Forsøg på en moderne arkitektur

- se billeder

 

Tyskland

Som led i den tyske industrialisering oprettedes Werkbund i 1903. Inspirationen kom fra foreningen Arts and Crafts i England. Den tyske stat var interesseret i at fremme håndværk og produktion. Der foregik en lang og sej kamp mellem håndværket, som man i begyndelsen hævdede, havde en højere kvalitet, og industriproduktionen, som først under Bauhaus i tyverne gik af med sejren. Til Werkbund-udstillingen i 1914 tegnede Bruno Taut (1880-1938) en pavillon, der var noget helt nyt, da den næsten var af glas.

Mendelsohn (1887-1953) var soldat i 1. verdenskrig. I skyttegravene nåede han at tegne 1500 små skitser. Skitsen var hans foretrukne arbejdsredskab. Han arbejdede med en dynamisk arkitektur med bygninger, der lignede kæmpemaskiner. Husene havde samtidigt noget tysk ekspressionistisk over sig.

Lige efter krigen led Tyskland under sult og arbejdsløshed. Antallet af arbejdsløse løb op i enorme tal. I 1919 nedsatte man en revolutionssoviet, der skulle hjælpe til med at klare problemerne. De få boliger der var, var også for dyre. Staten blev tvunget til at gribe ind med en boligforvaltning, hvor man bl.a. arbejdede med en huslejebeskyttelse.

Hovedparten af det nye byggeri bestod af de såkaldte Siedlungs, hvor man gjorde det af med de indeklemte baggårde. Man ville befri menneskene fra storbyslummen og hentede inspiration dertil i de engelske havebyer. Man gjorde brug af det kubistiske formsprog som en reaktion mod det gamle. Lejlighederne, der var på mellem 30 og 60 m2 havde mange nye faciliteter bl.a. indlagt vand og gas. Køkkenerne var udformet vha. grundige funktionsstudier. I nogle værelser kunne sengene slåes op i væggene. I forbindelse med bebyggelserne kunne man finde fælleshuse og fællesvaskerier. Man forsøgte sig også med nye materialer som beton.

 

Østrig

Helt tilbage i 1848 havde de liberale kræfter forsøgt at vælte enevælden. I Danmark fik vi som bekendt vores grundlov i 1849, men i Østrig slog det helt fejl. Efter nedkæmpelsen af oprøret holdt Kejser Franz Josef landet i et jerngreb. Da man ikke kunne udtrykke sig gennem politik, kastede mange sig over kunsten, der fik en opblomstring. Mest berømt var kunstnersammenslutningen Secession, der var formet som et angreb på den akademiske kunst og dermed indirekte påsystemet. Secession er den østrigske variant af Art Nouveau og Jugend. Ledende kunstnere og arkitekter som Gustav Klimt, Olbrich og Otto Wagner havde tætte forbindelser til bevægelsen.

I 1896 udkom Otto Wagners bog ”Moderne Arkitektur.” Han var en stor inspirationskilde for sesessionisterne. Som stadsarkitekt fik han også bygget en hel del. Det var bl.a. ham der tegnede de nye s-bane-stationer. Han var begejstret for den nye tid.

I løbet af den sidste halvdel af 1800-tallet steg Wiens befolkning stærkt med stor fattigdom til følge. Nogle brugte kunsten som protest, mens andre brugte den som virkelighedsflugt. Det er sikkert ikke tilfældigt at lige Freud udgav sit hovedværk i Wien i år 1900.

I 1908 udkom Adolf Loos (1870-1933) med sit berømte værk ”Ornament og forbrydelse.” Han mente, og sikkert med rette, at hele samfundet skjulte sig bag en facade. Bag de smukke wienervalse eksisterede en helt anden virkelighed. Arkitekturen afspejlede som altid samfundet i form af en meget akademisk arkitektur. Loos ville også have virkeligheden indenfor arkitekturen, hvor han ville afskaffe alt overflødig dekoration. Han ville dog ikke fjerne al dekoration, som det ellers er blevet hævdet siden i arkitekturdebatten.

