Walther Gropius (1883-1969) og Bauhaus

- se billeder

 

Når man som arkitekt læser om arkitektskolen Bauhaus i Tyskland, virker mange ting genkendelige fra ens egen tid. Dengang var der også en løbende diskussion om skolens formål, hvem der skulle bestemme, en kamp mellem idealister og levebrødslærere og en stadig diskussion om skolens forhold til omverden.

Man kan blive overrasket over indstillingen blandt Bauhaus-folkene. Selvom de repræsenterede den nye modernistiske verden, så var de arrogant troende på deres ideer – nærmest som De Stijl. I dag er arkitekter og kunstnere betydeligt mere ydmyge over, at man kan gøre tingene på en anden måde. Måse skal man være fanatisk for at slå igennem. Man må jo ikke glemme at både Bauhaus og de Stijl har haft stor succes, selvom den ikke udformede sig på den måde som de havde regnet med.

Gropius var hovedmanden bag Bauhaus. Han havde en ide om en institution, der samlede flere kunstgrene f.eks. skulptur, maleri og arkitektur. Institutionen skulle være præget af en fælles holdning, der gjorde det muligt for alle kunstgrenene at arbejde sammen i samme ånd. Man ville bygge til det nye menneske efter krigen.

Bauhaus gennemgik fire hovedfaser:

  1. Bauhaus Weimar under Walter Gropius
  2. Bauhaus Dessau under Walter Gropius
  3. Bauhaus Dessau under Hannes Meyer
  4. Bauhaus Dessau under Mies van der Rohe

I Bauhaus Weimar varede forkursuset til skolen et halvt år. Her arbejdede man indenfor tre områder. Man lavede natur- og materiale studier, der skulle forfine elevernes materialefornemmelse, øve eleverne i kontraster som f.eks. skarpt og rundt, blødt og hårdt osv. Og øve eleverne i elementære grundformer og grundfarver. Et andet område var en analyse af de gamle mestre, og et tredje område var modeltegning, hvor man kredsede mere om sansningerne og det naturalistiske. I løbet af Bauhaus historie ændredes undervisningsstrukturen hele tiden. Skolen måtte konstant tage hensyn til omverden og udvikle sig i takt med begivenhederne.

I begyndelsen var det Johannes Itten, der stod for dette grundkursus. Han tilhørte en kunstnerisk-religiøs sekt kaldet for Mazdaisterne (indre harmoni, meditation og vegetarisme- beslægtet med Zaratustraisme). Eleverne skulle frigøres gennem kunsten, idet holdningen var, at kun mennesker i balance kunne lave ordentlig kunst. Gropius fik De Stijl ind på Bauhaus som en modvægt til Ittens ideer. Gropius var mindre interesseret i at eleverne var frigjorte end at skolen skulle have kontakt med erhvervslivet. Det endte med at Itten tog sin afsked.

Gropius havde fra starten af en ide om at forene kunst og håndværk. Efter nogle år viste det sig, at der ikke var penge i håndværk, så Gropius ændrede sin ide til, at det nu gjaldt om at forene kunst og industri.

Helt fra skolens start, kunne man, hvis man havde bestået den første del, gå videre til arbejdet i værkstederne. Hvert værksted havde et område. Det kunne være glas, vævning, træ, metal osv. For hvert værksted var der en formmester og en håndværksmester, der skulle supplere hinanden. Lige præcist dette, at man kunne blive færdig både som kunstner og håndværker, er en meget sympatisk ide.

En af lærerne var Kandinsky, der arbejdede med det abstrakte maleri. Han ville fremstille motiverne så de kun var erindringer, der kunne fremkalde associationer. Den samlede farvekomposition skulle virke gennem formelle elementer som f.eks. kvadrater, rektangler eller cirkler. Kandinsky mente, at hver farve havde sin specielle betydning for mennesket.

 De simple farver som, som Bauhas arbejdede med i de første år, var egentlig et handicap, idet de var svære at producere. I forbindelse med form og farve skal nævnes, at Bauhaus trekant var gul, cirlen blå og firkanten rød. Senere under Hannes Meyer begyndte man at interessere sig for den brugsrettede form.

Bauhaus blev frosset ud af den konservative regering i Weimar, men var blevet så berømt, at andre delstater ville have dem. De valgte det socialdemokratiske Dessau. Det var et industriområde med stor boligmangel, der håbede at Bauhaus nye syn på tingene kunne hjælpe på vej.

Bauhausfolkene beskrev altid deres bygninger med funktionelle argumenter, men der var alligevel arbejdet formmæssigt med tingene – endda i en sådan grad, at Bauhaus Dessaus bygninger ligefrem beskrives som en formmæssig præstation. Man arbejde med letheden, glasset og de hvide vægge. Indvendigt blev der dog også brugt farver. Det stod f.eks. vægmaleriværkstedet for. Alle værkstederne indgik i arbejdet om at bygge det nye Bauhaus Dessau. Gropius mente, at arkitekturen var skolens højeste mål, hvor alle kunstretninger kunne bruges samtidigt til et større hele. Bauhaus fik kun bygget en eneste arbejderbebyggelse, og skolen havde hele tiden svært ved at realisere drømmene om at komme i kontakt med erhvervslivet. Indtægterne derfra var altid mindre, end hvad man havde håbet på.

Hannes Meyer kom til og tog over fra Gropius i 1927. Meyer havde en helt anderledes radikal holdning. Han var funktionalist og afviste kunsten. Under Meyer begyndte man at lave systematiske behovsundersøgelser i modsætning til før, hvor man startede med en formanalyse. Under Meyer lavede man ikke smukke mønstre i tekstilværkstedet men derimod stof, der var specielt stærkt eller som kunne modstå høje temperaturer.

Under Meyer byggedes forbundsskolen, der var en forløber for vores eget Århus Universitet. Der er mange rationelle ideer i forbundsskolen men uden kunstneriske hensyn er den dog ikke.

Nazisterne og kommunisterne var begge stærkt imod Hannes Meyer og skolen blev derfor tvunget til at fyre ham. Den nye leder var Mies van der Rohe. Han startede med også at smide alle de kommunistiske studerende ud. Under Mies blev arkitekturen det vigtigste. Mies gik stærkt ind for det kunstneriske. Hans Barcelona-pavillon var ren og skær æstetik. Til sidst kunne  Mies van der Rohe heller ikke holde nazisterne stangen og i 1933 blev Bauhaus samtidig at andre kunstskoler blev startet på et mere konservativt grundlag.