter man et værelse bedst mulig med hensyntagen til både ganglinjer og funktionalitet? Mor blev en mester i at tegne opstalter af reoler indrettet med bøger, krukker og andre opbevaringsgestande – alle fint farvelagt med akvarelfarver. Selv en væg med enkelte indrammede billeder kunne være genstand for en opstalt. Vi har haft mange hjem i vores familie, og hver gang vi flyttede ind et nyt sted, har mor altid tegnet planer med møbler, tæpper og belysning for at sikre sig den helt rigtige indretning. Hvilken farve passede til rummet? Hvilke proportioner opstod der på en vægflade, når man hang billeder op?

Helt i denne ånd er de bøger om typehuse, indretning og farver, som blev udgivet af Bo Bedre i 1970’erne. Her er indretning ikke i første række et spørgsmål om en iscenesættelse af en stemning men om en masse fornuftige og bevidste valg, som man tager, for at få hjemmet til at fungere bedst muligt. Det kræver dog en vis disciplin af beskueren at nyde en såden tilbageholdende indretning. Måske er det det, der gør denne periode så fascinerende og enestående. Det er eksempelvist frækt at indrette en butik med få enkle møbler. Hvor er blikfanget? Tænk at lave et møbel, som ikke har behov for at gøre brug af alskens virkemidler for at gøre opmærksom på sig selv. Finn Juhl har skrevet håndbogen ”Hjemmets indretning” om boligindretning. Mor fortæller, at eleverne på Skolen for Kunstindretning studerede den omhyggeligt.

Fin Juhl er kendt for også at interessere sig også for farver. I en tid, hvor vi bliver bombarderet med farver ikke mindst via de elektroniske medier, vil mange måske trække på smilebåndet af hans forsigtige blå og orange streger her og der, men i 1960’erne og 1970’erne var mange arkitekter nervøse for at kaste sig ud i farveeksperimenter og valgte derfor at male de fleste huse hvide både udvendigt og indvendigt.

Steen Eiler Rasmussen har et godt kapitel om farver i bogen, ”Om at opleve arkitektur”. Brug varme farver i rum med varmt (sol)lys og kolde farver i rum med koldt (himmel)lys. Førstnævnte egner sig til stuer – sidstnævnte til soveværelser og atalier. Brug nuancer af samme farve for at undgå katastrofer, hvor farverne ikke passer sammen. Man kan dog sætte en accent og fremhæve dele af indretningen ved forsigtigt brug af komplementærfarver.

Finn Juhl arbejdede selv næsten udelukkende med polstrede møbler. Polstremøbler havde kun få historiske forbilleder, så det var op til møbelarkitekterne selv at finde egnede former. Han tegnede sofaer, hvor man kunne sidde på traditionel vis eller sidde over kors for at tale med sidemanden. Han forsøgte at minimere polstringen, så den ikke fyldte for meget. På den måde fik han også møblerne til at se lettere ud. I ”Hjemmets indretning” fortæller han, at møbler ikke skal være for dominerende. Man må gerne kunne se gennem dem, og alle hans møbler er faktisk tegnet i den ånd. I nogle af sofaerne er ryggen adskilt fra sædet, hvilket får ryggen til at se ud som om, at den svæver. I sin formgivning lod Finn Juhl sig også inspirere af den moderne kunst og etnisk kunsts organiske former.

Et møbelikon blandt hans møbler er den enkle topersoners sofa kaldet ”Poeten” – opkaldt efter spillefilmen ”Poeten og Lillemor,” hvor den var med i scenografien. Den organisk polstrede krop, der ligesom en stor åben hånd bærer de siddende, står på fire buttede træben, der skyder sig ud nedenunder.
En dejlig lænestol at sidde i, der minder om ”Poeten,” er ”Pelikanstolen.” Begge har med deres knappe, polstrede form i stærke farver, og deres tykke afrundede ben noget friskt og humoristisk over sig. Jeg synes, at det er en skam, at Finn Juhls møbler er så dyre. Det er måske grunden til, at de ikke blev den helt store salgssucces herhjemme. Et andet problem med Finn Juhls polstrede møbler er, at polstringen er sårbar. Nogle års slid eller et glas spildt rødvin og så er man på den. Det koster en bondegård at få dem ompolstret.

FJ-45 stolen fra 1945 har buede armlæn og let polstret ryg og sæde. Det en nydelse at se og føle samlingerne i træet. De smukke slebne former og overgangene mellem de forskellige stykker træ minder om polerede træpiber. Det er let at skelne det bårne fra det bærende. Fra under sædet løber en skråstiver ud til hvert forben, hvilket gør det muligt at undlade tværstivere.

Finn Juhls mest berømte stol er vel nok ”høvdingestolen,” der efter sigende har fået navnet, fordi Kong Frederik d. 9 engang sad i den. Den virker også mere præsentabel end de andre. Jeg har dog set et billede af Finn Juhl, der sidder med det ene ben svunget op over armlænet.

