Le Corbusier (1887-1965)
- se Oscar Niemeyer og Brasilia billeder
Le Corbusier var utrolig stor i sin tid. Alle, der interesserede sig for arkitektur, citerede ham i tide og utide. Min farfars bror, Cai, der også var arkitekt, tog eksempelvis til Paris og arbejdede gratis på Le Corbusiers tegnestue eller atelier, som det hed dengang. Det var ikke almindeligt at arbejde gratis, men i dette tilfælde var det entusiasmen for den store arkitekt, der drev Cai til at gøre det. Da han kom tilbage til København, tegnede han flere Le Corbusier-inspirerede projekter, og som pensionist malede han utallige kubistiske akvareller inspireret af Le Corbusier. I Cais stue stod Le Corbusiers chaiselong af stålrør og læder. Mange danske arkitekter var ligesom ham stærkt inspireret af Le Corbusier. Mogens Lassen har eksempelvis tegnet flere vidunderlige huse i den store mesters stil. Interessant er også, at arkitekter som Mogens Lassen også ændrede formsprog, når Le Corbusiers gjorde det.
Le Corbusier stammede fra Schweiz og var autodidakt. Han hed oprindeligt Charles Edouard Jeanneret.
Siden industrialismens start i 1800-tallet havde arkitekterne søgt et formsprog, som passede til de nye tider. Formsproget skulle kunne bruges til de mange nye bygningstyper, der var opstået i 1800-tallet. Tidligere havde man tegnet fængsler som middelalderlige borge, fabrikker som renæssancepalæer og domhuse som nyklassicistiske kompositioner. Progressive arkitekter mente, at der ikke var behov for disse historicistiske stilarter. Man kunne i stedet gøre brug af industrialismens nye byggeteknik med eksempelvis præfabrikeret støbejernselementer, store glaspartier og armeret beton. Le Corbusier eksperimenterede allerede tidligt i sit liv med de nye byggeteknikker f.eks. brug af beton. Han var med til at udvikle den arkitekturstil, populært kaldet ”det hvide stil,” der var helt uafhængig af disse historicistiske forlæg, og det gjorde ham umådeligt interessant i samtiden.
Helt i futurismens ånd idealiserede Le Corbusier den nye bil, oceandamperen og flyveren. De var symboler på en fremtid, der lovede et bedre og sundere liv for alle. Mennesket skulle væk fra de indeklemte og usunde byer og ud til den ”oprindelige” natur. Man skulle bo og leve i højhuse, der ligesom sejlede gennem landskabet som oceandampere, og som var forbundet med hinanden via et moderne mangesporet vejsystem. Fra højhusene kunne tidens nye menneske nyde den fri natur under og omkring dem. Højhusene skulle fungere små byer i sig selv og indeholde både børnehaver, butikker, plejehjem, restauranter (fællesspisning – så konen blev firgjort for madlavning) og klubber. Lejlighederne skulle udstyres med de nyeste tekniske funktioner. Man opfattede bygningerne som store boligmaskiner.
Le Corbusier blev tidligt optaget af at male. Han forsøgte at få musikken over på det todimensionelle lærred. Studerer man hans maleri, så skal der ikke meget kunstkendskab til at se, at han lod sig inspirere af tidens store malere som Miro, Mondrian og Picasso. Le Corbusier søgte et almen gyldigt formsprog i modsætning til ekspressionisterne. Han brugte sit kendskab til grækernes proportioner og kompositioner både i sine malerier og i sin arkitektur. Malerierne bestod ofte af forskellige motiver f.eks. drikkeglas, flasker, musikinstrumenter (med kvindelige former), bordplader, talerkener og vandkander, der sættes sammen i større kompositioner, hvor de enkelte genstande mere eller mindre symboliserede f.eks. kvinden, manden, bryster, falloser osv. Så, når man betragter hans malerier og vægtæpper, så kan man godt forsøge at tolke symbolerne på samme måde som farverne. Le Corbusier mente selv, at maleriet havde stor betydning for han. Fra de to-dimensionelle malerier gik han over til tre-dimensionelle skulpturer og herfra til arkitektur. Det modernistiske kubistiske arkitekturformsprog fulgte ham frem til 60-årsalderen dvs. lige efter 2. verdenskrig, hvor hans formsprog ændrede sig og fokuserede mere på husenes konstruktion. I forhold til hans tidligere byggerier, så er husene fra hans ældre dage mere historisk- og traditionsprægede. Man siger, at hans sene huse var catalansk inspirerede.
