Alvar Aalto 1898-1976
- se billeder af Finland og Alvar Aalto
Modernismens arkitektur kan til tider være svær at forstå, da den kan virke upersonlig. Før jeg går i gang med Alvar Aaltos arkitektur, er det derfor på sin plads lige kort redegøre for, hvad det moderne går ud på. Kort sagt, så udviklede samfundet sig utroligt hurtigt i 1800-tallet. Der kom mange nye funktioner til, som skulle huses i nye bygninger f.eks. fabrikker, fængsler, hospitaler, etagehuse, benzinstationer osv. Listen er lang. Det virkede underligt at formgive disse nye hystyper i de gamle stilarter, og man søgte derfor efter en ny æstetik, der kunne bruges i stedet for. Befolkningen eksploderede, byerne voksede, og det gamle samfundssystem kom under pres. Udviklingen gjorde, at man også søgte efter et nyt samfundssystem, hvor den store, fattige befolkning kunne løftes op på et menneskeværkdigt materialistisk og socialt niveau. Denne udvikling foregik over alt i den vestlige verden, også i Finland, der ud over industrialisme og fattigdom oplevede både at blive uafhængig af Rusland (1917) og kort derefter at gennemleve en borgerkrig mellem de hvide og de røde. Finnerne havde i stor grad behov for at definere, hvem de selv var, og i denne forbindelse spillede kunstnere og arkitekter som Alvar Aalto en ikke ubetydelig rolle.
Alvar Aalto var 19 år gammel, da Finland blev uafhængig. Man må sige, at han var på det rette sted på det rette tidspunkt. På arkitektskolen blev han inspireret af tidens nyklassicisme, men han blev også tændt af futuristernes gejst og så uanede muligheder for det fattige land i brug af moderne teknologi. Masseproduktionen var, efter AA’s mening, en vigtig faktor, hvis levestandarden skulle hæves. Han har senere sagt, at teknologi og masseproduktion gjorde demokratiet muligt. For AA var det at flyve i en moderne passagerflyvemaskine til USA en meget større triumf end en skulptur af en succesrig hærfører eller konge. Interessant er det så, at AA på trods af sin begejstring for det nye ikke var blind for, at den moderne, teknologiske verden havde sin menneskelige pris. Hvis man ikke passede på, så kunne samfundet og arkitekturen udvikle sig i en retning, hvor det enkelte menneske følte sig som slave. AA mente, at den rå kapitalisme skulle styres. Inden for arkitekturen betød det, at man skulle forsøge at ”menneskeliggøre” de nye produkter, som industrien producerede – det gjaldt også husene.
AA’s far var landmåler, og som barn gik han på opmålingsture med faren i de finske skove. AA lærte at læse de buede højdekoter på et landkort, og på en måde går disse buer går igen i hans arkitektur. Den finske natur med skove, søer, klipper og bakker blev udgangspunkt for hans arkitektur. Det var her, at han søgte sin inspiration. Kurverne og buerne havde også en geometrisk funktion, i det de blødgjorde, skabte spænding og opløste den stramme geometri, som moderne bygninger af logiske grunde ofte er planlagt med. Han var også maler og malede abstrakte former fra naturen. Han gjorde på ingen måde brug af Bauhaus-skolens platoniske formsprog - cirklen, trekanten, firkanten dvs. kuglen, pyramiden og kassen.
AA elskede naturlige materialer som træ og natursten. Han mente, som en del andre arkitekter også gjorde det, at teglsten, keramik, glas, kobber og stål havde noget naturligt over sig. Til gengæld hadede han såkaldte unaturlige materialer som plastik. AA var glad for den traditionelle finske byggestils umalede bjælkehuse og mos på taget. Sådanne huse var, mente han, i pagt med naturen. Den progressive holdning til samfundets udfordringer afspejlede sig også i dyrkelsen at den sunde krop. Piger og drenge drog ud i naturen, hvor de motionerede, sejlede og tog på vandreture.
