Mies van der Rohe (1886-1969)
Bo og Wohlerts ”Louisiana” i Hellebæk og ”Ambassade i Brasilia” er begge tydeligvis inspireret af arkitekten Mies van der Rohe. Utzons eget hus i Hellebæk har også hans træk, men hvem var denne Mies van der Rohe, populært bare kaldt Mies, egentlig? Og hvordan forklarer man hans arkitektur, der for mange kan virke både kold og kedelig? Hviken betydning har han for den moderne arkitektur?
Mies var tysker og, ligesom Le Corbusier, autodidakt. Han startede med andre ord ikke sin karriere på en anerkendt arkitektskole men arbejdede sig op på forskellige byggepladser, hvor han blandt andet lærte at tegne konstruktionstegninger. Mies stammede fra en stenhuggerfamilie ligesom den store renæssancearkitekt, Andrea Palladio. Fra faren lærte ham om at have fornemmelse for forskellige materialers stoflighed og sikkert også, at se formgivning som noget tredimensionelt.
Han voksede op i Aachen, der ligger i Tyskland tæt ved grænsen til Holland og Belgien. Aachen var det tidlige Frankerriges hovedstad. Midt i byen findes Kejser Charlemangnes ikoniske palatinske kapel fra 700-tallet, som den unge Mies besøgte. Måske fik han allerede her indprentet den forestilling, at stor arkitektur, ud over alt det andet, som den kan, også har en ikonisk virkning. Mies forstod, at datidens store katedraler og klostre afspejlede en grundlæggende ide om den tid, som de var bygget i.
Som ung mand flyttede Mies til Berlin, blev tegner hos en arkitekt og udnyttede tiden til at gå på både kunst- og bygmesterskole. Han havde et talent og en personlighed, som der blev lagt mærke til og kom snart ind i progressive tyske kredse. I 1907, i en alder af 20 år, tegnede han en villa for en filosofiprofessor. Huset, ”Das Riel Haus,” var ret traditionelt i sin udformning i forhold til hans senere moderne arkitektur men blev alligevel beundret i sin tid.
Mies var en søgende person. Hans liv kan ses som en lang rejse hen mod en opløftet, ren, moderne arkitektur, der passede til den moderne, industrialiserede tid, som han levede i.
Et vigtigt skidt blev taget, da han i 1908 kom til at arbejde for den tyske arkitekt Peter Behrens, der er kendt for AEG-turbinefabrik fra 1907 – en af de første moderne fabriksbygninger overhovedet. Her lærte Mies om den store form – den som senere danske arkitekter kalder for ”hovedgrebet”. Behrens viste, hvordan de grundlæggende ideer i hovedgrebet kunne afspejles i alle dele af huset helt ned til døre og håndtag. På Behrens tegnestue arbejdede han sammen med to at de andre af historiens store arkitekter nemlig: Walter Gropius og Le Corbusier.
Omkring 1910 opdagede Mies Frank Lloyd Wrights arkitektur, som han blev meget imponeret over. FLW var på det tidspunkt, som bekendt, stukket af med en klients kone og taget til Berlin. FLW´s ide var at bryde æsken, som han kaldte det almindelige hus, op, og åbne rummene op ud mod naturen. FLW var også en fortaler for nye konstruktionsformer af beton, stål og glas.
En tredje inspirationskilde ud over Peter Behrens og Frank Lloyd Wright var arkitekten Berlage, der opfattede arkitektur, som en videnskab, der på rationel vis skulle udvikles. Berlages holdning var, at det gjaldt om at finde et rationelt konstruktionsprincip, som bygningen skulle formgives over. Strukturen skulle med andre ord strukturen passe til formålet.
Med økonomisk hjælp fra sin nye kone Adas familie, de blev gift i 1913, startede han sin egen tegnestue i 1912. Mies deltog selv i 1. verdenskrig.
Efter krigen blev Berlin hovedstad for kunst- og arkitektur-avantgarden. Man ville kreere en ny borger i et nyt samfund, og Mies blev en del af det eksperimenterende miljø. Han blev også en del af den moderne organisation Werkbund. Det var i denne periode at han definitivt forkastede nyklassicismen. Formsproget var simpelthen en spændetrøje for den nye tid. I 1921 gik Ada og han fra hinanden. Samme år ændrede han sit navn fra Ludwig Mies til Mies van der Rohe.