Loos blev udlært som arkitekt i Dresden men var tidligt på besøg i U.S.A., hvor han bl.a. fik kendskab til Sullivan og Frank Lloyd Wrights byggerier. Som sagt var han kritisk overfor sin samtid – men også lidt af en provokateur, hvilket historien om kejserens gardiner er et eksempel på.

 

Italien

Efter foreningen af landet i 1870 var Italien mest kendt for mad og gammel arkitektur, men i 1909 udsendtes ”det futuristiske manifest.” Manden bag hed Marinetti. Han arbejdede som litteraturkritikker men var lidt af en multikunstner. Marinetti var så begejstret for alt det nye, at han ligefrem foreslog at fylde Venedigs stinkende kanaler op. Futuristerne var begejstrede for de store fabrikker, de hurtige tog, flyvemaskinen, racervognen osv. Selv moderne krig betragtede de ikke som en katastrofe. Krig var fuld af den moderne verdens energi, som de lidenskabeligt dyrkede. Da 1. verdenskrig brød ud meldte mange futurister sig frivilligt. Der blev dræbt så mange af dem, at bevægelsen i en periode var alvorligt svækket.

Både Marinetti og Mussolini var børn af anarkistiske forældre, og de var faktisk venner i deres unge år. Marinetti fandt dog fascismen for overfladisk og hoppede fra, selvom han faktisk var kulturminister i en periode.

Mussolini endte med at vælge en anden arkitektur som repræsentant for fascismen nemlig rationalismen. Det skete i 1926. Rationalisterne brugte i modsætning til futuristerne historien og udviklede sig til nyklassicister. Det var dem, der byggede IOR-byggeriet udenfor Rom, der skulle have været verdensudstilling i 1942.

 

Rusland

Omkring århundredskiftet fandtes en stor kunstnerkoloni i Moskva. Den var specielt påvirket af den franske impressionisme men havde også en tendens til at skildre den arbejdende befolknings historie og liv. Den italienske futurisme dukkede op i dette miljø og inspirerede til en dyrkelse af den nye, moderne verden. Ud af dette udvikledes konstruktivismen, der blev en periode med vitalitet og energi, som man ikke har set siden. Bag det hele lå en dyb tro på, at fremtiden ville bringe noget nyt.

Da Kasimir Malevich (1878-1935) i 1913 malede billedet ”sort firkant på hvid baggrund” var det en kunstnerisk revolution for det var første gang i kunsthistorien, at der blev skabt et rent abstrakt maleri. Malevich besøgte Kandinsky i Bauhaus og udgav sammen med ham en bog om det abstrakte maleri kaldet ”Die Gegendstandslose Welt.” Malevich lavede også såkaldte ”arkitektoner” der var en art abstrakte arkitekturmodeller. Han fik dog kun realiseret få af sine projekter. Omkring 1932 gik Malevich tilbage til at male figurativt måske som resultat af samfundets modstand.

En anden vigtig personlighed fra dette miljø er Tatlin (1885-1953), der ligesom Malevich også var maler og billedhugger. Senere i livet slog Tatlin ind på arkitekturens vej og arbejdede som konstruktivist. Tatlin havde set Picasso i Paris og var blevet inspireret til at lave såkaldte ”kontrarelieffer,” der ikke betød noget. Tatlin begyndte på at lave disse relieffer i 1913 og dette år betragtes også som konstruktivismen start. I konstruktivisternes manifest står at de skal konstruere kunst. Projekterne motiver var hentet fra arbejdslivet og præget af maskiner. Tatlin holdt sig til det rumlige. Han lavede et udkast for Internationale III i 1920. det skulle have været et gigantisk spiralformet tårn og verdens højeste bygning. Det blev ikke til noget, men bagefter arbejdede han med flyvemaskiner. Andre arkitekter var Melnikov og Leomdow. De lavede begge meget utraditionelle og dynamiske projekter med hovedvægt på den konstruktive og tekniske opbygning.

Der var mange misforhold mellem visionerne og virkeligheden. Rusland stod med næsten hele kroppen i et feudalsamfund og kun storetåen i det 20. århundrede. Reaktionen fra kommunisterne mod den frodige kunstneriske aktivitet, der var opstået efter 1917, kom allerede i begyndelsen af tyverne. Flere af kunstnerne nåede at flygte til Europa og med dem kom deres ideer, som kom til at få stor indflydelse på de finske arkitekter, De Stijl og Bauhaus.