AA arkitektur udviklede sig fra tidligt i livet at være nyklassicistisk inspireret til senere at blive en form for fri modernisme. Det var vigtigt for ham ligesom for Frank Lloyd Wright, at bygninger skulle tilpasses landskabet. Det gjaldt både med hensyn til deres placering og de materialer, som de blev bygget af.
Som sagt, så var han bevidst om, at bygninger ikke bare var maskiner til at bo i, men at der var en psykisk faktor at tage stilling til. Det ses umiddelbart i hans møbler, der skulle være pæne at se på, gode at sidde i og behagelige at røre ved. AA brød sig slet ikke om modernisternes stålrørsmøbler, selvom han selv tegnede nogle få eksemplarer.
Når naturen kan skabe uendelig variation ud af nogle få grundformer f.eks. celler eller i en lidt større skala stammer, grene og blade, hvorfor kan arkitekturen så ikke også gøre det samme? Og hvad nu, hvis man masseproducerede disse elementer, kunne man ikke skabe et nyt, varieret formsprog, der passede til nutidens krav?
Finland ligger, som bekendt, højt mod nord, hvor vintrene er lange og kolde. Det var derfor heller ikke fremmed for AA at forsøge sig med store indvendige rum i hans bygninger. Det skulle være steder - hvor mennesker kunne mødes under mere humane forhold end ude i snestormen. Han tænkte indvendige rum på samme måde, som de naturligt opståede rum, der findes overalt i den finske natur. Det kunne f.eks. være en dal, der slyngede sig gennem landskabet. Nogle steder dannede skoven med sine lodrette træstammer væg, andre steder var det de grove klipper, der voksede op af jorden eller de bløde bakker, der gjorde det. Ude i naturen mødte man hinanden på stierne. Inde i husene gør man det på gange og på trapper. AA var derfor tidligt optaget af gange- og trappeforløb.
Og så var der lyset. Han var berømt for sit arbejde med lyset. Man får tårer i øjnene af, at nogen har gidet bruge tid på at regne ud, hvordan man får det smukkeste lys i en bygning. Man kunne jo bare plastre det hele til med neonrør – det var sikkert billigere. Hvor i bygningen var der behov for skyggevirkning? Hvor var der behov for diffust lys? Hvor skal lyset vise vej? Hvor skal det understrege noget? Hvor skal man fornemme, at solen bevæger sig i løbet af dagen? AA arbejdede især med at skabe et indirekte, diffust lys, som han mente var godt til biblioteker, kontorer og kunstbygninger. For at opnå det, skal sollyset ramme flader og afbøjes så meget som muligt. Og så skal der være den rigtige mængde lys - hverken for mørkt eller for lyst. Det er i og for sig logisk, at det lige var i Finland, at der blev tænkt så over lyset. De har jo ikke så meget af det deroppe om vinteren.
AA åbnede en tegnestue 1923 og giftede sig året efter med arkitekten Aino Marsio, der senere hen fik en stor rolle i udviklingen af hans arkitektur. De tog på bryllupsrejse til Italien. AA, der var meget selskabelig, elskede støvlelandet. Den arkitektur, der gjorde mest indtryk, var de robuste romanske kirker ude på landet. Men han lagde også mærke til de gamle palæer med deres indre gårde og dominerende tårne. Det var her i gårdene og på pladserne foran rådhuse og kirker, at livets teater udspillede sig (se ”Odd Brochmann og de italienske byer” under ”Middelalder” her på hjemmesiden.
I 1927 flyttede AA og Aino tegnestuen til Turku, Finlands næststørste by vendt ud mod de svensktalende Ålandsøer. Her tegnede de kirken i Vyborg eller Viipuri, som byen hedder på finsk, i det nuværende Rusland. Sammen med et avishus i Turku blev det AA’s første modernistiske byggeri i den internationale Bauhaus-stil.
