Frank Lloyd Wright (1867-1959)
Frank Lloyd Wright (FKW) fik hele modernismen med, fordi han blev så gammel. Han evnede at forny sin arkitektur hele livet igennem. Folk troede gentagne gange, at han nu var passé, og så havde han pludselig igen tegnet et nyt ikon til verdensarkitekturen.
FLW voksede op i et walisisk nybyggermiljø i Wisconsin. De walisiske immigranter havde slået sig ned på prærien i et landskab med dale og kalkstensbakker, der mindede om Wales. Her arbejdede FLW som ung på gårdene. Han elskede naturen og nybyggeridealerne, og det blev gennem hans liv et mål at udvikle en selvstændig amerikansk arkitektur, der tog udgangspunkt i det amerikanske landskab og ”way of life”.
Han droppede sjovt nok ud af universitetet før han blev færdiguddannet som bygningsingeniør. Le Corbusier havde heller ikke en formel arkitektuddannelse bag sig. Det lykkedes dog FLW at få arbejde på Adler og Sullivans tegnestue i Chicago, hvor han avancerede hurtigt. Han må, med andre ord, have været kvik og lærenem. Sullivan var en af hovedkræfterne i udviklingen af den amerikanske skyskraber. FLW blev tidligt gift og fik en masse børn, som han tidligt byggede et enestående hus til, der stadig kan ses i dag (Oak House, 1895). Allerede her arbejdede han med den åbne plan dvs. rum der flyder ind i og ud af hinanden uden døre imellem sig - ligesom i de primitive nybyggerhuse. Og så efter nogle år blev han fyret, fordi han privat havde tegnet huse ved siden af. Der stod udtrykkeligt i hans ansættelseskontrakt, at det måtte man ikke. FLW's første arbejder var enfamiliehuse for lokale klienter i Chicago. Formsproget var bundet af en herskende victoriansk stilblandingsstil, som herskede dengang, men som FLW og en gruppe unge arkitekter ikke brød sig om. Efter fyringen etablerede han i 1892 sin egen tegnestue hjemme hos sig selv.
En af tegnestuens berømte bygninger blev kirken "Unity Temple" i Oak Park fra 1907. I USA kaldes den for verdens første moderne bygning. Kirken blev bygget i beton og lukkede sig i princippet af fra omgivelserne. Indgangen var snørklet og udefinerbar, men trådte man først i kirkerummet, der var kvadratisk og med bænke til alle sider, så ventede der lidt af en åbenbaring. Dagslys strømmede ned for oven, og væggene virkede som om, at de var skiver. Arkitekturen føltes både lys og let. Allerede dengang var FLW optaget af at arbejde bevidst med sollyset. Taget var båret af kvadratets fire piller, der stod inde i rummet. Det var noget helt andet end alle andre kirker indtil da. De havde været bygget efter europæiske forbilleder dvs. i romansk eller gotisk stil. Unity templet gjorde et stort indtryk på samtiden, man havde aldrig set noget lignende.
Det var på dette tidlige tidspunkt i sit liv, at FLW tegnede nogle anderledes luksushuse, der senere er blev kendt som hans præriehuse. De var præget af den store vandrette prærie og var derfor mere horisontale end vertikale i formgivningen. FLW fjernede kælderen og flyttede kælderfunktioner så som vaskerum og køkken op i stueetagen. Stueetagefunktionerne, dvs. selve boligen, kom derimod op på 1. sal, hvorfra, der var en fin udsigt ud over landskabet. Tagene var aflange og næsten flade med store udkragninger specielt i enderne. Inde i husene herskede den åbne plan, hvor det ene rum flød ind i det andet, som så flød ud i det tredje. Husets centrum var en stor muret pejs, der stod op gennem alle etagerne. FLW forsøgte at opløse husenes ydermure ved at blande tung og let konstruktion. Stueetagens mure fungerede normalt som en forvokset sokkel, der gik over i glas og træ på 1. sal.