Finn Juhls eget hus har heldigvis ikke lidt samme skæbne som Børge Mogensens – måske fordi det hus ligger lige ved siden af museet ”Ordrupgård” og derfor nemt har kunnet blive en del af udstillingen. I dag er der mange besøgende, der nøjes med at købe billetter i den nymanieristiske hovedbygning af Zara Hadid, før de skynder sig over til det lille beskedne hus fra 1950’erne lidt derfra. Her kan man se, hvordan Finn Juhl har prøvet sig frem med sine møbler og brugen af en åben planløsning. Jeg har læst, at japanerne har været forbi og målt mesterens hus op – ned i selv mindste detalje - og at de har opført en kopi af det i Japan. Historien lyder, at de først havde placeret huset efter udsigten på en bjergside, men at danskerne i sidste øjeblik fik dem til at vende det efter verdenshjørnerne – fordi Finn Juhl havde indrettet og farvelagt rummene i forhold til sollyset. Har vi nogensinde kopieret et hus i Danmark? Hvad med at opføre eksempelvis et Frank Lloyd Wright hus, så vi rigtigt kunne studere detaljerne? Eller hvad med at opføre dele af Katsura paladset og dens omgivende have, der har haft så stor betydning for danske og europæiske arkitekter? Hele Europas arkitektstand ville komme på besøg for at se det!

Arne Jacobsen (1902-71)
Arne Jacobsen blev via en arkitektkonkurrence i 1929 kendt på sit ”Fremtidens hus,” som han tegnede sammen med Mogens Lassen. Huset havde en cirkulær plan og var spækket med fremtidsideer. Det havde eksempelvis foruden bil- og motorbådsgarager også en helikopterlandingsplads på taget. I fremtiden flyver rigmænd selvfølgelig rundt i deres egen helikopter! Indvendigt var huset gennemmøbleret med moderne Bauhaus-inspirerede stålmøbler. Det var Arne Jacobsen, der tegnede det modernistiske, hvide Bellevueteater samt boligbebyggelsen Bellavista ved Bellevue strand. Fra tiden før krigen er også Århus og Søllerød rådhuse kendt. Rødovre Rådhus og SAS-hotellet er fra 1950’erne. Senere tegnede Arne Jacobsen den nye, moderne Nationalbank på Holmen overfor Christiansborg.

Af en eller anden grund lykkedes det ofte Arne Jacobsen at få lov til at designe møbler til de velhavervillaer, som han kom til at tegne allerede tidligt i sin karriere. Disse møbler – konstrueret af træ og polstret - var dog mere traditionelt formgivet. SAS-hotellet blev vendepunktet. Her tegnede han i et nyt modernistisk formsprog alt inventar lige fra møbler, belysning, tapeter, tekstiller til ure, spisebestik og askebægre.

I sin arkitektur stræbte Arne Jacobsen efter et minimeret, let og forfinet udtryk, som han også forsøgte at føre over i sine møbler. Møbler som Ægget, Svanen og Myren var dog friere og mere svungne i designet end husene. Han kunne derfor bruge disse møbler til at blødgøre de ellers hårde linjer og rette vinkler i de modernistiske bygninger. Tænk på Nationalbankens kolde marmor, store glaspartier og stålrør. Lige i midten af denne perfektion har han placeret en gruppe af organiske, læderbetrukne svanestole, der kan dreje i alle retninger, og som aldrig står på samme måde. Nogle siger at de ligner mennesker. Arne Jacobsen kunne det der med at lave stramme proportioner – Jeg tror at det er derfor, at hans organiske møbler stadig er populære så mange år efter.
Arne Jacobsen arbejdede på den måde at han tegnede sine møbler og kun lavede få modeller. Det fik han i stedet fabrikanterne til – ligesom han også trak dem med ind i den videre udviklingsproces. Det har virkeligt krævet tålmodighed fra deres side, for Arne Jacobsen var ikke bange for at komme med den ene ændring efter den anden. Det færdige møbel skulle være lige, som han ville have det, od det har sikkert været hårdt for alle parter, men det var umagen værd, for hvad kom der ud af det? - Verdensberømte møbler, der stadig sælger 60 år efter, at de blev udviklet.

Myren: En let og elegant spisestuestol med formpresset og lamineret ryg og tre stålben. Alt skulle minimeres, så stolen blev så let som muligt. Det siges at folk var bange for at sidde i den, da den kom frem, fordi de troede, at den ville brase sammen. Myren blev først afvist af producenten, men tilfældigvis opdagede en Novo-direktør arbejdsmodellen hjemme hos Arne Jacobsen, der kvikt meldte ud, at stolen faktisk var tegnet til Novos kantine. Tak, siger vi i dag til både Novo-direktøren og Arne Jacobsen! Syveren er en variation af Myren med en noget anderledes rygform og fire ben. Jeg elsker at sidde til bords på en Myre, fordi den laminerede ryg giver efter, når man skifter siddeposition.