Året efter rejste han og Aino til Frankrig, Nederlandene og Danmark for at se på moderne arkitektur. AA ville specielt se Le Corbusiers byggerier. I Danmark besøgte han Poul Henningsen og har sikkert studeret PH-lampen, da mange af hans egne lamper gør bruge det samme slags indirekte lys.
I 1929 dukkede AA op ved den 2. CIAM kongres (Congrés Internationaux d‘Architecture Moderne) i Frankfurt, hvor han blandt andre mødte Le Corbusier og Walther Gropius. Samme år tegnede han Paimio Tuberkulose Sanatorium, der sammen med biblioteket i Vyborg, satte ham på arkitekternes verdenskort. Begge bygninger var i den nye hvide stil. Udgangspunkt for formgivningen af sanatoriet var patientens oplevelser af det at være på hospital. Materialerne skulle eksempelvis være behagelige at røre ved, vasken på sygestuen skulle ikke pjaske, sollyset skulle ikke blænde og der skulle være masser af frisk luft. I forbindelse med byggeriet udviklede AA også en del møbler. Heriblandt var den enkle og smukt buede Paimio-stol i birketræ. Det hårde sæde skyldes, at den skulle være nem at gøre ren. Vinklen i ryggen er udregnet efter den bedste position for de tuberkuloseramte lungerne. Det er huller i den øverste del af ryggen for at give frisk luft omkring hovedet.
I 1933 flyttede AA og Aino tegnestuen tilbage til Helsinki. Samme år blev deres møbler, lamper og vaser udstillet i London. Sammen med forskellige håndværkere, havde Alto udviklet et system til bøjning af massivt birketræ. Det kunne ikke gøres på samme måde som ved almindelige trætyper i Sverige og Danmark. Metoden, der var allerede blevet brugt i Paimio-stolen, overførte de til en lang række andre møbler. De lavede alle slags møbler: spiseborde og spisestuestole, stabelstole, lænestole, sofaer, sofaborde, reoler, teborde på hjul, skamler og mindre borde. De var alle af massivt birketræ og krydsfinér, og så var de gode at røre ved. Møblerne var de ekstremt enkle i deres form. Formsproget kom til at genspejle de kurver og rundinger, der allerede karakteriserede AA’s arkitektur. Af glasvaserne, blev specielt Savoy-modellen meget kendt. Den havde oprindeligt været tegnet til en restaurant.
I 1935 traf AA direktørfruen, mæcen og kunstinteresserede, Marie Gullichsen, hvilket fik stor betydning for salget af AA og Ainos møbler og vaser. AA var på den tid i gang med at tegne og opført en stor træfabrik, Sunila-fabrikken, for familien Gullichsen. Nogle år senere hjalp Marie med til at grundlægge firmaet Artek, der kom til at stå for salg af AA’s design – og stadig gør det. Sunila fabrikken ligger midtvejs mellem Helsinki og Vyborg. AA’s fabrikker er noget for sig. Bygningernes elementer indgår i en stor, samlet komposition med de flotteste former. De er der, man skal bare have øje for det. Senere byggede AA også beboelseshuse til fabrikkens medarbejdere.