FLW harcelerede over, at datidens huse lignede kasser og ikke nok med det. Rummene inde i de store kasser var bare mindre kasser. FLW mente, at kasse-tænkningen lukkede folk af fra verden, og der var faktisk noget om snakken. I Danmark og resten af Europa kritiserede man dengang ligeledes den indadvendte arkitektur (i Danmark kaldet stuk og klunke arkitektur, 1870-90), hvor folk forsøgte at komme på afstand af det hæsblæsende moderne, kapitalistiske samfund udenfor. Målet for FLW var derfor at bryde kasserne op, og studerer man hans mange husplaner, så er det tydeligt, at det faktisk var lige, hvad han gjorde. Glasdøre, glashjørner og glasbånd i forskellige højder var sammen med forsænkninger i gulvene og forhøjninger i loftet med til at opløse rummene, så de kunne åbne sig op mod hinanden. Udefra lignede præriehusene ikke kasser, men derimod en komposition af aflange skiver der skød sig ind og ud mellem hinanden.
En af de mere berømte huse fra denne periode var The Robie House (1906-09). Her skulle man rundt om huset for at komme til hoveddøren. Herfra fortsatte man op ad en trappe før man til sidst kom op i et stort, aflangt og lyst alrum, der var adskilt ved en pejsekerne i en spisezone i den ene ende og en dagligstuezone i den anden. Et andet hus var Frank Thomas House i Oak Park (1901), hvor hoveddøren var et rundbue-hul i den massive sokkelmur. Når man står ude på gaden, fornemmer man, at der rummæssigt sker et eller andet inde i hullet, og bliver nysgerrig. FLW var god til at antyde noget rundt om hjørnet eller længere inde i hans arkitektur.
Og så skete der pludselig det, at FLW i 1909 forlod sin familie efter 20 års ægteskab og stak af til Europa med konen til en af hans klienter, hvilket var helt uhørt dengang, og samtidig gjorde, at FLW og kæresten umuligt kunne flytte tilbage til Chicago, da de kom hjem igen. De flyttede i stedet tilbage til det område i Wisconsin, hvor FLW var vokset op. Og her opførte han så i 1911 huset Taliesen på skrænten af en bakke, hvor han havde elsket at være som barn. FLW gik meget op i, at Taliesen skulle underordne sig landskabet. Han formulerede det selv på den måde, at Taliesen var placeret på bakken som et øjenbryn på et hoved, dvs. lige under panden. Senere i sine arbejder blev det tydeligt, at han nøje overvejede, hvordan man ankom til et hus, og hvordan stue, terrasse og gangforløb orienterede sig efter sigtepunkter i landskabet.
FLW indrettede en tegnestue i Taliesen og fortsatte sin arkitekturvirksomhed herfra. Han mente, at huse skulle bygges fra ”within and outward”, hvilket passer fint med 1960’ernes danske talemåde om, at ”huse skal tegnes indefra og ud”. I praksis betød det, at man først skal koncentrere sig om det, som huset indvendigt skal kunne rumme, og at den udvendige formgivning derfor måtte underkaste sig disse primære funktioner. En anden måde at sige det på er, at ”form follows function”. Allerede i Taliesen åbnede FLW huset radikalt op ud mod naturen vha. gasdøre og vinduer.
I 1914 blev hans kæreste, hendes børn og en del andre i Taliesen myrdet af en sindssyg hushjælp, mens FLW var ude af huset. Hushjælpen nåede også at brænde en stor del af huset ned før, han blev arresteret. Det var en hård tid for FLW, der efter noget tid fik en ny kæreste, som han blev gift med 1923. Hun viste sig at være narkoman, så i 1924 fulgte en skilsmisse.