Le Corbusiers kirke i Ronchamps, bygget til minde om de døde i 2. verdenskrig, er et eksempel på, hvordan han blander det at være arkitekt og billedhugger. Her skaber han sin egen kubisme bygget på gamle kirkelige former. Bygningen er fuld af oplevelser og stemninger. De tre kapeller (morgen, aften og store kapel) med hver sin farve og ovenlys giver enestående religiøs-abstrakte oplevelser. Vinduernes malede glasmosaiker fortæller om solen, stjernene og Maria. Man kan se bygningen som et stor skulptur, hvor lysvirkninger spiller en vigtig rolle.
Le Corbusier var både arkitekturteoretiker og praktiker. Han var bl.a. med til at skrive bøgerne, ”Menneskenes bolig” og "Esprit Nouveau" (Den nye ånd), hvori han med stor entusiasme og kompromisløshed beskriver en vision for fremtidens boligbyggeri og byplanlægning. Det var som om, at lige meget hvad Le Corbusier interesserede sig for, så blev det banebrydende. Selv de sene catalansk inspirerede huse gav startskuddet til en ny gren af modernismen, der kaldes for brutalisme.
Le Corbusiers arkitektur kunne virkeligt skille vandene også i 1980’erne postmodernistiske opgør med modernismen. Hans bygninger var mere skulpter end arkitektur, sagde man. Traditionelt f.eks. hos grækerne har en søjle altid skullet ligne en konstruktion, der bar noget. Man forsynede den med en kapitæl, der formidlede overgangen fra det bårne til det bærende. Arkitekturelementer som kapitæler er vigtig for forståelsen af et byggeri, men i Villa Savoy og andre af Le Corbusiers tidlige bygninger var der ingen tydelige søjler. Bygningen virkede i stedet som om, at den var skåret ud af en stor ost.
Arkitektur skal både føles og bruges af mennesker, sagde Yannos Politis, min professor på AAA, i hans kritiske gennemgang af Le Corbusiers kloster La Tourette ved Lyon. Klostergårdene i La Turette er tegnet til at skulle ses. Det kan ikke bruges til noget i forhold til de historiske klosterhaver, der havde været munkenes urtegårde. La Tourette er bygget som en stor skulptur uden tegn på de konstruktive statiske forhold. Dertil kommer, at det savner stoflige nuancer. Hele konstruktionen er i gråt eller malet beton. Planmæssigt har huset masser af mørke gange uden dagslys, men det værste er, understregede Yannos Politis, at selve klosterkirken ligger under jorden. ”Man skal lede længe efter 2000 års kristen kirkehistorie,” fortsatte han. Det var først med Le Corbusiers catalansk inspirerede bygninger, at Le Corbusier begyndte at lave rigtig arkitektur, mente Politis. I disse bygninger er det tydeligt at se, hvad der er bærende, og hvad der ikke er. Og nye materialer gjorde også husene mere behagelige at være i. Der var endeligt kommet en ærlighed ind i bygningerne.