I de næste tre år udviklede Mies sine fem berømte fantasiprojekter, der senere hen fik stor betydning for hans arkitektur. To af dem var glasskyskraberprojekter, hvor han forsøgte at bøje glasfacaderne, så sollyset ville kunne reflekteres fra forskellige vinkler. Mies forsøgte ved store udkragninger af etagedæk og med søjlekonstruktioner, at få de bærende elementer væk fra facaderne, så man tydeligt kunne se etagedækkene. Det tredje projekt var et stort kontorhus – også med glasvægge. De sidste to var enfamiliehuse. Det ene af disse, murstenshuset, har lange mure, der fortsætter ud i naturen for visuelt at binde de indre rum sammen med naturen udenfor. Det andet, betonhuset, minder mere om en kubistisk komposition. Ideen var, at de fem projekter skulle bygges i glas, stål og mursten. Konstruktionen skulle være ærlig dvs. det måtte ikke se ud som noget andet, end det det var.
Mies røg snart til tops i det tyske Werkbund og fik opgaven med at lave en byggeudstilling i Stuttgart over temaet ”den moderne bolig”. Udstillingen, der blev kendt som ”die Weissenhofsiedlung”, blev tegnet af en lang række at tidens store arkitektnavne. Blandt dem var Walther Gropius og Le Corbusier. Mies egen glashus-udstilling med hele vægge af farvet glas yderst moderne og interessant. Han tegnede også en hvid boligblok uden bærende indervægge. Denne konstruktionsform gav stor rumlig frihed. Byggeudstillingens hvidmalede beton, flade tage, stål og glas gjorde den dog meget upopulær i højreorienterede (nazistiske) kredse.
Som en af de betydeligste kræfter i Werkund kom Mies i kontakt med flere pengerige fabrikanter hveriblandt Hermann Lange, der producerede silkestof i byen Krefeld. Mies tegnede flere huse i Krefeld bl.a. nogle villaer og en silkefabrik i sit nye formsprog. Villa Lang har ingen som helst dekoration, er bygget mørkerøde teglsten og har flat tag, rum uden døre imellem dem og store vinduer mod haven. Vinduerne kunne sænkes ned i brystningen ved tryk af en knap, så der blev helt åbent ud til naturen. Andre ikke realiserede bygninger i Krefeld var en fantastisk golfklub, hvor der arbejdet med frie rumforløb ligesom i Barcelona Pavillonen, og en endnu en privatbolig til Langefamilien. Her arbejdede Mies med to indelukkede gårdrum med en enkel åbning ud til den store natur. Den åbne dagligstue havde glasvægge fra gulv til loft ud til det ene gårdrum. Bygningen blev nægtet byggetilladelse af nazisterne, der på dette tidspunkt var kommet til magten.
Mies interesserede sig ligesom FLW og andre modernister, for en friere form for rumlighed. Det traditionelle rum, kassen, med en dør i en væg og et vindue i en anden var simpelthen for låst. Det åbne rum kunne derimod bruges på mange måder, og så var det også lysere. Man kunne have planter stående indenfor! Disse tanker brugte Mies i forbindelse med Barcelona Pavillonen i 1929, der blev bygget som del af en verdensudstilling, hvor Mies arkitektur skulle repræsentere den moderne Weimar Republik. Det var igen Lange, der sørgede for, at det blev Mies, der fik opgaven. At frigøre rummet var også at frigøre mennesket. Stikord var rummelighed og bevægelse. Mies løftede pavillionen op på en platform, som man kom op til via en bred trappe. Platform-elementet kom han til at bruge igen og igen i sine senere bygninger. I et af husets basiner stillede Mies Georg Kolbes kvindeskulptur "Morgenen", der løfter den ene arm for at skærme sit ansigt mod den tidlige morgensol, der kom frem over taget og lyste skulpturen op.
I 1930 færdiggjorde han Tugendhuset i Brno i det nuværende Tjekkiet, der er et hvidt hus med masser af terrasser og glasvægge. Huset sikkert har inspireret danske arkitekter som Arne Jacobsen og Bo og Wohlert. Sidstnævnte brugte bl.a. Mies-søjler i deres ambassadebygning i Brasilia.
Mie van der Rohe blev direktør for den berømte design- og arkitekturskole, Bauhaus, i 1930. Desværre måtte skolen, pga. nazistisk modstand flytte fra Dessau til Berlin. Her mødte man igen modstand, hvilket førte til, at den måtte nedlægges i 1933, da Hitler kom til magten.