FLW genbyggede Taliesen og flyttede så til Tokyo, hvor han tegnede et stort, kejserligt hotel i 1923. Onde tunger siger, at projektet lignede et tilsvarende hotel, som et par af hans kollegaer på præriehusene havde bygget nogle år tidligere. The Imperial Hotel, som hotellet hed, overlevede et dramatisk jordskælv på selve åbningsdagen, hvad han fik meget ros for. FLW havde nemlig konstrueret bygningen til at være jordskælvssikker. I løbet af hans liv havde FLW flere ophold i Japan. Han var meget inspireret af japanske træsnit og japansk havekunst og forsøgte sig endda som kunstsælger af japanske træsnit, men blev anklaget for at fuske og gik faktisk fallit pga. træsnittene i 1927.
På vej frem og tilbage til Tokyo var FLW en del i Californien, hvor han fik bygget et lille antal huse i mayastil. Han havde studeret mexicanske mayatempler og lod sig inspirere af dem i sin søgning efter en selvstændig amerikansk byggestil. FLW brugte bl.a. mayaernes lodrette inddeling af bygninger i en bar sokkeletage og en dekoreret 1. sal. og opfandt nogle betonbyggesten med sit eget designede mayarelief på. FLW's mayahuse havde ligesom mayaruinerne et meget bastant udtryk, hvilket snød beskueren, fordi etageinddelingen og rumfordelingen i og for sig var meget moderne. Uden mayadragten kunne husene sagtens have været Le Corbusier-huse. Mayahusene lå oppe i bjergene, hvor det regnede meget, hvilket passede fint med de oprindelige mayatempler, der lå inde i Mellemamerikas regnskov. Nogle af husene er blevet brugt som kulisser i Holywood gyserfilm. Eksempler på disse mayainspirerede huse er "La Miniatura" fra 1922-23 og "Charles Ennis House" fra 1923-24.
FLW lavede nogle af de smukkeste arkitekturperspektiver og planer, som man kan forestille sig. Tegningerne var meget japanskinspireret i deres enkelthed. Han giftede sig i 1928 med sin fjerde kone, der var betydeligt yngre end ham selv, og som han kom til at leve resten af livet med.
I 1929 blev verden ramt af den store verdensomspændende økonomiske krise, som gjorde, at FLW ikke fik tegnet et eneste hus i de næste fire år. Den nye kone foreslog, at han derfor skulle starte en arkitektskole for betalende elever på Taliesen. Det gjorde han så, og her sad han så, som den store arkitekt omgivet af sin disciple, og red stormen af. Nogle mener, at han misbrugte de studerende til have-, hus- og byggearbejde.
Arkitektstanden mente nok, at FLW nu havde haft sine storhedsdage og var fortid, men der tog de fejl. Faderen til en af FLW’s elever engagerede ham i 1933 til at tegne et feriehus på en grund ude i en skov ved et vandfald. Det blev til ”The Kaufmann house” eller ”Falling Water” som huset også bliver kaldt. En historie om huset var, at Mr. Kaufmann var ved at blive utålmodig, fordi han efter et halvt års tid stadig ikke havde fået tilsendt nogle tegninger. En dag ringede han derfor for at sige, at han ville komme forbi samme dag for at se på de tegninger, som tegnestuen havde lavet. Problemet var bare, at FLW stadig ikke rigtigt havde fået tegnet noget. FLW satte sig ned med det samme og gik i gang, og på tre timer havde han tegnede det hus, der senere gik hen og blev et verdenskendt ikon i den moderne arkitekturhistorie. Det er sket før, at arkitekter har været ude og se på grunden, kikket på forbilleder og lavet et utal af små skitser før de har besluttet sig for et projektets hovedgreb. Problemet er bare, at det for udefrakommende umiddelbart kunne se ud som en meget høj timeløn for tre timers arbejde. Når man først har besluttet sig for hovedgrebet, så kommer resten af sig selv. Jeg tror, at FLW endeligt besluttede sig for hovedgrebet og så var det bare om at tegne derudad. Da Mr. Kaufmann endelig dukkede op, sagde FLW til ham, at de havde ventet på ham hele formiddagen. Det havde de ikke, den sidste streg var stadig ikke blevet tegnet, da han kørte ind ad indkørslen.