Når Le Corbusier beskæftigede sig med byplanlægning, kunne man fristes til at tro, at han nærmest opfattede mennesker som små maskiner i en stor bymaskine. Le Corbusiers byplanideer har på tragisk ødelagt vis flere byer end bomberne i 2. verdenskrig, mente Yannos Politis. Når Le Corbusier tegnede byplaner var han meget formalistisk med store akser og monumenter. Men hvor var menneske i disse mega-planer? Le Corbusier foreslog ligefrem at rive store dele af Paris ned og erstatte den med højhuse, grønne parker og motorveje. ”Det var det rene vanvid,” mente Yannos Politis, og sammenlignede Le Corbusier med baroktidens enevældige monarker, der byggede og planlagde uden at tage specielt hensyn til folket. I Le Corbusiers byplaner er der langt til Athens demokrati med de uregelmæssige former og snørklede gader præget af historiens utallige tilpasninger og kompromisser.
Politis mente, at Le Corbusier tegnede elendige lejligheder og byrum og beskrev Le Corbusiers højhuse som fuglebure. "Man beundrer sensibiliteten i konstruktionen, spændingen i fugleburet," sagde han. "Men man glemmer fuglene/menneskene inde bagved. Hvordan skal drengen komme ned og lege fra 10. etage?" Helt ekstremt i dette perspektiv er Le Corbusiers mastodont-byggerier i rå beton til parlamentet i Chandigarh (Punjab-Indien). Bygningerne er flotte som modernistiske skulpturer med milevidt fra det farverige liv, der leves i Indiens gader.
Når man besøger Le Corbusiers højhus i Marseilles, bygget lige efter krigen i 1945, så opdager man alligevel, at det er af en hel anden kvalitet end de andre højhuse i området. Det enorme og velproportionerede etagehus står på organisk formede betonsøjler i en grøn park. Den midterste af etagerne er en gennemgående gade med butikker, restaurant og kontorer. Lejlighederne findes både med almindelig loftshøjde og med dobbelthøje rum. Og på taget findes både fællesrum og et udvendigt svømmebassin. Her oppefra kan man se ud over det blå Middelhav i det fjerne.
Studier af skitser, planer og snit viser, at at Le Corbusier faktisk var inspireret af arkitekturhistorien. Vi ved også, at han tidligt tog på studierejser til bl.a. Italien, Lilleasien og Grækenland og skrev lidenskabeligt om de mange indtryk til sin familie. En undersøgelse af eksempelvis Villa Savoys planer viser, at huset er tæt beslægtet med nogle af Palladios villaer. Den nye arkitektur skulle passe til den moderne verden men måtte gerne bruge ideer og elementer fra arkitekturhistorien, mente han. Le Corbusier søgte en lyrik – en poesi for sin arkitektur – og det er måske derfor, at mange af husene har sådan en tiltrækning selv i dag. I sine sene år byggede han sig et lille skur nede ved Middelhavet, og det var der, at han sad og tegnede sine sidste bygninger.
Når man ser hans tegninger og skitser igennem, så er de både smukke og inspirerende. Le Corbusier lod sig ikke begrænse af traditioner men arbejdede med rumforløb, der åbnede sig op både i lodret og vertikal retning. Buede vægge, ramper, skulpturelle trappeforløb, solterrasser med murindrammede udsigter, vinduesbånd, der får hele udsigten ind i stuerne og smukke modernistiske farver, skaber sammen med elegante stålsøjler, gelændere og smukke moderne malerier en hel fantastisk oplevelse – et optimistisk syn på tilværelsen – en drøm om en bedre fremtid. Og det var jo kernen i modernismen. Og det bliver han anerkendt for. Mange af hans huse, der har været i stærkt forfald, er indenfor de sidste år blevet renoveret og opfattes nu som enestående ikoner, som tusinder af arkitekter og kunstinteresserede gerne vil besøge.
Vi glemmer nok i dag, at modernismens vanvittige planer om nedrivning af gamle byer, der skulle erstattes med højhuse, skyldes virkeligt dårlige og elendige boligforhold for store dele af befolkningen. Man drømte om at sætte mennesket fri fra gamle, reaktionære traditioner ved at nedbryde konservative ideer indlejret i kunsten. Man håbede, at helt anderledes nye bygninger og byer ville kappe båndene til dette gamle usle liv og skabe et nyt menneske. Det var smukt men måske også naivt.