Oscar Niemeyer og Brasilia (1907 - 2012)

- se billeder

Den brasilianske arkitekt, Oscar Niemeyer, arbejdede for Le Corbusier, da Le Corbusier kom til Rio i 1936 for at tegne og opføre et byggeri. Niemeyer blev stærkt inspireret af den verdensberømte arkitekt. I 1956 besluttede den brasilianske præsident, at der skulle bygges en ny hovedstad ude på pampassen med det formål at få hovedstaden væk fra Rio og samtidig sætte gang i den regionale udvikling. Præsidentperioden var på fire år, og det var, hvad Niemeyer fik til at opføre den nye by. En byplanlægger ved navn Costa havde lavet byplanen. Niemeyers opgave var at tegne husene.

Brasilias plan har form som en gigantisk fugl, hvor vingerne består af ensartede boligblokke kaldet ”superbloks”. Fuglens krop består af en mange kilometer lang park med forskellige offentlige bygninger. Der, hvor vingerne og kroppen krydser, har Costa placeret en kæmpe rutebilstation. Hovedvejene fører både under og over busstationens bygninger.

Det første i det grønne område, som man ligger mærke til, er de Tre Magters Plads med parlamentet (den legislative magt), højesteret (den dømmende magt) og præsidentpaladset (den udøvende magt). Parlamentet er delt op i overhuset og underhuset. Overhuset er formet som den øverste halvdel af en kugle og underhuset som den nederste. Mellem de to huse står et højhus indeholdende parlamentets kontorer. Længere henne på begge sider af parken står ministerierne på rad og række som dominobrikker.

Der er et væld af store bygninger i området. Med armeret beton kunne man bygge næsten alle former, og det var det man gjorde. Store og overvældende er de. Domkirken er rund og gravet ned i jorden med en enorm betonkrone over sig. De store mellemrum mellem betonspærene er udfyldt med farvet glas. Justitsministeriet er bygget med flere etager høje udvendige betonsøjlegange og har vand omkring sig – også inde mellem søjlerne. Niemeyer har i det hele taget tegnet nogle meget frie streger, da han skitserede bygningerne. Læg mærke til hans broer - der er ingen rækværk og ingen synlig støtte. Han har selv sagt, at han var meget inspireret af kvindelige former, og hvis man vil, så kan man godt se de sensuelle kurver i formgivningen. Selvom Niemeyer var uddannet ingeniør, så opfattede han sig selv som kunstner. Ifølge ham selv, så var det hans arbejde at slå nogle flotte linjer, som andre så måtte realisere i beton. Han sagde, at man skulle opleve Brasilia som om, at man var kommet til en anden planet.

Brasilia er på flere måder en realisering af modernismens drøm om en grøn, funktionsopdelt by med masser af veje og højhuse. Boligblokkene står på søjler, så det grønne landskab kan løbe ind under dem. Man siger, at byen ser flottest ud fra luften, men når man så kommer tættere på, så falder flere alvorlige problemer i øje. Det største er, at den opleves som mennesketom. Folk er enten på arbejde eller hjemme i superblokkene, og man skal køre for at komme til alt – også for at købe ind og sætte børnene af og hente dem igen fra skolen. Der er så godt som ingen fodgængerstier. Byggeriet opleves som stivnet. Der er intet, der kan laves om eller udvikle sig. Man har eksempelvis tegnet en smuk boligblok eller et smukt ministerium, og så bare gentaget formen igen og igen.

På trods af de gode intentioner, så er Brasilia ikke et sted, hvor folk har lyst til at bo. Det problem kender vi jo allerede fra lignende byggerier i Danmark. Det hele er pænt, men folk flytter alligevel, og kriminaliteten vokser. Der tale om nogle dynamikker, som de gamle modernister ikke forstod.