Hvad er der så, der gør Falling Water til noget helt specielt? Det første var placeringen på skovgrunden. Bygherren havde forestillet sig, at huset lå, så man kunne se over på det smukke vandfald, men det kom det til hans store overraskelse ikke til. Det kom i stedet til at ligge oppe på klippen lige over vandfaldet! Heroppe, på dette udsatte sted, havde man virkeligt oplevelsen af at være helt ude i naturen! Op gennem huset stod skorstenen samt flere lodrette murelementer i rå natursten. Vandfaldets oprindelige klippeblok fungerede som gulv i den nederste etage. Hæftet på disse lodrette mure var så en række lyse, glatte og vandrette etager, der skød sig ud og ind mellem hinanden. Nogle steder fungerede de som terrasser med flotte kig til vandfaldet nedenunder og ud mellem træstammerne, andre steder fungere de som gulv og loft inde i selve huset. Ud over de lodrette naturstensmure, så var der næsten ingen andre vægge i huset – kun brystninger, glasbånd og glasdøre. Flere steder løb vinduesglasset direkte ind i naturstensmurene uden vinduesramme. Det så næsten ud som om, at der slet intet glas var. Et sted førte en trappe ned til den sprudlende flod nede under huset, men trappen førte ingen steder hen. Det var der heller ikke behov for, da trappen havde andre formål. Det ene var, at man kunne gå ned og se til vandet. Det andet var, at trappen førte lyden af brusende vand op i huset. Jeg har set billeder fra Falling Water med ild i pejsen og udsigt ud gennem vinduesbåndene til skoven og de lodrette træstammer. Udsigten ændrer på smukkeste vis farve året rundt.
FLW besluttede på et tidspunkt at bygge et nyt Taliesen (1937) i ørkenen i Arizona, så han, konen og de studerede havde et sundere sted at bo om vinteren. Den nye bygning kom til at hedde Taliesen West. På grund af det varme klima bestod taget her kun af lærred hængt op over nogle store spær. Taliesen West blev ligesom Falling Water bygget af lokale sten. FLW mente, at også materialerne, stofligheden og farverne skulle passe til omgivelserne. Han brugte i det hele taget naturens egne farver. Natursten lå han stå i deres rå farver. Træet fik olie og beton og stål stod råt. FLW brugte ofte de samme materialer ude og inde for at sabe en sammen hæng mellem de to.
I anden halvdel af 1930’erne begyndte FLW på sine ”usonian houses”, der skulle være små og billige parcelhuse til den almindelige amerikaner. Usonia er måske en sammentrækning af USA og Utopia. Det betød meget for FLW at tegne de små huse. Han brugte alle arkitektoniske tricks til at få så meget som muligt ud af et lille budget. FLW kaldte sin arkitekturstil for ”organisk arkitektur”. Typisk for denne stil var:
- En tilpasning til landskabet og naturen. Det gælder både placering, materialer og farver.
- En arkitektur, der åbner sig op mod naturen gennem glas og gennem former og materialer der løber indefra og ud.
- En arkitektur, der er tænkt indefra og ud og som omfavner de funktioner og det liv, som der skal leves i dem.
- En arkitektur, der har et åndeligt centrum – for FLW var det ilden og pejsen.
- Og mest af alt så handler den om rum, rumforløb og lys og om, hvordan man bevæger sig rundt i dem og samtidig får den ene gode oplevelse efter den anden.
Bygger man huse efter dette byggeprogram, så vil det resultere i vidt forskellige byggerier alt efter, hvor man er på jorden. Jørn Utzon tegnede Wright’ske huse i danske mursten, fordi det nu engang er vores byggemateriale. I Italienske bjergbyer ville man måske bygge i højden i stedet for længden. I Bangladesh vil man måske bygge på stolper. I FLW’s USA var pejsen husets centrum. I Japan kunne husets centrum derimod være dets Tokonoma? I et moderne hjem ville det være hifi-anlægget, fjernsynet eller computerskærmen.