I 1936 indrettede han den finske pavillon til Verdensudstillingen i Paris. Samme år byggede han og Aino en tegnestue og bolig i Helsinki – nu officielt kaldet ”Aaltohuset”. Det kom til at ligge på en vidunderlig tilplantet grund med lodrette fyrretræer. Aaltohuset lukker af ud mod villavejen men åbner sig derimod op ind mod haven. Det sker både i stueetagen og på første sal, hvor der er en pergola-overdækket terrasse. Husets plan er tegnet efter en L-form og består af en tegnestuelænge og en beboelseslænge. Tegnestuen befinder sig i et dobbelthøj rum med altangang øverst oppe. Her fra har man et fint overblik over tegninger og modeller nedenunder og kan se dem lidt fra afstand. Tegnestuen er oplyst af et stort atalievindue i 2. sals højde og et funkis-hjørnevindue i den fjerne ende. Dagligstue og spisestue ligger i forlængelse at hinanden i stueetagen af beboelseslængen og er indrettet med AA’s enkle, lyse og velproportionerede møbler. At stå der midt i dagligstuen mellem alt det lyse birketræ er som at være i en hel anden smuk og humanistisk verden. Ovenpå findes de mere private rum samt en lille pejsestue. Det udvendige mure er hvide og vandskurede mod villavejen. Det siges, at AA godt kunne lide at murene med tiden kom til at se lidt slidte ud. De mere private rum på 1. sal har ydervægge af mørkt træ, der er med til at danne en opdeling af facaderne.
I 1937 byggede AA nogle hvide beboelseshuse på en skråning i den nye bydel Kauttua, der, på en hel ny måde, trappede ned ad en skråning. Han arbejdede stadig i den hvide stil. PH’s eget hus i Gentofte, der på samme måde trapper ned ad en skråning, er fra samme år.
I 1938 var AA igen på en rejse til USA, og samme år tegnede han den berømte villa Maira for Marie Gullichsen og hendes mand. Villaen er opkaldt efter hende. Udvendigt ser man et moderne toetages, hvidt, L-formet hus, der dog er noget opløst i formen. Der sker rigtigt meget i dette hus. Et sted er der sat en stor trækasse på, som en del af stuen. Et andet sted ses en udvendig naturstenstrappe. Foran indgangen hænger en stor baldakin. Der er flere forskellige slags vinduer heriblandt hjørnevinduer, vinduesbånd og vindueskasser. Indeni, er huset præget af den åbne plan. Lodrette træstokke filtrerer lyset. Lodrette træsøjler er malet sorte i japansk stil. Et område af stuen er tydeligt inspireret af den traditionel finsk stue med en kalket kamin. I musikstuen stod oprindeligt PH’s flygel i glas og krom specialbygget til familien Gullichsen.
AA tog i 1939 igen til USA i forbindelse med den nye Verdensudstilling i New York. Også denne gang havde han tegnet den finske træpavillon, og nu overgjorde han helt sig selv. Indvendigt var væggene 16 meter høje og opdelt i fire etager, hver med sin med bølgende træbeklædning, der hældede ud over den besøgende. I den øverste etage vistes store billeder af det finske land, i den næste sås folket. I den tredje vistes det arbejdende folk og i den nederste de finske produkter. Man kunne selvfølgelig også se AA’s egne møbler. Frank Lloyd Wright kaldte pavillonen genial.
I 1939-40 udkæmpedes Vinterkrigen mellem Finland og Sovjet Unionen. Under krigen fik AA til opgave at forbedre kontakten til USA. I 1940 besøgte han Frank Lloyd Wrights Falling Water efter at være inviteret af familien Kaufmann. Efter et års fred fortsatte krigen igen i 1941 og til sidst måtte finnerne bøje sig for overmagten. De gik i 1944 med til at smide deres gamle allierede tyskerne ud af Lapland.
I 1946 tog AA med Frank Lloyd Wright til Taliesen. Samme år byggede han M.I.T. Baker kollegiet i Massachusetts. Væk var nu den hvide stil. Der var nu tale om funktionsbegrundede kurver og murværk i rødt tegl. Det var starten på det, som kaldes den røde periode.
