Le Corbusier (1887-1965)

- se billeder

- se Oscar Niemeyer og Brasilia billeder

Le Corbusier var utrolig stor i sin tid. Alle, der interesserede sig for arkitektur, citerede ham i tide og utide. Min oldefars bror, der også var arkitekt, tog eksempelvis til Paris og arbejdede gratis på Le Corbusiers tegnestue eller atelier, som det hed dengang. Det var ikke almindeligt at arbejde gratis, men i dette tilfælde var det en stor ære. Da Cai kom tilbage til København, tegnede han flere Le Corbusier-inspirerede projekter. Som pensionist malede han utallige akvareller inspireret af Le Corbusiers malerier. I hans stue stod Le Corbusiers chaiselong af stålrør og læder. Mange danske arkitekter var ligesom Cai stærkt inspireret af Le Corbusier. Mogens Lassen har eksempelvis tegnet flere vidunderlige huse i den store mesters stil. Interessant er også, at arkitekter som Mogens Lassen fulgte Le Corbusiers arkitektoniske stilændringer livet igennem.

Le Corbusier stammede fra Schweiz og var autodidakt. Han hed oprindeligt Charles Edouard Jeanneret. I sin ungdom (jugendtiden) var han med til at starte en skole for dekorativ kunst, hvilket formmæssigt står i kontrast til hans senere virke som funktionalist. Han eksperimenterede allerede dengang med nye byggeteknikker f.eks. brug af beton.

Siden industrialismens start i 1800-tallet havde arkitekterne søgt et formsprog, som passede til de nye tider. Man ledte efter egnede formsprog til de mange nye bygningstyper og tegnede fængsler som middelalderlige borge, fabrikker som renæssancepalæer og domhuse som nyklassicistiske kompositioner. Men verden havde udviklet sig, og disse forsøg virkede underlige. Man kunne gøre brug af industrialismens nye byggeteknik med eksempelvis præfabrikeret støbejernselementer, store glaspartier og armeret beton. Le Corbusier udviklede en arkitekturstil, populært kaldet ”det hvide stil,” som var helt uafhængig af disse historiske forlæg, og det gjorde ham umådeligt interessant. 

Helt i futurismens ånd idealiserede Le Corbusier den nye bil, oceandamperen og flyveren. De var symboler på en fremtid, der lovede et bedre og sundere liv for alle. Mennesket skulle væk fra de indeklemte og usunde byer og ud til den ”oprindelige” natur. Man skulle bo og leve i højhuse, der ligesom sejlede gennem landskabet som oceandampere, og som var forbundet med hinanden via et moderne mange sporet vejsystem. Fra højhusene kunne tidens nye menneske nyde den fri natur under og omkring dem. Højhusene skulle være små byer i sig selv og indeholde både børnehaver, plejehjem, restauranter (fællesspisning – så konen blev firgjort for madlavning) og klubber. Husene skulle udstyres med de nyeste tekniske funktioner. Man opfattede bygningerne som store boligmaskiner.

Le Corbusier blev tidligt optaget af kubisme og dyrkede gennem resten af sit liv foruden arkitekturen også kubistisk inspireret maleri og skulptur. Det kubistiske arkitekturformsprog fulgte ham frem til 60-årsalderen dvs. lige efter 2. verdenskrig, hvor hans formsprog fokuserede mere på husenes konstruktion. I forhold til hans mange byggerier før denne tid var husene fra hans ældre dage mere historisk- og traditionsprægede. Man siger at hans sene huse var catalansk inspirerede.

Le Corbusiers kirke i Ronchamps er et eksempel på, hvordan han blander det at være arkitekt og billedhugger. Han skaber her sin egen kubisme bygget på gamle kirkelige former.

Han var både arkitekturteoretiker og praktiker. Han var bl.a. med til at skrive bogen, ”Menneskenes bolig”, hvori han med stor entusiasme og kompromisløshed beskriver en vision for fremtidens boligbyggeri og byplanlægning. Det var som om, at lige meget hvad Le Corbusier interesserede sig for, så blev det banebrydende. Selv de sene catalansk inspirerede huse gav startskuddet til en ny gren af modernismen, der kaldes for brutalisme.