FLW mente, som sagt, at man skulle starte med det indre, men jeg tror nu alligevel, at det også er vigtigt tidligt at se på grundens muligheder. Selv ville FLW typisk placere huset bagerst på grunden med haven foran sig, så man kunne få en oplevelse af det at komme til det. Indkig skærmedes ved at vende husets ryg mod offentlig vej. FLW åbne i stedet sine huse op mod et indre mere privat område. Hans usonian houses kom ofte til at ligge parallelt med højdekoterne. Det betød, at det kom til at ligge i en skrå vinkel i forhold til vejen, hvilket medførte en formmæssig dramatik – lidt ligesom det skrå kig, som man får, når man ser op mod Falling Water fra floden neden for vandfaldet.
Også i sine usonian houses brugte FLW flade tage - noget jeg simpelthen ikke ville kunne få mig selv til at gøre herhjemme. Indtrængende vand fra oven og fra neden med efterfølgende svampe og skimmelangreb er en stor og meget ubehagelig fare i danske huse. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man overhovedet ikke kan lave flade tage med store udhæng i Danmark. Man skal bare være ekstra forsigtige med konstruktionen. FLW fjernede kældre, tagetager og garager, da de ifølge ham bare kostede penge og hurtigt blev fyldt op med alskens skrammel. I Danmark bygger vi huse med terrændæk, men her gælder også, at de skal være tætte og godt drænet, da de ellers suger vand ind. FLW indlagde altid gulvvarme i sine huse. De må dog have været dyre at varme op med deres store glaspartier (uden termoglas) og tynde ydervægge (uden isolering).
Han opdelte sine usonian houses i:
- En relativ stor central dagligstue - der, som tidligere nævnt, altid havde en stor pejs. Husets lave og massive skorsten og var ofte placeret midt mellem dagligstuen og køkkenzonen ligesom i gamle nybyggerhuse. Dagligstuen var normalt åbnet op med store glaspartier/glasdøre i en sydlig eller sydvestlig retning. Midt i stuen forhøjede FLW loftshøjden og satte kleristorie-vinduer ind, der skabte et flot ovenlys. Mønstret i loftsbeklædningen fulgte rummets plan. Over de førnævnte zoner kunne han også finde på at nedsænke loftet, så rumligheden blev mere intim. På den måde fik han skabt et stort fælles område med forskellige oplevelser i. Foran pejsen kunne FLW finde på at lægge store natursten ned i gulvet.
- Et adkomstområde/entre/foyer i forbindelse med en carport - ofte med en kerne til installationer;
- En stillefløj med soveværelser.
FLW var glad for indbyggede møbler f.eks. bænke og reoler. Hos ham var de altid af træ og så lidt tunge ud. Vi kender allerede indbyggede møbler herhjemme fra Friis og Moltkes huse, hvor der typisk er tale om murede møbler. FLW havde et begreb, som han kaldte UNITY, som handlede om, at alt i et hus i bygget efter den samme grundidé.
Mellem tag og væg placerede han vandrette vinduesbånd. Han gjorde noget i den forbindelse, der ville have fået dansk arkitekter til at løbe skrigende væk – han legede med mystiske stemninger. Han kunne for eksempel finde på at dække vinduesbånd over med plader, hvori der var udskåret forskellige abstrakte figurhuller eller bruge farvet glas i stærke farver – ikke i en enkelt vinduesramme, som vi kender det herhjemme, men i stedet lidt her og lidt der ligesom i Le Corbusiers kirke i Ronchamp.
Så man ind gennem stuerne eller langs en gang i FLW’s huse, så var det lysmæssigt lidt af en oplevelse. Nogle steder i huset var oplyst på en måde, andre steder på en andre måde og andre steder igen henlå i mørke. FLW brød sig i det hele taget ikke om enkeltvinduer. Enkeltvinduer var jo nogle huller i kassehuset. Han samlede i stedet flere vinduer i større åbninger.