AA tegnede Säynätsalo rådhus i 1948, og dette relativt beskedne byggeri blev en af hans mesterværker. Her kom hele hans arkitekturpallette i spil. Facaderne bestod af røde mursten. Rådhusets forskellige funktioner var placeret omkring en indre gård, der var løftet en etage højere op end området omkring huset. De massive mure minder om borgmure, og man mærker inspirationen fra Italien. Rådhussalen lå oppe i en høj, tårnagtig bastion i byggeriets ene hjørne. To landskabstrapper førte op til det indre gårdrumme. Den ene, der førte op nede fra gaden, var muret og stramt formet. Den anden, der lå i den modsatte side af den indre gård, var derimod af træ og græs og ledte ud i naturen. En af bebyggelsens fløje havde butikker i stueetagen og et bibliotek i niveau med den indre gård. Biblioteksrummet var stort, aflangt og med glas i hele den ene side. En anden fløj indeholdte boliger til nogle af de ansatte på rådhuset. Den stramme udvendige trappe fortsatte videre som overdækket trappe op i selve rådhustårnet, hvor den til sidst åbnede op i rådhussalen. Selve rådhussalen havde usædvanligt højt til loftet. Og øverst oppe sås en original spærkonstruktion. Der skete meget i denne bebyggelse. Der var kælet for hver detalje om det så var sollyset, håndtag, skjulte radiatorer eller rådhussalens inventar. Og her er det så, måske, at den nutidige beskuer går galt i byen. Hvis man ikke vidste bedre, så ligner det jo ”bare” en almindelig 1960’er-bygning.
Til AA stor sorg, døde Aino i 1949. Han giftede sig igen i 1952. Også denne gang var det med en arkitekt. Hun hed Melissa Mäkiniemi. Sammen byggede de en ny tegnestue og et eksperimentalhus.
Samme år tegnede AA Helsinki teknologiske universitet i Otaniemi, der i dag bliver kaldt for en kronjuvel i finsk arkitektur. Hele anlægget renoveret på forbilledlig vis. Blandt bygningerne er auditoriet, der er opbygget som et amfiteater, et smukt bibliotek og et velkomponeret fjernvarmeanlæg. Husk også at se det lille kapel af Heikki and Kaija Sirén og studenterhuset af Raili og Reima Pietilä. Der er i nyere tid også bygget en ny arkitektskole. Universitetet kaldes i dag for Aalto University.
Tegnestuen, der blev bygget i 1955, kaldes i dag for ”Aalto Studio.” Den kom til at ligge på en skråning omkring et mindre udvendigt amfiteater. Et lille hus med køkken og spisestue dannede scene nederst i amfiteatret. Øverst oppe afsluttedes amfiteatrets runding med en hvid væg og et vinduesbånd. Det lidt uformelige rum inde bag rundingen blev et meget fotograferet udstillingsrum. Huset slyngede sig næsten hele vejen omkring amfiteatergården men lod dog en åbning ud modnaturen stå tilbage. Min onkel, der som ung arkitekt oplevede at arbejde på denne tegnestue, fortæller, at AA typisk gik rundt og lavede små skitser, som det så var de ansattes opgave at tolke. Rummet med den buede facade ud til amfiteater-gården blev brugt som ophængnings og udstillingsrum. AA kravlede op i platformen i det ene hjørne, når han skulle have udsigt ud over tegninger og arkitekturmodeller. Som min onkel huskede det, så var han en flink mand, der ikke talte timer og minutter, men i stedet gav de ansatte den tid, som de havde brug for, til at løse de arkitektoniske problemer.
Kort efter tegnede AA et fagforenings-kulturhus i Helsinki med rundede røde teglstensmure. Det var på dette tidspunkt at han gik fra at bygge i mursten til i stedet at bygge i hvidpudsede mure eller hvidt marmor. I 1954 byggede han et beboelseshus i Hansaviertel i Berlin. I 1958 blev det til et kulturcenter i Wolfsburg. I 1959 fulgte så et operahus i Essen. I 1962 sluttede han af med det store Finlandiahus i Helsinki. Jeg var ikke selv begejstret, da jeg så det i virkeligheden, for det virkede stort og bombastisk og meget langt fra den intime finske skov med sine birketræer, klippesider og søer, som tidligere havde inspireret den store arkitekt.