 

Holland

I 1920’erne var der blandt kunstnere en udbredt opfattelse af, at hver tidsepoke havde sit karakteristiske formsprog. Kunstnerne, der kom til at udgøre De Stijl-gruppen, søgte et formsprog – med andre ord – en ny stil, der kunne passe til den nye verden. Heraf kommer kunstnergruppens navn – stilen eller ”De Stijl”.

De Stijl-gruppen var avantgardistisk og havde ligesom mange andre grupper i begyndelsen af det 20. århundrede en utopisk tro på en ny og bedre verden, hvor mennesket mentalt var frigjort fra personlighed, grådighed, status, rigdom og alle de andre symptomer på det gamle, konservative samfund, som man havde levet i indtil da. Man regnede med, at dette frigjorte menneske ville se på verden på en hel ny måde. Den nye stil skulle være med til at nedbryde ovennævnte og hjælpe samfundet frem mod De Stijls utopiske ideel. Kunsten skulle være ren, fuldstændig abstrakt og urørt af personlighed. Den skulle forstås helt på sine egne premisser og være objektiv og sand.

De Stijl-folkene forestillede sig, at der var nogle universelle sandheder, som kan fortælles om os mennesker.Det var disse sandheder, som man søgte. De ville lue ud i egne og andre irrelevante påvirkninger. Det har kunstnere prøvet at gøre både før og efter De Stijl.

Ligesom andre kunstnergrupper i tiden, samledes De Stijl-gruppen omkring deres eget blad, hvori de forsøgte at forklare deres ideer. De nægtede dog at lave propaganda for ideerne, da dette ville gå imod hele tanken bag De Stijl. I de tidlige år havde de kun en grov ide om, hvor de var på vej hen. Det kom til at tage mange år at udvikle en fuldstændig abstrakt kunst. I begyndelsen tog de andres motiver – f.eks. Van Goghs – og simplificerede dem. Malerierne forestillede dog stadig noget.

De Stijls kunstneriske ideer var anderledes end de ideer, som andre af tidens kubistiske grupper havde. De fleste kubister brød med realismen, fordi de ville kunne vise mere. Hvis et grønt ansigt havde et vigtigt budskab, så brugte de det. De havde intet imod personlighed. De syntes ligefrem at psykologien var vejen ud i fremtiden, hvilket jo var det stik modsatte af De Stijls tanker.

Det giver stof til eftertanke at De Stijls formsprog passede så godt til industriproduktionen. Man ville kontrollere kunsten og arbejdede derfor med et begrænset antal formmæssige elementer. Disse kunne være:

  • Det horisontale kontra det vertikale
  • Småt kontra stort
  • Lyst kontra mørkt
  • De tre grundfarver
  • Geometriske figurer
  • Flader og linjer
  • Tyngde, balance og tryk
  • Center og udkant

De Stijl-folkene arbejde næsten videnskabeligt med disse elementer. Det passede meget godt med den videnskabelige fremgangsmåde, der var populær i tiden. Formmæssigt kunne man også her sige: ”Less is more”.

Rietvelds lænestol er sikkert ikke særlig behagelig at sidde i, men det var heller ikke ideen med stolen. Den skulle i stedet ses som en skulptur, der forklarede De Stijls ideologi. Det, at stolen blev ukomfortabel, illustrerer dog, hvordan De Stijl-gruppen løb ind i problemer, når deres ideer skulle realiseres i den virkelige verden.

På trods af dette fandt De Stijl alligevel frem til nogle ideer, der måske stadig kan bruges. De skabte smukke og fascinerende ting. Mest berømt Rietvelds Schröder hus i Utrecht fra 1924. Det er tænkt som flader og pinde i hvid, grå og sort samt grundfarverne rød, gul og blå og ligner et tredimensionelt Mondrian-maleri. Planløsningen er tænkt fleksibel i dat flere af væggene i virkelighede er skydedøre der kan åbne et stort rum op eller opdele det i en række små værelser.