Han var bevidst om, hvad man kunne se fra grunden. Det kunne være et bjerg (som vi ikke har herhjemme) eller et specielt kig ud i haven. Han an placerede derfor vinduer og glasdøre, så man kunne få disse oplevelser. I forbindelse med forældrenes soveværelse kunne der eksempelvis være en lille overdækket terrasse med et kig ud til en eksotisk busk. Dagligstuen åbnede han op mod husets store oplevelse. Det kunne være en flod, en sø, et egetræ eller en stor gammel hængepil. FLW trak belægning og mure inde fra huset ud i naturen, dvs. fortsatte med de indvendige materialer udenfor ligesom Mies van der Rohe gjorde det i forbindelse med Barcelona Pavillonen fra 1928. På den måde skabes en overgang mellem inde og ude. I Danmark har vi grundet klimaet i princippet meget forskellige materialer ude og inde, men måske kunne man alligevel bruge ideen i en eller anden udstrækning.
Hoveddøren gjorde FLW umiddelbart ikke meget ud af, men ankomsten til huset var alligevel arrangeret således, at man skulle gå en del rundt på grunden før man kom til den. FLW sørgede for, at besøgeren oplevede det ene og det andet før, han ringede på. Når man så trådte ind, var der ofte i en åben foyer med lavt til loftet. Det var ikke meningen, at man med det samme skulle kunne orientere sig, men mere at man fik en fornemmelse for, at der lidt længere inde i huset skete noget spændende, og der ville man hen. Det kunne eksempelvis være lyset eller et specielt kig, der ledte en på vej. Og så stod man der pludselig, i et lyst rum med højt til loftet og udkig til haven og den smukkest solbeskinnede hængepil.
FLW holdt sammen på alle disse arkitektoniske elementer med sine proportioneringssystemer, der i starten kunne være bygget op over et kvadratformet eller rektangulært grid. Men med tiden kom der også andre muligheder – hvad med et sekskantet grid, eller et grid bestående af cirkler?
Et eksempel på et usonian house bygget på et grid af sekskanter var Hanna house ved Stanford Universitetet i Californien. Huset er placeret i landskabet efter alle kunstens regler. Der er næsten ingen rette vinkler idet, alle vægplaceringer, også de ydre, følger vinklerne i en sekskant. Den åbne plan fik her et ekstra pift i forlængelse af FLW sædvanlige arbejde med det centrale ildsted, de store vinduespartier, forskellige loftshøjder og flotte lysvirkninger. Midt i huset var køkkenet, hvorfra husmoren havde udsigt til næsten alle værelser. Huset var tegnet til en familie med børn, men ideen var også, at man skulle kunne flytte vægge, når børnene rejste hjemmefra og på den måde omdanne det til et hjem fra to. Børnenes legestue blev eksempelvis med tiden til en stor spisestue. Ægteparret, der fik opført huset, var ikke velhavende. Da de lokale entreprenører nægtede at kaste sig ud i det underlige projekt, gik de selv i gang med at ansætte håndværkere, ligesom de selv stod for en del af byggeriet. Senere sørgede de også selv for, at huset blev bevaret da, at de blev for gamle til at bo i det. I dag er det restaureret.
Nogle af de mest fantastiske af FLW’s senere usonian houses er bygget over et cirkulært grid og har rum, der følger et segment af cirklen eller bare er helt runde.