 

Le Corbusiers arkitektur kan virkelig få vandene til at skille specielt i 1980’erne postmodernistiske opgør med modernismen. De første huse i først den hvide stil og senere i rå beton var mere skulpter end arkitektur, sagde man. Traditionelt f.eks. hos grækerne har en søjle altid skullet ligne en konstruktion, der bærer noget. Man forsynede den med en kapitæl, der formidlede overgangen fra det bårne til det bærende. Arkitekturelementer som kapitæler er vigtig for forståelsen af et byggeri, men i Villa Savoy og andre af Le Corbusiers tidlige bygninger var der ingen tydelige søjler. Hele konstruktionen var i stedet som skåret ud af en stor ost. Arkitektur skal både føles og bruges af mennesker, sagde Yannos Politis, min professor på AAA, der kritisk gennemgik Le Corbusiers kloster La Tourette ved Lyon. Klostergårdene skulle ses på og kunne ikke bruges, fortalte Politis. De historiske klosterhaver havde været urtegårde, som munkene brugte. Le Corbusiers kloster er bygget som en stor skulptur uden tegn på de statiske forhold. Byggeriet savner også stoflige nuancer. Alt er bygget i gråt eller malet beton. Planmæssigt har huset masser af mørke gange uden dagslys, men det værste er, at selve klosterkirken ligger under jorden. ”Man skal lede længe efter 2000 års kristen kirkehistorie,” mener Yannos Politis.

Det var først med hans catalansk inspirerede bygninger at Le Corbusier begyndte at lave rigtig arkitektur, mente Politis. I disse bygninger var det tydeligt at se, hvad der var bærende, og hvad der ikke var. Og materialerne blev behagelige at røre ved. Der var endeligt kommet en ærlighed ind i bygningerne.

Når Le Corbusier beskæftigede sig med byplanlægning kunne man fristes til at tro, at han opfattede nærmest mennesker som små maskiner i en stor bymaskine. Le Corbusiers byplanideer har ødelagt flere byer end bomberne i 2. verdenskrig mente Yannos Politis. Når Le Corbusier tegnede byplaner var han meget formalistisk med store akser og monumenter. Men hvor var menneske i disse mega-planer? Han foreslog ligefrem at rive store dele af Paris ned og erstatte den med højhuse, grønne parker og motorveje. ”Det var det rene vanvid,” mente Yannos Politis, der sammenlignede Le Corbusier med baroktidens enevældige monarker, der byggede og planlagde uden at tage specielt hensyn til folket. I Le Corbusiers byplaner er der langt til Athens demokrati med de uregelmæssige former og snørklede gader, der er præget af utallige tilpasninger og kompromisser.

Politis mente, at der var tale om elendige lejligheder og byrum og beskrev Le Corbusiers højhuse som fuglebure. Man beundrer sensibiliteten i konstruktionen, spændingen i fugleburet, sagde han. Men man glemmer fuglene/menneskene inde bagved. Hvordan skal drengen komme ned og lege fra 10. etage? spurgte han retorisk. Helt ekstremt i dette perspektiv er Le Corbusiers mastodont-byggerier i rå beton til parlamentet i Chandigarh (Punjab-Indien). Bygningerne er flotte som modernistiske skulpturer med milevidt fra det farverige liv der leves i Indiens gader.

 

Studier at skitser, planer og snit viser, at at Le Corbusier faktisk var inspireret af arkitekturhistorien. Han tog på studierejser til bl.a. Lilleasien og Grækenland. En undersøgelse af eksempelvis Villa Savoys planer viser huset er tæt beslægtet med nogle af Palladios villaer. Le Corbusier mente sikkert at husene skulle passe til den moderne verden, men at man gerne måtte bruge ideer og elementer fra arkitekturhistorien. Le Corbusier søgte virkelig en lyrik – en poesi for sin arkitektur – og det er måske derfor, at mange af husene har sådan en tiltrækning selv i dag. Han byggede sig et lille skur nede ved Middelhavet, og det var der, at han sad og tegnede sine sidste bygninger. Når jeg kigger hans tegninger og skitser igennem, så synes jeg at de er smukke og meget inspirerende. Han lader sig ikke begrænse af traditioner, men arbejder med rumforløb, der åbner sig op både i lodret og vertikal retning. Buede vægge, ramper, skulpturelle trappeforløb, solterrasser med murindrammede udsigter, vinduesbånd, der får hele udsigten ind i stuerne samt smukke modernistiske farver, brug af elegante stål gelændere og smukke kubistisk inspirerede malerier skaber en hel fantastisk oplevelse – en optimistisk oplevelse – en drøm om en bedre fremtid, hvilken var kernen i modernismen. Og det er sikkert også derfor at mange af hans huse, der har været i stærkt forfald, indenfor de sidste år er blevet renoveret og blevet til ikoner, som tusinder af arkitekter og kunstinteresserede gerne vil besøge. Vi glemmer nok i dag, at modernismens vanvittige planer om nedrivning af gamle byer, der skulle erstattes med højhuse, skyldes virkeligt dårlige og elendige boligforhold for utroligt mange mennesker. Man drømte om at sætte mennesket fri fra reaktionære traditioner ved at nedbryde konservative ideer indlejret i kunsten. Man håbede, at helt anderledes nye bygninger og byer ville kappe båndene til de gamle usle liv og skabe et nyt menneske. Det var måske naivt.