Ligesom Alvar Aalto og til dels Le Corbusier, så tjente Mies til dagen og vejen med hans møbler. Og ligesom for deres møbler, så er Mies møbler i dag ekstremt dyre. Stikord til hans møbler er et enkelt design i stål og læder. Vores egen Poul Kjærholm er meget inspireret af ham.
Mies nåede lige at flytte til USA 1938 før 2. verdenskrig startede. Det påstås, at han først rejste, da han var sikker på, at Hitler ikke ville bygge sit tyske tusindårsrige i det moderne formsprog. Hitler valgte i stedet nyklassicisten Albert Speer som sin hovedarkitekt. I U.S.A. blev Mies støttet af den amerikanske arkitekt Philip Johnson, der allerede var en ivrig tilhænger af hans arkitektur. Mies blev snart ansat som leder af IIT og kom hurtigt i gang med at udvikle standardløsninger til meget store bygninger.
I USA kom han til at arbejde mere sammen med entreprenører og developere. Han mistede derfor det tidligere tætte samarbejde med forskellige bygherrer. De nye huse skulle i princippet være kæmpestore (amerikanske) og fleksible, så de kan bruges til forskellige formål. Mies oprindelige ideal var, at husfacaden skulle afspejle en bygnings konstruktion, men det kunne af konstruktive årsager ikke helt lade sig gøre. Han forsøgte i stedet at antyde konstruktionsprincippet i facaden, så beskueren nemmere kunne forstå konstruktionen. Her skal lige indskydes, at det var også hvad Andrea Palladio gjorde i 1600-tallet. Mies fik nu realiseret bygninger uden indvendige bærende konstruktioner. Rummet kom til at stå helt frit og fik samtidig taget til at virke som om, at det svævede. Han var efterhånden nået frem til sin egen modernistiske katedraltype.
Mies ville have konstruktionen til at være så enkel som muligt. Han introducerede ordsproget. ”Less is more” i arkitekturen. Man siger om ham, at han havde et fantastisk øje for detaljen og en enestående fornemmelse for proportioner. Mies fik bygget en hel masse i U.S.A. Man kan sige, at han realiserede drømmene fra før 2. verdenskrig i opgangsperioden efter 2. verdenskrig.
En lille men enestående bygning er feriehuset Farnsworth House fra 1951. Huset består i princippet af et enkelt rum mellem to vandrette skiver, en gulvskive og en tagskive. Facaderne bestod af et glasbånd fra gulv til loft hele vejen rundt. Tragisk, men også typisk er det, at Mies blev uvenner med bygherren – sikkert med rette, men på den anden side, hun fik et af verdens få arkitekturikoner… De tidlige skitser inspirerede Phillip Johnson til at designe sit eget lille glas-feriehus kaldet ”The glass house”. Det blev faktisk opført før Mies Farnsworth House.
I 1951 blev de to højhuse ”Lake Shore Drive Appartments” bygget færdig. Husene var helt og holdet båret af en indre kerne. Facaderne var derimod konstrueret af ”relativt” lette materialer dvs. stål og glas. Den slags lette facader kaldte man for curtain walls.
Et andet berømt værk er The Seagram Building fra 1958 – et kæmpe højhus i New York i glas og stålfacader, som Mies placerede bagerst på en platform et stykke over gadeniveau. Herved skabtes et nyt byrum foran bygningen ud til den vigtige New York-gade Park Avenue. Det er siden blevet efterabet flere gange.
Det sidste hus, der skal nævnes er det nye Nationalgalleri i Berlin fra 1968. Også her placerede Mies sin bygning på en platform. Taget er båret af otte enorme søjler, der står helt uden for ydervæggene, der næsten udelukkende er af glas. Da huset blev bygget, samledes det enorme ståltag nede ved jorden og blev så løftet op vha. enorme donkrafter. Det siges, at Mies kørte ind under taget i sin Mercedes, mens det foregik, lidt ligesom Frank Lloyd Wright havde stået under prøvningen af betonkonstruktion under byggeriet af Johnson Wax bygningen i skutningen af 1930'erne. Går man indenfor i Nationalgalleriet, kommer man ind i et enormt rum helt uden vægge. Al kunst i bygningen findes nedenunder i udstillingsrum i soklen.