I perioden 1936-39 fik FLW til opgave at bygge et kontorhus for firmaet Johnson Wax. Det blev til en helt enestående kontorbygning. Byggegrunden, der lå ude i et industrikvarter, var firmaets gamle industrigrund. Typisk for industrikvarterer, så var området præget af grimme fabriksbygninger. FLW besluttede derfor at lukke kontorbygningen af mod omgivelserne som en borg. Ideen var, at den skulle åbne sig op ind mod sig selv. Formsproget i den nye bygning virker inspireret af art nouveau og 1950’er science fiction. Så godt som alle hjørner er afrundede – nogle gange med endda store rundinger. Den eneste hul i ydermuren er en garageindgang. Her kører man ind og parkerer i en stor lavloftet parkeringskælder. I den forbindelse skal det siges, at FLW var meget optaget af biler. Fra ens bil går man over til kontorhusets brede glasindgang, der også ligger i garagen og kommer så ind i en imponerende togetagers foyer, hvorfra man fortsætter ud i en mægtig kontorhal, hvor en skov af stiliserede betontræer bærer loftet i to-tre etagers højde. De cirkelrunde trækroner minder om åkander eller flyvende tallerkener. Sollyset kommer ned gennem glasset imellem trækronerne. Det er betontræerne, der bærer taget, der ingen steder rører ved ydermuren. Mellem ydermur og tag er i stedet et aflangt vindue, der fortsætter hele vejen rundt om anlægget, og som lyser op i mørket om aftenen. Alle vinduer er lavet af vandrette plastikrør, der lader et diffust lys komme ind men som samtidig gør, at man kun vagt kan følge med i, hvad der sker i verden udenfor. Det eneste menneske i bygningen, der faktisk kan se ud, er fabriksdirektøren selv. Han havde fået tildelt en stribe rigtig glas mellem plastikrørene i hans kontorvinduer på første sal. FLW designede også møbler og bestemte farver. De fleste mure og møbler er i rødlige nuancer, der minder om mælkerød læbestift. Kontorbordenes overflader er gullige.
FLW sluttede af med en grand finale - Guggenheim-museet i New York. Og det var selvom, at han flere gange havde sagt, at han ikke kunne lide storbyer og havde udtrykt sig kritisk overfor abstrakt kunst. Folkene bag Guggenheimmuseet havde fundet en grund i facaderækken ud til den store sø i Central Park ikke langt fra det verdensberømte The Metropolitan Museum. FLW udtænkte et hovedgreb, der var meget forskellig fra de almindelige kasse-skyskrabere, der ellers var så mange af i New York. Hovedgrebet gik ud på at bygge en spiral, der blev bredere og bredere jo højre op man kom. Den åbnede sig op ind mod et stort centralt rum med et fantastisk ovenlys helt oppe. Meningen var, at museumsgæsterne skulle kunne spadsere op og ned ad spiralen samtidig med, at de studerede de abstrakte kunstværker, der hang på de skrå ydervægge hele vejen rundt. Arkitekturen i Guggenheimmuseet indeholder nogle enestående smukke former, men spørgsmålet, som jeg simpelthen må stille, er, om det skulpturelle hus ikke tager pusten fra de smukke malerier. Skalaen i rummet gør, at selv store malerier ser små ud. Hertil kommer, at der er meget lydt, selv når folk forsøger at tale lavt. Det er lidt som at gå på en banegård. Jeg har heldigvis fået fortalt, at museet også har andre mere traditionelle udstillingsrum foruden spiralen.
Min professor, Janos Politis, var helt sikker i stemmen, da han i 1980’erne i en forelæsning erklærede, at FLW nok var en af de største arkitekter nogensinde, men at han, ligesom mange andre berømte mænd, blev sindssyge i sin alderdom! I de sidste år kunne FLW’s arkitektur bare ikke blive vild nok. Han tegnede eksempelvis et højhus, der var seks til syv gange højere end Eiffeltårnet. Det siges, at da han døde som 92-årig, blev folk omkring ham helt chokeret, fordi han i manges øjne stadig var så ung af sind. Målet er ikke at være ung, sagde FLW en gang, men at være ungdommelig. Når man ser hans projekter, så slår det en, hvor eksperimenterende den store arkitekt havde været livet igennem. Han var en gudsbenådet formgiver, der hele tiden legede med arkitekturen.