Ægget og Svanen: Begge blev designet til SAS-hotellet. Arne Jacobsen havde arbejdet videre med nogle polstringsideer fra før krigen, der blev til disse to skumpolstrede møbler. Ægget er specielt ved, at den kan polstres med et enkelt skind på forsiden og et andet på bagsiden. Lædersamlingerne forløber naturligt mellem overgangen mellem for- og bagsiden. Ægget minder om de gamle øreklapstole, som man kunne putte sig godt ned i. Man kan også sidde på tværs i den med benene ud over armlænet.

Jeg har hørt arkitekter kritisere Arne Jacobsens overgange fra det bårne til det bærende. Både Ægget og Svanen er båret af et lodret stålrør, der stikker lige op i polstringen. Benene på myren løber ligeledes op under krydsfinersædet og samles her på en noget uklar måde. Personligt kan jeg sagtens leve med disse overgange, for Arne Jacobsens møbler er alligevel utroligt elegante og velformede.

Poul Kjærholm (1929-1980)
Helt i modsætning til Arne Jacobsens og Finn Juhls organiske former står Poul Kjærholms møbler. Poul Kærholm ville renheden og enkeltheden. Han brød sig ikke om huse, der var fyldt op med ”dillerdaller” fra gulv til loft. Hans ideal var rene møbler i velproportionerede rum, der åbnede sig op ud mod naturen på traditionel japansk vis. Andre har forsøgt sig med minimalistiske møbler, men ingen kommer, efter min mening, op på siden af Poul Kærholm.

Hans smukke møbler er typisk konstrueret af få elegante stålelementer skruet sammen med tydeligt markerede umbrakoskruer. Stålelementerne er omhyggeligt slebne, så de patinerer pænt. De er nærmest er skulpturer i sig selv. Poul Kjærholm opfattede stålet som et naturligt materiale på linje med træ, garn og læder. Han gjorde brug af dets fjedrende egenskaber. Som beklædning brugte han flagline, vidje (fletværk) eller naturlæder. Sidstnævnte patinerer nemlig smukt med tiden.

PK 22-stolen: Hvilestol af mat, forkromet fjederstål beklædt med læder fra 1955. Jeg mødte en gang en amerikansk arkitekt, der havde været udvekslingsstudent i Danmark. Det eneste han tog med hjem til U.S.A. var denne stol, som han skilte ad og lagde i en kuffert. Jeg forstår ham godt. Den står sikkert i dag et sted i U.S.A. lidt væk fra amerikanerens tegnebord med udsigt til vand og grønt. Jeg har desværre aldrig selv haft råd til en. Et problem ved Poul Kjærholms møbler er lige præcis, at de er så ekstremt dyre og at det gøre dem vanskelige at anskaffe for menigmand - og meget populære blandt indbrudstyve.

PK 61: Mine forældre havde dette geniale sofabord, der består af fire ens L-formede bordben og en tilhørende stenplade. Vi havde en skifferplade. Andre bruger gennemsigtigt glas eller en marmorplade med smukke årer i. Selv tør jeg dog ikke have det bordet stående af frygt for at et af mine børn skulle slå sig på det.

PK 9: En elegant spisestuestol bestående af en læderbeklædt ryg-sæde-element og båret af tre ens, bøjede stålben, der samles på midten. I modsætning til Arne Jacobsens møbler så er her en klar overgang mellem det bårne og det bærende.

PK 24: En elegant hvilstol hvor sæde og fodstøtte løber ud i et. Den øverste del er flettet og hviler frit på understellet, hvilket betyder, at man kan rykke overstellet frem og tilbage og på denne måde indstille forskellige siddevinkler.

Verner Panton (1926-98)
Verner Pantons møbler var meget anderledes end de møbler af ”naturlige” materialer, som de andre danske møbelarkitekter syslede med. Han var faktisk så ”poppet,” at han måtte flytte til Schweiz for at kunne gennemføre sine ideer. Hans første møbler blev ligeledes produceret i U.S.A.

Pantons møbler med deres stærke farver og klare geometriske former er meget ”halvfjerdseragtige.” Tag f.eks. kræmmerhusstolen, der egentlig er et stort velproportioneret kræmmerhus med ryg. Den findes både polstret og i ståltråd. En pendant hertil er Hjertestolen, der også er et kræmmerhus, denne gang bare afsluttet med en hjerteformet ryg. Hjertestolen er selvfølgelig effektfuldt polstret i rødt stof. Pantons måske mest berømte stol er ”Pantonstolen,” der er lavet i et stykke plastik. Den kaldes også for stabelstolen, fordi den kan stables. Stolen har form som et skupturelt ”L” og findes i et utal af fantasifulde former – også i bøjet krydsfinér - utroligt at konstruktionen holder. Panton er også kendt for sine lamper – blandt andet for sin ”flower pot” og ”VP-globe”.